Tanker inden en forældreorlov

Læste en wrap-up i New Yorker på afslutningen af ‘Parenthood’, velsagtens den tv-serie Den Bedre Halvdel har været mest begejstret for siden … ja, egentlig siden ‘Friday Night Lights’. Som serienavnet antyder kredser serien om familie. I anmeldelsen skriver New Yorker afslutningsvist:

It showed parenthood, the institution, to be the crucible in which adults were transformed. Its challenges and rewards and the sanity it brought about made the yelling and misunderstanding stop. Other shows, and life, sometimes feature uninvolved parents, selfish parents, bad parents. “Parenthood,” for the most part, did not. Amber and Drew’s dad wasn’t great—loving but inconsistent, often drunk—and the show’s time line began when Sarah and the kids moved home to get away from him. Crosby fell in love with his young son, Jabbar, when he met him, and quickly wanted to be a good father. Amber’s former fiancée, a struggling Army veteran with addiction problems, was left behind to cope on his own, away from their baby.

The Bravermans always put parenting first. The show’s presentation of the fantasy of near-universal good parenting, or the will to attempt it, felt like a justifiable choice because the challenges and struggles within that were so painful and real. Even when the show wobbled a bit, as with a story line involving trouble in Joel and Julia’s marriage that didn’t always make sense, it always righted itself and kept your faith. Just when you thought you’d had it, there’d be a scene of unexpected reconciliation, or a connection between a parent and a child, or loving wisdom and advice, and you’d cry cry cry, and remember what it’s like to feel fully human. “Parenthood” was so lovable that everything it did wrong felt like an exasperating yet predictable outrage—in other words, it felt like family.

I fornemmer muligvis at der er tale om en skamløst sentimental omgang, og at serien derfor har opnået afgudestatus hjemme i vores husstand. Det, jeg hæfter mig mest ved i ovenstående er formuleringerne om forældreskabet den transformerende institution. Det fik mig til at tænke. Har jeg forandret mig grundlæggende siden at Hjemmedrengen kom i vores liv for lidt over 10 måneder siden?

Jeg er usikker. Der er ingen tvivl om, at det at blive forældre har forandret Den Bedre Halvdel markant mere end mig. Men jeg er stadig ligeså stædig, doven, påståelig og nydelsessyg som før. Tror egentlig heller ikke at jeg er blevet mærkbart mere ansvarlig, omsorgsfuld eller kompromissøgende end tidligere.

Hvis jeg selv skulle pege på en smule fremskridt, så er det på det emotionelle plan. Jeg er nok blevet mere, ja det lyder pompøst, men nuvel: Kærlig. Før han kom til verden havde jeg ikke et fast funderet billede af, hvad det rent følelsesmæssigt betyder at blive forældre. Men man kommer jo til at holde af sådan et lille kræ. Den basale kærlighedsrelation mellem forælder og barn er uhyre meningsfuld. Jeg skal ikke belære andre om at de burde få børn, og jeg er helt sikker på, at et liv uden børn kan være mindst ligeså meningsfuldt, givende og betydningsfuldt. Men hvis man aktivt fravælger at få børn, går man samtidig aktivt udenom noget, der er til tider er hårdt, kedeligt, enerverende og frustrerende, men som på bundlinjen giver en grundlæggende glæde og mening. Det havde jeg ikke den fjerneste anelse om, da jeg som 31 årig gik rundt og ikke følte det fjerneste behov for at formere mig. Og derfor er jeg glad for, at Den Bedre Halvdel var noget mere livsklog end mig i den retning.

Nu håber jeg så, at syv ugers samvær og en dybere relation med Hjemmedrengen kan kickstarte processen med at transformere mig til et bedre menneske. Hidtil har jeg været på arbejde det meste af hans liv, indser jeg nu. Fremadrettet bliver det sværere. Den Bedre Halvdel begynder selv at arbejde på mandag, og pludselig kommer der meget mere logistik, planlægning og kompromiser ind i vores ellers ret harmoniske tilværelse. Jeg kan ikke blot tage afsted på arbejde og være væk 10 timer hver dag, tværtimod får jeg hovedansvaret for at hente og bringe ham i vuggestuen.

Med andre ord: Et nyt kapitel i livet begynder reelt i de kommende uger. Jeg er spændt, nervøs og glæder mig.

Flugten til forstæderne

Vi var i Roskilde i weekenden. Ude for at sondere terrænet. Den konkrete anledning var, at vi havde fundet et hus, der så attraktivt ud i boligannoncen. Det var sådan set også behageligt i levende live, men også alt, alt for dyrt. 28.600 kr./m²? Arj. Det var det ikke værd.

Vi havde nu nok heller ikke handlet, selv ikke hvis huset havde vist sig at være et fund for pengene. Er ikke helt nået dertil mentalt. Og så alligevel. Vi er vel så småt blevet søgende. Taler en del om fremtiden. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave. Har vi den rette infrastruktur i livet? Og så fremdeles.

Det er dejligt at bo her på Islands Brygge. Det er tæt på byen og arbejdet. Ved siden af ligger Amager Fælled, med hvad det giver af fremragende muligheder for løbeture og barnevognsekspeditioner.

Men reelt bruger vi ikke byen længere.

Har ikke været i biografen, teateret eller spist kulinarisk siden vi flyttede tilbage til København. Efter at Hjemmedrengen blev født, er den slags gledet i baggrunden. Her til aften var jeg inde på Vegas hjemmeside for at se på deres koncertliste. Måtte erkende at det er et fåtal af navnene på kunstnere og bands, som jeg reelt kender eller har en mening om. Måske er jeg ikke blevet sat, men jeg er i hvert fald blevet gammel.

Så er det meningsfuldt at betale så meget i husleje for at bo i byen? I en kommune med tvivlsom pasning, varierende skolekvalitet og grim dialekt1? Hvis vi for samme pris (og lidt længere pendling) kan bo et rart, børnevenligt sted tæt på natur? Hvor man rigtig kan få mulighed for udleve sine småborgerlige forstadsdrømme bag ligusterhækken? Og hvor Den Bedre Halvdel får lettere adgang til jobs i både Region H og Region Sjælland. Ja, så er steder som Køge og Roskilde pludselig i spil. Logistik bliver hurtigt en vigtig faktor.

Derfor weekendens ekspedition med toget vestpå.

Roskilde? Det var vel ok. Jeg er ikke bjergtaget. Forstæderne lignede forstæder. Centrum og gågaden adskiller sig ikke mærkbart fra hvad man finder andre steder i provinsen. Det var et throwback tilbage til tiden i Hjørring, hvilket ikke var ubetinget rart. Måske jeg alligevel ikke er helt mentalt klar til at forlade idéen om, at vi er storbymennesker og at forlade centret ville være forkert.

Men kan have et godt liv derude? Uden tvivl. Vi skal blot finde det rigtige sted for os.

  1. Tanken om at Hjemmedrengen kommer til at tale københavnsk er ubærlig for mig []

Behov for en ny form for læsning

Af og til må man spørge sig selv “Er du egentlig sådan rigtig vel forvaret? Er du?”. Hvordan kan jeg efter 33 år stadig ikke forstå, at fagbøger godt kan betragtes som værende ‘læste’, også selvom jeg ikke pløjer dem igennem fra ende til anden?

Greengrass

Det er jo ikke fordi bogen ikke er interessant. For det er den. Meget endda. Særdeles meget. Den beskriver en periode i verdenshistorien, som jeg gerne vil vide mere om. Det er en vigtig bog for mig. Det glæder mig intenst at den står der på reolen i alt sin hardcoverede klassisk-dannede overlegenhed.

Mark Greengrass er tilmed en af de historikere, der må betegnes som omnipotente og altvidende. Der er ikke den ting og detalje, han ikke har blik for. Han er vidende om snart sagt alle historiefagets undergrupper fra politisk over økonomisk til social- og kulturhistorie. Jeg kan kun i mine allermest megalomane øjeblikke drømme om at have et så bredt intellekt som Greengrass. Og det skriver jeg helt uironisk.

Interesseret i relationen mellem den katolske kirke og det polsk-litauiske union? Bogen har svaret. Interesseret i hvad folk hed i middelalderen1? Bogen har svaret. Interesseret i 30 års krigen? Bogen har svaret. Interesseret i hvad man spiste ombord i skibene på vej til den nye Verden? Bogen har svaret.

Men 681 sider er godt nok mange. Jeg kommer aldrig igennem bogen, hvis ikke jeg lærer at læse selektivt. Min fritid er væk og Hjemmedrengen skal jo også plejes. Og alligevel jamrer min dårlig bogsamvittighed. Murstenen af en bog burde jo læses. Fra ende til anden.

Det er et uløseligt dilemma. Hvordan får alle de andre kloge mennesker læst de kloge bøger, når de også skal jonglere arbejde og familie samtidig?

Jeg forstår det ikke.

  1. I 1570’erne hed hver fjerde franskmand Jean eller Jeanne FYI []

Ventetid

Havde egentlig forfattet et navlebeskuende indlæg med tanker og overvejelser om, at jeg om mindre end 14 dage begynder på forældreorlov sammen med Hjemmedrengen. Men det blev så rædderligt selvsmagende og føle-røre agtigt, at jeg halvvejs gennem korrekturlæsningen fik fysiske væmmelsesreaktioner. Så endte med at arkivere indlægget lodret igen.

Inden da skal jeg overleve 11 voldsomt travle arbejdsdage. Ved ikke helt hvornår jeg kommer op til overfladen igen.

Expanse og Spin

Brummer lidt kombineret forventningsfuldt og bekymret for tiden. To af de bogserier, jeg har haft størst glæde af at læse de senere år, er nu på vej til at blive tv-serier på Syfy. Det kan blive rigtig fremragende, men også pinagtigt og rædsomt. Tillad mig at uddybe.

‘The Expanse’ serien af James S. A. Corey består nu af fire bøger, hvoraf jeg nød i hvert fald de første tre1. Bøgerne er på mange måder skrevet som et film eller tv-serie manuskript. Der er fuld blus under handlingen. Vi taler om space-opera i et hæsblæsende tempo, med alt hvad dertil hører af intergalaktiske slag, episke personer og moralsk ambivalente aliens. Da jeg læste den første af bøgerne, ‘Leviathan Wakes’ i foråret 2013, skrev jeg følgende på min gamle blog:

Hvis ikke man selv gør en aktiv indsats for at opsøge det anderledes, risikerer man at leve en ikke særlig mangfoldig tilværelse.

Jeg kom til at tænke på ovenstående, da jeg i dag færdiggjorde James S.A. Coreys sublimt underholdende space opera værk ’Leviathan Wakes’. Det lyder muligvis skægt, men bogen er simpelthen for god. Hvordan skal jeg forklare det? Jo, altså, det er som at forfatteren har bestræbt sig på at ville lave space opera genrens svar på en blockbuster film. Han har taget alle de elementer, som han ved virker – og så fusioneret dem på en sådan måde, at 2 +2 = 5.

Bogen er sindssygt god. Jeg er ikke blevet så godt underholdt, siden første bind af Peter F. Hamiltons ’Night’s Dawn Trilogy’. Man skulle næsten tro, at forfatteren havde sat sig ned og analyseret samtlige sci-fi elskeres præferencer, og så indrettet sin historie, skrivestil og personer efter hvad han ved, der fungerer. Jeg vil ikke beskrive bogen som uægte eller uoriginal, for historien og verdensopbygningen er godt tænkt igennem.

Men jeg føler mig på en sær måde udnyttet efter at have læst bogen. Den er på en måde for kalkuleret. Som om at forfatteren ville lave en pastiche over space opera genren, strikkede samtlige essentielle elementer sammen – og så endte med at have noget rigtig, rigtig godt. Det lyder muligvis meget meta-meta diskussions agtigt. Men jeg kan godt identificere fælderne og jeg ved godt, hvornår jeg bliver snøret med de små tricks. Så samtidig med at jeg hopper lykkeligt i med begge ben, så irriteres jeg over at jeg er så dum og så nem at få med i seng.

Så allerede dengang tænkte jeg, at den bog da vist nærmest var skrevet som et oplæg til en indbringende filmatisering. Og det sker så nu. Traileren til tv-serien blev offentliggjort i sidste uge, og den er virkelig, virkelig lovende. Sidder faktisk her og tripper utålmodigt efter at se serien.

Men det stopper ikke her. I dag kan jeg læse mig til, at Robert Charles Wilsons ‘Spin’ også står til at blive omformet til tv. Jeg var vild med ‘Spin’ da jeg læste den:

I øjeblikket fortærer jeg glubsk Robert Charles Wilsons sci-fi roman ‘Spin’ fra 2005. Den er fremragende. Dels fordi den har et sjældent kreativt plot og tumler med nogle af livets store spørgsmål. Men måske endnu vigtigere: Wilson er eminent dygtig til at skrive, og han forstår virkelig at fortælle en historie. Det er desværre ikke en kombination af egenskaber, som man tit og ofte støder på inden for genrefiktionen. Indenfor fantasy og sci-fi har forfatternes snørklede hjerner ofte fostret nogle mageløse idéer, geniale koncepter og episke historier, men det er ikke ensbetydende med, at de selvsamme visionariusser er specielt gode til at skrive. Snarere tværtimod. Mænd som Robert Jordan og J.R.R. Tolkien burde være blevet hængt, stegt og lagt på hjul og stejle for de ulidelige og ulæselige bøger, de har udgivet i bestræbelserne på at formulere deres store historier.

I ‘Spin’ bliver jorden indkapslet i en gigantisk kuppel, hvor tiden kører anderledes indenfor end udenfor (1 år på jorden = 100 mio. år udenfor). Ja, det kan lyder abstrakt, men bogen udforsker en række interessante psykologiske spørgsmål (hvad sker der eksempelvis når vi bliver isolerede? Hvad sker der i mødet med fremmede kulturer?). Den kan potentielt blive en aldeles brilliant tv-serie, hvis ellers den laves rigtigt. Men det kan også blive oprigtigt kikset. Og det får mig altsammen til at sidde her og brumme.

Er der nogen af jeres yndlingsbøger, der er blevet omformet til film eller tv-serier? Var I glade for resultatet? Og er der noget I har læst, som I mener burde blive vist på skærmen?

  1. Den fjerde foregik primært på en af de nye koloniplaneter, og var mere en Tom Clancy spændingsroman end science fiction klassiker a la ‘Dune’ []

The Americans

Jeg er mere end almindeligt begejstret for servicen Unblock US, der gør det muligt at skifte region på eksempelvis ens Apple TV. Det er meget behændigt, hvis man vil have adgang til det lysår mere interessante indhold på den amerikanske udgave af Netflix.

Lige nu er det dog den hollandske udgave, jeg er tunet ind på. Og det skyldes én bestemt serie: The Americans.

The Americans

Havde i efterhånden lang tid læst om, hvor god en serie det er. Alle de relevante og indsigtsfulde mennesker på The New Yorker, Twitter og Grantland havde hypet den. Stor var glæden derfor, da jeg opdagede at de havde den i Holland. Her efter fire afsnit må jeg sige, at rosen er mere end fortjent. Der er klart potentiale til at erobre titlen som bedste serie set i 2015.

Serien foregår under den kolde krig i 1981. Vi følger to sovjetiske KGB-agenter, der agerer ægtepar – med børn og hus i forstaden – alt imens de spionerer. Serien har en grundlæggende spændende historie, men derudover er der masser af emotionelle spændinger.

De to agenter har boet sammen i 15 år og har børn sammen – men elsker de hinanden? Hvad med børnene, der er født og opvokset i USA, og tror at forældrene ejer et rejsebureau? Hvordan skal det gå med dem, hvis/når de opdager sandheden om forældrene? Endelig er det selvfølgelig ret interessant at man følger (og holder med) de ‘onde’. Det er lidt The Sopranos om igen, hvor man også fulgte en skurk – i hvert fald ud fra gængse termer.

Endelig er det popkulturelt spændende. Hvor Mad Men som bekendt foregår i 1960’erne, så tegner The Americans et billede af Reagans USA i begyndelsen af 1980’erne. Seriens soundtrack er fuld af periodens sange. Det er lidt af en guldgrube. Som jeg sidder her og grifler, har jeg den sidste halve time lyttet til for mig hidtil ret ukendte – men fremragende! – sange fra The Who, Phil Collins, Echo & The Bunnymen, The Cure, Squeeze, Mountain, Pat Benatar og Iggy Pop.

Med andre ord: En serie der har noget alle. Spænding, samfundsforhold og hipsterfaktor. Varmt anbefalet

Personligt

Stødte på et af de her herligt introspektive hvad-sker-der-for-den-personlige-blog indlæg på en de Apple-sider, jeg til tider læser for at fodre min slet skjulte besættelse af nye apps og Mac. Han skriver:

One of the things that has kept me from blogging more over the years has been the problem of worrying that, or at least wondering if, the specific thing that is on my mind right now is particularly useful or interesting for my readers.

I find it sort of charming when people write “whole person” blogs that may contain material spanning from their personal emotions, to the culture they appreciate, to the work that they do, and the politics they believe in. But I also find it kind of irritating when I don’t happen to value or share in common one or more of those many disparate interests. Slogging through myriad posts about renaissance faires or meat rendering techniques, just to get the rare morsel about, say, optimizing Objective-C code, is not my idea of enjoying the written word as a reader of blogs.

And so I am very sensitive to try to keep things pertinent to the blog at hand. This has led to my having had for a long time now at least two, and often far more active blogs at a time.

Jeg er ikke enig. Tværtimod sætter jeg pris på, at folk til tider skriver om noget, som jeg ikke selv fra begyndelsen synes er udpræget interessant. Netop den personlige blogs død (og genopstandelse på Twitter) er noget, der igennem flere år har gjort mig trist og miserabel indeni. Jeg savner år 2006, hvor den klassiske personlige blogform stadig var dominerende. Det er således stadig de personlige blogs, hvor folk skriver om musik, kæledyr, film, tv, bøger, deres slankekure, hverdag, meninger, passioner, tanker etc etc, som jeg sætter mest pris på at læse regelmæssigt. Nogle indlæg er jeg ligeglad med, bevares. Og ja, de professionelle eller mere emnespecialiserede blogs kan være interessante.

Men jeg kan godt lide det der med at lære en skribent at kende over længere tid, især hvis de skriver godt og på en heterodoks måde. Det er fint nok at man ved en masse om økonomi eller vietnamesisk mad eller science fiction eller børnetøj. Hvis det er lige netop de emner man brænder for, og den niche man gerne vil skrive i, så er det fuldt ud forståeligt. Det er den strategi, altså specialisering, der reelt genererer flest læsere. Men hvis jeg skal læse med i længden, så er jeg for nysgerrig og snagende til at kunne leve med ikke at vide mere om skribenten. Jeg vil gerne lære dem bedre at kende – også udover deres interesse og kompetencer indenfor deres felt.

I forhold til indlægget ovenfor, så er jeg usikker på nødvendigheden af at have flere blogs for at kunne udtrykke sig bedst muligt. Jeg har tidligere i min snart 10-årige (sic) ‘karriere’ som blogger haft et skiftende og meget skizofrent forhold til behovet for anonymitet. Skiftet adresse adskillige gange, skrevet under pseudonym og i eget navn. I dag er jeg tilbage i den anonyme tilværelse. Ejer stadig et domæne, som jeg kan tage i brug igen den dag, at jeg får brug for en platform til at udtrykke mig offentligt. Lige nu – spændt op i det livs-industrielle kompleks mellem arbejde, småbørn og underlødige tv-serier – har jeg dog ikke nok på hjertet til at opretholde en offentlig debatprofil. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til at opdatere min Twitter, for Guds skyld!

Læser I nogle personlige blogs, som man med fordel kan tilføje til listen over obligatoriske læsning?

Serial

For en gangs skyld holder hypen: Podcasten ‘Serial’ er helt og aldeles fremragende. Det er vanskeligt at ikke at blive helt opslugt af historien. Den forvandlede min kedsommelige (og ret lange) hjemrejse fra svigerforældrene i Midtsverige til en sand fornøjelse. Giv den et lyt. Jeg garanterer at I blive fanget.