Samfundsinstitutioner

David Brooks havde for et par dage siden en interessant klumme i New York Times: ‘We used to build things’.

Brooks’ giver den altid gerne i rollen som den store tænksomme (og småmoraliserende) samfundsfortolker, hvilket af og til er ustyrligt irriterende. Men denne gang har han fat i noget, tænker jeg. Med udgangspunkt i det første årti i 1900-tallet skriver han:

When you look back at that era, you are struck by how many civic institutions were founded to address the nation’s problems. Not only the Forest Service, but also the Food and Drug Administration, the municipal reform movement, the suffrage movement, the Federal Reserve System, the Boy Scouts, the 4-H clubs, the settlement house movement, the compulsory schooling movement, and on and on. Four amendments to the Constitution were passed in those years.

In fact, when you look back on most periods of American history you see a rash of new organizations being created. In the 18th century, Benjamin Franklin helped build the University of Pennsylvania, the Philadelphia Fire Department, The Pennsylvania Gazette, The American Philosophical Society, the Pennsylvania Hospital and much else.

In the 1930s, the alphabet soup of New Deal agencies were created. The late 1940s saw the creation of the big multinational institutions: the U.N., NATO, the World Bank, the I.M.F., the beginnings of the European market.

When you look around today, you see a lot of history-making new companies being created, but you don’t see too many big civic organizations. There are some great social entrepreneurs, like Bill Drayton, who started Ashoka, but the only vast national civic movements I can think of are the charter school movement and the Tea Party.

Måske det er den slags, man kun kan (og bør) vurdere på årtiers afstand. Altså for med nogen klarhed og objektivitet at kunne forstå hvilke begivenheder og institutioner, der er vigtige og varige.

Men hvis jeg nu alligevel vover en præmatur analyse … så har jeg vanskeligt ved at se hvilke varige danske og europæiske samfundsinstitutioner, der er opstået de seneste 15-20 år.

Vi har ikke opfundet nogen andels- og arbejderbevægelser, kvindefrigørelse, velfærdsstat, undervisningspligt eller lignende. Kan I komme på nogen? Altså, reelt varige og betydningsfulde samfundsinstitutioner, som har forandret noget? Tæller Venligboerne? Eller partiet Alternativet1? De seneste 10 års fokus på klimaforandringer har heller ikke for alvor manifesteret sig i nogen civilsamfundsinstitutioner eller en markant anderledes ført politik.

Måske har vi i Danmark og Vesteuropa levet i den vildfarelse, at vi mangler reelle problemer at løse, nu hvor den Kolde Krig var ovre og vi definerede politik til mestendels at handle om ’spillet’, justeringer af velfærdsstaten og omfordelingen af den velstand, vi efterhånden tager for givet? Eller har vi i vores del af verden faktisk nået topmålet af udvikling, så der ikke er mere at kæmpe for? Som Simon Kuper skrev i Financial Times for nylig efter et besøg i Holland:

I was on a whistle-stop tour of five Dutch cities last week when I found myself thinking: this is peak humanity. No people anywhere have ever lived better. Most town centres were gorgeous, having avoided any destruction for centuries. Cyclists puttered past café terraces. The only hassle was torn-up streets, as perfectly good infrastructure was being renovated.

The knee-jerk retort would be that I was watching out-of-touch elitists party while ordinary people sink.

In fact, the historically egalitarian Netherlands has become still more equal in income distribution since the 1990s. Nor is the typical Dutch person uniquely blessed. Even in the extremely unequal US, median household income is a respectable $59,039. Viewed historically, and contrary to popular belief, most westerners today live pretty well. We’ve had 72 years of peace and prosperity.

Titlen på Kupers klumme er imidlertid ‘Why humanity’s luck may be running out’. Hans efterfølgende pointe er, at de 72 års fred og fremgang i Vesteuropa set i et længere historisk perspektiv er en anomali – og at de store globale tendenser (klima, naturkatastrofer, 3 mia. flere mennesker i 2050, atomkrig lurende rundt om hjørnet) ikke ligefrem er i menneskehedens favør. Så vi bør i virkeligheden begynde at opfinde samfundsinstitutioner, der kan medvirke til at løse problemerne. Her igen David Brooks:

We’ve got just as many problems as previous generations faced — as many as in the progressive era, I’d say. Why has there been this decline in civic institution building?

Political polarization has got to be a big culprit. The federal government can’t build anything new, even something as obvious as a national service program. The churches have let us down, too. The Christian churches have been behind most of the big social movements in American history, like abolition, poverty programs and civil rights. But for the past generation the church has been fighting a defensive war against the sexual revolution, not an offensive assault for opportunity and human dignity.

The affluent have also been less entrepreneurial. Many civic institutions in past decades were created by people like T.R. and Pinchot, who inherited family empires but devoted their lives to civic institution building.

But I wonder if there is also a malaise, a loss of faith in the future and a loss of expertise in institution building, a sense of general fragmentation and isolation. American foreign policy, which used to be about building positive coalitions to make life better, now seems to be based on the idea that we should defensively withdraw from things. There has been a loss of civic imagination.

The good news is that one could have said the same thing in 1890, when politics was steeped in corruption and the economy wracked by crisis. But by 1910 the landscape was transformed. There were new organizations, new movements, a new mentality and a new burst of optimism.

Jeg kan godt lide hans formulering ‘loss of civic imagination’. Måske det er dækkende for tilstanden herhjemme? Vi kan ikke for alvor forestille os noget andet (og bedre eller værre) end vores nuværende samfundsmodel. Derfor bruger vi tiden på at gå op i navnene på attraktioner i Tivoli eller på om 200 kvinder må gå i burka. Derfor indfører vi formålsløs grænsekontrol, hvis eneste effekt er at forsinke trafikken. Derfor laver vi små reformer, der flytter rundt på 2 mia. kr. i et samlet statsbudget på 1.000 mia. kr.

Men måske vi burde begynde at bruge fantasien en anelse. Tag nu bare denne uges forside af The Economist:

Udover at det er en æstetisk meget tilfredsstillende forside, så indkapsler den også på fortrinlig vis, at det er en ganske anden verden, som mine to børn komme til at blive voksne i. Hvis Xi Jinping allerede i 2017 kan betragtes som verdens mest magtfulde person, hvordan mon så den sinocentriske verden vil se ud i 2050? Det vil være en verden med en ganske anden demografisk, kulturel og religiøs sammensætning.

Jeg forsøger af al magt at undgå at lyde for alarmistisk. Men på mig virker det som intellektuel dovenskab og arrogance, hvis vi i Danmark ikke får tænkt grundigt over hvordan vi griber den situation an – og at vores samfundsinstitutioner følger med.

  1. Jeg vil dog argumentere for, at Alternativet siden de blev valgt ind i Folketinget i 2015 har opført sig præcis ligesom alle andre parlamentariske partier i opposition. Derfor vil jeg ikke betegne dem som en institution, der har skabt nogen særlig varig forandring []
 

Elin

Se lige den her boss-lady. Og ja, beklager den lave billedkvalitet, men det er taget fra et nyhedsbrev, som vuggestuen sendte om deres nyligt afholdte temadag:

“Vi har de sidste par uger været i fuld gang med vores tema krop og bevægelse. Her er billeder fra dagens aktiviteter med de mindste på stuen. Vi sang, holdt balancen på ting, vendte på hovedet og snurrede rundt.”

Der var også et billede af hende i en snurretop, men … der har hun altså et ansigtsudtryk som en ond-i-sulet drage, der er er mere end klar til at brænde en hel middelalderlandsby af med sin ildånde – og det ville trods alt ikke rigtig være repræsentativt for hende. Men hun ER sej. Af og til forestiller jeg mig, at min datters theme-song er Neneh Cherry ‘Buffalo Stance’.

“Who’s looking good today?
Who’s looking good in every way?
No style rookie
You better watch don’t mess with me
No moneyman can win my love
It’s sweetness that I’m thinking of”

Hun tager ikke noget pis fra nogen. Hun er stærk og spiser som en hest. Når de andre børn tror at de skal tryne den yngste pige på stuen, så får de ren besked. Pædagogerne synes det er utrolig morsomt, når de større drenge, der vil tage noget legetøj fra hende, får et brøl og et skub fra hende. Hvem tror du egentlig du er, fister?

Hvor hendes storebror er skrøbelig, temperamentsfuld, følsom og genert (som sin far…), så er hun permanent glad, moser på og går opdagelser (som sin mor …). Hun ser ikke problemer, hun ser en mulighed for at opdage noget sjovt. Når jeg kommer hjem fra arbejde, så er det første hun vil, at vi sammen tænder for musikanlægget og danser til Johan Hedberg ‘Kickar Grus’. Så griner vi og hun tramper rundt på korte, stærke ben til musikken.

Det kan lyde sært når vi nu taler om en ikke engang halvanden år gammel pige, men … jeg er kæmpe fan. For hun er så anderledes end mig. Og hvis det nogensinde lykkes mig at få hende smittet med min melankoli og sortsyn, har jeg fejlet noget så grusomt her i livet.

Hun får brug for sin råstyrke, tror jeg.

Har altid været glad for at jeg selv er af hankøn, for livet virker så meget mere svært for kvinder. Hvis livet var et videospil, så spiller mænd på ‘Easy Mode’ mens kvinder spiller på ‘Hard Mode’. Jeg er ikke den store queerfeminist-teoretiker. Men min egen begrænsede empiri tilsiger, at kvinder skal arbejde meget hårdere end mænd for at få anerkendelse for et stykke arbejde – og piger bliver bedømt langt hårdere for deres udseende end en dreng gør. Det aspekt bliver desværre næppe mindre aktuelt for min datter, når hun vokser op.

Jeg tror også at det allerede i dag generelt er meget vanskeligere at være barn og ung, end det var for mig dengang jeg voksede op i 80’erne og 90’erne. Så hvordan mon det ikke bliver fremadrettet? Kravene til hvad man som individ skal kunne, gøre, opnå og være for at opnå anerkendelse er langt større, end det var dengang jeg voksede op som en blegfiset nørd i Aalborg. Bevares, jeg var heller aldrig cool eller en af de populære, men jeg blev omvendt  heller ikke drillet eller var social udstødt. Jeg kunne slippe afsted med at være mig selv og have nørdede interesser, uden at det skadede mig nævneværdigt. Det at være sig selv er jeg usikker på om mine børn kan praktisere, med mindre de virkelige siger fra overfor omverdenens bullshit.

Så jeg håber at min lille seje pige holder fast i sig selv, og at vi som forældre kan understøtte hende og hendes bror i at være dem, de gerne vil være.

 

Selektiv ignorance

Hvis man som jeg er storforbruger af jammerlige selvhjælpsbøger – der pudsigt nok alle lover mere mening, bedre fokus, højere personlig produktivitet og eksponentielt voksende livsglæde – så støder man ofte på mange gode råd om at praktisere ‘selective ignorance’.

Altså kort sagt at lade være med at følge med i nyhederne eller sociale medier, og dermed vælge at være bevidst uvidende. Man skal aktivt skippe at følge med i det evige flow af nyheder, og i stedet fokusere på mere permanente, livskloge og ‘tidsløse’ størrelser, gerne i form af kvalitetsskønlitteratur.

Dels fordi det er de færreste større udefrakommende begivenheder som den enkelte kan gøre noget ved alligevel (hvorfor det er meningsløst at gå og være bekymret over), dels fordi de fleste ting i nyhedsbilledet ikke er særlig permanente og i det større billede er ganske ligegyldige for de fleste mennesker.

Jeg indrømmer at jeg har et svagt punkt for ‘selective ignorance’ tilgangen, særligt for så vidt angår de sociale medier. Det tiltaler min (ikke særlig effektive eller konsekvent udførte) pop-stoiske livsfilosofi at tænke de ikke-essentielle ting ud af mit liv.

Men … jeg kan ikke.

Som uddannet udvidet avislæser politolog strider det mod grundinstinkt ikke at følge med i nyhederne. Også selvom det gør mig ulykkelig. Hvordan skulle jeg ellers kunne bestride mit job som varmluftsproducent i en kommunikationsafdeling? Jeg kan ikke blot stemple ud, hvor meget jeg end burde.

Så jeg læser stadig i min New York Times. Og – værst af alt – jeg følger stadig Donald Trumps twitterprofil med en nærmest morbid grundighed.

Det er en fejl på mange intellektuelle og åndelige planer. Det underminerer min livsglæde og tro på det gode i menneskeheden. Det gør mig trist og mismodig. Men jeg kan ikke lade være. Jeg er NØDT til at se, hvad der foregår.

Men det betyder ikke at I skal begå mine fejl eller lide af mine brister. Jeg synes faktisk I skal lade være. Luk for nyhederne, facebook og twitter. Læs en bog i stedet for. Det vil være bedst for os alle i længden.

 

Raised on promises

Det ville være usandt, hvis jeg skrev at jeg er dedikeret fan af Tom Petty. Bevares, jeg kender hans hits efter at være vokset op med P4 Nordjylland. Og der var en periode, hvor jeg – efter at sangen optrådte i en stærk scene i The Sopranos – syntes at ‘American Girl’ var fabelagtig.

Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den mestrer popmusikkens ædleste og sværeste kunst til perfektion: At kombinere glad musik med melankolsk tekst.

Well she was an American girl
Raised on promises
She couldn’t help thinkin’ that there
Was a little more to life
Somewhere else
After all it was a great big world
With lots of places to run to

Den er stærk, den dér vending ‘Raised on promises’. Er vi ikke alle det? Opdraget til at tro på at lige netop vi er skabt til noget stort og meningsfuldt? Du kan blive lige hvad du vil, og alt det der?

Men Pettys pointe i sangen er forholdsvist anæmisk og sortsynet; nej, løfterne går ikke i opfyldelse, tingene er hvad de er og den amerikanske pige får ikke den hun elsker. Alt går fra hinanden, som Lars H.U.G. ville have sagt det:

It was kind of cold that night
She stood alone on her balcony
She could the cars roll by
Out on 441
Like waves crashin’ in the beach
And for one desperate moment there
He crept back in her memory
God it’s so painful
Something that’s so close
And still so far out of reach

Banalt? Måske, men jeg tror i sidste ende at Tom Petty havde fat i den lange ende, når han svøbte melankolien og det tragiske menneskelige eksistensvilkår i en fængende popindpakning.

Så nej, jeg var ikke fan, men … jeg har lyttet til ham mere eller mindre konstant de senere uger efter hans død. Og sangene er ved at sætte deres kroge fat i mig. Samtidig gør det mig trist at tænke på, at antallet af sande melodiøse og melankolske poppoeter efterhånden ser ganske tyndt ud.

Så jeg ved ikke helt hvem jeg skal vende mig mod nu.

 

Westworld

I dag fik jeg endelig strammet mig an og færdiggjort ‘Westworld’. Det har taget sin tid, må jeg tilstå. For jeg var med lige fra starten sidste efterår. Så to-tre afsnit hurtigt, lokkede sågar også Den Bedre Halvdel til at se det første. OK, den gjorde ikke meget for hende, men jeg kløede på. Det var jo science fiction, eskapisme og lommepsykologiske betragtninger om eksistens, bevidsthed og den slags.

Men så gik jeg i stå.

Serien blev … nuvel, unødvendigt blodig i midten af sæsonen. Ikke at grafisk vold nødvendigvis er problematisk. Det VAR indiskutabelt en selvstændig pointe i historien, at illustrere forråelsen og nihilismen i ‘forlystelsesparken’. Men det var alligevel nok til at jeg stoppede. Dét, og så at historien ikke rigtig bevægede sig nogle steder.

Men i går gik jeg så i gang igen. Og har kværnet 3,5 afsnit siden da. Serien sluttede også blodigt, men til gengæld oppede plottet sig gevaldigt hen imod slutningen. Jeg er oprigtigt spændt på, hvordan de vil bringe fortællingen. De indsatte styrer nu så at sige sindssygeanstalten, og det bliver næppe fredeligt. Hvordan de vil udvikle mytologien, kan jeg dog ikke helt gennemskue. Vi må se i 2018.

Generelt er vi stagneret voldsomt på tv-serie fronten herhjemme. Selvfølgelig grundet manglende tid og livet som småbørnsforældre, men også fordi det efterhånden er et begrænset antal serier, som jeg bare MÅ se. Antallet indsnævres yderligere, hvis vi tæller de serier, som kan ses på den måde jeg foretrækker: Sammen med Den Bedre Halvdel. For nylig har vi ses ‘Stranger Things’ og ‘The Americans’ sammen, ligesom vi sprøjter os i blodbanerne med dårlige stoffer i form af ‘Blacklist’ og ‘Designated Survivor’. Alene ser jeg ‘The Expanse’, som er en fin udgave af bogserien, synes jeg.

Nu må vi så se om jeg også kan få gjort kål på min evindelige dårlige tv-serie samvittighed: ‘The Leftovers’. Jeg var meget betaget af første sæson, men den anden er jeg imploderet fuldstændig i. Vi taler vel efterhånden om 2-3 gange, hvor jeg har forsøgt at komme igang igen med den. Jeg er helt uforstående overfor, at resten af verden mener sæson 2 er bedre end den første. Hvad er det, jeg ikke har opdaget endnu?

 

Facebook detox

Læste et par inspirerende anti-facebook artikler (her og her). Det var vand på min mølle. Har igennem længere tid været frustreret over min manglende selvdisciplin og den negative effekt, som sociale medier har på min produktivitet og evne til at koncentrere mig. Jeg oplever nøgternt vurderet ingen værdi af at være på facebook. Twitter distraherer også, men bidrager dog med interessante links og læsestof. Så har gjort følgende:

  • Unfollowed alle, så mit nyhedsfeed er tomt (og der dermed ikke er nogen grund til at logge ind)
  • Blokeret adgangen til facebook på telefon og iPad
  • Installeret Messenger, så jeg trods alt kan læse de ting folk skriver til mig via facebook, plus evt. kontakte dem, jeg har i mit adressekartotek1

Hvis jeg får det kombineret med lidt rygrad, så kan det være min måde at sige de facto adjøs til det mest ondskabsfulde af de sociale medier.

Nu skal jeg så blot finde ud af, hvordan jeg tøjler min måske værste overspringshandling: Behovet for hele tiden at følge med og læse nyheder. Det er en helt grotesk stor tidsrøver, og det gør mig i grunden hverken gladere eller mere veloplyst. De andre gange jeg har forsøgt at skære ned på det er projektet dog strandet på at jeg i virkeligheden har for lidt at lave i løbet af en arbejdsdag – og at jeg derfor har et oplevet behov for at fylde tomrummene ud.

Grundlæggende skal jeg lære at kede mig igen. Ikke hele tiden at skulle stimuleres af et eller andet. Eller, alternativt, at fylde tomrummene ud med mere produktive og analoge ting, såsom bøger.

  1. Netop adressekartotekfunktionen er det eneste, jeg reelt ville savne hvis jeg tog det fulde trin og lukkede min profil []
 

BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

 

Reformer

En af mine gode venner spurgte mig ‘hvilke reformer ville du gennemføre i Danmark?’. Han er økonom og spørgsmålet kom i en uge, hvor regeringen fremlagde en skatteplan, en erhvervspakke og forslag til finanslov. Det tænkte jeg så lidt over. Og mit svar blev alt andet end økonomisk. Nedenfor er den mail jeg sendte som svar i en let redigeret udgave:

“Det er et godt og ikke mindst komplekst spørgsmål. Sagen er den, at langt de fleste ting jeg ville reformere i Danmark ikke direkte har noget med politik eller samfundsøkonomi at gøre. Jo, altså, selvfølgelig er de politiske og økonomiske i den forstand, at de ville fordre anderledes politiske prioriteringer og muligvis også ny lovgivning. Men der er mere tale om sociologiske, antropologiske og kulturelle fænomener, jeg gerne ville ændre.

Jeg mener, at der er i Danmark er noget fundamentalt galt i ‘kontrakten’ mellem individet, civilsamfundet og staten. Det er sket umærkeligt og jeg ved ikke hvornår det begyndte. Men der er noget … forkert ved den måde, vi lever vores liv på. Ikke at der skal gå helt Svend Brinkmann i det; men det er som om at vi – såvel individuelt som kollektivt – har glemt at spørge os selv “hvad er egentlig meningen med det her?”.

En almindelig gennemsnitsdansker bliver født, kommer i vuggestue, børnehave, skole, ungdomsuddannelse og gennemfører en kortere eller længere videregående uddannelse, inden vedkommende kommer på arbejdsmarkedet. Her træller man så rundt i 45 år og har en mere eller mindre tilfredsstillende karriere, finder én der kan holde en ud, og avler nogle børn med vedkommende undervejs. Hvis man er heldig bliver man ikke udsat for livskriser, sygdom eller mister nogen man elsker undervejs. På et tidspunkt bliver man pensioneret og har nogle år, hvor man forhåbentlig er ved godt helbred i selskab med børn og børnebørn. Siden går det ned af bakke, man bliver mere og mere syg, partneren dør og på et tidspunkt bliver man placeret på et plejehjem, hvor en eller anden livstræt SOSU-assistent bliver betalt for at give en mad, høre på ens ævleri og skifte ens ble hver tredje dag. Til sidst dør man af ensomhed, sorg og en livsstilssygdom. Og det var så det. Ingen vil huske en om et par generationer, ingen forskel er gjort.

Er det godt nok?

Ja, set i det helt store billede (i.e: Jorden er 4 mia. år gammel, et menneskeliv er i bedste fald en kort prut i et flygtigt millisekund af det minut homo sapiens har eksisteret, og vi har de seneste århundreder levet i en helt unik velstand, frihed og fremgang grundet at den industrielle revolution løftede os ud af en hobbesiansk nasty, brutish og short livscyklus), så bør et begivenhedsløst menneskeliv levet i Danmark i 2017 uden frygt for krig, katastrofer og under komfortable materielle forhold samt med udsigt til engang at dø i en hospitalsseng af en livsstilssygdom, vel betegnes som mere end godt nok.

Og så alligevel.

Vi burde stille spørgsmål til de implicitte præmisser og mekanismer, som udfolder sig i den karikatur af et gennemsnitsdansk liv, jeg foretog ovenfor. Hvis jeg skulle reformere noget, så ville det derfor være en række af de (efter min mening) usunde sociale relationer, vi har fremelsket i konkurrence-/velfærdsstaten.

Eksempelvis:

Er det meningsfuldt at vi efter et års tid afleverer vores børn til en offentlig institution? At vi outsourcer nærvær, opdragelse og den vigtigste tid i et barns liv til fremmede, bare fordi vi skal gå på arbejde, realisere os selv (vi skal jo have råd til at forbruge en masse statusgivende materielle ting!) og fordi det er dét, at konkurrencestaten kræver af os som borgere (i.e. “det skal kunne betale sig at arbejde”)? Man kan ikke nægte at løbe løs inde i hamsterhjulet (man kan jo i Danmark de facto ikke nøjes med en enkelt indkomst og der er massivt socialt pres for at både manden og kvinden arbejder), men giver det mening? For børnene? For forældrene? Pædagogerne i vuggestuen og børnehaven ser mine børn mere i hverdagen, end jeg gør. De taler mere med dem, leger med dem, opdrager dem mere. Hvordan kan det være meningsfuldt?

Er det meningsfuldt at vi afleverer ældre og svage mennesker i det offentliges varetægt? At ældre og unge ikke længere føler, at de har et ansvarsforhold overfor hinanden? At stadig færre unge tænker ‘jeg skal passe på mine forældre’ og stadig færre ældre tænker ‘jeg skal efterlade noget til næste generation’? Bevares, jeg er med på at ældre kan blive så gamle, syge og demente, at de har brug for professionel hjælp. Men er det meningsfuldt at vi har opbygget et samfund, hvor man ikke har tid eller plads til at yngre og ældre kan være nærværende sammen? Hvor staten er plejegiveren og den der har ansvaret? Hvor man ikke kan få tid til at tage sig af et sygt familiemedlem, fordi man skal arbejde?

Er det meningsfuldt at vi laver heldagsskoler, hvor børn parkeres i uendelig mange timer i stedet for at leve et liv uden for de offentlige institutioners jerngreb? Hvor børn aldrig har fri?

Er det meningsfuldt at vi har et uddannelsessystem, hvor institutionerne belønnes for at få flest mulige igennem pølsefabrikken, men ikke nødvendigvis for læring, ånd, dannelse, nysgerrighed og intellektuel indsats?

Er det meningsfuldt at så mange mennesker sidder i bullshit jobs som ‘udviklingskonsulent’ eller ‘kommunikationsrådgiver’ og andre nul-værdiskabende jobs? Eller at der sidder en syndflod af bureaukrater i kommunale og regionale administrationer og opfinder projekter, der skal berettige egen eksistens, mens personalet på gulvet skal løbe stadig stærkere?

Er det meningsfuldt at der i skrivende stund er tre jobopslag, hvis man søger på jobindex.dk efter ‘introvert’, ‘genert’ eller ‘indadvendt’ (alle tre i betydningen: Det må du ikke være), men til gengæld 1.873 jobopslag der søger en ‘udadvendt’ kandidat? Hvad siger det om et samfund, hvor det udadvendte, ekstroverte og netværksskabende dyrkes som et ideal, mens de stille, indadvendte og knap så højtråbende personer må finde sig i at operere på et B-arbejdsmarked? Hvor man ikke må diskriminere på køn, race, religion, handikap eller seksuel orientering, men helt frit og frejdigt ikke ønsker at ansætte folk med en bestemt personlighed?

Er den måde vi behandler psykisk syge og svage på meningsfuld? Hvorfor er der ikke plads på arbejdsmarkedet til de skrøbelige sind i vores samfund?

Er det meningsfuldt den måde vi mere eller mindre frivilligt har givet afkald på frihedsrettighederne siden 9/11? Er det meningsfuldt med den stigende overvågning? Er det meningsfuldt at jeg ikke må have en flaske vand med ind i Københavns lufthavn? Er det meningsfuldt at ytringsfriheden i realiteten er begrænset?

Er det meningsfuldt at vi har et så gennemreguleret samfund, at frihedsgraden til at vælge en anden vej eller at være en skæv eksistens reelt er ikke-eksisterende? Hvor alting skal være så uendelig gennemsnitligt, at der ikke er plads til hverken tossen eller geniet?

Du fornemmer måske, at det overordnede tema for ovenstående er, at jeg oplever at den danske samfundsmodel ikke er befordrende for nærvær og stærke civilsamfund.

Vi har selvfølgelig stadig forenings-Danmark og heldigvis for det. Men jeg mener, at vi har været alt for villige til at outsource nærvær, omsorg og ansvar til staten og offentlige institutioner. Og nu hvor alle betaler så meget i skat, så tænker folk snarere ’så vil jeg sgu også have noget for pengene’ eller ‘jeg vil have skattelettelser’, end at de tænker ‘måske burde vi i stedet tage de meningsfulde sociale relationer tilbage igen”.

Så hvis jeg kunne reformere noget, så ville det være dét: At vi som mennesker og samfund begynder at spørge mere ‘er det her meningsfuldt?’ og at vi derefter tog konsekvensen af det, hvis svaret er ‘nej’.

/Skribenten

PS. Jeg er helt med på at alt det jeg lige har skrevet er helt uvidenskabeligt, generaliserende og baseret på intuition og andre upålidelige størrelser. Men du spurgte hvad jeg ville reformere. Og jeg synes der er masser at tage fat på.”

 

Transformers

Jeg kan ikke helt afgøre om jeg projicerer for meget over på min stakkels søn. Men det gør mig ellevilde at han er blevet fan af Transformers. Ikke af de miserable film, men derimod af legetøjet og tegnefilmene. Som jeg selv har elsket upassende meget det meste af min levetid.

Han elsker de 30 år gamle legetøjsrobotter, som vi fragtede med over fra Aalborg sidst vi besøgte mine forældre. Han elsker de nye legetøjsudgaver af Bumblebee og Optimus Prime. Han elsker den fabelagtige intro til den oprindelige tv-serie fra midt-80’erne. Og det gør mig selvsagt alt sammen glad, for jeg elsker også stadig Transformers.

I går modtog vi tilmed en Transformers-trøje med posten, og jeg har sjældent set en dreng glæde sig så meget til at komme i børnehave og vise sit nye haute couture frem.

Allerbedst er faktisk tegnefilmsudgaven ‘Robots in Disguise’ fra 2015 og frem. Den er flot, sjov, cool og handlingen er tilpas afbalanceret til at være spændende for små drenge – uden at være for voldsom. Alene introen er fantastisk:

Det er en stor fornøjelse at (gen)opdage barndommes legetøj med sønnen. Håber at jeg også kan lokke datteren med i kulturen, når hun bliver lidt ældre. Hun vil i hvert fald gerne lege med robotterne!

 

Secret of Mana

Det er ikke tit jeg udbryder spontane nydelseslyde, men det skete i dag. Lige midt i mit kontor på arbejdet, hvor jeg sad og papirnussede. Ved et tilfælde – for jeg er jo selvsagt ikke typen der kan blive distraheret af internettet i løbet af en arbejdsdag(!) – læste jeg inde på videospilsbloggen Kotaku at der er et remake af Secret of Mana i støbeskeen:

Square Enix is remaking Secret of Mana 2. The beloved role-playing game will be released in North America on February 15, 2018.

In August 1993, the game was originally released as Seiken Densetsu 2 in Japan on the Super Famicom (SNES), but sold outside Japan as Secret of Mana.

According to Famitsu, this is a full remake with full voice, new musical arrangements and other new elements like upgraded gameplay. 4Gamer reports that the Secret of Mana remake will have online multiplayer for up to three players.

Jeg er begejstret! Jeg kan allerede i dag genspille originalen på min Wii, men altså, et remake? Der ser ganske fortryllende ud? Og som kan rette op på de svagheder, som det oprindelige spil indiskutabelt led af? JA TAK! Jeg kan faktisk ikke lige komme på et andet spil, som jeg hellere vil spille en ny udgave af.

Glæder mig dybt, intenst og helt infantil til februar måned!