Ligeglad

Valget nærmer sig. I hvert fald at dømme efter antallet af plakater i bybilledet og det ekstra nøk hysteri i mediernes dækning. Og det er nok, som det skal være.

Mit problem er at jeg er ligeglad. Altså ikke ‘ligeglad’ som i ‘politik betyder ikke noget alligevel’, men mere ‘ligeglad’ som i ‘det her ævl gider jeg alligevel ikke at engagere mig i’.

Her til formiddag skimmede jeg således Ugebrevet Mandag Morgen, der i denne uge har udarbejdet en såkaldt ‘kortlægning’1 af Venstres politiske udspil det seneste år. De når frem til, at partiet er kommet med ‘240 forslag’ (eller i Mandag Morgens friske tolkning: Løfter), og puha, det kan søreme blive en udfordring når nu Venstre går så hårdt til regeringen i diskussionen om løftebrud. Læs selv artiklen her, hvis ellers I gider.

Jeg gik i stå undervejs.

Orker på ingen måde at læse om diverse mere eller mindre vidtløftige politikforslag fra Venstre. Ligesom jeg ikke gider læse om forslag fra nogen andre partier. Jeg får ikke set debatter på DR2. Jeg kan ikke hidse mig op over plakater med nazi-islamisme. Det interesserer mig ikke hvorvidt en politiker ‘håndterer’ (dette forarmede, processuelle og instrumentelle succeskriterie, som åbenbart er den højeste anerkendelse en politiker kan nå) en sag på den ene eller anden måde.

Det er mig alt sammen uendelig … ligegyldigt. Jeg går mere op i min søns tandbørstning, slutspillet i NBA, hvorvidt Evernote er bedre end OneNote og hvor vi skal bo henne fremadrettet. Politik? Ikke rigtig. Og sådan har det været længe.

Er ikke videre stolt over min efterhånden langvarige blaserthed. Som uddannet cand.scient.pol og såkaldt ’samfundsinteresseret’ burde jeg jo ikke være ligeglad.

Som et absolut minimum kunne jeg da have den anstændighed anvende det arketypiske højrøvede akademiker-figenblad om, at fordi jeg er så højt hævet over smålige politiske debatter og skærmysler, så er jeg ligeglad med politics (dvs. processen og den politiske kommunikations krig), men derimod – som det indsigtsfulde og nuancerede mennesker jeg jo er – selvsagt er meget mere interesseret i policy (dvs. substansen og indholdet i politikforslag).

Men det ville være løgn fra ende til anden. Antallet af politikområder hvor jeg absolut ingen mening eller indsigt har, er noget nær uendeligt. Langt det meste politik tager jeg blot ad notam, hvorefter jeg går videre i min tilværelse med at håbe på at næste sæson af Supernatural snart kommer på Netflix.

For nylig skrev George Packer, politiske redaktør på The New Yorker, en klumme med overskriften ‘American Politics: Why the Thrill Is Gone’. Man kan ikke helt overføre hans begrundelser til danske forhold2, men visse paragraffer vakte genklang i min politiktrætte sjæl:

“Since I was eight years old, and the Republican candidates were named Nixon, Rockefeller, and Reagan, and the Democrats were Humphrey, Kennedy, and McCarthy, I’ve been passionate about American politics, as a student, a witness, and a partisan. Politics was in my blood, at the family dinner table, in my work and my free time.

But at some point in the past few years it went dead for me, or I for it.

Perhaps it was week thirty-eight of the Obama-Romney race (a campaign between “Forward” and “Believe in America”), or the routinization of the filibuster, or the name Priorities USA Action, or the fifty-eighth vote in Congress to repeal the Affordable Care Act—something happened that made it very hard to continue paying attention.

I don’t take this as a sign of personal superiority: I’ve always disliked people who considered themselves to be “above” politics. I mourn my lack of political passion as I would if I were to lose interest in reading fiction, or to stop caring about someone who’d been important to me for most of my life. And I count on getting back the feeling—the intense mix of love, hatred, anxiety, astonishment, and gratification—because life, public life, is impoverished without it. Perhaps it will return sometime before November 8, 2016. But for now—I have to be honest—it’s gone.”

Udsagnet giver mening for mig.

Jeg glædes heller ikke over, at politik og politisk debat er blevet ligegyldigt for mig. Det er jo ret beset en falliterklæring. Man burde kunne mønstre et vist minimum af engagement. Men dansk politik gør ikke længere en forskel for mig. Ret beset er det hip som hap for mig, hvorvidt det er en rød eller blå regering. Hvorfor dog hidse sig op over den slags? Jeg har andre og mere hverdagsbetonede problemstillinger, at gå op i.

Men ok. Jeg er som udgangspunkt gnaven og reaktionær, så jeg kan ikke med sikkerhed, at den kommende valgkamp ikke vil kunne vække den slumrende politiske interesse igen. Når vi nærmer os en konkret valgdag, bliver alting straks mere relevant.

Men lige nu? Nej. Der er jeg ligeglad. Gør politik noget for jer for tiden?

  1. En eufemisme for at sætte underbetalte praktikanter til at google og lede på Infomedia []
  2. Packer er grundlæggende gnaven over, at De Onde, dvs. Republikanerne, ikke vil samarbejde om at fremme Packers politiske holdninger []

Maskinen er skør

Min elskede Mac er muligvis dødssyg. Jeg er ikke sikker, men det er sandsynligt. Hvilket er en ubærlig situationen for mig. Ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Havde hende med på arbejde – jeg er simpelthen mere produktiv, når jeg er sammen med hende – og i et sløset øjeblik … spilder jeg kaffe ud over hende.

Jeg forbander mig selv nu. Det var naturligvis ikke med vilje, at jeg skamferede hende. Men som hun lå der med bugen i vejret og dårlig automatkaffe løbende ud af sig, døde min sjæl lidt.

Har aldrig haft en maskine, som jeg er mere forelsket i end min 15″ Retina Mac. Hun er vidunderlig at arbejde på. Skærmens kvalitet gør mig lykkelig. Hun er hurtig og effektiv. Jeg hader at skulle henlægge mit dagarbejde på Windows-maskiner, når jeg i stedet kunne være sammen med hende. At jeg har skadet hende giver mig mavekramper og ticks ved øjet.

Så nu venter jeg uroligt.

Jeg har fulgt næsten alle gode råd til at tørre en gennemblødt Mac. Og hun fungerer, men der er urovækkende tegn. Hun skal bruge meget lang tid på at vågne. Jeg synes hun bliver varm meget hurtigt, og batteriet virker små-screwed up. Hvis hun en dag pludselig bare bliver liggende der, og ikke vil stå op, så ved jeg hvad der er galt. Og jeg vil vide, at det er min skyld.

Det er nærmest ikke til at holde ud.

At være tilstede

I går aftes var Arvingen ked af det. Han var eller glad da jeg hentede ham i vuggestuen. Han grinte stort til mig med samfulde otte tænder, selv da jeg bortførte ham fra vuggestuens sandkasse, som han ellers netop da var i fuld færd med at tømme ud over sig selv med beslutsomme tag i en skovl.

Han pludrede lystigt på vejen hjem igennem et solbeskinnet og lunt København. Efter den senere tids sygdom har han tilmed genvundet sin appetit, og æder nu som en velvoksen hest. Jeg overdriver ikke meget, når jeg siger, at han på lidt over en uge er gået fra lidt-for-slank-dreng-efter-sygdom til igen at være en rund og glad lille prop. Alt gik da også efter planen til aftensmaden. Han spiste lystigt, og vi fik ham nattet af og i seng i god tid før kl. 20. Så vidt, så godt.

Men efter en times tid vågnede han. Eller, han skreg i hvert fald hjerteskærende og var ganske utrøstelig. Han havde sandsynligvis et mareridt, og var i den der lidt underlige mellemzone, som små børn kan være i, hvor de er et eller andet udefinerbart sted mellem at være sovende og vågen. Så Den Bedre Halvdel brugte vel halvanden time af sin aften på at få ham til at falde rigtigt i søvn igen. Siden faldt hun så selv omkuld i sengen, udmattet af træthed.

Den slags aftener er meget almindelige i børnefamilier, tror jeg. Og uanset hvor sært det end måtte lyde, tror jeg at man skal lære at nyde det. For de er en del af nuet.

Arvingen blev 1 år for nylig. Det er ikke noget jeg tænkte dybere over der, men det var samtidig også vores forældreskabsfødselsdag. Jeg ved, at Den Bedre Halvdel reflekterer mere over den slags end jeg. Hun kan sagtens blive ramt af melankoli, og sige ting i retning af “Kan du huske dengang han var en baby. Han er blevet så stor nu! Hvor er tiden gået hurtigt!”. Hvilket er korrekt, men stadig ikke noget jeg tænker dybere over. Det er noget der bare er sket – alt imens jeg har ventet på at livet skal begynde. Afledt heraf funderer jeg en del over om jeg glemmer at leve livet i nuet – med alt hvad det indebærer.

Jeg har altid været slem til ‘lige-om-lidt’-tankegangen.

Livet begynder først rigtigt lige om lidt, det sted vi er nu er bare et mellemstadie. Livet er først igang når vi er flyttet. Når uddannelsen er overstået. Når næste job er i hus. Når Arvingen kan gå. Livet er ikke nu, det er når vi er ovre på den anden side af bakken. Det er lidt karikeret, men sådan har jeg levet i 33 år. Altid i det permanente mellemstadie, hvor man aldrig er rigtig glad, nærværende eller tilfreds, for vi skal jo videre – over til det rigtige liv, der pr. definition aldrig er netop nu.

Det bekymrer mig, at mit mindset er sådan. At jeg ikke hviler mere i tilværelsen og sætter mere pris på det. At jeg ikke kan være tilfreds med nu, men altid drømmer om (og bekymrer mig over) det ‘rigtige liv’ lige-om-lidt, eller melankolsk tænker på, hvordan tingene var engang. For en dag og en aften som i går er jo nu. Det er livet. Det er ikke i morgen, det er nu, og det kommer ikke igen. Og at det har værdi i sig selv. Når han sidder i barnevognen på vej hjem og smiler til mig langs Kalvebod Brygge, så er det nu. Når han græder som pisket over en dårlig drøm, så er det nu.

Det er meningsløst at jeg fokuserer på at han skal lære at gå, at han skal lære at tale før end at livet rigtig begynder. For det er jo ikke sandt. Når han kan det, vil jeg blot udskyde livet igen til at han kan læse og se basketkampe med mig. Man burde værdsætte og nyde ham, som han er nu. For i mit evindelige fokus på i morgen glemmer jeg måske, at det ikke er fremtidens dreng, jeg skal elske – men ham vi har nu. Ham, der kommer grinende hen og vil snakke. Og i stedet for at obsesse over logistik, rengøring, bekymringer og håbe på at han snart falder i søvn, sådan at jeg kan passe mine egne fornøjelser og interesser, så burde jeg i stedet forsøge at være tilstede og reelt nærværende. For det er i det øjeblik, at meningen opstår.

Arvingen er ikke bare et mellemstadie, han er livet – og han er her og nu. På den måde er han mærkbart klogere end sin far.

Book of Strange New Things

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg griflede om bøger.

Mit læseri er ikke gået helt i stå, selvom sygdom, vuggestueindkøring, arbejde og hverdagslogistik bestemt gør solide indhug i det daglige overskud. Kindlen bliver derfor primært frekventeret i de senere aftentimer, hvor jeg efter 10-12 minutters læsen kapitulerer til søvnbehovet. Det er altsammen lidt sørgeligt at se på.

I marts havde jeg imidlertid fornøjelsen af at læse Lauren Beukes ‘Broken Monsters’. Jeg læser nærmest af princip ikke krimier, men når de krydser i det overnaturlige og horror, så bider jeg på. io9 beskriver fortrinligt bogens plot:

“Lauren Beukes’ new novel Broken Monsters is about the dark forces that awaken in abandoned places — and abandoned people — when they yearn for the kind of attention they once had. Set in the back alleys and art warehouses of Detroit, it’s a supernatural thriller that will disturb you in all the right ways.

Like Beukes’ last novel, The Shining Girls, Broken Monsters is as much about an American city as it is about the people passing through it. In The Shining Girls, our semi-supernatural killer seems represents a horrific part of Chicago’s history; and in Broken Monsters, we have a killer who captures a twisted aspect of Detroit’s present. Economic troubles have driven away the city’s once-booming population, leaving behind empty industrial buildings and unlit streets. It’s a city that nobody seems to care about anymore.”

Hele anmeldelsen kan læses her. Bogen er velskrevet og til tider umanerligt creepy. Jeg vil ikke påstå at bogen ligefrem giver læseren lyst til en rask ‘Ruin Porn’ smuttur til Detroit, men den leverer i visse sekvenser gys og gru af høj, høj klasse. Varmt anbefalet.

Ovre i den mere generiske boldgade, så har jeg senest læst bind 1 og 2 i Brian Staveleys fantasytrilogi ‘Chronicle of the Unhewn Throne’.

Jeg er oprigtigt talt i tvivl om hvordan jeg har det med det. Den første bog indleder ellers fremragende. Historien er muliugvis ikke videre original, men Staveley kan sit fortællermæssige håndværk og ved hvilke klichéer han skal spille på for at vi fans af episk fantasy bider på krogen. 3/4 inde i bogen går historien gradvist mere og mere i stå, og mine uskønne tendenser til at skimme begynder at titte frem.

Men når jeg først er nået så langt ind i en bog, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at skippe resten. Og tilmed er Staveley så bondesnu, at første bind faktisk afsluttes virkelig stærkt (ninjaer! Telepatiske mutanter! Sværdkampe! Royale intriger!), hvorfor man jo som nogenlunde anstændig læser er nødt til at læse andet bind også.

Det var til gengæld lidt af en sejtrækker. Jeg tror nok, at jeg kan lide det overordnede plot og jeg er også stadig rudimentært interesseret i hvordan det skal gå personegalleriet i bogen. Men hvis jeg skal læse blot én side mere om, hvordan livet leves blandt Staveleys fiktionaliserede udgave af et mongollignende rytterfolk, så går jeg officielt bærserk. Nu er du advaret. Aldrig mere, Staveley, aldrig mere. Jeg ender jo nok med at læse sidste bind, når det udkommer engang til næste år. Men det vil nok være af pligt end af lyst.

Netop nu er jeg så igang med Michael Fabers ‘Book of Strange New Things‘.

Det er en af de bøger, som vist nok skal i literary fiction båsen, men samtidig anvender han science fiction som fortælleteknik. Eller en falsk genrebog, om man vil. I sin bedste variant udmønter det sig i mesterværker som Emily St. John Mandel ‘Station Eleven’, der var min ubetingede favoritbog i 2014. Det var som at læse rigtig science fiction, blot skrevet af en sublimt dygtig forfatter. Kontrasten er folk som Brian Staveley ovenfor, der – når alt kommer til alt – muligvis kan dulme min sult med sit fantasyjunkfood, men ikke er i nærheden af at kunne skrive ligeså godt og indsigtsfuldt som Mandel.

Faber er indtil videre ikke helt ligeså storartet. Jeg er nu små 20 pct. inde i bogen, og plottet kommer ikke rigtig nogle vegne. Med io9’s ord:

“In the new book by the author of Under The Skin, a missionary travels to an alien planet called Oasis, to teach the natives about the Bible. But the biggest revelations in this book aren’t about the aliens and their fervor for religion — but rather about the human race and its tendency to self-destruction. Through the hand-picked collection of exemplary humans living on this alien planet, we start to see just how strange the future of the human race might look.”

Missionæren Peter pølser i skrivende stund rundt på basen på Oasis, og han møder bestemt mange særegne eksistenser på planeten, både blandt mennesker og aliens. Men der sker ikke så meget. Håber historien kommer mere op i gear, selvom jeg frygter at det ikke er Michael Fabers ærinde at skrive en underholdende science-fiction bog. Vi må se.

På nonfiction fronten har jeg ikke fået læst en eneste bog siden sidst. Måske det er ved at være på tide med lidt ny intellektuel stimulans i den retning.

Introspektivt

Da jeg for 10 år siden begyndte denne blog, var Josh Rouse ‘Nashville’ det nye album jeg lyttede mest til. Mine aktuelle yndlingssange dengang var The Dears ‘Lost in the Plot’ og Bloc Party ‘So Here We Are’.

Josh Rouse albummet fik jeg af min far i fødselsdagsgave i december 2004. Formoder at han købte det i Stereo Studio i Aalborg, da det dengang stadig var, hvad man meningsfuldt kan betegne som en ‘musikforretning’. De to andre købte jeg selv i GUF butikken i Vestergade. Det var små fem år før den musikkæde gik nedenom og hjem i 2009.

Jeg lyttede meget til de tre album i foråret 2005.

‘Nashville’ er dengang som nu en klassiker. 10 melodiøse og tidsløse indie-country-folk-rock perler. ‘Winter in the Hamptons’ er den bedste The Smiths sang, som Morrissey aldrig fik lavet. Lytter stadig regelmæssigt til albummet. Det sker noget mere sjældent med The Dears og Bloc Party. De to sange er begavet med en enorm melankoli-faktor samt en patos og inderlighed, der for en 33-årig mand er næsten ulidelig.

Men dengang var de noget for mig. Og jeg ville ikke undvære at lytte til dem (eller min øvrige musiksamling), da jeg skulle et halvt år i praktik på en ambassade i Centraleuropa. De tre album indgik derfor i de to spækkede flyttekasser med cd’er, der blev fragtet ned igennem Europa i mine forældres baggagerum. De blev afspillet i den rustikt møblerede lejlighed i Na Hrádku 8 på den lille ghettoblaster, som blev købt til formålet i en elektronikforretning i shoppingcentret ved Anděl. Ghettoblasteren kom siden til at stå i mine forældres kælder, hvor den agerede radio i min fars værksted indtil at den gik itu for små tre år siden.

Alt dette skete halvandet år før jeg mødte Den Bedre Halvdel, to år før jeg blev færdig på universitetet, 8 år før jeg blev gift, 9 år før min søn blev født. Og indimellem skiftede jeg job et par gange, var udstationeret ude i Europa en gang til, købte og solgte en lejlighed med tab samt henlagde snart sagt alt mit musikforbrug til streamning. I dag ville ingen jo drømme om at fragte deres cd-samling nogen som helst steder hen. Med andre ord: Livssituationer, teknologi, vaner, popkultur forandrer sig over tid. I det perspektiv er 10 år ganske længe af et menneskes liv.

Sideløbende med det hele fulgte bloggen i dens varierende iterationer og udgaver. Offentlig, anonym, dagbog eller mere causerende over aktuelle emner. Skrivefrekvensen har været varierende, inspirationen og kvalitetsniveauet ligeså. Læserne er – ak! – indiskutabelt blevet færre, men på sin vis er det heller ikke pointen for mig længere. Udkastet er Udkastet, og den er efterhånden mest for mig selv. Jeg flirter ofte med drømme om at udvandre fra diverse sociale medier1, men ikke fra bloggen. Det er stadig her, jeg allerbedst kan lide at skrive.

Det er vel her, at dette lille reflekterende indlæg bør ende. Med en konstatering af, at jeg har været glad for at være her, at det har givet mig megen værdi at skrive – og at det, når alt kommer til alt, har været 10 aldeles gode år i mit liv.

Og nu må vi videre.

  1. Hvilket dog er vanskeligt. Jeg ville gå glip af det store kartotek over bekendtskaber, som Facebook udgør. Og Instagram er nu det sted, hvor min familie primært ser billeder af Arvingen. Så kan man jo ikke så godt lukke ned for skidtet []

Sygdom

Jeg mindes ikke at have været så træt og udmarvet længe.

Der er sygdom på rundgang derhjemme, antageligvis med udspring i Arvingen. Efter han begyndte i vuggestue har han vel været helt rask i sammenlagt to uger. I den resterende tid har vi oplevet en apokalyptisk sekvens af influenza, øjenbetændelse, forkølelse og Gastroenterit. Og forældrene bliver så smittet på skift af de varierende dårligdomme. Så efter at have kæmpet med maven henover det meste af weekenden, så sidder jeg nu og kampæder strepsiler i kampen mod min forkølelse. Guderne må vide hvordan Den Bedre Halvdels helbred har det netop nu.

Den onde sygdomscirkel ville være til at håndtere, hvis vi ikke begge var begyndt at arbejde. Men i vores husstand jonglerer vi nu med mit mandag-til-fredag job, nattevagter, weekendvagter og hente-bringe logistik, der sammen med sygdommene stjæler stort set al tid og ressourcer.

Tak, jeg er bevidst om, at det her er et typisk bitchy og navlebeskuende børnefamilie-indlæg. Nej, jeg gider heller ikke selv læse den slags klynk. Men jeg har nok tidligere undervurderet, hvor drænende sådan en omgang sygdom er for livskvaliteten.

Nu forstår jeg bedre hvordan de andre børnefamilier blandt mine kolleger har det. Og jeg ser helt ustyrligt meget frem til sommeren.

Om at blive far – refleksioner efter en forældreorlov

(Dette indlæg blev første gang bragt d. 19. marts 2015 på min offentlige blog. Her kommer det igen i en lidt mere anonymiseret udgave. Betragtninger holder stadig nu hvor jeg er igang på arbejdet igen)

I skrivende stund er jeg på forældreorlov halvanden uges tid endnu. Det har været lærerige, sjove, frustrerende og oplysende syv uger.

Det er selvsagt ikke særlig videnskabeligt at udlede almengyldige sandheder fra ens egne subjektive oplevelser. Men jeg vil alligevel gå så langt som til at sige, at mænd bør forlange at holde mindst en måneds orlov. For man lærer meget af det. Både om ens arving, men også om en selv og de grundlæggende betingelser for tilværelsen.

Du kommer til at holde endnu mere af det lille kræ (og de af dig)

Det er egentlig ret magisk. Jo mere man er sammen med sine børn, jo mere holder man af dem. De vil tilsvarende også holde endnu mere af dig. Sådan har det i hvert fald været for mit vedkommende. Hans mor er stadig favoritten, men når jeg er alene med Arvingen, har vi vores egne rutiner og måder at gøre tingene på. Der er ting, jeg er bedre til end hans mor. Og det kan faktisk være ganske sjovt at være sammen med en et-årig krudtugle, der bare så gerne vil snakke og være sammen med lige netop dig. For lige netop i dette øjeblik, er du det suverænt vigtigste menneske for ham. Og du kan ikke gøre noget galt i hans øjne. Du er jo hans far eller mor.

De er faktisk ret søde og dygtige i vuggestuerne

Jeg havde ikke rigtig noget forhold til vuggestuer eller pasning tidligere. Jeg havde heller ikke tænkt dybere over det, at overlade ens arving til fremmede i adskillige timer om dagen. Derfor har det været meget betryggende, at Arvingens vuggestue indtil videre har vist sig at være et godt sted, hvor pædagogerne er nærværende og tager sig af børnene. Jeg har været hovedansvarlig for at indkøre ham i den offentlige pasning, og det går godt. Min respekt for pædagoger er steget voldsomt efter at have mødt dem sammen med Arvingen.

Du er ikke den vigtigste længere

Man lærer som nævnt meget af en forældreorlov. Og ‘Du er ikke den vigtigste længere’ er en indsigt, jeg som et grundlæggende stædigt, egoistisk og nydelsessygt menneske stadig arbejder med at blive bedre til – og drage de fornødne konklusioner ud fra.

Da jeg gik på arbejde og Den Bedre Halvdel stadig var på barsel, stod det måske ikke så tindrende klart for mig. Jeg var jo på arbejde 10 timer om dagen, og da jeg i forvejen egentlig bedst kunne lide at være hjemme når jeg havde fri, så var min tilværelse efter arbejdstids ophør ikke så radikalt anderledes end før vi fik børn. Det har ændret sig efter at jeg selv har haft ansvaret for Arvingen.

For at være forælder er de facto de samme som at tilsidesætte egne behov. At blive forælder handler ikke om dig. Din arving kunne ikke være mere ligeglad med hvad du har lyst til. Dit forskningspapir, din karriere, dit ønske om at se fodbold, din avislæsning, dit løfte om at se vennerne. Intet kunne betyde mindre. Det, der betyder noget er at du er til stede, tager ansvar og er nærværende. At du giver afkald på noget. Og det er ikke altid så let, som det lyder.

Folk, der ikke selv har fået børn tror som regel, at det nye i tilværelsen post-barn er fraværet af tid. Det ikke at kunne gå i biografen, se veninderne og lave noget uden for hjemmet. De siger derfor ofte: “Vi vil ikke lade os begrænse af at have fået børn. Vi vil stadig tage på ferier, gå ud osv osv”. Og det er da bestemt også et element, at man bliver mindre fleksibel rent tidsmæssigt.

Men det er ikke den egentlige transformative pointe.

Det er derimod, at du som forældre ikke længere er den vigtigste person i din egen tilværelse. Hvis du rent faktisk ønsker at være reelt nærværende, så må du som forælder give afkald på noget af det, du personligt måske egentlig hellere ville lave.

Mange karrieremennesker forsøger at komme uden om det fundamentale faktum, at de ikke længere nødvendigvis kan være hovedpersonen i eget liv. De får au pairs, barnepiger og bedsteforældre til at give børnene det nærvær, som de ikke selv er villige til at prioritere. Det er selvsagt et valg man foretager, og jeg siger på ingen måde, at det er moralsk forkert at ville have det hele – både familie og karriere. Jeg har blot vanskeligt ved at se, hvordan det reelt kan lade sig gøre. Hvis begge forældre arbejder 60 timer eller mere om ugen, så kan du ikke være hjemme til at holde af dine børn eller støtte din bedre halvdel. Det er en fysisk og psykisk umulighed. Det er måske ikke så problematisk at arbejde mange timer når man har større børn, men når børnene er små, så bliver det tricky. Det er et tilvalg af en selv og et fravalg af børnenes behov. Og det er fair nok at prioritere på den måde. Man skal blot være klar over, at man har foretaget den prioritering – og så lade være med at kritisere familier, der vælger en anden prioritering.

At børnene er i centrum, skal ikke forstås sådan, at børn nødvendigvis skal være små diktatorer, der bestemmer alt i en familie. Hvis det sker, bør man nok hanke op som forældre. Det betyder heller ikke, at der med fornuftig planlægning ikke er plads til at lave andet end at være forældre, når man har fri fra arbejde.

Men det betyder, at man skal være klar over, at grundvilkåret for ens tilværelse har ændret sig. Og når lokummet brænder, the shit hits the fan (og slige smagfulde udtryk for ‘når det virkelig gælder’), så kan og må man ikke glemme, hvad der egentlig betyder noget – og det er ikke længere dig eller dine individuelle behov.

At være på forældreorlov har understreget den læring for mig. Med børn følger ansvar. Det er et ansvar, der giver utrolig meget mening i et menneskes eksistens. Måske det endda er det mest meningsfulde overhovedet. Men det går aldrig væk. Heller ikke selv om man outsourcer det til barnepiger og au pairs. Og det opdager man, når man som far selv har ansvaret for sin arving i en længere periode.

Så derfor bør alle nybagte fædre øjeblikkeligt prioritere at afholde forældreorlov. Det er uger og måneder, som giver utrolig meget igen.

Månedens musik

Månedens musikalske playliste er om muligt endnu mere indstørknet end tidligere. For reelt har jeg ikke lyttet til noget nyt musik. Måske det ændrer sig, når jeg nu er begyndt på arbejdet igen – og derved kan sætte hørebøfferne på under skrivebordsarbejdet. Når det så er sagt, er her mine aktuelle favoritter:

Father John Misty – ‘I Love You, Honeybear’

Et helt og aldeles underskønt album. Jeg er usikker på hvilken genremærkat, der bør hæftes på ham. Folk? Indie? Uanset hvad, så er ‘I Love You, Honeybear’ fuld af sindsvagt stærke, melodiske og vidunderlige kreationer. Hele albummet kan høres her, men ellers så giv indledningsvist den überlumre ‘When You’re Smiling and Astride Me’, det Fleet Foxede ‘Chateau Lobby #4 (in C for Two Virgins)’, semidisco-perlen ‘True Affection‘ eller den Elton John-farvede ‘Holy Shit‘. Samlet set en stærk kandidat til årets album.

 

Håkan Hellström – ‘Håkan Boma Ye!’

7. juni 2014 spillede Sveriges uden sammenligning bedste musiker den hidtil største koncert i Skandinavien foran 69.346 tilskuere på Ullevi i Göteborg. Det har resulteret i en biograffilm og ikke mindst et episk livealbum, som skamlyttes her i husstanden. Jeg elsker Håkan Hellström ubetinget, og han er den musiker der står øverst på min liste over hvem jeg vil se live – også selvom jeg har set ham tre gange før. Jeg er mere fanatisk end teenagepigerne i traileren. Det er lidt sødt, faktisk.

 

Joel Alme – ‘Flyktligan’

Jeg kender ikke rigtig noget til Alme. Google fortæller mig at han har lavet IFK Göteborgs indmarch sang (‘Snart Skiner Poseidon‘), hvilket indikerer en særdeles tvivlsom smag i fodboldklubber. Opdagede hans nye album, ‘Flyktligan’ ved et tilfælde. Det rummer nogle stærke sange.

 

Jesse Boykins III – ‘Love Apparatus’

Boykins har huseret på mine spotify-playlister jævnligt i de senere år. Han er sjasklummer og hans knitrende electro-soul er en lise for sjælen. Lyt eksempelvis til mesterværker som ‘B4 The Night Is Thru‘, ‘Amorous‘, ‘Pantyhose‘ og ‘Tell Me‘. Generelt er hans nye album ‘Love Apparatus’ en vaskeægte fornøjelse, og Boykins er en elsker af de allerfremmeste.

 

Miguel – ‘Coffee’

Det er ved at være længe siden Miguel udgav ‘Kaleidoscope Dream’. Jeg savner ham. Troede egentlig at det nye album var på trapperne, da han offentliggjorde ‘Coffee’ for et par måneder siden. Men sangen er ikke engang i mine streamingtjenester, og han har ikke udgivet noget siden. ‘Coffee’ lover dog godt, så jeg væbner mig med tålmodighed.

 

The Weeknd – ‘Earned it’

Jeg har ingen planer om hverken at se eller læse Fifty Shades, men The Weeknd sangen fra filmens soundtrack er fremragende. Dramatisk og velkomponeret. Er bevidst om at den spilles alt for meget på P3, men det gør ikke sangen ringere. Leo kan også lide at danse til den.

 

Introtemaet til Bamses billedbog

Ja, nu fniser I nok. Men da jeg forsøgte at se et afsnit af Bamses Billedbog sammen med Leo forleden, så slog det mig øjeblikkeligt: Vedkommende der lavede intromusikken må have lyttet til hawaiiansk slack-guitar. Lyt lige til temaet, og lyt så til folk som Dennis Kamakahi og Gabby Pahinui. Der er en direkte forbindelse mellem Bamses hus og Maui. Mærk jer mine ord. I læste det her først.

Jubilæum

Jeg vågnede op med et sæt i nat1, angst for at have misset mit 10 års blogjubilæum. Men det er heldigvis først d. 17. april, så der er et par dage endnu til at få griflet et frygtelig selvcentreret indlæg om tiden der gik.

Seriøst, kan I huske jer selv for 10 år siden? Hvordan og hvem I var? Hvad I tænkte? Hvad I gik op i? Hvad I lavede? Hvad I drømte om?

Det kan jeg. Næsten da. Jeg kan i hvert fald gå tilbage og læse i mine arkiver. Det er ikke altid lige rart. 10 års mere eller mindre regelmæssige skriverier nødvendigvis må indholde ting af mindre begavet og indsigtsfuld karakter. Men man er jo som man er, og til tider er det også da skægt, at hilse på sig selv anno 2007.

Vi skrives ved de næste 10 år frem.

  1. Og ikke kun fordi Arvingen var utilfreds fra kl. 03.32 til 04.51 []