Space Lego

Opdagede ved et tilfælde den ganske vidunderlige Twitterprofil Lego Space Bot. Det er efterhånden så sjældent at jeg bliver barnligt begejstret over ting på internettet (senest var to andre Twitterprofiler: Soviet Visuals og This Brutal House), men billederne af space Lego fra 1980’erne gjorde mig virkelig boblende lykkelig. Se blot her:

‘Invader’ fra 1987

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg fik ‘Invader’. Men jeg er ret sikker på, at min far havde den med hjem fra en studietur med arbejdet til Hamburg. Det er noget af det Lego, jeg har leget allermest med – og var ret vild med sorte Darth Vader’ske look i Blacktron serien. Inspirationen fra Star Wars kan også ses tydeligt i ‘Alienator’, som jeg ligeledes fik i de år:

‘Alienator’ fra 1988

Mon ikke det er rimeligt at antage, at Legos designer havde nærstuderet de legendariske AT-AT fra Star Wars inden ‘Alienator’ kom til verden? Perlen i samlingen er dog denne episke skabning:

‘Sonar Transmitting Cruiser’ fra 1988

Jeg har ikke noget fornuftigt tal for, hvor meget jeg har leget med den cruiser. Den kan skilles ad, lysene blinker – og den larmer næsten ligeså meget som den dommedagsstøj, som min søns legetøj konsekvent har det med at producere. Den er kort sagt perfekt.

Har I noget favorit Lego?

 

Ugens læring

AaB scorede tre gange mod Silkeborg alt imens mens jeg luntede uskønt rundt på løberuten. Da jeg stoppede, gik kampen øjeblikkeligt i stå. Der er med andre ord helt klart en kausalitet mellem min motion og AaB’s performance.

Jeg må ud at løbe noget oftere.

 

Arv og gæld – om Johnny Marrs nye selvbiografi

Det er egentlig lidt synd for Johnny Marr.

Tænk hvis det eneste folk interesserede sig for var, hvad man bedrev som teenager og ung voksen. At resten af ens liv stort set bare var et efterspil. I bedste fald udmærket og hyggeligt, men aldrig for alvor … relevant.

Jeg kan næppe forestille sig en mindre interessant personage end mig som teenager. Og hvis det var fodaftrykket fra den der indadvendte og bøvede hængemule i Aalborg i slut-90’erne, som resten at mit liv skulle vurderes ud fra, ville der sandt for dyden ikke være meget at berette.

Men at blive vurderet på fortidens meritter er nu engang Johnny Marrs triste lod her i livet. Det indser jeg nu, hvor jeg er i gang med hans selvbiografi ‘Set the Boy Free’. For Marr kommer næppe nogensinde for alvor til at blive associeret med andet end Morrissey og The Smiths.

The Smiths

Bevares, jeg sætter skam pris på det udmærkede guitarspil han leverede i flere omgange til Pet Shop Boys, især på Behaviour albummet. Hans 1993 remix af ‘I Want to Wake Up’ er mit absolutte favorit-remix, kun udfordret af Mobys remix af ‘Miserablism’. Jeg sætter ligeledes umanerlig stor pris på de to første albums fra Electronic, synthpopduoen han havde sammen med New Orders kaotiske forsanger Bernard Sumner i 90’erne. Så Marr er bestemt en ven af huset.

Marr fremstår da også som en både sympatisk og interessant person, der i selvbiografien har relevante betragtninger om sin samtid, popkultur – og selvfølgelig om musik. Hans opvækst og musikalske dannelse er ikke decideret uspændende. Det er en langt bedre bog end Morrisseys vederstyggeligt rædsomme selvbiografi fra 2013. Men derfor skimmer jeg stadig alle andre dele af Marrs bog end de sider, der specifikt handler om The Smiths. For den gruppes eksistens og musikalske arv er jo – når alt kommer til alt – Marrs egentlige relevans her i verden.

Er det så en god bog, som man bør læse?

Mjah. Den er ikke en selvbiografi a la Keith Richards eller Bruce Springsteens bøger, der (at dømme ud fra de lovprisende anmeldelser) er værker af bredere interesse end blot for deres fans. Man skal nok være fan af Marr (dvs. af The Smiths) i forvejen for at finde den rigtig interessant. Alternativt skal man læse den for portrættet af musikscenen i Manchester i begyndelsen af 1980’erne. Det håndterer Marr også udmærket.

Vigtigste nye viden fra bogen: Marr trænede dans samme sted i Manchester som Ian Curtis fra Joy Division. Og mener at sidstnævntes berømte/berygtede epileptikerdans var tyvstjålet fra en af David Bowie optrædener på amerikansk tv i 1976. Uanset om det er sandt eller ej, så var det en fornøjelse at se Bowie slå gækken løs her.

 

Hver dag

Lyttede til P3 i dag mens jeg gik med barnevognen og datteren.

Det er en forteelse, der heldigvis ofte er måneder imellem – lytninger til P3, altså. Men sagen er den, at der var forårssæsonstart i Superligaen. Så selvom jeg vandrede hvileløst i Roskildes forblæste gader iført tilpas slidt latté pappa look, så jeg var jo nødt til at høre hvordan det gik med AaB i kampen mod AGF.

Nåede at græmme mig adskillige gange undervejs. Ikke så meget over kampen (AaB vandt!), men over musikken.

Noget af min tværhed skyldes utvivlsomt at jeg indeni er 53 år og særdeles gnaven, hvorfor jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med sange om at gå club og bare have en fucking fed fest1.

Men noget må også have strukturelle årsager

Under en løbetur tidligere i dag havde jeg hørt Bill Simmons og Malcolm Gladwell diskutere, at der måske fraset basketball i dag ikke er en (pop)kulturel midte i USA. I ved nok, de der personer, kunstnere, begivenheder, institutioner, som er uomgængelige og som alle kender og er nødt til at forholde sig til. De er midten. De fænomener, som alle uanset baggrund, sted i livet, social status og religion dog trods alt har et eller andet forhold til.

Dem som vi alle kender og forstår betydningen af. Som samtalen drejer sig om. Som transcenderer grænserne mellem genrer? Eksempler gennem tiden: Michael Jackson. The Beatles. Rolling Stones. Michael Laudrup. Mozart. Muhammad Ali. Nelson Mandela. Frank Sinatra. Matador2. Elvis Presley. Star Wars. Karl Marx. William Shakespeare. H.C. Andersen.

I kan sikkert selv komme på flere. Film, teater og forfattere er for længe siden røget ud af den kulturelle midte. Kan I eksempelvis nævne en film fra de seneste fem år, som var så magtfuld, at den var del af den kulturelle midte? Eller en bog? Som folk refererer til, og hvis indhold indgår i vores fælles samfundsmæssige forforståelse?

Og min påstand er nu, at musik og musikere også forlængst er røget ud af den kulturelle midte. Det hele er blevet balkaniseret. Folk lytter til musik i deres egen lille ghetto. Der var intet af det club-musik, som de spillede på P3 en søndag eftermiddag, der blot tilnærmelsesvist kan betegnes som værende i ‘midten’. De mest streamede kunstnere på Spotify i 2016 var Drake, Rihanna, Justin Bieber, Kanye West og Twenty One Pilots. Som alle har masser af fans, bevares, men er de allemandseje? Er det dem som samtalen handler om?3

Det var en lang snak blot for at sige, at jeg ikke kunne lide noget af det musik, de spiller på P3. Bortset fra én sang. Og det er så åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

For lyt lige til Emil Kruse & Tobias Rahim ‘Hver dag’.

Det er en eminent sang. En slags Soul II Soul for nutiden. Som næppe heller bliver en del af midten, men som alligevel er jævnt fantastisk. Måske det også hænger sammen med, at P3 spillede sangen da Jannik Pohl scorede til 2-1 i overtiden mod AGF.

Uanset hvad er den fortryllende. Giv den chance.

  1. Hvilket er et gennemgående tema i P3’s sange baseret på min dataindsamling i dag []
  2. Som jeg stadig ikke har set []
  3. Afledt problemstilling: Findes den samtale/midte jeg kredser om rent faktisk? []
 

Vemod

Normalt er jeg ikke så nostalgisk anlagt. Det plejer tværtom at være mig der driller Den Bedre Halvdel, når hun med jævne mellemrum udbryder “hvor er vores søn/datter dog blevet stor”, “hvor er tiden dog gået hurtigt” eller lignende varianter heraf.

I hverdagens hamsterhjul er det forførende nemt for mig at fortabe mig i logistikken, fremfor at reflektere over de små (og større) ting. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå at lave, og så mange egoistiske hensyn, som børnelivet kan være hæmmende for. Samvær med Den Bedre Halvdel. Løbeturene. Den politiske aktivitet. Udarbejdelsen af min generations store roman. Jobbekymringerne. Den slags. Så det fylder jeg livet ud med, mens jeg undlader at forholder mig til at livet går og intet bliver det samme.

I præcis dette øjeblik vil sønnen eksempelvis ikke sove sin middagslur, men vil hellere ligge inde og hvine under dynen sammen med sin åbenbart ganske kælne legetøjsdinosaur. Hvilket betyder at jeg bliver forstyrret i at skrive dette indlæg. “Vi skal lege”, råber han begejstret, uden nogen syndelig interesse for at den manglende søvn vil gøre ham ganske umulig senere i dag. Eller at han først falder i søvn kl. 15, så hans søvnrytme skubber sig, og det alt sammen æder af forældrenes få timers egentid, når de to børn endelig sover. Hverdag, hverdag, hverdag.

Så egentlig burde det faktum at sønnen fredag havde afskedshygge hos vores højtelskede dagplejer med boller, kage og kram ikke berøre mig synderligt. Det var jo blot endnu en af de der små ting og begivenheder, der indgår i et hverdagsliv. En af de dage og timer, som bliver parkeret et eller andet sted oppe i baghovedet – og kommer til at indgå i den samlede metafortælling om ‘dengang at børnene var små’.

Men dagplejeren havde lavet denne her fine scrapbog med billeder fra hans tid hos hende.

Bevares, vi har selv et bjerg af billeder af børnene. Tror faktisk at de to er blandt de mest afbillede og forgudede børn i hele verden. Men dagplejerens billeder var fra et andet liv end det vi lever sammen med ham herhjemme.

Det var billeder lige fra da vi kom til Roskilde i oktober 2015 til nu. Hvor man så hvordan vores lille, store, søde, sure, grinende, surmulende, lykkelige, triste, nemme, frustrerende, kærlige, stille, råbende søn havde været en del af hendes liv. Hvordan han gik fra ulykkeligt post-vuggestuebarn til at blive stadig mere glad og tryg. Billeder af hvordan han har tilbragt tiden alle de mange timer, hvor vi selv var på arbejde. Billeder af et barneliv, som jeg mest af alt kender til fra når jeg har afleveret og hentet ham hos hende.

Det efterlod mig nostalgisk. Måske også præget af en flig af fortrydelse. Ikke at jeg ved, hvad jeg ville have gjort anderledes. Men alligevel. Tiden går. Jeg har så travlt med alle mine egne ambitioner og behov. Og jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan – eller hvordan jeg reelt kan lave om på det.

Han bliver snart tre år. Og jeg er allerede gået glip af så uendelig meget i hans liv. Jeg trøster mig med, at han åbenlyst har haft det godt og trygt mens jeg ikke var der. Men det bliver selvfølgelig alligevel ikke rigtig godt af den grund.

En af Sønnens yndlingsting på YouTube er OK Go musikvideoen til ‘This Too Shall Pass’.

Før i tiden tolkede jeg altid de ord som ‘det går over igen’. Men det seneste år er jeg begyndt at tænke oftere og oftere over min dødelighed, og på, at dette – mit gode liv med hende jeg elsker og de to små rockere – forsvinder igen. At det kan ske før jeg tror det. At jeg en dag ikke er her mere. At de tre jeg elsker allermest i hele verden en dag vil dø. At mine forældre og søskende heller ikke vil være her evigt. At det alt sammen … går over.

De siger allesammen at man skal leve i nuet og være taknemmelig for de ting man har. Jeg har aldrig formået nogen af delene. Jeg bliver sur og irriteret og smålig, når Sønnen ikke gider sove1. Jeg bruger oceaner af tid på at bitche over mit job og hvor synd det dog er for mig, at jeg ikke bruger mine sparsomme talenter til noget reelt meningsfuldt. Jeg er neurotisk om rengøring og oprydning, og bruger næsten mere tid på det, end jeg gør på at læse godnathistorier for mine børn. Og det er så åndssvagt, men jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det anderledes. Og mens jeg kiggede i navlen, så er min søn snart tre år og skal begynde i børnehave. Pludselig er det alt sammen gået over.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Måske blot få nedfældet en art eksistentiel status, fremprovokeret af min søns overgang til en ny fase i livet. Vemodig er jeg i hvert fald.

  1. Note: Nu er han stået op uden at sove, og sidder inde ved siden af og tegner i sin Rasmus Klump farvebog []
 

Poul Anker Bech

Det tabte land

Der var nordjysk nostalgi for fuld udblæsning, da jeg var domsmand i går. Således var retssalen prydet af ikke færre end fem Poul Anker Bech malerier. Det var mageløst. Det fik næsten øjeblikket med de bevæbnede betjente under domsafsigelsen til fremstå poetisk, lige dér under Bechs dramatiske himmel i Vendsyssel.

 

The Radio Dept.

Det er en af de mere ubehagelige melankolske erkendelser.

Nemlig at jeg (fraregnet et svensk P3-arrangement i Göteborg i januar 2011) ikke har været til en eneste koncert siden Håkan Hellström i Store Vega den 20. november 2010. En koncert som jeg dengang beskrev på min blog på følgende vis:

“Det var sublimt. Enestående. Himmelstræbende. Verdensomstyrtende. Mindst ligeså godt som de tidligere koncerter i 2003 og 2008. Kan ikke – selv ikke hårdt presset – nævne en bedre livemusiker end Hellström. Det var eskapisme, teen angst, melankoli, lokalkolorit fra Göteborg samt en gudsbenådet parring mellem The Smiths, Paul Weller og Dexy’s Midnight Runners. Ville virkelig ønske, at jeg var en bedre anmelder, men qua mit stormfulde emotionelle indre må det blive ved en række eksalterede adjektiver for denne gang. Synd og skam for jer, der ikke var til stede.”

Det er kort sagt mere end seks år siden at jeg oplevede musik live. Og til trods for ovenstående ulidelige ordflom, har jeg vitterligt ingen erindringer om den Håkan koncert. Var det godt? Var det skidt? Hvad var setlisten? Ingen anelse. I mine erindringer bliver koncerten konstant blandet sammen til en diffus grød med de andre koncerter på Pumpehuset (2003) og til Storsjöyran (2008). Men det lyder da til at mit yngre jeg var tilfreds.

Hvad skete der? Hvornår groede jeg musikalsk fast? Der er en forklaring, tror jeg. Ikke en god eller behagelig en, men dog en forklaring.

Tidsmæssigt skete det musikalske kollaps nemlig samtidig med at jeg i foråret 2011 indledte den tumultariske periode af livet med udstationering i Bruxelles, siden flyt til Hjørring og Aalborg, ryk tilbage til København igen: Siden blev jeg far og ja, sådan gik der altså 6 år uden koncerter.

The Radio Dept.

 

Koncertmelankolien ramte, da jeg i går aftes var på Lille Vega for at se mine midt/slut-00’er idoler The Radio Dept. spille. De var en integreret del af min svenskofile periode, hvor jeg udover min hustru dyrkede folk som Jens Lekman, Air France, Tough Alliance hæmningsløst. Den endeløse række af elektropoppede kunstnere fra Göteborg og omegn er desværre døet ud siden dengang. Men nu har The Radio Dept. så endelig udgivet nyt album efter seks års pause, og er taget på tour til eksotiske steder som Tbilisi, København og Seoul.

Gruppen har altid været en lidt underlig blanding. Lige dele My Bloody Valentine, acid house, Pet Shop Boys, tidlig New Order og Andrew Weatheralls remix af ‘Only Love Can Break Your Heart’. Om end slutproduktet måske ikke er videre originalt eller nyskabende, er The Radio Depts musik en blanding af fremragende enkeltelementer fra 1987-1991, De peakede i 2010 med den vidunderlige ‘Heaven’s On Fire’, og er blevet stedse mere synth-bårne på deres albums.

Koncerten i Vega var en ambivalent oplevelse, men jeg ved ikke om det skyldes koncertens kvalitet, lydbilledet eller blot de seks års fravær af koncertoplevelser.

Måske det var en begynderfejl af mig at antage, at en koncert annonceret til kl. 20 ville begynde før kl. 22.10 (og jeg derfor først var hjemme i Roskilde kl. 01.00)? Måske jeg blot skal indse, at når elektronisk musik fremføres live, så er meget af det forprogrammeret og ikke særlig håndspillet? Måske jeg burde have tænkt over, at det er vanskeligt at høre den ì forvejen flegmatiske forsanger, når bassen er så tonsende tung?

Uanset hvad var det en lidt flad oplevelse rent musikalsk. Aftenen var dog langt fra spildt, da selskabet var godt og jeg fik økologisk pizza for første gang i mit liv. Men om jeg ligefrem vil anbefale en Radio Dept koncert? Ikke helt. Man bør nok holde sig til at lytte til deres albums i første omgang.

 

Reformationer

Hvornår lærte I sidst noget nyt og fascinerende, som I ikke havde den fjerneste anelse om eksisterede?

Jeg havde fornøjelsen i går aftes, hvor jeg læste i Carlos M. Eires fabelagtige ‘Reformations: The Early Modern World, 1450–1650’, der omhandler tiden før, under og efter reformationen1.

Det er en meget lang bog: 850 sider. Men den er velskrevet, og den er først og fremmest decideret interessant. Man fornemmer at reformationen (eller reformationerne, det er Eires hovedpointe at der er tale om flere, sideløbende og gensidigt forstærkende forandringer) virkelig er et emne, som forfatteren brænder for og ved urimeligt meget om.

Til tider bliver bogen tilmed voldsomt nørdet. Jeg tillod mig således at skimme afsnittene om de katolske retninger Barnabitterne, Ursulinerne, Visitandinerne, Piaristerne, Lazaristerne, Eudisterne og Sulpicianerne. Jeg kan, må jeg ærligt tilstå, heller ikke redegøre i detaljer for de præcise teologiske forskelle mellem de protestantiske sekter Mennonitterne, Davidisterne og Melchioristerne. Måske nogen af nærværende læsere vil tage den opgave på sig.

Min viden om reformationen har hidtil været afgrænset til Luther på overskriftsniveau, krydret med ganske sporadisk viden om Jean Calvin og calvinismen efter at have læst dele af Max Webers ‘Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus’ i sociologi på første år af studiet.

Jean Calvin som nummer to fra Venstre. Munter herre. Fra Reformationsmuren i Genève

Afsnittet om netop Calvin er imidlertid lidt af et højdepunkt i bogen. Han er en fascinerende skikkelse. Man kan have meget stærke meninger om manden, hans radikale teologi og det teokratiske regime han opbyggede i 1500-tallets Genève. Men at han har haft enorm indflydelse på historien og vestlig tankegang er uomtvisteligt.

Et andet højdepunkt er afsnittet om de såkaldte anababtister, en særdeles farverig afart indenfor den tyske protestantisme.

I årene 1534-1535 omdannede den apokalytiske og isolationistiske kult således byen Münster til ‘Det nye Jerusalem’. Det såkaldte Døberrige var grundlæggende baseret på en meget ordret læsning af Bibelen, polygami, kollektivt vanvid og ejendomsfællesskab. Det nye Jerusalmen fik dog en beklagelig ende, da en fælles hær af lutheraner og katolikker erobrede byen, og henrettede på ganske bestialsk vis anababtisternes leder Jan van Leiden, der ellers i bedste kultlederstil havde udnævnt sig selv til profet og havde 14 koner. Så hvis man troede at vore dages kulter og Islamisk Stat ikke har historiske forgængere i Europa, kan man med fordel tage en tur til Münster.

Det er vanskeligt at overvurdere den betydning, som reformationen (og den senere oplysningstid) havde for den den vestlige verden. Samfundsomvæltningerne i 1500 og 1600-tallet kostede ufattelige mængder død, ødelæggelse og lidelser – prøv at læs op på 30 års krigen, så ved I hvad jeg mener – og var drevet af religiøst had og fanatisme. Men det er et vigtigt emne, som fortæller meget om hvorfor Europa blev som det blev – og som stadig rummer en lektie, vi kan lære noget af i dag.

Så for en gangs skyld er de 500 år siden reformationens begyndelse et jubilæum, der er værd at huske og tænke over.

  1. Ja, for I ved vel, at det til oktober er 500 år siden at Luther slog sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg? []
 

The Expanse

Er gået  i gang med sjette bind i science fiction serien ‘The Expanse’. Samtidig (og måske lidt konceptuelt forvirrende) har jeg henover nytåret set de to første afsnit af tv-serien, der bygger på den første bog i serien; ‘Leviathan Wakes’.

Det er lidt besynderligt rent kognitivt at læse og se de to historier på samme tid. Der er en del tråde, som man lige skal holde adskilte. Der er naturligt nok mere kød på universet i bog 6, ligesom persongalleriet er noget mere modnet. Det er helt mærkeligt at opleve hvordan hovedpersonerne i tv-serien rent fortællermæssigt skal introduceres for hinanden og for seeren, når man i sjette bog efterhånden har været i selskab med dem i lang, lang tid.

Historien er i øvrigt også mærkbart mere dyster end i den første og væsentlig mere actionpacked og plotdrevne bog. Sådan er det vel når en menneskeskabt meteorsværm udsletter 2/3 af menneskelivet på Jorden, formoder jeg.

Omvendt betyder den asynkrone læseoplevelse også at man som læser opdager, at det overordnede plot nu efterhånden har stået i stampe flere bøger i træk. Jeg er kun nået 17% ind i min Kindle-udgave, og der er sørgeligt nok stadig ikke optræk til, at vi får at vide om hvem, der har bygget portene til ormehullet i udkanten af solsystemet – og ikke mindst hvorfor. Det er sådan set interessant nok med borgerkrigen i solsystemet og alle de politiske konflikter … men hvad med de større ting?

Det var mange ord blot for at sige, at hvis I mangler en rask science fiction serie at fylde tiden ud med, så virker ‘The Expanse’ ualmindelig velegnet til formålet. Giv den en chance. Jeg kan garantere, at det et interessant univers.

 

Wieghorst

Morten Wieghorst er ansat som ny cheftræner i AaB. Og hvordan skal man så som vanrøgtet eksilnordjyde reagere på det?

Allerførst: Guderne skal vide det er en lettelse at slippe af med Lars Søndergaard efter 12 miserable måneder. Bevares, han fik måske ikke de bedste forudsætninger for succes. Med klubbens økonomiske smalkost og de rituelle åreladninger i spillertruppen i transfervinduerne, har det ikke været nemt for ham. Men alligevel. Nok er nok. Den resultatmæssige deroute i 2016 og det stadig ringere spil var aldeles uacceptabelt. Mindes ikke at AaB har gjort mig så fodbolddeprimeret tidligere. Det spildte forår og det rædderlige efterår har gjort ondt. Særdeles ondt.

For jeg mener helt uironisk at AaB er – og skal være – en dansk storklub. Vi skal ikke ligge nede og rode rundt sammen med superligaens middelmådig bugflæsk. AaB bør selvfølgelig være i top 6 – og dermed også som det naturligste i verden deltage i mesterskabsslutspillet. Alt andet er ikke godt nok. Så at vi nu ligger og roder rundt udenfor er helt utåleligt.

Men er det lykken at erstatte Søndergaard med et Brøndby-svin Wieghorst, hvis succeser som cheftræner i bedste fald er diskutable? Er det ham, der kan få AaB tilbage på ret kurs? Kan han gøre dem relevante igen, vel at mærke med et skrabet budget?

Ja, det ved jeg snart sagt ikke. Der skal vist en plus/minus liste til.

Plus
  • Han var god til at bygge noget op i FC Nordsjælland. Måske Kasper Hjulmand lige løftede det en tak op og forløste potentialet. Men det var Wieghorst der lagde grundstenene til deres mesterskab
  • Han var en habil dansk U21 landsholdstræner. Noget tyder på at han arbejder godt sammen med unge spillere
  •  Man må formode at han med sit internationale netværk og navn kan lokke spillere til, der ellers ikke ville overveje AaB
  • Han virker til trods for sin gustne fortid på Vestegnen og i AGF grundlæggende sympatisk og reflekteret. Miraklernes tid er ikke forbi
Minus
  • Hvor er de dokumenterede resultater? Han hare jo aldrig selv vundet noget af betydning. Hans CV som cheftræner i især AGF er blakket. Han blev hentet som den store frelser til klubben, og leverede helt præcis ingenting
  • Han har været arbejdsløs et år. Hvor opdateret er han egentlig på Superligaen og særligt AaB?
  • Jeg kan ikke i skrivende stund sige hvordan hans spillestil er
  • Jeg er nervøs for at han henter en masse eksotiske (og ret ringe) lykkeriddere til klubben, præcis som han gjorde i AGF
  • Han lugter dårligt efter tid i både Brøndby og AGF

Jeg er med andre ord skeptisk. Lunken. Nej, halvkold, faktisk. Og det forstærkes af, at jeg ikke ved hvilke økonomiske rammer bestyrelsen har givet sportschef Allan Gaarde og Wieghorst til at forstærke truppen. AaB overpræsterede voldsomt i The Double sæsonen i 2014, men har de forløbne sæsoner ikke fået nogen af talenterne til at bryde igennem, sådan som det lykkedes  med især Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen. Det gør det problematisk at satse på egne talenter, især når man samtidig sælger flere nøglespillere i hvert vinduer, og de trods alt indkøbte erstatninger ikke slår til. Kvaliteten i truppen er simpelthen blevet fortyndet for meget. Angrebet ser decideret svagt ud. Reelt besidder AaB i skrivende stund ikke én angriber, der har scoret mål i superligaen på regelmæssig basis. Der er masser af talent – jeg er VILD med Pohl og Bassogog – men de mangler nogen af læne sig op ad. Enevolden er hele tiden skadet og mentalt fraværende, i hvert fald hvis man skal tro rygterne. Noget skal hentes ind.

Så både Gaarde og Wieghorst er til eksamen. Gaarde skal snart levere noget kvalitet på transfermarkedet, og Wieghorst skal levere resultaterne på banen.

Så jeg forholder mig skeptisk afventende. Wieghorst skal overbevise mig først. Omvendt kan man sige, at ingen af mine to afguder Erik Hamrén eller Allan Kuhn nødvendigvis havde de store, prangende CV’er inden de kom til AaB. Jeg var heller ikke glad, da Kent Nielsen kom til klubben, og hans regime endte jo trods alt med en double i den episke sommer i 2014.

Så min skepsis er blevet gjort til skamme før. Lad os håbe det sker igen.