in Musik

Åndeløs

Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men Waxahatchee ‘Breathless’ brager rundt i mit liv i øjeblikket. Det skete rundt regnet sidste mandag morgen i denne uge, hvor sangen – uelegant, ond i sulet og med det der ret undertrykkende dræberorgel, der driver sangen nådesløst frem – hamrede løs i mine hørebøffer på vej over Bryggebroen.

Sangen er voldsomt episk, og som jeg gik der på en af de der kolde, klare københavnske morgener, hvor byen er perfekt, gik alting op i en højere enhed. Lidt som når St. Vincent ‘Teenage Talk’ krystalliserer melankoli, længsel og fortrydelse i ét perfekt øjeblik.

Begge er stensikre på min årsliste over 2015’s bedste sange.

Giv lyd fra dig

Comment