Helix

Det er et stykke tid siden sidst at jeg for alvor har ærgret mig over at en tv-serie blev aflyst i utide, men jeg er oprigtigt ked af at ‘Helix’ ikke fik en tredje sæson.

Serien har det mest skingrende vanvittige og underholdende postapokalyptiske zombie-esque plot i nyere tid. Jeg er normalt ikke til horror på film (bøger er ok, bare de ikke er for sadistiske), men ‘Helix’ kombinerer på effektiv vis action, chok og angst for pandemier – og den anvender sine gys på strategisk sublim vis.

Historien er så langt ude, at den ikke lader sig meningsfyldt beskrive i et blogindlæg. Men grundlæggende bliver vores helte fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC) spærret inde på isolerede steder – den ene sæson foregår på en isoleret polarbase og den anden på en mystisk ø i det nordlige Stillehav -, hvor det der oprindeligt antages ‘kun’ at være et udbrud af en dødelig sygdom (hvilket man jo skulle mene var slemt nok i sig selv) udvikler sig til noget meget mere vanvittigt.

På polarbasen viser det sig hurtigt, at virusudbruddet er nøje planlagt af en skurkagtig korporation, og på øen er det særdeles uappetitlige udbrud et udslag af en megaloman udødelig (sic) kultleder a la Jonestown. Min beskrivelse gør ikke serien ære, da der bagved det hele er en ganske original baggrundshistorie og barok mytologi, som vi nu aldrig får bundet en sløjfe på! Det er umanerligt irriterende. Faktisk har en tv-serie lukning ikke generet mig så meget siden ‘Awake‘ på helt urimelig vis blev lukket.

Endelig er der de momentane indfald af besynderlig humor, som gennemsyrer serien. Som når Dionne Warwick anvendes som musik under scener med zombieangreb. Eller når en en desperat flugtscene illustreres med liflig disco.

Så har man lyst til to sæsoners enestående, ustyrlige og grænseoverskridende actiongys, så skal man øjeblikkeligt opsøge ‘Helix’. Begge sæsoner er på den amerikanske udgave af Netflix, og de kan anbefales til alle, der sætter pris på ‘Captain Trips‘ og Randall Flagg.

Året der gik

De fleste er nok enige om, at 2015 set i et makroperspektiv ikke var det bedste år i verdenshistorien. Flygtningestrømme, adskillige terrorangreb, Islamisk Stat, græsk gældskrise. Nej, 2015 er i det store billede ikke ligefrem et år, der indgyder til optimisme for fremtiden.

Men hvad hvis jeg zoomer ind? Kigger helt ned i navlen? Hvad vil jeg så se tilbage på? Var det et godt år? Svaret er tvetydigt.

Felix VallottonPå den ene og altovervejende positive side er den nære familiesituation.

Arvingen er en glad og sød lille dreng, der har det godt og trives. Han havde et svært halvt års tid mens han var i vuggestuen i København. Sov dårligt og var meget ked af det. Det påvirkede både ham og os meget. Der er ikke noget mere hjerteskærende end et ulykkeligt barn, ved jeg nu. Men efter vores flyt til Roskilde går det bedre. Han er vild med sin dagplejer, og begejstringen er gengældt. Der er en verden til forskel, må man sige. Det er vanskeligt at være rigtig vred og pessimistisk, når man kommer hjem fra jobbet til en storsmilende lille bøf. I 2015 havde jeg også fornøjelsen, frustrationen og den lærerige oplevelse af at være på forældreorlov sammen med ham. Det er sundt for enhver mand, og det at være så meget sammen, giver et tættere bånd. Jeg skal ikke blande mig i hvordan folk indretter deres liv. Men både far, barn og hele familien går glip af noget vigtigt og meningsfuldt, hvis man ikke prioriterer at være sammen i en periode tidligt i livet.

Den Bedre Halvdel fik i 2015 sin drømmeuddannelsesstilling her i Roskilde. Det går glimrende, og det femårige perspektiv betyder samtidig, at de evindelige spekulationer om fremtiden og hvor-skal-vi-bo ikke længere er så fremherskende. Nu ved vi hvor basen bliver i den overskuelige fremtid. Vi brugte en del tid henover sensommeren på at kigge på ejerboliger, både i Roskilde og i de omkringliggende byer langs jernbanen. Prisniveauet var dog helt forrykt, i hvert fald relativt til hvad vi kunne låne. Endte derfor med at leje en lejlighed i Roskilde by, hvilket har vist sig at være en noget nær optimal beslutning. Vi bor noget nær så centralt som overhovedet muligt, og selve lejligheden er en sand fornøjelse. Pendlingen til og fra arbejdet i København har været smertefrit de første tre måneder. Jeg får læst eller lytter til podcasts. Det fungerer pænt optimalt, faktisk. Vurderet ud fra vores første tid i byen, virker Roskilde også som en grundlæggende god og tryg by. Den er tæt på København, men er stadig en selvstændig by, der ikke føles som en træt, udmarvet forstad.

Så samlet set har 2015 været et udmærket år for vores lille familie og livssituationen i almindelighed.

På negativsiden i 2015?

nuser

Den fysiske form. Jeg opsagde mit fitnessabonnement i december 2014, og er nu reelt nede på en eller to løbeture om ugen. Det kan jeg tydeligt mærke. Er blevet markant mere slap. Mindre energi og overskud. Det hjælper heller ikke, at vi sover for lidt qua den tidlige vækning og den manglende evne til at komme tilsvarende tidligt i seng. Er fuldt ud bevidst om hvad jeg burde gøre (spise mindre, motionere mere, gå tidligere i seng), men det er vanskeligt, det der med at ændre vaner. Måske en ambition for 2016?

Jobtilfredsheden. Har nu haft mit nuværende job i snart to år, og det giver ikke megen glæde mere. Lønnen er fin og min ansættelse er vel relativt sikker. Men jeg kan ikke få øje på de langsigtede karrieremuligheder. Og de opgaver jeg kan se frem til at få ansvaret for i 2016, ligger langt fra de ting, som det gør mig glad at udføre. Oplever ikke at jeg bliver et klogere eller bedre menneske af mit arbejde. Er bevidst om, at jeg lyder som et forkælet og lystbetonet barn. Burde jeg ikke bare knytte sylten, klø på og i det mindste være glad for, at jeg har et job, som en del sikkert vil misunde mig? Muligvis. Men jeg har et lidt sølle behov for et højere formål med det jeg laver. Det skal gerne gøre en forskel. Give mening. Det er jeg et stykke fra nu, og det er ikke sundt for mig. Jeg bliver kynisk, nihilistisk og mit sortsyn forstærkes. Må overveje hvad jeg skal gøre i 2016.

Den store fortælling om Skribentens liv. 2015 var lidt et stå-i-stampe år. Bevares, man kan sagtens argumentere for, at når man har en dreng på snart to år og vi som familie skulle have styr på bolig og Den Bedre Halvdels fremtid, så bør man accepetere et år præget af stagnering og, ja, drift. Hvert eneste år kan ikke være præget af eksponentiel fremgang og udvikling. Men alligevel. Når jobtilfredsheden ikke er højere og jeg som 34 årig er begyndt at føle mig som halvgammel, så kunne jeg godt have ønsket mig, at jeg havde opnået større resultater og personlig, intellektuel og åndelig udvikling i året der gik. Det er ikke sket. Jeg har brugt mere tid på at bekymre mig om fremtiden og været optaget af den daglige logistik, end af at se fremtidens muligheder – og i øvrigt værdsætte, hvor priviligeret jeg egentlig er. Så det er ambitionen for 2016. At tone ned for sortsynet, leve i nuet og generelt være mere overskudsagtig. At være en bedre husbond, far, søn, bror og ven.

Det var samlet set ikke et fremragende år, hvis jeg ellers kun fokuserer på mine egne smålige oplevede behov. Men i det store familiebillede, var det et godt år – og det skal 2017 også være.

Film og TV året 2015

Bedste TV-serie oplevelser

The-Americans-Season-3

Det har ikke været et epokegørende tv-serie år. Mere drift end udvikling. ‘Mad Men’ blev afsluttet fint, synes jeg. ‘Supernatural’ slingrer videre, mens vi er gået mere eller mindre i stå i ‘Haven’, ‘Warehouse 13’, ‘Continuum’. Den Bedre Halvdel og jeg holder stadig fast i ‘Grimm’, ‘Scandal’, ‘Helix’, ‘Sleepy Hollow’ og ‘Strike Back’ sammen, ligesom jeg har haft gode stunder med ‘Narcos’ og ‘House of Cards’ alene. Endelig har vi også haft fornøjelsen af 2,5 sæson af ‘Blacklist’. Så absolut bedste oplevelse var dog de to første sæsoner af ‘The Americans’. Det er en fuldstændig fremragende serie, indtil videre uden et eneste svagt afsnit. Få den dog set!

 

Bedste filmoplevelser

BestEnemies

2015 var endnu et år, hvor tv-serierne fuldstændig skubbede filmene ud på sidelinjen. Jeg så stort set kun ‘Jurassic World’, der så til gengæld var ganske eminent god. Og her til sidst fik jeg også set den interessante dokumentarfilm ‘Best of Enemies’, der omhandler debatterne mellem William F. Buckley Jr. og Gore Vidal op til demokraterne og republikanernes partikonventer i 1968. Generelt er jeg ganske optaget af amerikansk politik i 50’erne og frem, især af de kulturkampe, som også i dag præger debatten derovre. Filmen er værd at se, hvis man har lignende tendenser.

Samlet set et ok tv og film år.

Pt. ser jeg mest frem til at se tv-udgaven af ‘The Expanse’ bogserien, som jeg har læst med stor fornøjelse.

Musikåret 2015

2015 har været et overraskende produktivt musikår.

Jeg fik lyttet til en hel del, som jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Havde stor glæde af Apple Musics playlistefunktion i de måneder jeg havde prøveabonnement, ligesom jeg altid lytter til min Discover Weekly på Spotify. Og i forbindelse med at jeg endelig fik overført cd-samlingen til min netværksharddisk, har jeg også lyttet til en del fremragende musik, som mest af alt har henslumret glemt alle andre steder end i min underbevidsthed. Det er ambitionen, at jeg skal (gen)opdage ligeså store mængder musik i 2016. Med alt dette in mente, er her 2015’s absolut vigtigste sange for mig:

Bogåret 2015

Som allerede antydet i november, blev det et mellemfornøjet bogår. En række gode værker, men ikke mange, der virkelig begejstrede. Jeg gav en halvårsstatus tilbage i juli, og nu er tiden så kommet til den årlige konklusion.

I min opsamling for bogåret 2014, skrev jeg, at læsningen havde været præget af to tendenser: Mindre tid (grundet forældreskab og nyt arbejde) og min Kindles indflydelse (mere fleksibilitet, skønlitteratur kun fortæret i ebog form).

Det meste af hvad jeg skrev dengang gælder stadig. Det eneste reelt nye er, at jeg er begyndt at savne de skønlitterære fysiske værker på hylderne. Faglitteraturen breder sig stille og roligt i reolerne, mens vi nærmest ikke har købt nye romaner siden jeg fik min Kindle. Det føles … i manglen på et bedre ord: Fattigt. Jeg kan godt lide tanken om, at husstandens bibliotek naturligvis også skal have skønlitteratur stående på hylderne.

Er ikke begyndt at købe skønlitterære bøger endnu, men tror at det bliver en tendens i 2016 og 2017. Det samme gør læsning af de biblioteksbøger, som jeg alligevel samler op sammen med sønnen. I 2014 delte jeg årets læste bøger op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’. Det samme gør jeg i år.

 

Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Michael Burleigh: ‘Small Wars, Faraway Places: The Genesis of the Modern World 1945-65’
  • Robert Caro: ‘The Passage of Power’
  • Karen Joy Fowler: ‘We Are All Completely Besides Ourselves’
  • Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’
  • Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’
  • Gillian Flynn: ‘Gone Girl’
  • Peter Clines: ‘The Fold’
  • Lauren Beukes: ‘Broken Monsters’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Stairs’‘
  • V.E. Schwab: ‘A Darker Shade of Magic’

Der er ikke en overraskende vidunderlig bog i stil med ‘Station Eleven’ fra sidste år. Men ellers synes jeg egentlig, at jeg fik en række gode, solide bøger ind under vesten i 2015. Kun to af dem var faglitteratur, hvilket illustrerer hvor meget lettere det er for mig at bruge min Kindle. Årets bedste bøger var Burleigh og Fowler. Den mest underholdende var ‘Gone Girl’, hvilket nok forklarer bogens hysteriske popularitet.

 

God, men nok mest hvis du er sær

  • Philip K. Dick: ‘The Man in the High Castle’
  • David Mitchell: ‘The Bone Clocks’
  • Ole Steinhauer: All the Old Knives’
  • Paula Hawkins: ‘Girl on the Train’
  • Mark Edwards: ‘Follow You Home’
  • David Eddings: ‘Pawn of Prophecy’
  • Jason Fried: ‘Rework’
  • Roman Krznaric: ‘How to Find Fulfilling Work’
  • Andrew S. Grove: ‘High Output Management’
  • James S.A. Corey: ‘Nemesis Games’
  • John Scalzi: ‘Unlocked: An Oral History of Haden’s Syndrome’
  • David Hutchinson: ‘Europe in Autumn’
  • Brian Staveley: ‘The Emperor’s Blades’
  • Brian Staveley: The Providence of Fire’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Shards of Honour’
  • Harvard Business School: ‘Getting Work Done’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads: The Essentials’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads on Strategy’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Communication’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Managing Yourself’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Project Management’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Better Business Writing’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Managing Up and Across’
  • Jim Benson: ‘Personal Kanban: Mapping Work / Navigating Life’
  • Peter Thiel: ‘Zero to One: Notes on Startups, or How to Build the Future’

Denne kategori er for bred, da et par af dem retteligt burde havne i ‘Læst, og de var ok, men de gjorde ingen forskel for mig’-kassen. Her burde en del af selvhjælpesbøgerne nok befinde sig. Omvendt burde Steinhauers underholdende spionroman måske have kommet i en højere kategori.

 

Skuffende. Meget skuffende

  • John Scalzi: ‘Locked In’

Jeg har kun én bog i denne kategori, hvilket kommer lidt bag på mig. Men omvendt kræver det jo, at jeg fik færdiggjort bogen og var skuffet, førend man kunne havne her. Og de virkelig sucky bøger, lod jeg bare være med at læse færdig. Scalzis bog fik megen ros i science fiction miljøet, men jeg fandt plottet kedsommeligt.

 

Bøger jeg gik i stå i

  • David Eddings: ‘Queen of Sorcery’
  • Jeffrey Pfeffer: ‘Leadership BS: Fixing Workplaces and Careers One Truth at a Time’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Barrayar’
  • Brent Weeks: ‘The Lightbringer’
  • Michael Faber: ‘The Book of Strange New Things’
  • Wesley Chu: ‘Time Salvager’
  • Jeremy Bates: ‘Suicide Forest’
  • Kathrine Addison: ‘The Goblin Emperor’
  • Donna Tartt: ‘The Goldfinch’
  • C.J. Cherryh ‘Downbelow Station’
  • Stephanie Vance: ‘The Influence Game: 50 Insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World That Will Get You to Yes’
  • Joe Hill: ‘Heart-Shaped Box’

Det her er en yderst blandet landhandel. Et par skuffende to’ere (Eddings, Bujold), et par enkeltstående fejlskud og to af 2014’s roste finlitterære bøger (Tartt, Faber). I almindelighed droppede jeg dem, hvis plottet kedede mig og der stadig var 364 sider tilbage.

Lige nu har jeg ikke nogen eksplicit formulerede læseambitioner for 2016. Måske at have lidt mere stamina, når det handler om bøger, der momentant keder mig? Det er foruroligende mange bøger jeg er påbegyndt, blot for siden at droppe igen. Det må jeg gøre bedre i 2016.

Min robotsæl

En af vores genboer tænder hver eneste morgen for en kunstig solsort. Ja, det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på. Når jeg bliver vækket kl. 05.37 (enten af Arvingen eller skraldebilen) og trisser forstemt ud på badeværelset for at iføre mig mine kontaktlinser, flyder den skønneste solsortekvidren ind ude fra gården.

Det er ganske barokt. Det blæser brutalt og permafrosten hærger – og alligevel synger den fordømte fugl som om at det var en varm sommerdag.

Det værste er, at jeg kan lide det. Jeg holder meget af solsorte, og deres næberier gør mig underbevidst i bedre humør.

robotsæl

Men samtidig er jeg næsten sikker på, at jeg bliver snydt. Der sidder jo ingen kvidrende solsort i Roskilde midt i denne fimbulvinter. Det er meget muligt at solsorte ikke er trækfugle, men det forekommer mig umuligt, at de sidder derude hver morgen og pipper. Så den oplevelse jeg har med kunstige solsort, er jo ligesom når demente ældre sidder og kæler for en robotsæl, som de føler og tror er i live. Jeg bliver så glad, så glad. Som hvis jeg sad og kælede for Luffe, eftersom jeg ikke var i stand til at passe på et rigtigt dyr.

Hvilke gør mig ganske deprimeret at tænke på

Small Wars, Faraway Places

Har netop modtaget en solid mængde faglitterære værker fra Amazon, og det har derfor været en fornøjelig læseweekend.

Er ganske vist kun på side 111 i Michael Burleigh ‘Small Wars, Faraway Places: Global Insurrection and the Making of the Modern World, 1945-1965’, men det er indtil videre klart årets bedste og mest underholdende faglitterære bog.

Måske det siger noget om mine svindende intellektuelle evner og stamina, at jeg de senere år har haft vanskeligt ved at komme igennem de indiskutabelt glimrende, men også tætskrevne 746 sider lange værker om første verdenskrig og Europa i middelalderen. Som tiden går, bliver det åbenbart mere og mere et behov for mig, at en faglitterær forfatteren er god til at skrive og fortælle. En alt for distanceret og … tilstræbt sober skrivestil, gør det ikke for mig.

Burleigh er åbenlyst brilliant og et renæssancemenneske, men han er heldigvis også ondskabsfuld og formår at at gøre sit stof underholdende. Her er eksempelvis vietnamesiske Ho Chi Minh om Kina og Frankrig som besættelsesmagter under den første indokinesiske krig:

HoChiMinh

Som tiden går beundrer jeg vietnameserne mere og mere. Sikke et ukueligt folkefærd. Og sikke skarpe og latrinære analyser. Det er dog ikke kun Vietnam, jeg bliver klogere om. De hidtidige afsnit om Korea, Malaysia og Kenya har været decideret interessante.

‘Small Wars, Faraway Places’ er en af den slags bøger, der bedst nydes i en dyb, dyb lænestol i et velassorteret gentlemanbibliotek i selskab med en kop kaffe, en knitrende ild i pejsen og en trofast hund liggende ved ens fødder.

Selv læser jeg den primært i toget eller i smug, men derfor er det stadig en fremragende og stærkt anbefalelsesværdig bog til dem, der ønsker at forstå baggrunden for hvorfor verden ser ud som den gør.

Dagen efter et nej

Nuvel, det blev et nej.

Jeg har ikke fordybet mig i tallene, endsige opnået nogen form for indsigt i hvorfor folk stemte, som de gjorde. Man kan have en række mere eller mindre plausible teser og tolkninger, men indtil videre ved vi det ikke. På dette præmature stadie, kan jeg dog følge Peter Kurrild-Klitgaard et stykke af vejen:

Det første, man bør bemærke, er, at det nu er tredje gang siden 1992, at de danske vælgere har sagt nej til overførsel af mere magt til EU–hvortil man reelt kan tilføje den aflyste folkeafstemning om EUs forfatningstraktat, som fik dødsstødet (2005), da vælgerne i andre lande havde afvist den, og VK-regeringen indså, at den ville falde. Vælgerne siger ikke “ja”, hvis formålet er uklart og potentielt risikabelt.

Det sidste tror jeg er en grundlæggende korrekt tese. Vælgerne afviste i går de pragmatiske fordele ved en tilvalgsordning ud fra principielle bekymringer. Det lykkedes aldrig for ja-partierne for alvor at få anskueliggjort, hvorfor fordelene var store nok til at kompensere for afgivelse af suverænitet.

Der var tale om et trade-off, og tolkningen af afstemningsresultatet må bero på, om man tror vælgerne reelt kunne forholde sig til indholdet i dette trade-off. Personligt tror jeg (uden at have data herfor), at vælgerne reelt ikke har kunne overskue hvad afstemningen og trade-off’et handlede om – endsige hvad en tilvalgsordning ville have af fremtidige konsekvenser. I den situation er det mest oplagt at stemme nej, og fortolkningen af afstemningsresultatet vil kredse om hvorvidt det var en særlig begavet anlagt afstemning.

Hvis man derimod er af den opfattelse, at vælgerne var helt på det rene med, hvad vi stemte om, så er det en anden diskussion. Så bør vi begynde at diskutere hvorvidt det aktive fravalg af fordelene ved en tilvalgsordning er udtryk for, at vælgerne og politikerne er blevet fuldstændigt afkoblede fra hinanden i EU-politiske spørgsmål.

Det næste, som særligt Venstre og Konservative bør forstå at tage konsekvensen af, er, at det borgerlige Danmarks egne vælgere ser markant anderledes på nutidens EU, end man gjorde i 1970erne og 1980erne. Dengang, hvor EF overvejende blev set som et frit indre marked, var der et solidt flertal bag projektet blandt de borgerligt-liberale vælgere. Ved folkeafstemningen i dag–hvor EU for mange er blevet associeret med statsstyring, bureaukrati, en kriseramt valuta og en kaotisk indvandringspolitik–var der et flertal af “nej”-sigere blandt to partiers vælgere (DF og LA) og betragtelige mindretal af samme observans hos to andre (V og K). Meget tyder endog på, at det kan have været første gang, at et flertal af de borgerligt-liberale vælgere har stemt “nej”. De er ikke EU-modstandere, men der er en skeptisk stemning, som man næppe får vendt ved at omtale egne vælgere som uvidende og bindegale, der går kriminelles vegne.

Bevares, jeg er heller ikke sikker på, at det var særskilt begavet at Uffe Ellemann kaldte nej-siden for bindegale. Og fremvæksten af den borgerlige EU-skepsis er et interessant fænomen, som de blå partier er nødt til at forholde sig til.

Jeg er dog usikker på om den borgerlige EU-skepsis er så ideologisk betinget, som Kurrild-Klitgaard fremstiller. Grundlæggende tror jeg at skepsisen udspringer af oplevelsen af, at EU ikke leverer og ikke fungerer. EU har været i en mere eller mindre varm krise siden franskmændene og hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten i 2005. De seneste 10 år har været én lang strøm af dårlige nyheder og problemer, som EU tilsyneladende ikke har nogen gode svar på. Hvis man i dag er 30 år, så er EU lig med et impotent regulatorisk system i identitetskrise, der ikke kan løse økonomisk kriser, Grækenland eller flygtningestrømme. Der er selvsagt mange succeshistorier for EU i det daglige, men det forsvinder i det større billede af, at systemet ikke fungerer – og ikke kan løse de grænseoverskridende problemer, hvilket ellers er selv eksistensberettigelsen af EU.

Det tredje lærdom må være, at man ikke får skabt andet end mistillid og politikerlede ved at sige ét og gøre noget andet. Ved hver folkeafstemning skitseres, at et “nej” vil betyde jordens undergang–og når det så ikke bliver et “ja”, står jorden alligevel.

Det synspunkt er koblet til den meget omtalte ‘politikerlede’ og ‘manglende tillid til politikerne’. Der er ingen tvivl om, at tidligere ja-kampagners åbenlyst løgnagtige trusler om død og ødelæggelse i tilfælde af et nej, aktivt har skadet troværdigheden af ja-kampagnen til denne afstemning.

Der er efterhånden gået sport blandt journalister i at tale om skellet mellem ‘eliten’ og ‘folket’, ligesom ‘politikerleden’ efterhånden anvendes som forklaring for snart sagt hvad som helst. Jeg køber ikke argumentet. Hvis ‘folket’ virkelig var så lede af politikerne, hvorfor tror de så på Messerschmidt, der har en meget lidt troværdig omgang med EU-midler? Og hvis vælgerne primært har stemt nej for at ’straffe’ de nationale politikere og ‘eliten’, hvordan kan populistiske partier som DF og Enhedslisten så blive belønnet ved folketingsvalg for aldrig at tage ansvar for noget som helst? Tingene hænger ikke sammen.

Men nu er vi så her, midt i alt rodet. Messerschmidt har fået sit nej, så nu kan han slappe af, lade andre rydde op efter hans fest og så i øvrigt fortsætte med at være politisk betydningsløs og uansvarlig i Europa-Parlamentet til den skønne dag, hvor han skal hjem og være partileder i DF. Det er gået lige efter planen.

Men for os andre, der gerne ville have haft de fornuftige fordele ved tilvalgsordningen, så er der ikke meget at smile af. Vi kan nu se frem til endnu flere år, hvor Danmark ikke gør sin pligt i Europa eller høster nogle fordele. Og hvem ved, måske træder DF ind i regeringen lige om lidt, når nu det store EU-spørgsmål reelt er skudt til hjørne de næste mange år frem.

Det er en rædderlig tid, vi går ind i.

Retsforbeholdet

Jeg har nu begyndt på (og gået i stå i) op imod fire pseudobegavede blogindlæg om den forestående afstemning om Retsforbeholdet. Jeg har læst skønsomt op på materialet. Forsøgt (og mere eller mindre opgivet) at følge med i den stedse mindre og mindre meningsfulde debat. Deltaget i et arrangement om emnet med Søren Pind og Morten Messerschmidt på Roskilde rådhus i går aftes. Gjort min borgerpligt og alt det der.

Og jeg ender med at stemme ja. Som sædvanlig, var jeg lige ved at sige. For denne gang er det i høj grad et kryds, der sættes med autopilot.

Der er ikke noget i det jeg indtil videre har læst om de 22 retsakter, som jeg aktivt er imod. ‘Indtil videre’ er med kursiv, da jeg på ingen måde kan påstå, at jeg har opnået et oplyst grundlag at træffe min beslutning ud fra.

Generelt oplever jeg ikke, at det er et oplyst valg fra min side. Hvilket selvsagt primært er min egen fejl, da jeg jo sådan set bare kunne udvise den fornødne intellektuelle nysgerrighed og arbejdsetik i at sætte mig ind i sagerne. Omvendt er jeg usikker på hvorvidt den måde afstemningen er tilrettelagt på, er fremmende for vælgernes – eller i hvert fald min – deltagelse og engagement i substansen.

Vi skal forholde os til 22 såkaldte retsakter (et begreb, der i sig selv er med til at fremmedgøre 9 ud af 10 mennesker), som de færreste mennesker har tiden eller ressourcerne til reelt at sætte sig ind i indholdet af – endsige vurdere konsekvenserne af. Undervurderer jeg de danske vælgeres intelligens og ihærdighed? Konkluderer jeg for meget ud fra mine egne kognitive begrænsninger? Måske. Men som et lille eksempel, så læs lige her, hvad Justitsministeriet skriver om en af de konkrete retsakter, ‘Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler’, på den officielle oplysningsside om afstemningen. Bemærk, at det er her man som borger skal søge hen, når man skal finde ud af hvad man stemmer om:

FORORDNINGEN OM BILATERALE FAMILIERETLIGE AFTALER
Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande på sagsområder, der er omfattet af Bruxelles IIa-forordningen og underholdspligtforordningen, selv om indgåelse af den type aftaler er omfattet af EU’s eksterne enekompetence for medlemsstater, som er bundet af disse to forordninger. Forordningen indeholder en procedure, som giver Kommissionen mulighed for at bemyndige en medlemsstat til at indgå en bilateralaftale med et tredjeland inden for anvendelsesområderne for de to forordninger. Tilvalg af forordningen er en betingelse for, at Danmark kan deltage i eventuelle ændringer af Den Nordiske Ægteskabskonvention (skilsmisse og forældreansvar) og Den Nordiske Inddrivelseskonvention (underholdspligt), hvis Danmark tilvælger Bruxelles IIa forordningen og underholdspligtforordningen.

Nu vil visse læsere nok beskylde mig for at lefle for den laveste fællesnævner. Men hvis ovenstående kaudervælsk er det bedste og mest krystalklare måde at oplyse samfundet om forordningens indhold og konsekvenser på, så er det et emne, der er direkte uegnet at sætte til en folkeafstemning.

Endnu værre bliver det næsten, når der argumenteres for hvilke retsakter1, som partierne har fravalgt i den aktuelle tilvalgsordning. Her er to af slagsen:

DIREKTIVET OM RET TIL ADVOKATBISTAND
Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer. Dansk ret vurderes i vidt omfang at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.

DIREKTIVET OM RET TIL TOLKE- OG OVERSÆTTERBISTAND I STRAFFESAGER
Direktivet indeholder minimumsregler om retten til vederlagsfri tolke- og oversætterbistand i straffesager og i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt bestemmelser om tolkningens kvalitet. Dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder

Jeg er ikke jurist, så jeg har ikke de fornødne faglige forudsætninger for at forstå de to fravalg. Der er muligvis nogle gode og velargumenterede årsager til, at det at man fravælger direktiver, hvor “dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet”.

Men hvorfor egentlig? Hvis indholdet i direktiverne og dansk ret ‘i vidt omfang’ er det samme, hvorfor er det så problematisk at vælge dem til? Hvad er argumentet imod? Og vigtigere: Når vi nu ved overgangen fra et forbehold til en tilvalgsordninger bemyndiger folketinget til at træffe beslutning om hvorvidt vi skal tilslutte os de to direktiver, er der så ikke nogen begavede mennesker, der reelt kan fremlægge argumenterne for eller imod tilslutningen til dem?

Endnu værre er det dog næsten i begrundelsen for fravalget af det såkaldte ‘Retshjælpsdirektiv’:

RETSHJÆLPSDIREKTIVET
Direktivet fastsætter fælles minimumsstandarder for ydelse af retshjælp til fysiske personer i grænseoverskridende tvister på det civilretlige område. Direktivet indeholder desuden bestemmelser om myndighedernes behandling af retshjælpsansøgninger og om formidling af ansøgninger om retshjælp mellem myndigheder i forskellige medlemsstater. Det har ikke inden for tidsfristerne været muligt at få afklaret en række spørgsmål i forhold til konsekvenserne af tilvalg

Så … I ville godt lige have haft lidt mere forberedelsestid, eller hvorledes? Og alligevel lægges det ud til afstemning? Hvad er det for en række spørgsmål, det drejer sig om? Igen: I beder vælgerne om bemyndigelse til i fremtiden muligvis at tilvælge en retsakt, men magter ikke at forklare hvorfor det fravælges i denne omgang? Det er ikke en seriøs måde at bedrive folkeafstemninger efter min mening.

Bemærk, jeg siger ikke at jeg er uenig i de respektive til- og fravalg af retsakter, endsige at jeg betragter ovenstående argumentation som forkert. Men jeg har ingen reelle forudsætninger for at forholde mig oplyst til det, jeg bliver bedt om at forholde mig til. Og jeg tror – uden at ville forklejne nogle læsere her på stedet – heller ikke at der er mange af jer, der har det.

Så I manglen af konkret viden, må jeg jo forholde mig til principper i stedet. Og rent principielt mener jeg, at vælgerne denne gang bliver (i manglen på et bedre ord) bondefanget.

Både af nej-siden (der ikke på lødig vis kan argumentere for, at et nej er det sikre valg), men også af ja-sidens underlødige vinklingen af, at afstemningen primært handler om de 22 direktiver. For selvom det bliver præsenteret sådan, så er det jo netop ikke kun en afstemning om ja eller nej til Europol eller de 21 andre udvalgte retsakter. Ja, det er også en afstemning om Europol, men det store dyr i åbenbaringen er og bliver overgangen til en tilvalgsordning. Altså hvorvidt folkeafstemningsredskabet skal afløses af, at fremtidige beslutninger om deltagelse i den overstatslige retspolitik skal ligge hos folketinget. Eller sagt lidt karikeret: Hvorvidt man stoler mest på repræsentativt eller direkte demokrati.

Mit problem med direkte demokrati er, at det er en systembevarende og statisk institution. Der er en grund til, at det land der er mest kendt for direkte demokrati – Schweiz – ikke gav sine kvindelige medborgere stemmeret før 1971. Fordi det er som regel nemmere at sige nej til forandringer.

På samme måde er jeg ikke fan af de danske EU-forbehold fordi de er statiske og ufleksible. Jeg kan sagtens principielt se værdien af folkeafstemninger når det handler om suverænitetsafgivelser. Men hvis verden forandrer sig, så forhindrer vores forbehold, at vi forandrer os sammen med den. Og det tror jeg ikke er i dansk interesse. Der foretrækker jeg i stedet, at give de folkevalgte danske politikere det fornødne rum og mandat til at beslutte, hvad der er bedst på Danmarks vegne. Også selvom de til den aktuelle afstemning har været noget sjuskede med at fortælle, hvad det egentlig er, at vi skal stemme om.

Så det bliver et ja. Et uoplyst og ubegejstret ja. Men dog et ja.

  1. Og er ‘retsakter’ i øvrigt ikke et vidunderligt fremmedgørende ord? []