Aquaterra

I 1996 var Super Nintendo spillet ‘Terranigma’ et af de videospil, jeg drømte allerhedest om at eje. Ikke kun fordi det var opfølgeren til et mine absolut mest elskede japanske rollespil, men også på grund af navnet. Prøv lige at sige det højt. Smag engang på ordet. “Terranigma”. Det lyder skønt, ikke? Smager godt. Er dragende. Eventyrligt. Gådefuldt. Man kan nærmest kun blive nysgerrig på, hvilke mysterier som gemmer sig i et videospil med det navn. Syntes jeg dengang. Og i dag, for den sags skyld.

Jeg kom til igen – efter kun 15-20 års fravær – at tænke på spillet i dag, da jeg læste en artikel om det fascinerende koncept ‘Aquaterra’1:

“Aquaterra … is the various lands now under the ocean previously populated by humans, roughly the size of North America.

Dobson calls the area “aquaterra,” a new name for the previously undefined lands that were repeatedly exposed and inundated as ice sheets advanced and retreated over the past 120,000 years. “It’s like a vast millennial tide,” he said, “as glaciers hold and release waters to the oceans, and it’s the same timeframe as the rise of modern humans.”

Although it’s scattered around the globe, in total aquaterra occupies as much space as North America, according to Dobson.

“When scientists do mention aquaterra, they often call it a ‘land bridge’ as if ancient people only used it to get from one place we know today to another place we know today. This was not just a bridge. When sea level was low, aquaterra was a vast coastal plain with population densities at least as great as those in the lands above. There were houses, roads, villages and possibly cities. It was all coastal, all flat, and mostly tropical – clearly the best place to live during the ice ages.”

 

Når I hidtil har hørt om klimaforandringerne og risikoen for oversvømmelser af lavtliggende kystområder, har I så nogensinde tænkt over hvad man kalder de områder, hvor der før boede mennesker, men som nu er dækket af hav? Og hvad der mon gemmer sig under havoverfladen?

Heller ikke mig, men for nu at blive i temaet om uopdaget land og grænser, så har jeg hermed gjort mit for at sprede ‘aquaterra’ begrebet. Der findes for eksempel det såkaldte ‘Doggerland’, et landfast område mellem Storbritanien og Jylland ca. 8.000 år før vor tid:

Doggerland.svg

Dette for os så nære eksempel på et ‘aquaterra’ blev oversvømmet ca. 6.500 f.kr. i takt med ophøret af den seneste istid. Er det ikke fascinerende? Og målt i jordens millionårs-skala, så er det nærmest sket i går.

Sætter tingene i perspektiv, synes jeg.

  1. Ironisk nok er ‘aquaterra’-begrebet udviklet af en professor ved University of Kansas i Lawrence. Udover at være hjemby for Winchester brødrene i tv-serien ‘Supernatural’, så er det af de måske mest landfaste steder på kloden overhovedet. At sidde i det tørreste Midtvesten og være ekspert i oversvømmede kystområder, må være lidt som at sidde i København og forske i korruption i Sydsudan. []

Uopdaget land

Mon ikke de fleste har fulgt lidt fascinerede med efterhånden som at New Horizons har sendt billeder hjem af Pluto?

Pluto

Rummet er spændende, og det må også gælde for ikke science fiction fans. Se lige på den planet1. Den er da bjergtagende!

For mit eget vedkommende har de nye billeder fået mig til at tænke på grænser og uudforsket land.

I en verden, hvor der tilsyneladende ikke opfindes nye ting, de danske toge kører langsommere end for 50 år siden og hvor de bedste hjerner og mest lysende sind bliver hyret af Google til at profitoptimere deres søgealgoritmer og af griske kapitalfonde, er det herligt at få udvidet perspektivet.

For med New Horizons er vi bogstaveligt talt langt ude.

Måske helt ude ved grænsen for menneskelig opdagelse? Vi er så langt væk, at det, der er bagved, reelt er uuopdaget land. Hvilket vel er et begreb, vi ikke rigtig har oplevet i efterhånden 100 år?

For selvom det måske er en historisk anomali, så har der ikke været mere nyt at opdage på jorden i lang tid. Vi har længe ikke haft nogle dragende, mystiske og fascinerende steder at drømme om. Ingen steder på Jorden, hvor raske drenge og piger kunne spekulere ‘Hvordan mon det sted er?’.

Bevares, der er vel stadig pletter, hvor mennesker ikke kommer specielt tit.

Jeg kan huske, at jeg inden min Bedstefar og undertegnedes tur til Australien i 1997, sad og kiggede monomant på et kort over landet. Særlig området Arnhem Land var spændende:

Arnhem Land

I alle rejsebøgerne blev Arnhem Land beskrevet som noget nær ubeboet og svært tilgængeligt. I dag ved jeg så, at der skam bor mennesker i området, men dengang var særdeles spændende. På samme måde som jeg den dag i dag stadig kan fascineres over de obskure øer i det russiske polarhav. Hvem ved deres fulde fem, har ikke lyst til at besøge Arctic Institute Island? Hvem fascineres ikke, at det ukendte, der er derude? Det er da spændende.

Jeg tror, at vi som mennesker i vore dages konkurrencestat og økonomisk-rationelle samfund har brug for magi, at drømme og uopdaget land. Derfor er det så interessant, når vi ser billederne af Pluto. Fordi de minder os om, at universet er stort, uudforsket og spændende. Fordi det tilfører noget ekstraordinært til vores eksistens.

Og hvem ved, måske der også vil være ting for min Arving at fascineres og forundres over i fremtiden?

Jeg håber det.

  1. Det ER altså en planet, uanset hvad I siger []

Vågn op

Har I oplevet, at noget gammelt kan opleves som overraskende … friskt?

Det skete for mig forleden, da jeg opdagede ny (gammel) musik.

En af sangene jeg stødte på var XTC ‘Wake Up’ fra 1984. Og jeg ved snart ikke rigtig, men her mere end 30 år senere lyder den stadig som noget fra fremtiden. Ok, måske klaveret i baggrunden er  lidt rigeligt Talk Talk og 80’er agtigt af natur, men resten kunne nærmest være lavet i dag. Det er avantgarde-pop af høj klasse. Det hviskende omkvæd er helt eminent. Giv lige sangen en chance.

Hvis jeg skulle indspille et afsnit af ‘Fringe’ eller en anden science fiction tv-serie, så ville jeg spille den sang konstant som der-findes-paralleluniverser stemningskabende baggrundsmusik.

Bogåret 2015: Halvårsstatus

2015 har været et mellemfornøjet halvår på bogfronten. Indtil videre har jeg fået fortæret følgende bøger mere eller mindre grundigt:

Fantasy & Science Fiction

  • James S.A. Corey: ’Nemesis Games’
  • John Scalzi: ‘Locked In’
  • John Scalzi: Unlocked: An Oral History of Haden’s Syndrome’
  • David Hutchinson: ‘Europe in Autumn’
  • Brian Staveley: ‘The Emperor’s Blades’
  • Brian Staveley: The Providence of Fire’
  • Lauren Beukes: ‘Broken Monsters’
  • Philip K. Dick: ‘The Man in the High Castle’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Shards of Honour’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Stairs’

Note: Generelt en udmærket, men ikke sublim omgang romaner. Dele af ’Broken Monsters’ var fremragende, det samme kan siges om ’City of Stairs’. Staveleys bøger var underholdende, men er mest fastfood for mig i venten på vaskeægte kvalitets fantasy. Største skuffelser var Scalzi og Corey. ’Lock In’ har fået så meget ros, men plottet var meget på det jævne. Det samme gælder ’Nemesis Games, der er bog fem i ’The Expanse’-serien. Der gik lidt rigeligt kør-brikkerne-i-position-til-en-episk-sidste-bog-i-serien over den.

 

Nonfiction

  • Stephanie Vance: ‘The Influence Game: 50 Insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World That Will Get You to Yes’
  • Harvard Business School: ‘Getting Work Done’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads: The Essentials’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads on Strategy’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Communication’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Managing Yourself’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Project Management’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Better Business Writing’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Managing Up and Across’
  • Jim Benson: ‘Personal Kanban: Mapping Work / Navigating Life’
  • Peter Thiel: ‘Zero to One: Notes on Startups, or How to Build the Future’
  • Henry Kissinger: ‘World Order’

Note: Nuvel, jeg gik lidt amok i Harvard Business Review guides i april måned. Jeg synes bedst om Peter Thiels bog, om end jeg ikke vil kunne sige pt. hvad dens centrale pointer er. Perler for svin, går jeg ud fra. Endelig er listen grundlæggende en anomali. Jeg har ikke læst så få bøger om politik, samfund og historie i flere år. Og ’World Order’ afsluttede jeg endda i slutningen af juleferien. Det skal klart opprioriteres den kommende tid.

 

Påbegyndt, men opgivet undervejs:

  • Lois McMaster Bujold: ‘Barrayar’
  • Brent Weeks: ‘The Lightbringer’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Michael Faber: ‘The Book of Strange New Things’

Note: Jeg ved ikke om det er min Alzheimer eller manglende rygrad, der satte ind i min opgivenhed med de her bøger. Flere af de her begyndte godt og havde et interessant præmis, men blev simpelthen for lange i spyttet undervejs. Mest problematisk er Daniel Abraham, som er bog nummer 4 i en serie, hvor jeg har læst de øvrige tre. Det er meget tid at have investeret i en fantasyserie, blot for at lade arbejdet afspore af én dårlig bog.

Alt er dog ikke skidt. I skrivende stund er jeg i fuld gang med Peter Clines ’The Fold’. Det er en science fiction thriller, hvis lige jeg ikke har læst siden Michael Crichtons velmagtsdage. Faktisk er det netop to af min ungdoms absolutte yndlingsbøger, ’Jurassic Park’ og ’The Sphere’, som ’The Fold’ minder mig mest om. Jeg er helt og aldeles opslugt af den.

Sammen med Lauren Beukes ’Broken Monsters’, er det derfor ’The Fold’, som jeg vil anbefale mest her ved min halvårsstatus. Nu håber jeg blot, at resten af året bliver mere produktivt og berigende på læsefronten.

Anbefalet

Jeg er oprigtigt overrasket.

Var ellers særdeles skeptisk overfor Apple Music1, men deres evne til at anbefale ny musik er besynderligt fremragende. Lige nu lytter jeg således til ‘Indie Hits: 1985’, og har allerede opdaget 6-7 sange, jeg aldrig tidligere er stødt på – men som er fremragende!

Her er de bedste indtil videre:

Det er mig en gåde hvordan jeg har kunne leve et fyldestgørende liv uden at have lyttet til Killing Joke og Hüsker Dü tidligere.

Jeg har indtil videre været glad og tilfreds Spotify-bruger, men de har aldrig rigtig formået at inspirere mig til at opdage ny musik. Baseret på min første times brug, kunne noget tyde på at Apple Music er langt bedre til den slags.

Lovende. Meget lovende!

  1. Hvad skal jeg bruge endnu en streamningtjeneste til, der har det samme indhold som de andre? []