A distant shore

Det var sørens! Jeg burde forberede mit foredrag omkring Danmark og EU til på mandag i skolen i Jihlava, men sådan en fredag eftermiddag hvor weekenden har sat ind, så er det ikke alt for nemt. Det skal i parentes bemærkes at jeg er pænt nervøs, men lad os nu se. Hvis jeg er heldig, så kommer maskotten for det lokale fodboldhold nok og trøster mig lidt. Og hvis det går helt galt, så kan jeg altid fyre lidt pjank af omkring byens glorværdige ishockeyhold – selvom det ikke gik helt som planlagt i denne sæson.

Ellers ikke det helt store nye. Var til Erasmus-fest i onsdags, og det var en mærkværdig omgang. Er ihvertfald længe siden jeg har været til en fest, hvor samtlige deltagende var visne allerede kl 22. Ellers meget spas. Bortset fra den uhyggelige skotte.

Kunst og slige sager

Hmmm, ikke meget nyt herfra! Jeg spenderede noget af min søndag på Mucha-museet i Prag, og selvom det var småt, så var det ganske fascinerende. Andre af mine yndlingskunstnere er: Jenny Holzer (især hendes ‘Truisms’), Barbara Kruger, Wolfgang Tillmans, Edward Hopper, Robert Rauschenberg og James Rosenquist.

Den maler der betyder mest for mig er dog den stort set ukendte nordjyske maler Kaj K. Nørkjær. Han hænger vel ikke andre steder end rundt omkring på skoler og gymnasier i Nordjylland – og så lige hjemme hos mine forældre…..og hjemme hos mig selv. Mine forældre havde bestilt et billede hos ham dengang for meget længe siden, og han kom forbi med det den dag jeg skulle døbes. Tilmed havde han lavet et lille billede til mig – og det er, bliver og vil altid være mit yndlingsbillede.

Blandingsmisbrug

Ikke meget nyt herfra. Jeg brugte min torsdag med arbejde, træning (7km, sandelig, sandelig siger jeg jer!) og bagefter rengøring. Idag har jeg været lidt ude og købe ind og tog også ud til Toyota Arena for at besøge Spartas fanshop. Imidlertid havde de ikke så meget interessant…og jeg forstår stadig ikke hvordan deres trøjer kan være SÅ billige….der må være ugler i mosen!

Jeg besluttede mig derfor for at købe cd’er istedet – det kan man jo altid bruge! Jeg har investeret (eller ‘smidt penge ud af vinduet på’ afhængigt af temperament) i lidt håret-sat-op-til-narrestreger-musik og købt Gwen Stefanis ‘Love.Angel.Music.Baby’. Den er noget ujævn. Visse dele af albummet er lidt for ungt til mig – f.eks. irriterer sange som ‘Rich Girl’ og ‘Bubble Pop Electric’ mig grænseløst. Til gengæld er det ren pop paradis når Peter Hook spiller bas på ‘Real thing’, der lyder som New Order med kvindelig vokal. Og så kan jeg ikke sidde stille til ‘What you waiting for?’. Den sparker – stadig – solidt mås.

Derudover købte jeg Human League’s klassiker ‘Dare’. Den blev genudsendt i en luksusudgave i 2002, og da jeg så den til kun 70 DKK, så kunne jeg ikke lade den være. Jeg hører den just nu, og hvis man er til synth (hvilket jeg jo vist er!), så er det klasse….den har manglet i min cd samling, og det varmer mit kolde, kolde stenhjerte at kunne byde den velkommen!

En sommerdag for alt for længe siden

Ja, så starter sæsonen igen. Der er mange gode gætterier igang, men jeg tror og håber at de mægtige Hearts of Oak vil genvinde svundne tiders storhed.

I den forbindelse kan nævnes, at weekenden i Prag blev spenderet i strålende solskin på Evzena Rosickeho stadion, hvor der var det traditionelle Derby mellem Slavia og Sparta.

Selve kampen var ikke det helt store sus, Sparta var tydeligvis et bedre hold (kom foran ved den gamle yndling Poborský,) men Slavias Piták fik scoret et heldigt kludemål fem minutter før tid. Det sjoveste var at se forskellen på de to holds fans. Slavias var ganske tavse, hvorimod Spartas var en flok lystige abekatte, der fornøjede sig med at smide med fyrværkeri, brænde sæder af og alt i alt være ganske bølleagtige.

There’s a river in my head

Jeg er glad idag. Og hvorfor nu det, spørger den opmærksomme læser. Jo, såmænd: Aimee Mann udgiver nyt album. Det ser jeg rigtig frem til – alene fordi titlen er noget nær det særeste jeg endnu har hørt om. I den forbindelse vil jeg godt undskylde overfor moi Caprice. Min påstand var usand. Jeg er en løgnagtig brilleabe. Der ER faktisk gode popsange på deres nye album. Det opdagede jeg igår på løbebåndet i mit lokale fitnesscenter. Ude omkring de fem-og-en-kilometer hvor det føltes som om at jeg endelig skulle udfries fra de jordiske lidelser kom ‘My girl you blush’ flyvende som en blid, blid fredsdue og halede mig tilbage i de levendes rækker.

Andre albums der ses frem til med længsel her i Böhmen, er bl.a. det kommende Back to Mine album (25. april). Bidragyderne denne gang er Pet Shop Boys, og venner af huset vil vide, at de rangerer pænt højt på mine hitlister. Andet kommende guf er nyt Saint Etienne album ‘Tales from Turnpike House’ (6. juni). Ellers kunne jeg mordeligt gerne tænke mig at få fingrene i ‘Late night tales’ med Flaming Lips, ‘To die alone’ med Moneybrother, ‘Silent Alarm’ med Bloc Party (ja, jeg ved godt at de er blevet hypet alt for meget, men alligevel…!). I øjeblikket hører jeg meget Feist: ‘Let it die’, Everything But The Girl: ‘Adapt or die’ og Josh Rouse: ‘Nashville’. Til gengæld er jeg blevet skuffet over Interpol’s ‘Antics’ og – som nævnt – moi Caprice’s ‘You can’t say no forever’.

Alt i alt er der altså kommet eller kommer nye albums med stort set samtlige af mine yndlingsmusikere. Ja, selv Morrissey udsender dvd’er og cd’er, selvom det dog ‘kun’ er live. Og så kan man jo ikke tillade sig at gå rundt og være muggen.

Transatlantism

For et stykke tid siden var jeg til et seminar (‘US relations with the New Europe – how to face new threats’) på The Polish Institute her i Prag. Det var arrangeret af New York University’s Prag afdeling, PASS og der deltog en hel række af de større tjekkiske samfundsdebattører: Den allesteds nærværende Jiří Pehe, den selvsmagende Alexandr Vondra, tidligere golden boy i det tjekkiske udenrigsministerium Jiří Schneider og MEP Josef Zieleniec. Denne kerne af personer lader til at være de toneangivende indenfor debatten om trans-atlantiske forhold i Tjekkiet – ihvertfald går de igen i en masse sammenhænge. Imidlertid er de ikke så interessante, det var derimod nogle af de udlandske deltagere. En af dem var Jeff Gedmin fra Aspen Institute (som jeg – på trods af talrige besøg på deres hjemmeside – stadig ikke ved hvad laver!). Det kan anbefales at læse hans pænt skarpe kommentarer her.

Er man sær hvis man også gerne vil arbejde i en tænketank engang?

You know where you went wrong

Ok, jeg opgiver! Jeg kan ikke finde ud af at skrive dagbog eller lignende. Istedet vil jeg transformere min blog om til mit personlige lille rambling univers.

…..Dagens bittermås:

Hvad skete der for moi Caprice? Hvorfor holdt de op med at lave god musik? Godt nok er jeg ikke den eneste der synes at de aldrig har været overbevisende live, men alligevel: Deres nye album ‘You can’t say no forever’ lider ganske enkelt under en eklatant mangel på solide popsange. Er jeg blevet reaktionær? Er jeg sær fordi jeg ikke synes moi Caprice behøver lyde som en klon af Mew? Og er jeg den eneste der ikke synes det er cool med 9 minutter lange soniske eksperimenter – der i parantes bemærket ikke er specielt cutting edge, men blot gabende kedsommelige? Om igen, unge venner! Jeg vil stadig gerne spankulere rundt i jeres t-shirt her i Prag, men det kræver altså I holder op med jeres studentikose insisteren på at snørkle jeres musik til ukendelighed!

Velkommen

Velkommen til min ret beskedne blog, hvori jeg forsøger at holde lidt styr på hvad det egentlig er jeg rufler rundt og laver. For yderligere information, kontakt dit nærmeste kirkekontor eller OBS-udsendelser fra omkring 1987-1991.