Udkastet

Stating the Obvious

Menu Close

Fanget i midten

Det kniber med indlæggene, det skal jeg være den første til at indrømme. Men buen er lidt spændt for tiden. Der er ikke meget tid til overs ved siden af arbejdet og livet med to små børn. Når der er stille stund ender jeg med at læse, pille næse, surfe planløst eller lave alt muligt andet end at grifle indlæg. De er tidsrøvere, de der arvinger.

Situationen forværres af at jeg ikke helt kan finde ud af, hvilken rolle Udkastet spiller for mig og min kreative udfoldelse.

For siden jeg begyndte at skrive dagbog i Evernote, har jeg fået et sted at komme af med min indre bekendelsesliterat. Jeg behøver dermed ikke længere Udkastet som sted til at jamre over livet, karrieren, vejret og mit sløve løbetempo. Omvendt er en (pseudo)anonym blog – og blogformatet i sig selv – heller ikke velegnet til de store intellektuelle, politiske og selvpromoverende skrifter. Det er heller ikke stedet at dele de hurtige, sjove links (det er mere Twitters domæne) eller nå det bredere publikum og jagte likes.

Så Udkastet er på mange måder landet mellem en del stole.

Men jeg har lyst til at skrive mere. Både her og offentligt, men især her. Udkastet er jo den seneste manifestation af mit mere end 10 år gamle bloghjertebarn. Reelt kan jeg ikke visualisere en tilværelse, hvor jeg ikke har min egen selvhostede blog. Jeg bliver ganske ulykkelig og tvær, hvis ikke jeg får griflet.

Det lyder muligvis en anelse jeg-har-spærret-mig-inde-i-kælderen-med-nok-konservesmad-til-at-overleve-en-russisk-invasion-agtigt, men jeg kan godt lide tanken om, at stedet her er mit. Måske afgik den personlige blog ved døden for 5 år siden og måske kan antallet af læsere tælles på ganske få fingre. Det rationelle i et læsermaksimerende perspektiv ville være at henlægge skriveaktiviteten til de sociale medier. Men her ejer jeg selv domænet og har ikke foræret min kreativitet til techmonopolisterne i Facebook eller Google. Og den tanke giver en god fornemmelse i maven.

Nu larmer den ældste, kan jeg høre, middagsluren er vist ovre. Og det er indlægget dermed også.

Dark Matter

Ah! Lige hvad jeg havde brug for. En forfriskende, hæsblæsende science fiction bog til at få skyllet ud i systemet.

Min boglæsning har den seneste måneds tid været haltende. Har egentlig fået læst ganske mange aviser og begavede magasiner, men skønlitteraturen har været op ad bakke. I juni fik jeg læst de overordnet set tilfredsstillende Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’, Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’ og Daniel O’Malley ‘The Rook’. Men i juli kørte jeg fast. HELT fast.

Ambitionerne var ellers så store.

For det første ville jeg færdiggøre Daniel Abrahams ‘The Dagger & the Coin’ serie. Den seneste bog jeg læste i serien var bind tre, og den efterlod jeg i en skraldespand i lufthavnen i Kona inden flyveturen med Mokulele Airlines til Maui tilbage i december 2013. Ikke fordi det var en dårlig bog, men jeg var færdig med den, og jeg orkede ikke at slæbe den hele vejen hjem til den anden side af jorden1.

Bog fire, ‘The Widow’s House’, udkom sidst i 2014, og har længe ligget ulæst på min Kindle. Det var et problem, da jeg i tidens løb havde glemt handlingen i de første tre bøger. Derfor skulle jeg først have genopfrisket plottet, inden jeg for alvor kunne komme i gang igen – hvilket var en reel hindring for at komme i gang igen. Men da jeg fandt femte og sidste bog i serien på Roskilde Bibliotek sidste måned, havde jeg ikke flere undskyldninger for at udskyde kampen. Så jeg researchede ihærdigt internettet for relevante plotspoilers, og efter et par ‘nåhr, ja, det var det der skete, gik jeg i gang med ‘The Widow’s House’.

Det var en kamp uden lige. Som at trække sig selv op af kviksand. Ligeså begejstret og opslugt jeg havde været af de første tre bøger for år tilbage, ligeså kedelig og synes jegden fjerde er. Lagde bogen fra mig konstant. Overspringshandlede. Det der skulle have været berigende underholdning endte med at blive en pligt. En pligt jeg kun gad gøre ved, da jeg var smånysgerrig om hvordan historien ville ende. Reelt skimmede jeg de sidste 200 sider i håbet om at bog fem ville være bedre. Men kedsomheden fortsatte. Og fortsatte. Og fortsatte. Uendelige indre monologer hos hovedpersonerne, når det eneste jeg ville vide var, hvad der skete med dragen og de magiske præster. Det var den rene jammerdal.

Så jeg gik i stå. Arkiverede bogen lodret. Gider ikke ofre serien mere energi eller dårlig samvittighed. Og jeg giver Brian Staveleys sidste bind i ‘Chronicle of the Unhewn Throne’ serie samme skæbne.

Jeg var allerede i tvivl om den series kvalitet efter at have læst bind 1 og 2, og da plottet krøb frem i sneglefart i treeren, så blev den også cuttet. Ærgerligt? Måske. Men jeg kan læse handlingen på nettet, hvis jeg har lyst til det. Måske ikke en sund udvikling at læse OM bøgerne frem for at læse dem selv, men selvom jeg stadig er basalt interesseret i plottet, er der grænset for hvor meget energi jeg gider lægge i at nå dertil.

Så meget desto bedre var det at kværne Blake Crouch ‘Dark Matter’, der er det føromtalte forfriskende science fiction pust i min læsning. Jeg kunne lide hans ‘Wayward Pines’ bøger, men ‘Dark Matter’ er på mange måder bedre. Dels er det en stand-alone roman, og det var en behagelig forandring fra alle de noget nær uendeligt lange serier, som jeg ellers bliver fanget i. Den er stramt skrevet og plottet? Ja, det er som tyvstjålet ud af en Philip K. Dick roman:

“Are you happy with your life?” Those are the last words Jason Dessen hears before the masked abductor knocks him unconscious. Before he awakens to find himself strapped to a gurney, surrounded by strangers in hazmat suits. Before a man Jason’s never met smiles down at him and says, “Welcome back, my friend.”

In this world he’s woken up to, Jason’s life is not the one he knows. His wife is not his wife. His son was never born. And Jason is not an ordinary college physics professor but a celebrated genius who has achieved something remarkable–something impossible.

Is it this world or the other that’s the dream? And even if the home he remembers is real, how can Jason possibly make it back to the family he loves? The answers lie in a journey more wondrous and horrifying than anything he could’ve imagined—one that will force him to confront the darkest parts of himself even as he battles a terrifying, seemingly unbeatable foe.

Hvis man har en blot moderat fascination af historier med paralleluniverser og Groundhog Day mekanismen, så er ‘Dark Matter’ et stensikkert valg. Hvis ikke bogen bliver lavet om til et filmmanuskript lige om lidt, så må I kalde mig Mads. New York Times er enig i at bogen lige om lidt er en film, og kritiserer den for at være uoriginal,for hurtig og for lidt optaget af videnskaben bag. Endelig går handlingen i hyperfart ud over personopbygningen.

Men det er jo netop det, der gør bogen så fantastisk for en døgnflue som mig, der kan tilgive stort set alt, bare plottet er spændende og historien kører. Jeg har ikke brug for dybe indsigter i menneskets natur, når jeg læser om en mand, der desperat forsøger at komme hjemme til sin kone og barn via adskillige paralleluniverser. Det er som hvis Michael Crichton var genopstået fra de døde og skrev bøger igen.

Kort sagt: Læs den hvis du har brug for en medrivende og fængende spekulativ fiktionsbog, som ikke er mere, end den giver sig ud for. Der er også kærlighed og sår’n i den, hvis I har behov for den slags. Den renser ud i dit system af ufærdiggjorte klassikere og pligtlæsning. Det er bare med at komme i gang.

  1. En skæbne der også overgik Morrisseys rædderlige autobiografi (efterladt i sengeskabet på Marriott Waikoloa, Big Island), Oliver Burkeman ‘The Antidote’ (efterladt i fællesvaskeriet på Hotel Hale Pau Hana, Kihei, Maui) og Dan Simmons ‘Carrion Comfort’ (efterladt i skuffen under tv’et på Holiday Inn, Fisherman’s Wharf, San Francisco) []

På tærsklen

Knap en uge tilbage af de fem ugers kombineret fædreorlov og ferie.

Bruger de momentane ledige stunder til at komme ind i en god løbevane og til at gruble over livet i de kommende år.

Hvordan kan jeg anvende mine begrænsede talenter mere meningsfuldt? Hvad vil jeg gerne vil udrette her i verden? Og (mere lavpraktisk) hvad og hvordan jeg skal prioritere tiden og energien i en tilværelse, hvor omsorgen for to små børn betyder, at mængden af egoistisk fritid reduceres drastisk nu og i al overskuelige fremtid? Hvordan kan jeg balancere ønsket om at være en nærværende og bedre far, husbond, søn, bror og ven alt imens jeg også gerne vil have en interessant karriere, udfolde min sparsomme kreativitet samt udvikle mig intellektuelt, menneskeligt, åndeligt, socialt og fysisk? Slige navlebeskuende tanker kan jeg bruge et uendelig mange solipsistiske timer på.

Kan dog ikke påstå at jeg er kommet frem til noget banebrydende nyt. Det forbliver mest af alt cirkulære spekulationer og tankemæssigt hjulspind om ‘det store billede’. Konkrete handlinger er der begrædeligt nok noget færre af.

Eksempel: Næste marts er det 10 år siden jeg blev færdig på universitetet. Dermed kan jeg også sige goddag til mit første runde jubilæum på det voksne arbejdsmarked. Er det en festdag? Er jeg på rette vej i det overordnede metaperspektiv? Hvem ved?

Så jeg funderer lystigt (eller rettere: Let tungsindigt). Over hvordan studievalget, de hidtidige stillingsforløb og de privatlivsmæssige forpligtelser (bolig, børn, mageligheden, livet … ) skaber stiafhængighed. En stiafhængighed der gør det vanskeligt – eller i hvert fald omkostningstungt – for en risikoavers og nærig pessimist at foretage et karriereskifte. For som årene går med at vandre stadig længere ned af den nuværende karrieremæssige sti som flyvsk samfundsvidenskabelig generalist, bliver det dyrere og sværere at gå tilbage til den oprindelige korsvej. Og man ved ikke engang om en anden sti nødvendigvis vil føre til et bedre levet, gladere og meningsfuldt liv.

Det paradoksale er imidlertid, at den sti jeg nu har travet tungt og fodslæbende ned af de seneste 10 år mere eller mindre er tilfældig. Vejen blev ikke taget som et aktivt, bevidst valg. Jeg flød ligesom bare med begivenhederne. Der lå aldrig en gennemtænkt eller reflekteret strategi bag min entre på Københavns Universitet tilbage i 2001. Da jeg valgte mit studium, tænkte jeg aldrig for alvor over, hvad de afledte jobfunktioner og opgaver efter studietiden ville være. Jeg syntes samfund og politik var spændende, så det afgjorde sagen dengang. Mon alle de, der i disse dage har fået svar på om de er optaget på deres ‘drømmestudie’ tænker over hvad de helt konkret kommer til at lave i deres 45 år på arbejdsmarkedet? Øvelsen er klog at foretage, tror jeg. Det såkaldte ‘drømmestudium’ kan hurtigt lede til bullshit jobs eller sjæledræbende blindgyder som sagsbehandler i 11. kontor. Ville ønske jeg havde tænkt mig bedre om dengang. Passer min personlighed og præferencer til stillinger indenfor politik og kommunikation? Juryen er vist stadig ude, som de ville sige i amerikanske tv-serier.

Men nuvel, her er jeg så. Tilfældigt eller ej: Der er stadig små 35 år til at jeg bliver 70 og pensioneret.

Man skulle mene, at hvis jeg gerne vil lave noget helt andet end i dag og de foregående 10 år, så er tiden ved at være inde til at få gjort noget ved det.

Jeg kan også risikere at blive tvunget ud i forandringerne, hvis jeg ikke selv gør et eller andet proaktivt. Jeg har ganske vist aldrig prøvet at blive afskediget, men det sker jo for de fleste i løbet af livet. Og hvad med det lidt længere sigt? Hvor længe går der så før mine nuværende kompetencer og evner ikke længere efterspørges på markedet? Hvilke nye ting bør jeg lære for at være relevant på arbejdsmarkedet? Og igen: Hvordan passer omstillingskravene med mit ønske om at foretage et grundlæggende karriereskifte (selvsagt uden at løbe en økonomisk risiko …) med, at jeg samtidig også gerne vil prioritere familie?

Så jo. Der er nok at tænke på. Jeg skal have fundet ud af, hvad der er vigtigt for mig. Og ikke mindst: Hvordan jeg opnår det. Har stadig en lille uge tilbage inden hverdagens logistik og arbejde begynder igen for fuld kraft.

Håber jeg når det.

Bennys trip

Jeg har aldrig set ‘Bennys badekar’ (1971) i sin helhed. Men når jeg ser nogle bidder af filmen, så slår det mig hvor meget børnepopulærkultur har ændret sig på … ja, det er vel snart 50 år.

bennysbadeklar

Se og lyt eksempelvis til Peter Bellis absurd funky ‘Blækspruttesang’. Er der lavet noget bedre på dansk før eller siden? Jeg tror det egentlig ikke. Ret beset er det vel en pastiche på en James Brown sang, men det er en djævelsk veludført en af slagsen – og den visuelle del er nærmest hallucinerende.

Det samme gælder afslutningssangen og dens inferno af farver. Tegnerne må have været på LSD under det meste af udarbejdelsen. Og så har vi ikke engang drøftet sørøverne endnu.

Tvivler på at det var gået på Ramasjang i dag. Desværre.

Lokalromantik

Læste en historie på bold.dk om hvordan Nykøbing FC efter eget udsagn er blevet en mere attraktiv fodboldklub efter deres oprykning til 1. division.

Det glæder mig egentlig. Selvom jeg som eksileret nordjyde havde håbet på at se AaB, Vendsyssel og Hobro i denne sæsons superliga, så er der generelt alt, alt for mange ligegyldige og uinteressante jyske leverpostejhold i de bedste danske rækker.

Ærligt talt: Hvem har nogensinde interesseret sig for Silkeborg IF, AC Horsens1, Skive, FC Fredericia eller Randers FC? Der er vitterligt ingen grund til at disse gudsforladte klubber skal luffe rundt og kede os andre ihjel med deres 0-0 kampe og fraværende tilskuere.

Nej, lad os hellere få nogen flere egnsklubber op, især her fra Sjælland.

Vi har jo allerede fyrtårnet FC Roskilde her i Korsbæk. Sammen med Nykøbings oprykning, er der nu en reelt interessant samling klubber udenfor hovedstadsområdet i form af FC Helsingør, HB Køge og Næstved. Der mangler lidt repræsentation fra Vestsjælland, men ellers er denne del af landet ved at være fornuftigt dækket ind.

Så hvis kalenderen tillader det, vil jeg ud at se noget mere 1. divisions fodbold i den kommende sæson. Man skal jo bakke op om sit lokalområde.

  1. Jeg har tilmed netop opdaget at ‘AC’ forkortelsen i AC Horsens ikke engang står for den floromvundne italienske betegnelse ‘Associazione Calcio’, men derimod for bøvede ‘Alliance Club’. Vorherre bevares! []

© 2016 Udkastet. All rights reserved.

Theme by Anders Norén.