Ting jeg tænker over

Franchiseudvidelse
Har vist ikke nævnt det her på stedet, men familien udvides med en lille pige engang i juli måned. Det er selvsagt årets main event i 2016. Vi glæder os naturligvis!

Fyringsrunder
Min afdeling har netop nedlagt to ud af fem stillinger. Det påvirker selvfølgelig stemningen. Opgaver skal uddeles på ny, omprioriteringer skal foretages, forventninger justeres. Og det er vel heller ikke videre motiverende eller befordrende for fremtidsoptimismen

Lokalpolitik
Aftenmøder, snak, generalforsamlinger. Kan egentlig godt forstå at det især er pensionister, der sidder i byrådene rundt omkring. Man skal virkelig ville det og have et forstående bagland, hvis man skal jonglere politisk engagement med fuldtidsjob, børn, venner og alt mulig andet. Pt. aner jeg ikke hvordan jeg skal få det til at hænge sammen, når nummer to siger ohøj-ohøj

Bil
Og mere logistik. Når nummer to dukker op, forøges infrastrukturen og logistikken i husstanden eksponentielt. Så selv om jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG ikke har lyst til at købe en bil, så er vi i gang med research af bil og finansiering. Forstadsforvandlingen er komplet

Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm
Kun et år efter alle andre har jeg endelig opdaget genialiteten af satireprogrammet ‘Den korte radioavis’ på Radio 24syv. Den centrale person – Kirsten Birgit – er helt eminent udtænkt og udført. Skuespillerne er fremragende, og de laver frem for alt overordentlig begavet satire. Jeg måtte afbryde den i øvrigt ikke særlig hurtige eller lange løbetur i søndags, fordi jeg fik et grineanfald undervejs med ‘Den korte radioavis’ podcasten i øret. Det kræver vitterligt genuint intellekt, udsyn og viden at eksekvere en karakter som Kirsten Birgit. Jeg forstår ret beset ikke hvordan de kan levere 1 times perfekt satire hver dag, fem dage om ugen. Jeg har nu lyttet til 7-8 udsendelser, og der har bogstavelig talt ikke været ét eneste umorsom indslag. Det er nærmest som komikkens svar på The Smiths’ sangkatalog, det rummer heller ikke en eneste svag sang. Man behøver tilmed nærmest ikke andre nyhedsudsendelser end ‘Den korte radioavis’. Hvis du endnu ikke har forkælet dig selv med programmet, så gør det øjeblikkeligt

Anderledes vinkler

Jeg holder meget af hotelværelser, især hvis de har adgang til besynderlige tv-kanaler. På vores hotel på Gran Canaria kunne man således forkæle sig selv med en læskende blanding af spansk, tysk, fransk, arabisk, hollandsk og engelsk tv – samt de tre skandinaviske hovedkanaler DR, SVT og NRK. Det siger muligvis et eller andet om hvem klientellet på øen er.

Man kunne dog også se to spændende eksempler på manifestationer af ’soft power’ i form af de engelsksprogede statsdrevne kanaler ‘RT – Russia Today’ og ‘CCTV News’. Begge er sat i verden for at give fortæller positive historier om henholdsvis Rusland og Kina samt at give et såkaldt alternativt nyhedsbillede og nyhedsdækning af globale forhold end i det man finder i de anglo-amerikanske mainstreammedier.

På RT skortede det i løbet af ugen således heller ikke på indslag om Assad styrets herligheder, det russiske militærs modige indsats i Syrien, de ukrainske ultranationalisters illegitime kamp mod Krim-halvøens folkeligt opståede oprør samt – ikke mindst – en skarp kritik af NATO og det amerikanske imperiums slet skjulte forsøg på at opbygge et globalt hegemoni.

Visse indslag havde karakter af det, man normalt ville forbinde konspirationsteorier og sølvpapirhat-segmentet. Men det var om ikke andet interessant at se hvordan en kanal – helt uden blusel – kører én bestemt vinkling af alle sine historier. Det sker under sloganet ‘RT – Question More’, underforstået: Stil spørgsmåls tegn ved de løgne som de såkaldte mainstram nyhedskanaler ejet af Murdoch og storkapitalen fortæller dig om globale forhold, og især om Rusland.

Jeg fik ikke i samme omfang set CCTV, der vist i øvrigt også kører en anelse mere blød stil end RT. Til gengæld blev der da vist nogle fine rosenrøde indslag om hvor stor en leder Xi Jinping er, så mon ikke de også holder sig pænt indenfor partilinjen.

Så hvis man har lyst til lidt … anderledes vinkler på nyhederne, så tag forbi RT’s hjemmeside.

Men pas på. Der lurer konspirationer overalt. Og hvem ved hvad de amerikanske lakajer i Baltikum, Georgien, Tyrkiet og Ukraine kan finde på for at besmudse international politiks sande skytshelgen: Rusland.

Gran Canaria

Umiddelbare refleksioner efter en uge på ferie på Gran Canaria

Allerførst: Det var en fornøjelse at komme væk fra hverdagen og få nogle nye indtryk. Siden Arvingen blev født har mine udlandsture de seneste to år begrænset sig til Kina med arbejdet tilbage i maj 2014, et par besøg hos svigerfamilien i Sverige, til Tyskland med arbejdet (Kiel, af alle eksotiske steder i verden) og en sommerferie Schweiz. Spanien har jeg ikke besøgt siden år 2000, og det var en positiv oplevelse at være tilbage.

Ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet af Spanien som samfund efter ganske mange hårde år under den økonomiske krise. Har læst noget nær uendelig mange artikler i Economist og Financial Times igennem årene om den spanske ungdomsarbejdsløshed og det kollapsede boligmarked, men der var ingen åbenlys armod at spore. Der var færre tiggere på gaden i hovedbyen Las Palmas end i København, men ok, det kan måske skyldes at det er sværere at nå de kanariske øer med bus fra Bukarest.

Dernæst: Der MÅ være en eller anden halvstuderet sociolog eller antropolog, der har skrevet en klog (eller i det mindste lang) afhandling om charterfænomenet og dets historie. Alt andet ville være splitterravende galt. For det er et ganske interessant fænomen at se hvordan 50 års masseturisme håndteres økonomisk, infrastrukturelt, kulturelt på en ø som Gran Canaria.

Jeg kan sagtens forstå at de kanariske øer udnytter deres komparative fordele indenfor turisme. Det aldeles fortryllende vejr slår det meste. Og man skulle da være et skarn, hvis ikke man udnyttede det til at lokke penge op af lommerne på blegfisede nordeuropæere, der går deprimerede rundt i den 10 måneder lange permavinter og blæst herhjemme.

Den ultrafokuserede satsning på turismen giver økonomisk mening, men det er samtidig også lidt synd for Gran Canaria. Jeg har indtryk af at kanarisk kultur, med øernes unikke historie og geografiske placering in mente, er noget ganske specielt. Men de steder hvor de besøgende på Gran Canaria samles – primært i ressortområder på den særligt solsikre sydkyst – er ganske rædderlige. De enkelte hoteller eller lejlighedskomplekser kan være fine (og vores var indiskutabelt godt), men udbuddet af spisesteder og øvrige underholdningstilbud er præget af, at de typiske chartergæster ikke er der for finkulturens skyld. Der burde være en lomme i markedet for turister på Gran Canaria, der gerne vil have behageligt vejr, interessante bjerge, kultur og god mad. Måske det allerede bliver dækket i dag? Tenerife og Fuerteventura har jo allerede lagt billet ind på markedet for sportsturister, og jeg ved ikke hvor længe, at masserchartermodellen forbliver attraktiv.

Hovedbyen Las Palmas er et overraskende behageligt bekendtskab, der har masser af attraktioner, spændende historisk bymidte, en fantastisk lokation og så lige en fire kilometer lang (og god) strand midt i centrum! Der var underligt nok ikke mange turister der besøgte byen de dage vi var der. Så måske det er her – og på øens lidt køligere og grønnere side – at de kræsne overklasseturister har base.

Geografien er tør. Meget tør. Jeg blev – ligesom da vi besøgte Big Island/Hawai’i – overrasket over hvor gold sådan en vulkanø kan være. Og så alligevel ikke. Næste gang jeg skal optage en film med nogen, der farer vild i en ørken, så vil jeg bruge klitterne ud fra Maspalomas. Og hvis man kører lidt ind på øen og op i bjergene, så åbenbarer der sig et anderledes interessant landskab. Noget tyder således på, at jeg ved et evt. andet besøg kan opdage helt andre sider af Gran Canaria, hvis ellers jeg bliver lidt bedre til at få slæbt kadaveret ud af charterressortet.

For ovenstående betragtninger om Gran Canaria er ikke nødvendigvis Gran Canarias fejl eller fortjenester. Påskeferien var således mit første besøg på en klassisk charterdestination, og den første rejse, hvor vi rigtig havde Arvingen med et helt nyt sted hen (familiebesøg i Sverige og Schweiz tæller ikke rigtig).

At rejse med små børn kan sagtens lade sig gøre (om end 5 timers flyveture kræver en SOLID samling spil på iPad’en og en god madpakke), men der er selvfølgelig lidt mere logistik og planlægning, der skal udføres. Middagslure skal jo soves og måltider spises – man er lidt mere bundet. Og i den kontekst skal det siges, at det for en to-årig dreng er noget nær et paradis at være en uge på et hotel, hvor der er pandekager til morgenmad, swimmingpool og strand i nærheden, dejligt vejr og en delfinpark i køreafstand. Jeg kan sagtens forstå, at en uge på charter er en noget nær optimal løsning for småbørnsfamilier. Ville jeg gerne have vandret mere i bjergene? Ja da. Ville jeg gerne have skrevet den store samtidsroman på rejsen. Naturligvis. Men i stedet fik Arvingen bygget sandslotte i vandkanten, og det er vel også værd at have med?

Så samlet indtryk her hvor jeg er tilbage i Korsbæk? Blandet. Godt at være afsted og en god ferie, men det er den første ferie nogensinde, hvor jeg har forladt destinationen og følt at jeg ikke rigtig forstod stedet. At det kunstige og småabsurde miljø, der er opbygget i ressorterne, i bedste fald er fremmedlegemer på en ø, der har meget mere at tilbyde – hvis ellers man magtede at gå lidt mere i dybden. Måske det bliver engang, hvor afkommet er noget ældre og fleksibiliteten lidt større.

Feberlæsning

Har været igennem et par dage med ganske vederstyggelig influenza. Det kan ikke direkte anbefales. Er nu ovenpå igen – eller er i hvert fald moderat funktionsdygtig – men det var mildest talt et par feberramte og trættende døgn1.

Fik dog læst en smule, mens jeg lå der under dynen og havde åh-så-ondt af mig selv.

Kværnede mig igennem bog to af Mitchell Hogans ‘Sorcery Ascendant Sequence’ serie, der som det bombastisk anlagte og klichébefængte navn antyder, er fantasybøger af den ikke alt for originale slags. Bøgerne er langt fra stor kunst, og er snarere et rask shake’n’bake af diverse blandede elementer fra Tolkien, George R. R. Martin, Raymond Feist kombineret med lidt Dragonlance krydderi.

Underholdningsværdien er dog høj, magisystemet genialt – og hvis man er til ukompliceret fusionsfantasy med masser af letgenkendelige genrelitterære virkemidler, så er der intet at betænke sig på.

  1. Desværre har det vist sig at AaB’s afskyelige 6-2 nederlag i Parken ikke var en febervildelse i et sygt sind []

Intelligens

Claus Dahl har bedrevet et ret godt blogindlæg om de såkaldte longreads og kunstige intelligenser, hvor i hvert fald to bidder er værd at citere:

Prøvede Føljeton, men det fængede bare ikke. Fidusen ved en omnibusavis er at den har 40 artikler – en af dem handler om noget du vil læse. Sådan er det ikke når der kun er 3. Så det er mere ligesom at have en lidt for snakkesalig sidemand i bussen, end som at sidde med et medie man selv har valgt.

 

Jeg deler hans skepsis overfor levedygtigheden af longread-medier som Zetland og Føljeton. På det idealistiske, elitære, sekteriske og teoretiske plan elsker jeg hele idéen om ‘weniger, aber besser’, men i realiteten er jeg en nyhedsjunkie, der har brug for både mere OG bedre. Jeg er ganske enkelt ikke klar til betale 100 kr./måneden for Zetland, når jeg for 150 kr. mere om måneden kan få international journalistik og analyse af ypperlig kvalitet fra Financial Times. Så meget stoler jeg simpelthen ikke på Zetland folkene, uanset hvor sympatisk projektet end er. I øvrigt vild med den tåkrummende metafor om sidemanden i bussen. Tænk at sidde der og være tvunget til at lytte til Lars Trier Mogensens monologer hele vejen til ens destination. Alene tanken er angstprovokerende.

Googles AlphaGo har lige vundet det 5. parti mod Lee Sedol og sejren 4-1. Men det er ikke ugens største revolution i maskinlæring.

Det er derimod min Discover-playliste fra Spotify. Den er perfekt tunet. Rare groove, men også classics. Originaludgaverne af både omkvædet fra M.I.A.s ‘Sunshowers’ og Warm Leatherette. Der er et Simple Minds-nummer på, men det er pre-stadion, cool Simple Minds. Der er alt fra Velvets og Warren Zevon til Electronic og The Orb. Der er Kurt Vile og fabuløs funk med Ghetto Brothers.

Alt det er fantastisk. Hvis jeg var faldet i snak med en på en bar, og han eller hun havde sagt “hey – du skal ha det her mixtape. Tror det lige er dig” så var vi bedste venner nu. Eller kærester. Og så er det endda slet ikke det bedste. Midt i det hele, i Colin Blunstones ‘Misty Roses’, højst overraskende, en fin lille sats for strygekvartet – som det naturligste i verden. Det var som at få en meget fin og særlig betænksom gave af en kær ven.

 

Det er noget nær perfekt beskrevet! Det bedste ved arbejdsugens begyndelse for mit vedkommende er hvilke sange min nye bedste ven, Discover, har fundet til mig i denne uge. Bevares, selvfølgelig er der noget lidt sørgeligt over at jeg får det jeg gerne vil have (fremfor det jeg måske har brug for …), men Spotifys kunstige intelligens er simpelthen så god, at jeg er helt ligeglad. Jeg elsker ham/hende/den/det.

Sammenskvattet korthus

Netop afsluttet den seneste omgang af ‘House of Cards’. Den blev aldrig for alvor god. Underholdende i visse stræk, javist, men der er stadig langt op til de fremragende højder fra den første sæson.

Værst af alt: I løbet af de to sidste afsnit stak plottet helt af. Jeg kunne godt lide serien som en årligt tilbagevendende diæt af syndige underholdningskalorier, i hvert fald så længe den opererede med et hyperkarikeret, men dog i teorien plausibelt univers. Det grundpræmis ophørte med afslutningen af sæson 4. Serien er nu blevet en rendyrket farce, og dermed ganske unødvendig at investere tid i – med mindre altså, at man har en svaghed for den genre.

Samlet set er det nok udmærket at der er et år til næste sæson. Måske skuffelsen har lagt sig til den tid.

Oxymoron

Ved ikke rigtig hvad det siger om det siger mest om Børsen eller bogens forfatter. Men i hvert fald har de i dagens avis en bogomtale med overskriften ‘Empati og medfølelse bliver strategisk’.

Det gjorde mig noget paf. For der er ingen tvivl om at man kan øve sig i at blive bedre til at lytte og sætte sig i andre menneskers sted. Men ’strategisk empati og medfølelse’? Jeg tror der findes et andet ord for den slags: Psykopati.

At forstå det fremmede

Det kan være inspirerende og interessant at læse udlændinges beretninger fra og indtryk af det sted, man selv kommer fra.

Nogle gange kommer de med nye indsigter i og andre vinkler på den virkelighed, man selv går rundt og tager for givet. Deres iagttagelser får en til at reflektere over tingene. Et eksempel er en nylig artikel i New York Review of Books ‘Liberal, Harsh Denmark’. Jeg er langt fra enig i alt i artiklen, men jeg synes den er god og tankevækkende. Den gør et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad i alverden der foregår i Danmark i disse år.

Andre gange fornemmer man at iagttageren ikke rigtig forstår hvad der foregår – eller værre: At de har en prædefineret dagsorden og forståelsesramme, som de derefter fortolker alting ud fra. Et eksempel på det er Lena Sundströms ‘Världens lyckligaste folk: en bok om Danmark’, der allerede på forhånd havde konkluderet hvad den mente om Danmark og dansk politik. Det blev hverken bogens læsere eller dens subjekter klogere af.

Men det er jo vigtigt at vide hvad der foregår rundt om i verden – og ikke mindst: At forstå begivenhederne og sætte dem ind i et større billede.

Som almindelig medieforbruger må man forlade sig på enten de danske mediers korrespondenter rundt om i verden, eller (hvilket nok er bedst og mest lødigt) de lokale mediers egne beretninger. Jeg har generelt stor tiltro til den danske korrespondentstand – med visse undtagelser! – men de er jo også blot mennesker. De er fulde af tidsbegrænsninger, fordomme, kognitive begrænsninger, har et begrænset kildenetværk og færdes i bestemte sociale cirkler. Det er langt fra givet, at de reelt forstår det land eller lokalitet, de rapporterer fra. Hvis man bor i og rapporterer fra Beijing, ved man så reelt hvad der foregår langt ude på landet i det vestlige Kina? Kan man rent faktisk forstå de sociale dynamikker i en given situation, der foregår langt væk, hvor man ikke har kildenetværk eller i øvrigt indsigt i de lokale forhold? Jeg tvivler.

Årsagen til denne lille tur ud af en tangent er, at jeg ikke er sikker på at vi forstår (altså rigtig forstår) Donald Trump eller amerikansk politik.

Vi tror måske vi gør – valget er jo i medierne konstant – men det er på en underlig kunstig måde. Det er teater. Klare helte- og skurkerolle. Og de er jo så skøre, så skøre de amerikanere.

Bortset fra, at det er jo nok egentlig ikke. Ikke på et aggregeret niveau i hvert fald. Følte mig derfor ret godt oplyst, da jeg læste en længere (men interessant!) analyse ‘What are the core differences between Republicans and Democrats?’. Artiklen er fuld af citat-værdige passager, men jeg vil nøjes med at fokusere på skribentens betragtninger om de forskellige niveauer af politik i USA:

“At the state and local level, the governments controlled by Republicans tend to be better run, sometimes much better run, than those controlled by the Democrats. And a big piece of how American people actually experience government comes at the state and local level.

This superior performance stems from at least two factors. First, Republican delusions often matter less at the state and local level, and furthermore what the core Republican status groups want from state and local government is actually pretty conducive to decent outcomes. The Democrats in contrast keep on doling out favors and goodies to their multitude of interest groups, and that often harms outcomes. The Democrats find it harder to “get tough,” even when that is what is called for, and they have less of a values program to cohere around, for better or worse.

Second, the states with a lot of Democrats are probably on average harder to govern well (with some notable Southern exceptions). That may excuse the quality of Democratic leadership to some degree, but it is not an entirely favorable truth for the broader Democratic ethos. Republicans, of course, recognize this reality. Even a lot of independent voters realize they might prefer local Republican governance, and so in the current equilibrium a strong majority of governors, state legislatures, and the like are Republican.

Think on those facts — or on the state of Illinois — the next time you hear the Democrats described as the reality-oriented community. That self-description is “the opium of the Democrats.”

If you wish to try to understand Republicans, think of them as seeing a bunch of states, full of Republicans, and ruled by Republicans, and functioning pretty well. (Go visit Utah!) They think the rest of America should be much more like those places. They also find that core intuition stronger than the potential list of views where Democrats are more reasonable or more correct, and that is why they are not much budged by the intellectual Democratic commentary. Too often the Democrats cannot readily fathom this.

———–

It is easier for intelligent foreigners to buy more heavily into the Democratic stories. They feel more comfortable with the associated status relations, and furthermore foreigners are less likely to be connected to American state and local government, so they don’t have much sense of how the Republicans actually are more sensible in many circumstances.”

Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg for alvor forstår hvad i alverden de republikanske vælgere kan se i Donald Trump. Manden virker til at være udenfor pædagogisk rækkevidde (om end hans valgstrategi tilsyneladende virker særdeles effektivt). Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den tegneserieagtige karikatur, vi i Danmark ofte har amerikansk politik og samfundsliv generelt. Tingene er gerne mere nuancerede end som så.

Det samme gælder sådan set også politik herhjemme. Der er himmelvid forskel mellem politik som det foregår på Christiansborg, og det politiske liv, der foregår i de lokale kommunalbestyrelser eller regionsråd. Det gælder også internt i partierne, hvor der kan være ganske store policyforskelle. Venstre og Socialdemokratiet lokalt kan – både ideologisk og temperamentsmæssigt – befinde et godt stykke fra, hvor partiernes Christiansborg-politikere er.

Så det bør den iagttagende besøger huske på, næste gang de tror, at de har forstået et andet land eller en anden kultur. Sandsynligheden taler for, at man kun lige har skrabet i overfladen.