Udkastet

Stating the Obvious

Menu Close

Reformationer

Hvornår lærte I sidst noget nyt og fascinerende, som I ikke havde den fjerneste anelse om eksisterede?

Jeg havde fornøjelsen i går aftes, hvor jeg læste i Carlos M. Eires fabelagtige ‘Reformations: The Early Modern World, 1450–1650’, der omhandler tiden før, under og efter reformationen1.

Det er en meget lang bog: 850 sider. Men den er velskrevet, og den er først og fremmest decideret interessant. Man fornemmer at reformationen (eller reformationerne, det er Eires hovedpointe at der er tale om flere, sideløbende og gensidigt forstærkende forandringer) virkelig er et emne, som forfatteren brænder for og ved urimeligt meget om.

Til tider bliver bogen tilmed voldsomt nørdet. Jeg tillod mig således at skimme afsnittene om de katolske retninger Barnabitterne, Ursulinerne, Visitandinerne, Piaristerne, Lazaristerne, Eudisterne og Sulpicianerne. Jeg kan, må jeg ærligt tilstå, heller ikke redegøre i detaljer for de præcise teologiske forskelle mellem de protestantiske sekter Mennonitterne, Davidisterne og Melchioristerne. Måske nogen af nærværende læsere vil tage den opgave på sig.

Min viden om reformationen har hidtil været afgrænset til Luther på overskriftsniveau, krydret med ganske sporadisk viden om Jean Calvin og calvinismen efter at have læst dele af Max Webers ‘Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus’ i sociologi på første år af studiet.

Jean Calvin som nummer to fra Venstre. Munter herre. Fra Reformationsmuren i Genève

Afsnittet om netop Calvin er imidlertid lidt af et højdepunkt i bogen. Han er en fascinerende skikkelse. Man kan have meget stærke meninger om manden, hans radikale teologi og det teokratiske regime han opbyggede i 1500-tallets Genève. Men at han har haft enorm indflydelse på historien og vestlig tankegang er uomtvisteligt.

Et andet højdepunkt er afsnittet om de såkaldte anababtister, en særdeles farverig afart indenfor den tyske protestantisme.

I årene 1534-1535 omdannede den apokalytiske og isolationistiske kult således byen Münster til ‘Det nye Jerusalem’. Det såkaldte Døberrige var grundlæggende baseret på en meget ordret læsning af Bibelen, polygami, kollektivt vanvid og ejendomsfællesskab. Det nye Jerusalmen fik dog en beklagelig ende, da en fælles hær af lutheraner og katolikker erobrede byen, og henrettede på ganske bestialsk vis anababtisternes leder Jan van Leiden, der ellers i bedste kultlederstil havde udnævnt sig selv til profet og havde 14 koner. Så hvis man troede at vore dages kulter og Islamisk Stat ikke har historiske forgængere i Europa, kan man med fordel tage en tur til Münster.

Det er vanskeligt at overvurdere den betydning, som reformationen (og den senere oplysningstid) havde for den den vestlige verden. Samfundsomvæltningerne i 1500 og 1600-tallet kostede ufattelige mængder død, ødelæggelse og lidelser – prøv at læs op på 30 års krigen, så ved I hvad jeg mener – og var drevet af religiøst had og fanatisme. Men det er et vigtigt emne, som fortæller meget om hvorfor Europa blev som det blev – og som stadig rummer en lektie, vi kan lære noget af i dag.

Så for en gangs skyld er de 500 år siden reformationens begyndelse et jubilæum, der er værd at huske og tænke over.

  1. Ja, for I ved vel, at det til oktober er 500 år siden at Luther slog sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg? []

The Expanse

Er gået  i gang med sjette bind i science fiction serien ‘The Expanse’. Samtidig (og måske lidt konceptuelt forvirrende) har jeg henover nytåret set de to første afsnit af tv-serien, der bygger på den første bog ‘Leviathan Wakes’.

Det er lidt besynderligt rent kognitivt at læse og se de to historier på samme tid. Der er en del tråde, som man lige skal holde adskilte. Der er naturligt nok mere kød på universet i bog 6, ligesom persongalleriet er noget mere modnet. Det er helt mærkeligt at opleve hvordan hovedpersonerne i tv-serien rent fortællermæssigt skal introduceres for hinanden og for seeren, når man i sjette bog efterhånden har været i selskab med dem i lang, lang tid.

Historien er i øvrigt også mærkbart mere dyster end i den første og væsentlig mere actionpacked og plotdrevne bog. Sådan er det vel når en menneskeskabt meteorsværm udsletter 2/3 af menneskelivet på Jorden, formoder jeg.

Omvendt betyder den asynkrone læseoplevelse også at man som læser opdager, at det overordnede plot nu efterhånden har stået i stampe flere bøger i træk. Jeg er kun nået 17% ind i min Kindle-udgave, og der er sørgeligt nok stadig ikke optræk til, at vi får at vide om hvem, der har bygget portene til ormehullet i udkanten af solsystemet – og ikke mindst hvorfor. Det er sådan set interessant nok med borgerkrigen i solsystemet og alle de politiske konflikter … men hvad med de større ting?

Det var mange ord blot for at sige, at hvis I mangler en rask science fiction serie at fylde tiden ud med, så virker ‘The Expanse’ ualmindelig velegnet til formålet. Giv den en chance. Jeg kan garantere, at det et interessant univers.

Wieghorst

Morten Wieghorst er ansat som ny cheftræner i AaB. Og hvordan skal man så som vanrøgtet eksilnordjyde reagere på det?

Allerførst: Guderne skal vide det er en lettelse at slippe af med Lars Søndergaard efter 12 miserable måneder. Bevares, han fik måske ikke de bedste forudsætninger for succes. Med klubbens økonomiske smalkost og de rituelle åreladninger i spillertruppen i transfervinduerne, har det ikke været nemt for ham. Men alligevel. Nok er nok. Den resultatmæssige deroute i 2016 og det stadig ringere spil var aldeles uacceptabelt. Mindes ikke at AaB har gjort mig så fodbolddeprimeret tidligere. Det spildte forår og det rædderlige efterår har gjort ondt. Særdeles ondt.

For jeg mener helt uironisk at AaB er – og skal være – en dansk storklub. Vi skal ikke ligge nede og rode rundt sammen med superligaens middelmådig bugflæsk. AaB bør selvfølgelig være i top 6 – og dermed også som det naturligste i verden deltage i mesterskabsslutspillet. Alt andet er ikke godt nok. Så at vi nu ligger og roder rundt udenfor er helt utåleligt.

Men er det lykken at erstatte Søndergaard med et Brøndby-svin Wieghorst, hvis succeser som cheftræner i bedste fald er diskutable? Er det ham, der kan få AaB tilbage på ret kurs? Kan han gøre dem relevante igen, vel at mærke med et skrabet budget?

Ja, det ved jeg snart sagt ikke. Der skal vist en plus/minus liste til.

Plus
  • Han var god til at bygge noget op i FC Nordsjælland. Måske Kasper Hjulmand lige løftede det en tak op og forløste potentialet. Men det var Wieghorst der lagde grundstenene til deres mesterskab
  • Han var en habil dansk U21 landsholdstræner. Noget tyder på at han arbejder godt sammen med unge spillere
  •  Man må formode at han med sit internationale netværk og navn kan lokke spillere til, der ellers ikke ville overveje AaB
  • Han virker til trods for sin gustne fortid på Vestegnen og i AGF grundlæggende sympatisk og reflekteret. Miraklernes tid er ikke forbi
Minus
  • Hvor er de dokumenterede resultater? Han hare jo aldrig selv vundet noget af betydning. Hans CV som cheftræner i især AGF er blakket. Han blev hentet som den store frelser til klubben, og leverede helt præcis ingenting
  • Han har været arbejdsløs et år. Hvor opdateret er han egentlig på Superligaen og særligt AaB?
  • Jeg kan ikke i skrivende stund sige hvordan hans spillestil er
  • Jeg er nervøs for at han henter en masse eksotiske (og ret ringe) lykkeriddere til klubben, præcis som han gjorde i AGF
  • Han lugter dårligt efter tid i både Brøndby og AGF

Jeg er med andre ord skeptisk. Lunken. Nej, halvkold, faktisk. Og det forstærkes af, at jeg ikke ved hvilke økonomiske rammer bestyrelsen har givet sportschef Allan Gaarde og Wieghorst til at forstærke truppen. AaB overpræsterede voldsomt i The Double sæsonen i 2014, men har de forløbne sæsoner ikke fået nogen af talenterne til at bryde igennem, sådan som det lykkedes  med især Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen. Det gør det problematisk at satse på egne talenter, især når man samtidig sælger flere nøglespillere i hvert vinduer, og de trods alt indkøbte erstatninger ikke slår til. Kvaliteten i truppen er simpelthen blevet fortyndet for meget. Angrebet ser decideret svagt ud. Reelt besidder AaB i skrivende stund ikke én angriber, der har scoret mål i superligaen på regelmæssig basis. Der er masser af talent – jeg er VILD med Pohl og Bassogog – men de mangler nogen af læne sig op ad. Enevolden er hele tiden skadet og mentalt fraværende, i hvert fald hvis man skal tro rygterne. Noget skal hentes ind.

Så både Gaarde og Wieghorst er til eksamen. Gaarde skal snart levere noget kvalitet på transfermarkedet, og Wieghorst skal levere resultaterne på banen.

Så jeg forholder mig skeptisk afventende. Wieghorst skal overbevise mig først. Omvendt kan man sige, at ingen af mine to afguder Erik Hamrén eller Allan Kuhn nødvendigvis havde de store, prangende CV’er inden de kom til AaB. Jeg var heller ikke glad, da Kent Nielsen kom til klubben, og hans regime endte jo trods alt med en double i den episke sommer i 2014.

Så min skepsis er blevet gjort til skamme før. Lad os håbe det sker igen.

Furbo og Fesso

Blev klogere af endnu et essay i Economist. Jeg har virkelig fået noget ud af rent faktisk at læse bladet i denne uge!

Denne gang handler det om tillid i et samfund, eller det, som i en dansk kontekst lidt fortærsket kaldes ’sammenhængskraften’. Klummeskribenten Lexington skriver om det bekymrende i, at Donald Trump har baseret meget af sin succesfulde præsidentkampagne og politik på at sætte spørgsmålstegn ved de amerikanske samfundsinstitutioner. Og så introducerer han et par interessante begreber fra Italien:

At the height of Silvio Berlusconi’s power, as the billionaire-politician brushed scandals and lawsuits aside with the ease of a crocodile gliding through duckweed, a professor at an Italian university described to Lexington how the terms furbo and fesso helped explain the then-prime minister’s survival.

In those bits of Italian society from which Mr Berlusconi drew his strongest support, it is a high compliment to be deemed a furbo, or a sly, worldly wise-guy. The furbo knows how to jump queues, dodge taxes and play systems of nepotism and patronage like a Stradivarius. In contrast the fesso is the chump who waits his turn and fails to grasp how badly the system is rigged, or how much of his taxes will be stolen. The fesso might cheer a new clean-air law in his city, naively taking an announcement by the elites at face value. The furbo wonders who in the environment department may have a brother-in-law with a fat contract to supply chimney scrubbers.

Mr Berlusconi’s fans saw him as the furbo to end all furbi. He showed that he heard them, offering them crude appeals to wise-guy cynicism, as when he asserted that any Italians who backed his centre-left opponents were not just mistaken, but were coglioni or, to translate loosely, “dickheads”, who would be voting “against their own interests”.

If Mr Trump’s policies are a mystery, his approach to politics is not. The Republican won office by systematically undermining trust in any figure or institution that seemed to stand in his way, from Republican rivals to his Democratic opponent, leaders of Congress, business bosses, the news media, fact-checkers or simply those fessi who believe in paying taxes. Accused of avoiding federal income taxes during a debate with Hillary Clinton, he growled: “That makes me smart.”

Her i velfriserede og gennemregulerede Danmark er der nok lidt færre muligheder for en hæmningsløs furbo til at snyde systemet. Vi bovlamme og godtroende danske fessoer kan nok i højere grad end i Italien stole mere på, at alt godt kommer til den der venter og overholder reglerne.

Eller kan vi?

Om man kan lide det eller ej, så vil furbo-adfærd ofte kunne betale sig i lang række situationer. Det er ofte en fordel at at være besværlig, presse på og brokke sig. Det gælder overfor telefirmaets kundeservice og den lokale håndværker. Og det gælder – opdagede jeg i 2016 – desværre måske især i sundhedsvæsenet. Havde vi ventet pænt og taget systemets ord for gode varer, var datteren ikke kommet til en skanning så hurtigt som hun gjorde. Man kan kort sagt komme til at betale en høj pris for at være ressourcesvag eller fesso i Danmark.

Og så er der de mere institutionelle ting. Har nogen her læst Rigsrevisionens ‘Beretning om SKATs kontrol med udbetaling af negativ moms’? Ja, det lyder gudsjammerligt kedeligt, men fordøj lige det her:

SKAT udbetalte i 2015 negativ moms for i alt 235 mia. kr. Det svarer til knap 25 % af statens samlede indtægter fra skatter og afgifter. Knap 2 % af angivelserne blev kontrolleret. SKATs udbetaling af negativ moms er i perioden 2009-2015 steget fra 139,9 mia. kr. til 235 mia. kr., svarende til en stigning på ca. 68 %.

 

Og som statsrevisorerne så malerisk skriver:

Statsrevisorerne påtaler på det skarpeste, at SKATs kontrol med negativ moms in­den udbetaling har været helt utilstrækkelig, og at SKATs tilrettelæggelse af kontrollen har været særdeles mangelfuld.

Statsrevisorerne påtaler i den forbindelse:

  • At Skatteministeriet ikke har sikret, at SKATs kontrol med negativ moms inden ud­betaling er tilfredsstillende
  • At Skatteministeriet ikke kan forklare årsagerne til, at udbetalingerne af negativ moms er steget med ca. 68 % i perioden 2009-2015
  • At Skatteministeriet ikke i tide har reageret på en usædvanlig udvikling på et væ­sent­ligt og risikofyldt område
  • At SKATs tilrettelæggelse af kontrollen med negativ moms er helt utilstrækkelig. Kontrollen er ikke i tilstrækkelig grad baseret på væsentlighed og risiko og faste procedurer
  • Visiteringsmedarbejderne skal – på i gennemsnit ca. 3 minutter – afgø­re, hvilke angivelser der skal henholdsvis til udbetaling og til kontrol. Af de angivelser, der er udvalgt til kontrol, er det kun en mindre del, der faktisk kontrolleres
  • At SKAT automatisk udbetaler godt 150.000 årlige angivelser af negativ moms, sva­­ren­de til ca. 0,5 mia. kr. årligt, uden forudgående kontrol
  • At SKAT i en lang periode (august 2013 – oktober 2016) har behandlet knap 4.000 positive momsangivelser forkert, hvilket har medført, at der uretmæssigt er udbetalt ca. 722 mio. kr. uden lovhjemmel

Statsrevisorerne finder det afgørende, at ledelsen i Skatteministeriet snarest ta­ger initiativ til at styrke kontrollen, så risikoen for fejludbetalinger minimeres mest muligt.

 

Det danske skattevæsen udbetalte i 2015 med andre ord 25% af de samlede indtægter fra skatter og afgifter – og de kontrollerer stort set ingen af udbetalinger. 722 mio. kr. er blevet uretmæssigt udbetalt over en treårig periode. De samlede udbetalinger er på få år steget med 68%.

Og så har vi ikke engang nævnt de 12,3 mia. kr., som den danske stat formodentlig er blevet snydt for i forbindelse med ulovlig refusion af udbytteskat. Der sad én enkelt HK’er i Høje Taastrup og udbetalte det beløb. ÉN. Og SKAT kontrollerede snart sagt ingenting.

Det er himmelråbende vanvid.

Nu kører der så personalesager i SKAT, mens det politiske ansvar pudsigt nok ikke rigtig fordeles af nogen. Måske fordi Skatteministre fra V, S og SF alle har bestyret butikken, alt imens ovenstående forrykte svigt fandt sted.

Det vigtige for mig er heller ikke så meget at få uddelt et ansvar, men snarere den skadelige virkning som sagen har på tilliden til staten, institutionerne og velfærdsstaten. For se lige én gang til på tallene.

Lige nu skændes Folketinget om et besynderligt uddannelsesloft til 300 millioner kroner, og for en måned siden var Lars Løkke ved at vælte, fordi han ikke kunne finde 800 millioner kroner til topskattelettelser. Det er jo håndører i sammenligning med hvad SKAT’s inkompetence formodentlig har pisset væk.

Og hvordan går det egentlig med samfundets kerneydelser?

Barselshotellet på Rigshopitalet må lukke fordi der skal spares et par millioner kroner. Når vi ringer til politiet får vi at vide, at vi kan vælge mellem at få efterforsket indbrud, eller vi kan få grænsevagter. Folk på overførselsindkomster kontrolleres forfra og bagfra, men vi automatisk udbetaler 500 mio. kr. i negativ moms – uden forgående kontrol.

Så ja. Måske fesso’erne i Danmark stadig har en grundlæggende tillid til institutionerne, og måske de stadig tror på at man skal betale sin skat med glæde. Men tilliden smuldrer. For sagerne viser, at skattesystemet sejler, og furbo’erne har kronede dage. Den grundlæggende tillid vi har til hinanden, vores institutioner og den offentlige sektor bliver eroderet voldsomt.

Og så er det at populisterne og Donald Trump vinder frem.

For hvis mange oplever at systemet er indrettet sådan, at ‘almindelige mennesker’ bliver røvrendt, alt imens den oplevede elite med furbo-adfærd kan rane til sig, så er det vel ikke så underligt at vrede vokser, tilliden forsvinder – og man ønsker at stemme på nogle helt andre typer, end dem som har været politisk ansvarlige mens misæren fandt sted.

Lad os håbe det vil lykkes regeringen at få rettet op på SKAT. Det er akut nødvendigt, hvis ikke forfaldet skal accelerere.

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

Det digitale forbrug i 2016

Det var et helt ekstraordinært pauvert film år. Jeg så én og kun én film: Star Wars ‘The Force Awakens’ tilbage i januar måned. Nej, vent. Det er ikke helt sandt. Jeg fik også streamet ‘Interstellar’ og ‘Edge of Tomorrow’ undervejs. Alle tre var gode film, nok især den tankevækkende ‘Interstellar’. Det er ikke længere så tit at de laver mainstream science fiction film, men det gjorde de i dette tilfælde. Den er skøn.

Men det næsten ikke-eksisterende filmforbrug befæster blot tendensen fra de sidste tre-fire år, nemlig at jeg er blevet koblet fuldstændig af filmmediet. Ved heller ikke helt hvad jeg er gået glip af i 2016? Kom der nogle gode og helt uundværlige film? Jeg vil gerne se den nye ‘Star Wars: Rogue One’, ligesom ‘Arrival’ lyder lovende. Men hvad ellers?

Det var ikke meget bedre på tv-serie fronten. Vi fik set anden sæson af ‘Les Revenants’, det meste af ‘The Blacklist’ og gik begrædeligt nok i stå i ‘The Americans’. Årets mest positive oplevelse var imidlertid den spændende ‘The Path’ på HBO, hvor man følger livet i en kult.

Jeg har ikke for alvor set ‘Breaking Bad’, så er fuldt ud i stand til at nyde Aaron Paul som andet end Jesse Pinkman. Han er virkelig stærk i ‘The Path’, som kultmedlemmet der begynder at tvivle. Serien er et lidt atypisk hit her i husstanden, for den involverer hverken metafysik, alternative virkeligheder, tidsrejser eller science fiction. Den er et klassisk drama, hvor det ikke er kulten som sådan der er interessant, men snarere livet og de sociale dynamikker. Er meget spændt på anden sæson, som jeg vil prioritere højt at få set i 2017.

Et medie jeg til gengæld passede trofast var podcasts. Lyttede allermest til Den Korte Radioavis, som jeg opdagede efter alle andre tilbage i marts måned. Jeg er dybt imponeret over hvor begavet satire de kan levere hver evig eneste dag.

Ved ikke om analogien giver mening, men Den Korte Radioavis er satirens svar på The Smiths. Jeg har nu bogstaveligt talt hørt hundredevis af timer af programmet, og jeg kan måske udpege 1-2 brudstykker som jeg ikke fandt morsomme. Det svarer til The Smiths, hvis bagkatalog er fejlfrit – måske lige med undtagelse af den forbryderisk ringe ‘Golden Lights’.

Ellers nød jeg især ‘Kongerækken’, visse af Medianos udsendelser og ikke mindst mine obligatoriske podcasts om amerikansk sport: First Take og Bill Simmons. Selvom det er ved at være tre år siden vi var i USA sidst, bruger jeg diverse sportsudsendelser til at opretholde en ersatz-følelse af landet. Egentlig lidt sørgeligt når man tænker over det.

Hvad med jer? Hvilke popkukturelle og/eller digitale ting nød I i 2016?

Bogåret 2016

I min opsamling for bogåret 2014 og igen i 2015, skrev jeg, at boglæsningen havde været præget af to tendenser: Mindre tid (grundet forældreskab og nyt arbejde) og min Kindles indflydelse på læsevanerne (mere fleksibilitet, kan læse i mørke, skønlitteratur kun fortæret i ebog-form).

Begge tendenser er stadig gældende, særlig det med forældreskabet. Efter at Elin dukkede op i vores liv i juli måned er fritiden nu endelig fuldstændig forsvundet. Læsningen finder nu derfor reelt kun sted i toget til og fra arbejdet, eller under dynen sent om aftenen, når jeg burde sove for længst.

I modsætning til 2014, hvor jeg elskede Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’ og 2015, hvor jeg tilsvarende blev bjergtaget af Karen Joy Fowler: ‘We Are All Completely Besides Ourselves’, manglede jeg i 2016 den der ene skønlitterære bog, der for alvor erobrede mit hjerte. Jeg havde troet at det ville være Justin Cronins ‘The City of Mirors’, men … nej. Dertil var den for imperfekt. Men ret skal være ret: Jeg læste da en god række af bøger, som jeg fandt uhyre underholdende og endda til tider tankevækkende. Til gengæld var der ikke en non-fiction bog, som jeg virkelig blev begejstret for.

Jeg holder fast i mine let infantile vurderingkategorier. I 2014 og 2015 delte jeg således årets læste bøger op i de tre rammende kategorier, og dem genbruger jeg:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’,
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’.

Og så et opsamlingsheat i form af ‘Bøger jeg gik i stå i’. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.

Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Ben Winters – ‘Underground Airlines’
  • Robert Jackson Bennett – ‘American Elsewhere’
  • V.E. Schwab – ‘A Gathering of Shadows’
  • Justin Cronin – ‘The City of Glass’
  • Joshua Ferris – ‘To Rise Again at a Decent Hour’
  • Daniel O’Malley – ‘The Rook’
  • Daniel O’Malley – ‘Stiletto’
  • Blake Crouch – ‘Dark Matter’
  • Blake Crouch – ‘Pines’
  • Blake Crouch – ‘Wayward’
  • Blake Crouch – ‘The Last Town’
  • Christopher Farnsworth – ‘The President’s Vampire’
  • Christopher Farnsworth – ‘Red, White and Blood’
  • Christopher Farnsworth – ‘Blood Oath’
  • Adrian Tchaikovsky – ‘Children of Time’
  • Cal Newport – ‘Deep Work’ (n)
  • George McKeown – ‘Essentialism: The Disciplined Pursuit of Less” (n)

Nu hvor jeg ser listen i dens helhed, er det faktisk ikke så svagt et hold, som jeg gik og troede før jeg begyndte at skrive artiklen – især ikke science fiction bøgerne.

Årets nok bedste og mest tankevækkende bog var den dystopiske thriller ‘Underground Airlines’. Den foregår i et kontrafaktisk USA anno 2016, hvor slaveriet ikke blev afskaffet tilbage efter den amerikanske borgerkrig, og stadig praktiseres i fire stater. Den er bleg, dyster og ikke så lidt deprimerende, men plottet er spændende, karaktererne komplekse og velgennemtænkte – og det er vanskeligt ikke at lave parafraser til den verden, som vi lever i i dag. Er varmt anbefalet herfra.

Blake Crouch og Christopher Farnsworth fylder godt på listen, men det er mest fordi der var tale om bogserier, der begge var så god og underlødig underholdning, at jeg simpelthen var nødt til at kværne dem alle.

Der var ingen non-fiction bøger, som jeg virkelig blev forelskede i. De to på listen er selvhjælpsbøger. Begge er nogen jeg tænker meget over, men er næppe det, man kalder for finlitteratur.

Også interessant at jeg i år ikke har en eneste horrorbog på min listen over årets favoritter.

God, men nok mest hvis du er sær
  • Liu Cixin – ‘The Three-Body Problem’
  • Mitchell Hogan – ‘Blood of Innocents’
  • Mitchell Hogan – ‘A Shattered Empire’
  • David Mitchell – ‘The Bone Clocks’
  • Becky Chambers – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
  • Anthony Gottlieb – ‘The Dream of Enlightenment: The Rise of Modern Philosophy’ (n)
  • Francis Fukuyama – ‘Political Order and Political Decay’ (n)
  • Noel Malcolm – ‘Agents of Empire: Knights, Corsairs, Jesuits and Spies in the Sixteenth-Century Mediterranean World’ (n)
  • Stephen R. Platt – ‘Autumn in the Heavenly Kingdom: China, The West and the Epic Story of the Taiping Civil War’ (n)
  • Stephen Church – ‘King John: England, Magna Carta and the Making of a Tyrant’ (n)
  • John Bew – ‘Realpolitik’ (n)
  • ? – ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (n)

En blandet affære. En del non-fiction bøger, kombineret med mere eller mindre lødig genrelitteratur. Ikke alle af non-fiction bøgerne er læst fra ende til anden, men dog i en sådan grad, at hovedpointerne er forstået.

Skuffende. Meget skuffende
  • Robert Jackson Bennett – ‘City of Blades’
  • Paul Cornell – ‘Who Killed Sherlock Holmes’
  • David Graeber – ‘The Utopia of Rules’ (n)
  • Sebastian Strango – ‘Hun Sen’s Cambodia’ (n)
  • Blendi Fevziu – ‘Enver Hoxha – The Iron Fist of Albania’ (n)

‘City of Blades’ var årets store læseskuffelse for mig, og det var meget overraskende. Dels var jeg vild med den anden Jackson Bennett bog jeg læste i år, ‘American Elsewhere’, dels var dens forgænger ‘City of Stairs’ en af mine yngdlingsbøger i 2015. Det samme gælder Cornell, hvis ‘Who Killed Sherlock Holmes’ var den skuffende afslutning på en trilogi, hvor jeg elskede de to første.

David Graeber var også lidt af en mavepuster, særlig fordi hans essay ‘On the Phenomenon of Bullshit Jobs’ hører til blandt mine all-time favoritter. Graeber er en interessant og provokerende tænker, men hans bog var dog for rablende, og bar for meget præg af at være en samling af hastigt sammenflikkede essays.

Bøger, jeg gik i stå i
  • Daniel Abraham – ‘The Widow’s House’
  • Brian Staveley – ‘The Last Mortal Bond’
  • Bill Hayton – ‘The South China Sea: The Struggle for Power in Asia’ (n)
  • Eugene Rogan – ‘The Fall of Ottomans: The Great War in the Middle East’ (n)
  • Frank McLynn – ‘Genghis Khan: His Conquests, His Empire, His Legacy’ (n)

Der er en del fortrydelse og spild i disse titler. ‘The Widow’s House’ er bog fire i en fantasyserie, og jeg har dermed allerede investeret betydelige mængder tid og energi i boguniverset. Men ak, den fjerde bog var simpelthen så kedelig og åndssvag, at jeg ikke magtede at komme igennem dem. Samme kan man sige om Staveley bogen, der er bog tre i en trilogi. Heller ikke den kom jeg igennem. Staveley havde brugt alt sit plotmæssige krudt i bog 2, og der var kun dødskramper tilbage i tredje bog. Jeg skimmede de sidste 350 sider for at få plottet med, og forlod den med god samvittighed. Bogen var ganske enkelt ikke bedre værd. Hayton og Rogan havde fået gode anmeldelser, men jeg fandt dem kedelige og udmattende – deres interessante emner til trods.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?

Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014)
Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990)
En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009)
Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016)
VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991)
Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ’shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973)
Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016)
Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Nye takter

Bloggen har haft en tænkepause. Jeg genoffentliggjorde alle de mange indlæg skrevet siden begyndelsen i april 2005. Ryddede op og mugede ud. Fjernede billeder, der var røget i svinget i et af de ganske mange adresseskifter, som bloggen har været igennem henover årene. Kuraterede indholdet, som det vist hedder på nydansk.

Læste mange af de gamle griflerier igen. Det var en interessant, pinlig, morsom og til tider smertefuld oplevelse.

Man forandrer sig jo henover så lang en periode. Jeg har til tider været ganske ulidelig at høre på, ligesom visse indlæg ikke er videre langtidsholdbare. Andre indlæg var overraskende begavede. Og der er mange ting jeg drømte, gik op i og skrev om igennem årene, som jeg for længst har glemt eller opgivet. Her solidt plantet midt i livet var det sidste en melankolsk oplevelse. Man kan fylde katedraler med alt det, jeg har glemt. Det var godt at blive mindet om, at jeg engang var om ikke ungdommeligt optimistisk, så dog mindre fatalistisk.

Nu har jeg så fjernet indlæggene igen. Taget en sikkerhedskopi, så den store mængde guldkorn og større mængder bras ikke forsvinder ved et uheld.

Begynder forfra. Forlader anonymiteten; at skrive bag et alter ego lægger begrænsninger på kreativiteten. Med så mange års  erfaring med digital bekendelseslitteratur, vil jeg mene at jeg godt kan ramme balancen mellem personlig og privat. Bloggens indhold og formål forbliver de samme, men det vil være mindre uklart hvem jeg er.

Håber I vil læse med.

© 2017 Udkastet. All rights reserved.

Theme by Anders Norén.