Ex libris

Er inde i en god læsestime for tiden. Har indenfor de seneste den seneste måned således fået kværnet følgende læsestof:

  • Alle eksemplarer af The Economist i perioden
  • Et uhyrligt antal artikler om Brexit
  • Andrew Grove: ‘High Output Management’
  • Cal Newport: ‘Deep Work’
  • John Bew: ‘Realpolitik – A History’
  • Stephen Church: ‘King John – England, Magna Carta and the Making of a Tyrant’
  • Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’1

Gladest har jeg dog været for Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’.

Og hvorfor så det? Jo, hvis man ser bort fra de enorme mængder genrelitteratur jeg fortærer løbende (i.e fantasy, science fiction, horror), så er min grundlæggende yndlings skønlitterære disciplin nok det, man lidt spydigt kan kalde for de “inderligt melankolske historier”. Og det er netop hvad Ferris’ roman er.

De fleste af mine yndlingsbøger har det tilfælles, at deres hovedpersoner alle higer efter det inderlige, det ægte, det gode, det meningsfulde, det uironiske, det nærværende. Og kærlige menneskelige relationer. De søger en forklaring … eller måske ligefrem et værn imod ensomheden, melankolien og tilværelsens grundlæggende tomhed og forbrugerismens ligegyldigheder. Hvor åndeligheden og kærligheden en modgift mod den ironisk distance og meningsløsheden. Måske ikke ligefrem noget metafysisk, men så dog et sekulært alternativ.

Derfor elskede (og elsker) jeg Douglas Couplands tidlige værker, derfor kunne jeg lide visse af John Irvings bøger, derfor var jeg vild med ‘Station Eleven’ og ‘We Are All Completely Beside Ourselves’. Fordi de på hver deres måde netop indkapsler den higen efter mening.

‘To Rise Again at a Decent Hour’ begynder måske lidt rigeligt maniskt (især i de første 40 sider), hvor Joshua Ferris prøver lidt for hårdt på at give den i rollen som en ny Jonathan Franzen. Det skifter dog nærmest umærkeligt. Pludselig opdager man, at man sidder der i toget mod Roskilde og ønsker, at turen bare var lidt længere, så man kunne få lov til at læse uforstyrret videre i denne eftertænksomme bog. Varmt anbefalet herfra.

På minuslisten in en læsekontekst står, at jeg fik i stå i Eugene Rogans ellers meget roste ‘The Fall of the Ottomans’, ligesom jeg ikke for alvor fik læst alle essays i David Graebers ikonoklastiske ‘The Utopia of Rules: On Technology, Stupidity and the Secret Joys of Bureaucracy’.

Sidstnævnte havde dog en stor fortjeneste, nemlig at den fik mig til at genlæse Graebers mesterlige og angstprovokerende essay ‘On the Phenomenon of Bullshit Jobs’. Hvis du nogensinde har været grundlæggende i tvivl om hvorvidt dit dagjob giver mening eller skaber værdi på en større kosmisk skala, så bør du læse essayet og blive dybt fortvivlet inde i mørkets hjerte.

  1. Der trods min skepsis udviklede sig markant mere positivt henimod slutningen af bogen, og derfor får hæderlige 4 ud af 6 stjerner []

Dagens musikalske indsigt

Jeg har aldrig rigtig lyttet til noget Pink Floyd før, så i erkendelsen af min manglende opdragelse, sidder jeg her på Spotify og hører det mest kommercielle jeg kender: ‘The Wall’ albummet.

Er ikke sikker på at det som helhed er et godt og helstøbt album. Det stritter lidt for meget i alle retninger. Og det der med at lave rockoperaer og konceptalbums ophørte med at være meningsfuldt sammen med ‘Quadrophenia’.

Men det pulserende, sorte, syge hjerte af The Wall bestående af ‘Another Brick in the Wall part 1’/’The Happiest Days of Our Lives’/’Another Brick in the Wall part II’ er musikhistoriske mesterværker1.

Det traumatiserende tab af faderen i anden verdenskrig (“Daddy’s flown across the ocean/Leaving just a memory/Snapshot in the family album“), den hjerteslagsagtige bas, den paranoide stemning, helikopteren der pludselig flænser luften, de voldeligere lærere – og så det samfundsinstitutionsomstyrtende barnekor: ’WE DON’T NEED NO EDUCATION/WE DON’T NEED NO THOUGHT CONTROL’ inden den ultimative nihilisme/eskapisme konstatering af at: ’All in all, you’re just another brick in the wall’.

Mesterligt. Fortvivlende, men mesterligt!

  1. ’Young Lust’ og ’Comfortably Numb’ er også udmærkede sange, men når slet ikke den centrale trios højder. []

Gået over til den anden side

For nylig ankom den så. Den nye laptop jeg har anskaffet mig efter mere end et års overspringshandlinger og frenetisk internetresearch.

Det afgørende skub kom, da min ellers så højtelskede MacBook Pro gik småagurk. Dens batteri har længe været upålideligt efter et begrædeligt uheld med en kop kaffe, men det var først da menuerne i styresystemet begyndte at hoppe og danse, at digerne som holdt min købelyst tilbage bristede.

Og efter at have været dybt, dybt investeret i Apples økosystem siden 2012, er jeg nu tilbage på Windows platformen med min nye elskerinde: Lenovo T460s.

T460s

Paradigmeskiftet skyldes dels en tiltagende lyst til at prøve noget nyt, dels at Apple igennem længere tid har gået mig på nerverne. Deres inkrementelle hardwareforbedringer og eksorbitante prisniveau blev i sidste ende for meget. De bliver ved at præsentere produkter, jeg ikke vil have – og de produkter jeg gerne vil have, forringer de (i.e: Deres telefoner bliver større, deres laptops bliver mindre).

Lenovoen blev valgt, da den i samtlige tests har fået hæderen for ‘best laptop keyboard’, et exceptionelt vigtigt kriterium for en wannabe-skribent som undertegnede. Jeg betragter min hjemmelaptop som et uundværligt medium for udlevelsen af min kreativitet og skabertrang, så jeg ville ikke kunne leve med et dårligt keyboard.

Derudover har Lenovoen en ond, ond processor, en smuk skærm og er slank og let som en mynde (i hvert fald sammenlignet med min blytunge MacBook 15″). Den er muligvis ikke så æstetisk besnærende som en laptop fra Apple, men den er stærk og beregnet til at skabe ting på.

Her er mine umiddelbare refleksioner efter lidt over en uge i selskab med Lenovoen:

  • Tastaturet er en fornøjelse at arbejde på, også selvom jeg primært bruger laptop’en koblet op til min eksterne skærm og med et tilsvarende eksternt tastatur. Lenovoen er dejlig at skrive med, både mens man sidder i sofaen eller til politiske møder
  • Skærmopløsningen er næsten for høj til mine gamle øjne. Det er issue, især når jeg snyder i Bundesligaen i mit gamle Football Manager 2012. Øjnene blev knebet en del sammen indtil jeg fik bakset mig frem til en håndterbar opløsning
  • Relateret hertil: Jeg savner ikke Apples styresystem som sådan, men af og til er Windows ikke ligeså elegant og brugervenligt. Eksempelvis var skærmopløsningsproblematikken et eksempel på noget, der i MacOS kan fikses med to-tre klik og lækkert intuitivt design, men i Windows 10 kræver adskillige klik og tidskrævende indstillinger af opløsningen og skaleringen. Der er flere justeringsmuligheder i Windows, men det er også mere komplekst og gumpetungt. MacOS virker lidt mere … intelligent end Windows 10
  • Et klart minus og stort trin ned i forhold til hardware fra Apple: Jeg savner i høj grad MacBook’ens trackpad. Den er klasser bedre end Lenovoens, som virker tung, upræcis og bøvet i sammenligning. Det ødelægger ikke tastaturet som sådan, men hvis Lenovo blot kunne finde ud af at konstruere en trackpad af samme kvalitet som Apple, ville det være noget nær det ultimative sæt af skriveværktøjer
  • Lenovoen larmer mere end jeg er vant til fra Mac’en, også på tidspunkter, hvor den ikke er videre belastet. Det undrer mig lidt, men måske det bare er noget jeg skal vænne mig til efter at have arbejdet med de facto lydløse Macs i nogle år

Samlet indtryk er et stort minus (trackpad) og et stort plus (tastaturet) kombineret med en ‘neutral’ (fra MacOS til Windows 10). Jeg savner ikke rigtig nogle apps fra Apple økosystemet (dem jeg brugte mest i min Mac-tid var i forvejen platforms-agnostiske), og jeg har en forhåbning om at det alt sammen vil booste min skriveproduktivitet og kreativitet. Om ikke andet, så får jeg nu frigjort opmærksomhed og tid fra at sidde og drømme om hvilken laptop, jeg gerne ville købe!

Ind i det større billede

Under dagens løbe-/luntetur tænkte jeg ‘Hold op, hvor er jeg glad for at jeg ikke levede i 1600 og 1700-tallet’.

Denne pludseligt opståede indsigt var oprindeligt foranlediget af at jeg i løbet af weekenden lyttede til afsnittet om Frederik IV i den i øvrigt altid fremragende podcast Kongerækken.

Det var én lang række af svenskerkrige (især den episke Store Nordiske Krig)1, underkuede fæstebønder, små istider, enevælde, sygdomme og snigende pietisme. Og så har vi ikke engang drøftet de årtier lange religions- og borgerkrige, der kostede bogstavelig talt millioner af mennesker livet og sled kontinentet i stumper og stykker. Tilmed havde almindelige mennesker ikke oplevet nogen overvældende velfærds- eller velstandsfremgang siden, ja, stenalderen, ej heller nogen større teknologiske fremgang. Det var, med andre ord, en rigtig rådden verden at blive født ind i.

Hvilket jeg indså, som jeg oksede priviligeret rundt der om en fodboldbane et sted i det centrale Roskilde2.

Dansk historie har ellers aldrig været noget jeg gik synderligt op i. Men når begivenhederne sættes ind i en større historisk europæisk kontekst, så begynder det at fænge mig. Kongerækken er ganske vist populærhistorisk formidling, men formår stadig at indplacere en given dansk begivenhed ind i eksempelvis reformationen, 30 års krigen eller den spanske arvefølgekrig. Det giver lyst til at læse mere, hvilket jeg så gjorde i går. Endda så meget, at jeg først faldt sent i søvn og siden i nat drømte om pesten. Ikke just en behagelig affære, skulle jeg hilse at sige.

Men det gav mig erkendelsen af, at hvis man ser tingene i et større verdenshistorisk perspektiv, så fremstår selv et år som 2016 – med tilsyneladende permanent lavvækst, terror, et truende Brexit, truende Trump, flugtningestrømme og et EU i krise samt døde popkulturelle idoler – som ganske fredeligt i det helt store billede.

  1. Er I klar over hvor mange gange Danmark og Sverige bekrigede hinanden i det 16., 17. og 18. århundrede? Det er et mirakel at min vidunderlige hustru ikke går op i den periode af verdenshistorien! []
  2. Apropos Roskilde, så ved I vel, at det var her at Danmark i 1658 med ‘Roskildefreden‘ blev tvunget til at afstå Skåne, Halland og Blekinge til den svenske arvefjende? []

Sportslig transformation

For et ikke-troende frafaldent folkekirkemedlem, der er lykkeligt gift med en aldeles vidunderlig og betagende katolik, kan det være vanskeligt helt at forstå de religiøse dimensioner i det historisk set problematiske forhold mellem protestanter og katolikker i Nordirland.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om ‘The Troubles’ ikke snarere handler mere om historie, politik, magt, økonomi, sociale forhold, nationalisme og den engelske fremfærd på den irske ø, end om egentlige uoverskuelige teologiske forskelle. At reducere Nordirland til et binært skisma mellem protestanter og katolikker, vil næppe være dækkende.

Men derfor er det alligevel interessant at læse artiklen i NYT om det nordirske fodboldlandshold, der muligvis ikke er verdens bedste, men alligevel tilsyneladende fungerer som et samlende nationalt symbol for både protestanter og katolikker i Nordirland. Noget man – de mange forskelle til trods – rent faktisk har til fælles.

Bevares, solstrålehistorier hvor sportshold eller -begivenheder fortolkes ind i større ramme og tillægges samfundsændrende betydning, er ofte forvrøvlede eller idealiserede og sentimentale.

Det er vist alment anerkendt at ‘das Wunder von Bern’ i 1954 gjorde en reel forskel for den traumatiserede nationale psyke i Vesttyskland. Men hvor stor en samlende betydning for Sydafrika havde Springboks’ VM-sejr i 1995 egentlig? Hvor stor en integrator er det belgiske landshold for Flandern og Wallonien? Og blev Kina egentlig mærkbart mere demokratisk af at afholde OL tilbage i 2008? Nej, erfaringerne er ikke overbevisende.

Men man kan jo håbe at sporten gør en forskel i det nordirske tilfælde. At det religiøst blandede landshold rent faktisk symboliserer, at samfundet er blevet normaliseret og mere sammenhængende her små 20 år efter fredsaftalen i 1998.

Et godt første skridt vil være at vinde i dag over Ukraine (et andet splittet land!), ellers stempler de nok ud af turneringen nu. Og så er det jo svært at iklæde den nordirske EM-deltagelse mirakuløse og transformative evner.

Kryds fingre.

Guiden til EM2016

Jeg ved godt det er svært alt sammen. At kompleksiteten er lammende. At alting bare er så åndeløst diffust og dystert. At alting ville være nemmere, bedre, smukkere, mere ægte, hvis nogen blot kunne tænde et lys i mørket og vise os vejen ud af denne dystopi.

Men fortvivl ej. For nu fortæller jeg hvem I skal holde med under det kommende Europamesterskab i fodbold – og ikke mindst hvorfor. Jeg giver også uvurderlige staldtips til hvem der vinder. Jeg er jeres fyrtårn i denne svære situation.

 

I skal holde med følgende lande

Schweiz. Fordi det er verdens bedste land og alle egentlig godt ved det. Fordi min søn er dansk-schweizisk statsborger. Fordi 50 pct. af truppen består af spillere med baggrund i Albanien, Makedonien eller Kosovo. Og fordi deres angriber Breel Donald Embolo (sammen med en anden schweizer, Granit Xhaka) har EM’s dejligste navn

Sverige. Fordi alt godt, kærligt og ægte – altså min ægteviv – kommer fra Sverige. Fordi smukke Erik er landstræner (lidt endnu), og fortjener en fremragende slutrunde til at få alle sine urimelige kritikere til at flette næbbet

Belgien. Fordi jeg nød at bo i Bruxelles og ønsker landet alt det bedste. De har snart fortjent lidt medvind sådan i almindelighed. Og fordi Marouane Fellainis hår burde være argument nok

Tjekkiet. Fordi jeg nød at bo i Prag og ønsker landet alt det bedste. Fordi Pavel Nedvěd (stadigvæk)

Italien. Fordi alle rigtige hædersmænd- og kvinder elsker Italien. Og det er et empirisk faktum, som ikke lader sig bestride

 

Hvem vinder så?

Frankrig ser stærke ud, især offensivt, og er på hjemmebane. Tidligere slutrunders dysfunktionalitet plus ævl og kævl ser ud til at forbi. Forsvaret er måske ikke helt oppe at støde, men det er godt nok. De er mine favoritter i år.

Jeg tror også at Spanien vender stærkt tilbage i denne slutrunde. Ja, de var pivringe til VM i 2014, men de har så meget talent, at det vil være uansvarligt ikke at have dem som favoritter.

Min outsider til titlen er Belgien. De har truppen til det, og det er ved at være på høje tid, hvis den her sindssvagt talentfulde generation ikke skal løbe ud i sandet.

 

Hvem er overvurderede?

Jeg tror ikke på Tyskland denne gang. Det er selvfølgelig en smule dristigt at afskrive de forsvarende verdensmestre, men jeg stoler ikke på deres angreb.

England kommer til at floppe som sædvanlig. Deres selvværd og arrogance fejler vanen tro ingenting, men de vil blive pillet fra hinanden, når de kommer op mod de gode hold. Vent og se. De er en omvandrende katastrofe, der venter på at ske.

New Yorker

Jeg er ikke ligeså begejstret for mit abonnement på New Yorker i denne omgang, som jeg ellers var, da jeg havde det sidste gang for et par år siden.

Der er lidt for langt mellem de gode artikler, synes jeg. Det er måske 2 ud af 10 artikler, som jeg får læst grundigt. Tror dog ikke at New Yorker er blevet et dårligere magasin per se. Den manglende begejstring skyldes snarere at mine interesser, koncentrationsevne og intellektuelle nysgerrighed er størknet til som tiden går. Er holdt op med at have min gamle ambition om at læse og forstå hele magasinet fra ende til anden.

Men nogle gange kan magasinet alligevel stadig begejstre mig.

For nylig havde de eksempelvis en spændende artikel om Jeremy Corbin. Den bedste historie indtil videre var den fra april måned om voyeueren, der byggede sit eget 21 rums motel i en forstad til Denver med det ene formål at belure folk. Den var dybt fascinerende og fantastisk skrevet – New Yorker når det er sublimt og overlegent bedst.

Og så er der jo forsiderne. De legendariske forside. Fik et blad ind i postkassen i dag, og var vild med den bittersøde forside.

NewYorker

Jamen, er det ikke rammende for en verden anno 2016, nu snart 9 år siden finanskrisen brød ud? Muligvis en anelse studentikost, men selv et forhærdet eksemplar af ‘Class of 2007’ kan føle solidaritet med unge, der kan se deres drømme for fremtiden ligeså stille er blevet taget fra dem.

Godt ramt, New Yorker.

Views

Jeg havde ellers forsvoret at jeg nogensinde igen ville lytte til hiphop udgivet efter 1999. Men det nye Drake album, ‘Views’, rummer altså to funklende juveler, som fortjener lidt kys og kæl1.

Førstesinglen ‘One Dance’ er ganske urimeligt fængende.

Selv Rihannas indsats er til at udholde, noget der ellers falder mig svært. Og sangen minder mig om Andrew Weatheralls mere end 25 år gamle remix af Saint Etienne ‘Only Love Can Break Your Heart’. Politiken mener ‘One Dance’ er årets bedste bud på et sommerhit, men det ved jeg nu ikke rigtig. Er den ikke lidt for langsom?

Så er der fjerde sang på albummet ‘Feel No Ways’.

Kan ikke helt formulere hvorfor den fungerer for mig. Er det trommemaskinens gamle skolede lyd? Eller måske det analoge keyboard, der flirter uhæmmet? Hvis ikke Drake sang-rappede henover musikken, vil jeg vove den påstand, at sangen kunne have været at finde på mit all-time favoritalbum: Pet Shop Boys ‘Behaviour’. Lydbilledet er tilpas melankolsk til at gøre mig tryg og varm indeni.

Resten af albummet skal man nok være yngre end mig for at holde rigtig af2, men de to sange er i sig selv mere end rigelig grund til at opstøve det på Spotify. Eller i fysisk udgave, hvis I deler mine afvigende tendenser.

  1. Ingen af dem er tilgængelige på YouTube. Beklager! []
  2. Bl.a. er den trættende ‘Hotline Bling’ at finde på det []