Popkulturelt forbrug

I en endog særdeles sygdomsramt bededagsferie, nåede jeg at få fortæret lidt rask popkultur.

Dels fik jeg set hele anden sæson af Les Revenants, der holdt et tårnhøjt niveau hele vejen igennem. Har dog vanskeligt ved at se hvordan historien kan køre meningsfuldt videre herfra. Desuden vil jeg betragte det som en forbrydelse, hvis de igen tager tre år om at lave en ny sæson. Er virkelig spændt på at se hvad de gør.

Efter en vanskelig læseperiode på et par måneder, hvor jeg reelt ikke har fået læst en eneste bog, er jeg nu kommet godt i gang med V.E. Schwabs spændende toer i ‘Shades of Magic’ bogserien.

Jeg var ganske vild med forgængeren, ‘Shades of Magic’, der overraskede med et forfriskende og velgennemtænkt fantasyunivers, et medrivende plot og et persongalleri, som ikke var alt for uoriginalt. Bogen var som et vellykket elskovsbarn mellem Paul Cornell ‘London Falling’, Susanna Clarke: ‘Jonathan Strange & Mr. Norrell’, Scott Lynch ‘The Lies of Locke Lamora’ og Neil Gaiman ‘Neverwhere’. Det gælder sådan set også den nye bog ad Schwab, der har holdt et højt, højt underholdningsniveau de første 30 pct. af min Kindle-udgave. Varmt anbefalet indtil videre.

Endelig fik jeg også læst alle mine magasiner, så er nu au courant med The Economist, New Yorker, Djøf bladet og Ugeskrift for Læger. En sjælden forteelse, som næppe vil gentage sig igen ofte i fremtiden.

Ventetid

Familieliv. Logistik. Arbejde. Lokalpolitik. Omgangssyge. For lidt motion. Det er hvad dagene gik med i april 2016. Tiden går stærkt, synes jeg. Med en hverdag, som i det store hele fungerer.

Men det er grundlæggende en underligt kunstig og uvirkelig situation. Det liv vi lever nu, bliver vendt på hovedet slut-juli (eller måske før, man ved jo aldrig!) når lillesøster bliver født.

Jeg ved ikke om vi er klar endnu. Men bliver man nogensinde klar til noget, når det er usikkert hvad de konkrete forandringer vil være, når børneflokken går fra én til to?

Hidtil har jeg ikke tænkt så meget, som jeg måske burde, over at vi skal have nummer to. Jo, naturligvis over at jeg glæder mig til at møde hende. Over at jeg håber hun er sund og rask. Over at jeg er bekymret for hvordan mon den førstefødte – den lille Solkonge – reagerer på, at skulle dele opmærksomheden og kærligheden. Og over at jeg frygter hvor eksponentielt meget at logistikken og arbejdet øges.

Men igen: Vi ved det jo ikke, hvordan det bliver. Kan kun vente og se.

Om at pensionere sine musikalske afguder

Håkan Hellström offentliggjorde endnu en sang natten til i dag.

Nyt materiale fra en af mine afguder burde i sig selv være en fortryllende nyhed. Men de to minutter jeg lyttede til den – og til ‘Din Tid Kommer’ fra tidligere på måneden – hidbragte nedslående erkendelser. Håkan Hellström har med årene transformeret sig til Bono. Hans sange lyder som trætte kopier af noget fra U2’s ‘Joshua Tree’ periode.

Det er kort sagt ganske bedrøveligt. Der er ikke længere noget vild ungdom eller teen angst over ham. Selv når han forsøger sig med et af de helt stensikre scoretricks i form af ringlende guitarer, får jeg mere lyst til at lytte til tidlig R.E.M, Real Estate eller (naturligvis endnu bedre) The Smiths.

De nye kreationer er blot … ordinære, tunge i røven og midaldrende. Ganske som mig selv, hvilket antageligvis er den egentlige grund til min skuffelse.

Generelt tegner der sig dog et negativt og surmulende mønster i min modtagelse af mine musikalske afguders nye sange i disse år.

1. april udkom således det nye Pet Shop Boys album ‘Super’. Nærmest alt ved det irriterer mig. Først og fremmest er jeg sur på mig selv over, at jeg første gang hørte om albummet i en anmeldelse i Jyllands-Posten EFTER udgivelsen. Det er naturligvis ikke Pet Shop Boys’ fejl, men det fortæller mig, at jeg er koblet af selv de musikalske ting, jeg burde gå op i.

Albummet er måske ikke direkte dårligt, men det er heller ikke godt. Sangene er underligt kønsløse og produktionen lyder bedaget. Værst er dog de tåkrummende tekster. Tag nu førstesinglen, ‘The Pop Kids’, eksempelvis. Udover at lyde som Pet Shop Boys, der forsøger at lave en smådårlig imitation af, hvad Pet Shop Boys lavede engang før i tiden, så er det den værste falsk-autobiografi i nyere musikhistorie:

Remember those days
– the early 90s?
We both applied for places
at the same university
Ended up in London
where we needed to be
to follow our obsession
with the music scene
Wherever we went
whatever we did
we knew the songs

They called us the Pop Kids
’cause we loved the pop hits
and quoted the best bits
so we were the Pop Kids
I loved you
I loved you
They called us the Pop Kids

Se, nu er jeg jo fan, ikke sandt? Har været det lige siden min storebror udsatte mig for deres mesterværk ‘Behaviour’ på kasettebånd tilbage engang i de meget tidlige 1990’ere. Mit liv passerede revy, da Neil Tennant gav mig hånden til koncerten i Valby Hallen i år 2000. Jeg var investeret i den musikgruppe i over 15 år. Så jeg VED ting. Irrelevante detaljer man kun ved, hvis man i en periode har dyrket en given popgruppe noget nær religiøst. Forbinder besynderlige ting med Pet Shop Boys. Så da arkitekten Zaha Hadid døde for nylig, så anede jeg intet om hendes bygninger, men jeg VED at hun lavede deres scene på ‘Montage’ touren. Med andre ord:

  • Jeg VED at Neil Tennant og Chris Lowe er født i henholdsvis 1954 og 1959. Der er med andre ord ikke skyggen af chance for, at nogen kaldte de to for ‘kids’ i begyndelsen af 90’erne
  • Jeg ejer bogen ‘Pet Shop Boys VS. America’. Den står inde på min bogreol lige nu og råber efter mig. Bogen beskriver deres herostratiske fiasko af en turne i USA i 1991. Jeg VED derfor, at Pet Shop Boys i begyndelsen af 90’erne var to humørsvingende, smågamle krukker, der desperat higede efter at blive elsket i USA – blot for at falde igennem kommercielt. Deres tid som ‘pop kids’ lå i bedste fald 15 år tilbage i tiden, allerede dengang

‘The Pop Kids’ er derfor en sød fiktion, og det samme er sangen ‘Twenty-Something’ på det nye album. Den handler om de unge mennesker, der er forfængelige og forfærdelige, men også – åh! – så pokkers dragende. Hvilket der selvsagt kan være noget om, men nuvel, når tyndhårede mænd over 60 år begynder på den slags sværmerier, så bliver det hele en anelse … akavet.

Anmelderne – som selv var unge da Pet Shop Boys var store – er søde og giver dem 4 ud af 6 stjerner. For gammelt venskabs skyld, forstås. Ligesom de gjorde med Suede og R.E.M, uanset hvor rædsomme deres nye plader så end var.

Hvilket går mig på, da det ansporer Pet Shop Boys til at fortsætte derouten fremfor at stoppe mens legen er god. ‘Electric’ albummet fra 2013 var deres bedste album i 10 år, og det havde været et perfekt sted at stoppe karrieren. Men nej. De bliver ved, som to cirkusheste, der for længst er gået bag om dansen og ikke kan følge takten. Og det gør de fordi tåber som mig køber deres ting og de halvgamle anmeldere ikke nænner at give ‘Super’ den karakter, det fortjener. Nu må det høre op. Håber at de snart vil nyde deres otium og holde op med at udgive ny musik.

Der er virkelig ikke grund til at fortsætte og trampe mere på mit sarte følelsesliv.

Les Revenants

Vi er gået i stå med tv-serierne. Det begyndte for alvor da Netflix lukkede for muligheden for at skifte region. Med den manøvre mistede vi adgangen til det langt mere attraktive amerikanske udbud. Og med det pauvre udbud på Netflix Danmark kombineret med det begrænsede antal timer der er i døgnet (og alle de andre ting man kan bruge tiden på), føles det som, at der ikke længere er så meget tv, som vi helt enkelt se.

Det er blevet så grelt, at jeg har opsagt abonnementet på HBO selvom vi er noget nær to sæsoner bagud i Game of Thrones. Det føles ikke længere essentielt at få den serie set – og det kommer fra en mand, der blev endog særdeles ophidset over George R.R. Martins jammerlige “ææhm, jeg bliver altså forsinket med den nye bog” udmelding. Så grundlæggende umotiveret er jeg af tv-serier for tiden.

Når det så er sagt, så har jeg dog for nylig fået set den nyeste sæson af ‘House of Cards’. Og for tiden nyder jeg så anden sæson af den franske horror/mysterie serie ‘Les Revenants’. Første sæson er helt tilbage fra 2012, men det tog altså tre år før anden sæson kom ud. Det har dog været ventetiden værd. Det er en aldeles sær, uhyggelig og ikke mindst fremragende serie, sat i et helt fortryllende tåget bjergområde i Haute-Savoie. De døde vender tilbage og her tre afsnit inde i sæsonen, er det stadig særdeles pirrende at finde ud af hvorfor.

Man bør dog også se serien for dens æstetik. Den har eksempelvis tv-serie historiens suverænt bedste introsekvens med musik af Mogwai. Og det skader den heller ikke at være fransk. Skuespillerne er nye og friske, og manuskriptforfatterne har ikke noget imod at bruge stilhed og det usagte til at underbygge stemningen af uhygge. Der er ingen overflødig action eller splattereffekter, men en helt grundlæggende og allestedsnærværende fornemmelse af, at noget er galt. Det er ganske forrygende ubehageligt!

Se den, hvis du trænger til isnen i knogler eller rejseinspiration til Annecy. Jeg kan garantere, at historien og den filmiske kvalitet er tiden værd.

Roskilde Festival

Sidder og titter lidt på programmet til årets Roskilde Festival. Nu hvor jeg bor i byen, så kan en snavs-og-smuds-forskrækket midaldrende mand jo relativt nemt købe en endagsbillet, uden at skulle være bekymret over logistikken eller badeforholdene.

Vanen tro får festivalprogrammerne mig til at føle mig tudsegammel og fremmedgjort. Mange af navnene har jeg aldrig hørt om. Dem jeg har hørt om, kan jeg som regel ikke lide. Tilmed irriterer min stadigt ekspanderende ignorance mig ikke engang særlig meget længere. For jeg ved jo godt, at musikken alligevel ikke er ligeså god, som dengang jeg var yngre. Og ja, jeg ER på fast-track til at blive en gnaven gammel mand.

Nå, men hvem kunne jeg så overveje at se?

Neil Young. Jaeh, ham ville jeg nok prioritere. Kan lide en del af hans albums, om end det er hans mere country/americana/folk repertoire, som jeg foretrækker. Kan ikke helt gennemskue hvordan hans sangkatalog bliver oversat til en festival anno 2016. Var egentlig af den opfattelse, at han efterhånden kun gav koncerter af typen sid-ned-og-lyt-andægtigt

New Order. Naturligvis. Et af mine sub-yndlingsband. Alene udsigten til at de spiller ‘Blue Monday’ er mere end rigeligt

Tame Impala. Udgivet interessante albums (og lyt lige til HAIM remixet af ‘I’m a Man’, det er en vaskeægte fornøjelse). Det meriterer som minimum min fysiske tilstedeværelse

Sturgill Simpson. Psykedelisk neo-country, ja tak

Courtney Barnett. Har kun hørt ‘Depreston’, ‘Pedestrian at Best’ og ‘Nobody Really Cares If You Don’t Go To The Party’. Alle tre er imidlertid fremragende og borger for at man dukker op til koncerten

Fem navne ud af et alenlangt program. Det er ikke imponerende. Men det er fuldt ud muligt – ja, faktisk sandsynligt – at det er mig, og ikke Roskilde Festivalen, der er noget galt med. For måske jeg hellere burde opsøge Heartland (Flaming Lips, Sun Kil Moon, Low) eller Tønder Festivalen (Jason Isbell, Avett Brothers) for at finde noget til mit formørkede og melankolske sind.

Skal nogle af læserne til festival i år – og hvilke musikere ser I frem til?

Delte loyaliteter

Jeg vil ikke sige at jeg er decideret splittet. Men det bliver da en … speciel oplevelse, når AaB her til aften kommer forbi min nye hjemby for at møde FC Roskilde i pokalturneringen.

Nu har vi boet i Rosseren siden oktober måned, og det har været altovervejende positivt. Lejligheden er rar, Arvingen trives hos sin dagplejer, Den Bedre Halvdel er jobmæssigt tilfreds, byen er af ganske høj kvalitet, jeg er ved at få skabt et netværk, logistikken til og fra arbejde er overraskende nem og bekvem. Det er altsammen aldeles glimrende. Vi føler os hjemme.

Men det er ikke så nemt sådan at udrense Aalleren fra min eksilerede nordjyske sjæl.

AaB er og vedbliver med at være mit fodboldhold. Så naturligvis drager jeg mod Roskilde Idrætspark iført min rød-hvide trøje. Men hvem ved? FC Roskilde må nødvendigvis blive min anden danske yndlingsklub. Alt andet ville være besynderligt. De har i hvert fald masser af besnærende mærkelige initiativer som den nyopførte totempæl. Den slags kan man kun sætte pris på.

Vi får at se. Min nye lokalpatriotisme må vente til efter aftenens kamp. Men derefter går det løs.