Bringing Nothing to the Party

Bogstaver

Som nævnt i forrige indlæg, er jeg i fuld gang med at læse Jo Waltons bog om science fiction klassikere. Hun skriver dog også om det at skrive og at læse. Herunder et af de emner, jeg i særlig grad har dårlig samvittighed over:

Do You Skim?

This friend said that if she was getting bored with something in a book she’d skip ahead until it got interesting. “How do you know?” I asked. “I skim,” she replied. “If there’s a boring action sequence, or a boring sex scene, I’ll skim until we get back to something interesting.”

To clarify—she doesn’t read all the words. She stops reading and just casts her eyes over the text, speed reading occasional phrases until she has missed the bit she doesn’t like. It’s as if she’s re-reading and she decides to skip a thread she didn’t enjoy, except without having ever read it in the first place. Or it’s like the way you might look for a particular bit on a page to quote without getting sucked in to reading the whole thing, except without having read it before. It’s not like the way you can keep reading in your sleep and suddenly realise you didn’t take in the last few pages. It’s a deliberate action—the way in a non-fiction book you might decide to not read a chapter that covers a topic you don’t need. Except, of course, that she does it with fiction, and not to a clearly marked end point, but to where the text gets interesting again.

I never do this. I’ve never even thought of it. It seems really weird to me.

So what I want to know is, do other people do this?

JA. Jeg skimmer. Også skønlitteratur. Og det går mig på. Ved ikke engang hvornår uvanen opstod. Måske dengang jeg begyndte på universitetet, og var nødt til at processere store mængder faglitteratur. Måske er det internettets indvirken på min svindende koncentrationsevne, der er synderen. Jeg har altid læst hurtigt (det vil sige: Sjusket), men det er blevet slemt i de senere år.

I dag dybdelæser jeg begrædeligt sjældent. Hverken faglitteratur1 eller skønlitteratur. Hvilket, som Walton påpeger, er meget mærkværdigt:

What I want to know is, don’t you miss things? I mean it might look like a boring sex scene, but who knows that the protagonists aren’t going to break off foreplay to discuss the way neutron stars work? (Real example.) Or who knows what clever things the author might be doing in a boring battle scene? Patrick O’Brian uses them for characterisation. If a book is really too dull for me to care what happens, I might put it down altogether, but if it’s interesting enough to keep reading, I can’t imagine just skipping a chunk—nor have I really got a handle on where you’d start reading again. How can you tell? And how do you know you didn’t miss something vital that might have made the whole book make more sense?

I’m talking about reading for pleasure here. I understand how it’s possible to read boring non-fiction for information, and skip the sections labeled as containing no useful information. And I’m mostly talking about reading SF and fantasy, though goodness knows I don’t skim when I’m reading mainstream novels either.

I read in hope of little sparkling moments that are going to turn my head inside out. I increase my chances of getting them by reading the kind of writers who have done that to me before: (Vinge, Delany, Dean, Le Guin, Wilson, Schroeder, Cherryh…) where really skipping even a paragraph might leave you lost and confused at the end. I can see that there are other writers who I enjoy whose work isn’t that dense, but I still don’t want to miss anything. Who knows where that moment might be hidden? It’s either worth reading or it isn’t, I can’t see the point of half-reading it. I can’t understand how that could be fun. If it hasn’t sucked me in so that I want to keep reading it then I might as well be eating broccoli. Or reading something else.

 

Og det har hun altsammen ret i! Man burde læse skønlitteratur fuldstændigt, fremfor at overføre ens dårlige vaner fra faglitteraturen. Men det er lettere sagt end gjort. Jeg vil vove den påstand, at der også er visse kognitive mønstre involveret.

En ting Walton ikke berører er eksempelvis, at skimning af skønlitteratur også påvirker ens præferencer indenfor litteratur. Som tiden går bliver jeg mere og mere plotorienteret. Hvis en bog er ‘langsom’ og/eller plottet ikke er gået i udbrud indenfor 50 sider, så kan den være nok så formfuldendt skrevet – jeg mister stadigvæk tålmodigheden. Derfor er finlitteratur spildt på mig. Jeg sætter ikke tilstrækkeligt pris på en kunstfærdigt skrevet bog.

Jeg vil have originale idéer, koncepter, spændende historier, interessante personer i min skønlitteratur. Selvsagt helst skrevet på en begavet og velskrevet måde, men det er handlingen, der trigger hos mig. Alt andet er sekundært. Og det er derfor jeg skimmer. På samme måde, som jeg også sagtens kan stå mentalt af film eller tv-serier, når der er en actionsekvens. Altså, når der er 16 afsnit tilbage af en given sæson, så ved jeg jo godt at hovedpersonerne overlever – så kan jeg godt ‘skimme’ actionsekvensen. Muligvis en dårlig vane … men jeg begynder efterhånden at tro, det er for sent at ændre på nu.

Hvad med jer? Skimmer I?

  1. Hvilket er grunden til at jeg har opsagt mit abonnement på The Economist []

Det større billede

old-world-map

Egentlig havde jeg planlagt at julen og nytårets bog skulle være Alan Ryan ‘On Politics’.

Det er en af den slags bøger, der i magasiner som The Economist bliver betegnet som ‘magisterial‘, et adjektiv der altid giver mig kuldegysninger af fryd og kælen selvglæde1.

Det er en lang, men heldigvis også velskrevet bog. Oplyst, almendannet, omnipotent og indsigtsfuld på den der måde, som kun britiske renæssancemennesker fra Oxbridge universiteterne, kan være det. Her på side 107 er professor emeritus Ryan stadig igang med at docere om Platon og Aristoteles. Det er bestemt interessant, men jeg glæder mig mest af alt til at komme til middelalderen. På det seneste er jeg begyndt at interessere mig for den katolske kirke som sociologisk og institutionelt fænomen, herunder særligt den rolle som universel statsmagt, som kirken spillede i middelalderen. Bliver spændende at se hvordan Ryan udlægger den del af verdenshistorien.

Juleaftensdag blev bogen dog suppleret af Henry Kissingers ‘World Order’, som mine svigerforældre forærede mig fra morgenstunden.

Det var godt set af dem, for henover 2014 har jeg udviklet et hvis ikke blødt punkt, så i hvert fald en spirende interesse for den gamle überrealist af en amerikansk udenrigsminister. Dels ved at læse hans ‘On China’ før min rejse til Kina i foråret, dels ved at læse om hans rolle i den pakistansk-bangladeshiske borgerkrig i ‘The Blood Telegram’.

De senere år har jeg haft udenrigspolitik holdt langt væk fra kroppen, helt ude i strakt arm – det har ikke rigtig været noget, som jeg har yndet at diskutere med nogen. Naturligvis har jeg hele tiden fundet internationale forhold interessante og forsøgt at sætte mig ind i dem, men som årene går, indser jeg mere og mere, hvor lidt jeg egentlig ved om hvordan tingene hænger sammen. Verden er så ualmindelig kompleks, og de enkle monokausale, ideologiske, sort/hvide tolkninger af begivenhederne rundt omkring, bliver vanskeligere og vanskeligere at anvende som tiden går.

Jeg mener: Kan nogen her forklare borgerkrigen i Syrien for mig? Altså sådan rigtig forklare den? Hvordan aktørerne i borgerkrigen hænger sammen? Hvordan konflikten udarter sig? Hvilke geopolitiske konsekvenser den har? Og om og hvad man bør gøre fra internationalt plan? Eller hvad med Ukraine og Rusland? Hvad er det præcist, der driver oliepriserne og den aktuelle russiske økonomiske deroute. Det er vanskeligt!

Jeg argumenterer ikke for handlingslammelse eller at sværhedsgraden medfører, at man skal ophøre med at gå op i globale emner. Men jeg har i efterhånden længere tid søgt efter en … skal vi kalde det for ‘analyseramme’ af internationale forhold.

Kissinger har den fordel, at han som en gammel og berygtet ronkedor har en sådan analyseramme. Man kan uenige i dens præmisser og konklusioner, men man kan ikke beskylde ham for ikke at spille med åbne kort. ‘World Order’ er en grundlæggende pessimistisk bog, hvori Kissinger konkluderer, at de hidtidige bud på fælles globale spilleregler (det være sig alt lige fra den post-Westfalske statscentrerede folkeret, over islamistisk universalisme til de liberale markedsøkonomiske demokratier) ikke er meningsfulde i fremtiden. Han har ikke nogle bud på hvad der skal træde til i stedet for, men frygter for kommende konflikter mellem USA og et stadig stærkere Kina. Det er en spændende bog, men nok mest hvis man i forvejen synes at den slags geopolitiske afhandlinger og refleksioner er spændende.

På det mindre alvorlige plan, læser jeg også Jo Waltons fine lille opsamling ‘What Makes This Book So Great: Re-Reading the Classics of Fantasy and SF’. Det er en samling fortrinlige essays, som forhåbentlig leder til, at jeg opdager nye spændende bøger indenfor fantasy og science fiction.

  1. Tænk, hvis jeg en dag bliver betegnet som ‘magisterial’. Mit liv ville være fuldendt []

Slalomskiløb er perverst og skadeligt for din sjæl

Der er noget grundlæggende perverst ved slalomski.

Jeg kommer til at tænke over det hver gang, at jeg har været ude på løjperne. De første par dage her i juleferien var vi dog først ude på langrend. Der er en slags fundamental balance i den disciplin. Skal du ned af bakke, kræver det at du først har okset op af selvsamme bakke. Og vice versa. Tingene hænger sammen. Ingenting kommer af sig selv.

Langrendssporene her i Åre er langt fra ligeså gode som dem vi er vant til fra Östersund, men essensen er selvsagt den samme. Vanen tro er det altid en fornøjelse at følge Den Bedre Halvdel på sporene. Her er hun i sit rette element, langt fra den fugtige blæst i København og omegn. Selv må jeg vel blot erkende, at jeg kan mærke at jeg i 2014 har trænet markant mindre end tidligere år. Det er en ynk.

Nå, men det var det perverse slalomski, vi kom fra.

Svigerforældrenes hus ligger midt i et af Åres skiområder. Det ville derfor være naturstridigt at tilbringe en juleferie heroppe uden at komme en tur ud i Sveriges største og bedste slalomområde. Vi var ude at stå for første gang i dag. Det var selvsagt skønt. Fantastisk udsigt ud over søen og fjeldet. Varierende bakker, der både muliggør styrtløb og mere teknisk krævende kørsel. Men ja, det ER perverst. Der er ingen balance i slalom. Man sætter sig i liften, og vupti, så er man på toppen. Man skal ikke arbejde for noget i slalom, alt det hårde slid er taget ud af sporten. Det er en priviligeret old money måde at løbe på ski.

Bevares, der er ingen tvivl i mit golde sind om, at det er langt, langt sjovere at løbe på slalomski end på langrend1. Men jeg tror, at det er sundere for krop og sjæl at komme ud på langrendssporene. Man bør i hvert fald kombinerer det, når man alligevel er på skiferie.

Prøv det. Kun at køre på slalom er gift for sjælen.

  1. Den Bedre Halvdel er ikke enig, men hun er skadet igennem sin opdragelse. Hun ved simpelthen ikke bedre []

Decemberoverenskomsten

Har brugt noget af aftenen her i skihytten i Åre på at tænke over dagens såkaldte ‘Decemberoverenskomst’ i svensk politik.

Diverse lederskribenter bruger megen spalteplads på at dissekere forløbet, kåre vindere og tabere samt motivgranske aktørerne i processen. Jeg er ganske langt fra at have nogen reel form for ekspertise i svensk politik, og er ikke inde i historikken eller de konstellationer eller forhandlingsspil, der løbende kører mellem partierne. Men jeg har to principielle bekymringer. Dels for mulighederne for Alliansen kan agere reel opposition, dels de mere højstemte parlamentariske principper.

Svenska Dagbladets lederskribent Tove Lifvendahl udtrykker det bedre, end jeg selv kan. Først angående rolle som opposition:

Men det finns effekter av överenskommelsen som talas mindre högt om. Även om det passiva stöd som Alliansen nu förbinder sig att ge majoriteten enbart ska omfatta val av statsminister och budget, och inte lagstiftning eller andra politiska verktyg, bör man ifrågasätta att en opposition i fråga om statens budget säger att den i alla tänkbara lägen kommer att välja att vika ner sig. Demokratins säkerhetsventil är dess opposition, och kraften i oppositionen bygger delvis på hur stort hot den kan trovärdiggöra gentemot regeringen i att reellt äventyra makten. Det vapnet frånhänder man sig till stor del nu.

Det finns också en uppenbar risk att regeringen Löfven med oppositionen i ledband kommer att göra en ännu starkare vänstersväng än vad vi hittills sett, och använda budgetinstrumentet till en mer vidlyftig tolkning för politikutövning än vad vi tidigare har sett. Vad gör Alliansen då? Klagar på bristande ansvar? Kan bli svårt rent trovärdighetsmässigt om man själv valt att avhända sig möjligheten att i alla sammanhang driva igenom sin politik när utrymme uppstår. Ansvar är ett ord som kan tolkas på olika sätt – och för somliga borgerliga väljare torde uppgörelsen betraktas som ett svek mot den avlagda röst som innebär att man helt enkelt vill ha så borgerlig politik som det alltid finns utrymme till – oavsett vem som bär regeringsmakten.

Der er mange gode pointer heri. Givet at jeg havde sat mit kryds ved eksempelvis Folkpartiet, ville jeg have en (berettiget, synes jeg selv) forventning om at partiet søger at udnytte enhver given parlamentarisk situation til at komme i regering og føre partiets politik ud i livet.

Givet at det ikke gik som jeg havde håbet og Folkpartiet kom i opposition, ville jeg tilsvarende forvente at partiet udnytter enhver mulighed for at få indflydelse på politik – her og nu. Jeg ville ihvertfald ikke på valgaftenen forvente, at partiet på forhånd aflægger sig indflydelse på finansloven de kommende mange år alene med henblik på at holde nogen andre fra fadet.

Nu vil mere sofistikerede politiske observatører end undertegnede sikkert påpege, at det på det lange sigt muligvis kan være en fordel for Folkpartiet at agere sådan (man kan hapse stemmer fra Sverigedemokraterne, samle kræfter til valget i 2018 osv.). Men det kan jeg som vælger ikke bruge til noget her og nu. Jorden tilhører de levende, og jeg er interesseret i politik her og nu – ikke i den parlamentariske situation i 2018. Og apropos den parlamentariske situation, rammer Lifvendahl også her plet:

Det som nu har hänt kan med fog kallas historiskt. Men de demokratiska konsekvenserna av Decemberöverenskommelsen kan bli allvarliga, och är av sådan dignitet att det hade varit anständigt att väljarna hade fått säga sin mening om denna konstitutionella förändring av de demokratiska spelreglerna.

Fler frågor följer förstås i kölvattnet; kommer detta i praktiken att innebära första steget mot en helt annan sorts valsystem? Om sex partier nu anser att parlamentarism inte är fundament utan valbart tillägg när det passar de egna syftena, bör inte en djupare grundlagsdiskussion komma på bordet? Om det från både höger och vänster finns en vilja av att få fram två tydliga alternativ, har man inte också med det sagt att vi rör oss mot ett tvåpartisystem?

Nuvel, det sidste er måske at strække konklusionen noget længere end den kan tåle. Men det er vigtig pointe, synes jeg. Det er fint og godt at være uenig med Sverigedemokraterna, og at ønske at sætte dem uden for politisk indflydelse. Og der er heller ingen tvivl om, at partiets infantile ‘vi stemmer imod ALT, der ikke strammer integrationspolitikken‘-linje er latterlig.

Men berettiger det til, at seks partier ophøjer sig selv til at kunne definere om og hvornår parlamentarisme skal fungere i Sverige? Løser det de bagvedliggende årsager til Sverigedemokraternas stigende popularitet, at den brede majoritet af partierne undlader at forholde sig til 13 pct. af vælgernes bekymringer? Siden hvornår har ‘ikke-se, ikke-høre’ strategien nogensinde fået et problem til at gå væk af sig selv?

Det virker kortsigtet for mig. Så ja, den ene formål med ‘Decemberoverenskomsten’ (at muliggøre minoritetsregeringer) er vel opfyldt nu. Men vil det holde Sverigedemokraterna fra fadet? Vil de forsvinde af sig selv af, at de andre partier nu har identificeret dem som ikke-eksisterende og irrelevante indtil 2022?

Jeg tvivler.

For det første var og er de det eneste reelle oppositionsparti, hvis man er imod den aktuelle konsensus i svensk integrationspolitik. Der er ikke andre steder at gå hen, hvis man som vælger er kritisk overfor at modtage flere flygtninge. Alene det garanterer partiet en lun og tryg tilværelse.

For det andet vil isolationen blot styrke partiet i dets image, nemlig som svensk politiks omvendte musketer: Én mod alle, alle mod én. De ville ikke have fået indflydelse på den førte politik alligevel, nu har de så blot fået institutionaliseret deres rolle om svensk politiks martyr. De bliver som Enhedslisten under borgerlige regeringer. Helt politisk irrelevante, men ih, hvor kan de jamre og udspyde galde.

Så hvor går svensk politik hen nu? Jo, med stor sandsynlighed vil de borgerlige partier ligeså stille begynde at låne Sverigedemokraternes politik. Det er den rationelle ting at gøre. Der er trods alt 13 pct. af stemmerne at hente. Så lur mig om ikke Kristdemokraterna pludselig får en ny værdipolitisk edge, eller at Folkpartiet begynder at ville være realistisk og tale om udfordringerne ved integration. Hvis strategien lykkes er Sverigedemokraterna blevet blødt helt tomme i 2022. Hvis ikke? Ja, så er vanker der nogle grimme valg om både fire og otte år.

Lad os nu se. Lige nu er jeg mest bekymret.

Hamskifte

Har netop gennemført designskift nr. 3 mia. i min tid som blogger.

Ikke at det gør den store forskel for mange andre end mig selv. Det er efterhånden længe siden at jeg slog besøgsstatistikken fra, ligesom jeg har opgivet at komme ind en fast regelmæssig skriverytme. Dertil har jeg ganske enkelt for lidt på hjertet. Jeg narrer derfor vist ikke nogen, når jeg fortæller, at antallet af læsere på siden er ganske begrænset. Det er prisen for inaktivitet, en mere distanceret skrivestil og de utallige adresseskift gennem tiden, formoder jeg.

Så i dag skriver jeg mest for mig selv.

Hvilket jeg ikke helt har reflekteret dybere over de skrivemæsige konsekvenser af. En mere anonym nettilværelse giver alt andet lige rum til, at man kan skrive lidt mere … personlige indlæg. Noget jeg ellers har været forsigtig med de sidste 3-4 års tid. Der har derfor ikke været mange skarpe eller holdningsprægede indlæg her på stedet igennem længere tid. Det bliver mest til musik, bøger og lidt popkultur. Hvilket altsammen er fint, men også lidt kedeligt, og det er et godt stykke fra, hvad jeg måske egentlig gerne ville med bloggen helt fra starten.

Til april er det i øvrigt 10 år siden, at jeg skrev mit første blogindlæg. Det var under et praktikophold i Prag, og dermed i et noget andet liv end mit nuværende. Jeg må hellere grifle videre. Bloggen er trods alt i sin essens stadig den samme.

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.

We Are All Completely Beside Ourselves

Har netop til min udelte fornøjelse købt en større flodbølge af CD’er. De kom med posten i går, og jeg tilbragte derfor en god bid af aftenen med at sidde lytte til musik.

Midt i dagligdagens arbejde og småbørnslogistik er det sjældent, at jeg lytter til mere musik end enkelte løsrevne sange i høretelefonerne på vejen til og fra arbejdet. Albums får jeg snart sagt aldrig hørt igennem.

Jeg har skrevet ofte (og jævnt kedsommeligt) om mine ændrede forbrugsvaner indenfor musik. Efterhånden har jeg dog slået mig til tåls med, at jeg grundlæggende er regressiv. Ja, jeg lytter i dag mest til streamingtjenester og enkeltstående sange. Men når alt kommer til alt, er jeg opvokset med fysiske albums – især CD’er – og hifianlæg. Det er stadig (bevidst eller ubevidst) måden, som jeg mener man bør lytte til god musik på. Og de kunstnere, som jeg har et mere nært forhold til end det-var-sateme-en-god-sang-det-der!, ender jeg som regel med at købe i fysisk form.

Så hvad er der endt der i musikreolen denne gang? En blanding af nye albums, og så en udbygning i dybden af min samling.

Nye albums
  • War On Drugs – ‘Lost in the Dream’
  • Avi Buffalo – ‘At Best Cuckold’
  • Real Estate – ‘Atlas’
  • Ben Watt – ‘Hendra’
  • Saint Etienne – ‘Saint Etienne Presents Songs For The Lyons Cornerhouse’ (compilation)
  • Saint Etienne – ‘Saint Etienne Presents Songs For A London Winter’ (compilation)

De første tre er fremragende og fortjener en placering på Årets Bedste Album listerne. De kan lyttes til både i deres helhed og som enkeltstående sange. ‘Under the Pressure’ af War On Drugs er årets bedste sang, efter min mening. Køb dem nu.

Ben Watt er den ene del af duoen Everything But The Girl, og ‘Hendra’ er hans første soloalbum i 31 år. Det har fået fine anmeldelser, men er mest af alt blot … kedeligt. Jeg holder meget af melankoli (og EBTG var i sandhed melankoliens mestre), men mistrøstige tekster fungerer bedst sammen med et godt omkvæd og en fængende melodi. Jeg får næppe lyttet meget til albummet fremover.

Saint Etienne har for efterhånden en del år siden overtaget titlen som ‘Skribentens all-time yndlingsband’. Derfor køber jeg snart sagt alt hvad de lægger navn til, selv deres efterhånden lidt trættende række af compilations med musik fra svundne tiders pubber og caféer i London. Ingen af de to nye albums fungerer for mig, da jeg og præ-rock’n’roll musik fra 1950’erne simpelthen ikke bryder os om hinanden. Men nu har jeg dem, og nu håber jeg så at Saint Etienne i stedet vil fokusere på at lave deres egen fremragende musik.

Udbygning i dybden af samlingen
  • Morrissey – ‘World Peace Is None of Your Business’
  • Morrissey – ‘Swords’
  • Pet Shop Boys – ‘The Most Incredible Thing’
  • Everything But The Girl – ‘Worldwide’ (deluxe udgave)
  • Everything But The Girl – ‘Language of Life’ (deluxe udgave)
  • Everything But The Girl – ‘Amplified Heart’ (deluxe udgave)
  • Aimee Mann – ‘Charmer’

Jeg skrev allerede tilbage i august, at jeg ikke brød mig om ‘World Peace …’. Men gammel kærlighed er gammel kærlighed. Det ville være forkert, hvis jeg ikke købte et nyt Morrissey album – ligesom det længe har været forkert, at jeg ikke ejede b-side opsamlingen ‘Swords’. Ingen af de to vil blive spillet meget i fremtiden, men jeg er glad for at jeg ejer dem. Nu håber jeg så blot, at Morrissey vil gå på pension, og hans nu efterhånden årelange og bovlamme angreb på min nostalgiske kærlighed til hans tid i The Smiths (og hans første års solokarriere) kan ophøre.

Pet Shop Boys er Pet Shop Boys. Muligvis nu kun nummer to min all-time liste, men det gør det ikke mindre moralsk i orden, hvis jeg ikke ejer alt hvad de udgiver. Er deres musik til en ballet om et H.C. Andersen eventyr noget, som jeg vil lytte til tit og ofte. Nej. På ingen måde. Er det uundværligt? Næppe. Men enten elsker man, eller også gør man ikke. Og i det store kosmiske regnskab, så bør jeg også eje ‘The Most Incredible Thing’. Så det gør jeg nu. Og det har jeg det fint med.

Det var interessant at læse i covernoterne til ‘Worldwide’ og ‘Language of Life’, for det er helt åbenlyst, at Everything But The Girl selv HADER de to albums. De bliver beskrevet som overproduceret, havende for få gode sange, easylistening og meget andet grimt. Foragten pibler ætsende ud mellem linjerne. Selv er jeg ikke så kritisk. Jeg lyttede en del til dem i min gymnasietid, og sætter egentlig pris på små 80 pct. af de to albums sange. Bonusmaterialet til deluxe udgaverne er også en fornøjelse, især de mere spartanske og nøgne demoudgaver af sangene. Ingen af de to albums når dog ‘Amplified Heart’ til sokkeholderne. Det er EBTG’s bedste, mest deprimerede, mest melankolske og stærkeste album overhovedet. Bonusmaterialet er mesterligt. Jeg er ovenud lykkelig for at eje den udgave.

Endelig er der Aimee Mann. Kvinden der udgave nogle af sluthalvfemserne og start 2000-tallets allerbedste pop-rock albums: ‘Magnolia’ (1999), ‘Bachelor No. 2’ (2000), ‘Lost in Space’ (2002) og ‘The Forgotten Arm’ (2006). De albums er nærmest absurd stærke, de rene overflødighedshorn af melodisk melankoli. Derfor kan jeg godt tilgive, at det siden har været en sløj omgang. ‘Charmer’ lyder som et blegt og blodfattigt ekko af dengang. Mann prøver virkelig, altså, det er så tydeligt. Kunne hun blot finde melodien igen, kunne hun blot ramme nerven fra dengang. Men sagen er, at ingen af sangene på ‘Charmer’ ville kunne komme på holdet af nogen de forrige albums. De er for sløve, for ucatchy, for ufængende. Men igen: Nu ejer jeg albummet, og det føles rigtigt. Det gør mig glad.

Samlet set altså en tvetydig omgang rent musikalsk, men det giver mig trods alt stor livskvalitet, at de nu allesammen er mine.

Midaldrende

På vej til arbejde her til morgen lyttede jeg til Aimee Mann ’31 Today’. Hvilket egentlig er forholdsvis sørgeligt, da jeg indtil jeg fik tændt for sangen havde overbevist mig selv om, at den faktisk hed ’33 Today’. For det er jo sagen. Jeg bliver 33 år i dag. Jeg er allerede to år for sent ude til at svælge i melankolske sange om spildte muligheder og rodløse eksistenser.

Aimee var virkelig ikke glad i sin sang om at fylde 31. Som hun på vanlig misantropisk vis synger:

“I thought my life would be different somehow
I thought my life would be better by now
But it’s not, and I don’t know where to turn”

Selvom jeg altid sætter stor pris på at svælge i god, gammeldags Weltschmerz, er jeg nok ikke længere det rigtige publikum. For tingene går jo godt. Her til morgen fik jeg et savlfyldt knus og et begejstret grin fra min glade søn. Vi skal sammen med hans fortryllende mor til Berlin på forlænget weekend. Jeg har gode venner, som jeg nu ikke længere bor 500 km fra. Jeg bor et rart sted og fremtiden tegner lys.

Bevares, der er altid hår i suppen. Sådan er det, når man af natur er pessimist.

Min fysiske form har næppe nogensinde været ringere end nu efter et lille års tid med stedse mindre og mindre sportslig aktivitet. Mit job er attråværdigt og min arbejdsgiver er glad for mig … men er den rette hylde fundet? Og hvordan vil hverdagen hænge sammen, når Den Bedre Halvdel begynder at arbejde igen? Så jo. Nogle bekymringer og refleksioner over tilværelsen er der da.

Men samlet set har jeg meget, meget lidt at klage over. Videre mod de 34!