En ode til Stereo Studio

StereoStudio

En æra er forbi. Tror jeg nok. Ihvertfald lukker Stereo Studio i Aalborg efter at kæden er gået konkurs.

Det er både vemodigt og ligegyldigt på samme tid.

På den ene side var Stereo Studio den suverænt vigtigst butik for mig i mine teenageår. Jeg har brugt uhyrlige summer på CD’er og anden musik der. Tilbragt hvad der føles som uger og måneder derinde i søgen efter lige netop det album eller den single, som jeg var vild med på lige netop det givne tidspunkt i slut-90’erne.

Stereo Studio var vigtig for mig. Altoverskyggende vigtig, faktisk. Når nogen siger ordene ‘musikforretning’, så var (og er) det stadig Stereo Studio, der toner frem på min indre skærm.

På den anden side har Stereo Studio ikke været Stereo Studio i mange år. Til slut var det ikke særlig attraktiv skygge af sig selv. Den butik der lukker i dag, har næppe gjort en forskel for ét eneste menneske i nyere tid.

I 1990’erne var det den indiskutabelt største, bedste og vigtigste musikforretning nord for Aarhus. Men da iTunes, piratkopiering og Spotify medførte at salget af musik i fysisk form kollapsede, blev butikken i Aalborg fanget et eller andet sted i midten. Og man blev forvandlet til noget grimt.

Da CD’en døde, forsøgte man således først at omlægge strategien til primært at sælge DVD’er, konsolspil og bøger. Men i takt med at streamingtjenesterne og ebogslæserne vandt frem, forsvandt de markeder også. Sidste desperate krampetrækning var, at halvdelen af butikken pludselig blev til en tøjsektion med grimt street wear.

Da jeg tidligere på sommeren var på besøg i butikken, var det mildest talt ikke opløftende. At være i Stereo Studio anno juli 2015 var som et kræmmermarked for døde eller døende produkter, udsalgsbunker og lurvet brunt tøj.

Stereo Studio insisterede på at forblive mainstream, og var ikke lille, hipster og indie nok til, at fjolser som undertegnede gad prioritere at lægge en ekstra sum der. Hvorfor skulle vi? En cd-elsker som mig kunne alligevel ikke finde noget relevant i butikken. Sortimentet af LP’er – den eneste fysiske musikform, som visse folk stadig gider købe – var heller ikke særlig godt. De ville altid gerne bestille de varer hjem, som de ikke havde, men hvorfor vente på det, når nu Amazon kunne levere det hurtigere og billigere? Der var som tiden gik vitterligt ingen grund til at gå Stereo Studio.

Så hvor efterlader det os?

Grundlæggende er der intet overraskende ved konkursen. Det var blot et spørgsmål om tid. Stereo Studio var vel efterhånden den sidste tilbageværende musikkæde efter at nettet og streaming havde gjort kål på f.eks. GUF og TP Musikmarked. Og med butikkens deroute og desperation in mente, så er lukningen nok det måske bedst for alle parter, i stedet for at fortsætte flere års fornedrende og omsonst kamp for overlevelse.

Men melankolsk og ærgerlig, det er jeg da.

Dels er der efterhånden ingen butikker på et normalt dansk butiksstrøg, jeg bliver fristet af at gå ind i længere. Bogbutikkerne er væk. Musikforretningerne er væk. Hvad skal jeg se på nu? Der er intet tilbage for en socialt akavet nørd med besynderlige interesser

Og hvad med vores begrebsverden? Min søn vil næppe nogensinde forstå konceptet ‘musikforretning’, når han bliver gammel nok til at interessere sig for musik. Og er der ikke noget sundt ved behovsudsættelsen? Vel var det da frustrerende at skulle vente en uge på, at Stereo Studio skaffede et album hjem til én. Men omvendt gik jeg i hele den periode og glædede mig. I dag kan jeg få alting her og nu. Ja, jeg behøver nærmest ikke gøre en indsats. Er det sundt?

Samlet set er jeg ked af det. Trods alt. Det er som at læse i avisen om ens bedste barndomsven, som udviklede et misbrugsproblem og som man ikke har talt med i mange år, nu er fundet død i en vejgrøft med en kanyle i armen.

Jeg vil ikke sige, at Stereo Studio fortjente bedre. Men jeg græder alligevel lidt indeni.

Teenage Talk

Her til morgen modtog jeg en mail fra en god bekendt. Han skrev:

“Nåmen, nu har jeg fået taget mig sammen til at lytte til den nye Kendrick Lamar. Mesterværk, ehhh?”

Hvilket er et relevant spørgsmål, da det nye album er blevet skamrost alle steder. Men sandheden er, at jeg ikke har fået lyttet til det (reelt) endnu. Hørte singlen ‘King Kunta‘ for et stykke tid siden, som jeg nok syntes var ok, men den gav mig ikke lyst til mere. Den kom i hvert fald ikke på min ‘bruttoliste’ playliste på Spotify, hvor alt sympatisk musik, der skal udforskes nærmere, havner.

Ved ikke om jeg blot er blevet for hvid og midaldrende til hiphop anno 2015. For nu prøvede jeg lige en 180 sekunders skimning af albummet, og det lød alt i alt som lidt for intellektuelt og jazz-improviserende for mig. Grundlæggende vil jeg jo bare have en R.Kelly banger eller Ice Cube, der cruiser gennem LA’s gader sammen med sin AK47. Så nej, ingen Kendrick Lamar til mig for tiden.

Min absolutte favorit lige nu er St. Vincent ‘Teenage Talk’.

Det er sfærisk synthpop med en distant og hjerteknust isdronning, der synger melankolsk om fortiden og fortrydelser. Det lyder som Lana del Rey, når hendes producere og sangskrivere er bedst. Sangen når sit højdepunkt lige efter 02:00, hvor synthen suppleres af hvad der lyder som et genert pornoorgel, og den (faux?)indsigtsfulde vrængende ytring:

“Well that’s just teenage talk
I don’t think the past is better, better
Just ‘cause it’s cased in glass
Protecting us from our now and later”

Ja, det er dybt, ikke sandt?

Jeg så St. Vincent tilbage i 2006 (dengang jeg stadig gik til koncerter!), hvor hun var opvarmning for Sufjan Stevens. Jeg ved ikke om hun er blevet meget bedre i dag end dengang, men ‘Teenage Talk’ er ihvertfald fremragende.

Bag de grønne bjerge

Lago Maggiore

For et par uger siden læste jeg en bemærkelsesværdig artikel om en 80-årig kvinde, der aldrig havde været uden for Danmarks grænser. Hun forlod første gang sin fødeø, Orø, som 19-årig – og det var for at rejse til Slagelse og Holbæk. Fire dage i Skagen er det længste hun nogensinde har været væk fra sin ø i Isefjorden. Og det var som 67-årig, at hun dristede sig ud på de afstande. Som hun siger:

“Jeg har aldrig forstået, at folk har så travlt med at skulle ud at se hele verden, hver gang de har ferie. Det har aldrig interesseret mig. Vi har så mange skønne steder i Danmark, som man hellere burde se i stedet for partout at skulle til et andet land. Det har jeg slet ikke lyst til. Jeg ville ikke engang turde at sætte mig op i en flyvemaskine.

Selvfølgelig findes der mange smukke steder i verden. Når der er cykelløb i fjernsynet, holder jeg meget af at se landskaberne og de gamle byer, de kører igennem. Det er så flot, som noget overhovedet kan være. Men jeg behøver ikke at rejse ned for at se det selv. For mig er det nok at se det i tv.

Her er stille og roligt på Orø. Det er derfor, jeg godt kan lide at bo her. Det er dejligt fredeligt.

Vi bor lige midt på øen, lige over for kirken og ved siden af kroen. Det er i en lille by, der hedder Bybjerg, hvor alle kender hinanden. Ser man ikke naboerne en dag, så ringer man lige på og spørger, om de er okay. Jeg er formand for vores husholdningsforening, og jeg har øens lille museum og vores hus at passe. Jeg har altid boet her, og her er er alt, hvad jeg har brug for. Jeg keder mig aldrig. Hvad skulle jeg tage væk for?”

Ja, hvad egentlig?

Bevares, det er selvsagt nemt og billigt, at lave sjov med den her slags ekstremtilfælde. For så gammelt er 80 år altså heller ikke. Hun er ikke vokset op under depressionen og i et samfund præget af materiel armod. Hendes generation har i almindelighed rejst vidt og bredt. Ikke at have været i udlandet er med andre ord et aktivt fravalg fra hendes side.

Jeg kom til at tænke på artiklen igår under en vandring her i de skovklædte bjerge ved Lago Maggiore. På hvor inspirerende og berigende det er, at være så priviligeret at have mulighed opleve andre landskaber og andre kulturer. Bevares, så fundamentalt anderledes er det sydlige Schweiz måske heller ikke fra Danmark, men alligevel. Det er inspirerende at se andre steder, og komme lidt væk fra osteklokken nordpå. ‘Se dig ud’, som mit gamle kollegiums leveord udtrykker det.

Jeg holder virkelig meget af Schweiz. Det er et dejligt land. Hvis jeg fik strammet mine hensygnende tyskkundskaber op, og kunne finde et job, ville jeg gerne bo her. Som gift med en halvt-schweizer (og med en søn med dobbelt statsborgerskab), ville det tilmed være realistisk for mig, at kunne få statsborgerskab.

Men det perspektiv ligger nu mange år ud i fremtiden. I første omgang står der Roskilde på dagsordenen.

Ved Lago Maggiore

Det er besynderligt, hvad der fæstner sig i ens hjerne. For min søns vedkommende, har han den sidste måneds tid været besat af Johann Strauss ‘An der schönen blauen Donau’. Han nynner/synger/råber den konstant.

Daaaa da da da DA! Da da da da. Daaaa da da da DA! Da da, da da. Da da da da daaaaaaaaa, da da daaaaaaaaa! Da da da, da da, da DA!

Når han leger med sin strandskovl, når han smider med sten efter sin fars fødder i vandkanten af Lago Maggiore, når han grinende sveder som en hest i soppebassinet i baghaven, under de to timers flyvetur til Milano, når vi turnerer rundt i legetøjsbutikken i Bellinzona. Alting foregår til Strauss. Da da da DA!

Hvilket vel burde være udmærket. Det tyder jo på smag, klasse, elegance og et sofistikeret sind.

Skulle man tro.

Eller også har han blot set scenen med den syngende badeand i Baby Einstein en gang eller femten for mange.

Da da da da DA!