København

Folk spørger mig meget for tiden, hvordan jeg har det med at flytte ud af byen. Især nu hvor der så småt kun er en uge til at vi rykker ud.

Spørgsmålet fylder mig med samme undrende fornemmelse, som den autistiske matematiker i filmen ‘X+Y’ må føle, når han svarer ‘Do what?’ til spørgsmålet ‘How do you do?’.

For jeg har det ikke på nogen særlig vis med at flytte ud. Eller, rettere: Jeg har ikke tænkt dybere over det i længere tid. Vi har kendt destinationen længe. Og den udmarvende og forgæves jagt efter en ejerbolig i Roskilde (og det efterfølgende fund af en perle af en lejelejlighed), har eroderet evnen til nærmere refleksion over livssituationsskiftet. For nu handler det mest af alt om logistik og flyttekasser.

Grundlæggende ved ikke om jeg sådan rigtig nåede at få København ind under huden igen her under vores anden periode i byen.

I mine første år (2001-2011, med afbrydelser og praktikophold) var jeg aldrig i tvivl om, at København var mit hjem. Det gav ligesom sig selv, især efter at jeg flyttede til Østerbro.

Forbeholdet blev mere tvetydigt i de eksilerede år i Bruxelles og Nordjylland (2011-2014). Jeg savnede byen og dem jeg kender, men det var altid på et diffust og uartikuleret plan. Og nu under vores anden periode i København har jeg muligvis boet her, men som nybagte forældre har vi slet ikke brugt byen op samme måde som tidligere. København er et sted jeg bor og arbejder, men det er ikke et sted, jeg binder min identitet op på. København anno 2015 for mig er Islands Brygge, de sporadiske løbeture i Amager Fælled, legepladsen på Gunløgsgade, vejen til og fra arbejde, vuggestuen i Tietgensgade.

Jeg kom til at tænke over det på vejen hjem fra zoo i går. Vi gik gennem Vesterbro, og jeg indså, at jeg nærmest ikke har været der i fem-seks år. Solen skinnede, folk sad på caféer og alt var meget københavnsk på den der Monocle-agtige måde. Hvilket selvfølgelig er lækkert og betagende, men det føltes fjernt for mig nu. Jeg bor her, men jeg lever ikke rigtig i København længere. En hjemstavnssang som Ulige Numres ‘København’ kan slet ikke vække samme nostalgi længere, sådan som sangen ellers kunne mens jeg var væk.

Så tabet ved at flytte herfra er trods alt begrænset. Nu må Roskilde vise hvad den kan.

Badhead

Jeg har ikke tænkt på sangen i årevis, men her til aften dukkede Blur ‘Badhead’ så alligevel uinviteret op i mit baghoved.

Tror det skete, da jeg stod verdensfjernt og tømte opvaskemaskinen.

Da da da da, and I might as well just grin and bear it, cause it’s not worth the trouble of an argument“, stod jeg der og nynnede frenetisk alt imens jeg håndterede de stadig lidt for varme børnetallerkener og glassene fra Ikea.

Ikke fordi der er nogen jeg vil skændes med, eller fordi jeg har haft en særlig byrdefuld søndag. Tværtimod har jeg haft en fortryllende weekend med Den Bedre Halvdel og Arvingen, herunder en solbeskinnet dag i zoologisk have. Selv den salatdressing-tunge burger fra grillen ved Abejunglen faldt i min smag.

Men ‘Badhead’ er en god sang, indser jeg nu her 20 år efter jeg hørte den første gang. Ikke Blurs bedste (det er ‘The Universal’ og ‘For Tomorrow’), men alligevel. Lige på kanten til at blive for meget cabaret og overanstrengt morsom – sådan som visse af Blurs sange i deres imperiale fase havde en tendens til1 – men den når alligevel tørskoet i land.

Måske det meget godt udtrykker, hvordan jeg har det med Blur i almindelighed. De er tæt på, at jeg giver min indre gnavne, gamle mand frit løb. Men med et mirakuløst koket lille vrik med hoften af Damon Albarn, tilgiver jeg dem alligevel. Ingen grund til at starte et skænderi om det.

  1. Ja, ‘Country House’ og ‘Charmless Man’, det er jer jeg kigger på []

Mad Men – og en fin sløjfe på Don Draper

Når vi engang er endnu mere gamle og grå, vil ‘Mad Men’ formodentlig stå tilbage som en af de vigtigere tv-serier der udsprang af slut-00’erne og de tidlige 10’ere. Ikke så meget for seriens næsten neurotisk detaljeorienterede popkulturelle portræt af en subkultur i New York i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, om end den er imponerende grundigt udført.

Nej, jeg tror, at det er portrættet af hovedpersonen Don Draper, som eftertiden vil hæfte sig ved. Den slags er selvsagt vanskeligt at sammenligne, men ikke siden Tony Soprano har en karakter været så altafgørende for en tv-serie. Bevares, Coach Taylor var stor i ‘Friday Night Lights’, men han har ikke båret en historie på samme vis som Draper.

Og på samme måde som Tony Sopranos famøse skæbne i dineren ledte til debat, WTF-udbrud og megen sjælesørgeri, så medførte Drapers opgør med sine ejendele, mentale sammenbrud og efterfølgende mindfulness’ede rehabilitering på et californisk hippierefugium også en del øjenbrynsløften.

Jeg ved snart ikke … faktisk fungerede slutningen overraskende godt på mig. Efter to lidt stillestående sæsoner hvor Drapers hverken bevægede sig frem eller tilbage i sit togt mod frelsen, tog ‘Mad Men’ i sæson 7 endelig konsekvensen og lod ham synke helt til bunds. Han fik alt vigtigt taget fra sig, nåede sit nadir og kom som en anden Paulus renere og mere elsket ud på den anden side.

Og hvem elsker ikke en god historie om en omvendt synder? Jeg gør i hvert fald, og forlod de otte år med ‘Mad Men’ ganske tilfredsstillet.

Åndeløs

Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men Waxahatchee ‘Breathless’ brager rundt i mit liv i øjeblikket. Det skete rundt regnet sidste mandag morgen i denne uge, hvor sangen – uelegant, ond i sulet og med det der ret undertrykkende dræberorgel, der driver sangen nådesløst frem – hamrede løs i mine hørebøffer på vej over Bryggebroen.

Sangen er voldsomt episk, og som jeg gik der på en af de der kolde, klare københavnske morgener, hvor byen er perfekt, gik alting op i en højere enhed. Lidt som når St. Vincent ‘Teenage Talk’ krystalliserer melankoli, længsel og fortrydelse i ét perfekt øjeblik.

Begge er stensikre på min årsliste over 2015’s bedste sange.

Jurassic World – et mesterværk

I dag fik vi endelig set ‘Jurassic World’, den eneste film ud over ‘Interstellar’1 jeg det seneste halvandet års tid har insisteret på at opleve i biografen.

Det var på et hængende hår. Når man som film først frister en skæbne i sal 20 i Palads, så ved man, at man ikke har længe tilbage på programmet. Det gjorde dog ikke det helt store, faktisk bekom den lille sal og 2D-udgaven mig vel. Og filmen? Ja, den kommer aldrig til at vinde nogen Oscars eller finkulturelle priser. Men hvis man tager den, som det den er (i.e uforskammet fængende underholdning og en MEGA Hollywood-blockbuster) samt har en barndomsbetinget svaghed for dinoer, så kan kan kun blive begejstret.

Filmen er flot, handlingen papirtynd og kliché (men ualmindeligt fængende), dinosaurerne appetitligt drabelige og alting ender selvsagt godt. Der er en velbygget hunk til tøzerne, en lidt anæmisk skrigeskinke til mændene og to søde børn, der selvfølgelig indser, at når bare man holder sammen, så skal alting nok gå.

Det bedste ved at have set ‘Jurassic World’ var dog næsten at kunne komme hjem til Arvingen, og få ham til at brøle som en vanvittig T-Rex. Kan næsten ikke vente til at han bliver gammel nok, så vi kan se coole film sammen. Bevares, hans mor var også helt i orden selskab i dag (og i almindelighed, skal jeg skynde mig at sige), men der er næppe noget mere livsbekræftende, end at introducere børn for generationsdefinerende mesterværker a la ‘Jurassic Park’ og nu også ‘Jurassic World’. Det bliver ligeledes stort, når han som 11 årig skal introduceres til ‘Terminator 2’ og min gamle Super Nintendo.

Men nuvel. Muligvis min stærkt positive vurdering af filmen er farvet af, at jeg som 11-12 år monomant læste Michael Chrichtons bog bag den oprindelige ‘Jurassic Park’ op imod 20 gange. Jeg elsker den. Ubetinget. Dengang, som nu.

Og det er egentlig det eneste, jeg har at udsætte på 2015 udgaven af dino-horrorshowet.

Den oprindelige bog og film havde en til tider småfilosofisk edge, hvor genteknologien og menneskets tendens til at ville influere skaberværket, blev sat til debat. Der var antydninger til en stillingtagen (eller, ok, mere end antydninger, Jurassic Park ender jo med at gå crazy-ass amok grundet den menneskelig hybris), hvilket slet ikke optræder i ‘Jurassic World’ anno 2015. Teknologien tages for givet, og vi er rent inde i underholdningsbranchen. ‘Videnskaben og det onde bagvedliggende konglomerat er VANVITTIGE’-temaet spiller kun en birolle.

Hvilket er helt fint med mig.

Jeg tager altid gerne et stykke med en raptor, så snart jeg kan slippe afsted med det. Hvis ikke I har forkælet jer selv med filmen i biografen, så gør det nu – før det er for sent. Det er næppe ligeså underfundigt tilfredsstillende, at se den episke kamp mellem Indominus Rex (sic) og Tyrannosaurus Rex på skærmen derhjemme.

Afsted med jer.

  1. Som jeg vel at mærke desværre stadig ikke har set []

Løvehjerte

Det var sent forleden aften, Den Bedre Halvdel var på nattevagt, og Arvingen lå ovre i sin seng og snorkede så trygt, som kun en halvanden år gammel dreng kan gøre det.

Inden jeg selv skulle sove besøgte jeg facebook, hvor jeg stødte på et indlæg på forfatter og radiovært Torben Sangild. Han beskriver sin oplevelse med at introducere sin lille datter til ‘Brødrene Løvehjerte’, og hele indlægget (og de mange kommentarer) er stærkt læseværdige. Sangild bliver især overrasket og chokeret over den kontroversielle slutning, som han havde glemt med årene:

“Vi har læst en masse sjove bøger på det seneste og det er dejligt at grine sammen, men jeg syntes at jeg også ville læse noget med hende, der havde en større eksistentiel dybde. Og Brødrene Løvehjerte står for mig som min egen barndoms møde med den alvorlige fortælling. Så jeg tænkte, at vi kunne prøve det, nu hvor hun er 7½ og har set Star Wars og læst de første tre Harry Potter-bind. Men jeg var også nervøs. Både for at hun ville finde den kedelig og for at hun ville blive bange og få mareridt.

Det gik over al forventning. Hun var grebet fra begyndelsen. “Det er vidunderligt, far” sagde hun ordret, da paradislandet Nangijala blev beskrevet. Og hele ugen har hun hele tiden været besat af bogen. Hun har valgt iPad fra til fordel for timelang højtlæsning og lavet sin egen melodi til titlen, så hun kan synge “Brødrene Løvehjer-te, Brødrene Løvehjer-te”.

Hvis hun var mere grebet af selve handlingen end jeg var, var jeg til gengæld mere påvirket af de eksistentielle temaer om sygdom, død, krig, mod og kærlighed end hun var. Jeg kunne kun huske stemningen og enkelte fragmenter fra min egen barndoms læsning af bogen. Men meget kom tilbage. Især genkendte jeg den smukke scene, hvor Tvebak skal finde en gammel mand for at overbevise Tengilsmændene om at han ikke lyver. Han løber hen til den første ældre mand, han ser og hvisker i hans øre, at han skal lade som om, han er Tvebaks farfar. Det gør han overbevisende og kærligt, og det er en af mange smukke scener i bogen.

Slutningen rystede mig, jeg kunne ikke huske den. De begår selvmord, Tvebak og den nu lamme Jonatan med løftet om at komme op i næste paradis. Luna var begejstret for tanken om en uendelig kæde af paradiser med nye navne – en de facto udødelighed. Jeg var rystet over hvad der kan læses som en idealisering af selvmordet.”

Det ER indiskutabelt en vanskelig slutning på en af min barndoms absolutte yndlingsbøger. Og jeg har i en alder af 33 år hidtil haft samme underbevidste tolkning af selvmordsscenen, som Torben Sangilds datter: Det drejer sig om noget positivt, den rene reinkarnation. Jonatan og Tvebak dør slet ikke rigtigt, de kommer til et bedre sted – et nyt eventyrland. Det er den sutteklud, jeg har klynget mig til. Dengang, som nu. Alt andet er ubærligt at tænke på.

Men, fortæller Sangild, det var ikke selvmord, som Lindgren tænkte på. Det er noget, der på en måde er endnu mere sørgeligt:

“Det er vist den eneste gang, Astrid Lindgren selv udtaler sig om, hvordan hendes fortællinger skal forstås. Men hun havde ikke lyst til at stå som eksponent for reinkarnation og selvmord.

Derfor har hun selv forklaret som enhver vågen læser også selv kan se at Tvebak ikke dør i bogens indledning, men på sidste side. Hele den store hoveddel af bogen fra storebroderens død og til slut er Tvebaks dagdrøm, mens han ligger syg på slagbænken i køkkenet. Han drømmer ud fra det, som storebroderen har fortalt. Han drømmer om de store bedrifter, som han skulle have udført sammen med storebroderen, der er død.

Indholdet af hans drøm er en kombination af et paradisisk fredsrige, hvor alt sygt er sundt, og alt mislykket er vellykket og dette livs dramatiske kamp mellem godt og ondt, men hvor det er sikkert, at det gode sejrer. Drømmen om livets skønhed og kamp giver Tvebak mod til at leve, selvom han skal dø.

Det gør bestemt ikke bogen mere trist, men giver den en barsk dybde, som det er OK at min datter ikke får med.”

Denne udlægning af teksten gør mig om muligt endnu mere fortvivlet.

For uanset om Tvebak finder trøst i sine dagdrømme eller ej, så drejer det sig om, at en lille tuberkuløs dreng oplever sin brors tragiske død, og nu ligger syg, ensom og døende på en slagbænk i et forarmet hjem i et depressionsramt Sverige. Her drømmer han sig væk, indtil han til sidst dør af sin sygdom.

Dén tanke om en syg og døende lille dreng, var ganske uhyrlig for mig, som jeg lå der og lyttede til sønnens åndedræt. Jeg måtte øjeblikkeligt over og holde ham i hånden (og blev belønnet med en tilfreds smasken, og senere på natten efter at han var kommet over i vores seng for at putte, hans fod i nakken). Tanken om at miste ham er rædselsvækkende, og er alle forældres værste frygt. Hvilket Lindgrens udlægning mindede mig om, og gjorde mig ganske og aldeles oprevet.

Jeg ved ikke … det er selvfølgelig noget pjank, at en midaldrende mand bliver emotionelt påvirket af at få ’sandheden’ om en af sine barndoms-relikvier. Men måske jeg ville have foretrukket at være forblevet i min hidtidige tolkning af slutningen. Tanken om den uendelige reinkarnation var jo netop, hvad der som barn (og voksen) fik mig til at kunne holde den sidste scene ud i bogen

Men på en måde forsøgte Lindgren måske at sige noget fundamentalt om den menneskelige eksistens og grundvilkår.

At vi alle skal dø, at vi alle kommer til at miste og at vi alle fortæller os selv historier i forsøget på at kunne leve med dette ubærlige faktum. Måske det er det blivende eksempel på, hvorfor Brødrene Løvehjerte er et mesterværk.

Malmö

Havde en mageløs lørdag eftermiddag i Malmö. Vejret var skønt – velsagtens den sidste lune dag i 2015 – og stemningen på Malmö Stadion var fremragende.

Var sammen med en gammel kollega inde for at se Malmö FF spille mod knoldesparkerne fra Elfsborg. Det var en fremragende kamp med et hav af chancer, herunder to episke saksespark på overliggeren. MFF ser stærke ud, men bliver nok alligevel lemlæstet i de kommende Champions League opgør.

Vi havde valgt en god dag til at repræsentere svensk fodbold, synes jeg. Har set et par lokalopgør i Stockholm mellem Djurgården og AIK efterhånden, men oplevelsen i Skåne var markant bedre. Jeg vil ikke sige at stemningen er decideret ond i Stockholm, men intenst og anspændt – dét er det. Det var der ikke skyggen af i Malmö. Hele stadion1 var klædt i himmelblå, og generelt må man sige, at fankulturen og omgivelserne. Der blev sunget igennem, og det er flot med 19.000 tilskuere til en almindelig Allsvenskan kamp. Det er mere end hvad FCK kan præstere med langt større opland og rekrutteringsgrundlag. MFF føltes i lørdags som en større og vigtigere klub, end noget af hvad Danmark kan levere i øjeblikket.

Også interessant at se hvordan det skånske flag svinges lystigt på lægterne, og hvordan det indgår i MFF’s trøjer.

MFF

Jeg går ud fra, at det ikke er mere end en overfladisk kulturel markør i branding medfør (a la ‘hele Nordjyllands hold‘), men da jeg er en sucker for den slags lokalpatriotisme, er jeg selvfølgelig helt vild med det. Overvejede sågar at købe denne t-shirt til Arvingen, om end jeg er nervøs for at han så udvikler en grufuld skånsk dialekt:

SkånesStolthet

På det mere overordnede plan, så er Malmö et mærkeligt sted. Min fodboldpartner bor derovre, og omtalte det som en segregeret by. Der stod nogle forhutlede syriske mænd udenfor centralstationen, men de blev overgået i antal af frivillige med skilte. Der var heller ikke skyggen af flygtninge i toget hinsidans.

  1. Fraset en lille flok af sørgelige sort-gule eksistenser fra Borås []

Træt æble

Ved ikke hvor jeg sådan for alvor mistede min værdighed, anstændighed og sjæl, men jeg tilbragte intet mindre end 1 time og 45 minutter i går aftes i selskab med at livestreame Apples produktpræsentation.

Det er første gang i mit liv, at jeg på den måde har været slave af kapitalen og erhvervslivet. Kønt var det ikke, som jeg sad der på sofaen og håbede på at blive forført.

Grundlæggende identificerer jeg ikke mig selv som Apple-fan, men der er efterhånden et uhørt højt antal Apple devices i husstanden. Et par af dem er ganske vist arbejdsrelaterede, fortæller jeg mig selv, men grundlæggende er alt vores elektronik at finde i Apples økosystem.

Tidligere på året flirtede jeg med Android og Windows.

Men da jeg indså hvor dyrt og opsparingskrævende det er at blive husejer, fik jeg aldrig handlet på mine pludseligt opståede og irrationelle må-have-ny-elektronik-behov. Selvom fornuften dermed satte en stopper for den affære, så er lysten til at udskifte mine devices ikke forsvundet. Og derfor sad jeg i går aftes og håbede på, at Apple ville introducere noget, som end ikke barn, bolig og bugflæsk kunne forhindre mig i at købe.

Det er nok derfor, at de ting, de rent faktisk fremviste føltes som sådan et antiklimaks.

De fortsatte med at pølse rundt i deres ligegyldige ur og introducerede en iPad på størrelse med en hest. De prøvede ihærdigt med gøgl og røgelse at forlede folk til at tro, at de nyeste iterationer af iPhonen er et stort trin op, men der skal altså mere end en ekstra trykfølsom skærm til. Eneste rigtig gode nyhed er den nye udgave af Apple TV, som jeg med statsgaranti kommer til at investere i.

Men for mig er bundlinjen efter i går:

  • Den nye udgave af Apple TV ser spændende ud, selvom jeg næppe kommer til at anvende Siri funktionen
  • Jeg elsker min nuværende iPhone 5S, og kan ikke forstå, at Apple nægter at lave nye modeller i samme størrelse. Det forbliver en gåde for mig, hvorfor i alverden forbrugerne ønsker smartphones på størrelse med murstene. Når det så er sagt, så kommer jeg antageligvis til at rekvirere en 6S eftersom batteriet på min 5S’er er døende
  • Der kommer en ny udgave af iPad Mini, som jeg godt kan lokkes til at købe. Den ser snazzy ud og min nuværende Air er lidt for stor til at jeg finder den rigtig handy. Hvis jeg køber en Mini, kan min nuværende Air passende blive legetøj for Arvingen
  • Mit egentlige hjertebarn – Apples computere – blev slet ikke nævnt i går. Jeg håber dog, at de snart vil introducere en ny udgave af deres 21″ iMac, så den får en Retinaskærm. Sådan en snack vil jeg gerne have!

Samlet set står tilbage, at det efterhånden føles som meget længe siden at Apple præsenterede noget radikalt innovativt, som vil forandre hverdagen, markedet og måden man tænker devices på. iPhonen var revolutionerende. iPad’en var revolutionerende i sin tid. Apple har reelt ikke leveret noget lignende side at Jobs døde. Måske det heller ikke er nødvendigt.

Men jeg begejstres ikke af inkrementelle forandringer. Hvis jeg skal glemme alt om alle andre producenter OG betale de absurd høje priser for Apple-produkter, så forventer jeg noget mere. Leverpostej og blålys gør det ikke for mig.

Til sovebyerne

For nu at parafrasere omkvædet i en The Smiths klassiker: “Ooooh, Roskilde, so much to answer for“. Efter måneders frugtesløs søgen efter en ejerbolig, der passer ind i vores budget og ønsker, er vi endt med en lejelejlighed næsten lige ved siden af domkirken.

Hvilket egentlig giver en udmærket tilfreds følelse i maven. Vi har set et hav af villaer, rækkehuse og andre ligusterhæk-bebyggelser. Hovedindtrykket er en aldrende boligmasser, der til gengæld er dyr. De rare smørhuller, hvor alting passer sammen, er uden for vores økonomiske rækkevidde.

Så indtil at opsparingen er større (og indtjeningen ligeså), har vi fundet en herskabslejlighed. Den koster nogenlunde det samme som domicilet på Islands Brygge, men er til gengæld både større og flottere. Tror vi vil få nogle gode år der.

Indflytningen sker i begyndelsen af oktober.

Flygtninge

Det er vanskelige og komplekse tider. Læste en klumme i Financial Times, hvor den altid læseværdige skribent Simon Kuper drømmer sig tilbage til de for den vestlige verden så uskyldige og fremgangsrige år mellem 1996-2001. En guldalder, kalder han dem. Det var min gymnasietid, det vestlige hegemoni var totalt og alting kunne lade sig gøre. Verden er meget anderledes i dag. Min facebook-wall svømmer over af politiske indlæg og markeringer i anledningen af de massive flygtningestrømme. Alting virker meget sort/hvidt. Svend Brinkmann – som jeg før har talt pænt om – skriver på facebook:

Flygtningekrisen er for alvorlig til skråsikkerhed og skræmmekampagner. For mig at se er der for tiden tre dominerende udgangspunkter for debatten (der er også andre positioner, fx decideret racistiske, men de er ikke taget med her):

(1) Det humanitære: Vi bør først og fremmest bestræbe os på at hjælpe så mange flygtninge som muligt.

(2) Det kommunitære: Vi bør først og fremmest passe på vores land, dets traditioner og sammenhængskraft.

(3) Det monetære: Vi bør først og fremmest sørge for ikke at bruge for mange penge.

Alle tre positioner har efter min mening noget på sig, og alle tre bliver absurde, hvis de står alene. En etisk velbegrundet politik må forsøge at balancere (1) hensynet til flygtninge med (2) hensynet til fællesskabet og (3) dets finanser.

Min personlige holdning er, at den aktuelle politik lægger for megen vægt på (2) og især (3) og alt for lidt på (1). Som jeg ser det, er de værdier, som (2) og (3) repræsenterer ikke i nærheden af at være truet.

Men jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare afskriver og nedgør de udgangspunkter, som ikke er vore egne. For mange af os mener jo nok, at alle tre har en vis legitimitet.

Min egen holdning er dog, at (3) er det tyndeste og sørgeligste udgangspunkt her i et af verdens rigeste lande.

Så herfra en opfordring til en mere åben og tvivlende tilgang til det alvorlige spørgsmål. Det gælder ikke mindst mig selv.

Jeg kan godt lide hans distinktion mellem de tre divergerende hensyn. For mit eget vedkommende har jeg i normalsituationer nok haft en tendens til at prioritere (3) eftersom jeg grundlæggende er i tvivl om hvorvidt den danske samfundsmodel og velfærdssystem er økonomisk bæredygtig om 15-20 år. (2) har aldrig for alvor betydet noget for mig, mens jeg mentalt har parkeret (1) i mine månedlige bidrag til et par udviklingsbistands- og nødhjælpsorganisationer.

Der er dog ingen tvivl om, at i takt med at flygtningestrømmene fra Syrien blot vokser og vokser, står det klart for mig, at (1) nødvendigvis må prioriteres.

Dels, selvfølgelig, den øjeblikkelige hjælp til flygtningene i Central- og Sydeuropa, dels hjælpe flygtningene i nærområder, dels finde løsninger til at stoppe ‘produktionen’ af flygtning (= få stoppet IS og krigen i Syrien).

Det sidste er der nok mange, der gerne ville kende løsningen til at få afstedkommet. Jeg har ingen gode svar. Men ligesom ved borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien, må vi hjælpe folk i nød. Ikke ukritisk, men hvis man flygter fra krig, død og ødelæggelse, så bør civiliserede lande hjælpe med at give flygtningene midlertidigt ly i det omfang landene har råd (3) og sammenhængskraft (2) til det. Naturligvis skal det ske på en måde, så menneskesmuglere og andre nedrige eksistenser ikke tjener kassen på andre menneskers lidelser, men ansvaret for at hjælpe er der stadig.

Så kan det godt være at østeuropæerne og de øvrige Arabiske lande ikke vil løfte deres del af ansvaret for at hjælpe, men så må mere voksne lande træde til. Ikke som en permanent foranstaltning, men som en midlertidig hjælp. På den baggrund er jeg glad for, at Lars Løkke i dag melder nye toner ud, og skruer lidt ned for kræmmerretorikken.