Bennys trip

Jeg har aldrig set ‘Bennys badekar’ (1971) i sin helhed. Men når jeg ser nogle bidder af filmen, så slår det mig hvor meget børnepopulærkultur har ændret sig på … ja, det er vel snart 50 år.

bennysbadeklar

Se og lyt eksempelvis til Peter Bellis absurd funky ‘Blækspruttesang’. Er der lavet noget bedre på dansk før eller siden? Jeg tror det egentlig ikke. Ret beset er det vel en pastiche på en James Brown sang, men det er en djævelsk veludført en af slagsen – og den visuelle del er nærmest hallucinerende.

Det samme gælder afslutningssangen og dens inferno af farver. Tegnerne må have været på LSD under det meste af udarbejdelsen. Og så har vi ikke engang drøftet sørøverne endnu.

Tvivler på at det var gået på Ramasjang i dag. Desværre.

Lokalromantik

Læste en historie på bold.dk om hvordan Nykøbing FC efter eget udsagn er blevet en mere attraktiv fodboldklub efter deres oprykning til 1. division.

Det glæder mig egentlig. Selvom jeg som eksileret nordjyde havde håbet på at se AaB, Vendsyssel og Hobro i denne sæsons superliga, så er der generelt alt, alt for mange ligegyldige og uinteressante jyske leverpostejhold i de bedste danske rækker.

Ærligt talt: Hvem har nogensinde interesseret sig for Silkeborg IF, AC Horsens1, Skive, FC Fredericia eller Randers FC? Der er vitterligt ingen grund til at disse gudsforladte klubber skal luffe rundt og kede os andre ihjel med deres 0-0 kampe og fraværende tilskuere.

Nej, lad os hellere få nogen flere egnsklubber op, især her fra Sjælland.

Vi har jo allerede fyrtårnet FC Roskilde her i Korsbæk. Sammen med Nykøbings oprykning, er der nu en reelt interessant samling klubber udenfor hovedstadsområdet i form af FC Helsingør, HB Køge og Næstved. Der mangler lidt repræsentation fra Vestsjælland, men ellers er denne del af landet ved at være fornuftigt dækket ind.

Så hvis kalenderen tillader det, vil jeg ud at se noget mere 1. divisions fodbold i den kommende sæson. Man skal jo bakke op om sit lokalområde.

  1. Jeg har tilmed netop opdaget at ‘AC’ forkortelsen i AC Horsens ikke engang står for den floromvundne italienske betegnelse ‘Associazione Calcio’, men derimod for bøvede ‘Alliance Club’. Vorherre bevares! []

This American Life

På et tidspunkt var jeg fuldstændig au courant med alle afsnit af This American Life podcasten.

For ligesom med The New Yorker, så er podcastens topniveau svimlende højt. Den har bidraget med nogle af de bedste, mest melankolske, interessant og oplysende historier, jeg til dato har lagt ører til. Omvendt er det – igen ligesom med The New Yorker – måske kun 1 eller 2 ud af 10 historier, hvor This American Life rammer helt plet hos mig. Og så er det historier af den type, som gør at man ikke kan fortære andet kultur (i.e bøger eller netsurfning) samtidig.

Man skal kort sagt prioritere sin lytning, hvis man vil have fuld valuta af This American Life.

Kombineret med hård konkurrence om min pendlertid i toget (for det er altså vanskeligt at lytte til podcasts og dybdelæse en bog samtidig, synes jeg), betyder behovet for en prioriteret lytning, at jeg er faldet lidt af vognen de senere måneder. Men forleden fik jeg endelig givet de ophobede afsnit et kritisk lyt. Og sandelig om der ikke var et par fremragende af slagsen, som jeg hermed vil anbefale til jeres evt. komsumption:

God lyttelyst.

Reservatet

Jeg er stået en anelse af verden i disse dage. Ny engelsk regering, terrorangreb i Nice, tyrkisk kupforsøg, en republikansk vicepræsidentkandidat i USA og Pokémon Go hysteri, alt sammen flyder det nærmest umærkeligt forbi.

Når jeg ikke er igang med at opleve og udleve det nye familieliv, så spiller jeg Football Manager 2012 alt imens jeg lytter til slack-key guitar musik fra diverse obskure hawai’ianske radiokanaler.

Det er min ultimative zen-tilstand, når jeg sidder der og pusler om mit Las Palmas hold, som jeg i spillets editorfunktion naturligvis har givet noget nær uendelige mængder likvider, et overjordisk talentakademi, verdensklasse trænere og scouts i alle verdenshjørner. Der er ingen uro eller kaos der i mit lille lukkede Manager-værksted, hvor jeg heller ikke er bleg for at genstarte en kamp hvis mine canariske yndlinge meget mod forventning skulle tabe en kamp. Jeg kan og vil planlægge alt i spillet. Forholdene er perfekte, mesterskaberne blot et spørgsmål om tid.

Personer med psykologisk indsigt ville sikkert kunne få en masse ud af, at jeg holder så meget af at lave en perfekt, pletfri og helt kontrolleret verden i mit Football Manager univers. Selv betragter jeg det som en uheldig overspringshandling, eller – i bedste fald – en afkrog af koble af i.

Og så blot lige ad notam til mig selv …

Det har altid været mit mål, at Udkastet skulle handle om mine besynderlige interesser og tanker, ikke om mit privatliv som sådan1. Så selvom min lille nye datter og lidt ældre søn begge er skæppeskønne og fylder en masse i livet nu og i fremtiden, vil Udkastet ikke udarte sig til at være en mummy-blog skrevet af en mand.

Det er stort og meningsfuldt at have to små børne-centre i ens univers, men der er stadig brug for at fylde hjørnerne ud med sær musik, science fiction og tanker om samfundet. Og det er fortsat den slags enfoldigheder, jeg vil udgyde her på siden.

  1. Det emne har jeg min dagbog til at pølse rundt i []

Den nye tilværelse

Det at udvide familiefranchisen med endnu et barn er uhyre meningsfuldt, men er vel ikke ligefrem det stof, som man producerer banebrydende interessante blogindlæg af.

Der er dog mange små … ja, man kan vel ikke ligefrem kalde det dramaer, men så ‘emotionelle oplevelser’ da. Og ikke mindst: Masser af arbejde og rutiner, der skal oplæres.

Grundet fødslens afvikling var Den Bedre Halvdel og Datteren nødt til at være indlagt på hospitalet i mere end 48 timer til observation. Ikke noget alvorligt, heldigvis, men alligevel en drænende venteperiode. Til forskel fra i dagene efter Sønnens fødsel, så var vi denne gang noget mere optagede af at komme hjem fra hospitalet så hurtigt så muligt. For der er jo en hverdag, der skal fungere, og en knap 2,5 år gammel dreng, der har brug for begge sine forældre – og som i øvrigt står overfor at skulle dele omtalte forældres opmærksomhed med den nye beboer.

Så det har været lidt forskudt, introen til det nye liv.

Imens de to kvinder i husstanden var indlagt, har jeg møflet rundt med Sønnen, der ikke just kunne forstå hvorfor mor ikke var hjemme flere dage i træk.

Mor og datter kom dog hjem fra hospitalet i går, og siden har vi været i fuld gang med den nye tilværelse. Det går godt, og der er meget arbejde og kørlighed involveret. Især er det delikat at skulle introducere en nyfødt i en husstand, hvor den hidtidige eneste arving er blevet dyrket som en solgud igennem hele sin levetid. Han har taget vel imod hende – viser ganske andre empatiske og kompromissøgende sider end sin gamle far – og vi gør omvendt meget ud af at vise, at stadig er en MVP.

Og så efter alt dette snak om udfordringer og arbejde, så tillad mig at nævne det vigtigste: En tilfreds, tryg og sovende nyfødt datter, der putter sig ind mod ens bryst. Så kan man ikke bede om så meget mere i den menneskelige eksistens.

De vigtige ting

nykærlighed

Jeg kunne skrive kilometervis om den tre uger for tidlige fødsel og glæden ved tanken om det nye liv forude, men det ville være både navlebeskuende og kedsommeligt. Vil derfor blot nøjes med at konstatere, at alle har det godt og at der nu er tre centre i mit univers.