Flakkende

De senere år har jeg haft en … omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet. Et års tid i Bruxelles, 20 måneder i Nordjylland og indtil videre 16 måneder hos min nuværende arbejdsgiver i København.

Det vil være at strække den, at betegne mig som flakkende, tænker jeg.

En del af de lidt hyppige jobskift har været afledt af de geografiske flyt, som er en integreret del af Den Bedre Halvdels uddannelse. Men det er indiskutabelt, at jeg de sidste fire år har været præget af jobmæssig restløshed og ustabilitet.

Kom til at tænke over det, da jeg læste et blogindlæg om ‘Loyalists vs Mercenaries’.

Det handler ganske vist mest om arbejdskulturen i start-ups i Silicon Valley (stor udskiftning i medarbejderstaben, kortere ansættelsesperioder, tendens til at medarbejdere agerer mere som ‘lejesoldater’), end i mere perifære steder som Des Moines eller Indianapolis (mindre udskiftning, længere ansættelsesperioder og mere ‘loyalistisk’ tilgang til arbejdsgiveren).

Det er vel relativt banalt at konstatere, at det hører en anden generation til, at have de meget (livs)lange ansættelsesforhold. Jeg kan ikke komme på nogen fra min studietid, der stadig har det første job, som de fik efter afsluttet kandidateksamen – og det er trods alt kun 8 år siden. I mine forældres generation ville det ikke have været usædvanligt, hvis man stadig arbejdede det samme sted.

Jeg ved ikke om der er nogle generaliserbare regler for, hvorfor det er blevet sådan.

Det jeg helt uvidenskabeligt kan se i omgangskredsen er dog, at de store lønhop sker i forbindelse med et jobskifte. Man bliver ikke belønnet for at være loyal overfor en arbejdsgiver, tværtimod. Endelig er der jo en udtalt ideologi om fleksibilitet. At være det samme sted kan tolkes som mangel på forandringsparathed og dynamik.

Måske det er bedst illustreret af, da en ny administrerende direktør for et par år siden begyndte hos min gamle arbejdsgiver. På sit første medarbejdermøde ytrede han, at han ikke vidste om han var på stedet om fem år, da man efter hans mening burde skifte job minimum hvert fjerde år for at undgå at gro fast. Det efterlod ikke medarbejderflokken stærkt investeret i ham eller hans projekt, skulle jeg hilse at sige.

Omvendt er det vel også sådan, at man er nødt til at investere et vist kvantum tid i en arbejdsgiver, hvis man vil op i systemet. Jo, CEO’s hentes ofte udefra, men laget nedenunder – vicedirektørerne og den slags – har ofte en lang historik i virksomheden. Så måske de hyppige jobskift efterhånden mere bliver en hindring for ens evt. fremskridt og karriere. Man når aldrig at blive rigtig dygtig, eller at høste den sociale kapital af at have bygget et netværk op indenfor ens felt. Det taler imod for mange kortvarige ansættelser.

Nå, men det egentlig budskab var vel bare, at jeg spekulerer en del over mine egne mønstre for tiden. Om hvorfor jeg altid er så restløs, bliver demotiveret og ikke har hvilet specielt meget i mine ansættelser.

Jeg har ikke nogle gode svar. Men nu hvor der snart bliver langsigtet stabilitet i vores almene livssituation, kunne det jo være fortryllende, hvis der blev det samme i karrieren.

Det er ihvertfald langt fra mit personlige ideal at være en lejesoldat.

Tekst TV

Efter valget udtalte den (nu ekskluderede) konservative folketingskandidat Mads Holger efter partiets rædderlige resultat, at

“Enten skulle vi til fest med De Konservative, eller også skulle vi se tekst TV. Og det blev så tekst TV”.

Og ved I hvad, den disposition forstår jeg faktisk godt.

Bevares, jeg ved da godt, at Holger kun brugte tekst TV til at italesætte hvor uendelig kiksede og nederdrægtige at Konservative er. Men det er helt igennem unfair. Overfor tekst TV altså.

Jeg savner nemlig mit tekst TV. Intenst og inderligt.

For da min vanartede søn for ikke så forfærdelig længe siden fik fat med sine små begærlige, fedtede grabber i fjernbetjeningen til TV’et, så gik den i stykker. Måske ikke så underligt, når den partout skulle bankes infernalsk i gulvet.

I en periode kunne vi derfor kun betjene TV’et via knapperne på siden (= intet tekst TV). Og selv nu, hvor jeg har købt en kønsløs passer-til-alle-TV’er fjernbetjening for den fyrstelige sum af kr. 149,95 i Føtex, så fungerer tekst TV stadig ikke.

Jeg savner at besøge sporten på side 201 samt nyhederne på side 110 og frem. Det var den perfekte overspringshandling i reklamepauser, når Troels Lund Poulsen var på skærmen eller bare når der ikke var andet at lave. Nu sidder jeg i stedet og glor på telefonen, og det giver mig slet, slet ikke samme livsglæde.

Så ærligt talt, Mads Holger. Vis tekst TV lidt respekt. Det har i modsætning til dig i det mindste en funktion og et højere formål her i tilværelsen.

Et folketingsvalg

Nedenfor følger mine tanker her dagen efter folketingsvalget. De er jævnt usammenhængende samt fuldstændigt subjektive og uunderbyggede. Der ligger absolut ingen empiri eller forskning bag.

Jeg forstår ikke hvordan jeg valg efter valg formår at undervurdere (eller måske rettere: Glemme) Dansk Folkeparti. Sidst skete det til Europa-Parlamentsvalget, og nu så igen i går. Det er mig en gåde, at jeg stadig ikke har erkendt, hvor dygtige de er til lige netop deres form for politik. De er fremragende kommunikatører (er I nogensinde i tvivl om hvad Kristian Thulesen Dahl mener?) og laver stensikre kampagner – hver gang. Og i takt med den stadig stigende sociale accept af det at stemme på DF, er de usandsynligt dygtige til at indrullere nye vælgergrupper. Det er imponerende. De ved præcist hvordan man i en valgkamp kan udnytte den grundlæggende eksistentielle usikkerhed, som deres kernevælgere – måske især vores ældre medborgere – føler ved globaliseringen og forandringer. Og de formår valg efter valg at fremstå, som partiet for dem, som føler, at de ikke bliver hørt af en ikke nærmere defineret politisk/social/økonomisk/kulturel elite. Man kan være uenige med partiet. Men hold nu op, hvor er de dygtige.

København (og vel også Aarhus) og resten af landet lever tilsyneladende i paralleluniverser, hvor man ikke forstår hinanden. For nogle år siden talte man om filterboblen, hvor man gennem sine internetsøgninger og nyhedsforbrug kun hørte og læste de ting, som man var enige med. I denne valgkamp har jeg oplevet, at være i en filterboble. Både her i København, i de etablerede medier og på de sociale medier, har man beskæftiget sig med at faktatjekke tal i et væk og hvordan politikerne ‘håndterer’ ting. Man har ævlet løs om ‘troværdighed’ og ‘præsidentvalgkamp’. Politiske kommentatorer har fortolket kropssprog, afbrydelser i debatter og gisnet om det nu ville gavne Thorning, at hun var så aggressiv overfor Løkke. Nu her bagefter kan man så i bagklogskabens lys se, at det var blålys. Ingen i filterboblen – heller ikke mig – havde tilsyneladende forstået, hvad det egentlig er for nogle strømninger, bekymringer og emner, som hersker i folkedybet. Vi sad her i vores eget lille provinsielle boble på vores fine kontorer, og autoerotiserede med proces og ørkesløse diskussioner om hvorvidt det kan betale sig at arbejde. Imens er de rigtige mennesker – dem udenfor boblen – optaget af ganske andre ting. Alternativets vælgere er optagede af grøn omstilling, mens DF vælgerne ikke synes det er særlig perspektivrigt, at modtage masser af nye flygtninge.

Mon ikke SF’s deroute og Enhedslistens begrænsede fremgang betyder, at dagpengene som politisk issue er stendødt. Nu har det kørt i fire år, og der er tydeligvis ikke stemmer i emnet.

Jeg har nu set de Konservatives Brian Mikkelsen i adskillige interviews, hvor han monomant påstår, at det faktisk er en drømmesituation for partiet at blive slagtet – fordi “nu har vi de afgørende mandater”. På samme måde løber samtlige Radikale rundt og er så stolte, så stolte fordi de førte en så flot, så flot kampagne, hvor de stod fast på deres politik – med en halvering af mandaterne til følge. Nu ved jeg godt, at Radikale pr. definition har patent på det sande, det gode og det ægte, hvorfor at noget så småligt som et valgresultatet principielt er ligemeget. Jeg ved også godt, at de Konservative sikkert rent selvforståelsesmæssigt har behov for at klynge sig til selv de smalleste positive ting. Men ærlig talt begge partier. Der er ok at melde ud, at det er noget lort og at I har det skidt. Så er folk heller ikke dummere, vel

Jeg læste et sted, at Dansk Røde Kors’ generalsekretær i Danmark mente, at vi i Danmark slet ikke har forstået, hvad der foregår ude i verden (læs: Hvis vi forstod det, så ville vi ikke have den uanstændige og umenneskelige tone i debatten). Jeg tror, at det er en forkert og arrogant tolkning. Tværtimod viser valgresultatet, at vælgerne udmærket forstår hvad der foregår – de vælger så blot et andet svar på de begivenheder, end hvad Dansk Røde Kors ønsker. For hvad nu hvis …

… man som vælger grundlæggende er bekymret og usikker på Danmarks fremtid i en urolig verden?

… man er af den opfattelse at det er forkert, når arbejdskraftens fri bevægelighed i EU åbenbart også betyder, at Danmark skal betale børnepenge til børn, der bor i Polen?

… man er noget skeptisk overfor EU i almindelighed, og samtidig ser på den inficerede og væmmelige deroute i Grækenland, og hvordan Eurozonen har sejlet rundt i adskillige år?

… man ser ISIS vokse frem og oplever skyderier mod Charlie Hebdo, Krudttønden og synagogen i Krystalgade, og udleder andre konklusioner end “Det skyldes nok den hårde tone i den danske integrationsdebat” og “Det håndterede Helle Thorning-Schmidt søreme statsmandsagtigt”?

Har man så slet ikke forstået noget? Og er det i den situation virkelig så moralsk forkasteligt (som filterboblen siger det er), at stemme på det parti, der i meget klare vendinger tager ens bekymring alvorligt og tilmed kan anvise meget konkrete og klart kommunikerede forslag til en udbedring af situationen? Bemærk: Jeg stemte ikke på DF. Men så længe vi her i boblen bliver ved med at undervurdere dem, og ikke tager deres mange vælgeres holdninger alvorligt, så er vi selv uden om det

Med ‘tage alvorligt’ mener jeg ikke, at man skal gøre som Venstre har gjort det i flere valg, og som Socialdemokraterne gjorde for alvor i år: At blive et DF-light og forsøge at gafle stemmer den vej. Det virkede ikke for nogen af partierne, og det er ødelæggende for et partis sjæl. For det er komplekse problemstillinger, som ansvarlige partier ikke bør forfalde til at give forsimplede svar på. Alle ved jo reelt set godt, at et DF forslag som det om grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland, ikke hjælper på noget som helst. Den rette vej må være, at kunne give svar på folks reelle bekymringer. Realistiske og bedre svar på komplekse problemstillinger, end hvad DF kan levere

Jeg har ikke så mange dybe tanker om Alternativet. Det er ikke mit crowd, og jeg tiltrækkes ikke af John Lennonsk ‘Imagine‘ retorik. Det er flot gået af Elbæk, men han er altså ikke en antipolitisk figur som Vaclav Havel. Mon ikke partiet braser sammen efter fire år uden indflydelse eller meningsfuldhed. Jeg anerkender, at de er udtryk for, at en stor del af vælgerne er dødtrætte af det magtpolitiske flertal henover midten af dansk politik, hvor man fører ‘nødvendighedens politik’ med reformer og besparelser på velfærdsydelser, alt imens der deles visse goder ud til de store fremtidige vælgergrupper (=pensionisterne). Det er sådan set meget interessant, at der er nogen der vil tilbyde noget ‘andet’. At dette ‘andet’ så for mig er er helt og aldeles besynderligt og mærkværdigt, er jo ikke Alternativets problem

Overordnet set er jeg mest af alt ked af, at et alt for stort DF betyder, at den nominelt borgerlige regering ikke kan føre en særlig meningsfuld politik. Min drøm om en V-K-R-LA regering er længere væk end nogensinde før

Ubændig lyst

Jeg ved ikke hvorfor, men for tiden drives jeg af en helt ubændig og irrationel trang til at købe nyt elektronik. Hvilket i særlig grad er fjollet, når man tager i betragtning at jeg får brug for alt til rådighed stående kapital til den kommende flytning og boligjagt.

Hvorfor jeg da heller ikke har købt noget endnu. Men jeg har lyst.

For det første vil jeg gerne have en ny telefon.

I skrivende stund har jeg en iPhone 5s, en arbejdstelefon som jeg fik, da jeg begyndte på mit arbejde i februar 2014. Der er intet galt med den som sådan. Jo, jeg synes dens batteritid er begyndt at blive problematisk, ligesom mikrofonen altid har været skrattende. Men det er stadig en lækker telefon, jeg er pjattet med Apples økosystem af apps og iPhones har nu været min primære model de sidste tre år. Samlet set er jeg grundlæggende tilfreds.

Men jeg vil alligevel gerne have noget nyt.

Problemet er, at jeg ikke rigtig ved hvad. iPhone 6 er allerede smågammel nu, og der kommer en ny model efter sommerferien alligevel. Det vil være tosset at købe en nu. Desuden er den alt, alt for dyr. Men jeg ved alligevel ikke om jeg tør tage springet over til en Android-baseret model. Vil ikke sige at jeg ligefrem er traumatiseret, men jeg har dog haft nogle jævnt bedrøvelige HTC-telefoner tidligere – og jeg var ikke imponeret af deres styresystemer. Så ja, den nye Samsung ser lækker ud og får gode anmeldelser. Men dels er den enorm1, dels er jeg lunken ved at skulle gifte mig med Android og Google. Så er der selvfølgelig Windows Phones, som et nærmest Uffe Elbæk’sk alternativ til de to store, men så langt væk fra mainstream er jeg trods alt ikke klar til at gå.

Så jeg kigger da på Galaxy S6’eren. Men jeg ved ikke om jeg tør.

For det andet vil jeg gerne have en ny laptop.

Jeg elsker ganske vist min MacBook Pro, men stoler ikke rigtig på hende udenfor hjemmets fire vægge. Efter mit spilderi af kaffe i tastaturet, har jeg en psykosomatisk oplevelse af at batteriet er kortlivet og bliver djævelsk varmt ved længerevarende brug. Og med dens 15″ Retina-skærm og enorme tastatur er Mac’en ganske vist en fornøjelse at arbejde på, men den er til gengæld ikke så handy at have med rundt.

Til det formål er Den Bedre Halvdels MacBook Air meget mere elegant, og jeg kunne sådan set godt tænke mig at eje sådan en krabat – hvis altså blot, at Apple lavede en model med Retina-skærm. For efter at have levet med den sublime skærmkvalitet på min MacBook Pro, så hverken kan eller vil jeg gå tilbage til en ringere model.

Jeg kunne jo i teorien købe den nye 12″ MacBook model (som Apple af uransagelige årsager har givet Retina), men den er simpelthen for lille til mig. Da jeg testede tastaturet i butikken, kunne jeg bogstaveligt talt føle hvorledes myoserne blomstrede i skuldrene og min bureaukratryg blev endnu mere udtalt, end tilfældet er2. Når man elsker at tampe læs på tasterne, er det næppe en laptop man bør købe.

Mest perverst: Jeg er fristet af en Windows laptop. Ser faktisk lidt frem til det nye Windows 10, og har I set Dells XPS13? Den ser altså laber ud. Og jeg kunne godt tænke mig at prøve en decideret god og lækker Windows maskine fremfor de rædderlige skrammelkasser, som arbejdsgivere har det med at stille til rådighed.

Men igen: Jeg venter. Tror jeg. Måske kommer der noget bedre om lidt. Og ret beset har jeg ikke brug for en ny laptop. Jeg har bare lyst til en.

Det eneste af mit elektronik, som jeg ikke vil udskifte overhovedet, er min Kindle Paperwhite. Det er den perfekte maskine. Jeg elsker den. Ubetinget. Og vil anbefale alle læseheste at rekvirere en øjeblikkeligt.

Det vil gøre jeres liv smukkere og bedre.

 

  1. Generelt er størrelsesudviklingen indenfor telefoner noget, jeg kan hidse mig op over. Hvorfor i alverden skal de være så store og uhåndterbare? Hvordan kan en iPhone 5s blive betegnet som en minitelefon? Det er jo forrykt []
  2. Størrelsesudviklingen på laptops er OGSÅ noget, jeg kan hidse mig op over. Jeg kan sagtens forstå, at de skal være lette og transportable. Men hvorfor skal det absolut gå ud over skrivekomforten? Jeg forstår det ikke []

Stabilitet

Jeg er i almindelighed stor tilhænger af menneskets frit valg. Jo mere, jo bedre. Er mit udgangspunkt. Men jeg har samtidig en mental understrøm, der higer efter at få reduceret mine valgmuligheder. Ikke på en alt for indskrænkende måde, vel, men bare så jeg kan slippe for at gruble over alting. Så tingene kan blive lidt mindre komplekse. Så jeg kan fokusere på ét mål, fremfor altid at skulle jonglere med 37 forskellige muligheder og prioriteringer samtidig.

På det seneste har nærværende læsere måske bemærket de jævnt rablende indlæg af typen ‘hvor skal vi bo?’, ‘hvad skal vi lave?’ og ’så fortæl mig dog hvad meningen er FOR GUDS SKYLD’. De dukker op hver gang jeg oplever at mangle afklaring på de overordnede rammer for tilværelsen i de kommende 5-10 år. Når der er for mange veje at gå, og jeg ikke selv er fuldt ud herre over, hvilken en af dem det bliver.

Nu er der så kommet afklaring.

Vi ved, at Den Bedre Halvdel skal uddanne sig til speciallæge med base i Roskilde. Det vil tage minimum fem år, og i den tid giver det bedst mening at flytte derud. Så ikke mere spekulation om Lund, Hillerød, Sydsjælland eller andre eksotiske steder. Nu ved vi, hvor udgangspunktet for vores liv bliver. Hvor Arvingen skal vokse op. Hvor livet skal leves i den overskuelige fremtid.

Jeg var ikke knusforelsket i Roskilde, da vi besøgte byen tilbage i januar. Omvendt var det en søndag, og det er nok de færreste danske provinsbyer, der er rigtig bedårende på lukkedage i vinterhalvmørke. Nu skal den i hvert fald have en chance.

På det lidt mere abstrakte plan vil den nye stabilitet også være en ny måde at tænke vores liv og tid på.

Indtil 2012 – hvor Den Bedre Halvdel afsluttede studierne – tænkte vi i semestre. De studentikose fem-seks måneders perioder var naturligt nok den måde, som vi opdelte tilværelsen i. Så tænkte vi i 1 år af gangen efter det er den tid, som det tager at blive færdig med Klinisk Basisuddannelse og en introduktionsstilling.

Nu bliver det så mere flydende. Hoveduddannelser til speciallæge er af fem års varighed, men det er for lang en periode til, at jeg kan bruge det som en reelt tidsmålestok. Et år kan jeg overskue at planlægge frem, men ikke fem år. Hvis man siger ‘fem år’ til mig, kan man ligeså godt sige ‘for altid’.

Bevares, jeg siger ikke, at vi kommer til at bo i Roskilde for evigt. Men en så lang tidshorisont betyder, at jeg forhåbentlig kan frigøre mig fra den evindelige restløshed og idéen om, at livet begynder lige på den anden side. Som Douglas Coupland skrev det i ‘Life After God:

“When you’re young, you always feel that life hasn’t yet begun—that “life” is always scheduled to begin next week, next month, next year, after the holidays—whenever. But then suddenly you’re old and the scheduled life didn’t arrive. You find yourself asking, ‘Well then, exactly what was it I was having—that interlude—the scrambly madness—all that time I had before?”

Jeg læste første gang den sætning i gymnasiet, og den har gået mig på lige siden. For jeg er gået lige lukt i fælden med at tænke sådan. Er alt for god til at tro, at livet først begynder senere. Vi skal bare liiiige over på den anden side, så …

Nu kommer der så mindst fem år, hvor jeg ikke kan narre mig selv til at tro, at livet ikke er nu og her. Så min ambition er at være tilstede i nuet. Og jeg tror, at den reducerede kompleksitet, de færre valgmuligheder og de stabile rammer vil hjælpe mig til at fokusere på det vigtige i tilværelsen.

Jeg ser frem til de kommende år. Tror at det bliver godt.

At skrive

Den Bedre Halvdel og Arvingen er i Sverige på svigerfamiliebesøg i weekenden. Det betyder masser af tid til lediggang, Champions League finaler, Netflix1, læsning – og min yndlingsoverspringshandling: Spekulationer over min skribentvirksomhed.

Det er evigt tilbagevendende metaemner her på stedet (se blot den noget nær uendelige række af indlæg om bloggens form og indhold). For tiden aktualiseres det yderligere af mit 10 års jubilæum som blogger.

Jeg skrev mit første blogindlæg i april 2005.

Siden da er det blevet til flere tusinder af slagsen, der i dag lever deres stille, arkiverede liv på de forskellige iterationer af min blogaktivitet. Mine tekster ligger stadig rundt om i nettets afkroge, som skævvredne vragstumper fra et forlængst nedstyrtet fly.

Oprindelig var min inspiration til at skrive Douglas Couplands bog ‘Microserfs’ (1995). Bogen formede min opfattelse af, hvad en onlinejournal eller blog kunne være og gøre.

I bogen følger vi den socialt akavede programmør Daniel, der skriver en dagbog i en form, der vel bedst kan beskrives som en prototype af den personlige blog. Daniel blander navlepilleri, hverdagsbeskrivelser og lommefilosoferen i et fængende melankolsk mix. ‘Microserfs’ er som alle andre Coupland bøger et sandt overflødighedshorn af Generation X-ironi, fremmedgjorthedsangst og popkulturelle betragtninger2. Det er stærkt givende. Læs selv bogen, der sin noget arkaiske Microsoft-centrering til trods, stadig er aldeles fremragende og måske Couplands blivende værk.

Pointen er vel blot, at Daniels form for onlinetilstedeværelse – ja, måske blogformen som sådan – siden er blevet noget nær udslettet af smidigere sociale medier.

Der er ikke længere mange, der skriver personlige blogs. Billeder vises bedre på Instagram. Twitters hurtige 140 tegn, hurtige feedback og uendelige strøm passer flere folk bedre end blogindlæggets længde og permanens. Og hvis de endelig skal publicere længere personlige tekster, så er Facebook mere populært og garanterer et publikum.

De blogs, der trods alt overlever, er i dag specialiserede og nicheorienterede. I hvert fald hvis de ønsker at have læsere. Ingen gider længere læse generalistblogs, der skriver om alt mellem himmel og jord – eller bare skribentens eget liv.

Alligevel holder jeg stædigt og reaktionært fast i den personlige blog.

Dels fordi mit liv og min person selvsagt er så uendelig interessante, at de sagtens kan bære en personlig blog … Og måske mere seriøst: Fordi det er den slags, jeg selv bedst kan lide at læse.

Emnebaserede blogs er ok og kan være givende. Hvis jeg skal læse om sydkoreansk indenrigspolitik eller anmeldelser af science fiction, så gør jeg det helst hos en dertil indrettet ekspert. Men jeg vil også stadig gerne læse om, følge og være i dialog med rigtige mennesker med ting på hjertet. Og de personer har det med stadig at grifle tekster, der er længere end tweets og som er mindre selvpromoverende, end hvad der foregår på Facebook.

Status på Udkastet.nu i juni 2015 er ganske tvetydig

  • Der er få, grænsende til ingen læsere
  • Der er få, grænsende til ingen kommentarer
  • Jeg skriver under anonymitet (næsten)
  • Det er stadig givende for mig at skrive. Jeg sætter pris på, at jeg har noget der er mit – og som jeg selv skaber

Med andre ord skriver jeg mere end nogensinde før Udkastet for min egen skyld. Jeg er glad hvis nogen stadig kigger med, men jeg regner ikke længere med det.

Som alle andre har jeg dog også behov for at blive læst, anerkendt, rost og diskuteret. Mine tidligere modstridende meldinger til trods, vil jeg derfor også forsøge at genstarte min ikke-anonyme blog. Udkastet forbliver stedet, hvor jeg skriver om det, der falder mig ind. Til gengæld vil jeg så også forsøge at opdyrke mit officielle ansigt udadtil.

Nu må vi se hvordan det går. Og om jeg skifter mening, næste gang at Den Bedre Halvdel er udenbys.

  1. Har set ‘Edge of Tomorrow’, der var udmærket, og et afsnit af ‘Sense8’, som jeg ikke helt kan vurdere kvaliteten af endnu []
  2. Hvis dit liv var syv Jeopardy-kategorier, hvad ville det så være? []

Værdien i sig selv

Hele interviewet med psykologiprofessor Svend Brinkmann om instrumentaliseringen af samfundet og tankegangen er tankevækkende og værd at læse. Som den kronisk meningssøgende melankoliker jeg er, er det særligt afskedssalutten, der rammer mest:

»Vi er rådvilde omkring, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Hvad meningen er, og hvad der er sit eget formål. Man kan næsten forestille sig mennesker, som lever hele deres liv, hvor alt, de foretager sig, er et redskab eller et middel til at nå hen til noget andet: Vuggestuen er bare en forberedelse til børnehaven, der bare er en forberedelse til skolen, der bare er en forberedelse til arbejdslivet, der bare handler om at gøre sig fortjent til pensionen, og så dør man. Og det var så ligesom det liv. Men det er jo ikke det samfund, vi ønsker. Er det?«

Læs det hele hos Berlingske. Brinkmann er en fremragende kommunikator, der meget malerisk og præcist sætter ord på mange af de bekymringer, tanker og søgen, der ligger og rumsterer hos mig.

En anden vinkel på historien

Hvilken henrivende lille øvelse, de har gang i ovre hos io9:

When you start a book or movie, you commit to following a character (or maybe even a few) for the length of the story. But do you ever get the feeling that maybe, just maybe, you’ve picked the wrong ones?

Maybe you suspect that the villains of the story might actually have a good case for why they’re aggrieved; maybe you suspect the sidekick sees things a little more sharply from not seeing them head-on; or perhaps a character with only a sketchy backstory just seems so much more interesting than the hero.

Tell us in the comments, what the story is and which character you’d like to see through the eyes of. Perhaps give us a brief synopsis of the story we might expect, and why it’s just that much more interesting than the one we got.

Det er da et godt og tankevækkende spørgsmål. Stimulerende og tvinger en til at tænke tilbage på de mange bøger, film og tv-serier, man har holdt af igennem tiden. Der er selvfølgelig de helt oplagte, og dermed også klichéagtige.

‘Star Wars’ (alle ved at Imperiet er langt mere interessante end de kedelige rebeller), ‘Karate Kid’ (hvem ved hvilke følelsesmæssige traumer der lå bag Johnnys skurkerolle?) og ‘Ringenes Herre’ (mere Gandalf, tak).

Men hvilke ellers? Har I gode forslag?