Karl Ove Knausgård

Var på besøg hos gode venner i går. Det gik fortryllende. Børnene leger godt sammen, vejret var langt over middel, børnelatteren fyldte luften over trampolinen. Så det var alt i alt en hyggelig dag på villavejene i Roskilde.

Lånte første bind af Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp 1’ med hjem fra besøget.

Han har altid figureret som en vrængende, usundt langhåret skikkelse i mit litterære baghoved. Som en forfatter, som en midaldrende, gnaven og gennemført afmaskuliniseret mand, som jeg, nøgternt vurderet burde læse. Og hvor de bidder jeg så rent faktisk har fortæret i diverse avisartikler siden 2009 alle har været velsmagende. Men også en forfatter, hvor antallet af sider (og selve konceptet hvor en forfatter skriver talrige og – ikke mindst – lange bøger om sig selv) afskrækkede mig en fra at gå i gang. Så hellere et 1200-siders genrelitterært værk om intergalaktiske krige!

Her efter morgenens togtur til arbejdet i selskab med ‘Min kamp’, er min skepsis gjort til skamme. Det er jo fremragende litteratur. Jeg ved ikke om jeg når igennem alle seks bind af ‘Min kamp’, endsige hans to efterfølgende (ligeledes selvbiografiske “personlige encyklopædi“), men jeg kommer helt sikkert til at læse mere.

Blev særligt ramt af et af de indledende kapitler om det, at have små børn. Det kunne jeg sandt for dyden relatere til! Og det blev en af de morgener, hvor jeg endte med at ærgre mig over, at togturen mellem Roskilde og København H ikke tager længere tid.

Glæder mig allerede til hjemturen.

 

Ghost in the Shell

Er ambivalent om den nye ‘Ghost in the Shell’ film. For anime-forlægget fra 1995 er et af de mere definerende popkulturelle artefakter i mit liv.

Min far havde filmen med hjem på VHS fra London i 1997, købt i en siden for længst lukket HMV. Og jeg har reelt ikke tal på hvor mange gange jeg så filmen dengang – om end jeg ikke helt forstod hele handlingen.

Dels er den relativt kompleks, dels var mit engelske alt andet lige ringere end nu. Men jeg var vild med dens smådystopiske cyberpunk-univers og de smukke animationer. Og så rummer filmen intet mindre end to helt fabelagtige actionsekvenser:

Den første er scenen, hvor Motoko Kusanagi og Batou forfølger og til sidste er i slagsmål med en mistænkt. Fra og med jagten gennem frugtmarkedet i Tokyo, er det en noget nær poetisk slåskamp – afsluttende med demonstrationen Kusanagis (den dag i dag fascinerende) thermo-optiske dragt. Selv her 20 år efter er det en futurisk scene.

Den næste er den mindst ligeså episke tankkampscene. Ikke siden tankrobotten ED-209 i Robocop har en kamprobot været så gennemført laber. Scenen kan stadig begejstre mit nørdede science fiction hjerte!

Men jeg er spændt, grænsende til bekymret, over hvordan nyindspilningen monstro behandler det oprindelige materiale.

Det gør mig ikke så meget at rollerne nu bliver spillet af ikke-asiater, men ‘Ghost in the Shell’ må ikke blive mindre mærkelig eller mindre filosofisk. Den oprindelige anime stillede spørgsmål hvordan man skal opfatte kunstig intelligens, og hvad der egentlig konstituerer at være et menneske. Jeg er nervøs for, at en tur igennem Hollywoods-vridemaskine vil ødelægge historien i bestræbelserne på at gøre filmen mere spiselig for et vestligt publikum.

Nu må vi se. Tror jeg får slæbt mig selv i biografen til den nye film. Skeptisk anlagt, javist, men jeg bør få den set.

 

Life Will See You Now

Svigter bloggen for tiden. Siden jeg er blevet lokal- og regionalpolitisk kandidat, kanaliserer jeg det meste af min fritid og kreative skaberkraft ind i politiske budskaber til den langstrakte valgkamp op til november 2017. Og når jeg samtidig reserverer de mere indadvendte og sjælesørgende skriverier til min Evernote-dagbog, så bliver Udkastet fanget midt ude i ingenmandsland.

Men hvad kan jeg så fortælle – på trods heraf?

Joeh, jeg skal til koncert med Jens Lekman i morgen aften. Det glæder jeg mig til, selvom den planlagte koncertmakker ikke kunne alligevel. Jeg så Lekman live første gang tilbage i februar 2008, og var helt forelsket dengang. Det var på et udsolgt Vega, der gik fint amok. I morgen er det i DR’s koncerthus, hvor jeg ikke tidligere har været til koncert, og derfor ikke for alvor ved hvad jeg skal forvente af.

Læste et overraskende ærligt og introspektivt indlæg på Lekmans hjemmeside, hvor han beskrev sine kvaler i den kommercielle og musikalske ødemark han befandt sig i efter det (også efter min mening) skuffende album ’I Know What Love Isn’t’ fra 2012. Hans nyeste album, ‘Life Will See You Now’, er sympatisk, men har ikke helt bundfældet sig hos mig endnu. Det flyder let og ubesværet af sted, men mangler måske den der ene (eller to) knivskarpte popperler a la ‘Maple Leaves’, ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’ eller ‘Your Arms Around Me’. Vi må se. Jeg forventer som udgangspunkt en melankolsk oplevelse, hvilket man aldrig skal takke nej til.

Andet?

Har fået kværnet en række semi-gode fantasy- og horrorbøger henover den seneste måned. Caitlín R. Kiernans syrede ‘Agents of Dreamland’, Tom Deadys meget Salem Lot’ske ‘Haven’ og V. E. Schwabs skuffende ‘A Conjuring of Light’. Ingen af dem vil sætte sig dybere spor i min eksistens, men var da udmærket underholdning mens det varede. Bedste bog har været ‘Universal Harvester’ af John Darnielle, om end jeg er usikker på om jeg forstod den fuldt ud.

Pt. er jeg på jagt efter noget mere sund og nærende skønlitteratur, som jeg kan blive oprigtigt positivt overrasket og fænget af. Anbefalinger modtages uendelig gerne.

 

Hjemve

Har tilbragt de seneste par dage i arbejdsrefugium i en lejlighed i en forstad til Stockholm. Det er enormt privilegeret. Min bedre halvdel tager søvnløsheden og slæbet med børnene derhjemme. Imens sidder jeg her i stilheden og tænker store tanker. Forbereder de kommende 7 måneders valgkampagne. Løber ture i Nacka Reservatet. Den rene luksus, som jeg er meget taknemmelig for.

Men man savner jo dem derhjemme. Og at dømme ud fra frekvensen af facetime-opkald, så har de det (heldigvis!) lidt på samme måde. Så skal blive godt at komme hjem i morgen.

 

Breath of the Wild

En afledt effekt af primært at købe retrospil er, at man ikke er helt au courant med hvad videospil anno 2017 rent faktisk kan tilbyde. Jeg blev således ganske bjergtaget og overrasket, da jeg i går aftes endelig fik skåret en times uforstyrret tid ud til at spille det nye ‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild’.

Mod nye eventyr …

Spillet har fået noget nær ustyrligt gode anmeldelser, men jeg har alle dage været skeptisk overfor 3D rollespil, især dem med alt for løse strukturer og åbne verdener. Tilbage i 2011 forsøgte jeg at spille det ellers meget roste ‘Elder Scrolls V: Skyrim’, men ophørte da min højre-venstre koordination ikke magtede at styre figuren og kameraet på én og samme tid. Mindes med gru hvordan jeg blev tævet sønder og sammen, alt imens jeg desperat forsøgte at finde ud af hvilke knapper, jeg skulle trykke på. Spillet blev derfor pakket ned i en kasse øjeblikkeligt, hvorefter jeg ikke har skænket det en tanke.

Er dog mere optimistisk på Zeldas vegne. Dels fordi jeg kender (og elsker) spilserien, dels fordi spillet ud fra en times – indrømmet! – forelsket selskab, virker helt og aldeles fremragende. Det kommer jeg til at bruge mange timer sammen med.

Generelt er jeg meget begejstret for min Wii U, som jeg har efterhånden har opbygget en solid samling af ældre Nintendoklassikere og japanske rollespil på. Nu mangler jeg så bare den uforstyrrede tid til at fordybe mig hæmningsløs i spillene. Bliver vel engang, når jeg runder de 50 år.

 

10 år

Som jeg sad her midt i (endnu) en kedsommelig arbejdsopgave indså jeg, at det netop i disse dage er 10 år siden at jeg afleverede speciale på Københavns Universitet. Begyndte på mit første job 1. marts 2007.

Det faktum burde afstedkomme et introspektivt og reflekterende indlæg over livet der gik. Men egentlig er jeg mest af alt bare træt og lidt mismodig. Kunne godt bruge en 12 timers lur.

 

Pine Deep

Det irriterer mig grusomt at skrive det, men Jonathan Maberrys ‘Pine Deep’ horrortrilogi er mindst en bog for lang. Hvilket er ærgerligt, da første bind – ‘Ghost Road Blues‘ – er en fremragende opdatering af Stephen King ‘Salem’s Lot’, krydset med ‘Supernatural’. Den bog kan jeg ikke anbefale den nok. Men Maberrys overordnede plot kan ganske enkelt ikke bære tre bøger.

Hvilket er en djævelsk skam, for han skriver de mest frydefuldt ondskabsfulde horrorscener. Der er bare så bedrøveligt langt imellem dem. En klarsynet redaktør burde have bedt ham fusionere bind 2 og 3. Få ham til at skære 90% af de scener fra, hvor vores protagonister for Gud-ved-hvilken-gang diskuterer, om det mon virkelig kan være vampyrer som er skyld i den grotesk høje mordrate. Det ved vi jo godt at det er. Og selvom vores hovedpersoner simpelthen ikke er videre kvikke, behøver de jo ikke snikke-snakke vantro med hinanden side op og side ned af den grund. “Kom nu igang med blodbadet!”, tænkte jeg halvgnavent i eftermiddag, alt imens jeg lå ved siden af min middagssøvn-snorkende søn.

Forstå mig ret. Jeg fortryder på ingen måde de timer, jeg tilbragte i Pine Deep. For når Maberry først lader sine vampyrer gå amok på de sagesløse beboere i landsbyen, så går de virkelig amok. Hans antagonister er blandt de mest grufulde, jeg mindes at have ladet mig skræmme af. Det er sjovt og uhyggeligt, og ikke mindst stærkt underholdende. Bøgerne kunne blot have været meget bedre, hvis historien var afviklet mere tight og effektivt. Første bind får 6 stjerner af mig, den samlede serie dog kun 4 stjerner.

Så giv ‘Ghost Road Blues’ en chance, hvis du kan lide Stephen King’sk horror. Det fortjener den.

 

Space Lego

Opdagede ved et tilfælde den ganske vidunderlige Twitterprofil Lego Space Bot. Det er efterhånden så sjældent at jeg bliver barnligt begejstret over ting på internettet (senest var to andre Twitterprofiler: Soviet Visuals og This Brutal House), men billederne af space Lego fra 1980’erne gjorde mig virkelig boblende lykkelig. Se blot her:

‘Invader’ fra 1987

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg fik ‘Invader’. Men jeg er ret sikker på, at min far havde den med hjem fra en studietur med arbejdet til Hamburg. Det er noget af det Lego, jeg har leget allermest med – og var ret vild med sorte Darth Vader’ske look i Blacktron serien. Inspirationen fra Star Wars kan også ses tydeligt i ‘Alienator’, som jeg ligeledes fik i de år:

‘Alienator’ fra 1988

Mon ikke det er rimeligt at antage, at Legos designer havde nærstuderet de legendariske AT-AT fra Star Wars inden ‘Alienator’ kom til verden? Perlen i samlingen er dog denne episke skabning:

‘Sonar Transmitting Cruiser’ fra 1988

Jeg har ikke noget fornuftigt tal for, hvor meget jeg har leget med den cruiser. Den kan skilles ad, lysene blinker – og den larmer næsten ligeså meget som den dommedagsstøj, som min søns legetøj konsekvent har det med at producere. Den er kort sagt perfekt.

Har I noget favorit Lego?

 

Ugens læring

AaB scorede tre gange mod Silkeborg alt imens mens jeg luntede uskønt rundt på løberuten. Da jeg stoppede, gik kampen øjeblikkeligt i stå. Der er med andre ord helt klart en kausalitet mellem min motion og AaB’s performance.

Jeg må ud at løbe noget oftere.

 

Arv og gæld – om Johnny Marrs nye selvbiografi

Det er egentlig lidt synd for Johnny Marr.

Tænk hvis det eneste folk interesserede sig for var, hvad man bedrev som teenager og ung voksen. At resten af ens liv stort set bare var et efterspil. I bedste fald udmærket og hyggeligt, men aldrig for alvor … relevant.

Jeg kan næppe forestille sig en mindre interessant personage end mig som teenager. Og hvis det var fodaftrykket fra den der indadvendte og bøvede hængemule i Aalborg i slut-90’erne, som resten at mit liv skulle vurderes ud fra, ville der sandt for dyden ikke være meget at berette.

Men at blive vurderet på fortidens meritter er nu engang Johnny Marrs triste lod her i livet. Det indser jeg nu, hvor jeg er i gang med hans selvbiografi ‘Set the Boy Free’. For Marr kommer næppe nogensinde for alvor til at blive associeret med andet end Morrissey og The Smiths.

The Smiths

Bevares, jeg sætter skam pris på det udmærkede guitarspil han leverede i flere omgange til Pet Shop Boys, især på Behaviour albummet. Hans 1993 remix af ‘I Want to Wake Up’ er mit absolutte favorit-remix, kun udfordret af Mobys remix af ‘Miserablism’. Jeg sætter ligeledes umanerlig stor pris på de to første albums fra Electronic, synthpopduoen han havde sammen med New Orders kaotiske forsanger Bernard Sumner i 90’erne. Så Marr er bestemt en ven af huset.

Marr fremstår da også som en både sympatisk og interessant person, der i selvbiografien har relevante betragtninger om sin samtid, popkultur – og selvfølgelig om musik. Hans opvækst og musikalske dannelse er ikke decideret uspændende. Det er en langt bedre bog end Morrisseys vederstyggeligt rædsomme selvbiografi fra 2013. Men derfor skimmer jeg stadig alle andre dele af Marrs bog end de sider, der specifikt handler om The Smiths. For den gruppes eksistens og musikalske arv er jo – når alt kommer til alt – Marrs egentlige relevans her i verden.

Er det så en god bog, som man bør læse?

Mjah. Den er ikke en selvbiografi a la Keith Richards eller Bruce Springsteens bøger, der (at dømme ud fra de lovprisende anmeldelser) er værker af bredere interesse end blot for deres fans. Man skal nok være fan af Marr (dvs. af The Smiths) i forvejen for at finde den rigtig interessant. Alternativt skal man læse den for portrættet af musikscenen i Manchester i begyndelsen af 1980’erne. Det håndterer Marr også udmærket.

Vigtigste nye viden fra bogen: Marr trænede dans samme sted i Manchester som Ian Curtis fra Joy Division. Og mener at sidstnævntes berømte/berygtede epileptikerdans var tyvstjålet fra en af David Bowie optrædener på amerikansk tv i 1976. Uanset om det er sandt eller ej, så var det en fornøjelse at se Bowie slå gækken løs her.