in Bøger, Fantasy, Kultur, Science Fiction

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.

Giv lyd fra dig

Comment