Secret of Mana

Det er ikke tit jeg udbryder spontane nydelseslyde, men det skete i dag. Lige midt i mit kontor på arbejdet, hvor jeg sad og papirnussede. Ved et tilfælde – for jeg er jo selvsagt ikke typen der kan blive distraheret af internettet i løbet af en arbejdsdag(!) – læste jeg inde på videospilsbloggen Kotaku at der er et remake af Secret of Mana i støbeskeen:

Square Enix is remaking Secret of Mana 2. The beloved role-playing game will be released in North America on February 15, 2018.

In August 1993, the game was originally released as Seiken Densetsu 2 in Japan on the Super Famicom (SNES), but sold outside Japan as Secret of Mana.

According to Famitsu, this is a full remake with full voice, new musical arrangements and other new elements like upgraded gameplay. 4Gamer reports that the Secret of Mana remake will have online multiplayer for up to three players.

Jeg er begejstret! Jeg kan allerede i dag genspille originalen på min Wii, men altså, et remake? Der ser ganske fortryllende ud? Og som kan rette op på de svagheder, som det oprindelige spil indiskutabelt led af? JA TAK! Jeg kan faktisk ikke lige komme på et andet spil, som jeg hellere vil spille en ny udgave af.

Glæder mig dybt, intenst og helt infantilt til februar måned!

Six Blocks Away

Det er ganske voldsomt hvad tid, druk og misbrug kan gøre ved en stemme.

En af datterens yndlingsdansesange er således Lucinda Williams’ ‘Six Blocks Away’ fra 1992. Dens tempo og omkvæd er perfekt til at vuggedanse med en 1-årig pige, som hviner af fryd, når man snurrer rundt. Det er en ren fornøjelse.

Nu har Williams så for et par dage siden udgivet en nyfortolkning af sin egen sang.

Man kan mene meget om originalen. Den er poppet og letbenet. Og Williams stemme er stadig ung, og knækker til tider over. Men i den nye udgave? Williams har skruet tempoet ned, gjort instrumenterne mere muskuløse og nærmest growler sig igennem vokalen. Hun er blevet 64 år og det har været et hårdtlevet liv, fornemmer man. Og selve sangen er blevet mindre … nuvel, mindre romantisk.

Jeg vil derfor ikke sige, at Williams gør sangen bedre her 25 år efter den udkom første gang. Det bliver i hvert fald ikke 2017-udgaven, som datteren og jeg kommer til at fylde tiden ud med inden hun skal puttes. Omvendt gav det mig en lejlighed til at hylde originalen en ekstra gang, så helt spildt er arbejdet ikke.

Og når I nu er i gang, så lyt til ‘Something About What Happens When We Talk’. Hvis den ikke kan smelte jeres permafrosne hjerter, så ved jeg ærligt talt ikke hvad der skal til.

Dumbphone

Hvad ville du savne, hvis du skiftede din smartphone ud med en, ja, dumbphone? Det tænker jeg lidt over efter at have læst en artikel i FT. Skribenten beskriver det ret godt, synes jeg:

“I’ve recently found myself wondering if I could do without Google Maps. It is, I think, the only app on my phone I’d really miss were I to swap my smartphone for a “dumb” one that handles only calls and text messages.

Why am I thinking about this? It’s because every time I try to read a book, I end up picking up my phone instead. I convince myself that I need to google something, something important, and, 30 minutes later, I’m scrolling through Facebook or Twitter with all sense of time and purpose lost.

I’ve taken to turning off my phone, but then I turn it back on. I’ve tried hiding all my colourful apps in little folders, but that doesn’t really work. I keep interrupting my own train of thought in order to do something that I don’t consciously want to do.“

Jeg vil ikke sige at jeg er helt ligeså langt ude i tovene. Eller, mjah, måske, tjoh. I hvert fald ikke i så høj grad på min telefon, som jeg er det på min computer. Jeg er usandsynligt nem at distrahere, når jeg sidder her foran tastaturet. Min evne til at fokusere på én ting er udfordret, og det bliver ikke bedre som årene går – desværre. Jeg er nyhedsjunkie og har en tendens til at tjekke mail, diverse nyhedssider, blogs og twitter for ofte. Det giver ingen reel værdi for mig, ligesom det går ud over min produktivitet, Ikke ligefrem en fordel, når man arbejder som papirnusser og varmluftsproducent.

Det er (lidt) bedre, når det handler om telefonen.

Jo, jeg finder den da lidt for rutinemæssigt frem, når der er tidslommer der skal fyldes ud. I ved nok, de der små øjeblikke i køen eller hvor man skal vente. Hvor man før i tiden havde accepteret ventetiden eller kedet sig et par minutter med at kigge ud i luften, så er min tolerance for ikke at blive stimuleret nu ikke-eksisterende. Værst er det når jeg griber mig selv i at tjekke telefonen, når jeg er sammen med de to arvinger. Det er jo en direkte forbrydelse mod nærvær og intimitet.

Så da Nokia bekendtgjorde at de relancerede deres 3310’er, funderede jeg da over om man burde tage skridtet tilbage. Men der ER jo ting, jeg vil savne:

  • Spotify. Det meste af mit musikforbrug foregår via telefonen.
  • Podcasts. Jeg lytter til en masse podcasts om alt fra politik til basketball.
  • Mobilepay. Et praktisk redskab.
  • Todoist. Min to-do liste, som strukturerer det meste af min eksistens.
  • Kortfunktionen. Rart at kunne finde rundt.
  • Kameraet. Selvom jeg ikke opdaterer Instagram et al så ofte, så tager jeg mange billeder af de to arvinger og hverdagen.

Jeg vil til gengæld sagtens kunne undvære email, internet og alle de andre distraktioner. Faktisk vil det være godt for mig, tror jeg.

Men samlet set er min nytte og glæde ved de ovenstående funktioner så stor, at jeg har vanskeligt ved at forestille mig, at jeg helt skulle opgive at have en smartphone.

Måske man kunne køre et parallelsystem, hvor jeg har en smartphone som arbejdstelefon, mens mit privatnummer er på en dumbphone. Jeg kunne så lægge min arbejdstelefon væk i alle de situationer, hvor jeg ikke eksplicit skulle løse en arbejdsopgave, eller hvor jeg er i transport (og dermed lytter til musik eller podcasts).

Ved dog ikke helt om jeg kan stole nok på mig selv til at holde sådan et adskilt set-up kørende. Min hidtidige rygrad har ikke just været imponerende …

Wichita Lineman

Jeg har et notorisk blødt punkt for melankolske countrysangere. Især dem der anvender ligeså melankolske strygere, som Jens Lekman siden hen sampler i en af sine bedste sange.

Så jeg blev da en anelse vemodig, da jeg læste om Glen Campbells død for et par uger siden. Der er blevet skrevet mange nekrologer siden da – den bedste jeg er stødt på er denne – og hans kamp mod Alzheimeren er ligeledes velbelyst. Jeg kan ikke sige at jeg har udforsket hele Campbells bagkatelog. Men det jeg har hørt er grænsende til vidunderligt. Hør ham lige i ‘Wichta Lineman’:

Er det ikke smukt? De strygere! Mmmmmm! De knuste hjerter længes og ensomheden er episk. Og prøv så lige ‘By the Time I Get to Phoenix’:

Jeg vil vove den påstand, at der ikke er lavet mere melankoske break-up sange end ‘By the Time …’, hverken før eller siden. Den er et mesterværk.

Malcolm Gladwell havde for nylig et afsnit af sin podcast ‘Revisionist History’, hvor han postulerede at det der gør countrysange så pokkers triste og melankolske er, at de er konkrete og specifikke1. Countrysangere synger om koner der dør af kræft, pick-up trucks der spinner med hjulene i mudderet, sønner der dør i krig i et land langt, langt væk og fornøjelsen ved at sidde med en iskold Bud Light en varm sommeraften under stjernerne. Det er alt sammen meget specifikt og ganske relaterbart på et almenmenneskeligt plan.

Glen Campbell er et fremragende eksempel. Hans ‘Wichita Lineman’ sidder der på telefonmasten og lytter til historier om savn, længsel og kærlighed, som han opsnapper via telefonlinjerner. Og i ‘By the Time …’ bliver bruddet meget, meget konkret i takt med den voksende geografiske afstand til hans nu tidligere elskede.

Det er fremragende musik – dens alder til trods.

PS. REM indspillede i 1994 også en fin udgave af ‘Wichita Lineman‘. Michael Stipe kunne have været en fortrinlig countrysanger.

  1. Egentlig er hans argument noget brede end det, men det er bedre at I selv lytter til afsnittet end at jeg genfortæller det []

Lille Bratislava

AaB har købt en angriber. Som jeg aldrig har hørt om. Pavol Šafranko, hedder han. Fra en klub i Slovakiet, som jeg heller aldrig har hørt om. Men FC DAC 1904 Dunajská Streda indtager åbenbart den øjeblikkelige fjerdeplads i den slovakiske liga, siger AaB i deres pressemeddelelse. Og Šafranko er både “ærgerrig, snu, hårdtarbejdende og fysisk stærk”, hedder det. Han lyder med andre ord som den perfekte dørmand i Jomfru Ane Gade. Og med de nu i alt tre slovakker i truppen, må man vel betragte Aalborg som en nordlig forstad til Bratislava.

Nuvel, måske jeg burde lade den blaserte distance og sarkasme hvile. For AaB har indiskutabelt brug for et stort skur i angrebet. Måske Šafranko er lige det, der skal til.

Jeg er stor fan af Jannik Pohl, som jeg betragter som den næste store ting i nordjysk og dansk fodbold. Men guderne skal vide at han ikke kan score mål. Om så de så var kilometerbrede, iklædt for korte kjoler og hoppede indbydende hen imod ham, ville Pohl ikke kunne ramme dem. I hvert fald ikke med det nuværende miserable offensive setup i AaB. Pohl har akut brug for hjælp fra en kompetent angrebskollega, thi den arme mand får ingen støtte til at løfte et alt for stort offensivt ansvar. Og måske Šafranko kan medvirke til at forløse Pohl af den nuværende frustrerende ineffektivitet?

Man kan kun håbe det bliver sådan tingene går. Ellers opbygger jeg snart en fodboldrelateret depression.

For jeg sad således og så Horsens – AaB fredag aften. Det var halvanden time af mit liv, jeg aldrig får igen. Magen til bras og dårligdom skal man lede længe efter. Selv ikke min stakkels søn ville jeg udsætte for den pinsel. Der har været mørke AaB-stunder tidligere i mit liv, men det føles særlig stærkt denne gang. Selv ikke under Magnus Pehrssons og Bruce Riochs rædselsregimer har jeg oplevet en lignende pessimisme om min klub.

Så gør hvad du kan, Šafranko. Der er brug for det.

Min kamp 2

Er nu på side 505 i Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp 2’. Den er selvsagt velskrevet og unik … men … jeg er ikke helt så betaget som jeg var under læsningen af første bind.

Normalt er jeg meget plotorienteret. Der skal ske noget i en bog, før end min reptilhjerne vågner og bliver begejstret. Det grundpræmis slog jeg dog fra i ‘Min kamp 1’, simpelthen fordi Knausgård er helt uforlignelig til at skrive. Og, ikke mindst, fordi der er sekvenser jævnt fordelt ud over de mange sider i hans romaner, hvor han krystalliserer livet for en midaldrende, utilfredsstillet og uudfoldet småbarnsfar til perfektion.

Endelig kan han levere sætninger, som er uhørt morsomme og rammende. Tag nu bare denne fra side 101 i ‘Min kamp 2’, hvor den ellers ganske libidinøse Knausgård konstaterer, at mænd de facto ophører med at være sexobjekter i det øjeblik de lægger hænderne på styret af en barnevogn, eller når ifører sig en slyngevugge:

“Sådan gik det til at jeg gik moderne og feminiseret rundt i Stockholms gader med en rasende attenhundredetalsmand i mit indre”

Kan det siges mere rammende? Næppe.

Men altså, ‘Min kamp 2’. Den mangler noget. Historien om Knausgårds hverdagsliv sammen med Linda og lille Vanja i Stockholm i 2005 (kun afbrudt af rablende litterære afstikkere) er ikke interessant nok i længden.

I ‘Min kamp 1’ var der – den luntende handling til trods – en tragisk, men fængende akse bestående af oprydningen af det gennemraserede hjem efter at Knausgårds far har drukket sig selv ihjel. Linda Boströms maniodepressive udsving er ikke tilnærmelsesvist ligeså fascinerende. Til tider har bogen været en anelse sej at komme igennem. Jeg er glad for at den snart er slut, og vil efter en behørig pause med rigelige mængder science fiction gå i gang med bind 3, tror jeg.

Ville dog ønske at han havde kaldt sine bøger noget andet. Det er altid en lidt akavet situation at hive en bog ved navn ‘Min kamp’ frem når man sidder der i toget mod Roskilde. Bevares, titlen kommer fra Knausgårds farmor, der havde for vane at sige at “livet er en kamp” (hvorfor titlen vel reel betyder ‘Mit liv’). Men det kan folk der forbinder titlen med Hitlers kampskrift jo ikke vide. Så nej, midaldrende dame, der stirrede ondt på mig i forgårs, jeg er ikke nazist, jeg læser en bog om en langhåret førmoderne nordmand, der filosoferer bittert over at skifte bleer på et kummerligt toilet i en svensk sommerpark.

Real Lies

Jeg har et crush på vrede, skaldede unge mænd på hustage for tiden. Først var det Emil Kruse ‘Hver dag’, men de senere måneder har jeg været helt uklædeligt besat af Real Lies. De er engelske og kan alt mulig. Faktisk er de et slags elskovsbarn mellem mindst tre-fire forskellige genrer og fænomener, som jeg holder af. Se bare her:

‘North Circular’ fra 2014 er nok deres bedste kreation. Hvis du ikke tør klikke på play, så kan jeg afsløre at det er synthpop a la Air France i kombination med tidlig The Streets. Nå, ja, og så får musikvideo for fuldt pornoorgel af blinkende lygter, køreture om natten i fremmedgjort urbant landskab bag duggede bilruder. Det er noget nær så storslået som det kan blive.

Men vi er ikke færdige. Langt fra, faktisk.

‘One Club Town’ er det smukke (mjah?) epos om at forlade ens lille indavlede hjemby – the one club town – for at tage til den hedonistiske storby, hvor man virkelig kan folde sig ud i sit eget underskønne individ. Real Lies bruger her et lille trick fra Chk Chk Chk ‘Heart of Hearts’, hvor beskidt electro krydres med en velsyngende soulsangerinde til at skabe en velgørende kontrast.

Til sidst er her Real Lies’ måske mest fornøjelige kreation:

‘Dab Housing’ får mig til at mistænke Real Lies for at have lyttet skamløst meget til den svenske electrobølge anno 2007-2008. Sammenlign f.eks. med Tough Alliance ‘Something Special’. De er som to ikke særlig kønne tvillinger adskilt fra fødslen. Tempoet er lidt mere slæbende i ‘Dab Housing’, men ellers er stemningen den samme. Uanset hvad, så er jeg pjanket med det!

Real Lies mikser alle mulige stilarter, jeg sætter pris på hver for sig – og lykkes ganske ofte med at lave en fusion, som gør mig endnu mere tilfreds. De har endnu kun udgivet ét album, så jeg afventer spændt nyt fra deres hånd. Noget tyder dog på at de er på vej frem i verden, og de har sågar mixet Pet Shop Boys’ i forvejen ikke særlig interessante ‘Say it to me’. De bliver spændende at følge fremover.

Alt går fra hinanden

Det har været en lidt træls uge, sagt på nordjysk. Med dårlige nyheder og nye bekymringer. Det smitter af på humøret, og måske også på den musik, jeg lytter til i øjeblikket. Min mest lyttede sang i øjeblikket er Lars H.U.G ‘Alt går fra hinanden’.

H.U.G. er ellers en af de musikere, jeg har et tvetydigt forhold til.

På den ene side hader jeg hans krukkede facon, selvhøjtidelige ego og ikke mindst: Hans jazzede periode. Intet kan få mig til at se mere rødt end hans afskyelige duet ‘Backwards’ med Lisa Ekdahl, jeg bliver – igen på godt nordjysk – helt tovlig, når den vederstyggelighed kryber ud af skammekrogen.

På den anden side er det vel kun Lars H.U.G. (og Steffen Brandt i den tidlige periode af TV-2, I ved nok, før det hele handlede om skolelærere og har-vi-det-ikke-hyggeligt?), der i en dansksproget kontekst er i stand til at skrive og fremføre rene, inderlige, sårbare og fordømt fængende kærlighedssange.

Jeg mener: Ja, JA, ‘Elsker dig for evigt’ flirter voldsomt med episk kitsch og bliver i dag uundgåeligt bundtet sammen med 80’er nostalgi. Sangen er vanskelig at lytte til på sine egne vilkår. Men giv den lige en chance, bare en enkelt gang til. For det er en fantastisk sang. Hvornår har I sidst hørt så meget oprigtighed i en dansksproget sang. Mit bud på svaret er “Aldrig”.

Det samme gælder hans cover af ‘Hvorfor er lykken så lunefuld?’ (“Alt hvad jeg har i hjertet gemt, det har du ganske glemt/Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?“), som er desperat i alt sin hjertesorg. H.U.G. fremfører sangen med den forladtes sorg i stemmen.

Og så er det at vi kommer til ‘Alt går fra hinanden’.

Bevares, hans lidt for liberale anvendelse af det angloficerede ‘Babe’ skurrer i mine ører. Men selve sangen er eminent og en noget perfekt krystallisering af vemod. H.U.G. går fra harmoni til stadig mere desperation i takt med, at han går i stumper og stykker. Og alligevel ender det hele med den håbefulde(?) sætning: “Sikke en smuk dag at skilles fra hinanden”. Noget smukt er slut, det gør ondt, men livet går videre. H.U.G. når han er allerbedst.

Hans mesterværk ‘Kysser himlen farvel’ (1987) er i øvrigt et af de albums, jeg har hørt flest gange i mit liv. Albummet var på et af de kassettebånd, som lå i mine forældres bil i slut-80’erne/begyndelsen af 90’erne1. Der findes ganske enkelt ikke den kilometer tysk Autobahn, hvor ‘Elsker dig for evigt’, ‘Hvor går vi hen’, ‘Mon de kan reparere dig’ og titelsangen ikke er blevet spillet på Blaupunkt radioen i den røde Saab 900.

Og så har vi ikke engang nævnt hans tid i Kliché, hvor i hvert fald deres første album er i en liga helt for sig i dansk musikhistorie. Det rummer ikke en eneste svag sang, og er post-punk på niveau med Joy Division (mindst). Lyt selv til ‘Havets blå’, ‘Militskvinder’ eller min personlige favorit ‘Stjernerne i deres øjne’.

  1. i øvrigt sammen med DR’s radiospil ‘Den store lysfest’, albumudgaven af musicalen ‘Chess’ og nogle Ulf Lundell albums. Sidstnævnte hadede jeg intenst []

På første parket til trafikuheldet

Har tegnet et fortløbende digitalt abonnement på New York Times. 119 kr./måneden føles ikke så dyrt. Især ikke når eksempelvis HPV-vaccinehadernes og autismehealernes foretrukne organ, Politiken, tror at de skal have 299 kr./måneden for et digitalt abonnement på deres langt mere inferiøre journalistiske produkt. Det giver ingen mening.

Er dog ikke sikker på at NYT-abonnementet er godt for mit humør og almindelige velbefindende.

NYT er således en perlerække af velskrevne og analytiske, men også dybt urovækkende artikler om aktuelle amerikanske forhold og international politik. Man kan måske diskutere om de bruger for meget energi på at dække Trump og intrigerne i det dysfunktionelle Hvide Hus. Som en af mine venner pt. bosat i Washington DC bemærkede forleden dag i en mail:

“Jeg har tænkt meget over dækningen af Trump på det seneste. Selvom mange af de seriøse medier er meget kritiske i deres dækning, så er der et stort problem i at al hans cirkus fortrænger vigtige policyemner fra dagsordenen. For eksempel er de specifikke detajler i både health care lovgvining og Nord Korea svære at finde – selv i seriøse medier.

Det er et problem for modsat Trumps seneste ansættelser i det hvide hus, så betyder disse ting faktisk noget. Ved ikke om den danske dækning af hvad der sker er bedre, men jeg tror det bedste ville være blot at ignorere hans cirkus og skrive om substansen i stedet for.”

Tror at han har ret. Det virker som en kalkuleret Trump-strategi at lave realityshow, provokationer og gøgl, alt imens de mere kedsommelige (men reelt betydningsfulde) ting forbliver ubelyste.

Jeg har selv spekuleret en del over om Trumps uligevægtige og usammenhængende fremtoning, det mildest talt afslappede forhold til fakta, hans uvilje til at sætte sig ind i ting og den manglende impulskontrol er en facade, eller om det rent faktisk er den person han er1.

Det nylige læk af hans telefonsamtaler med udenlandske regeringsledere – Mexicos Enrique Peña Nieto og Australiens Malcolm Turnbull – antyder, at nej, det er ikke et skuespil. Han ER faktisk sådan. Han er muligvis mere sammenhængende i sin fremtoning, men han ved stadig ikke hvad han taler om, han kan stadig ikke styre sig og han lyver stadig lystigt (og virker til selv at tro på løgnene).

Hvis I har tiden, bør I unde jer selv at læse samtalerne. De er dybt bekymrende. Men samtidig er det uhyre interessant at se hvordan samtaler med statsledere kan foregå, ligesom de giver et indblik i Trumps verdensbillede og psyke.

Så jeg tror jeg fortsætter med NYT og med at følge monomant med i amerikansk politik. For abonnementet gør mig muligvis ikke til et gladere menneske. Men jeg vil i det mindste kunne følge direkte med fra første parket i det trafikuheld af et præsidentskab, vi ser udfolde sig i de her år.

  1. I må selv om hvilket af de to scenarier I finder mest uhyggelig []