in Uncategorized

Dagen efter et nej

Nuvel, det blev et nej.

Jeg har ikke fordybet mig i tallene, endsige opnået nogen form for indsigt i hvorfor folk stemte, som de gjorde. Man kan have en række mere eller mindre plausible teser og tolkninger, men indtil videre ved vi det ikke. På dette præmature stadie, kan jeg dog følge Peter Kurrild-Klitgaard et stykke af vejen:

Det første, man bør bemærke, er, at det nu er tredje gang siden 1992, at de danske vælgere har sagt nej til overførsel af mere magt til EU–hvortil man reelt kan tilføje den aflyste folkeafstemning om EUs forfatningstraktat, som fik dødsstødet (2005), da vælgerne i andre lande havde afvist den, og VK-regeringen indså, at den ville falde. Vælgerne siger ikke “ja”, hvis formålet er uklart og potentielt risikabelt.

Det sidste tror jeg er en grundlæggende korrekt tese. Vælgerne afviste i går de pragmatiske fordele ved en tilvalgsordning ud fra principielle bekymringer. Det lykkedes aldrig for ja-partierne for alvor at få anskueliggjort, hvorfor fordelene var store nok til at kompensere for afgivelse af suverænitet.

Der var tale om et trade-off, og tolkningen af afstemningsresultatet må bero på, om man tror vælgerne reelt kunne forholde sig til indholdet i dette trade-off. Personligt tror jeg (uden at have data herfor), at vælgerne reelt ikke har kunne overskue hvad afstemningen og trade-off’et handlede om – endsige hvad en tilvalgsordning ville have af fremtidige konsekvenser. I den situation er det mest oplagt at stemme nej, og fortolkningen af afstemningsresultatet vil kredse om hvorvidt det var en særlig begavet anlagt afstemning.

Hvis man derimod er af den opfattelse, at vælgerne var helt på det rene med, hvad vi stemte om, så er det en anden diskussion. Så bør vi begynde at diskutere hvorvidt det aktive fravalg af fordelene ved en tilvalgsordning er udtryk for, at vælgerne og politikerne er blevet fuldstændigt afkoblede fra hinanden i EU-politiske spørgsmål.

Det næste, som særligt Venstre og Konservative bør forstå at tage konsekvensen af, er, at det borgerlige Danmarks egne vælgere ser markant anderledes på nutidens EU, end man gjorde i 1970erne og 1980erne. Dengang, hvor EF overvejende blev set som et frit indre marked, var der et solidt flertal bag projektet blandt de borgerligt-liberale vælgere. Ved folkeafstemningen i dag–hvor EU for mange er blevet associeret med statsstyring, bureaukrati, en kriseramt valuta og en kaotisk indvandringspolitik–var der et flertal af “nej”-sigere blandt to partiers vælgere (DF og LA) og betragtelige mindretal af samme observans hos to andre (V og K). Meget tyder endog på, at det kan have været første gang, at et flertal af de borgerligt-liberale vælgere har stemt “nej”. De er ikke EU-modstandere, men der er en skeptisk stemning, som man næppe får vendt ved at omtale egne vælgere som uvidende og bindegale, der går kriminelles vegne.

Bevares, jeg er heller ikke sikker på, at det var særskilt begavet at Uffe Ellemann kaldte nej-siden for bindegale. Og fremvæksten af den borgerlige EU-skepsis er et interessant fænomen, som de blå partier er nødt til at forholde sig til.

Jeg er dog usikker på om den borgerlige EU-skepsis er så ideologisk betinget, som Kurrild-Klitgaard fremstiller. Grundlæggende tror jeg at skepsisen udspringer af oplevelsen af, at EU ikke leverer og ikke fungerer. EU har været i en mere eller mindre varm krise siden franskmændene og hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten i 2005. De seneste 10 år har været én lang strøm af dårlige nyheder og problemer, som EU tilsyneladende ikke har nogen gode svar på. Hvis man i dag er 30 år, så er EU lig med et impotent regulatorisk system i identitetskrise, der ikke kan løse økonomisk kriser, Grækenland eller flygtningestrømme. Der er selvsagt mange succeshistorier for EU i det daglige, men det forsvinder i det større billede af, at systemet ikke fungerer – og ikke kan løse de grænseoverskridende problemer, hvilket ellers er selv eksistensberettigelsen af EU.

Det tredje lærdom må være, at man ikke får skabt andet end mistillid og politikerlede ved at sige ét og gøre noget andet. Ved hver folkeafstemning skitseres, at et “nej” vil betyde jordens undergang–og når det så ikke bliver et “ja”, står jorden alligevel.

Det synspunkt er koblet til den meget omtalte ‘politikerlede’ og ‘manglende tillid til politikerne’. Der er ingen tvivl om, at tidligere ja-kampagners åbenlyst løgnagtige trusler om død og ødelæggelse i tilfælde af et nej, aktivt har skadet troværdigheden af ja-kampagnen til denne afstemning.

Der er efterhånden gået sport blandt journalister i at tale om skellet mellem ‘eliten’ og ‘folket’, ligesom ‘politikerleden’ efterhånden anvendes som forklaring for snart sagt hvad som helst. Jeg køber ikke argumentet. Hvis ‘folket’ virkelig var så lede af politikerne, hvorfor tror de så på Messerschmidt, der har en meget lidt troværdig omgang med EU-midler? Og hvis vælgerne primært har stemt nej for at ’straffe’ de nationale politikere og ‘eliten’, hvordan kan populistiske partier som DF og Enhedslisten så blive belønnet ved folketingsvalg for aldrig at tage ansvar for noget som helst? Tingene hænger ikke sammen.

Men nu er vi så her, midt i alt rodet. Messerschmidt har fået sit nej, så nu kan han slappe af, lade andre rydde op efter hans fest og så i øvrigt fortsætte med at være politisk betydningsløs og uansvarlig i Europa-Parlamentet til den skønne dag, hvor han skal hjem og være partileder i DF. Det er gået lige efter planen.

Men for os andre, der gerne ville have haft de fornuftige fordele ved tilvalgsordningen, så er der ikke meget at smile af. Vi kan nu se frem til endnu flere år, hvor Danmark ikke gør sin pligt i Europa eller høster nogle fordele. Og hvem ved, måske træder DF ind i regeringen lige om lidt, når nu det store EU-spørgsmål reelt er skudt til hjørne de næste mange år frem.

Det er en rædderlig tid, vi går ind i.

Giv lyd fra dig

Comment