in Hverdag

Gran Canaria

Umiddelbare refleksioner efter en uge på ferie på Gran Canaria

Allerførst: Det var en fornøjelse at komme væk fra hverdagen og få nogle nye indtryk. Siden Arvingen blev født har mine udlandsture de seneste to år begrænset sig til Kina med arbejdet tilbage i maj 2014, et par besøg hos svigerfamilien i Sverige, til Tyskland med arbejdet (Kiel, af alle eksotiske steder i verden) og en sommerferie Schweiz. Spanien har jeg ikke besøgt siden år 2000, og det var en positiv oplevelse at være tilbage.

Ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet af Spanien som samfund efter ganske mange hårde år under den økonomiske krise. Har læst noget nær uendelig mange artikler i Economist og Financial Times igennem årene om den spanske ungdomsarbejdsløshed og det kollapsede boligmarked, men der var ingen åbenlys armod at spore. Der var færre tiggere på gaden i hovedbyen Las Palmas end i København, men ok, det kan måske skyldes at det er sværere at nå de kanariske øer med bus fra Bukarest.

Dernæst: Der MÅ være en eller anden halvstuderet sociolog eller antropolog, der har skrevet en klog (eller i det mindste lang) afhandling om charterfænomenet og dets historie. Alt andet ville være splitterravende galt. For det er et ganske interessant fænomen at se hvordan 50 års masseturisme håndteres økonomisk, infrastrukturelt, kulturelt på en ø som Gran Canaria.

Jeg kan sagtens forstå at de kanariske øer udnytter deres komparative fordele indenfor turisme. Det aldeles fortryllende vejr slår det meste. Og man skulle da være et skarn, hvis ikke man udnyttede det til at lokke penge op af lommerne på blegfisede nordeuropæere, der går deprimerede rundt i den 10 måneder lange permavinter og blæst herhjemme.

Den ultrafokuserede satsning på turismen giver økonomisk mening, men det er samtidig også lidt synd for Gran Canaria. Jeg har indtryk af at kanarisk kultur, med øernes unikke historie og geografiske placering in mente, er noget ganske specielt. Men de steder hvor de besøgende på Gran Canaria samles – primært i ressortområder på den særligt solsikre sydkyst – er ganske rædderlige. De enkelte hoteller eller lejlighedskomplekser kan være fine (og vores var indiskutabelt godt), men udbuddet af spisesteder og øvrige underholdningstilbud er præget af, at de typiske chartergæster ikke er der for finkulturens skyld. Der burde være en lomme i markedet for turister på Gran Canaria, der gerne vil have behageligt vejr, interessante bjerge, kultur og god mad. Måske det allerede bliver dækket i dag? Tenerife og Fuerteventura har jo allerede lagt billet ind på markedet for sportsturister, og jeg ved ikke hvor længe, at masserchartermodellen forbliver attraktiv.

Hovedbyen Las Palmas er et overraskende behageligt bekendtskab, der har masser af attraktioner, spændende historisk bymidte, en fantastisk lokation og så lige en fire kilometer lang (og god) strand midt i centrum! Der var underligt nok ikke mange turister der besøgte byen de dage vi var der. Så måske det er her – og på øens lidt køligere og grønnere side – at de kræsne overklasseturister har base.

Geografien er tør. Meget tør. Jeg blev – ligesom da vi besøgte Big Island/Hawai’i – overrasket over hvor gold sådan en vulkanø kan være. Og så alligevel ikke. Næste gang jeg skal optage en film med nogen, der farer vild i en ørken, så vil jeg bruge klitterne ud fra Maspalomas. Og hvis man kører lidt ind på øen og op i bjergene, så åbenbarer der sig et anderledes interessant landskab. Noget tyder således på, at jeg ved et evt. andet besøg kan opdage helt andre sider af Gran Canaria, hvis ellers jeg bliver lidt bedre til at få slæbt kadaveret ud af charterressortet.

For ovenstående betragtninger om Gran Canaria er ikke nødvendigvis Gran Canarias fejl eller fortjenester. Påskeferien var således mit første besøg på en klassisk charterdestination, og den første rejse, hvor vi rigtig havde Arvingen med et helt nyt sted hen (familiebesøg i Sverige og Schweiz tæller ikke rigtig).

At rejse med små børn kan sagtens lade sig gøre (om end 5 timers flyveture kræver en SOLID samling spil på iPad’en og en god madpakke), men der er selvfølgelig lidt mere logistik og planlægning, der skal udføres. Middagslure skal jo soves og måltider spises – man er lidt mere bundet. Og i den kontekst skal det siges, at det for en to-årig dreng er noget nær et paradis at være en uge på et hotel, hvor der er pandekager til morgenmad, swimmingpool og strand i nærheden, dejligt vejr og en delfinpark i køreafstand. Jeg kan sagtens forstå, at en uge på charter er en noget nær optimal løsning for småbørnsfamilier. Ville jeg gerne have vandret mere i bjergene? Ja da. Ville jeg gerne have skrevet den store samtidsroman på rejsen. Naturligvis. Men i stedet fik Arvingen bygget sandslotte i vandkanten, og det er vel også værd at have med?

Så samlet indtryk her hvor jeg er tilbage i Korsbæk? Blandet. Godt at være afsted og en god ferie, men det er den første ferie nogensinde, hvor jeg har forladt destinationen og følt at jeg ikke rigtig forstod stedet. At det kunstige og småabsurde miljø, der er opbygget i ressorterne, i bedste fald er fremmedlegemer på en ø, der har meget mere at tilbyde – hvis ellers man magtede at gå lidt mere i dybden. Måske det bliver engang, hvor afkommet er noget ældre og fleksibiliteten lidt større.

Giv lyd fra dig

Comment