Stadig dødelig

Det virkede ellers så udramatisk. Jeg skulle jo blot reparerer sønnens legetøjsværktøjsbænk. Blot endnu en af de 10.000 gange i løbet af en feriedag, hvor jeg bøjer mig ned for at feje madrester op, fjerner beskidt børnetøj fra gulvet, løfter en legesyg datter op, sætter noget på plads, leger Iron Man vs. Captain America med sønnen. Ren rutine og hverdag, skulle man tro.

ZAP! sagde det.

Eller, nuvel, faktisk var det lydløst. Men jeg fik et snappende og ondskabsfuldt jag i lænden, hvorved jeg rekvirerede mig et klassisk hekseskud (eller som min lægekone siger: Er facetsyndrom).

Det gør djævelsk ondt. At komme op fra en seng eller en stol er blevet en større logistisk (og pinefuld) øvelse. Hidtil har jeg aldrig for alvor forstået hvorfor det er så alvorligt for en ko at blive væltet om på siden, men nu empatiserer jeg i allerhøjeste grad med de stakkels drøvtyggere.

Jeg kan ikke bevæge mig uden at en eller anden fordømt nerve er i klemme. Kun når jeg står op eller går i semirask trav, gør det ikke snerrende ondt i lænden. Så ikke mere løssluppen dansen rundt til ’Jazz’n’Samba’ med de to små rockere, sådan som vi ellers gjorde det i går. Ak og ve.

Så alt i alt krabber jeg rundt her som en anden krøbling. Og bliver nok engang mindet om at jeg er midaldrende og at jeg langt fra er usårlig.

Læsekrise

Har en midlertidig skønlitterær læsekrise. Altså, en krise for så vidt at jeg ikke har begyndt eller afsluttet en bog siden 1. juni, hvor jeg med stor tilfredshed lukkede Robert Bennett Jackson ganske vidunderlige fantasyværk ‘City of Miracles’ i. Og at jeg i skrivende stund ikke kan komme på en eneste roman, som jeg bare må og skal læse.

Min to-read liste på Goodreads er rig, ja nærmest frodig, på faglitteratur, mens det kniber mere med skønlitteraturen.

Bevares, jeg har da en del ‘nice to read’ bøger på listen, som er samlet op efter at have læst diverse ‘MOST OBSCENE HORROR BOOKS EVER!!!’ og “FANTASY CLASSICS WITH SEXY ELVES” lister på obskure blogs rundt omkring i internettets grimmeste afkroge. Men ‘must-read’ titler? Mjah. Ikke rigtig.

Inspireret af Tine overvejer jeg derfor at give Stephen Kings ‘Dark Tower’ bøger en chance mere. Jeg kløjedes dog i første bind, der var lidt for forfatterskole-skrevet for min simple smag, manglende koncentrationsevne og begrænsede kognitive evner. Følte mig på den baggrund ikke klar til at lave en så stor tids- og energimæssig investering, som en flere tusinder sider lang bogserier udgør. Bind et – ‘The Gunslinger’ – ligger dog fortsat på min Kindle, hvor den hvisker lokkende og forførende til mig. Og jeg er ikke ganske afvisende overfor idéen om at finde sammen igen.

Samtidig overvejer jeg om tiden er inde til at støve nogle af de science fiction klassikere af, som jeg i sin tid gik i stå i. For siden at arkivere – med beklagelse og et skamfuldt blik – som ej-færdiggjorte.

Det er især Dan Simmons ‘Hyperion’ og Iain Banks ‘Consider Phlebas’, jeg tænker over. Begge optræder evig og altid med statsgaranti på alle lister over bedste science fiction bøger, så hvorfor gik jeg i stå i dem og magtede ikke at se deres storhed? Der må være noget galt med mig, tænker jeg. Samme overvejelser (og selvindsigt) har jeg med Peter F. Hamiltons ‘Void’ trilogi, et science fiction univers jeg nu på 10. år stadig ikke er kommet ind i, endsige forstår det basale af. Måske man burde giver det forsøg nummer fire efterhånden, jeg er jo vild med resten af mandens bøger.

Eller måske har de nærværende læsere nogle anbefalinger? Genre er ligegyldigt, jeg er åben for det meste.

Dvale (næsten)

Har brug en del mentalt krudt de sidste par dage på at opsætte min nye offentlige digitale platform.

Den pludselige skrive- og blogaktivitet er drevet af forskellige faktorer. Dels har jeg fået mere fritid og mental energi efter jeg indstillede min politiske aktivitet og mit kandidatur til byråd og regionsråd1. Dels giver mit dagarbejde stadig mindre mening for mig, hvorfor jeg må finde meningen og den personlig udvikling andetsteds (eksempelvis i at skrive).

Har derfor længe funderet over hvor jeg henlægger mine skriveaktiviteter og udlever min kreativitet. Lige nu er de:

  • Udkastet – personlig blog skrevet under pseudonym (handler mestendels om bøger og popkultur)
  • Medium – min nye offentlige digitale platform, der skal bruges til (gulp!) personlig branding og være mit ansigt udadtil
  • Evernote/Day One – min indadvendte, navlebeskuende og meget lidt offentlighedsegnede dagbog
  • Facebook – lejlighedvise kvækkerier, kombineret med uklædeligt nuttede børnebilleder
  • Twitter – endnu mere lejlighedsvise kvækkerier
  • Email – jeg skriver ofte med venner i en-til-en format om alskens hjerte-smerte emner. Faktisk er jeg meget old-school emailer. Er den måde jeg foretrækker at kommunikere via
  • Og så indtil for nylig også min kandidathjemmesiden og min politikerside på Facebook
Det er mange steder at være på én gang – antageligvis også for mange! Og den mest pressede af platformene er begrædeligt nok Udkastet. For det at skrive en sparsomt besøgt blog under pseudonym opfylder ikke rigtig noget helt evident behov for mig længere. Jeg opnår større katarsis og mental renselse af at holde de store bekendelser og grublerier for mig selv i Evernote/Day One. Facebook, og den nye platform kan (i hvert fald i teorien) bruges bedre til – gys! – personlig branding.

Så selvom Udkastet nok er min grundlæggende hjerteblog, så får den mindre opmærksomhed fremadrettet. I stedet fokuserer jeg på Medium til det eksterne skriveri og Evernote / Day One til det indadvendte. Håber I vil læse med på alle de forvirrende mange kanaler.

  1. Har jeg ikke fået nævnt her. Men det har jeg altså. Indså at jeg ikke har tiden og ressourcerne til kampagne og politik, når vi lige om lidt begge arbejder []

City of Miracles

Se, dét var straks bedre, Robert Jackson Bennett! For efter at ‘City of Blades’ efterlod mig lidt kold indeni, så har han virkelig oppet sig med den sidste bog i fantasytrilogien ‘The Divine Cities’.

City of Miracles

‘City of Miracles’ er hæsblæsende action nærmest lige fra side 1. Bennetts evne til at kombinere et spændende plot med et originalt og skævt fantasiunivers, er ganske enkelt noget af det bedste jeg har læst i nyere tid. Han gjorde det samme i stand-alone mesterværket ‘American Elsewhere’, og Bennett sidder dermed efterhånden ganske solidt på førstepladsen over forfattere, som jeg ganske enkelt skal læse alle nye bøger af1.

I ‘The Divine Cities’ befinder vi os ikke i et slags faux-middelalder Europa (som i 99% af alle andre fantasybøger), men derimod i det der bedst kan beskrives som en blanding af tsartidens Rusland og Mughal Indien. Det er dejligt forfriskende ikke hele tiden at pølse rundt i det samme (post-)Tolkien’ske billedsprog, og bøgerne er alene af den grund anbefalelsesværdige.

Kan næsten ikke vente til hans næste bog!

  1. Tidligere vindere af prisen: Douglas Coupland, Peter F. Hamilton, George R. R. Martin []