Facebook detox

Læste et par inspirerende anti-facebook artikler (her og her). Det var vand på min mølle. Har igennem længere tid været frustreret over min manglende selvdisciplin og den negative effekt, som sociale medier har på min produktivitet og evne til at koncentrere mig. Jeg oplever nøgternt vurderet ingen værdi af at være på facebook. Twitter distraherer også, men bidrager dog med interessante links og læsestof. Så har gjort følgende:

  • Unfollowed alle, så mit nyhedsfeed er tomt (og der dermed ikke er nogen grund til at logge ind)
  • Blokeret adgangen til facebook på telefon og iPad
  • Installeret Messenger, så jeg trods alt kan læse de ting folk skriver til mig via facebook, plus evt. kontakte dem, jeg har i mit adressekartotek1

Hvis jeg får det kombineret med lidt rygrad, så kan det være min måde at sige de facto adjøs til det mest ondskabsfulde af de sociale medier.

Nu skal jeg så blot finde ud af, hvordan jeg tøjler min måske værste overspringshandling: Behovet for hele tiden at følge med og læse nyheder. Det er en helt grotesk stor tidsrøver, og det gør mig i grunden hverken gladere eller mere veloplyst. De andre gange jeg har forsøgt at skære ned på det er projektet dog strandet på at jeg i virkeligheden har for lidt at lave i løbet af en arbejdsdag – og at jeg derfor har et oplevet behov for at fylde tomrummene ud.

Grundlæggende skal jeg lære at kede mig igen. Ikke hele tiden at skulle stimuleres af et eller andet. Eller, alternativt, at fylde tomrummene ud med mere produktive og analoge ting, såsom bøger.

  1. Netop adressekartotekfunktionen er det eneste, jeg reelt ville savne hvis jeg tog det fulde trin og lukkede min profil []

BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

Reformer

En af mine gode venner spurgte mig ‘hvilke reformer ville du gennemføre i Danmark?’. Han er økonom og spørgsmålet kom i en uge, hvor regeringen fremlagde en skatteplan, en erhvervspakke og forslag til finanslov. Det tænkte jeg så lidt over. Og mit svar blev alt andet end økonomisk. Nedenfor er den mail jeg sendte som svar i en let redigeret udgave:

“Det er et godt og ikke mindst komplekst spørgsmål. Sagen er den, at langt de fleste ting jeg ville reformere i Danmark ikke direkte har noget med politik eller samfundsøkonomi at gøre. Jo, altså, selvfølgelig er de politiske og økonomiske i den forstand, at de ville fordre anderledes politiske prioriteringer og muligvis også ny lovgivning. Men der er mere tale om sociologiske, antropologiske og kulturelle fænomener, jeg gerne ville ændre.

Jeg mener, at der er i Danmark er noget fundamentalt galt i ‘kontrakten’ mellem individet, civilsamfundet og staten. Det er sket umærkeligt og jeg ved ikke hvornår det begyndte. Men der er noget … forkert ved den måde, vi lever vores liv på. Ikke at der skal gå helt Svend Brinkmann i det; men det er som om at vi – såvel individuelt som kollektivt – har glemt at spørge os selv “hvad er egentlig meningen med det her?”.

En almindelig gennemsnitsdansker bliver født, kommer i vuggestue, børnehave, skole, ungdomsuddannelse og gennemfører en kortere eller længere videregående uddannelse, inden vedkommende kommer på arbejdsmarkedet. Her træller man så rundt i 45 år og har en mere eller mindre tilfredsstillende karriere, finder én der kan holde en ud, og avler nogle børn med vedkommende undervejs. Hvis man er heldig bliver man ikke udsat for livskriser, sygdom eller mister nogen man elsker undervejs. På et tidspunkt bliver man pensioneret og har nogle år, hvor man forhåbentlig er ved godt helbred i selskab med børn og børnebørn. Siden går det ned af bakke, man bliver mere og mere syg, partneren dør og på et tidspunkt bliver man placeret på et plejehjem, hvor en eller anden livstræt SOSU-assistent bliver betalt for at give en mad, høre på ens ævleri og skifte ens ble hver tredje dag. Til sidst dør man af ensomhed, sorg og en livsstilssygdom. Og det var så det. Ingen vil huske en om et par generationer, ingen forskel er gjort.

Er det godt nok?

Ja, set i det helt store billede (i.e: Jorden er 4 mia. år gammel, et menneskeliv er i bedste fald en kort prut i et flygtigt millisekund af det minut homo sapiens har eksisteret, og vi har de seneste århundreder levet i en helt unik velstand, frihed og fremgang grundet at den industrielle revolution løftede os ud af en hobbesiansk nasty, brutish og short livscyklus), så bør et begivenhedsløst menneskeliv levet i Danmark i 2017 uden frygt for krig, katastrofer og under komfortable materielle forhold samt med udsigt til engang at dø i en hospitalsseng af en livsstilssygdom, vel betegnes som mere end godt nok.

Og så alligevel.

Vi burde stille spørgsmål til de implicitte præmisser og mekanismer, som udfolder sig i den karikatur af et gennemsnitsdansk liv, jeg foretog ovenfor. Hvis jeg skulle reformere noget, så ville det derfor være en række af de (efter min mening) usunde sociale relationer, vi har fremelsket i konkurrence-/velfærdsstaten.

Eksempelvis:

Er det meningsfuldt at vi efter et års tid afleverer vores børn til en offentlig institution? At vi outsourcer nærvær, opdragelse og den vigtigste tid i et barns liv til fremmede, bare fordi vi skal gå på arbejde, realisere os selv (vi skal jo have råd til at forbruge en masse statusgivende materielle ting!) og fordi det er dét, at konkurrencestaten kræver af os som borgere (i.e. “det skal kunne betale sig at arbejde”)? Man kan ikke nægte at løbe løs inde i hamsterhjulet (man kan jo i Danmark de facto ikke nøjes med en enkelt indkomst og der er massivt socialt pres for at både manden og kvinden arbejder), men giver det mening? For børnene? For forældrene? Pædagogerne i vuggestuen og børnehaven ser mine børn mere i hverdagen, end jeg gør. De taler mere med dem, leger med dem, opdrager dem mere. Hvordan kan det være meningsfuldt?

Er det meningsfuldt at vi afleverer ældre og svage mennesker i det offentliges varetægt? At ældre og unge ikke længere føler, at de har et ansvarsforhold overfor hinanden? At stadig færre unge tænker ‘jeg skal passe på mine forældre’ og stadig færre ældre tænker ‘jeg skal efterlade noget til næste generation’? Bevares, jeg er med på at ældre kan blive så gamle, syge og demente, at de har brug for professionel hjælp. Men er det meningsfuldt at vi har opbygget et samfund, hvor man ikke har tid eller plads til at yngre og ældre kan være nærværende sammen? Hvor staten er plejegiveren og den der har ansvaret? Hvor man ikke kan få tid til at tage sig af et sygt familiemedlem, fordi man skal arbejde?

Er det meningsfuldt at vi laver heldagsskoler, hvor børn parkeres i uendelig mange timer i stedet for at leve et liv uden for de offentlige institutioners jerngreb? Hvor børn aldrig har fri?

Er det meningsfuldt at vi har et uddannelsessystem, hvor institutionerne belønnes for at få flest mulige igennem pølsefabrikken, men ikke nødvendigvis for læring, ånd, dannelse, nysgerrighed og intellektuel indsats?

Er det meningsfuldt at så mange mennesker sidder i bullshit jobs som ‘udviklingskonsulent’ eller ‘kommunikationsrådgiver’ og andre nul-værdiskabende jobs? Eller at der sidder en syndflod af bureaukrater i kommunale og regionale administrationer og opfinder projekter, der skal berettige egen eksistens, mens personalet på gulvet skal løbe stadig stærkere?

Er det meningsfuldt at der i skrivende stund er tre jobopslag, hvis man søger på jobindex.dk efter ‘introvert’, ‘genert’ eller ‘indadvendt’ (alle tre i betydningen: Det må du ikke være), men til gengæld 1.873 jobopslag der søger en ‘udadvendt’ kandidat? Hvad siger det om et samfund, hvor det udadvendte, ekstroverte og netværksskabende dyrkes som et ideal, mens de stille, indadvendte og knap så højtråbende personer må finde sig i at operere på et B-arbejdsmarked? Hvor man ikke må diskriminere på køn, race, religion, handikap eller seksuel orientering, men helt frit og frejdigt ikke ønsker at ansætte folk med en bestemt personlighed?

Er den måde vi behandler psykisk syge og svage på meningsfuld? Hvorfor er der ikke plads på arbejdsmarkedet til de skrøbelige sind i vores samfund?

Er det meningsfuldt den måde vi mere eller mindre frivilligt har givet afkald på frihedsrettighederne siden 9/11? Er det meningsfuldt med den stigende overvågning? Er det meningsfuldt at jeg ikke må have en flaske vand med ind i Københavns lufthavn? Er det meningsfuldt at ytringsfriheden i realiteten er begrænset?

Er det meningsfuldt at vi har et så gennemreguleret samfund, at frihedsgraden til at vælge en anden vej eller at være en skæv eksistens reelt er ikke-eksisterende? Hvor alting skal være så uendelig gennemsnitligt, at der ikke er plads til hverken tossen eller geniet?

Du fornemmer måske, at det overordnede tema for ovenstående er, at jeg oplever at den danske samfundsmodel ikke er befordrende for nærvær og stærke civilsamfund.

Vi har selvfølgelig stadig forenings-Danmark og heldigvis for det. Men jeg mener, at vi har været alt for villige til at outsource nærvær, omsorg og ansvar til staten og offentlige institutioner. Og nu hvor alle betaler så meget i skat, så tænker folk snarere ’så vil jeg sgu også have noget for pengene’ eller ‘jeg vil have skattelettelser’, end at de tænker ‘måske burde vi i stedet tage de meningsfulde sociale relationer tilbage igen”.

Så hvis jeg kunne reformere noget, så ville det være dét: At vi som mennesker og samfund begynder at spørge mere ‘er det her meningsfuldt?’ og at vi derefter tog konsekvensen af det, hvis svaret er ‘nej’.

/Skribenten

PS. Jeg er helt med på at alt det jeg lige har skrevet er helt uvidenskabeligt, generaliserende og baseret på intuition og andre upålidelige størrelser. Men du spurgte hvad jeg ville reformere. Og jeg synes der er masser at tage fat på.”

Transformers

Jeg kan ikke helt afgøre om jeg projicerer for meget over på min stakkels søn. Men det gør mig ellevilde at han er blevet fan af Transformers. Ikke af de miserable film, men derimod af legetøjet og tegnefilmene. Som jeg selv har elsket upassende meget det meste af min levetid.

Han elsker de 30 år gamle legetøjsrobotter, som vi fragtede med over fra Aalborg sidst vi besøgte mine forældre. Han elsker de nye legetøjsudgaver af Bumblebee og Optimus Prime. Han elsker den fabelagtige intro til den oprindelige tv-serie fra midt-80’erne. Og det gør mig selvsagt alt sammen glad, for jeg elsker også stadig Transformers.

I går modtog vi tilmed en Transformers-trøje med posten, og jeg har sjældent set en dreng glæde sig så meget til at komme i børnehave og vise sit nye haute couture frem.

Allerbedst er faktisk tegnefilmsudgaven ‘Robots in Disguise’ fra 2015 og frem. Den er flot, sjov, cool og handlingen er tilpas afbalanceret til at være spændende for små drenge – uden at være for voldsom. Alene introen er fantastisk:

Det er en stor fornøjelse at (gen)opdage barndommes legetøj med sønnen. Håber at jeg også kan lokke datteren med i kulturen, når hun bliver lidt ældre. Hun vil i hvert fald gerne lege med robotterne!