Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

Det digitale forbrug i 2016

Det var et helt ekstraordinært pauvert film år. Jeg så én og kun én film: Star Wars ‘The Force Awakens’ tilbage i januar måned. Nej, vent. Det er ikke helt sandt. Jeg fik også streamet ‘Interstellar’ og ‘Edge of Tomorrow’ undervejs. Alle tre var gode film, nok især den tankevækkende ‘Interstellar’. Det er ikke længere så tit at de laver mainstream science fiction film, men det gjorde de i dette tilfælde. Den er skøn.

Interstellar

Men det næsten ikke-eksisterende filmforbrug befæster blot tendensen fra de sidste tre-fire år, nemlig at jeg er blevet koblet fuldstændig af filmmediet. Ved heller ikke helt hvad jeg er gået glip af i 2016? Kom der nogle gode og helt uundværlige film? Jeg vil gerne se den nye ‘Star Wars: Rogue One’, ligesom ‘Arrival’ lyder lovende. Men hvad ellers?

Det var ikke meget bedre på tv-serie fronten. Vi fik set anden sæson af ‘Les Revenants’, det meste af ‘The Blacklist’ og gik begrædeligt nok i stå i ‘The Americans’. Årets mest positive oplevelse var imidlertid den spændende ‘The Path’ på HBO, hvor man følger livet i en kult.

Jeg har ikke for alvor set ‘Breaking Bad’, så er fuldt ud i stand til at nyde Aaron Paul som andet end Jesse Pinkman. Han er virkelig stærk i ‘The Path’, som kultmedlemmet der begynder at tvivle. Serien er et lidt atypisk hit her i husstanden, for den involverer hverken metafysik, alternative virkeligheder, tidsrejser eller science fiction. Den er et klassisk drama, hvor det ikke er kulten som sådan der er interessant, men snarere livet og de sociale dynamikker. Er meget spændt på anden sæson, som jeg vil prioritere højt at få set i 2017.

Et medie jeg til gengæld passede trofast var podcasts. Lyttede allermest til Den Korte Radioavis, som jeg opdagede efter alle andre tilbage i marts måned. Jeg er dybt imponeret over hvor begavet satire de kan levere hver evig eneste dag.

Ved ikke om analogien giver mening, men Den Korte Radioavis er satirens svar på The Smiths. Jeg har nu bogstaveligt talt hørt hundredevis af timer af programmet, og jeg kan måske udpege 1-2 brudstykker som jeg ikke fandt morsomme. Det svarer til The Smiths, hvis bagkatalog er fejlfrit – måske lige med undtagelse af den forbryderisk ringe ‘Golden Lights’.

Ellers nød jeg især ‘Kongerækken’, visse af Medianos udsendelser og ikke mindst mine obligatoriske podcasts om amerikansk sport: First Take og Bill Simmons. Selvom det er ved at være tre år siden vi var i USA sidst, bruger jeg diverse sportsudsendelser til at opretholde en ersatz-følelse af landet. Egentlig lidt sørgeligt når man tænker over det.

Hvad med jer? Hvilke popkukturelle og/eller digitale ting nød I i 2016?

Bogåret 2016

I min opsamling for bogåret 2014 og igen i 2015, skrev jeg, at boglæsningen havde været præget af to tendenser: Mindre tid (grundet forældreskab og nyt arbejde) og min Kindles indflydelse på læsevanerne (mere fleksibilitet, kan læse i mørke, skønlitteratur kun fortæret i ebog-form).

Begge tendenser er stadig gældende, særlig det med forældreskabet. Efter at Elin dukkede op i vores liv i juli måned er fritiden nu endelig fuldstændig forsvundet. Læsningen finder nu derfor reelt kun sted i toget til og fra arbejdet, eller under dynen sent om aftenen, når jeg burde sove for længst.

I modsætning til 2014, hvor jeg elskede Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’ og 2015, hvor jeg tilsvarende blev bjergtaget af Karen Joy Fowler: ‘We Are All Completely Besides Ourselves’, manglede jeg i 2016 den der ene skønlitterære bog, der for alvor erobrede mit hjerte. Jeg havde troet at det ville være Justin Cronins ‘The City of Mirors’, men … nej. Dertil var den for imperfekt. Men ret skal være ret: Jeg læste da en god række af bøger, som jeg fandt uhyre underholdende og endda til tider tankevækkende. Til gengæld var der ikke en non-fiction bog, som jeg virkelig blev begejstret for.

Jeg holder fast i mine let infantile vurderingkategorier. I 2014 og 2015 delte jeg således årets læste bøger op i de tre rammende kategorier, og dem genbruger jeg:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’,
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’.

Og så et opsamlingsheat i form af ‘Bøger jeg gik i stå i’. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.

Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Ben Winters – ‘Underground Airlines’
  • Robert Jackson Bennett – ‘American Elsewhere’
  • V.E. Schwab – ‘A Gathering of Shadows’
  • Justin Cronin – ‘The City of Glass’
  • Joshua Ferris – ‘To Rise Again at a Decent Hour’
  • Daniel O’Malley – ‘The Rook’
  • Daniel O’Malley – ‘Stiletto’
  • Blake Crouch – ‘Dark Matter’
  • Blake Crouch – ‘Pines’
  • Blake Crouch – ‘Wayward’
  • Blake Crouch – ‘The Last Town’
  • Christopher Farnsworth – ‘The President’s Vampire’
  • Christopher Farnsworth – ‘Red, White and Blood’
  • Christopher Farnsworth – ‘Blood Oath’
  • Adrian Tchaikovsky – ‘Children of Time’
  • Cal Newport – ‘Deep Work’ (n)
  • George McKeown – ‘Essentialism: The Disciplined Pursuit of Less” (n)

Nu hvor jeg ser listen i dens helhed, er det faktisk ikke så svagt et hold, som jeg gik og troede før jeg begyndte at skrive artiklen – især ikke science fiction bøgerne.

Årets nok bedste og mest tankevækkende bog var den dystopiske thriller ‘Underground Airlines’. Den foregår i et kontrafaktisk USA anno 2016, hvor slaveriet ikke blev afskaffet tilbage efter den amerikanske borgerkrig, og stadig praktiseres i fire stater. Den er bleg, dyster og ikke så lidt deprimerende, men plottet er spændende, karaktererne komplekse og velgennemtænkte – og det er vanskeligt ikke at lave parafraser til den verden, som vi lever i i dag. Er varmt anbefalet herfra.

Blake Crouch og Christopher Farnsworth fylder godt på listen, men det er mest fordi der var tale om bogserier, der begge var så god og underlødig underholdning, at jeg simpelthen var nødt til at kværne dem alle.

Der var ingen non-fiction bøger, som jeg virkelig blev forelskede i. De to på listen er selvhjælpsbøger. Begge er nogen jeg tænker meget over, men er næppe det, man kalder for finlitteratur.

Også interessant at jeg i år ikke har en eneste horrorbog på min listen over årets favoritter.

God, men nok mest hvis du er sær
  • Liu Cixin – ‘The Three-Body Problem’
  • Mitchell Hogan – ‘Blood of Innocents’
  • Mitchell Hogan – ‘A Shattered Empire’
  • David Mitchell – ‘The Bone Clocks’
  • Becky Chambers – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
  • Anthony Gottlieb – ‘The Dream of Enlightenment: The Rise of Modern Philosophy’ (n)
  • Francis Fukuyama – ‘Political Order and Political Decay’ (n)
  • Noel Malcolm – ‘Agents of Empire: Knights, Corsairs, Jesuits and Spies in the Sixteenth-Century Mediterranean World’ (n)
  • Stephen R. Platt – ‘Autumn in the Heavenly Kingdom: China, The West and the Epic Story of the Taiping Civil War’ (n)
  • Stephen Church – ‘King John: England, Magna Carta and the Making of a Tyrant’ (n)
  • John Bew – ‘Realpolitik’ (n)
  • ? – ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (n)

En blandet affære. En del non-fiction bøger, kombineret med mere eller mindre lødig genrelitteratur. Ikke alle af non-fiction bøgerne er læst fra ende til anden, men dog i en sådan grad, at hovedpointerne er forstået.

Skuffende. Meget skuffende
  • Robert Jackson Bennett – ‘City of Blades’
  • Paul Cornell – ‘Who Killed Sherlock Holmes’
  • David Graeber – ‘The Utopia of Rules’ (n)
  • Sebastian Strango – ‘Hun Sen’s Cambodia’ (n)
  • Blendi Fevziu – ‘Enver Hoxha – The Iron Fist of Albania’ (n)

‘City of Blades’ var årets store læseskuffelse for mig, og det var meget overraskende. Dels var jeg vild med den anden Jackson Bennett bog jeg læste i år, ‘American Elsewhere’, dels var dens forgænger ‘City of Stairs’ en af mine yngdlingsbøger i 2015. Det samme gælder Cornell, hvis ‘Who Killed Sherlock Holmes’ var den skuffende afslutning på en trilogi, hvor jeg elskede de to første.

David Graeber var også lidt af en mavepuster, særlig fordi hans essay ‘On the Phenomenon of Bullshit Jobs’ hører til blandt mine all-time favoritter. Graeber er en interessant og provokerende tænker, men hans bog var dog for rablende, og bar for meget præg af at være en samling af hastigt sammenflikkede essays.

Bøger, jeg gik i stå i
  • Daniel Abraham – ‘The Widow’s House’
  • Brian Staveley – ‘The Last Mortal Bond’
  • Bill Hayton – ‘The South China Sea: The Struggle for Power in Asia’ (n)
  • Eugene Rogan – ‘The Fall of Ottomans: The Great War in the Middle East’ (n)
  • Frank McLynn – ‘Genghis Khan: His Conquests, His Empire, His Legacy’ (n)

Der er en del fortrydelse og spild i disse titler. ‘The Widow’s House’ er bog fire i en fantasyserie, og jeg har dermed allerede investeret betydelige mængder tid og energi i boguniverset. Men ak, den fjerde bog var simpelthen så kedelig og åndssvag, at jeg ikke magtede at komme igennem dem. Samme kan man sige om Staveley bogen, der er bog tre i en trilogi. Heller ikke den kom jeg igennem. Staveley havde brugt alt sit plotmæssige krudt i bog 2, og der var kun dødskramper tilbage i tredje bog. Jeg skimmede de sidste 350 sider for at få plottet med, og forlod den med god samvittighed. Bogen var ganske enkelt ikke bedre værd. Hayton og Rogan havde fået gode anmeldelser, men jeg fandt dem kedelige og udmattende – deres interessante emner til trods.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?

Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014)
Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990)
En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009)
Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016)
VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991)
Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ’shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973)
Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016)
Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Nye takter

Bloggen har haft en tænkepause. Jeg genoffentliggjorde alle de mange indlæg skrevet siden begyndelsen i april 2005. Ryddede op og mugede ud. Fjernede billeder, der var røget i svinget i et af de ganske mange adresseskifter, som bloggen har været igennem henover årene. Kuraterede indholdet, som det vist hedder på nydansk.

Læste mange af de gamle griflerier igen. Det var en interessant, pinlig, morsom og til tider smertefuld oplevelse.

Man forandrer sig jo henover så lang en periode. Jeg har til tider været ganske ulidelig at høre på, ligesom visse indlæg ikke er videre langtidsholdbare. Andre indlæg var overraskende begavede. Og der er mange ting jeg drømte, gik op i og skrev om igennem årene, som jeg for længst har glemt eller opgivet. Her solidt plantet midt i livet var det sidste en melankolsk oplevelse. Man kan fylde katedraler med alt det, jeg har glemt. Det var godt at blive mindet om, at jeg engang var om ikke ungdommeligt optimistisk, så dog mindre fatalistisk.

Nu har jeg så fjernet indlæggene igen. Taget en sikkerhedskopi, så den store mængde guldkorn og større mængder bras ikke forsvinder ved et uheld.

Begynder forfra. Forlader anonymiteten; at skrive bag et alter ego lægger begrænsninger på kreativiteten. Med så mange års  erfaring med digital bekendelseslitteratur, vil jeg mene at jeg godt kan ramme balancen mellem personlig og privat. Bloggens indhold og formål forbliver de samme, men det vil være mindre uklart hvem jeg er.

Håber I vil læse med.