Supernatural

Egentlig ville jeg gerne have dedikeret dette indlæg til at fortælle hvor ked jeg er af, at en af mine all-time yndlings tv-serier, Supernatural, er faldet sådan af på den.

Men så gik det op for mig, at jeg allerede fremførte den elegi tilbage i 2012. Og at det faktum vel egentlig er meget sigende om den tv-series udvikling og tilstand i almindelighed.

Endelig ved jeg heller ikke helt, hvad man kan gøre for at redde serien. 11. sæson er netop begyndt i amerikansk tv, og det virker ikke som, at der er så frygtelig mange håndtag at skrue på for at gøre historien god igen. Måske det ville være bedst, hvis den gik til ro nu. Sov stille ind. For efter at have kværnet den sært lurvede og blodfattige sæson 10, så er der ikke meget energi tilbage.

Det er trods alt begrænset hvor mange flere monstre man kan finde på. Eller hvor mange gange de to hovedpersoner skal dø, genopstå eller havne i himlen, skærsilden og helvedet. Eller hvor ofte djævelen er blevet slået ihjel. Eller hvor tit englene falder til jorden. I fornemmer nok i hvilken genre, vi befinder os i.

Hænger jeg ved, når jeg kan netflixe næste sæson til næste år? Naturligvis. Men mest for gammel venskabs skyld. Det er længe siden, at Supernatural var fremragende. Den er blevet gammel, og det er jeg også.

Stakkels Caroline

Det kan ikke have været nemt at hedde Caroline i årene omkring 1970.

Først udkom Beach Boys’ episk ondskabsfulde breakup sang ‘Caroline, No!’ i 1966, og nu har Spotifys overraskende begavede algoritme henvist mig til den underskønne ‘Caroline, Goodbye’ af Colin Blunstone fra 1971. Her bliver der også slået op i stor stil.

Begge er selvsagt melodiske mesterværker, der deler æren af at være dagens sang.

Blågul

På facebook filosoferer en af mine venner – eksilereret nordjyde, svensk gift, halvsvensk søn, bosat i Malmö – om han skal holde med Danmark eller Sverige i kvalifikationskampene til EM.

For mig kræver det spørgsmål absolut ingen betænkningstid. Der er intet at filosoferer over, ingen sjæl at granske, ingenting at være i tvivl om.

Jeg holder naturligvis med Sverige.

Det såkaldte danske landshold er et ækelt, middelmådigt og usympatisk amalgam af gamle og nuværende Brøndby-spillere, kombineret med en lind strøm af ditto nulliteter fra Parken Sport & Entertainment. Denne uelskelige forsamling er tilmed trænet af en mand, der så åbenlyst burde være stoppet for efterhånden mange år siden. Der er intet at elske og holde af ved den flok underpræsterende bøver. Og jeg vil ikke lade bovlamme og jordslåede koncepter som ‘nationalitet’ og ’statsborgerskab’ bestemme, hvem jeg vil holde af. Det danske landshold har ikke fortjent nogen form for kærlighed.

Sverige, derimod, det er en helt anden sag.

De er trænet af den eneste mand i verden, der kunne gøre mig homoseksuel: Erik Hamrén. Manden, der egenhændigt gjorde AaB til noget godt og smukt og ægte igen. Manden, der er så uendelig sympatisk og underskøn, at alt hvad han rører ved bliver til det pureste guld. Det eneste der for alvor beskriver mit forhold til ham er ‘ubetinget kærlighed’ og ‘forgabelse’, thi han er en dejlig mand.

Nå, ja, og så er jeg jo også svensk gift, har en halvsvensk søn1 og holder så meget af Sverige, at man næsten skulle tro jeg hed Svensson.

Så det bliver Sverige for mig. Naturligvis.

  1. Der taler en på en helt uklædeligt nuttet dansk-svensk måde []

Tennis – Mean Streets

Dagens sang er Tennis – ‘Mean Streets’, som er den bedste Saint Etienne-agtige sang udført af andre musikere end Saint Etienne. Det bliver næsten for meget i omegnen af de to minutter, hvor der sniger sig en en fuldbyrdet Sarah Cracknell vokalharmoni og en spinet. Det er lidt som at bade i et hav af flødeskum, og så blive overhældt mere karamelsovs. Fantastisk og ypperligt.

Frugtbart?

Det er altid en farlig vej at fortælle folk, hvordan de bør indrette deres liv. Dels fordi det som regel ikke rager andre hvordan den enkelte vælger at leve. Dels fordi de godhjertede og velmenende sjæle, der så gerne vil hjælpe de vildfarne får, ofte kan være kluntede, paternalistiske og (ubevidst) dømmende i deres bestræbelser.

Diskussioner om hvornår man ’bør’ få børn er særligt belastende.

For det første er det meget individuelt hvornår man er klar til evt. at blive forældre. For det andet er det et perverst emne at kollektivisere. Der er næppe noget man som individ kan tillade sig at være mere ligeglad med, end at ’vi (= samfundet) har brug for at der bliver født nogle flere børn’. For det tredje er der jo også det helt legitime valg, at man ikke ønsker at få børn. Og hvorfor skal samfundet egentlig blande sig i om man vil det?

Så synes jeg at Københavns Kommunes aktuelle kampagne for at få mennesker med en videregående uddannelse til at få børn noget tidligere, er irriterende? Undrer jeg mig over, at det tilsyneladende er blevet en kommunal opgave at bruge skattekroner på at lave den slags kampagner?

Ja og ja. Jeg er ikke helt så gnaven som Tine, men jeg forstår hendes følelser1.

Alligevel er jeg ambivalent.

Blev selv først far som 32 årig. Og for mit eget vedkommende var der ikke et eneste sekund i 20’erne, hvor jeg tænkte, at jeg havde lyst til at blive forælder lige om lidt. Den Bedre Halvdel havde det helt anderledes, men jeg tænkte ikke børn ind i min eksistens dengang. Da hun blev gravid tænkte jeg ikke ”Nu er jeg klar og vil gerne have børn”. Men omvendt tænkte jeg heller ikke ”Jeg er IKKE klar og jeg vil IKKE have børn”. Det gav ligesom sig selv. Og der findes vel ret beset ikke noget godt tidspunkt, at få børn. En graviditet passer aldrig godt ind i en karriere, en boligsituation eller et uddannelsesforløb, tænker jeg. Så hvorfor ikke glæde sig i stedet for, tænkte jeg.

Og nu er han her så, halvanden år gammel, og han er det ubetinget vigtigste i vores tilværelse. Han skaber grin, glæde, leg, logistik, bekymring, frustration, arbejde, kærlighed, stolthed og smil i vores liv. Tanken om at han ikke var her, er helt og aldeles uudholdelig.

Og når det først de små krapyler entrerer tilværelsen, så forvandler børn én. Man ophører med konceptuelt at kunne forstå, hvordan nogen dog frivilligt kan vælge ikke at ville have børn. Bevares, der er stunder, hvor det ville være så meget lettere og friere uden. Jeg savner også at kunne sove længe, tosomheden og at kunne rejse hen, hvor vi har lyst. Men grundlæggende er forældreskabet en kæde, man med stor glæde lænker sig selv fast med hver dag eftersom det giver så pokkers meget mening.

Det irriterede mig grusomt før jeg fik selv børn, at forældre sad der og smilede bedrevidende. Som om at idioterne havde opdaget en eller anden dyb hemmelighed om meningen med tilværelsen. En hemmelighed, som nu gjorde dem til bedre mennesker end mig, og som gav dem retten til at sidde der og fortælle mig, at jeg burde se at få nogle børn – fordi ”ellers ville jeg ikke forstå det”.

Nu er jeg så selv blevet en de spader, der sidder dér og smiler skævt, når folk på min egen alder uden børn fortæller, hvor skønt det er at kunne leve livet, køre karriere og gå på café når man har lyst. Hvilket alt sammen er rigtigt (og noget jeg misunder), men som for en far alligevel ikke tilnærmelsesvist slår følelsen af, at en glad lille dreng begejstret råber og løber en i møde, når man kommer hjem fra arbejdet.

Så når jeg alligevel ikke er 100 pct. bidsk over for kampagnen, så er det fordi der er et element af sandhed i budskabet. Biologien spiller en rolle for fertiliteten. Og ja, at vente med at få børn til at man er færdig med uddannelse og godt i gang med livet, kan gøre det vanskeligere at få dem.

Aldrende fertilitet var heldigvis ikke et issue for os, men jeg har flere i min bekendtskabskreds, der i skrivende stund er i langvarige, ubehagelige, emotionelt drænende og potentielt nyttesløse fertilitetsbehandlinger. Jeg ved ikke om de ville have børn, da de var yngre. Men de vil i hvert fald nu her i 30’erne. Det at blive gravide er emnet i deres liv, nu hvor karrieren parforholdet er modent, karrieren kører og der alligevel mangler noget mening. Og så kommer den snigende angst for, at det måske er for sent og man ventede for længe.

Det er synd – og set i lyset af den eksistentielle smerte det kan medføre at have ventet (for) længe med få børn, så synes jeg egentlig at kampagnen er ok og det er relevant at minde om biologiens betydning. Men ingen tvivl om at kampagnen kunne være mere elegant udført – og jeg tror heller ikke den medvirker til, at reducere det sociale pres, som mange helt urimeligt og uden grund oplever fra omgivelsernes side for at få børn.

  1. Jeg er nok mildere stemt fordi jeg heldigvis ikke længere bor i Københavns Kommune, hvorfor det ikke er mine skattekroner, der bliver brugt på stuntet []

Loose Joints – Tell You (Today)

Dagens sang er Loose Joints’ originale udgave af ‘Tell You (Today)’, simpelthen fordi den er så overlegen i forhold til Robyns irriterende coverudgave. Jeg kommer aldrig til at forstå hvordan det lykkedes hende at gennemføre sin metamorfose fra træls teenage one-hit-wonder til dronningen af electronica. I min forkvaklede verden er der ingen, genta’r: INGEN tilgivelse eller vej ud af mørket efter at man har begået noget så forbryderisk som ‘Do You Really Want Me’.

 

Son Volt – Drown

Dagens sang er røvballe alt-country fra Son Volt i form af ‘Drown’. Hvis ikke den sejtrækkende guitar kan forvandle strækningen Roskilde – Høje Taastrup til et endnu mere trøstesløst wasteland end tilfælde allerede er, så er der intet der kan.

Pendlertid er læsetid

Jeg ved godt, at nogen påstår at de arbejder i toget på vej til og fra arbejde. Og stort tillykke til jer med det. Det bliver ikke mig. Min morgen- og aftenlogistik har – uanset om det har været til fods, på cykel eller i offentlig transport – altid været min tid. Den sidste udrydningstruede periode på dagen, hvor tiden er min egen, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget som helst, hvor ingen spørger mig om noget. Det er her, hvor jeg kan tænke, kan lytte til min musik eller podcasts – og i min nye tilværelse som togpendler, vil det nok også være her hvor jeg kan få læst skønlitteratur.

Jeg har på ingen måde tænkt mig at lade arbejde kolonisere dette sidste lille frirum på dagen. Og hvis du kender mig og møder mig i toget, så lad være med at sige noget. I realiteten har jeg nemlig ikke den fjerneste lyst til at tale med dig. Jeg vil nemlig langt hellere få læst i mine bøger, som jeg har forsømt en anelse på det seneste.

Var glædeligt overrasket over Mitchell Hogans fine fantasydebut ‘A Crucible of Souls’, som var fængende og med et godt udtænkt univers. Ellers har de to psykologiske thrillers ‘Gone Girl’ af Gillian Flynn og ‘Girl on the Train’ af Paula Hawkins også været udmærket, men ikke speciel lødig underholdning. På non-fiction fronten har jeg de senere måneder kun fået læst Robert Caros skamroste biografi om Lyndon B. Johnson. Den var glimrende, og jeg følte mig klogere om amerikansk politik og LBJ efterfølgende.

Men nu er det ambitionen at få læst noget mere. Hvor skal man begynde?