Space Lego

Opdagede ved et tilfælde den ganske vidunderlige Twitterprofil Lego Space Bot. Det er efterhånden så sjældent at jeg bliver barnligt begejstret over ting på internettet (senest var to andre Twitterprofiler: Soviet Visuals og This Brutal House), men billederne af space Lego fra 1980’erne gjorde mig virkelig boblende lykkelig. Se blot her:

‘Invader’ fra 1987

Jeg kan ikke huske præcis hvornår jeg fik ‘Invader’. Men jeg er ret sikker på, at min far havde den med hjem fra en studietur med arbejdet til Hamburg. Det er noget af det Lego, jeg har leget allermest med – og var ret vild med sorte Darth Vader’ske look i Blacktron serien. Inspirationen fra Star Wars kan også ses tydeligt i ‘Alienator’, som jeg ligeledes fik i de år:

‘Alienator’ fra 1988

Mon ikke det er rimeligt at antage, at Legos designer havde nærstuderet de legendariske AT-AT fra Star Wars inden ‘Alienator’ kom til verden? Perlen i samlingen er dog denne episke skabning:

‘Sonar Transmitting Cruiser’ fra 1988

Jeg har ikke noget fornuftigt tal for, hvor meget jeg har leget med den cruiser. Den kan skilles ad, lysene blinker – og den larmer næsten ligeså meget som den dommedagsstøj, som min søns legetøj konsekvent har det med at producere. Den er kort sagt perfekt.

Har I noget favorit Lego?

Ugens læring

AaB scorede tre gange mod Silkeborg alt imens mens jeg luntede uskønt rundt på løberuten. Da jeg stoppede, gik kampen øjeblikkeligt i stå. Der er med andre ord helt klart en kausalitet mellem min motion og AaB’s performance.

Jeg må ud at løbe noget oftere.

Arv og gæld – om Johnny Marrs nye selvbiografi

Det er egentlig lidt synd for Johnny Marr.

Tænk hvis det eneste folk interesserede sig for var, hvad man bedrev som teenager og ung voksen. At resten af ens liv stort set bare var et efterspil. I bedste fald udmærket og hyggeligt, men aldrig for alvor … relevant.

Jeg kan næppe forestille sig en mindre interessant personage end mig som teenager. Og hvis det var fodaftrykket fra den der indadvendte og bøvede hængemule i Aalborg i slut-90’erne, som resten at mit liv skulle vurderes ud fra, ville der sandt for dyden ikke være meget at berette.

Men at blive vurderet på fortidens meritter er nu engang Johnny Marrs triste lod her i livet. Det indser jeg nu, hvor jeg er i gang med hans selvbiografi ‘Set the Boy Free’. For Marr kommer næppe nogensinde for alvor til at blive associeret med andet end Morrissey og The Smiths.

The Smiths

Bevares, jeg sætter skam pris på det udmærkede guitarspil han leverede i flere omgange til Pet Shop Boys, især på Behaviour albummet. Hans 1993 remix af ‘I Want to Wake Up’ er mit absolutte favorit-remix, kun udfordret af Mobys remix af ‘Miserablism’. Jeg sætter ligeledes umanerlig stor pris på de to første albums fra Electronic, synthpopduoen han havde sammen med New Orders kaotiske forsanger Bernard Sumner i 90’erne. Så Marr er bestemt en ven af huset.

Marr fremstår da også som en både sympatisk og interessant person, der i selvbiografien har relevante betragtninger om sin samtid, popkultur – og selvfølgelig om musik. Hans opvækst og musikalske dannelse er ikke decideret uspændende. Det er en langt bedre bog end Morrisseys vederstyggeligt rædsomme selvbiografi fra 2013. Men derfor skimmer jeg stadig alle andre dele af Marrs bog end de sider, der specifikt handler om The Smiths. For den gruppes eksistens og musikalske arv er jo – når alt kommer til alt – Marrs egentlige relevans her i verden.

Er det så en god bog, som man bør læse?

Mjah. Den er ikke en selvbiografi a la Keith Richards eller Bruce Springsteens bøger, der (at dømme ud fra de lovprisende anmeldelser) er værker af bredere interesse end blot for deres fans. Man skal nok være fan af Marr (dvs. af The Smiths) i forvejen for at finde den rigtig interessant. Alternativt skal man læse den for portrættet af musikscenen i Manchester i begyndelsen af 1980’erne. Det håndterer Marr også udmærket.

Vigtigste nye viden fra bogen: Marr trænede dans samme sted i Manchester som Ian Curtis fra Joy Division. Og mener at sidstnævntes berømte/berygtede epileptikerdans var tyvstjålet fra en af David Bowie optrædener på amerikansk tv i 1976. Uanset om det er sandt eller ej, så var det en fornøjelse at se Bowie slå gækken løs her.

Hver dag

Lyttede til P3 i dag mens jeg gik med barnevognen og datteren.

Det er en forteelse, der heldigvis ofte er måneder imellem – lytninger til P3, altså. Men sagen er den, at der var forårssæsonstart i Superligaen. Så selvom jeg vandrede hvileløst i Roskildes forblæste gader iført tilpas slidt latté pappa look, så jeg var jo nødt til at høre hvordan det gik med AaB i kampen mod AGF.

Nåede at græmme mig adskillige gange undervejs. Ikke så meget over kampen (AaB vandt!), men over musikken.

Noget af min tværhed skyldes utvivlsomt at jeg indeni er 53 år og særdeles gnaven, hvorfor jeg har meget vanskeligt ved at identificere mig med sange om at gå club og bare have en fucking fed fest1.

Men noget må også have strukturelle årsager

Under en løbetur tidligere i dag havde jeg hørt Bill Simmons og Malcolm Gladwell diskutere, at der måske fraset basketball i dag ikke er en (pop)kulturel midte i USA. I ved nok, de der personer, kunstnere, begivenheder, institutioner, som er uomgængelige og som alle kender og er nødt til at forholde sig til. De er midten. De fænomener, som alle uanset baggrund, sted i livet, social status og religion dog trods alt har et eller andet forhold til.

Dem som vi alle kender og forstår betydningen af. Som samtalen drejer sig om. Som transcenderer grænserne mellem genrer? Eksempler gennem tiden: Michael Jackson. The Beatles. Rolling Stones. Michael Laudrup. Mozart. Muhammad Ali. Nelson Mandela. Frank Sinatra. Matador2. Elvis Presley. Star Wars. Karl Marx. William Shakespeare. H.C. Andersen.

I kan sikkert selv komme på flere. Film, teater og forfattere er for længe siden røget ud af den kulturelle midte. Kan I eksempelvis nævne en film fra de seneste fem år, som var så magtfuld, at den var del af den kulturelle midte? Eller en bog? Som folk refererer til, og hvis indhold indgår i vores fælles samfundsmæssige forforståelse?

Og min påstand er nu, at musik og musikere også forlængst er røget ud af den kulturelle midte. Det hele er blevet balkaniseret. Folk lytter til musik i deres egen lille ghetto. Der var intet af det club-musik, som de spillede på P3 en søndag eftermiddag, der blot tilnærmelsesvist kan betegnes som værende i ‘midten’. De mest streamede kunstnere på Spotify i 2016 var Drake, Rihanna, Justin Bieber, Kanye West og Twenty One Pilots. Som alle har masser af fans, bevares, men er de allemandseje? Er det dem som samtalen handler om?3

Det var en lang snak blot for at sige, at jeg ikke kunne lide noget af det musik, de spiller på P3. Bortset fra én sang. Og det er så åbenbart undtagelsen, der bekræfter reglen.

For lyt lige til Emil Kruse & Tobias Rahim ‘Hver dag’.

Det er en eminent sang. En slags Soul II Soul for nutiden. Som næppe heller bliver en del af midten, men som alligevel er jævnt fantastisk. Måske det også hænger sammen med, at P3 spillede sangen da Jannik Pohl scorede til 2-1 i overtiden mod AGF.

Uanset hvad er den fortryllende. Giv den chance.

  1. Hvilket er et gennemgående tema i P3’s sange baseret på min dataindsamling i dag []
  2. Som jeg stadig ikke har set []
  3. Afledt problemstilling: Findes den samtale/midte jeg kredser om rent faktisk? []

Vemod

Normalt er jeg ikke så nostalgisk anlagt. Det plejer tværtom at være mig der driller Den Bedre Halvdel, når hun med jævne mellemrum udbryder “hvor er vores søn/datter dog blevet stor”, “hvor er tiden dog gået hurtigt” eller lignende varianter heraf.

I hverdagens hamsterhjul er det forførende nemt for mig at fortabe mig i logistikken, fremfor at reflektere over de små (og større) ting. Der er så mange ting, jeg gerne vil nå at lave, og så mange egoistiske hensyn, som børnelivet kan være hæmmende for. Samvær med Den Bedre Halvdel. Løbeturene. Den politiske aktivitet. Udarbejdelsen af min generations store roman. Jobbekymringerne. Den slags. Så det fylder jeg livet ud med, mens jeg undlader at forholder mig til at livet går og intet bliver det samme.

I præcis dette øjeblik vil sønnen eksempelvis ikke sove sin middagslur, men vil hellere ligge inde og hvine under dynen sammen med sin åbenbart ganske kælne legetøjsdinosaur. Hvilket betyder at jeg bliver forstyrret i at skrive dette indlæg. “Vi skal lege”, råber han begejstret, uden nogen syndelig interesse for at den manglende søvn vil gøre ham ganske umulig senere i dag. Eller at han først falder i søvn kl. 15, så hans søvnrytme skubber sig, og det alt sammen æder af forældrenes få timers egentid, når de to børn endelig sover. Hverdag, hverdag, hverdag.

Så egentlig burde det faktum at sønnen fredag havde afskedshygge hos vores højtelskede dagplejer med boller, kage og kram ikke berøre mig synderligt. Det var jo blot endnu en af de der små ting og begivenheder, der indgår i et hverdagsliv. En af de dage og timer, som bliver parkeret et eller andet sted oppe i baghovedet – og kommer til at indgå i den samlede metafortælling om ‘dengang at børnene var små’.

Men dagplejeren havde lavet denne her fine scrapbog med billeder fra hans tid hos hende.

Bevares, vi har selv et bjerg af billeder af børnene. Tror faktisk at de to er blandt de mest afbillede og forgudede børn i hele verden. Men dagplejerens billeder var fra et andet liv end det vi lever sammen med ham herhjemme.

Det var billeder lige fra da vi kom til Roskilde i oktober 2015 til nu. Hvor man så hvordan vores lille, store, søde, sure, grinende, surmulende, lykkelige, triste, nemme, frustrerende, kærlige, stille, råbende søn havde været en del af hendes liv. Hvordan han gik fra ulykkeligt post-vuggestuebarn til at blive stadig mere glad og tryg. Billeder af hvordan han har tilbragt tiden alle de mange timer, hvor vi selv var på arbejde. Billeder af et barneliv, som jeg mest af alt kender til fra når jeg har afleveret og hentet ham hos hende.

Det efterlod mig nostalgisk. Måske også præget af en flig af fortrydelse. Ikke at jeg ved, hvad jeg ville have gjort anderledes. Men alligevel. Tiden går. Jeg har så travlt med alle mine egne ambitioner og behov. Og jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan – eller hvordan jeg reelt kan lave om på det.

Han bliver snart tre år. Og jeg er allerede gået glip af så uendelig meget i hans liv. Jeg trøster mig med, at han åbenlyst har haft det godt og trygt mens jeg ikke var der. Men det bliver selvfølgelig alligevel ikke rigtig godt af den grund.

En af Sønnens yndlingsting på YouTube er OK Go musikvideoen til ‘This Too Shall Pass’.

Før i tiden tolkede jeg altid de ord som ‘det går over igen’. Men det seneste år er jeg begyndt at tænke oftere og oftere over min dødelighed, og på, at dette – mit gode liv med hende jeg elsker og de to små rockere – forsvinder igen. At det kan ske før jeg tror det. At jeg en dag ikke er her mere. At de tre jeg elsker allermest i hele verden en dag vil dø. At mine forældre og søskende heller ikke vil være her evigt. At det alt sammen … går over.

De siger allesammen at man skal leve i nuet og være taknemmelig for de ting man har. Jeg har aldrig formået nogen af delene. Jeg bliver sur og irriteret og smålig, når Sønnen ikke gider sove1. Jeg bruger oceaner af tid på at bitche over mit job og hvor synd det dog er for mig, at jeg ikke bruger mine sparsomme talenter til noget reelt meningsfuldt. Jeg er neurotisk om rengøring og oprydning, og bruger næsten mere tid på det, end jeg gør på at læse godnathistorier for mine børn. Og det er så åndssvagt, men jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det anderledes. Og mens jeg kiggede i navlen, så er min søn snart tre år og skal begynde i børnehave. Pludselig er det alt sammen gået over.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg. Måske blot få nedfældet en art eksistentiel status, fremprovokeret af min søns overgang til en ny fase i livet. Vemodig er jeg i hvert fald.

  1. Note: Nu er han stået op uden at sove, og sidder inde ved siden af og tegner i sin Rasmus Klump farvebog []

Poul Anker Bech

Det tabte land

Der var nordjysk nostalgi for fuld udblæsning, da jeg var domsmand i går. Således var retssalen prydet af ikke færre end fem Poul Anker Bech malerier. Det var mageløst. Det fik næsten øjeblikket med de bevæbnede betjente under domsafsigelsen til fremstå poetisk, lige dér under Bechs dramatiske himmel i Vendsyssel.