Udkastet

Stating the Obvious

Menu Close

Spild?

Jeg vil ikke beskylde nogen for institutionel undertrykkelse eller noget, men i dag lavede jeg en lille nålestiksanalyse af aktuelle jobopslag på jobindex.dk.

Antal jobopslag med ordet:

  • Introvert: 0
  • Genert: 2 (begge i betydningen ‘du skal ikke være genert’)
  • Ekstrovert: 8
  • Udadvendt: 1.555

Er det ikke bemærkelsesværdigt? Det måske mest uforfalskede billede af hvilke personlighedstræk, som samfundet efterspørger? At man ikke længere sorterer folk fra grundet hudfarve, seksualitet, køn eller religion, men derimod gerne fravælger personlighedstræk som introversion og generthed.

Hvor mange dygtige medarbejdere går arbejdsgivere mon glip af, alene fordi de mere stille, indadvendte og generte kandidater “sælger sig selv” (igen et ekstrovert begreb!) dårligere end snakkehovederne?

Tankevækkende.

Luksusproblem

Man skal virkelig huske at rydde op efter sig og systematisere sine ting!

Gennem mine år på Spotify har jeg via almindelig hverdagsinspiration, research og i nyere tid især Discover Weekly efterhånden fået spækket ikke færre end 1.222 sange ind på min ‘Bruttoliste’-playliste. Det er blevet til et uoverskueligt monster, som jeg ikke længere kan lege med på en meningsfuld måde.

Normalt lytter jeg til sangene på listen med shuffle-funktionen. Det fungerer nogenlunde hvis man betragter hver sang for sig, men gør det umuligt at få en rød tråd og at opbygge illusionen om en sammenhæng. Lad os sige at jeg sidder i toget mod København H og lige har nydt en lummersexet Pale Saints sang. Uhm, ikke sandt? Lifligt. Beroligende. Jeg er i godt og afslappet humør. Så har jeg ikke nødvendigvis lyst til at næste gang skal være ‘Clan in Da Front‘ eller ‘Makes No Sense At All‘. Begge er vidunderlige sange, men ikke hvad jeg har lyst til lige nu. Men ak, nu er de desværre begge at finde på samme voldsomt opsvulmede playliste, og jeg kan ikke selv styre om de er den næste sang.

Så jeg ender med at sidde der i den dårlige kupéluft og skifte nummer og skifte nummer og skifte nummer, indtil jeg finder en tilpas kælen afløser for Pale Saints. Tåbeligt. Meget tåbeligt.

Moralen? Ryd op i dine playlister. Ellers ender du med et babylonsk rod, som det vil tage alt, alt for lang tid at få ryddet op i.

Statusopdatering

Meget har hændt, men ikke alt har været lige egnet til detaljeret semi-offentlig udbasunering her på Udkastet. Så her er det i summarisk punktform:

  • Vi frygtede at datteren havde et hofteproblem (med dertilhørende rædsomt ubehagelig og langvarig behandling), men en skanning på Hvidovre Hospital viste heldigvis, at hun er sund og rask. Stro jubel, men det gav nogle livserfaringer. Har aldrig været så ængstelig og nervøs før i mit 34-årige liv, hvor jeg har været forskånet for sygdom og at miste. Tror angsten for at der skal ske ens afkom noget, er det menneskelige grundvilkår i højeste potens. Børn giver uendelig stor glæde, men også bekymringer
  • Apropos børn, så er min søn uhørt sjov for tiden. Det bliver skæggere og skæggere jo ældre han bliver. Bevares, han er også en plage og en lille bøf, men 98 pct. af tiden er han sød, udvikler sig og siger underholdende ting
  • DHL-stafetten sidste fredag var jævnt nedslående. Er ca. 2 minutter langsommere på de 5 km end i mine velmagtsdage. Og min løbeapp lyver tilsyneladende for mig i hverdagen, så jeg tror jeg løber længere, end jeg reelt gør. Der var i hvert fald knap 40 sekunders forskel på min tid på app’en og min officielle DHL-tid. Ved ikke længere hvad jeg skal tro
  • Apropos apps fortsætter min afsmag for Apple. Hvor længe kan de blive ved med at snørre folk med inkrementelt forbedrede produkter i stil med iPhone 7? Da Den Bedre Halvdel spurgte om hun skulle købe den som afløser for hendes svagtpræsterende iPhone 5S, kunne jeg ikke svare entydigt ja. Vanskeligt at se hvorfor man skal betale så meget mere, end en Android-baseret model – der udfra specifikationerne virker bedre
  • Var til seminar om intern kommunikation, og selvom det umiddelbart repræsenterer det ultimative karrieremæssige nadir for mig, så var det en underligt opløftende oplevelse. Jeg følte mig klog, lyttet til, mine ytringer betød noget. Er det dét, jeg savner i mit normale arbejdsliv? At mine tanker, meninger og vurderinger faktisk gør en forskel? At jeg bliver taget seriøst og ikke kun er en handlende i varm luft?
  • Det politiske engagement fortsætter, om end i bølgedale. Tiden er blevet mere sparsom, og det kan være frustrerende at være frivillig i lokalpolitik. De færreste aktive i et parti er sådan for alvor, ja, aktive. Arbejdet bliver løftet af få personer, og oftest af de samme hver gang. Mange puder at slå i – og vanskeligt at se om ens indsats får betydning i sidste ende
  • Jeg pusler nok engang på at genoplive min offentlige blog. Om ikke andet så for at fremme en evt. politisk karriere

Fanget i midten

Det kniber med indlæggene, det skal jeg være den første til at indrømme. Men buen er lidt spændt for tiden. Der er ikke meget tid til overs ved siden af arbejdet og livet med to små børn. Når der er stille stund ender jeg med at læse, pille næse, surfe planløst eller lave alt muligt andet end at grifle indlæg. De er tidsrøvere, de der arvinger.

Situationen forværres af at jeg ikke helt kan finde ud af, hvilken rolle Udkastet spiller for mig og min kreative udfoldelse.

For siden jeg begyndte at skrive dagbog i Evernote, har jeg fået et sted at komme af med min indre bekendelsesliterat. Jeg behøver dermed ikke længere Udkastet som sted til at jamre over livet, karrieren, vejret og mit sløve løbetempo. Omvendt er en (pseudo)anonym blog – og blogformatet i sig selv – heller ikke velegnet til de store intellektuelle, politiske og selvpromoverende skrifter. Det er heller ikke stedet at dele de hurtige, sjove links (det er mere Twitters domæne) eller nå det bredere publikum og jagte likes.

Så Udkastet er på mange måder landet mellem en del stole.

Men jeg har lyst til at skrive mere. Både her og offentligt, men især her. Udkastet er jo den seneste manifestation af mit mere end 10 år gamle bloghjertebarn. Reelt kan jeg ikke visualisere en tilværelse, hvor jeg ikke har min egen selvhostede blog. Jeg bliver ganske ulykkelig og tvær, hvis ikke jeg får griflet.

Det lyder muligvis en anelse jeg-har-spærret-mig-inde-i-kælderen-med-nok-konservesmad-til-at-overleve-en-russisk-invasion-agtigt, men jeg kan godt lide tanken om, at stedet her er mit. Måske afgik den personlige blog ved døden for 5 år siden og måske kan antallet af læsere tælles på ganske få fingre. Det rationelle i et læsermaksimerende perspektiv ville være at henlægge skriveaktiviteten til de sociale medier. Men her ejer jeg selv domænet og har ikke foræret min kreativitet til techmonopolisterne i Facebook eller Google. Og den tanke giver en god fornemmelse i maven.

Nu larmer den ældste, kan jeg høre, middagsluren er vist ovre. Og det er indlægget dermed også.

Dark Matter

Ah! Lige hvad jeg havde brug for. En forfriskende, hæsblæsende science fiction bog til at få skyllet ud i systemet.

Min boglæsning har den seneste måneds tid været haltende. Har egentlig fået læst ganske mange aviser og begavede magasiner, men skønlitteraturen har været op ad bakke. I juni fik jeg læst de overordnet set tilfredsstillende Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’, Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’ og Daniel O’Malley ‘The Rook’. Men i juli kørte jeg fast. HELT fast.

Ambitionerne var ellers så store.

For det første ville jeg færdiggøre Daniel Abrahams ‘The Dagger & the Coin’ serie. Den seneste bog jeg læste i serien var bind tre, og den efterlod jeg i en skraldespand i lufthavnen i Kona inden flyveturen med Mokulele Airlines til Maui tilbage i december 2013. Ikke fordi det var en dårlig bog, men jeg var færdig med den, og jeg orkede ikke at slæbe den hele vejen hjem til den anden side af jorden1.

Bog fire, ‘The Widow’s House’, udkom sidst i 2014, og har længe ligget ulæst på min Kindle. Det var et problem, da jeg i tidens løb havde glemt handlingen i de første tre bøger. Derfor skulle jeg først have genopfrisket plottet, inden jeg for alvor kunne komme i gang igen – hvilket var en reel hindring for at komme i gang igen. Men da jeg fandt femte og sidste bog i serien på Roskilde Bibliotek sidste måned, havde jeg ikke flere undskyldninger for at udskyde kampen. Så jeg researchede ihærdigt internettet for relevante plotspoilers, og efter et par ‘nåhr, ja, det var det der skete, gik jeg i gang med ‘The Widow’s House’.

Det var en kamp uden lige. Som at trække sig selv op af kviksand. Ligeså begejstret og opslugt jeg havde været af de første tre bøger for år tilbage, ligeså kedelig og synes jegden fjerde er. Lagde bogen fra mig konstant. Overspringshandlede. Det der skulle have været berigende underholdning endte med at blive en pligt. En pligt jeg kun gad gøre ved, da jeg var smånysgerrig om hvordan historien ville ende. Reelt skimmede jeg de sidste 200 sider i håbet om at bog fem ville være bedre. Men kedsomheden fortsatte. Og fortsatte. Og fortsatte. Uendelige indre monologer hos hovedpersonerne, når det eneste jeg ville vide var, hvad der skete med dragen og de magiske præster. Det var den rene jammerdal.

Så jeg gik i stå. Arkiverede bogen lodret. Gider ikke ofre serien mere energi eller dårlig samvittighed. Og jeg giver Brian Staveleys sidste bind i ‘Chronicle of the Unhewn Throne’ serie samme skæbne.

Jeg var allerede i tvivl om den series kvalitet efter at have læst bind 1 og 2, og da plottet krøb frem i sneglefart i treeren, så blev den også cuttet. Ærgerligt? Måske. Men jeg kan læse handlingen på nettet, hvis jeg har lyst til det. Måske ikke en sund udvikling at læse OM bøgerne frem for at læse dem selv, men selvom jeg stadig er basalt interesseret i plottet, er der grænset for hvor meget energi jeg gider lægge i at nå dertil.

Så meget desto bedre var det at kværne Blake Crouch ‘Dark Matter’, der er det føromtalte forfriskende science fiction pust i min læsning. Jeg kunne lide hans ‘Wayward Pines’ bøger, men ‘Dark Matter’ er på mange måder bedre. Dels er det en stand-alone roman, og det var en behagelig forandring fra alle de noget nær uendeligt lange serier, som jeg ellers bliver fanget i. Den er stramt skrevet og plottet? Ja, det er som tyvstjålet ud af en Philip K. Dick roman:

“Are you happy with your life?” Those are the last words Jason Dessen hears before the masked abductor knocks him unconscious. Before he awakens to find himself strapped to a gurney, surrounded by strangers in hazmat suits. Before a man Jason’s never met smiles down at him and says, “Welcome back, my friend.”

In this world he’s woken up to, Jason’s life is not the one he knows. His wife is not his wife. His son was never born. And Jason is not an ordinary college physics professor but a celebrated genius who has achieved something remarkable–something impossible.

Is it this world or the other that’s the dream? And even if the home he remembers is real, how can Jason possibly make it back to the family he loves? The answers lie in a journey more wondrous and horrifying than anything he could’ve imagined—one that will force him to confront the darkest parts of himself even as he battles a terrifying, seemingly unbeatable foe.

Hvis man har en blot moderat fascination af historier med paralleluniverser og Groundhog Day mekanismen, så er ‘Dark Matter’ et stensikkert valg. Hvis ikke bogen bliver lavet om til et filmmanuskript lige om lidt, så må I kalde mig Mads. New York Times er enig i at bogen lige om lidt er en film, og kritiserer den for at være uoriginal,for hurtig og for lidt optaget af videnskaben bag. Endelig går handlingen i hyperfart ud over personopbygningen.

Men det er jo netop det, der gør bogen så fantastisk for en døgnflue som mig, der kan tilgive stort set alt, bare plottet er spændende og historien kører. Jeg har ikke brug for dybe indsigter i menneskets natur, når jeg læser om en mand, der desperat forsøger at komme hjemme til sin kone og barn via adskillige paralleluniverser. Det er som hvis Michael Crichton var genopstået fra de døde og skrev bøger igen.

Kort sagt: Læs den hvis du har brug for en medrivende og fængende spekulativ fiktionsbog, som ikke er mere, end den giver sig ud for. Der er også kærlighed og sår’n i den, hvis I har behov for den slags. Den renser ud i dit system af ufærdiggjorte klassikere og pligtlæsning. Det er bare med at komme i gang.

  1. En skæbne der også overgik Morrisseys rædderlige autobiografi (efterladt i sengeskabet på Marriott Waikoloa, Big Island), Oliver Burkeman ‘The Antidote’ (efterladt i fællesvaskeriet på Hotel Hale Pau Hana, Kihei, Maui) og Dan Simmons ‘Carrion Comfort’ (efterladt i skuffen under tv’et på Holiday Inn, Fisherman’s Wharf, San Francisco) []

© 2016 Udkastet. All rights reserved.

Theme by Anders Norén.