Taiping

Læste et blogindlæg om Syrien, hvor skribenten opfordrede til at man for konteksten skyld bør læse en bog om ’the Taiping rebellion’. Jeg indså at jeg ikke anede hvad manden talte om, så jeg besøgte wikipedia. Og jeg må konstatere, at Kina var og er et besynderligt land, hvor tallene altid er absurd høje og historien nærmest er science fiction:

“The Taiping Rebellion or Taiping Civil War (simplified Chinese: 太平天国运动; traditional Chinese: 太平天國運動; pinyin: Taìpíng Tīanguó Yùndòng) was a massive rebellion or civil war in China that lasted from 1850 to 1864, which was fought between the established Manchu-led Qing dynasty and the Christian millenarian movement of the Heavenly Kingdom of Peace.

The Taiping Rebellion began in the southwestern province of Guangxi when local officials launched a campaign of persecution against a Christian sect known as the God Worshipping Society led by Hong Xiuquan, who believed himself to be the younger brother of Jesus Christ.

The war was mostly fought in the provinces of Jiangsu, Zhejiang, Anhui, Jiangxi, and Hubei, but over 14 years of war, the Taiping Army had marched through every regularized province of China proper except Gansu.

The war was the largest in China since the Qing conquest in 1644, and ranks as one of the bloodiest wars in human history, the bloodiest civil war, and the largest conflict of the nineteenth century with estimates of war dead ranging from 20 to 70 million dead, as well as millions more displaced”

Seriøst, det der kan ingen fantasyforfatter finde på, så vanvittigt er det.

Mellemtilfreds læsning

Man aner konturerne af et let skuffende bogår. Dels har jeg ikke fået taget mig sammen til at læse alt det, jeg gerne ville. Dels har de bøger jeg så rent faktisk har fået fortæret i løbet af 2015 ikke været overvældende gode.

Oktober og november måneder er måske meget illustrative i den henseende. For nylig købte jeg således to nyere gysere på min Kindle: ‘Suicide Forest’ af Jeremy Bates og ‘Follow You Home’ af Mark Edwards. Begge fandt jeg via anbefalinger på diverse bogblogs, om end det konkrete sted lige nu undslipper min hukommelse. Og begge er moderat skuffende.

‘Suicide Forest’ har ellers en lovende og eksotisk setting i Japan, men en tredjedel inde i bogen luffede hovedpersonerne stadig planløst rundt i den i titlen omtalte skov – vel at mærke uden at der er sket noget blot moderat uhyggeligt. Jeg begyndte derfor at skippe sider og springe i teksten. Det viste sig, at der var en besynderlig indavlet familie der A) slog folk ihjel i skoven og B) fremavlede børn via kidnappede kvinder. Hvilket var et rip-off af Adam Nevill ‘The Ritual’ (= crazy ass morderisk familie i en skov) og et nyere afsnit af ‘The Blacklist’ (= kidnappede kvinder som avlsdyr). Det irriterede mig så meget, at end ikke den blodige slutning med kastrationer og spidninger var nok til at stille mig tilfreds.

Det besynderlige er imidlertid, at ‘Follow You Home’ minsandten også opererer med kvinder, der tages til fange med henblik på at avle børn. Hvilket får mig til at spekulere på om der er en særlig kidnapning-og-børneavl trend i horror/thriller segmentet for tiden. Bogen er bedre end ‘Suicide Forest’, men gyset skuffer mig. Det ondskabsfulde i bogen viser sig at være en flok skurkagtige rumænere, hvilket alt andet lige er lidt af et antiklimaks, når jeg nu lige havde glædet mig til en spøgelseshistorie.

Af andre skuffelser bør nævnes Wesley Chu ‘Time Salvager’, der efter en lovende start og et univers med karakter af fornøjeligt (om end genkendeligt) gadekryds af genreklichéer, ‘Terminator’, Philip K. Dick og en Manic Pixie Dream Girl, bliver gudsjammerlig kedelig i midten af bogen. Jeg måtte stoppe undervejs, og det foregik med et bittert drag om munden.

På plussiden står dog to positive bekendtskaber inden for science fiction og fantasy: Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’ og Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’. Ingen af de to er vanvittigt originale, men har fængende plot og elskelige karakterer. Men de får mig stadig til at savne, at jeg læser noget, som jeg ikke har læst før. Altså en fantasyhistorie med fortællinger eller koncepter, som man aldrig har set før. Det er meget de samme trætte(nde) fraser og floskler, der går igen hele tiden. Så spændende er det trods alt heller ikke at læse om endnu en karbonkopi af Han Solo / Malcolm Reynolds. Måske man selv burde skrive den næste generationsdefinerende science fiction bog?

Ellers har jeg hen over efteråret fortæret en række business/selvhjælpsbøger, der alle har været ok og hver for sig har haft udmærkede indsigter, men (surprise!) ikke har reddet min kuldsejlede tilværelse synderligt. Det drejer sig om ‘Rework‘, ‘How to Find Fulfilling Work‘ og ‘High Output Management‘.

Aldrig mere Horsens

Tilbragte min onsdag og torsdag i Horsens, hvor arbejdsgiveren holdt et af de fire årlige møder for ejerne. Det foregik som sædvanligt på et større konferencehotel i nærheden af indfaldsvejene. Møderne afholdes der hver gang, og det er ligeså afskyeligt som det lyder. Den trælse frokostbuffet (samspilsramte fiskefileter og voldstegt flæskesteg), den besynderlige labyrintiske opbygning af stedet, den ondskabsfulde giftshop i receptionen med alt det lokale rav og det falske læder.

Horsens er generelt et forfærdeligt sted. Dansk provinsby par excellence. Det siger alt om stedet, at det lokale fodboldhold spiller i gult og sort samt har haft en salamireklame på maven. Min morgenløbetur i den silende regn gjorde intet for at ændre mit dårlige billede af byen. Roskilde er verdens navle i sammenligning.

Værst af alt er dog konceptet ‘hotelværelset-når-du-er-afsted-med-arbejdet’. Disse vidunderlig triste 01:30 minutter fra Sopranos’ sjette sæson beskriver helt præcis, hvordan jeg ser ud på hotelværelset. Ok, måske spiller der ikke Moby i baggrunden, men ellers er billedet helt perfekt. Horsens gør den slags ved mig.

Forgængelighed

Tænker en del over forgængelighed. Hvornår kan man sige, at noget er permanent betydningsfuldt? At det har gjort en forskel? Hvad skal der til før et individuelt menneskeliv betegnes som vigtigt i det helt store billede? De højtravende (og ikke særlig velunderbyggede) spekulationer begyndte i går morges, da jeg lyttede til This American Life podcasten på vej til arbejde. Et af indslagene var:

“Producers Jonathan Goldstein and Sean Cole were fascinated by a recent Pew Research statistic stating that 9% of Americans want to travel through time. So they decided to hit the streets and ask people—is it true? Do you want to travel through time? And what period of time would you travel to?”

Hvilket jo er eminent interessante spørgsmål. Det som flest mennesker i indslaget svarede var, at de ville rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel. Eller forhindre han blev født. Måske få hans mor til at abortere. Der kan man da sige, at et menneske har gjort en forfærdelig stor forskel!

I går aftes kom jeg så til at tænker over det igen. Det med forgængeligheden. Dog på et noget mere rart og umorderisk plan.

Tilbage i omegnen af år 2000 var den franske elektropop gruppe Air noget nær uforgængelige for mig. Men i dag står tilbage, at jeg har ikke købt eller lyttet til et regulært album af Air siden 2004’s ‘Talkie Walkie’. Og jeg har ikke sat oprigtig pris på noget de har bedrevet siden den hypnotiske og hysterisk vidunderlige ‘Cherry Blossom Girl’. I går aftes fik jeg fik dog en helt spontant opstået trang til at lytte til deres obskure b-side ‘Californie1. Mens jeg gravede løs i Spotify2 opdagede jeg, at Air for ganske nylig har samlet alle deres remixes på to album. Det udviklede sig efter aftensmaden til en tour de force af nostalgisk skæv blip-blop electronica. Det er sikkert for sent at overbevise nogen nu, men lyt lige med her. Det er fremragende:

Moog Cookbook remixet har været på min tip 10 over remixes siden jeg købte cd-singlen tilbage i 1999. Men min nye personlige favorit er det sære og afsporede Stein House remix fra 1995, som min gamle afgud Étienne de Crécy stod bag. Det er så besynderligt, men også godt.

Men efter at anlægget var slukket og den tunge bas var ophørt med at genere underboen, begyndte spekulationerne igen. For Air gjorde muligvis en forskel for den 18-årige Skribent dengang. Men kan man sige at deres musik er meningsfuld i det store billede? Er deres samlede ‘body of work’ uforgængeligt? Vil man tage det frem om 20-30 år, og anerkendende sige, at det her var det ypperste indenfor elektronisk musik? Gør deres musik idag en forskel for andre, end snart 34-årige småbarnsfædre/papirnussere i større provinsbyer i Københavns omegn?

Måske det ikke er et fair spørgsmål. Afhængigt af hvilken lineal man finder frem (Jorden er flere millioner år gammel, universet flere milliarder år og din eksistens, kære læser, er i bedste fald et blink med øjet set i perspektiv), kan man altid relativisere alting til ikke at betyde noget. Og ‘Moon Safari’ albummet fra 1998 er et indiskutabelt mesterværk, som eftertiden vil (eller i hvert fald: Bør) huske.

Men hvad med os? Hvornår kan vi siges at være uforgængelige? Hvornår er et menneskeliv ‘godt levet’? Jeg spekulerer videre.

  1. Faktum: Alle stednavne lyder bedre på fransk []
  2. Der vel at mærke ikke havde ‘Californie’ liggende, hvilket er endnu et bevis på, at man aldrig, aldrig, ALDRIG må lade sin musiksamling basere på flygtige streamingtjenester []

Paris

Jeg har ikke noget at tilføje til alt det kloge (og mindre kloge), som mange andre har skrevet om begivenhederne i Paris. Solidaritet og omsorg for de døde, de efterladte og dem der passer på dem, virker som det vigtigste lige nu.

Day One

Jeg er begyndt at skrive dagbog! Nej, men alvorlig talt, det er jeg altså. Det er i appen ‘Day One‘, der altid har fået afsindige mængder ros. Første gang jeg forsøgte mig med den var i sommeren 2013, men gik så siden i stå. Har stort set ikke få skrevet i hele Arvingens levetid, men nu prøver jeg så igen.

Det kommer nok til at gå lidt ud over den kvantitative aktivitet på Udkastet, men forhåbentlig ikke ud over kvaliteten. Mange af de ting jeg grifler i Day One vil være af så privat, bagatelagtig eller flygtig natur, at det ikke har noget at gøre på en offentlig tilgængelig blog. Det meste vil være intuitivt, og hvad der lige falder mig ind. Til gengæld vil den mere fritflydende skriveproces i Day One forhåbentlig betyde, at jeg bliver i stand til at prioritere det tynde indhold fra – for så at kunne syntetisere mine lidt dybere tanker til indlæg af en bedre og mere reflekteret kvalitet.

Vi må håbe det bedste.

Morrissey – Seasick, Yet Still Docked

Det er efterhånden sjældent at jeg lytter til Morrissey, hvilket er ganske mærkværdigt, når man tager i betragtning hvor stor fan, jeg var af ham (eller snarere: The Smiths) engang. Men af og til finder jeg ham frem, og nyder en enkelt sang. Ligesom for at erindre, at der var engang han var relevant. Og det er nok for mig. I dag er ‘Seasick, Yet Still Docked’ den rette medicin for mig. Tilpas urimeligt selvmedlidende, faux-deprimeret og melodisk til at jeg kan tage blæsten og regnen seriøst.