The Radio Dept.

Det er en af de mere ubehagelige melankolske erkendelser.

Nemlig at jeg (fraregnet et svensk P3-arrangement i Göteborg i januar 2011) ikke har været til en eneste koncert siden Håkan Hellström i Store Vega den 20. november 2010. En koncert som jeg dengang beskrev på min blog på følgende vis:

“Det var sublimt. Enestående. Himmelstræbende. Verdensomstyrtende. Mindst ligeså godt som de tidligere koncerter i 2003 og 2008. Kan ikke – selv ikke hårdt presset – nævne en bedre livemusiker end Hellström. Det var eskapisme, teen angst, melankoli, lokalkolorit fra Göteborg samt en gudsbenådet parring mellem The Smiths, Paul Weller og Dexy’s Midnight Runners. Ville virkelig ønske, at jeg var en bedre anmelder, men qua mit stormfulde emotionelle indre må det blive ved en række eksalterede adjektiver for denne gang. Synd og skam for jer, der ikke var til stede.”

Det er kort sagt mere end seks år siden at jeg oplevede musik live. Og til trods for ovenstående ulidelige ordflom, har jeg vitterligt ingen erindringer om den Håkan koncert. Var det godt? Var det skidt? Hvad var setlisten? Ingen anelse. I mine erindringer bliver koncerten konstant blandet sammen til en diffus grød med de andre koncerter på Pumpehuset (2003) og til Storsjöyran (2008). Men det lyder da til at mit yngre jeg var tilfreds.

Hvad skete der? Hvornår groede jeg musikalsk fast? Der er en forklaring, tror jeg. Ikke en god eller behagelig en, men dog en forklaring.

Tidsmæssigt skete det musikalske kollaps nemlig samtidig med at jeg i foråret 2011 indledte den tumultariske periode af livet med udstationering i Bruxelles, siden flyt til Hjørring og Aalborg, ryk tilbage til København igen: Siden blev jeg far og ja, sådan gik der altså 6 år uden koncerter.

The Radio Dept.

 

Koncertmelankolien ramte, da jeg i går aftes var på Lille Vega for at se mine midt/slut-00’er idoler The Radio Dept. spille. De var en integreret del af min svenskofile periode, hvor jeg udover min hustru dyrkede folk som Jens Lekman, Air France, Tough Alliance hæmningsløst. Den endeløse række af elektropoppede kunstnere fra Göteborg og omegn er desværre døet ud siden dengang. Men nu har The Radio Dept. så endelig udgivet nyt album efter seks års pause, og er taget på tour til eksotiske steder som Tbilisi, København og Seoul.

Gruppen har altid været en lidt underlig blanding. Lige dele My Bloody Valentine, acid house, Pet Shop Boys, tidlig New Order og Andrew Weatheralls remix af ‘Only Love Can Break Your Heart’. Om end slutproduktet måske ikke er videre originalt eller nyskabende, er The Radio Depts musik en blanding af fremragende enkeltelementer fra 1987-1991, De peakede i 2010 med den vidunderlige ‘Heaven’s On Fire’, og er blevet stedse mere synth-bårne på deres albums.

Koncerten i Vega var en ambivalent oplevelse, men jeg ved ikke om det skyldes koncertens kvalitet, lydbilledet eller blot de seks års fravær af koncertoplevelser.

Måske det var en begynderfejl af mig at antage, at en koncert annonceret til kl. 20 ville begynde før kl. 22.10 (og jeg derfor først var hjemme i Roskilde kl. 01.00)? Måske jeg blot skal indse, at når elektronisk musik fremføres live, så er meget af det forprogrammeret og ikke særlig håndspillet? Måske jeg burde have tænkt over, at det er vanskeligt at høre den ì forvejen flegmatiske forsanger, når bassen er så tonsende tung?

Uanset hvad var det en lidt flad oplevelse rent musikalsk. Aftenen var dog langt fra spildt, da selskabet var godt og jeg fik økologisk pizza for første gang i mit liv. Men om jeg ligefrem vil anbefale en Radio Dept koncert? Ikke helt. Man bør nok holde sig til at lytte til deres albums i første omgang.

Reformationer

Hvornår lærte I sidst noget nyt og fascinerende, som I ikke havde den fjerneste anelse om eksisterede?

Jeg havde fornøjelsen i går aftes, hvor jeg læste i Carlos M. Eires fabelagtige ‘Reformations: The Early Modern World, 1450–1650’, der omhandler tiden før, under og efter reformationen1.

Det er en meget lang bog: 850 sider. Men den er velskrevet, og den er først og fremmest decideret interessant. Man fornemmer at reformationen (eller reformationerne, det er Eires hovedpointe at der er tale om flere, sideløbende og gensidigt forstærkende forandringer) virkelig er et emne, som forfatteren brænder for og ved urimeligt meget om.

Til tider bliver bogen tilmed voldsomt nørdet. Jeg tillod mig således at skimme afsnittene om de katolske retninger Barnabitterne, Ursulinerne, Visitandinerne, Piaristerne, Lazaristerne, Eudisterne og Sulpicianerne. Jeg kan, må jeg ærligt tilstå, heller ikke redegøre i detaljer for de præcise teologiske forskelle mellem de protestantiske sekter Mennonitterne, Davidisterne og Melchioristerne. Måske nogen af nærværende læsere vil tage den opgave på sig.

Min viden om reformationen har hidtil været afgrænset til Luther på overskriftsniveau, krydret med ganske sporadisk viden om Jean Calvin og calvinismen efter at have læst dele af Max Webers ‘Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus’ i sociologi på første år af studiet.

Jean Calvin som nummer to fra Venstre. Munter herre. Fra Reformationsmuren i Genève

Afsnittet om netop Calvin er imidlertid lidt af et højdepunkt i bogen. Han er en fascinerende skikkelse. Man kan have meget stærke meninger om manden, hans radikale teologi og det teokratiske regime han opbyggede i 1500-tallets Genève. Men at han har haft enorm indflydelse på historien og vestlig tankegang er uomtvisteligt.

Et andet højdepunkt er afsnittet om de såkaldte anababtister, en særdeles farverig afart indenfor den tyske protestantisme.

I årene 1534-1535 omdannede den apokalytiske og isolationistiske kult således byen Münster til ‘Det nye Jerusalem’. Det såkaldte Døberrige var grundlæggende baseret på en meget ordret læsning af Bibelen, polygami, kollektivt vanvid og ejendomsfællesskab. Det nye Jerusalmen fik dog en beklagelig ende, da en fælles hær af lutheraner og katolikker erobrede byen, og henrettede på ganske bestialsk vis anababtisternes leder Jan van Leiden, der ellers i bedste kultlederstil havde udnævnt sig selv til profet og havde 14 koner. Så hvis man troede at vore dages kulter og Islamisk Stat ikke har historiske forgængere i Europa, kan man med fordel tage en tur til Münster.

Det er vanskeligt at overvurdere den betydning, som reformationen (og den senere oplysningstid) havde for den den vestlige verden. Samfundsomvæltningerne i 1500 og 1600-tallet kostede ufattelige mængder død, ødelæggelse og lidelser – prøv at læs op på 30 års krigen, så ved I hvad jeg mener – og var drevet af religiøst had og fanatisme. Men det er et vigtigt emne, som fortæller meget om hvorfor Europa blev som det blev – og som stadig rummer en lektie, vi kan lære noget af i dag.

Så for en gangs skyld er de 500 år siden reformationens begyndelse et jubilæum, der er værd at huske og tænke over.

  1. Ja, for I ved vel, at det til oktober er 500 år siden at Luther slog sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg? []

The Expanse

Er gået  i gang med sjette bind i science fiction serien ‘The Expanse’. Samtidig (og måske lidt konceptuelt forvirrende) har jeg henover nytåret set de to første afsnit af tv-serien, der bygger på den første bog i serien; ‘Leviathan Wakes’.

The Expanse

Det er lidt besynderligt rent kognitivt at læse og se de to historier på samme tid. Der er en del tråde, som man lige skal holde adskilte. Der er naturligt nok mere kød på universet i bog 6, ligesom persongalleriet er noget mere modnet. Det er helt mærkeligt at opleve hvordan hovedpersonerne i tv-serien rent fortællermæssigt skal introduceres for hinanden og for seeren, når man i sjette bog efterhånden har været i selskab med dem i lang, lang tid.

Historien er i øvrigt også mærkbart mere dyster end i den første og væsentlig mere actionpacked og plotdrevne bog. Sådan er det vel når en menneskeskabt meteorsværm udsletter 2/3 af menneskelivet på Jorden, formoder jeg.

Omvendt betyder den asynkrone læseoplevelse også at man som læser opdager, at det overordnede plot nu efterhånden har stået i stampe flere bøger i træk. Jeg er kun nået 17% ind i min Kindle-udgave, og der er sørgeligt nok stadig ikke optræk til, at vi får at vide om hvem, der har bygget portene til ormehullet i udkanten af solsystemet – og ikke mindst hvorfor. Det er sådan set interessant nok med borgerkrigen i solsystemet og alle de politiske konflikter … men hvad med de større ting?

Det var mange ord blot for at sige, at hvis I mangler en rask science fiction serie at fylde tiden ud med, så virker ‘The Expanse’ ualmindelig velegnet til formålet. Giv den en chance. Jeg kan garantere, at det et interessant univers.

Wieghorst

Morten Wieghorst er ansat som ny cheftræner i AaB. Og hvordan skal man så som vanrøgtet eksilnordjyde reagere på det?

Allerførst: Guderne skal vide det er en lettelse at slippe af med Lars Søndergaard efter 12 miserable måneder. Bevares, han fik måske ikke de bedste forudsætninger for succes. Med klubbens økonomiske smalkost og de rituelle åreladninger i spillertruppen i transfervinduerne, har det ikke været nemt for ham. Men alligevel. Nok er nok. Den resultatmæssige deroute i 2016 og det stadig ringere spil var aldeles uacceptabelt. Mindes ikke at AaB har gjort mig så fodbolddeprimeret tidligere. Det spildte forår og det rædderlige efterår har gjort ondt. Særdeles ondt.

For jeg mener helt uironisk at AaB er – og skal være – en dansk storklub. Vi skal ikke ligge nede og rode rundt sammen med superligaens middelmådig bugflæsk. AaB bør selvfølgelig være i top 6 – og dermed også som det naturligste i verden deltage i mesterskabsslutspillet. Alt andet er ikke godt nok. Så at vi nu ligger og roder rundt udenfor er helt utåleligt.

Men er det lykken at erstatte Søndergaard med et Brøndby-svin Wieghorst, hvis succeser som cheftræner i bedste fald er diskutable? Er det ham, der kan få AaB tilbage på ret kurs? Kan han gøre dem relevante igen, vel at mærke med et skrabet budget?

Ja, det ved jeg snart sagt ikke. Der skal vist en plus/minus liste til.

Plus
  • Han var god til at bygge noget op i FC Nordsjælland. Måske Kasper Hjulmand lige løftede det en tak op og forløste potentialet. Men det var Wieghorst der lagde grundstenene til deres mesterskab
  • Han var en habil dansk U21 landsholdstræner. Noget tyder på at han arbejder godt sammen med unge spillere
  •  Man må formode at han med sit internationale netværk og navn kan lokke spillere til, der ellers ikke ville overveje AaB
  • Han virker til trods for sin gustne fortid på Vestegnen og i AGF grundlæggende sympatisk og reflekteret. Miraklernes tid er ikke forbi
Minus
  • Hvor er de dokumenterede resultater? Han hare jo aldrig selv vundet noget af betydning. Hans CV som cheftræner i især AGF er blakket. Han blev hentet som den store frelser til klubben, og leverede helt præcis ingenting
  • Han har været arbejdsløs et år. Hvor opdateret er han egentlig på Superligaen og særligt AaB?
  • Jeg kan ikke i skrivende stund sige hvordan hans spillestil er
  • Jeg er nervøs for at han henter en masse eksotiske (og ret ringe) lykkeriddere til klubben, præcis som han gjorde i AGF
  • Han lugter dårligt efter tid i både Brøndby og AGF

Jeg er med andre ord skeptisk. Lunken. Nej, halvkold, faktisk. Og det forstærkes af, at jeg ikke ved hvilke økonomiske rammer bestyrelsen har givet sportschef Allan Gaarde og Wieghorst til at forstærke truppen. AaB overpræsterede voldsomt i The Double sæsonen i 2014, men har de forløbne sæsoner ikke fået nogen af talenterne til at bryde igennem, sådan som det lykkedes  med især Kasper Kusk og Nicolaj Thomsen. Det gør det problematisk at satse på egne talenter, især når man samtidig sælger flere nøglespillere i hvert vinduer, og de trods alt indkøbte erstatninger ikke slår til. Kvaliteten i truppen er simpelthen blevet fortyndet for meget. Angrebet ser decideret svagt ud. Reelt besidder AaB i skrivende stund ikke én angriber, der har scoret mål i superligaen på regelmæssig basis. Der er masser af talent – jeg er VILD med Pohl og Bassogog – men de mangler nogen af læne sig op ad. Enevolden er hele tiden skadet og mentalt fraværende, i hvert fald hvis man skal tro rygterne. Noget skal hentes ind.

Så både Gaarde og Wieghorst er til eksamen. Gaarde skal snart levere noget kvalitet på transfermarkedet, og Wieghorst skal levere resultaterne på banen.

Så jeg forholder mig skeptisk afventende. Wieghorst skal overbevise mig først. Omvendt kan man sige, at ingen af mine to afguder Erik Hamrén eller Allan Kuhn nødvendigvis havde de store, prangende CV’er inden de kom til AaB. Jeg var heller ikke glad, da Kent Nielsen kom til klubben, og hans regime endte jo trods alt med en double i den episke sommer i 2014.

Så min skepsis er blevet gjort til skamme før. Lad os håbe det sker igen.