Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?

Finish the Book, George!

George R. R. Martin, nu skal jeg sige dig en ting: Du skal KRAFTEDEME ikke sidde dér og være en krukke, og love at vi ”måske” får næste Game of Thrones bog inden udgangen af 2018. Du skal fandeme ikke sidde der på din lousy blog og tale om ”gode dage og dårlige dage”, når der er gået SEKS ÅR siden seneste bog i serien.

“And, yes, I know you all want to know about THE WINDS OF WINTER too. I’ve seen some truly weird reports about WOW on the internet of late, by ‘journalists’ who make their stories up out of whole cloth. I don’t know which story is more absurd, the one that says the book is finished and I’ve been sitting on it for some nefarious reason, or the one that says I have no pages. Both ‘reports’ are equally false and equally moronic. I am still working on it, I am still months away (how many? good question), I still have good days and bad days, and that’s all I care to say.

Whether WINDS or the first volume of FIRE AND BLOOD will be the first to hit the bookstores is hard to say at this juncture, but I do think you will have a Westeros book from me in 2018… and who knows, maybe two. A boy can dream…”

Når du har tid til at mingle med skuespillere, lave spin-off tv-serier, skrive flere bogindlæg om dagen, være redaktør på tåbelige antologier, være kongen af bogmesser og æde dig igennem samtlige restauranter i Albuquerque og omegn, så har du OGSÅ TID TIL AT FÅ SKREVET DEN FORBANDEDE BOG.

Tv-serien overhalede dig for over en sæson siden og hele dit skabagtige ”uuuuuuh, jeg er en kunstner for kunstens skyld, og jeg skylder jer rent faktisk ikke en bog, nå!”-ævl er noget af det værste, jeg har oplevet en forfatter udsætte sine læsere for. Gu’ gør du så, din skriveblokerede burgøjser.

Sæt din behårede røv ned foran tastaturet og få skrevet den bog. NU! NU! NUUUUUUUU!

And then there were none

Har nu læst mit livs første Agatha Christie bog; det klassiske locked-room mystery ‘And then there were none’ fra 1939.

Inspirationen til at læse bogen kom fra ‘Six Wakes’, der bedst kan beskrives som netop en locked-room krimi med kloner fanget om bord på et rumskib.

‘And then …“ er dog noget mindre intergalaktisk. Her udspiller mordgåden sig på en stormombrust ø udenfor Devons kyst. De mere jordnære omgivelser til trods, så kan persongalleriet målt på excentricitet sagtens kan konkurrere med de højspændte kloner i ‘Six Wakes’. Vi finder alt fra pensionerede dommere over religiøse guvernanter til skruppelløse lejesoldater fra det mørke Afrika. Karaktererne i historien er karikaturer/roller snarere end personer, og Christie har en svaghed for fiffige formuleringer og høflige dialoger mellem gentlemen. Det er ganske fornøjeligt, især hvis man sidder med sin monokel i øjet og ens scotch opskænket.

Det er ikke en lang bog, og man kan sagtens mærke at den er skrevet for snart 80 år siden. Ikke at det gør noget. Faktisk tilføjer det historien en ikke ubetydelig charme. Christies facon og stil er mere løjerlig og old school end man er vant til. Skrivemåden er mildest talt heller ikke særlig subtil. Alene det faktum, at når et afsnit er tiltænkt at være uhyggeligt eller sætlig dramatisk, så SKAL det konsekvent skrives i kursiv, således at læseren ikke skal overbebyrdes med selv at udlede det af teksten.

Selve mysteriet? Jeg vil ikke afsløre noget. Overordnet set synes jeg Christie afvikler sit plot blændende, men selve svaret på mordgåden var et antiklimaks for mig. Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale bogen. Har man lyst til et retro mordmysterium, så gå endelig i kast med den. Den er aldeles glimrende underholdning i timevis.

Intellektuel malaise

Mine blogindlæg størkner for tiden. Mest fordi jeg ikke er særlig kompetent til at skrive om de ting der aktuelt fylder i min tilværelse. Jeg kunne f.eks. have skrevet om:

… hvordan jeg vil give en hædersmedalje til vedkommende der opfinder ‘sådan-får-du-dit-barn-til-at-sove-NU’ løsningen. Eller den brave sjæl, jeg kan betale for at levere gode råd om hvordan en introvert, uempatisk og forkølet mand med hold i ryggen håndterer sine to børn, alt imens hans bedre halvdel er på 24 timers vagt på hospitalet. Måske jeg endog kunne skrive om hvor frustrerende det kan være med børn i trodsalderen. Men ak, jeg er ikke en særlig god mommy blogger, så den slags kan I nok læse andet og bedre om andetsteds.

… hvordan føromtalte hold i ryggen nu på tredje uge gør mig gnaven og ikker så lidt pirrelig. Dels fordi jeg stadig ikke kan løbe (og derfor forfalder mere og mere), dels fordi jeg ikke kan sidde ned i længere tid uden at blive helt øm og Pia Christmas-Møller’sk i min ryg. Som papirnusser har jeg brug for at kunne sidde ned foran computeren, hvis jeg da ellers skal koncentrere mig nok til at sprøjte mine kedsommelige notater ud i lind strøm. Nu står jeg der i stående tilstand og blomstrer hele dagen på mit kontor, til stor moro for Marketingafdelingen. Men ak, syg- og dårligdomme er heller ikke et emne jeg er ekspertskribent indenfor, så det går næppe.

… hvordan vi er i ukonkrete, men dog væsentlige boligovervejelser. Skal vi forlade den pragtfulde, men absurd dyre lejelejlighed i hjertet af Roskilde – et sted vi er faldet mere end godt til? For at søge lidt længere ud af toglinjen vestpå, hvor livet er mere … sovebysagtigt, men hvor der er et noget mere anstændigt forhold mellem pris og kvalitet end tilfældet er her i Korsbæk? Men ak, hvem gider læse om boligmarkedet i smørhullerne Lejre og Hvalsø?

… hvordan jeg efter en sommerferie spenderet på at være hjemme, have hold i ryggen og indkøre en datter i vuggestuen, nu ærlig talt gerne vil ud i den store verden igen. Men ak, rejseblogger er heller ikke min naturlige metier.

… hvordan jeg ikke har set en ny film eller tv-serier i mands minde. Forsøgte at gå i gang med den nye sæson af ‘House of Cards’, men jeg KAN IKKE. Sæson 4 ødelagde for meget, og det dårlige plot fortsætter ufortrødent i sæson 5. Det gider jeg ærlig talt ikke være med til, endsige spilde blogplads på.

… de to mere end udmærkede science fiction bøger – ‘Version Control’ og ‘Six Wakes’ – jeg har fortæret den seneste uge. Men jeg har alle dage været en gudsjammerlig anmelder. Det ville udarte sig til platituder i stil med ‘FREMRAGENDE underholdning’, ‘eskapisme på højt plan’ og ‘en herligt væmmelig dystopisk roman om tidsrejser’.

… aktuelle sportsemner jeg obsesser over, herunder NBA draften i 2017 og AaB’s transfervindue. Hvilket dog ikke just plejer at interessere nogle af de få nærværende læsere her på siden.

… geopolitiske emner som Trump, Nordkoreas missiler, Liu Xiaobo, G20 mødet og alskens andre emner, som et intellektuelt fyrtårn som jeg selvsagt burde have nogle friske og indsigtsfulde tanker om. Det har jeg dog ingenlunde, så det må I også finde andetsteds.

Så hvad skal jeg så skrive om?

Bogåret 2017 – halvårsstatus

Nuvel, jeg plejer altid at være en værre krukke i de her bogindlæg. I ved nok: “ÅÅÅÅH, jeg har slet, slet ikke fået læst alle de bøger jeg plejer, AK OG VE, verden er da også af lave”. Se bare indlæggene fra nytår 2016 og nytår 2015. Utåleligt. Ganske enkelt utåleligt.

Vanen er tro har jeg da heller ikke denne gang fået læst det antal bøger, jeg gerne ville. Men til forskel fra tidligere humblebraggende år, så passer mine jeremiader faktisk denne gang. Se blot her på den samlede liste over læste bøger i første halvår af 2017 (ud fra mine sædvanlige kategorier). Der er virkelig tørret ud i kvantiteten af læste bøger. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.


Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’ (n)
  • Karl Ove Knausgård: ‘Min kamp 1’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’ (n)
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’ (n)

Kommentar: Et par solide historiebøger på listen, der alle gjorde mig klogere på centrale begivenheder og perioder i verdenshistorien. Knausgård var nok den mest positive finkulturelle læseoplevelse, mens resten var horrorbøger, der alle underholdt mig fyrsteligt. Alle der kan lide Stephen King ca. anno ‘Salem’s Lot’ kan trygt stige ombord i Maberry og Deady. De vil udgøre prægtig blodtørstiog sommerlæsning.

God, men nok mest hvis du er sær

  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’ (n)
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’ (n)
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’ (n)
  • John Strong: ‘Buddhisms’ (n)

Kommentar: Domineret af non-fiction indenfor forholdsvis esoteriske emner. Alle gjorde mig klogere på og/eller mere foruroligt over verden. Men som kategorien også antyder, så skal man nok have interesse i emnerne i forvejen. Hvis man ikke synes geopolitik er særlig sexet, er det eksempelvis en dårlig idé at gå i gang med Dugins pro-russiske kampskrift.

Skuffende. Meget skuffende

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’

Kommentar: POKKERS! De to første bøger i trilogien var fremragende, men i tredje bind gik Schwab helt Young Adult amok. Det var ikke til at komme igennem en side uden kærlighedssyge teenagere, der ytrede den ene episke absurditet efter den anden. Hvilket jeg måske kunne have levet med, hvis ellers så plottet havde holdt vand. Det var ikke tilfældet. Årets klart værste skuffelse.

Bøger, jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’ (n)

Kommentar: Måske jeg bare skal i gang … men det er godt nok nogle lange indledende kapitler om unge Karls opvækst i Trier og omegn. Må give bogen en chance mere, når jeg engang ikke længere er permanent træt.


Så helt overordnet:

Et ok, men ikke bjertagende bogår indtil videre.

På plussiden står, at jeg er blevet meget mere efficient i min læsning. Det er ny rekord, at jeg kun er gået i stå i én bog det seneste halve år. Og den er jeg ikke engang gået i stå i per se, den har bare været vanskelig at komme igang med. Tilmed var der kun én af de bøger jeg læste, som var decideret skuffende. Så enten er min evne til at udvælge de rigtige bøger blevet bedre, eller også er mine kvalitetskrav til bøgerne blot dalet.

Kvantitativt er det gået tilbage. Der er selvsagt en helt åbenlys forklaring: Jeg har to børn på henholdsvis 1 og 3 år, hvilket udsletter det meste af ens fritid. Men det forklarer nu ikke det hele.

Sagen er også den, at jeg dels har udsat at købe nye (fysiske) non-fiction bøger i et stykke tid, dels at jeg ikke for alvor er stødt på skønlitterære titler, som jeg ganske enkelt måtte læse. Min Kindle-læsning er også faldet af på den. Hvor jeg tidligere ofte læste på den i toget eller i mørket før jeg falder i søvn, så har nyhedslæning og underlødig iPad-surfning ligeså stille overtaget meget af bogtiden.

Det vil jeg forsøge at gøre noget ved, tror jeg.

Vrede kvinder, ja tak

Har igennem et stykket tid barslet med et indlæg om hvordan jeg for tiden svælger i sange af vredladne kvindelige rockmusikere. Men ordene bliver aldrig særlig begavede (og hvad kan der egentlig siges af begavede ting indenfor emnet ‘de her sange er jeg vild med for tiden’?), så de mange gode hensigter er stagneret til det rene ingenting.

Så vil i stedet nøjes med at hidbringe to eksempler på sange, som gør mig glad for tiden:

Er de helt afskyelige? Er jeg for alvor koblet af enhver form for god musikalsk smag?

Hvad jeg har lært af en uge med hold i ryggen

Jo, den er god nok; jeg er stadig verdens mest sølle og ynkværdige eksistens, når jeg er syg. Der bliver jamret, klaget, brokket, ynket og opmærksomhedshiget i lange baner. I begyndelsen af ugen, hvor jeg kombinerede holdet i ryggen krasbørstig forkølelse, må jeg officielt have nået Peak Mandesyg. End ikke mine børn kan undslippe den begsorte selvmedlidenhed. Min arme søns første spørgsmål hver morgen (lige efter: “Må jeg se Pokémon?!”) er nu trofast “Har du stadig ondt i ryggen, far?”. Hvortil meget lidt robuste far selvsagt benytter lejligheden til melodramatisk suk og almindelig krukket adfærd. Det er slet, slet ikke til at holde ud af være vidne til

Spøg til side, det ER absurd irriterende ikke at være fuldt mobil endnu. Man kan ikke være en effektiv småbørneforælder, hvis man ikke kan bevæge sig frit som en effektiv skralde- og omsorgsmaskine. Skal til kiropraktoren igen her til eftermiddag. Selvom det går fremad, så er jeg stadig øm og hæmmet af momentane jag i lænden. En noget træls måde at bruge sin ferie på