Philip K. Dick

man-high-castle1-1024x641

Forleden havde Amazon brandudsalg på Kindle-udgaver af Philip K. Dick romaner. Det virkede fjollet for mig ikke at bruge de i alt 12 dollars på at købe tre etablerede klassikere inden for science fiction/speculative fiction/dystopian fiction genren.

Nu har jeg så ‘The Man in the High Castle’ (1962), ‘Ubik’ (1969) og ‘A Scanner Darkly’ (1977) liggende i to-read mappen på min Kindle. Det behager mig særdeles meget.

Indtil videre har jeg fået læst ‘The Man in the High Castle’ af de tre. Her er beskrivelsen af bogen fra Wikipedia:

The Man in the High Castle is an alternate history novel by American writer Philip K. Dick. The novel is set in 1962, fifteen years after the end of a fictional longer Second World War (1939–1947). It concerns intrigues between the victorious Axis Powers—Imperial Japan and Nazi Germany—as they rule over the former U.S., as well as daily life under the resulting totalitarian Fascist and imperialistic rule.

The novel includes the construction of a novella within the novel that constitutes an alternate history within this alternate history (wherein the Allied Powers defeat the Axis Powers, though in a manner distinct from this actual historical outcome). The Man in the High Castle won a Science Fiction Achievement Award (Hugo Award) in 1963.

I bogen følger vi livet hos en række personer bosiddende i det vestlige USA, der nu er en del af det japanske imperium i form af vasalstaten The Pacific States of America bestående af Alaska, California, Hawai’i, Oregon samt dele af Nevada and Washington. Japanerne er koloniherrer. Skrevet i 1962 er det ikke vanskeligt at se parallelerne til de europæiske kolonimagters adfærd i Afrika, Sydamerika og Asien.

Bogen er selvsagt en dystopi, og en særdeles velgennemtænkt en af slagsen. Dicks trick med at holde adskillige alternative virkeligheder kørende undervejs fungerer helt optimalt. Det er meget fascinerende og stimulerende for fantasien. Jeg kan varmt anbefale ‘The Man in the High Castle’, hvis man har et blødt punkt for den her slags science fiction og kontrafaktiske godter. Hvis I er interesserede, så bliver bogen omformet til en tv-serie i løbet af 2015.

Bogen fik mig til at tænke lidt dybere over Dicks forfatterskab. Udover at det er en nøgternt og objektivt vurderet glimrende bog (jeg giver den fire ud af fem mulige), så er den også et meget godteksempel på, at Dicks styrker og svagheder er de samme.

Han er en sand mester til at at skrive filosofiske, paranoide, venden-på-hovedet historier, hvor hovedpersonen ikke ved hvad der er virkeligt eller ej. Det sker altid på en original og små-hallucinerende måde. Emner som identitet, virkelighed og kultur bliver rusket godt og grundigt igennem. Man kan således godt se Dicks løbebane som stof(mis)bruger og hans skizofreni-diagnose i forfatterskabet.

Det gør af og til læsningen af hans tekster til lidt af en rutschebanetur. Men mest af alt udmøntede hans fantastisk kreative og originale fantasi sig i snart alt, hvad han lavede.

Dick var således fremragende til at skabe fascinerende koncepter. Tidsrejser, indoperering af falske erindringer, kontrafaktisk historie, alternative parallelvirkeligheder. Det er derfor hans bøger har været brugt som oplæg for så mange film igennem tiden – simpelthen fordi hans idéer var så spændende og langt ude. Bedste og mest kendte eksempel er selvsagt ‘Blade Runner’, men også ‘Total Recall’ og ‘Minority Report’.

Men Dicks insisteren på at skrive leger-med-din-virkelighed historier og implementering af hans fabulerende koncepter betyder også, at hans bøger og noveller ofte tager en drejning i retning af at blive metafortællinger.

Hvis Dicks idé i en historie er, at man kan få indopereret falske erindringer hos firmaet Rekal Inc. (som det er tilfældet i ‘We Can Remember It for You Wholesale’, oplægget til ‘Total Recall’ filmene), så handler det for ham bare om at få opbygget en fortællermæssig mekanisme op rundt den kreative idé. Hovedpersonen, Douglas Quail, er en på alle måder uinteressant papirnusser, som Dick ikke ofrer meget energi på at udvikle. Selv ikke da det viser sig at den falske erindring han ønsker at få indopereret rent faktisk er ægte1, bliver han i sig selv interessant. Han tjener primært en rolle som skabelon og redskab for Dick, men bliver ellers ikke beskrevet nærmere.

Så hvis man skulle pege på én svaghed hos forfatterskabet, så er det personerne i hans historier. De virker sjældent fuldt udviklede, men er skitser. Muligvis er de ikke stereotyper per se, men man får dem aldrig ind under huden.

Problemet er også tilstede i ‘The Man in the High Castle’. Ingen af de øvrigt ganske talrige personer i bogen bliver på noget tidspunkt realistiske eller nærværende, ligesom man heller ikke får opbygget noget emotionelt forhold til dem. Det er ærgerligt for konceptet/det store nummer i romanen er virkelig godt lavet.

De første kapitler i ‘A Scanner Darkly’ har desværre slet ikke været på samme niveau. Det hele er meget trippet og nærmest Hunter S. Thompson agtigt. Måske stofferne tog overhånd for Dick i den periode af hans liv, han skriver i hvert fald meget om dem. Jeg savner Dicks science fiction fremfor bare endnu en dystopi, der mest af alt virker som en stofinduceret paranoid fantasi. Bogen får et par kapitler mere, og hvis de ikke fungerer, migrerer jeg til ‘Ubik’ i stedet.

Tilbage for mig står samlet set, at Philip K. Dick muligvis var bindegal, men at han anvendte sine mørke sider til at udforme et fascinerende og kreativt forfatterskab. Ser frem til flere af hans bøger i fremtiden2.

  1. Og tilmed i slutningen af novellen bliver ægte []
  2. Billedet oven for er forsiden på første udgaven af ‘The Man in the High Castle fra 1962. Billedet er fundet her []

Fremmed fugl

Da jeg gik igang med at restorere de gamle blogarkiver opdagede jeg, at jeg ikke har set en spillefilm i bogstaveligt talt månedsvis. Den seneste jeg så var ‘Pacific Rim’, som jeg elskede ganske betingelsesløst. Sidst jeg skrev om at være i biografen var da vi var inde at se ligeledes mageløse ‘Gravity’ tilbage i november 2013. Hvis jeg lige på stående fod tænker to år tilbage og funderer over, hvilke film jeg her og nu kan huske, at jeg gerne ville have set i biografen, så er det nærmest kun ‘Interstellar’ jeg kan komme i tanke om. Og jeg har ikke set en film på Netflix i perioden, uagtet at udbuddet faktisk efterhånden er blevet ganske udmærket.

Det er nok med den baggrund, man skal forstå mine højthævede øjenbryn, da jeg her til morgen læste at en film ved navn ‘Birdman’ har vundet en Oscar for bedste film. Jeg har uden at overdrive aldrig nogensinde hørt om den film. Var nødt til at læse dens wiki-artikel blot for at vide, hvad i alverden det er vi taler om. Jeg havde hørt om ‘Boyhood’ og ‘Selma’, men ‘Birdman’? Nej.

Economist academy awards

Som elsker af mange obskure tv-serier, der – uanset deres objektive genialitet – er blevet lukket grundet manglende kommerciel succes, er jeg pinligt bevidst om, at det ikke i sig selv er et kvalitetstempel at være en kvantitativ succes. Og min ignorance og uvidenhed om ‘Birdman’ siger nok mere om min generelle afkobling fra virkeligheden, end den gør om filmens kvalitet. Det er med andre ord fuldt ud rimeligt at antage, at det er mig der er noget galt med i den her sag.

Men ovenstående graf fra The Economist forleden dag, er nu alligevel ret sigende.

Bevares, hverken ‘Transformers’ eller en af Hobbit-filmene skal vinde nogen kunstneriske priser, men er der er ikke en for stor diskrepans mellem kunstnerisk og kommerciel succes i årets felt af nominerede film? Er det egentlig så mærkeligt, at når jeg hører ordet ‘Birdman’, så tænker jeg på en basketballspiller?

For mit eget vedkommende kan jeg til slut bekende, at jeg ikke har set en eneste af filmene på listen ovenfor. Er jeg gået glip af noget? Kan nogen af læserne give feedback på filmene?

Tre fortabte Pet Shop Boys remixes, jeg virkelig gerne vil eje

Da jeg i dag skulle finde fortrinlige sange at valse rundt til sammen med Arvingen, gryntede jeg højlydt og utilfredst. Hverken Spotify eller YouPlay havde således tilgængelige udgaver af Saint Etiennes synthpopmesterværker ‘Fascination’ og ‘The Way I Fell For You’. Nuvel, måske fraværet er til at forklare1, og situationen var ikke værre, end jeg jo kunne lunte ind til CD-reolen og hapse de to med hen til anlægget.

Men fraværet af de to sange illustrerer problemet ved at forlade sit musikforbrug på streamningtjenester. De har ganske enkelt ikke alt det, de burde have.

Faktisk er bagkataloget for en række af mine yndlingskunstnere foruroligende smalt. Pet Shop Boys er egentlig adækvat repræsenteret, men hverken Spotify eller YouPlay har nogen af deres singler eller EP’er fra før 1999 i kataloget. Givet at Pet Shop Boys har været mere end almindeligt flinke til at udsende compilations med deres b-sider, er det ikke i sig problematisk. Med mindre man er nototisk fan, altså, og derfor også er interesseret i eksempelvis remixes.

I lighed med Saint Etienne gemmer der sig en række skæve og geniale udgaver af de mere etablerede sange i Pet Shop Boys’ sangkatalog, som den gennemsnitlig lytter anno 2015 ikke har en jordisk chance for at opdage. Her er de tre mest kriminel glemte sange:

Was It Worth It

Det første remix gør ondt. Som i: Fysisk og mental smerte, hver gang jeg tænker på det. Det er ulideligt. Og jeg er selv skyld i misæren. Vi var i New York i anledningen af mine forældres sølvbryllup i 1997. Min storebror finder og køber i en Tower Records denne amerikanske udgave af den i øvrigt ret forglemmelige single ‘Was It Worth It’ fra 1991. Jeg er i den anden ende af butikken, og køber ikke det andet eksemplar af singlen, som de har i butikken. Her er playlisten i alt dens magt og vælde:

  1. “Was it worth it?” (7″) – 4:27
  2. “Was it worth it?” (12″) – 7:13
  3. “Miserablism” (Electro mix) – 5:38
    • Remix by Moby
  4. “Music for the Boys” (Part 3) – 5:40
    • Remix by Altern 8
  5. “Overture to Performance” – 6:14

Ved I hvad, JEG VIL SÅ GERNE EJE DEN HER SINGLE. Men det gør jeg ikke, for jeg købte nok et eller andet åndssvagt i Tower Records, som jeg ikke kan huske hvad er, og alt imens står den hos min storebror og griner mig lige op i ansigtet. De to udgaver af ‘Was It Worth It’ og den acidhousede ‘Music for the Boys’ har mest karakter af kuriosa, det samme gælder for den besynderlige big band’ede ‘Overture to Performance2.

Men Miserablism (Electro Mix), mine Damer og Herrer, den er et hypnotiserende mesterværk. Remixet af Moby (før han blev rigtig stor) lyder den måske ikke så meget, men det er en rejse ud over trippede landskaber. Det er dreamwave 20 år før det det blev moderne. Det knuser mit lille sorte hjerte, at den ikke er at finde i streamingtjenesterne. Originaludgaven fra 1991 er ligeleds vidunderlig, men er måske mere klassisk analog plinky-plonky pop. Hvilket jo også er værd at tage med.

Pet-Shop-Boys-Actually

Næste fortabte skat er ‘I Want to Wake Up (1993 remix)‘. Originalen var nummer 8 på Pet Shop Boys’ andet album ‘Actually’ fra 1987, og er en udmærket, men lidt gumpetung kreation. I juni 1993 udgiver Pet Shop Boys imidlertid to CD-udgaver af ‘Can You Forgive Her’, den første single fra deres nye album ‘Very’. Tracklisten er:

  1. “Can You Forgive Her?” (MK Remix) – 7:26
  2. “I Want to Wake Up” (1993 Johnny Marr Remix) – 5:25
  3. “What Keeps Mankind Alive?” – 3:25
  4. “Can You Forgive Her?” (MK Dub) – 5:53

Johnny Marr er som bekendt guitaristen fra The Smiths. Jeg vil vove den påstand, at han ikke har begået noget – hverken før eller siden – der er bedre end 1993-remixet af ‘I Want To Wake Up’. Sangen har fået helt nyt tempo, kvindelige soulsanger, ny bas, ny synth, nye korarrangementer. Og bedst af alt: Et hysterisk og lystent houseklaver, som der bliver tampet igennem i under omkvædet. Det er så forbryderisk godt, at det nærmest ikke burde kunne lade sig gøre. Hvordan Marr har kunne undgå at blive slået til ridder alene på basis af dette remix, er mig en gåde.

Der er imidlertid ikke færre end to mesterlige remixes på CD’en. Det andet er ‘Can You Forgive Her (MK Remix)‘. Beatet er tungt og breaket. Den florlette houselyd fra blot et par år tidligere er nu forvandlet til et New York/Detroit/Chicago-tung technobeat. Vokalen skæres op på må og få, og efter 03:00 begynder Neil Tennant nærmest at synge i tunger. Og ordet ‘bicycle’ sniger sig hele tiden ind. Jeg ved ikke hvem ham MK er, men han har en nærmest Tourette Syndrom’sk tendens til at klippe-klistre ordene ind upassende steder undervejs. Det er samlet set helt vidunderligt mærkeligt.

  1. ‘Fascination’ er kun at finde på deres opsamlingsalbum ‘Travel Edition’ fra 2005, mens ‘The Way I Fell For You’ er fra et 1999-soundtrack kun udgivet i Japan til en meget smal og usuccesfuld film []
  2. Hvis man læser den harske bog ‘Pet Shop Boys versus America’ der blev udgivet i 1993, og omhandlede deres forkætrede Performance tour, får man et klart indblik i, at Neil Tennant og Chris Lowe var langt ude i tovene i årene efter at have udgivet Behaviour albummet. Hvilket måske forklarer deres mærkværdige forsøg med big band udgaver af deres sange []

Nygammel nostalgi

Noget af det jeg begræder allermest er, at alle mine Game Boy spil fra begyndelsen af 90’erne er forsvundet. Jeg havde dem ikke med, da jeg flyttede hjemmefra. Og selv efter at have finkæmmet barndomshjemmet adskillige gange, så kan jeg ikke finde dem. Min tese igennem efterhånden en del år er, at min storebror engang har lånt dem og siden forvildet dem bort. Han benægter selvsagt hårdnakket, men det ville jeg også gøre, hvis jeg havde været så sløsagtig med min lillebrors Game Boy spil.

Det er gået noget ned af bakke med mit videospilleri de senere år.

Nogen vil sikkert hævde, at det hører med til at blive voksen, fornuftig og ansvarlig. Selv vil jeg sige, at jeg i dag spilder tiden på familie og arbejde fremfor at bruge den på nyttige og brugbare aktiviteter som min Game Boy, Super Nintendo og Playstation. Det er meget ærgerligt.

De sidste fire-fem år har jeg da også et par gange gjort behjertigede forsøg på at genantænde mine let infantile passioner.

Sidste vinter købte jeg genudgivelsen af Final Fantasy X til Playstation 3, ligesom jeg i 2011 købte Final Fantasy XIII-2. I efteråret 2013 genfandt jeg én af mine helt store kærlighedsaffærer, Zelda: Link’s Awakening, i en snusket brugtbutik i Aalborg. Jeg hyldede min ubetingede favorit, Final Fantasy VI, da spillet fyldte 20 år i foråret 2014. Og indimellem har jeg købte reissues af gamle japanske rollespil i takt med at de er kommet i nye udgaver til min iPhone.

I går investerede jeg imidlertid i en række originale Game Boy og Game Boy Advance spil. Det drejer sig om følgende perler:

Jeg har desværre ikke kunne finde det spil, jeg allerhelst gerne vil købe: Zelda: A Link to the Past (2003), men det lykkes vel en dag. De fem nye familiemedlemmer ovenfor er dog også værd at fremhæve

DuckTales og Super Mario Land er to af de spil, der på mystisk vis er forsvundet fra mit barndomshjem. Begge er platformsspil, som jeg kun kan betragte igennem lyserøde nostalgiske briller. Lyt eksempelvis til den mesterlige 8-bit udgave af DuckTales’ episke intromusik og se dets vidunderlige gameplay. Og en dag skal jeg ved lejlighed skrive et udførligt indlæg om Super Mario Land, for det er et spil, jeg har endog særdeles stærke meninger om og følelser for.

Sword of Mana er opfølgeren til et af mine all-time yndlingsspil: Secret of Mana (1993). Jeg glæder mig ganske ustyrligt til at prøve det. De to Zelda-spil er mest købt fordi jeg gerne vil se hvor gode de er. Det opnår næppe Link’s Awakening status i min tilværelse, men mindre kan også sagtens gøre det.

Nuvel, samlet set kan det sikkert virke særpræget af man investerer i spil til en maskine, som jeg helt tilbage i 2009 ønskede tillykke med 20 års fødselsdagen. Men ja, jeg bliver vel stedse mere nostalgisk som tiden går, og med alle de ting, jeg holdt af i alderen 10-14 pludselig er blevet 20 år gamle. Det er en grum oplevelse.