Hikōki-gumo

Det hænder desværre ikke længere så ofte at jeg bliver besat af en sang. Men det er sket hen over det seneste døgn. Vejen dertil er kringlet. Lad os tage den trinvist.

Når sønnen skal sove, slapper vi ofte af inden putning sammen med at se en hyggelig film. Nogle gange er det filmtrailers, gerne til japanske mangafilm. En favorit er eksempelvis traileren til ‘When Marnie Was there’, der har den rette kombination af roligt tempo og afslappende melankolsk musik.

Men der er altid brug for flere søvndyssende tegnefilm, så vi har også set traileren til en anden af Studio Ghiblis nylige værker: ‘The Wind Rises‘. Undervejs i den støder man på den sært fængende sang ‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo).

Det er en loungepopperle fra 1973 af Yumi Matsutoya. Den er dragende og vanskelig at beskrive, måske fordi jeg mangler en relevant kontekst. For bortset fra den fragmenterede erindring om slut-90’er navne som Pizzicato Five, Girl’s Generation, Ryuichi Sakamoto, Towa Tei og DJ Krush må jeg tilstå, at min reelle viden om japansk populærmusik er til at overse.

Men hvis jeg skulle beskrive Matsutoyas stil, så ville det være, at hun minder mig om sangen ‘Kaze wo Atsumete’ fra Lost in Translation soundtracket. Der er det samme listige orgel og den dovne tromme, der insisterende driver sangen frem. Jeg kan ikke stoppe med at lytte til ‘Hikōki-gumo’. Det er en pokkers god popsang, som ville være blevet et monsterhit, hvis det var Carole King, der havde sunget den på engelsk dengang i 1973.

Alt imens jeg har skamlyttet sangen, læste jeg også lidt om filmen den bruges i: ‘The Wind Rises’. Den er faktisk også interessant i sig selv. Det er en fiktionaliseret biopic om Jiro Horikoshi, der var manden bag det japanske kampfly Mitsubishi A6M Zero fra 2. verdenskrig. Tilsyneladende var han en følsom, kunstnerisk og pacifistisk sjæl, der aldrig kom sig over, at hans passion for at skabe fly blev misbrugt af det kejserlige Japan. Da filmen kom i 2013 skabte den debat i Japan, der som bekendt har et noget tvetydigt forhold til sin fortid, især 2. verdenskrig. Det er længe siden jeg har set en mangafilm, men ‘The Wind Rises’ kunne sagtens være den næste i rækken.

Indtil da vil jeg nyde Yumi Matsutoyas blide røst, der synger om (tror jeg) afsagn og store følelser. Varmt anbefalet.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

3 thoughts on “Hikōki-gumo

  1. ‘The Wind Rises’ er en rigtig fin film. Det er meget langt fra at være Miyazakis bedste, men den er mere seriøs, mindre ‘nuttet’ og med mindre overtro og religion. Interessant at se krigen fra Japan og Tysklands side. Den kan du roligt kaste dig over.

    Ellers er arvingen vist efterhånden gammel nok til ‘Min Nabo Totoro’, der er decideret fremragende. Hvis du ikke har set den, er det bare at komme i gang. :)

  2. Han bliver først to år lige om lidt, men det kan godt være, at man skulle begynde at udsætte ham for noget nyt. For tiden er det Peter Pedel, der er det store hit.

    PS. Hvad er så den bedste af hans film?

    1. Jeg kender andre, der viste Totoro til deres to-årige med stor succes. Men hvad ved jeg. Snart kan I, i hvert fald. :)

      Den allerbedste er Prinsesse Mononoke, men den er bestemt ikke børnevenlig. Chihiro og Nausicaa deler andenpladsen, men de er alle sammen fremragende. Ponyo er også god til de helt små.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *