Frekvensen

Jeg er alene hjemme denne weekend. Den Bedre Halvdel og de to små rockere er på familiebesøg i Stockholm. Der med andre ord ro og fred i Roskilde.

Ville ønske jeg kunne sige, at jeg har brugt tiden fornuftigt og produktivt. Bevares, jeg har da fået løbet en enkelt tur, har barberet mit eremitskæg af og har gjort badeværelserne rene. Og jeg får grublet en masse over tilværelsen. Det helt store heureka!-øjeblik er dog indtil videre udeblevet, ligesom jeg stadig heller ikke har sat det sidste punktum i den store samtidsroman. Måske det kommer en skønne dag?

Mest af alt har jeg kværnet science fiction/krimiserien ‘Frequency’. 13 afsnit fortæret på fire dage synes jeg er hæderligt.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en tv-serie, der kommer til at forandre verdenshistorien. Dels fik den kun én sæson, dels er den mest af alt blot gedigen god underholdning.

Serien rummer imidlertid alle de elementer, jeg holder af: Tidsparadokser, butterfly-effekten, en mut, stærk og skøn heltinde, en ravende vanvittig seriemorder og kernesunde familieværdier. Kunne historien have båret mere end en enkelt sæson? Måske. Men så skulle de virkelig have presset citronen/seriens grundpræmis kraftigt. Nu hvor jeg har set alle afsnit og der er blevet bundet en sløjfe på historien, er jeg egentlig tilfreds. Noget jeg bestemt ikke var, da de aflyste serier som ‘Awake’, ‘Revolution’ og ‘FlashForward’ efter for få sæsoner. Men ‘Frequency’ har givet mig closure. Hvad kan man så mere bede om?

Se den en regnvejrsweekend, hvor du mangler lidt spekulativ fiktion iklædt en knivspids krimi. Du kommer ikke til at fortryde det.

De knuste hjerters år

Det har været et fodboldmæssigt ganske miserabelt år. Mest, selvfølgelig, grundet AaB’s urimeligt ringe forårssæson. De senere år er jeg ikke blevet direkte emotionelt påvirket af klubbens op- og nedture. I år har det dog været anderledes. For AaB gør mig aldeles traurig i disse tider.

Det startede så godt, siden blev det katastrofalt i efteråret. Træneren blev fyret, Morten Wieghorst hyret. Bassogog blev udskibet til Kina for gode penge, hvilket luner. Men alle indkøb i sæsonen har vist sig at være for dårlige, for hypede eller bare for klynkende og egocentrerede. De ældre spillere, der skulle udgøre rygraden i en ellers absurd ung trup, er enten kronisk skadede eller slet og ret for dårlige. Og det virker som at der en kvalitetsmæssig ubalance mellem kvaliteten i forsvaret relativt til offensiven.

Så jeg kan sagtens forstå at Allan Gaarde for tiden har ualmindelig travlt med at give den i rollen som den store fortolker af AaB’s aktuelle malaise. For det kunne jo ske, at nogen andre end ham selv ville placere ansvaret for trupsammensætningen hos, ja, Allan Gaarde.

Måske min skuffelsen ikke er rimelig. Der er trods alt tale om en klub, hvis budget ikke er blandt de seks øverste i Superligaen. Og jeg kunne ikke drømme om at bede AaB om igen køre en casino-økonomisk kurs, sådan som det skete i 00’erne. Men det føles alligevel forkert at de er så middelmådige. Selvbevidstheden er til mere. Det gør ondt at se ens hold være så dårlige, når det nu kun er tre år siden de blæste alt modstand af banen og vandt the Double.

Hvad så med Wieghorst? Jeg var skeptisk da han blev ansat, men holder ham trods alt ikke helt ansvarlig for forårets deroute. Han har arvet en trup, der ikke var hans – og med skader til nøglespillere (først og fremmest Würtz). Men hvis ikke der er mærkbare forbedringer næste sommer, så kommer jeg ud med høtyven og kræver heksen brændt på bålet. Desuden vil jeg ikke (genta’r: IKKE) opleve flere 0-4 og 0-5 kampe mod hold som AGF eller OB. Der er trods alt grænser for hvor mange gange jeg kan holde ud at få knust mit AaB-hjerte!

PS. Jeg kunne i dette indlæg også have skrevet om min skuffelse over FC Roskilde, der i dette forår formøblede en fremragende mulighed for at komme i Superligaen væk. Deres uduelighed gør dog ikke i nærheden af ligeså ondt som AaB’s tilstand. Det må blive i et fremtidigt indlæg, når mit vredladne nordjyske selvbillede er blevet fusioneret endnu mere ind i det milde østsjællandske sindelag her i Roskilde.

Bogfronten

Ikke meget skønlitteratur jeg får fortæret for tiden. Har vanskeligt ved at fokusere, synes jeg. Nok mest på grund af permatrætheden. Men også fordi jeg er begyndt at blive træt af at læse på min Kindle. Den er ikke befordrende for min dybe læsning. Skimmer for meget, læser ikke sætninger tilpas grundigt.

Det går dog lidt bedre for de fysiske bøger. Hvis jeg formår at iPad’ens nyhedsside og underlødige fristelser fra mig, så går boglæsningen faktisk slet ikke så ilde.

Fik den første sending non-fiction i umindelige tider for nylig. Af den har jeg som nævnt læst dele af John S. Strongs ‘Buddhisms: An Introduction’, som dog er kommet midlertidigt en tur på boghylden.

I stedet har jeg læst den rablende gale Alexander Dugins ‘Eurasian Mission: An Introduction to Neo-Eurasianism’. Bogen kan nok bedst beskrives som Putins ideologiske og geopolitiske kampskrift. Den er således både interessant og provokerende, om end ikke ligefrem munter. Kom efter endt læsning til at tænke på George Orwells anmeldelse af Hitles ‘Mein Kampf’ i 1940. Heri skrev han:

“Also Hitler has grasped the falsity of the hedonistic attitude to life. Nearly all western thought since the last war, certainly all ‘progressive’ thought, has assumed tacitly that human beings desire nothing beyond ease, security and avoidance of pain. In such a view of life there is no room, for instance, for patriotism and the military virtues. The Socialist who finds his children playing with soldiers is usually upset, but he is never able to think of a substitute for the tin soldiers; tin pacifists somehow won’t do. Hitler, because in his own joyless mind he feels it with exceptional strength, knows that human beings don’t only want comfort, safety, short working-hours, hygiene, birth-control and, in general, common sense; they also, at least intermittently, want struggle and self-sacrifice, not to mention drums, flags and loyalty-parades. However they may be as economic theories, Fascism and Nazism are psychologically far sounder than any hedonistic conception of life. The same is probably true of Stalin’s militarised version of Socialism. All three of the great dictators have enhanced their power by imposing intolerable burdens on their peoples. Whereas Socialism, and even capitalism in a more grudging way, have said to people ‘I offer you a good time,’ Hitler has said to them ‘I offer you struggle, danger and death,’ and as a result a whole nation flings itself at his feet.”

Dugin er nået frem til Hitlers erkendelse, tror jeg. Hans ideologi tilbyder i hvert fald samme type logik om selvopofrelse, vold og og totalitarisme.

Guld, røgelse og myrra skær

Noget mere opløftende er Chris Wickham ‘The Inheritance of Rome: A History of Europe from 400 to 1000’. Endnu et af disse upåklageligt saglige, dybdegående og indsigtsfulde historiske værker af en Oxbridge professor, hvis digre værker i diverse anmeldelser konsekvent kaldes ‘magisterial’.

Det er en interessant tidsperiode, synes jeg, altså Europa i århundrederne efter at det vestromerske rige falder fra hinanden. Vi er i den tidlige middelalder, hvor der er folkevandringer og regulær tilbagegang i det store perspektiv. Jeg fandt det eksempelvis meget tankevækkende, at de arkæologiske fund fra perioden år 450-700 viser, at samhandlen på tværs af Europa (og Afrika) gik mere eller mindre i stå og den ellers minutiøst organiserede romerske skatteopkrævning brød sammen. Måske endnu mere konkret blev kvaliteten af håndværk af eksempelvis potteri forringet henover tid. Det er med andre ord ingenlunde en historisk konstant, at vi som samfund vil opleve permanent vækst og fremgang. I realiteten er det løgn, vi har gået og fortalt hinanden de sidste 2-300 år siden oplysningstiden og den industrielle revolution. Normaltilstanden i menneskets historie har for langt størstedelen af befolkningen været stagnation eller svag tilbagegang. Det er da en skræmmende tanke, er det ikke?

Wickham er i bogen meget påpasselig med at konkludere eller postuleret noget, som han ikke har historiske kilder til at dokumentere. Hvilket jo er agtværdige egenskaber i en historiker. Omvendt gør det ham også kedeligere end nødvendigt – og gør hans job det meget sværere, fordi der er jo er meget færre bevarede kilder til denne ‘dark age’ end der var til romerriget nogle århundreder i forvejen.

Man støder derfor ofte på formuleringer i bogen i stil med “… men det ved vi ikke med sikkerhed” og “kilderne er ikke entydige, og det er vanskeligt at konkludere x, y, z”. Det gør den samlet set lidt trættende, men jeg hænger i. Jeg skal nu til at i kast med afsnittet ‘The Empires of the East: Byzantine survival 550-850’, hvilket jeg som en gammel fan af Byzans ser meget frem til at fordybe mig i.

Øvrige bøger? Jo, jeg er begyndt på ‘City of Miracles’, der er bind tre i Robert Jackson Bennetts ‘The Divine Cities’ trilogi. Jeg går ind til den med åbne og lidt skeptiske øjne. Første bind var fremragende og nytænkende fantasy, mens bind to ikke rigtig fungerede for mig. Så det kan blive både en dreng og pige, som de siger.

Midt i livet

Det er jo ikke fordi, der ikke sker noget, vel. Muligvis ikke store og episke ting, men alligevel. “Men med hvad?”, spørger I så. Nuvel, det skal jeg fortælle jer. Jeg fremstår nok en smule smådeprimeret i dette indlæg. Det er jeg nu ikke. Blot fanget i den driftorganisation, de kalder for ‘livet i en småbørnefamilie’:


Vi sover for lidt. Alt, alt for lidt. Datteren har fået en grufuld uvane med at vågne skrigende og hjerteskærende grædende om aftenen efter en halv times søvn. Hvorefter det tager en times tid at få hende rolig igen (= farvel i forvejen udrydningstruede fritid). Hvis vi er rigtig heldige holder hun samtidig også sin storebror vågen, så han når at blive dejlig overtræt og semi-crazy. Sidenhen vågner hun også midt om natten og øffer løs. Og så sætter hun endelig prikken over i’et ved at stå op før kl. 5. Det er vitterligt ikke særlig morsomt.


Jeg grubler over hverdagslogistikken, når Den Bedre Halvdel begynder at arbejde igen. Aner ikke hvordan vi skal få tingene til at hænge sammen med arbejde, pendling, aftenvagter, børn i institutioner i hver sin ende af byen, indkøb, mad, putning. Eller hvordan min arbejdsgiver (og min såkaldte ‘karriere’) egentlig har det med, at jeg om et øjeblik igen begynder at få behov for fleksible møde- og gåtider. Vores hverdagsmodel er ikke rigtig bæredygtig, er jeg bange for. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Ville ønske vi havde nogle pasnings-lystne bedsteforældre i nærheden.


Relateret til ‘karriere’: Jeg skal have fundet noget nyt at lave. Det er ikke en ny erkendelse – har jo sådan set gerne ville have et nyt arbejde i mere end 2 år – men jeg er lidt fanget i konfliktende prioriteringer (jobbet skal både være spændende, meningsfuldt, velbetalt, ligge tæt på og så tilpas fleksibelt, at vi får løst hverdagslogistikken). Det slår min sjæl ihjel at bruge 8-9 timer hver dag i en stilling, hvor jeg hader mine arbejdsopgaver og kan mærke hvordan jeg går mere og mere intellektuelt i stå. Jeg er 35 år og sidder i en blindgyde. Det påvirker mit sortsyn og humør endnu mere end den fraværende søvn.


Apropos søvn: Jeg bekymrer mig over, at min datter nægter at falde søvn sammen med mig, og der derfor venter nogle episk rædsomme aftenstunder forude, når jeg lige om lidt er alene hjemme med de to små rockere.


Min søn har evindeligt tilbagevendende eksem på hænderne – med heraf afledt behov for dyre cremer og hyppige smøringer.


Fik jeg nævnt at vi sover alt for lidt? Ja? Overskuddet forsvinder. Energien og kreativiteten er mere eller mindre væk. væk. Humøret påvirkes. Lunten bliver kortere. Den Bedre Halvdel tager tilmed mere af natteroderiet end jeg gør, så jeg burde ikke sidde her på internettet og jamre.


Til gengæld spiser jeg for meget og motionerer for lidt. Kombineret med den notoriske permatræthed, begynder det kunne ses og mærkes. Jeg føler mig stadig mere og mere midaldrende.


Den politiske karriere … mjah. Det går vel nogenlunde fremad. Jeg gør en masse ting, som jeg egentlig ikke bryder mig om. For det er vanskeligt at få opmærksomhed som ukendt kandidat, hvor jeg ikke har det store netværk. Så jeg skriver læserbreve (om alle mulige ting, som jeg ikke nødvendigvis har stærke holdninger om, endsige indsigt i) og håber på en skønne dag også at komme i det redaktionelle indhold. Og så debatterer jeg på facebook. Det føles som et overgreb på mig selv (der er aldrig kommet noget godt og konstruktivt ud af at diskutere noget som helst på sociale medier!), men alle de kloge siger at det er dér, at man skal møde sine vælgere. Men lide det? Det kan jeg ikke.


Midt i opremsningen glemmer jeg at nævne alle de gode stunder vi oplever. At de to rockere åbenlyst trives. Når vi er ude at lege. Når Datteren griner lykkeligt over at se mig, og kravler lynhurtigt rundt som en adræt lille rullepølse. Når Drengen er glad for sin børnehave. Når han siger besynderlige ting, er vild med superhelte og Paw Patrol samt stiller et hav af spørgsmål om alt muligt. Når vi besøger nye venner i Trekroner.

Det er den slags, der får denne fase af livet til at hænge sammen igen.