Liu Cixin ‘The Three-Body Problem’

Er igang med Liu Cixin ‘The Three-Body Problem’, der er en højest ejendommelig science fiction bog. Den er oversat fra kinesisk, vandt årets Hugo Award og var desuden på Obamas juleferielæseliste. Handlingen er passende storladen:

“With the scope of Dune and the commercial action of Independence Day, Three-Body Problem is the first chance for English-speaking readers to experience this multiple-award-winning phenomenon from China’s most beloved science fiction author, Liu Cixin.

Set against the backdrop of China’s Cultural Revolution, a secret military project sends signals into space to establish contact with aliens. An alien civilization on the brink of destruction captures the signal and plans to invade Earth. Meanwhile, on Earth, different camps start forming, planning to either welcome the superior beings and help them take over a world seen as corrupt, or to fight against the invasion. The result is a science fiction masterpiece of enormous scope and vision.”

Det er store ord, det der med Dune. For man skal virkelig være episk på et nærmest hysterisk højt niveau, hvis man i ramme alvor vil sammenligne sig med Frank Herberts mesterværk.

Her 17 pct. inde i bogen er den stadig ikke helt deroppe at ringe for undertegnede. Men interessant, dét er den skam. Og ganske anderledes. Det er ikke særlig tit, at jeg læser bøger skrevet af folk udenfor den vestlige kulturkreds. Måske jeg burde gøre det lidt oftere. Opsøge litteratur fra andre lande end de engelsksprogede.

For man kan godt mærke, at ‘The Three-Body Problem’ ikke er skrevet af en amerikaner, eller af en anden vesterlænding for den sags skyld. Personerne i bogen tænker anderledes og ræsonnerer på en anden måde, end den typiske protagonist i genrelitteratur. Beskrivelsen af Kulturrevolutionen i bogens indledende kapitler, er helt givet anderledes udført, end hvis forfatteren hed George og sad i New Mexico.

Det gør det bestemt ikke dårligere, tværtimod. Bogen er så spændende, at jeg her til morgen var ganske gnaven, da min læsning blev afbrudt af at toget altså var rullet ind på Københavns Hovedbanegård – og mit bureaukratjob derfor nu skulle have min flygtige opmærksomhed. Jeg satser meget på, at underholdningsniveauet holder niveau. Men om det når Independence Day’ske højder, må indtil videre forblive usagt. Jeg håber det.

Hikōki-gumo

Det hænder desværre ikke længere så ofte at jeg bliver besat af en sang. Men det er sket hen over det seneste døgn. Vejen dertil er kringlet. Lad os tage den trinvist.

Når sønnen skal sove, slapper vi ofte af inden putning sammen med at se en hyggelig film. Nogle gange er det filmtrailers, gerne til japanske mangafilm. En favorit er eksempelvis traileren til ‘When Marnie Was there’, der har den rette kombination af roligt tempo og afslappende melankolsk musik.

Men der er altid brug for flere søvndyssende tegnefilm, så vi har også set traileren til en anden af Studio Ghiblis nylige værker: ‘The Wind Rises‘. Undervejs i den støder man på den sært fængende sang ‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo).

Det er en loungepopperle fra 1973 af Yumi Matsutoya. Den er dragende og vanskelig at beskrive, måske fordi jeg mangler en relevant kontekst. For bortset fra den fragmenterede erindring om slut-90’er navne som Pizzicato Five, Girl’s Generation, Ryuichi Sakamoto, Towa Tei og DJ Krush må jeg tilstå, at min reelle viden om japansk populærmusik er til at overse.

Men hvis jeg skulle beskrive Matsutoyas stil, så ville det være, at hun minder mig om sangen ‘Kaze wo Atsumete’ fra Lost in Translation soundtracket. Der er det samme listige orgel og den dovne tromme, der insisterende driver sangen frem. Jeg kan ikke stoppe med at lytte til ‘Hikōki-gumo’. Det er en pokkers god popsang, som ville være blevet et monsterhit, hvis det var Carole King, der havde sunget den på engelsk dengang i 1973.

Alt imens jeg har skamlyttet sangen, læste jeg også lidt om filmen den bruges i: ‘The Wind Rises’. Den er faktisk også interessant i sig selv. Det er en fiktionaliseret biopic om Jiro Horikoshi, der var manden bag det japanske kampfly Mitsubishi A6M Zero fra 2. verdenskrig. Tilsyneladende var han en følsom, kunstnerisk og pacifistisk sjæl, der aldrig kom sig over, at hans passion for at skabe fly blev misbrugt af det kejserlige Japan. Da filmen kom i 2013 skabte den debat i Japan, der som bekendt har et noget tvetydigt forhold til sin fortid, især 2. verdenskrig. Det er længe siden jeg har set en mangafilm, men ‘The Wind Rises’ kunne sagtens være den næste i rækken.

Indtil da vil jeg nyde Yumi Matsutoyas blide røst, der synger om (tror jeg) afsagn og store følelser. Varmt anbefalet.

The Force Awakens

Fik endelig set den nye ‘Star Wars: The Force Awakens’ i weekenden. Har egentlig skrevet en masse usammenhængende kommentarer ned i min notesbog, men nu er jeg for dvask til at få dem dem fusioneret til et sammenhængende og begavet hele. Så hermed min spontane betragtninger:

Intro

Filmen kan ikke stå alene. Den er ekstremt selvrefererende. Store dele af plottet, lokationerne, koncepterne og karaktererne er direkte kalkeret af fra ‘A New Hope’. Hver anden replik er et glimt-i-øjet citat fra de tre oprindelige film. Hvis man er fan er det selvsagt skønt, men man savner noget … ja, noget nyt. Det er rart at blive strøget blidt med hårene, men alligevel. Det er med andre ord en film lavet til fans, der var unge da de første film kom – og nu efter planen skal introducere deres børn til også at blive gode ‘Star Wars’ forbrugere. Det er ekstremt kalkuleret, men sådan er det vel når en filmfranchise bliver opkøbt af Disney.

Den er reelt uegnet til nye kunder. Min Bedre Halvdel havde ikke set nogle af de tidligere Star Wars film, og sagde at hun var godt underholdt. Det ved jeg ikke om passer, men det var da sødt af hende at sige, synes jeg. Hvis filmen for alvor skulle give mening for helt nytilkomne seere, så mener jeg, at den skulle have gjort mere ud af at introducere og udbygge universet. Som den er skruet sammen nu, forventer filmen implicit, at beskueren kender til den bagvedliggende historie. Hvilket måske er en rimelig forventning taget i betragtning af, at der findes seks andre Star Wars film. Men omvendt: Den relevante kontekst for ‘The Force Awakens’ findes i de oprindelige 30+ år gamle film, ikke i de tre afskyelige prequels fra begyndelsen af 2000-tallet. Det har ikke straffet filmen kommercielt, men jeg tvivler på, at ‘The Force Awakens’ vil rekruttere ligeså mange fans som de oprindelige. Dertil er den for usikker på sig selv.

 

FirstOrder

Plottet er helt meningsløst. Jeg er med på, at alting ikke blev godt og smukt og ægte efter at imperiet var blevet besejret i ‘Return of the Jedi’. Rebellerne vandt krigen, men ikke freden, og alt det der. Men på 20-30 år har de helt håbløse rebeller og den tilsyneladende uendeligt inkompetente Galaktiske Republik alligevel fedet den tilpas meget af til, at en crypto-nazistisk organisation ved navn ‘The First Order’ (man kan sige meget om både de religiøst fanatiske jedier og deres nemesisser i Sith kulten, men ingen af dem er særligt underspillede i deres navnevalg) har fået lov til at vokse sig store, tyvstjæle det gamle imperiums uniformer, flyve rundt i deres flåde OG skaffet den fornødne kapital til at opbygge endnu (sic) en dødsstjerne? Det står ikke ganske klart hvordan det har kunne lade sig gøre, men tilsyneladende har de galaktiske banker stolet mere på imperiets arvtagere end den besynderlige flok af såkaldte ‘rebeller’, der åbenbart er bedre til at være imod ting end til at bygge noget op. Rebellerne (hvoraf flere er rekrutteret direkte fra flokken af skuespillerne i ‘Lost’) sidder i hvert fald stadig i deres formørkede huler og har Tvind-agtige beslutningsprocesser om militærstrategi foran deres storskærme. Der var stunder i filmen, hvor man ønskede sig at Imperiet, undskyld: The First Order, var lykkedes med at sprænge rebellernes planet i stumper og stykker …

 

Image converted using ifftoany

Seriøst: Var det virkelig tvingende nødvendigt at lave en Tatooine 2.0? Den sandplanet var røvsyg i de oprindelige film, og dens klon i den nye film, Jakku, er om muligt endnu kedeligere. På Tatooine boede i det mindste Obi-Wan Kenobi og Luke kunne hente power coverters på Tosche Station, men på Jakku er der bogstaveligt ingenting. Bortset fra en faldefærdig, men alligevel flyveklar Millenium Falcon, naturligvis. Og nedstyrtede rumskibe, nu jeg tænker over det. De er faktisk ok seje. BOOM!

 

BB8

Den nye droid BB8 er mega-nuzer! R2D2 har fået en værdig kompagnon. Man slipper desværre ikke for C3PO, men han er heldigvis meget perifær. Var der nogensinde nogen der kunne lide den klovn? Nogen der efterspurgte hans tilstedeværelse? Nej. Det tror jeg ikke.

 

riddere

Jeg kan ikke forstå folk kalder Star Wars for science fiction. Hvilket måske skyldes at jeg læser for meget tør science fiction, men hallå: Star Wars er i bedste fald en fantasyfilm. Der er riddere, magi, sværdkampe, sjove fabeldyr, rejser fra punkt A til B, bondesønner der skal på et episk eventyr, prinsesser der skal reddes, letforståelige dualismer mellem godt og ondt. Til gengæld er der ingen bekymring over hverken økonomi (hvor meget koster en dødsstjerne? Hvordan hænger et intergalaktisk imperium overhovedet sammen?) eller teknologi. Så nej – du kan ikke lide science fiction, hvis du kan lide Star Wars. Du kan lide eventyrfilm, og det er også helt ok. Se ‘Battlestar Galactica’, så kan vi tale om det andet.

 

 solochewie

(MEGASPOILER) Hvor var det herligt at se Han Solo igen! Men hvorfor skulle han dø? Det er åndssvagt. Han var det eneste element af sex i den frigide filmserie. Hvem skal nu levere homoerotik sammen med Chewie? Hvem skal nu få Leia til blot i få sekunder til ikke at se irritabel og/eller gnaven ud? Jeg håber ikke han er død selvom han er penetreret med et lyssværd og er faldet ned i en uendelig kløft. Måske han kan reddes (MEGASPOILER SLUT)

Samlet set: Se filmen, hvis du skal. Har du ikke gidet Star Wars før, så behøver du heller ikke gide nu.

Nothing has Changed

Tænkte lidt over det. Kom frem til at den mest værdige måde at lave en stille hyldest til David Bowie er at lytte til hans nye album ‘Black Star’. Så det gjorde jeg. Det er slet ikke dårligt. Første halvdel er lidt for tung og industriel til min smag, men de tre sidste skæringer er popsange iklædt appetitlig electro. Han lyder ikke som en døende mand på albummet. Og så måske alligevel? Skal man tolke den afmægtige ‘I Can’t Give Everything Away’ som en afklaret mands svanesang? Njah, det er alligevel nok en kende for dansk-i-2.g agtigt.

Jeg vil ikke kalde mig selv decideret David Bowie fan. Det meste af hans katalog sagde mig ikke så meget. Hans singler, jo. De er absurd stærke set i deres sammenhæng. Og ‘Ziggy Stardust’ albummet selvfølgelig. Plus ‘Aladdin Sane’ og ‘Hunky Dory’. ‘Low’ gjorde ikke så meget for mig, selvom alle mine musikkyndige venner siger, at det er et mesterværk.

Endelig vil jeg, fjollet nok, måske især huske ham fra børnefantasyfilmen ‘Labyrinth’ fra engang i midt-80’erne. Han var en episk troldekonge, skulle jeg lige hilse at sige. Se den engang, den er uhyre fornøjelig.

Forrige år reflekterede jeg over Bowies daværende opsamlingsalbum ‘Nothing Has Changed’. Hvad forsøgte han sige dengang, med sine uudgrundelige covers? Kendte han sin kræftdiagnose allerede dengang? Det forbliver spekulation.

For et par år siden læste jeg bogen ‘All the Madmen’. Den omhandler den LSD og kokain-drevne engelske musikscene i midt-/slut-60’erne, med navne som Bowie, Syd Barrett og Nick Drake. Taget i betragtning hvor langt ude han var dengang, er det et mindre mirakel at Bowie faktisk nåede at blive så gammel, at han kunne dø af en så almindelig sygdom som kræft. 68’erne er blevet gamle efterhånden, men man må sige, at Bowie har formået at sætte sit aftryk på musikken igennem hele sin karriere. Jeg ved ikke hvor relevant hans materiale siden midt-80’erne har været. Men som inspirationskilde og popkulturelt fænomen, har han været en gigant.

Vil lytte lidt mere til ham i den kommende tid, tror jeg.

Allan Kuhn

Jeg er bevidst om at fodbold ikke interesserer specielt mange læsere. Men det ændrer ikke på, at dagens offentliggørelse af Allan Kuhn som cheftræner i Malmö FF er noget nær det mest emotionelle, jeg har oplevet siden min søns fødsel.

Der er så uhyre få mennesker, jeg elsker ubetinget. Familien, naturligvis. Men på de næste pladser huserer Erik Hamrén, Jimmy Nielsen og – ja! – Allan Kuhn.

Kuhn har betydet så meget for AaB de sidste 10 år. Er vel selve sjælen i klubben. Så når han nu forlader AaB for at tage et indiskutabelt trin opad (vi taler trods alt om at en hidtidig assistenttræner bliver cheftræner i Nordens pt. stærkeste fodboldklub), så er jeg i skrivende stund en uhåndterlig malstrøm af uendelig tristhed og jublende glæde på én og samme tid.

Det er så usandsynlig flot af Kuhn, han fortjener chancen, og jeg tror han bliver en stormende succes i Malmö. Men det efterlader samtidig AaB med et gigantisk, gabende hul. Hans exit markerer slutningen på en æra, og det medfører ligeledes en ubehagelig risiko for, at den sportsligt opadgående kurve i klubben ophører. Hvilket selvsagt kan formørke mit humør betydeligt.

Så jeg har brugt min fredag aften på at gennemkværne samtlige svenske sportsaviser. For hvordan tager de imod min guldklump? Forstår de ham? Ser de lyset? Men nuvel, de er afventende, kender ikke manden. Men det er blot et spørgsmål om tid. Han kommer til at blive stor, de vil elske ham. Og jeg skal til Malmö og støtte ham, alt andet ville være vanvid.

Så tillykke, Allan. Og på gensyn i AaB, håber jeg.

The Winds of Winter

Traurigt nyt fra George R.R. Martin: I et ganske deprimeret indlæg på sin blog fortæller han, at næste bind i ‘Game of Thrones’ serien udkommer … ja, han ved det faktisk ikke, for det hele sejler åbenbart.

Nu har manden ganske vist altid været herostratisk berygtet for at bruge evigheder på at skrive sine bøger. Faktisk så berygtet, at selv blogs som ‘Finish the Book, George!’ i ren afmagt over de manglende fremskridt ikke er blevet opdateret siden medio 2012. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at ‘The Winds of Winter’ nu har taget snart fem år om at blive skrevet. Bog fire og fem i serien tog jo henholdsvis fem og seks år at gøre færdige.

Men derfor er det stadig en sørgelig nyhed.

Når sæson 6 af tv-serie udgaven begynder i april måned, vil historien overhale bogserien1, hvilke i sig selv er en barok udvikling. Og hvis man anlægger en pessimistisk vinkel, så kan man nogenlunde ædruligt konkludere, at Martin siden år 2000 har skrevet to bøger – og begge var mærkbart dårligere end de første tre bind i serien.

Hverken den overlange ‘A Feast for Crows’ eller den ufærdige ‘A Dance With Dragons’ var i nærheden af at toppe den fremragende ‘A Storm of Swords’ (hint: The Red Wedding). Martins bedrifter siden at Clinton var præsident er med andre ord ikke ligefrem lovende, hverken kvantitativt eller kvalitativt.

Endelig: Martin er blevet 67 år gammel, og bruger tiden på at chille, skrive blogindlæg om New York Giants og i øvrigt nyde livet som feteret rig forfatter. Det er jo fair nok. Han skylder ikke mig noget. Men det betyder altsammen, at sandsynligheden for at han når at få færdiggjort bogserien, bliver mindre og mindre for hver dag der går. Selv hvis han ved et mirakel for færdiggjort ‘The Winds of Winter’, så er der stadig liiiiiige det afsluttende bind syv, der skal have yderligere 5-10 år til at blive skrevet.

Det er for meget. For længe. Det kommer næppe til at ske. Så spørgsmålet er egentlig om vi er i den besynderlige situationen, at en tv-serie baseret på et bogoplæg overtager rollen som ejer af historien fra bøgerne – simpelthen fordi historien i bøgerne ikke er færdig? Således at den autoritative Game of Thrones historie er den, vi ser i tv-serien?

  1. Som en fodnote skal jeg bemærke, at vi i husstanden stadig ikke har fået set mere end tre afsnit af den fjerde sæson, og vi gudsketakoglov derfor har rigeligt med bloddryppende underholdning at se frem til []

Francis Fukuyama

Kender I den der stærkt irriterende sentens fra rejsebøgerne, når de skal beskrive et eller andet monumentalt museum? I ved nok, den om at man ikke skal tage hele museet af een gang, for så kløjs man i det? At man i stedet bør vælge en særlig sektion – kinesiske potteskår fra Qin dynastiet! – fremfor at gennemkværne hele British Museum? Ja? Godt, for nu kommer der en lignende fra min hånd.

Hvis I går igang med Francis Fukuyama ‘Political Order and Political Decay’ (2014), så forsøg for Guds skyld ikke at læse bogen fra ende til anden.

Forstå mig ret. Den er mesterlig, indsigtsfuld, velskrevet og vil gøre enhver historisk og politisk interesseret person klogere. Man vil forstå mere af verden af i går og i dag efter endt læsning. Og for en politolog som undertegnede er det inspirerende at se, hvordan et renæssancemenneske indenfor faget virkelig folder sine analyser ud.

Men det er umanerligt mange sider i bogen. Det vil tage dage og år at få den læst i sin helhed. Jeg vil skulle omsorgssvigte kone og barn på det grusomste, hvis jeg skal igennem det hele. Og måske er det ikke alle læsere, der er lige interesserede i den institutionelle udvikling i både Nigeria, Latinamerika og Kina på samme tid.

Så gør som med museerne. Læs om de ting, I har særlig interesse for. Køb bogen – der er fremragende – men udvælg for jeres eget mentale velvære livsmod de relevante dele.

American Elsewhere

2016 er indledt med et behageligt overraskende skønlitterært møde. Det er Robert Jackson Bennetts ‘American Elsewhere’ (2013), en indtil videre aldeles fremragende repræsentant indenfor såkaldt ’speculative fiction’.

Grundlæggende er det en meget mærkelig bog, og det skal forstås som noget positivt.

Historien og universet i bogen er dybt skæve. Handlingen foregår i en lille by, Wink, i New Mexico, som opererer på et ganske andet plan og i en alternativ virkelighed. Personerne, omgivelserne og begivenhederne er ligesom forrykket halvanden gang fra den virkelige verden. Heldigvis udvikler det sig ikke til en sproglig øvelse for øvelsens egen skyld. Bennett skriver fremragende og har fokus på sine figurer og frem for alt: Plottet.

Den mest nærliggende sammenligning jeg kan komme på blandt bøger, jeg tidligere har læst, er Neil Gaimans ‘American Gods’ (2001). Her blev en ellers bleg realisme også pludselig tilført en overnaturlig og besynderlig ramme, og det gik op i en højere enhed1.

Ligesom med Gaiman, så befinder Bennett sig indiskutabelt indenfor genrelitteraturen2. Men her 38 pct. inde i min Kindle-udgave, har jeg vanskeligt ved at bestemme den rette bås at putte bogen i. Historien kan placeres indenfor alt lige fra horror, science fiction til en sortsynet afart af magisk realisme. Horror er måske den bedste betegnelse, også taget i betragtning af at den fik Shirley Jackson prisen i 2013 for bedste roman. Det kan I jo betragte som en anbefaling eller advarsel, alt efter temperament.

For undertegnede er bogen indtil videre en vaskeægte fornøjelse, og jeg er meget spændt på om det høje niveau holder hele vejen. Hvis det gør, så er ‘American Elsewhere’ en endog særdeles tidlig kandidat til titlen som ‘bedste bog læst i 2016’. Og så skader det jo aldrig, at en bog giver lyst til et roadtrip i USA. New Mexico er i hvert fald kommet på min liste over fremtidige rejsemål.

  1. Hele mærkelig-lille-by konceptet er også velkendt fra eksempelvis den noget mere solbeskinnede tv-serie ‘Eureka’ []
  2. I 2015 læste jeg også Bennetts rendyrkede og glimrende fantasyroman ‘City of Stairs’ Den kan varmt anbefales []