Au revoir, Apple

Brugte evigheder på at researche og købe en ny bærbar. Jeg ventede og ventede og ventede på Apple. Ville gerne have en ny Mac som afløser for min kaffespilds-ramte MacBook Pro. Men de nægtede at udgive en ny model. Det antog farceagtige proportioner. Efter halvandet år opgav jeg. Købte min elskede Lenovo T460s, hvis tastatur nu dagligt giver mig fortryllende skriveoplevelser.

I går præsenterede Apple så endelig deres opdaterede MacBook Pros. Der er intet revolutionerende ved dem. De er lidt hurtigere, lidt lettere, lidt bedre skærm. Har fået en eller anden touch screen funktion, som det er vanskeligt at vurdere begavelsen af ud fra billeder. Selvfølgelig kommer maskinerne kun i prisklassen ’svinedyr’ til ’økonomisk ruin’. Så det er sikkert glimrende alt sammen.

Apple har dog også indført det gudsjammerlige tastatur fra deres infame MacBooks.

Og det er en deal breaker.

For efter at have nydt min Lenovos intet mindre end fabelagtige tastatur, så nægter jeg at gå over til Apples inferiøre plastiktaster. Det er umuligt at skrive på henover længere tid. Det ville efterlade mig deprimeret og absolut drænet for kreativitet.

Så selvom jeg savner Apples styresystem, deres økosystem af apps, samspillet med min iPhone og de bedre skærme på en MacBook Pro, så bliver jeg sammen med Lenovo og Windows fremadrettet. Min skriveglæde er simpelthen større sammen med dem.

Asocialt musikforbrug

Det er næsten hændt lidt umærkeligt, men udover børnemusik med arvingerne, så lytter jeg nærmest aldrig til musik sammen med nogen mere. Det hele foregår i hovedtelefonerne.

Hifi-anlægget herhjemme er i aktion når der skal danses pjattet efter aftensmaden, men ellers er musik blevet en underlig asocial ting for mig. Det ærgrer mig lidt.

I dag kan jeg endnu mindre end tidligere besvare spørgsmålet ‘hvilken musik kan du lide?’ eftersom mit musikforbrug består af playlister splejset sammen af alt lige fra country over electropop til 80’er indie. Så hvad skal jeg svare? Jeg kan jo lide to-tre sange af alle mulige og umulige kunstere. Har mistet lidt af evnen til at gide lytte til et helt album med en enkelt kunstner.

Eftersom jeg forlængst er stemplet ud af at følge med i ny musik, så mangler jeg efterhånden også den fælles referenceramme at drøfte musik ud fra. I gamle dage vidste jeg som regel hvad de aktuelle hits var, men i dag lytter jeg til podcasts, og kun yderst sjældent til flowradio som P3. Og når jeg så en ligeså sjælden gang klikker mig lidt rundt inde på Spotifys liste over de mest populære sange lige nu, fyldes jeg med rædsel og afmagt over hvor afskyeligt jeg synes det meste er.

Så ja, jeg er blevet gammel. Gider ikke følge med. Men mit anlæg vil jeg til at bruge igen. For musik er noget man burde dele med andre. Hvordan skal arvingerne nogensinde få en ligeså forkvaklet musiksmag som deres far, hvis jeg ikke sætter ind med indoktrinering nu?

Stop verden, jeg vil af

Jeg har ikke noget dybere at bidrage med til den amerikanske præsidentvalgkamp. Altså udover at pippe afmægtigt over den generaliserede angst og malaise, som det helt forrygende rædsomme år 2016 har fremprovokeret hos mig indtil videre.

Med fare for at overdrive, så kan jeg udover min datters fødsel egentlig ikke nævne noget fra dette annus horribilis, som har gjort verden til et bedre sted. Kan I? Jeg mener: Selv når det lykkes for nogen behjertede sydamerikanere at forhandle sig frem til en fredsaftale for at afslutte 40 års borgerkrig, så vælger befolkningen gudhjælpemig at stemme nej til aftalen. Hvor 2016-agtigt er det ikke lige?

Nå, men det amerikanske præsidentvalg, ikke? Kan man andet end at resignere? Det ophørte jo med at være underholdende for efterhånden længe siden. Læste en traurig analyse af de potentielle globale konsekvenser af en Trump-sejr (ganske vist i et venstreorienteret tidsskrift, men alligevel), og den efterlod mig aldeles modløs. Klik her, hvis I tør. Man bliver klogere af artiklen, men næppe gladere.

Verden er i dårlig form.

Syrien, terror, Rusland, økonomisk lavkonjunktur på 8. år, populismen på fremmarch, spændinger i det sydkinesiske hav, nordkoreanske atomprøvesprængninger, Brexit. David Bowie. Og Prince, naturligvis. Vi mangler efterhånden bare Trump til at fuldende elendigheden.

Jeg tænkte forleden på, at det nu efterhånden snart er fire år siden, at svigerfamilien og jeg havde sneget os ind i Boulder Theater til Demokraternes valgfest under turen i Colorado. De jublede som gale i det øjeblik, at det stod klart at Obama havde vundet over Romney. Og så kom jeg igen i tanke om dengang i 2008, hvor vi sad en alt for tidlig morgen ude i kollegiegangens køkken og så Obamas vindertale.

Kan I huske det? Håb og alt det der? Det der skulle afløse de mørke år efter 11. september 2001?  Langt væk nu, synes jeg.

Hvad jeg når og ikke når

Jeg når

  • At bruge tre arbejdsdage på et brunt og 70’er-agtigt konferencecenter udenfor Vejle, hvor arbejdsgiverens ejere drøfter strategien frem mod 2021. Bortset fra de naturskønne omgivelser var det samlet set en jævnt beige oplevelse
  • At blive bekræftet i at jeg stadig hader matematik, erhvervsøkonomi og Excel
  • At savne de to bøffede arvinger og Den Bedre Halvdel undervejs. Mærkeligt som det dér familie har det med at være vigtigt
  • At lave en del frivilligt lokalpolitisk arbejde. Det meste af min skrivekreativitet henlægges der – og tydeligvis ikke her på stedet
  • At være i Malmö til MFF-kampe, denne gang til et ikke videre velspillet Skåne-derby mod Helsingsborgs IF. Allan Kuhn ser – Herren være lovet! – ud til at have det svenske mesterskab indenfor rækkevidde
  • At lege med Brio og Lego, løbe om kap med en 2,5 år gammel dreng, sige mærkelige lyde til en 3 måneder gammel pige
  • At medvirke i den daglige logistik og drift, som to små bøffede arvinger også medfører
  • At være domsmand
  • At have en 32 år gammel Bedre Halvdel
  • At have ganske hyppige vennebesøg i weekenderne

 

Jeg når ikke

  • At løbe regelmæssigt. Til gengæld æder jeg uhæmmet, så min løberutine og semi-sunde livsstil fra sommerferien-/barselsorloven er nu officielt død
  • At læse skønlitteratur (får dog læst noget faglitteratur)
  • At høre mine podcasts
  • At opdage ny musik
  • At forholde mig dybt og intenst til større samfundsmæssige emner
  • At udarbejde fremtidsplaner
  • At få gjort hovedrent (det trænger!)
  • At blive klippet (det trænger!!)