Nothing has Changed

Tænkte lidt over det. Kom frem til at den mest værdige måde at lave en stille hyldest til David Bowie er at lytte til hans nye album ‘Black Star’. Så det gjorde jeg. Det er slet ikke dårligt. Første halvdel er lidt for tung og industriel til min smag, men de tre sidste skæringer er popsange iklædt appetitlig electro. Han lyder ikke som en døende mand på albummet. Og så måske alligevel? Skal man tolke den afmægtige ‘I Can’t Give Everything Away’ som en afklaret mands svanesang? Njah, det er alligevel nok en kende for dansk-i-2.g agtigt.

Jeg vil ikke kalde mig selv decideret David Bowie fan. Det meste af hans katalog sagde mig ikke så meget. Hans singler, jo. De er absurd stærke set i deres sammenhæng. Og ‘Ziggy Stardust’ albummet selvfølgelig. Plus ‘Aladdin Sane’ og ‘Hunky Dory’. ‘Low’ gjorde ikke så meget for mig, selvom alle mine musikkyndige venner siger, at det er et mesterværk.

Endelig vil jeg, fjollet nok, måske især huske ham fra børnefantasyfilmen ‘Labyrinth’ fra engang i midt-80’erne. Han var en episk troldekonge, skulle jeg lige hilse at sige. Se den engang, den er uhyre fornøjelig.

Forrige år reflekterede jeg over Bowies daværende opsamlingsalbum ‘Nothing Has Changed’. Hvad forsøgte han sige dengang, med sine uudgrundelige covers? Kendte han sin kræftdiagnose allerede dengang? Det forbliver spekulation.

For et par år siden læste jeg bogen ‘All the Madmen’. Den omhandler den LSD og kokain-drevne engelske musikscene i midt-/slut-60’erne, med navne som Bowie, Syd Barrett og Nick Drake. Taget i betragtning hvor langt ude han var dengang, er det et mindre mirakel at Bowie faktisk nåede at blive så gammel, at han kunne dø af en så almindelig sygdom som kræft. 68’erne er blevet gamle efterhånden, men man må sige, at Bowie har formået at sætte sit aftryk på musikken igennem hele sin karriere. Jeg ved ikke hvor relevant hans materiale siden midt-80’erne har været. Men som inspirationskilde og popkulturelt fænomen, har han været en gigant.

Vil lytte lidt mere til ham i den kommende tid, tror jeg.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *