Luksusproblem

Man skal virkelig huske at rydde op efter sig og systematisere sine ting!

Gennem mine år på Spotify har jeg via almindelig hverdagsinspiration, research og i nyere tid især Discover Weekly efterhånden fået spækket ikke færre end 1.222 sange ind på min ‘Bruttoliste’-playliste. Det er blevet til et uoverskueligt monster, som jeg ikke længere kan lege med på en meningsfuld måde.

Normalt lytter jeg til sangene på listen med shuffle-funktionen. Det fungerer nogenlunde hvis man betragter hver sang for sig, men gør det umuligt at få en rød tråd og at opbygge illusionen om en sammenhæng. Lad os sige at jeg sidder i toget mod København H og lige har nydt en lummersexet Pale Saints sang. Uhm, ikke sandt? Lifligt. Beroligende. Jeg er i godt og afslappet humør. Så har jeg ikke nødvendigvis lyst til at næste gang skal være ‘Clan in Da Front‘ eller ‘Makes No Sense At All‘. Begge er vidunderlige sange, men ikke hvad jeg har lyst til lige nu. Men ak, nu er de desværre begge at finde på samme voldsomt opsvulmede playliste, og jeg kan ikke selv styre om de er den næste sang.

Så jeg ender med at sidde der i den dårlige kupéluft og skifte nummer og skifte nummer og skifte nummer, indtil jeg finder en tilpas kælen afløser for Pale Saints. Tåbeligt. Meget tåbeligt.

Moralen? Ryd op i dine playlister. Ellers ender du med et babylonsk rod, som det vil tage alt, alt for lang tid at få ryddet op i.

Statusopdatering

Meget har hændt, men ikke alt har været lige egnet til detaljeret semi-offentlig udbasunering her på Udkastet. Så her er det i summarisk punktform:

  • Vi frygtede at datteren havde et hofteproblem (med dertilhørende rædsomt ubehagelig og langvarig behandling), men en skanning på Hvidovre Hospital viste heldigvis, at hun er sund og rask. Stro jubel, men det gav nogle livserfaringer. Har aldrig været så ængstelig og nervøs før i mit 34-årige liv, hvor jeg har været forskånet for sygdom og at miste. Tror angsten for at der skal ske ens afkom noget, er det menneskelige grundvilkår i højeste potens. Børn giver uendelig stor glæde, men også bekymringer
  • Apropos børn, så er min søn uhørt sjov for tiden. Det bliver skæggere og skæggere jo ældre han bliver. Bevares, han er også en plage og en lille bøf, men 98 pct. af tiden er han sød, udvikler sig og siger underholdende ting
  • DHL-stafetten sidste fredag var jævnt nedslående. Er ca. 2 minutter langsommere på de 5 km end i mine velmagtsdage. Og min løbeapp lyver tilsyneladende for mig i hverdagen, så jeg tror jeg løber længere, end jeg reelt gør. Der var i hvert fald knap 40 sekunders forskel på min tid på app’en og min officielle DHL-tid. Ved ikke længere hvad jeg skal tro
  • Apropos apps fortsætter min afsmag for Apple. Hvor længe kan de blive ved med at snørre folk med inkrementelt forbedrede produkter i stil med iPhone 7? Da Den Bedre Halvdel spurgte om hun skulle købe den som afløser for hendes svagtpræsterende iPhone 5S, kunne jeg ikke svare entydigt ja. Vanskeligt at se hvorfor man skal betale så meget mere, end en Android-baseret model – der udfra specifikationerne virker bedre
  • Var til seminar om intern kommunikation, og selvom det umiddelbart repræsenterer det ultimative karrieremæssige nadir for mig, så var det en underligt opløftende oplevelse. Jeg følte mig klog, lyttet til, mine ytringer betød noget. Er det dét, jeg savner i mit normale arbejdsliv? At mine tanker, meninger og vurderinger faktisk gør en forskel? At jeg bliver taget seriøst og ikke kun er en handlende i varm luft?
  • Det politiske engagement fortsætter, om end i bølgedale. Tiden er blevet mere sparsom, og det kan være frustrerende at være frivillig i lokalpolitik. De færreste aktive i et parti er sådan for alvor, ja, aktive. Arbejdet bliver løftet af få personer, og oftest af de samme hver gang. Mange puder at slå i – og vanskeligt at se om ens indsats får betydning i sidste ende
  • Jeg pusler nok engang på at genoplive min offentlige blog. Om ikke andet så for at fremme en evt. politisk karriere