Introvert

Har brugt det meste af min weekend på et arbejdsrelateret seminar i Hamburg. De 60 tungeste ledere hos arbejdsgiveren var afsted for at drøfte ledelse, strategi, eksekvering og lignende CBS’ede emner. Jeg var med, da jeg i en periode var konstitueret chef for min afdeling, og i øvrigt har haft en stor rolle og ansvar for at arrangere weekendens seance.

Den gode nyhed først: Arrangementet forløb fremragende og mit arbejde i den forbindelse var en succes.

Den dårlige nyhed: Jeg hadede nogenlunde hvert eneste sekund af det.

Nej, nuvel, det er en overdrivelse. Der var dele, der var udviklende og givtige. Jeg har intet imod de faglige workshops eller de dele, der handler om arbejde. Når først jeg lige får snøret min tunge ud og vænner mig til at tale engelsk, så går det hele problemfrit. Det er slet ikke så åndssvagt, at få lagt planer for fremtiden sammen med ens kolleger

Problemet opstår i det sociale. Pauserne. Snakken over kaffen. Middagen. Minglingen. Baren til sent ud på aften/natten.

Der er nogle mennesker, der er sociale, udadvendte og elsker den slags. Befinder sig som fisk i vandet, når man skal konversere med nye personer. Elsker at sidde over drinks kl. 01.23 og være brawawawawa med kolleger. De får energi af den slags.

For mit eget vedkommende må jeg blot erkende, at med mindre det er en mindre og mere tryg social setting, så hæmmer mit generte og introverte gen mig kraftigt. Jeg hader at være der, og efter en lang dag med rejser og arbejde, så vil jeg egentlig helst op på hotelværelset med min Kindle kl. 22.30, så jeg er klar til en løbetur og en ny dags arbejde efterfølgende.

Men det går ikke. I hvert fald ikke, hvis man vil pleje sit netværk og omdømme i en organisation.

For der er – pudsigt nok – meget stort personmæssigt sammenfald mellem dem, der kan være sociale når det gælder og dem der bliver udnævnt til titler, magt og ære. Det har været tilfældet på alle mine arbejdspladser, ikke kun den nuværende. Det er over øllene at studehandlerne indgåes, rygter bliver delt, sympatier blandt de ekstroverte mennesker skabes og karriererne defineres.

Der er ikke så meget at gøre ved det, formoder jeg. Som introvert må man tilpasse sig, hvis man har karrieremæssige ambitioner. Jeg må blot lære at blive bedre til at være sociale og ‘på’, og undertrykke min grundlæggende skyhed overfor andre mennesker.

Men frustrerende? Det er det da.

Folketingsvalg

I dag blev der langt om længe udskrevet folketingsvalg.

For en politisk udbrændt (og officielt politisk ligeglad) person er det ganske rædsomt, da vi så er tvangsindlagt til tre ugers ulidelig og ufrugtbar valgkamp. Det mest positive ved begivenheden er velsagtens, at vi nu i det mindste slipper for spekulationerne om hvornår det famøse valg bliver udskrevet. Lidt har vel også ret.

Med min efterhånden midaldrende og fremskredne alder in mente, mener jeg at jeg efterhånden kender mig selv. Jeg ved derfor, at jeg rent ideologisk er nænsomt liberal teknokrat og fremtidspessimist, og at mit kryds derfor vil blive sat et sted blandt de borgerlige partier.

Det er der selvsagt en hel del praktiske problemer ved – det største er at jeg opfatter langt størstedelen af borgerlige politikere som enten usympatiske, inkompetente eller moralsk anløbne – men man skal jo stemme ud fra sin overbevisning.

Der er ikke mange konkrete politiske issues, som jeg går brændende op i, eller som kan antænde min indre politiske svinehund.

Ganske vist forsøger Politikens lederskribent i dag at italesætte valget som ‘det vigtigste siden 2001’, men jeg har med mine lægmandsbriller vitterligt svært ved at de store forskelle på de to blokkes samlede pakker.

Begge vil ændre og reformere velfærdsstaten for at bevare den. Nuvel, de anlægger muligvis forskellige veje og redskaber hertil. Men grundlæggende har jeg vanskeligt ved at adskille det store ‘lilla’ midterfelts partiers politikker fra hinanden. Måske min ignorance ville ændre sig, hvis jeg engagerede mig mere i de specifikke politikforslag. Hvem ved?

Endelig har jeg det defaitisktiske synspunkt, at i en lille åben økonomi som Danmark, så er langt størstedelen af politikken, samfundsøkonomien og reguleringen allerede givet på forhånd af internationale konjunkturer og EU. Det er fint nok at folketingskandidaterne har brug for at fortælle, at de bliver virkelig magtfulde, hvis de kommer i Folketinget. Jeg tillader mig dog at tvivle. Det nærmeste de kommer magt er vel at sidde og detaljeregulere de stakkels kommuner og regioner.

Men efter denne elegi, hvad går jeg så op i af emner? Grundlæggende kun én ting: Min søns fremtid.

Jeg er optaget af, at han kommer til at vokse op i et velstående, trygt og frisindet samfund.

Jeg er optaget af, at han får adgang til et sublimt undervisningssystem og at alle muligheder står åbne for ham, hvis han selv kan og vil udnytte dem.

Jeg er optaget af, at den danske samfundmodel er konkurrencedygtig, og at danske virksomheder også vil have spændende jobs til ham i fremtiden.

Pt. er jeg dog nok mest optaget af, at han trives og udvikler sig nu i de yngste år. Givet at han med to arbejdende forældre tilbringer mere tid med pædagogerne i vuggestuen end sammen med Den Bedre Halvdel og jeg, så er jeg slet ikke døv overfor diskussioner om normeringer i de offentlige institutioner.

Jeg er heller ikke døv overfor politikere, der har holdninger til om man kunne indrette arbejdsmarkedet på måder, så børn rent faktisk får mere tid sammen med sine forældre. Jeg har hverken forskning eller viden til at bakke det op, men jeg tror at børn der vokser op i nærværende, trygge familier har en større chance for at få succes og blive lykkelige. Og grundlæggende opfatter jeg det som perverteret, at jeg afleverer min søn så mange timer hver dag.

Så ja. Grundlæggende er jeg blevet en børnefamilievælger. Hvad med jer? Hvad er vigtigt for jer denne gang?

Episke ringetoner

En af mine all-time yndlingsoverspringshandlinger er at finde den perfekte ringetone. Den skal være classy, fængende, have en høj popkulturel værdi og underbygge mine sociale kapital, hvis og såfremt telefonen ringer mens jeg er i det rigtige selskab. Det er en kunst ud i personlig branding og selviscenesættelse. Der er ikke noget mere sølle end folk uden en proaktiv og udspekuleret ringetone!

I skrivende stund har jeg Stumbleines mesterlige cover af Mazzy Star ‘Fade Into You’. Den fungerer udmærket, særlig for dem der var unge dengang originalen udkom i 1994. Tidligere har jeg haft Josh Rouse ‘Directions’, My Bloody Valentines ‘Sometimes’ og R.E.M ‘The Great Beyond’. Alle har fremragende og fængende åbninger, men er lidt for tunge ud i det slut-90’er indierockede. Jeg har brug for variation af og til.

Lige nu overvejer jeg at skifte genre over mod det mere acid-housede. Så hvad tænker I om:

Hvilke ringetoner har I?

Ventetid

Playliste fra en lørdag morgen i maj mens Far og Søn venter på at Mor kommer hjem fra nattevagt:

Dune

Det er lidt af et dilemma. Jeg VED at jeg elsker Frank Herberts science fiction klassiker ‘Dune’. Men jeg er samtidig usikker på om jeg tør læse den igen.

Sidst jeg fortærede bogen var engang i gymnasietiden. Det er længe siden og jeg er – håber jeg da! – en anden person i dag. Her er coveret på den lurvede udgave fra 1978, jeg lånte på Hasseris bibliotek dengang i midt-90’erne:

Klit

Ret episk, ikke sandt? Se lige den sandorm. Og se hvor små menneskerne er ved siden af. Hvordan kunne en nørdet 15 årig undgå at elske den bog?

Men hvad nu hvis jeg ikke kan lide bogen mere? Tænk, hvis jeg nu har glemt indholdet? Hvad nu hvis jeg blot var så heldig at læse ‘Dune’ på det rette tidspunkt i livet, hvor dens esoteriske geopolitik og univers var stærkt fascinerende for mig? Hvad nu hvis den i dag vil virke fjollet?

Jeg har tænkt de tanker et par gange de senere måneder. ‘Dune’ fylder 50 år i 2015, og den fremragende blog Tor.com har derfor kørt en række jubilæumsartikler om bogen. Jeg har læst dem med stor fornøjelse, men stadig med den der knugende fornemmelse i maven. Den bagvedliggende bekymring for, at min kærlighed til bogen bygger på et fundament af sand.

I dag løsnede knuden sig dog. Forlaget bag ‘Dune’ udgiver selvsagt en 50 års jubilæumsudgave af bogen, og se lige dens forside:

Dune-by-Frank-Herbert

Er den ikke vidunderlig? Er den ikke inspirerende? Stimulerer den ikke fantasien? Jeg er helt tosset med den! Helt uironisk begejstret. Bemærk hvordan man både kan se det som en udgang af en hule og som konturen af en sandorm. Det er genialt. Kunstneren bag coveret, Sean O’Connell, siger:

I’ve been a fan of Dune for a long while. It is my father’s favourite book and we’ve had many a discussion on the Dune universe. My inspiration for the cover design stemmed from my love of the concept of a thing within a thing.

The underlying theme of Dune is ecology and the relationship of the desert with the spice, the spice with the sandworms, and the sandworms with the desert. Beyond all the political intrigue is the concept of a galactic economy being dependent on one very scarce resource. I had the idea of the sparse desert landscape with the moons: the classic landscape of Arrakis. I put the scene within a reverse silhouette of a giant worm to show that the desert exists because of the worm but also that the worm exists because of the desert. I hoped to create the illusion that you could not focus on one aspect of the image for too long without seeing the other. I hope this dichotomy of imagery on the cover will prepare the reader for the intriguing themes held in its pages.

Mon ikke det gør, min gode mand! Man kan kun håbe, at det vil anspore nye læsere til at opdage Frank Herbert og ‘Dune’ universet.

For mit eget vedkommende vil jeg i aften tage mit eksemplar af bogen ned af reolen. Give den et par kapitler. Dyppe tæerne en smule. Hvis det føles godt, vil jeg gennemlæse den igen.

Og forhåbentlig elsker jeg stadig ligeså højt, som jeg har fortalt mig selv igennem alle disse år.

Landlig idyl

Præstø. Siger det jer noget? Vækker det følelser? Erindringer? Refluks? Har I en mening om stedet?

Indtil i går og i dag kunne jeg svare tydeligt ‘nej’ til spørgsmålene.

Guderne skal vide, at jeg nærer stor og gerne helt irrationel kærlighed (Nordjylland) og had (Midtjylland og Fyn) til diverse landsdele. Men Sydsjælland har altid være en black box for mig.

Antallet af gange hvor jeg har været syd for Køge kan tælles på ganske få hænder. Måske kun én, hvis ikke man tæller togture til og fra Tyskland med. Muligvis skyldes det, at jeg ikke kender særlig mange mennesker fra Sydsjælland. Man møder paradoksalt mange flere jyder end sydsjællændere i København, synes jeg. Sydsjællændere … ikke rigtig.

Regionen glimrer også med sit fravær af belastende sportsklubber, episke byer eller irriterende personager. Der er simpelthen ikke nok materiale i Sydsjælland til at fodre min indre svinehund. Der har kort sagt aldrig rigtig været en anledning eller en begrundelse til at opbygge et egentlig forhold til Sydsjælland.

De seneste dage har jeg imidlertid tilbragt på et afdelingsseminar, der meget apropos foregik ude i den eksotiske sydsjællandske provins. Ja, i Præstø, altså.

Selve konferencestedet, Hotel Frederiksminde, var en fornøjelse. Hvis man er til bedårende fjordudsigt, strandhotel-nostalgi og velsmagende mad, så er der et sted, man bør besøge. Tag konen med, det vil hun sætte pris på.

Selve Præstø? Det var en slags mini-Bornholm med gamle huse. Meget pittoresk og malerisk. Tiden virkede til at være gået i stå. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, antager jeg, blot … meget stille og udynamisk.

Når jeg filosoferer sådan over det, skal det ses i lyset af at jeg tilbage i marts navlepillede ganske utiltalende meget i overvejelser over vores fremtidige bopæl. Især om udsigten til igen at flytte ud af reservatet her øst for Valby Bakke.

Vi ved stadig ikke hvor vi skal bo på langt sigt. Og jeg har stadig ikke helt fået masseret mit sind på plads til at tro på, at livet langt fra metropolen er noget for mig. Men jeg arbejder på det.

Og det bliver lidt lettere for hver dag, synes jeg. Jeg kunne jo konstatere, at da jeg vågnede i morges for at vralte ud på en løbetur, så var der fuglekvidren overalt. Måske jeg blot glemmer at lægge mærke til det i hverdagen, men … jeg erindrer ikke nogensinde at have hørt fuglefløjt på Islands Brygge. Ja, det kan lyde banalt og fjollet at gå i den slags besynderlige detaljer. Men den slags betyder noget. Er ikke sikker på at Arvingen skal lide den grufulde skæbne at vokse op som, gys, københavner.

Så vi tænker videre. Præstø bliver det nok ikke. Dertil er det for lang væk, for stille. Men hvem ved hvad Sydsjælland ellers tilbyder af ukendte perler?

Forbandelsen er aflyst

Kan I huske den der svært irriterende sang, ‘Nanna’, som Gasolin lavede i 1972? Hvor teksten går:

“Nanna med den røde mund
Og lange sorte negle.
Hun drikker og hun er lidt dum
Så hun er glad.
Det så trist, det så trist siger de”

Nuvel, jeg hader den sang. Ganske stærkt, faktisk. Men ikke desto mindre vrængede Kim Larsen inde i mit hoved hele fredag aften.

For det er så trist, det er så trist at AaB – så få dage efter klubbens 130 års fødselsdag – skulle opleve en så gennemført trang og afskyelig dag som i går.

Først nyheden om at Kasper Kusk har solgt sin sjæl til djævelen. Dernæst et forsmædeligt nederlag til OB. Nej, jeg var ikke just opløftet på Nordjyllands vegne. Og Kim Larsens nasale vokal gjorde det ikke bedre.

I dag er humøret lidt bedre.

Har tegnet abonnement på ViaPlay, så efter et års tid uden adgang til fodbold på tv, har jeg her til aften nydt at se Crystal Palace vinde over Liverpool. Og hvis jeg vil, kan jeg i skrivende stund se mine romerske yndlinge Lazio på en svær opgave hos Sampdoria. Hvilke man jo skulle være en skidt fugl ikke at udnytte.

Men det er nu ikke så meget derfor, at humøret er bedre.

Det er snarere fordi min forbandelse er blevet ophævet. Indtil for ganske nylig var det sådan, at hvis jeg kastede min kærlighed over en sportsklub, så var det et stensikkert tegn på, at det efterfølgende ville gå rædderligt for den pågældende klub. Forbandelsen gjaldt alle former for sportsgrene. Der var statsgaranti for økonomisk og/eller sportslig rabundus, når først Skribenten havde været forbi.

Tag nu blot Denver Nuggets. Jeg er på besøg i 2012. Ser en Nuggets-kamp i Pepsi Center. Kort tid efter ryger de meget skuffende ud af slutspillet på røv og albuer, fyrer træneren, mister sportsdirektøren, får stjernespilleren langtidsskadet og har netop haft endnu en helt miserable sæson. Forbandelsen slog til.

Eller hvad med FC Köln? Jeg kommer på besøg, og klubben rykker straks ned i 2. Bundesliga. Forbandelsen slog til.

Og så har vi ikke engang drøftet Djurgården, der efter at jeg deklarerede min kærlighed har haft en snart 10 årig ørkenvandring af middelmådighed og økonomisk malaise. Forbandelsen slog til nok engang.

Værst af dem alle: AC Bellinzona. Engang det italienske Schweiz’ fremmeste klub. Jeg køber deres trøje under en af sommerferierne dernede. Året efter går klubben konkurs og er nu at finde i amatørfodbold rækkerne. Måske min forbandelses mest smertefulde offer, hvis jeg selv skal sige det.

Men nu er det slut.

Efter at jeg besøgte San Francisco på bryllupsrejsen, så en Golden State Warriors kamp samt købte et bjerg San Franscisco Giants merchandise … så er det gået strålende, storartet, ja, nærmest mageløst for dem begge.

Giants blev mestre i baseball. Og Warriors er NBA’s aktuelt stærkeste hold, og er med stormskrift på vej til finalen i dette års slutspil. Om alt går vel, så er min forbandelse blevet vendt til en fortryllelse.

Måske … måske jeg ikke længere skal skade nogen? Jeg vil virkelig håber det for AaB. Der er brug for alt min magi lige nu.

For meget discount

Det er tankevækkende.

Da Étienne de Crécy udgav det banebrydende ‘Super Discount’ album for snart 20 år siden, så lød det som fremtiden. Det gør det sådan set stadigvæk. Det var radikalt, det var sært, det var den rabiate ende af den daværende franske house/electronica bølge.

Prøv blot at lytte til ‘Le Patron Est Devenu Fou!‘, den jazzede ‘Prix Choc’, de stenede ‘Soldissimo‘, ‘Affaires À Faire‘ og ‘Les 10 Jours Fous‘. De lyder stadig ikke som noget andet elektronisk musik – og det mener jeg på en god måde.

Albummet blev bundet sammen af små mærkværdige interludes, med samples fra obskure franske film og country. I dag kan jeg stadig høre dem inde i hovedet. Når min computer går i ged, så er det ‘Tout À 10 Balles’, der spiller i den indre højtaler. Og jeg har til min evindelige ærgelse til dato stadig ikke fundet ud af, hvem det er at Crécy sampler i slutningen af ‘Prix Choc’ (ved I det? SÅ HJÆLP MIG DOG!). Det var og er futuristisk.

Derfor er det så besynderligt og skuffende, at ‘Super Discount 3’ albummet er så konformt og kedeligt, som tilfældet er. Der er intet nyt eller banebrydende over det. Ligesom ‘Super Discount 2’ var det i 2004, så er der tale om house af den slags, der kunne være lavet på et hvilket som helst tidspunkt i perioden efter år 2000. Jeg sidder her med hørebøfferne på, og bevares, min fod bevæger sig da nogenlunde rytmisk sammen med musikken … men så heller ikke mere.

Måske det blot igen er udtryk for, at der i mit sur-gammel-mand sind ikke er blevet lavet god musik siden jeg var yngre. Måske ‘Super Discount 3’ bør vurderes på egne fortræffeligheder, og ikke i forlængelse af dens forgænger. Jeg ved det snart ikke.

Uanset hvad, så bør den nysgerrige lytter nok begynde med Étienne de Crécys andet magnus opum: Albummet ‘Tempovision’ fra 2000. Det er vitterligt et sublimt electronica album, der kan og bør appellere bredt – også til de popører, der ikke nødvendigvis orker genren normalt.

God fornøjelse

Eventyrlyst

Det var helligdag i går, og jeg gad ikke lave noget videre fornuftigt i fritiden under arvingens middagslure. Så jeg investerede naturligvis i en række adventurespil til iPad’en.

Taget i betragtning af hvor meget jeg holder af at overspringshandle, så fylder computer- og videospil overraskende lidt i min tidsspilde-diæt.

Jo, i gamle dage var jeg flittig bruger af mine elskede Game Boy, Super Nintendo og Playstations. Og min besættelse af adventurespil udspringer af tiden i start-90’erne, hvor jeg spillede ‘The Secret of Monkey Island’ i noget døgndrift. Siden døde det ud. I dag sker det mest af alt, at jeg i lidt for lange og sene tidslommer forsvinder helt ind i mine ‘Football Manager’-spil. Men ellers er det begrænset hvad jeg bruger på spil som sådan. Selv ikke mine iOS-udgaver af ‘Final Fantasy’-spillene får jeg rigtig kælet for.

Men efter at jeg for nylig spillede det aldeles fremragende point-and-click adventurespil ‘Broken Sword: Shadow of the Templars’, blev der tændt op under mit slumrende adventurespil-bål. Så det var indenfor den genre, at der blev rekvireret spil til iPad’en.

Indtil nu har jeg kun fået spillet det rigtig glimrende ‘Silent Age’, som det til min overraskelse viser sig at være danskproduceret. Spillet har alt: Tidsrejser, parallelvirkeligheder, en pedel som hovedperson og det mest eery/spooky musik på denne side af meteorstormscenen i ‘Gravity’. Gåderne er måske lidt for lette og lineære, men det gør ikke så meget. Spillet fungerer glimrende som opvarmning til de øvrige jeg har købt: ‘The Longest Journey’, ‘Lost Echo’, ‘Beneath a Steel Sky’ og ‘Machinarium’.

Glæder mig allerede til pauser og længere perioder i transportmidler i den kommende tid, så jeg rigtig kan fordybe mig.

Optøet forhold til Microsoft

Det er kommet snigende de senere måneder … men jeg hader ikke Microsoft mere.

Forstå mig ret: Jeg elsker stadig min MacBook Pro. Jeg holder af min iPad og synes ok godt om min iPhone, men det er Mac’en der er min sande kærlighed. Hele økosystemet med Apps centreret om OS X er der, hvor jeg bedst kan lide at arbejde. Jeg er tilmed så gammeldags, at jeg stadig foretrækker at arbejde foran hakkebrættet, fremfor at være på mobile enheder. Sender meget nødig en e-mail fra min mobil, med mindre jeg er tvunget til det. Dét at skrive og være kreativ hører i mit sind uløseligt sammen med min Mac (eller til nøds en stationær PC). Så Apple er stadig min favorit, når det handler om hardware og styresystemer.

Men Microsoft, ikke sandt? De er ved at gøre comeback i min verden. Især Office.

Bevares, jeg synes stadig at Windows i alle dets afskygninger er rædsomt og besværligt. Kommer aldrig til at holde af det styresystem. Det er clunky og belastende. Men jeg er som nævnt efterhånden ganske lun på Office-pakken. Den vinder mere og mere på mig.

Det er delvist arbejdsbetinget, men ikke helt – for jeg har frivilligt tegnet abonnement på Office 365. Men man kan vel sige, at jeg endnu ikke har været ansat på en arbejdsplads, der ikke var centreret om Office. Det er Outlook, Word, Excel og Powerpoint, som styrer showet. Og det går mig slet ikke så meget på, som det tidligere gjorde. Der er klare synergier for mig ved også at anvende Office privat.

Egentlig mener jeg også at Microsoft og Office er kommet godt efter det, når det handler om at skabe et uproblematisk og sammenhængende flow. Det er måske ikke ligefrem en fornøjelse at arbejde i Word, men det fungerer stadig bedre. Det taler fint sammen med andre programmer.

Og endnu vigtigere: Der er en ny udgave af Office til Mac på vej. Den nuværende udgave er fra 2011 og er skingrende rædsom, men de nye previews af Office til Mac er slet ikke så åndssvage igen. Jeg kan godt se mig selv forlade Pages til fordel for Word 2016, når vi engang når dertil.

Der er dog også tale om en push-effekt. Google skubber mig over mod Microsoft.

Jeg opfatter Google som et ondere og mere dubiøst foretagene end Microsoft. Deres ækle tendens med at logge én ind på Chrome uden man beder om det, registrere søgninger og generelt være overvågende, gør mig tom indeni. Jeg ved ikke rigtig … men jeg er simpelthen ikke tryg ved at henlægge ting som e-mails og arbejde hos Google. De er for omklamrende. Deres tjenester og apps er måske smarte, men det kommer altsammen med en pris. Microsofts ydelser er muligvis noget tungere at danse med end Googles, men de er i det mindste ikke så pokkers allestedsnærværende online.

Så jeg er gået fra Gmail til Outlook.com i mine private e-mail. Og orienterer mig via Office 365 mod Microsofts portefølje. Min browser er nu Safari fremfor Chrome. Hvis ikke det var fordi min Gmail er praktisk at have som buffer, når jeg skal registrere mig hos virksomheder, så havde jeg forlængst nedlagt den. Vil kort sagt helst så lidt som muligt at gøre med Google – og så er Microsoft en oplagt samarbejdspartner.

Hvad med jer? Er der nogen virksomheder, I har mistet den grundlæggende tillid til?