Post-faktum

Så blev arbejdsbyrden overstået og der et åndehul igen. Det har været et par lange uger, med arbejde til ud på natten i den seneste weekend. Slutresultatet blev samlet set fint, selvom vejen dertil var lang og til tider også ganske frustrerende.

Arvingen blev vældig glad (og overrasket) over at se mig i går aftes, hvilket var både lidt hjerteskærende og glædeligt på samme tid. Nu er der et par rolige uger indtil påskeferien, så jeg kan puste lidt ud. Og hvem ved, måske endda få forfattet et par blogindlæg!

Retfærdig hyldest

Se, det er derfor jeg er glad for at være flyttet til Roskilde. Her er lidt fra en wikipedia-artikel om byens katedralskole:

“Af tidligere elever kan nævnes: Saxo, Absalon, Jean Pio, Eduard Reventlow, S.C.W. Bindesbøll, Asger Ostenfeld, Lise Nørgaard, Elias Bredsdorff, Ib Michael og Mark Strudal”

Det er ikke hver dag at Mark Strudal bliver nævnt i samme åndedrag som Saxo og Absalon. Men fortjent, dét er det.

Fade Into You

Jeg har en teori. Den er fuldstændig uunderbygget. Jeg har absolut ingen forskning til at bakke den op. Det er ren spekulation. Men her den:

Hypotese: Det er umuligt at ødelægge sangen ‘Fade Into You’.

Sådan. Der er den. Mit banebrydende bidrag til menneskehedens kollektive viden og erindring. Originalen af Mazzy Star er selvsagt vidunderlig. 90’ernes helt uden konkurrence bedste sang. Men prøv så at lytte til disse to coverversioner. Begge er pragtfulde på hver deres måde:

I både akustiske og trip-hoppede udgaver skinner sangens uudslettelige guddommelighed igennem. Det er ganske forunderligt.

Er der nogle sange, I har et tilsvarende forhold til?

Ugen der gik

  • Sygdom: Først blev sønnen syg. Så har Den Bedre Halvdel været nedlagt i flere dage. Og som jeg skriver disse ord, kan jeg mærke den forkølelse, der vil spring ud i fuld flor i morgen. Det er en ganske enerverende situation
  • Travlhed: Arbejdet fylder lidt mere end vanligt grundet en større årligt tilbagevendende begivenhed i de kommende uger. Jeg er blevet ansvarlig for opgaver, som jeg ikke har de relevante kompetencer til at løse. Jeg er skriverkarl og varmtluftsproducent, ikke Excel-begavet eller regnskabskyndig. Så det er en noget op ad bakke – og et reelt stresselement
  • For lidt søvn: Måske et fænomen der følger af de to ovenstående punkter? I hvert fald sover jeg ualmindelig rædderligt for tiden
  • Rasmus Klump: Er den nye hegemon hos den yngste i husstanden. Hvad gjorde forældre egentlig inden Netflix og iPads? Talte med deres børn? Var nærværende? Hvad?
  • Tillidshverv: Er blevet valgt ind i den lokale partiforenings bestyrelse. Nu må vi se hvad det fører med sig af gak og halløj
  • Domsmand: Var domsmand igen for første gang siden 2011. Ikke en specielt interessant eller principiel sag, men det kan vel komme senere. Man skal jo gøre sin borgerpligt
  • Epidemi: De spreder sig som en steppebrand, de der børn. En god ven fortalt torsdag, at han venter første barn. Det må være definitionen af voksenlivet når snart sagt alle jeg kender enten A) har børn, B) venter barn eller C) er i fertilitetsbehandling

Dyb læsning

Det er længe siden at jeg satte mig ned og grundigt læste en lang beretning om et eksotisk sted, en kompleks situation eller et interessant menneske. Evnen og viljen til at læse dybt og koncentreret svinder for mig som tiden går. Jeg skimmer i høj grad når jeg fortærer nyheder. Den fokuserede læsning tager for lang tid og for mange kræfter. Daniel Kahneman vil sikkert have en kritisk holdning eller to til den prioritering.

Nå, ovenstående navlebeskuende indgangsbøn var blot for at kontekstualisere, at jeg i dag læste en dybt fascinerende artikel i The New Yorker om Ramzan Kadyrov, den lokale krigshøvding og Kreml-yndling i Tjetjenien. Jeg lærte ting jeg ikke vidste i forvejen, og afsluttede artiklen som klogere (og mere bekymret på verdens vegne).

Forhåbentlig bliver det startskuddet på, at jeg for alvor får læst grundigt i The New Yorker. Efter en pause på et par år har jeg tegnet abonnement på magasinet (og The Economist) igen. Havde brug for ikke at gå intellektuelt i stå, så noget måtte der gøres.

Hvor tankevækkende at en så utiltalende skikkelse som Kadyrov skulle være den, der igangsatte min fugl-fønix agtige genkomst som filosofkonge og renæssancemenneske!

Gode intentioner

Nu skal det være. Gik ind i den lokale sportsforretning og købte en 10 kg håndvægt, et sjippetov og en tung bold til maveøvelser. Løb siden frem og tilbage i intervaller på den nærliggende fodboldbane. Sjippede som Rocky (sic). Det var absurd hårdt. En ældre dame stirrede på mig, så ukønt var det. Måske jeg alligevel ikke skulle have haft shorts på.

Lyttede til Bill Simmons’ podcast undervejs, de talte om den uhørte Golden State Warriors dominans i NBA og Steph Currys geni i almindelighed. Jeg føler mig ganske priviligeret over at have set ham i levende live tilbage i Oakland i 2013. Simmons’ ugentlig indslag Friday Rollin’ er et af mine absolutte radiomæssige højdepunkter. Lyt til det, hvis amerikansk sport og popkultur er noget for jer.

Jeg kvabbede rundt som et piftet dæk til sidst.

Trænede arme og mave, da jeg fik slæbt mig selv hjem. Det var vanvittigt hårdt ovenpå et år uden den slags træning. Men det går ikke længere, det der lediggang. De 1-2 ugentlige løbe-/lunteture er ikke tilstrækkeligt til at holde forfaldet på afstand. Og da slet ikke med de urimeligt store mængder mad jeg indtager. Målsætningen? En mindre ekspanderende bug. Længere levetid. Mere energi. Alt det der.

Lad os se om det varer ved. Intentionerne er i hvert fald gode her på dag 1.

America

Jeg er til salg for gode reklamer, herunder naturligvis også valgvideoer.

Selvom kynikerne sikkert vil finde det morsomt (og lidt sørgeligt), at en venstreorienteret 68’er bruger Simon & Garfunkel som underlægningsmusik, så synes jeg Bernie Sanders valgvideo ‘America’ fungerer som politisk kommunikation. Den får ikke for lidt med rustikke almindelige mennesker, kreative post-hipsters, jublende tilbedere og håndtrykkeri. Sekvensen ved 00:28, hvor det episke omkvæd (“They’ve All Come to Look for America”) sætter ind, er genialt udført.

Kan næsten ikke vente til at se, hvad de andre finder på. Tvivler dog på at nogen af dem vil dog kunne slå dette mesterværk i genren. Den er decideret fremragende.

Den nære fortid

Læser i ‘Den hemmelige socialdemokrat’ på vej til og fra arbejde. Den er pudsig og indavlet, men er samtidig også en overraskende velskrevet bog. Eller velskrevet og velskrevet. Den flyder i hvert fald let og ukompliceret, omtrent som et ugeblad. Man er godt underholdt af dens anekdoter og gendigtninger af Socialdemokratiets seneste 10 år. Og den får 2014 til at virke som en menneskealder siden.

Persongalleriet er på de to år fuldstændig ændret. Flere af de centrale socialdemokratiske aktører fra dengang er nu i anden beskæftigelse. Thorning-Schmidt og Corydon kom og gik. Jeg har verden mistænkt for, at de færreste mennesker i dag vil kunne sige præcis hvad de to stod for – eller hvilken arv, de efterlader. Måske fordi verden virker så meget anderledes i dag, end for blot ni måneder siden.

Det er selvsagt en forsimplet påstand, men jeg mener, at der findes nøglebegivenheder, som får afgørende indflydelse på snart sagt alt – lige fra politik, økonomi og kultur til den måde, vi som samfund betragter os selv og vores samtid. Begivenheder, der ændrer de historier, vi fortæller hinanden om os selv. Begivenheder, hvorefter alting bare er anderledes. Den type begivenheder, hvor folk kan huske hvor de var henne, da de hørte om det første gang.

Murens fald i 1989 var en sådan begivenhed1. Det samme var 11. september 20012. Den finansielle krise fra 2007 og frem ligeledes3. Det er vanskeligt at vurdere en begivenheds betydning mens den finder sted, men i en europæisk kontekst optrådte i hvert fald to begivenheder i 2015, der har potentialet til at være definerende for Danmark og Europa. Begge er koblet til EU og institutionens manglende evne til at levere svar på udfordringerne.

Den første var Euro-krisen og hele forløbet om Grækenlands økonomi i forsommeren. Sagen er måske gledet lidt i glemmebogen nu, men jeg tror, at det var her, at de sidste EU-entusiaster for alvor opgav troen på, at EU effektivt kan løse kollektive problemer.

Den næste er selvfølgelig flygtningestrømmene – og igen illustrationen af EU-institutionens fuldstændige manglende kapacitet til dels at medvirke til at løse konflikten i Syrien, dels håndhæve egne eksterne grænser og dels gennemføre en fælles fordelingsordning af flygtninge. I en dansk kontekst tror jeg, at den dag i september, hvor der gik flygtninge og migranter på motorvejene ændrede alt. Hvis ikke vi her i Hobbit-landet havde opdaget at globale begivenheder har en meget konkret effekt på Danmark, så oplevede vi det dér.

Så når jeg læser ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (udgivet februar 2014), bliver jeg nærmest nostalgisk. Tænk, at de havde den luksus og politiske overskud til at gå op i betalingsringe om København og den slags. Og alle kommentatorerne var rørende enige med hinanden om, at danskerne kun gik op i økonomi og arbejdspladser, mens indvandring var mere eller mindre dødt som politisk issue. De skulle bare vide, skulle de.

Samlet set kan jeg måske ikke anbefale ‘Den hemmelige socialdemokrat’. Det er ikke en god bog i klassisk forstand. Men læs den, hvis du vil have lidt hengemt luft fra en ikke så fjern fortid. Den slags kan man også blive underholdt af.

  1. Jeg så det i tv morgenen efter. Var lige kommet ind af døren efter at have hentet morgenbrød – majsbrød, helt præcist – i bageren, der dengang lå for enden af den vej, hvor jeg voksede op []
  2. Var til undervisning i Sociologi på 1. semester af statskundskabsstudiet. En holdkammerat havde fået en sms om det. Der udkom ekstraudgaver af gratisaviserne den eftermiddag, jeg læste i dem på vejen i s-toget hjem mod Ishøj []
  3. Kan ikke sætte præcist sted eller tid på her []

Melankolsk kunst

Har brugt en ikke helt ubetydelig del af min dag på at brainstorme over og udarbejde listen ‘yndlingsmalere’. Hvilket selvsagt er et utåleligt selvsmagende og prætentiøst projekt, men nuvel, det var ikke desto mindre hvad jeg foretog mig. Min top 5 er i skrivende stund (i ikke nærmere prioriteret rækkefølge): Kaj K. NørkjærEdward HopperAndrew WyethCaspar David Friedrich og Eugène Jansson.

Hvad har disse malere til fælles – udover at være mænd, hvide og døde?

Melankolien, tror jeg. Den har sneget sig ind på mig i de senere år. Både mentalt, men åbenbart også i mine kulturelle præferencer. I dag kan jeg helt uironisk sætte pris på country, noget jeg ville have forsvoret for relativt kort tid siden. For 10 år siden var det den vrængende og let afsporede Egon Schiele, der var min yndlingsbilledkunstner. Og før da var jeg mest til popkunst a la Robert Rauschenbergs pasticher eller den ironisk-fremmedgjorte Barbara Kruger.

I dag er der ingen af dem, der gør så meget for mig. God billedkunst har en anden og mere implicit effekt på mig nu, især hvis den siger noget om den menneskelige eksistens’ grundvilkår (læs: melankolien og en higen efter en større mening).

Måske nogen af læserne husker den berømte og pænt vidunderlige museumsscene i ‘Ferris Bueller’s Day Off’, hvor protagonisten Ferris, kæresten Sloane og den kompleksramte ven Cameron er på The Art Institute of Chicago. De ser mesterværker af Picasso og Hopper inden Cameron fortaber sig fuldstændig i Seurats ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’. Han stirrer så intenst på den lille pige og hendes mor, og jo mere han stirrer, jo mere indser han at der intet er – der er ingen redning fra hans fremmedgjorte far og døde mor.

Jeg vil ikke sige at mine fem favoritkunstnere efterlader mig som på samme eksistentielt desperate plan som Cameron, men især Hopper og Wyeths billeder har en stærk effekt på mig i disse år. ‘Christina’s World’, eksempelvis, eller Hoppers ‘Gas’ ovenfor. Det er melankolien, den besjælede natur og symbolsk higen, der fungerer for mig dette sted i livet.

Vi må se hvilke kunstnere, jeg fremhæver om 10 år. Måske nogle mere farverige af slagsen?

Tabula Rasa

Skriveblokering er et for stærkt ord. Men jeg har manglet skrive- og fortællerlysten den senere tid. Bruger for megen energi og tid på at lave mentalt hjulspind. Får ikke sat mig tasterne. Føler ikke jeg har noget vigtigt at fortælle. Og det jeg trods alt pipper op om, gør ikke den store forskel for mig selv eller andre.

Det er muligvis en mental stråmand, jeg opstiller som en behændig undskyldning for min ladhed. Men jo mere jeg kigger de gamle indlæg igennem, jo mere oplever jeg dem som en mental hæmsko for at skrive nye.

Når jeg skimmer indlæggene fra eksempelvis studietiden eller mine år som udstationeret, så er de umiskendeligt skrevet af mig. En anden mig ganske vist, men stadigvæk. Ikke alt det skrevne er rædsomt. Tro det eller lad være, men noget af indholdet er sågar rudimentært begavet. Af og til opdager jeg nye ting i de gamle blogindlæg, som jeg for længst har glemt igen. Det er en besynderlig oplevelse, skulle jeg hilse at sige. Har I tænkt over, hvor meget I stille og roligt har glemt hen over de sidste 10 år? Næppe. Det er nok et ganske særligt privilegium for en old-school blogger. Man kan høre sig selv ævle løs i fortiden.Og fortidens jeg holder snart sagt aldrig mund.

Men meget af det skrevne gav mest mening i selve øjeblikket, det blev skrevet i. Mine hyppige adresseskift har betydet, at en del indlæg med tiden er gået i stykker. Links er døde og billeder er forsvundet. Det er noget rod – og et (for) stort arbejde at rydde op i1.

Mest træt bliver jeg af at læse mig selv de sidste par år. Omkring 2012 eller 2013 sker der et umærkeligt skifte. Jeg holder op med at fortælle om hverdagen. Det hele bliver mere forsigtigt og måske lidt upersonligt. Jeg bliver bange for at blive genkendt, og skriver mestendels om hvilke popkulturelle artefakter (det være sig film, bøger, musik, tv-serier eller artikler), jeg er optaget af på det givne tidspunkt. Det er en nærmest Matthew Sweet’sk fornemmelse. Og nu ved jeg ikke helt hvordan jeg skal komme ud af den rolle. I hvert fald ikke, hvis jeg står på skuldrene af det seneste årtis produktion af ord.

Så nu er det hele blevet arkiveret. Små 2.300 indlæg fra mere end et årtis grifleri ligger trygt gemt.

Som skribent har jeg brug for en frisk start. Så jeg begynder på et nyt udkast. På samme sted, ganske vist – men mentalt er det næsten som en ny blog igen. Nu er der ingen undskyldninger mere.

Lad indlæggene rulle!

  1. En skønne dag vil jeg gerne restaurere det hele, sætte det pænt i stand, fikse billederne og producere en ebog til mig selv. For så dekadent er jeg nemlig []