Skru op for uhyggen

The Passage Trilogy

Fire år er lang tid at vente. Og det er nu næsten fire år siden, at jeg samlede Justin Cronins ‘The Passage’ op i Amsterdam lufthavn med henblik på at slå de sidste halvanden times flyvetur ihjel på vejen hjem fra Denver.

Det må man sige lykkedes. Muligvis var jeg ramt af jetlag og i delirium, men jeg var vild med bogen. I hvert fald dele af den.

For de første 250 siders ultrauhyggelige og spændende siders verden-går-under-af-dødelig-pandemi-der-forvandler-mennesker-til-vampyrer er således blandt de læseoplevelser, jeg husker med allerstørst fornøjelse. De overstråler uden problemer Cronins åbenlyse inspirationskilde i form af Stephen King ‘The Stand’.

Efter den hæsblæsende begyndelse følger der så siden en lidt langtrukket livet-i-en-isoleret-bastion-efter-verdens-undergang sekvens, hvorefter bogen speeder op hen mod slutningen. Det samlede indtryk var uhyre positivt og jeg gik straks i gang med den på det tidspunkt netop udgivne efterfølger ‘The Twelve’.

Grundlæggende er ‘The Passage’ og ‘The Twelve’ dog to murstensromaner, der skriger efter en ondsindet og hårdhændet redaktør til at tøjle forfatterens ekspansive tendenser. I så fald var de gået fra at være fremragende, men ufokuserede, til at være all-time mesterværker. Det er fair nok at Cronin er inspireret af det episke i en post-apokalyptisk klassiker som ‘The Stand’, men at kopiere den bogs opskruede sideantal er ikke et mål i sig selv.

Nu er tredje og sidste del i trilogien, ‘The City of Mirrors’, så udkommet.

Og jeg må med skam at melde sige, at de fire lange års arbejde ikke har gjort meget for at rette op på Cronins manglende fokus og volumensyge tendenser. Og måske endnu værre: Bogen har indtil videre været nærmest blottet for uhygge.

Her 46 pct. inde i min Kindle-udgave af det, der burde være post-apokalyptisk horrorroman, har der været beskæmmende få bestialske mord og lemlæstelser. Til gengæld har der været en 100 siders miniroman, hvor trilogiens superskurk, übervampyren Tim Fanning, fortæller en vordende discipel om sin barndom, opvækst, studietid og kærlighedsliv på Harvard og i New Yorks overklassemiljø.

Det er som at læse Donna Tartts alenlange beskrivelser af en ung mands liv i ‘The Goldfinch’. Hvilket bestemt kan være være relevant, hvis man har den slags lyster.

Men udover at afsnittet er kedeligt og malplaceret i en i forvejen lang horrorbog, så har det næsten ingen relation til den øvrige historie. Jo, vi møder da et par af karaktererne fra de tidligere bøger, ligesom vi opdager, at Fannings motivation for at udrydde menneskeheden er at han aldrig fik gaflet den Manic Pixie Dream Girl han var så uskyldsrent forelsket i.

Men ellers? Intet. Det er fyld, der burde være bulldozet ud af bogen. Hele infodump-om-skurk delen af bogen er underligt klodset og påtaget. Som at Cronin havde et meget presserende behov for at vise, at han skam kan skrive andet end genrelitteratur. Og for med vold og magt at menneskeliggøre og nuancere sin ellers ganske stereotype og kedelige skurk. Men det er forgæves. Muligvis er han blodtørstig, men hans ondskab er banal og udspringer af en patetisk forelskelse. Nej, der er indtil videre vitterligt ikke meget Randall Flagg over Tim Fanning.

Så lige nu, knap halvvejs inde i bogen, er der pil nedad.

Men der er måske grobund for optimisme. For nu er der for alvor varmet op for vampyr-holocaustet mod menneskeheden. Og hvis der er noget Cronin kan – hans mange øvrige mangler til trods – så er det at fortælle så blodet sprøjter, uhyggen bliver altfortærende og kropslemmerne bliver slynget rundt i lokalet.

Jeg tror og håber derfor, at trilogien bliver afsluttet på tilfredsstillende vis. Og det kræver en afslutning på niveau med det endelige opgør mellem godt og ondt a la ‘The Stand’. Lad blodbadet begynde!

Oprørt hav

Vi var i Stockholm henover weekenden. Den sidste ferietur inden næste arving arriverer og hverdagen kollapser i logistik. Min svigermor var barnepige fredag og lørdag, så Den Bedre Halvdel og jeg havde to hele dage alene.

Vi havde med vilje fravalgt alle aftaler med venner og den øvrige svigerfamilie i byen. Det var netop tænkt som et pusterum, hvor vi kun skulle være os to. Få talt sammen, hygget, spist god mad, sovet mere end fem timer om natten og nydt lidt tosomhed inden det går løs igen.

Stockholm er for mit vedkommende også ensbetydende med Pet Sounds og Bengans. Begge musikforretninger er i tilbagegang, men holder sig flydende med vinyludvalget. Tror ikke de findes, når jeg er i Stockholm igen om et par år – i hvert fald ikke Bengans. Men jeg gjorde min borgerpligt og handlede cd’er for små 600 kr. i hver af de to.

Købte bl.a. det fremragende livealbum ‘Håkan Boma Ye!’ og den nye EP fra Håkan Hellstrøm1. Fik også udbygget min samling med et par albums fra The Embassy, Aimee Mann og Badly Drawn Boy.

sturgill-simpson-a-sailors-guide-to-earth

Mest glad er jeg dog for det nye album fra country-mystikeren Sturgill Simpson. Man kan med fordel lytte til de to overlegne førstesingler ‘In Bloom’2 og ‘Brace For Impact (Live A Little)’, og dernæst investere albummet, der er helt igennem fantastisk. Og tag så lige et kig på albumcoveret ovenfor. Det er episk og lige til en piratfilm. Alene den ustyrlige blæksprutte vil få min søn til at eksplodere i overstadig glæde.

‘A Sailor’s Guide to Earth’ kan varmt anbefales og er en stærkt kandidat til mit årets album.

  1. Der i sit nye materiale fortsætter sin deroute i retning af at lyde som en Lars H.U.G. anno ca. ‘Kysser Himlen Farvel’ []
  2. Ja, det er et cover af Nirvana []

Wanderlust

Det eneste, der sådan for alvor ærgrer mig ved den snarlige familieforøgelsen er, at det aflyser sommerferien i år.

A32055.jpg

Det blev jeg mindet om, da jeg læste et indlæg på den ganske interessant blog ‘Political Violence At a Glance’, som de havde prydet med John Singer Sargent ‘Simplon Pass’ (1911).

Er det ikke et herligt drømmende billede? Det gav mig akut lyst til at bjergvandre, men det bliver så ikke i år. Men måske i 2017. Jeg savner Schweiz og Ticino. Ville gerne afsted nu.

De bedste stykker

Dele af min fritid og intellektuelle kapacitet bruger jeg som kommunikationsrådgiver for den lokale borgmesterkandidat.

På den ene side er den slags naturligvis underholdende og dybt meningsfuldt for en politisk interesseret og engageret person. Og selvom det er frivilligt arbejde, som jeg ikke modtager nogen monetær eller materiel belønning for, så kan det forhåbentlig lede til nogle muligheder for mig senere.

På den anden side betyder det, at jeg – ligesom det er tilfældet i mit almindelige arbejde – anvender min trods alt begrænsede kreativitet og energi til at skrive ting på vegne af andre. Meget af det jeg skaber, kommer jeg med andre ord aldrig til at få kredit for eller opmærksomhed om. Det betyder samtidig, at jeg ikke har så megen energi til at skabe og udvikle mine egne private ting og projekter – eksempelvis blogindlæg her på stedet.

En dag kunne jeg godt tænke mig at have en livs- og arbejdssituation, hvor jeg anvender mine bedste energier, kreativitet og virkelyst på mine egne ting og projekter.

Hvordan jeg lige skal komme hen til en sådan situation, har jeg ikke nogen klar plan for. Alting skal jo i sidste ende hænge sammen økonomisk, især når man har snart to børn at holde om og holde af. Lysten til at tage risici bliver mindre, jo flere man får ansvar for.

Men en skønne dag, måske.

Excentriker

Der er noget skønt ved virkeligt excentriske mennesker. Og et sådant må man sige at komponisten Eric Satie (1866-1925) – som I nok kender bedst fra denne vidunderlige sag – var. Her er hvordan kunstneren selv beskriver sin dag:

I rise at 7:18; am inspired from 10:23 to 11:47. I lunch at 12:11 and leave the table at 12:14. A healthy ride on horseback round my domain follows from 1:19 P.M. to 2:53 P.M. Another bout of inspiration from 3:12 to 4:07 P.M. From 4:27 to 6:47 P.M. various occupations (fencing, reflection, immobility, visits, contemplation, dexterity, swimming, etc.)

Dinner is served at 7:16 and finished at 7:20 P.M. From 8:09 to 9:59 P.M. symphonic readings (out loud). I go to bed regularly at 10:37 P.M. Once a week, I wake up with a start at 3:19 (Tuesdays).

Jeg er vild med at geniet har tider på dagen, hvor den guddommelige inspiration rammer ham. Gid jeg selv kunne arbejde sådan. Han var også meget bestemt om sin diæt:

My only nourishment consists of food that is white: eggs, sugar, grated bones, the fat of dead animals, veal, salt, coconuts, chicken cooked in white water, fruit-mould, rice, turnips, camphorated sausages, pastry, cheese (white varieties), cotton salad, and certain kinds of fish (without their skin). I boil my wine and drink it cold mixed with the juice of the Fuchsia. I am a hearty eater, but never speak while eating, for fear of strangling.

Det kræver en ganske særegen mentalitet kun at ville spise hvide fødevarer, ligesom det forekommer moderat besynderligt at koge sin vin. Heldigvis var han også konsekvent i sin livsførelse i almindelighed:

  • I breathe with care (a little at a time). I very rarely dance. When walking, I clasp my sides, and look steadily behind me.
  • My expression is very serious; when I laugh it is unintentional, and I always apologize most affably.
  • I sleep with only one eye closed, very profoundly. My bed is round, with a hole to put my head through. Once every hour a servant takes my temperature and gives me another.
  • I have subscribed for some time to a fashion magazine. I wear a white cap, white stockings, and a white waistcoat.

Selvom jeg tror det vil være vanskeligt at implementere de Satie’ske principper i min hverdag uden at min opførsel vil blive betragtet som let afvigende, så er det inspirerende når geniale kunstnere opfinder deres egne splittergale, men internt konsistente, systemer.

I dag ville Satie sikkert få en diagnose, havne på kontanthjælp og blive sendt på aktiveringskurser i girafsprog. Vi skal jo sikre velfærdsstaten og konkurrenceevnen og alt det er der. Men lige nu vil jeg blot lytte til hans musik og glædes over, at denne mærkværdige mand var velhavende nok til at kunne udarte sig på den måde, han gjorde. Det er inspirerende.

Et stykke fra virkeligheden

Er stødt på en pudsig artikel for nylig om gabet mellem ideal og virkelighed. Den er fra New York Times, og handler om hvor meget folk egentlig læser af bøger:

On average, fewer than half of the books tested were finished by a majority of readers. Most readers typically give up on a book in the early chapters. Women tend to quit after 50 to 100 pages, men after 30 to 50. Only 5 percent of the books Jellybooks tested were completed by more than 75 percent of readers. Sixty percent of books fell into a range where 25 percent to 50 percent of test readers finished them. Business books have surprisingly low completion rates.

Der er tale om en analyse af e-bøger, så det er selvfølgelig muligt at billedet er helt anderledes for de trykte bøger. Men jeg tvivler. Og resultaterne giver mig lidt bedre samvittighed over de begrædeligt mange ikke-færdiglæste værker, som jeg har liggende på min Kindle. Måske jeg blot er ganske normal i den henseende.

Så lidt perspektiverende, når nu vi har fastslået at langt de fleste mennesker faker den: Hvor mange mennesker tror I så egentlig rent faktisk lever det liv, som de søger at portrættere på de sociale medier? Og hvor mange mennesker laver mon egentlig alle de episke og sygeligt æstetisk velanrettede madretter, som selvsamme medier flyder over med (hint: Ikke mange). Vi mennesker er fulde af varm luft og bullshit, folkens.

Moser i uglen

Normalt er jeg ikke den store ornitolog, men jeg har tilsyneladende et svagt punkt for fodboldklubber med fugle (især dramatisk udseende ørne) i deres emblemer1.

Indtil nu har min fugleaffektion ikke været noget bevidst. Men jeg kom til at reflektere nærmere over det, da jeg sammen med et par kolleger drøftede hvilke klubber man kan støde på i Premier League næste sæson.

Den hæderkronede traditionsklub Sheffield Wednesday er således med i årets play-off, og udover at besidde et af sportsverdenens allermest hipster klubnavne (‘Wednesday’), så har de også intet mindre end en ugle in deres klublogo.

Nuvel, det er de ganske vist ikke ene om2, men alligevel. Dyrk lige den frækkert af en ugle! Dyrk den!

Wednesday

Hvis ikke det er alt rigeligt til at ønske dem op i Premier League, så ved jeg ikke hvad der skal til. Og jeg håber i alt fald at de slår Brighton ud, også selvom sidstnævnte har en havmåge i deres logo. Der er trods alt forskel på fugle.

  1. se: Lazio, Crystal Palace og FC Roskilde []
  2. se: Akademisk Boldklub, Universidad de Chile []

Risikoadfærd

For noget tid tilbage begyndte jeg at føre en dagbog i appen Day One.

Ambitionen var at det skulle stimulere min skriveaktivitet. At jeg ved at tvinge mig selv til at få en masse ord ned på skrift bedre ville kunne destillere og koncentrere de af mine tanker, som fortjente at blive publiceret til et (i teorien!) bredere publikum. At det dermed ville øge kvaliteten, hvis ikke kvantiteten, af indlæggene her på siden.

Facit her seks måneder efter er, at det egentlig går ok med at få griflet i Day One. Det er måske ikke ligefrem en dagbog i kronologisk forstand, men får da skrevet en gang om ugen eller deromkring. Men det næste trin – altså at få syntetiseret de vigtigste af mine navlepillerier til indlæg af bredere interesse – er det ikke lykkedes at tage. Det ender stadig med ret ligegyldige indlæg om hvad jeg lytter til på Spotify eller andet mainstream popkulturforbrug. At græde ud i en dagbog har – quelle surprise! – ikke fået mig til at opleve mere, blive mere inspireret eller få mere på hjertet.

Det er der nok en række grunde til.

For det første oplever jeg ikke så meget nyt og spændende i denne del af livet. Kommer ikke så mange nye steder hen, og møder ikke så mange tankevækkende fænomener i min hverdag. Deraf følger en mindre inspiration

For det andet oplever jeg i disse år en karriere- og udviklingsmæssig stagnation – eller måske ligefrem svag tilbagegang. Familielivet udvikler sig virkelig positivt og meningsfuldt, men den humørmæssige-, jobmæssige, intellektuelle, åndelige og personlige progression er særdeles begrænset i disse år

For det tredje er jeg nok påvirket af at Udkastet nærmest ingen læsere har. Vi taler om et dagligt besøgsantal i den lavere ende af hvad der kan tælles på én hånd. Ligegyldigt hvor meget man som skribent mest skriver for sin egen skyld og den kreative udfoldelse, så spiller et minimalt læserantal naturligvis ind på skrivemotivationen. Det påvirker mig mere end man skulle tro, at ingen længere lægger kommentarer. Jeg kunne selvfølgelig bralre ud på facebook, der er man jo garanteret et publikum, men det har jeg trods alt ikke lyst til. Dels foretrækker jeg at eje mine egne skriverier, dels er der privilegiet at skrive som (semi)anonym

Så nu justerer jeg set-up’et en smule.

Dels vil jeg henlægge dagbogen fra Day One til Evernote. Jo mere jeg flirter med at springe fra Apple til en Windows laptop, jo mere får jeg behov for at udfolde min i apps, der også fungerer udenfor Apples økosystem. Til det formål er Evernote eminent, men selvfølgelig ikke helt ligeså lækkert eller indbydende som Day One.

Dels vil jeg i erkendelsen af, at der alligevel ikke er så mange der læser med, begynde at skrive lidt mere ventilerende og personlige indlæg. Hvis det endelig skal være en personlig blog, så bør indholdet også være personligt (om end ikke privat!). Har nok været lidt for meget livrem-og-seler hidtil.

Det vil forhåbentlig gøre Udkastet mere spændende. Både at læse og, ikke mindst, skrive.