Kontrære fremtidstanker

Vi bruger en del tid på at tale bopæl i øjeblikket. Den fremtidige, altså.

For en bilhader med et arbejde i centrum af København, så er vores nuværende hybel på Islands Brygge ellers helt perfekt. Jeg kan slendre til og fra arbejde på 20 minutter hver vej. Arvingens vuggestue ligger på ruten. Der er indkøb 200 meter væk, og glimrende løbeture i Amager Fælled lige ved siden af. Hvis jeg ikke var et så stort kulturelt ødeland, så ligger alle byens muligheder særdeles tæt på. Så hvis man kan se bort fra den eksorbitante husleje, kan jeg ikke i skrivende stund komme på andre steder i Københavns Kommune, hvor jeg har mere lyst til at bo end her.

Men verden forandrer sig som bekendt.

Den Bedre Halvdel skal have sin specialuddannelse, og det er langt fra givet, at det kan blive i København – endsige i Region Hovedstaden. Der er opslået stillinger netop nu, og en del af ligger et godt stykke fra smørhullet på Islands Brygge.

Hvis vi i sådan en situation skal have logistikken og familielivet til at fungere (og hvis vi gerne vil slippe lidt billigere i boligudgifter), så kan livet her på Amagers skorpe næppe fortsætte i alt evighed. Så jeg spekulerer en del over hvordan livet mon er, hvis man vælger at forlade centret til fordel for eksempelvis en af de større provinsbyer på Sjælland.

Intuitivt huer tanken mig ikke.

Det føles forkert. Særlig efter at vi netop rejste tilbage til København fra Nordjylland for at komme tilbage til byen, arbejdsmarkedet og vores bekendtskabskreds her. At forlade én provins til fordel for en anden, var ikke lige det, der var planen.

De tanker grublede jeg vanen tro over, da jeg stødte på et interessant lille blogindlæg tidligere i dag. Det handler om at gøre det kontrære:

“The worlds richest software engineer doesn’t live in Silicon Valley but Bellevue, Washington. The worlds richest investor doesn’t live in New York City, but Omaha, Nebraska. Even the world’s richest actor doesn’t live in Hollywood, but Long Island.

It appears that the best metric for success in everything is to go figure out what most people do and then do the opposite. Everyone watches TV, throw it out. Everyone eats pizza and drinks beers, don’t do that. Everyone has credit cards, go debit. Everyone needs permission to do anything, don’t ask for it. Everyone bitches and moans, be positive. Everyone drives a car, walk. Everyone goes to University, run away screaming.

Or, write software anywhere but in Silicon Valley, invest anywhere but in Wall Street and act anywhere but in LA.

The opportunity here, if you can live with yourself, is awesome. Sell the idiots TV shows, pizza, loans, self-help permission books, negative news, ridiculous cars and school loans. Or by proxy, invest in those things if they are underpriced and offer a margin of safety.

What I want to do is find a way to short anyone who just copies. China copying American infrastructure (skyscrapers to airports to freeways) instead of the constitution. Bing copying Google instead of building Siri. Students going to college thinking a degree is a differentiator. Everyone making black rectangles that look like an iPhone.”

Det er en spøjs tanke. Jeg indrømmer gerne, at jeg har et blødt punkt for den slags kontrære synspunkter. Og analysen er egentlig ganske rammende.

Jeg er Djøf’er, og gør derfor som alle de andre tåbelige Djøfere: Søger til hovedstaden. Her kan vi så konkurrere løs med hinanden om de samme jobs, hælde en uhyrlig del af indkomsten i det store sorte boligudgiftshul, sende vores børn i de samme nedslidte kommunale vuggestuer. Alt imens kan vi stresse løs i hverdagens hamsterhjul, hvor to karrierer, børnenærvær, venner og de forfængelige forsøg på at undgå kroppens uundgåelige forfald alt sammen skal passes.

Den begavede og konstruktive Djøfer ville netop ikke gøre sådan, men snarere det modsatte. Forlade centret for i stedet at bypasse den åndsvage kanibalistiske konkurrence om de klassiske Djøf-jobs og det forrykte boligmarked i hovedstaden, for at søge hen mod et sted, hvor man er en lidt større fisk i mindre sø. Som eksempelvis en sjællandsk provinsby, hvor udbuddet af konkurrenter alt andet lige er mindre. Hvor antallet af caféer nok er mindre (og antallet hipsterbohemerne ligeså) end i København, men hvor man til gengæld har råd til at bo.

Jeg er i vildrede.

Dansevise

Jeg havde og har ikke noget forhold til Jørgen Ingmann, men da de omtalte hans død i TV-avisen i går, faldt jeg lidt i trance. De spillede de indledende melodistumper af ‘Dansevise’, og jeg blev ført væk.

Den der æggende guitar og strygerne i baggrunden. Det er genialt lavet. Bevares, sangen lyder ikke ligefrem perlende ny, alene Grethe Ingmanns arkaiske udgave af dansk er stærkt afslørende. Jeg vil selvsagt ikke uddele kliniske diagnoser, men der er noget fundamentalt galt med ens sjæleliv, hvis man ikke får et melankolsk riv i hjertet af sangens emotionelle centrum:

“Og os to?
Hvad med os to?
Ja, hvad med os to – dig og mig?
Jeg danser og danser og standser
og sanser kun dig
Hvorfor løb du dog din vej?
Kom igen, kom igen
Kom igen, du, min elskede ven
Kom igen, kom igen
Hvor du ønsker det, danser vi hen”

Jamen, det er altså smukt og elegant og florlet. Hvorfor løb du din vej? Hvad med os to? Dig og mig? Skal vi ikke danse sammen i fremtiden? Det er vigtige spørgsmål!

Tak fordi I stillede dem, Jørgen og Grethe. Og det endda i en af dansk musikhistories bedste sange.

25 år senere

Opdagede at Depeche Mode ‘Violator’ fylder 25 år i dag.

Orker nærmest ikke engang at skrive det obligatoriske ‘OMG, 25 år, WUUUUT, hvor er jeg blevet gammel!!!!11!1!!!!’, men vil blot ønske tillykke.

Det er et fremragende album. Lyttede lige til det igen, og det er vanskeligt ikke at elske sange som ‘World in My Eyes’, ‘Personal Jesus’, ‘Poliy of Truth’ og (naturligvis) Depeche Modes egentlige Magnum Opus: ‘Enjoy the Silence‘.

Først og fremmest tjener ‘Violator’ dog mest som mit gateway drug til at tale om et andet album, der også fylder 25 år i 2015: Pet Shop Boys ‘Behaviour’.

Jeg burde måske vente til 22. oktober med at grifle min eulogi til dette mit all-time yndlingsalbum. Men jeg kan ikke vente. Jeg elsker det så højt, så ubetinget, så lidenskabeligt, at jeg må tyvstarte.

Hvis man har blot en flig af en svaghed for electropop, så skal man øjeblikkeligt lytte til ‘Behaviour’. Der er ikke en eneste svag sang på albummet. Det er et mesterværk. Pop af allerhøjeste klasse. Og på Spotify kan man endda finde ‘Further Listening’ udgaven fra 2001, fyldt med b-sider og fremragende remixes.

Der er intet, absolut INTET at betænke sig på. Det er 25 år gammelt, men stadig eviggyldigt og, ja, tidsløst fremragende.

Forspildt West Coast

Afkoblet af den musikalske mainstream gør jeg dog stadig enkelte sporadiske forsøg på at følge med i, hvad der er godt og smukt og ægte inden for musikken. Læser derfor med hos Bloggers By Choice, der plejer at have udmærket fat i kvalitetsmusik.

Da jeg for nylig (karakteristisk sent, skal det siges) fik opdaget deres ‘Bedste Sange i 2014’-liste, var jeg derfor over den som en glubsk høg.

Der er mange aldeles udmærkede kreationer på. Bevares, jeg forstår nok ikke den kollektive besættelse af Kiesza ‘Hideaway’, der i mine gamle ører lyder som en b-side fra at acidhouse-bølgen var på retur i foråret 1992. Og så er der selvfølgelig en række genresange, som jeg heller ikke gider spilde mit liv på. Det er nok derfor, jeg ikke skal høre P3 alt for længe af gangen mere. Det får min indre 53 årige mand frem.

Én af sangene irriterer mig dog ekstraordinært meget. Det er Lana Del Rey ‘West Coast‘.

Hun har gjort det før med ‘Young & Beautiful’, der var en tabuiseret nydelse for mig tilbage i 2013. En syndefuld nydelse, som jeg ikke kunne lade være med at lytte til.

Men ‘West Coast’ er særlig slem, da den første 1/3 af sangen er aldeles brilliant. Det er som et af de bedre afsnit af ‘Californication’. Se bare musikvideoen, som Hank Moody ikke kunne udføre mere nihilistisk. Det første minut af ‘West Coast’ har potentiale til at gøre sangen til en trip-hop klassiker af episk størrelse. Men så sker det … et fuldstændigt break. Hvorefter sangen går ned i halvt tempo og udånder i et kedsommeligt stønneri. Hvilket sikkert har sit publikum, men ødelægger alt for os, der stadig egentlig godt kan lide Portishead og Massive Attack.

Det ærgrer mig.

Dels fordi det er irriterende hele tiden at genstarte en sang efter et minut. Dels fordi det ene minuts genialitet i en mere retfærdig verden var tilfaldet en musiker, som rent faktisk fortjente det.

PS. 2014’s bedste sang var og er War On Drugs – ‘Under the Pressure’. Der er ikke noget at diskutere i den sammenhæng.

Flerstrenget

For nylig omtalte jeg, at jeg (imod mine tidligere udmeldninger) har genstartet min ikke-anonyme blog. Det er også sandt. Jeg har indkøbt en flot (og smådyr) template, så den kan få et appetitligt udseende. Der er kommet et enkelt velkommen-til indlæg. Tilmed har jeg brugt uforholdsmæssig meget tid på at tænke over indholdet – særligt snitfladerne her til Udkastet.

Her på stedet kan jeg skrive om alt. Næsten da. Jeg holder mig fra alt for meget politik og familieliv, men ellers er der frit spil.

Det giver frihed. Her kan jeg ventilere ud om gamle Game Boy spil og synthpop uden at det dukker op, når potentielle arbejdsgivere googler mit navn1. Det samme går ikke helt, hvis jeg laver samme stunt på den ikke-anonyme blog. Der skal indholdet være mere … professionelt og personligt brandet. Ja, sådan tænker man altså, når man er ligeså beregnende og egennyttemaksimerende som undertegnede.

Men det giver udfordringer!

For reelt set har jeg hverken kapacitet, indsigt eller meninger nok til at holde en jævnligt opdateret blog om politik og samfundsforhold kørende. Overvejer derfor om jeg kan krydspublicere indlæg fra Udkastet til den ikke-anonyme blog. Og i givet fald: Hvilke kan det så være? Det kunne jo være opdaterede og forberede udgaver af, ja, udkastene fra Udkastet.nu. Der grubles videres.

Andre ville igen mene, at jeg trænger til at komme tilbage på arbejdet, så jeg ikke længere har tid til at gå og spekulere over den slags enfoldigheder. De vil muligvis have ret.

  1. Håber jeg []

Hjemstavnsbåndet

Jeg er langt fra nogen football-ekspert. Men da jeg trofast lytter til den amerikanske sportspodcast First Take hver dag, har jeg ikke kunne undgå at høre om den spillerbyttehandel i NFL, som får amerikanerne helt op i det røde felt: Philadelphia Eagles sender deres stjernespiller LeSean McCoy til Buffalo Bills i bytte for et talent og et stærkt reduceret lønbudget. Det, jeg især bed mærke i, var følgende lille sekvens fra nyhedsrapporterne:

A source familiar with McCoy’s thinking told ESPN’s Josina Anderson that the veteran running back is not pleased with the move.

“He’s a Pennsylvania kid. He’s never played football outside of Pennsylvania — high school, college, pro,” the source said. “So of course he’s not happy.”

The source also told Anderson that McCoy is “frustrated” and is “not going to make it easy, that’s for sure.”

Det er ikke så tit man støder på den slags i professionel sport – altså den meget stærke lokale forankring. I europæisk fodbold er det sjældnere og sjældnere at man møder klubmanden, der kun har spillet i én klub det meste af sin karriere. Og i USA har de fleste spillere i de fire store professionelle ligaer været rundt at vende om et college, som ikke lå i nærheden af deres hjemstavn. De fleste sportsfolk lader ikke hjemstavnsbåndet stå i vejen for at maksimere karrieren og indtjeningen. Så da jeg læste om McCoys kvaler, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt.

Nærmeste analoge og aktuelle eksempler er vel Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz i AaB.

Begge har aldrig rigtig fungeret uden for klubben, og det ser ud til at folk som Kasper Kusk og Nicklas Helenius lider lidt af samme syndrom1. Historisk set har andre hjemmeavlede spillere som Erik Bo Andersen og Thomas Enevoldsen heller ikke være udelte succeser, når de bevægede sig meget langt væk fra Limfjorden. Kun usympatiske og forræderiske typer som Jesper Grønkjær og Peter Møller har for alvor formået at løsrive sig fra den store livmoder i Aalborg.

Mon det er et særligt nordjysk fodboldfænomen, at man ikke rigtig trives uden for landsdelen? Det bør folk som Nicolaj Thomsen og Jakob Ahlmann nok overveje grundigt.

  1. Om end Helenius heller ikke rigtig præsterer efter at være kommet hjem til AaB efter sit miserable ophold i Aston Villa []

Hvad der fylder min tid i øjeblikket

  • At indkøre Arvingen i vuggestuen. Jeg har ikke tidligere tænkt over, hvordan man egentlig institutionaliserer et barn. Altså, sådan i praksis. Det har været lidt ligesom med pølser. En herlig spise, men jeg har været lykkeligt uvidende om hvordan de bliver fremstillet. Når det så er sagt, er det da skelsættende sådan at overlade ens kæreste eje til fremmede. Han er jo husstandens lille solkonge, der har været vant til forældres udelte opmærksomhed, men nu skal bo på stue med 12 andre (og større) børn. Det bliver en transitionsproces, så han skal nusses og krammes ekstra i tiden frem. Indtil videre går det dog godt med at få ham på plads. Han kan lide andre børn, og græder kun kortvarigt efter at hans far har forladt ham – for derefter at grine og lege. Det gør mig glad, samtidig med at det knuser mit lille sorte hjerte
  • At genopdage glæden ved klassiske adventurespil. Efter at have læst om ‘Broken Sword: The Shadow of the Templars’ på adventuregamers.com, købte jeg Mac-udgaven for nylig. Det er en vaskeægte fornøjelse. Jeg havde helt glemt hvor meget jeg egentlig holder af point-and-click adventurespil. Har ikke fornøjet mig så meget siden Monkey Island-spillene. ‘Broken Sword’ er et klassisk old-school spil, hvor gåderne er tilpas svære og stemningen i top. Plottet i spillet er blandt de bedre, må man sige. Jeg vil være overrasket, hvis ikke Dan Brown spillede det inden han skrev sine bøger, for han tyvstjæler i hvert fald med arme og ben. Endelig er dialogen helt i top. Spillet får fem ud af fem mulige, og den varmeste anbefaling fra min side.
  • At se tredje sæson af ‘House of Cards’. Skal igang med femte afsnit. Serien holder stadig højt niveau, men jeg er ikke helt så investeret i historien som før. Jeg har ikke nogen kloge betragtninger om seriens realisme eller skildring af politik. Men det er da sjovt at se den danske skuespiller Lars Mikkelsen spille rollen som en karikeret udgave af Vladimir Putin.
  • At tænke over fremtid. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave, hvor bliver Arvingen glad og får de bedste muligheder etc.. Med andre ord: En evergreen-beskæftigelse.