And then there were none

Har nu læst mit livs første Agatha Christie bog; det klassiske locked-room mystery ‘And then there were none’ fra 1939.

Inspirationen til at læse bogen kom fra ‘Six Wakes’, der bedst kan beskrives som netop en locked-room krimi med kloner fanget om bord på et rumskib.

‘And then …“ er dog noget mindre intergalaktisk. Her udspiller mordgåden sig på en stormombrust ø udenfor Devons kyst. De mere jordnære omgivelser til trods, så kan persongalleriet målt på excentricitet sagtens kan konkurrere med de højspændte kloner i ‘Six Wakes’. Vi finder alt fra pensionerede dommere over religiøse guvernanter til skruppelløse lejesoldater fra det mørke Afrika. Karaktererne i historien er karikaturer/roller snarere end personer, og Christie har en svaghed for fiffige formuleringer og høflige dialoger mellem gentlemen. Det er ganske fornøjeligt, især hvis man sidder med sin monokel i øjet og ens scotch opskænket.

Det er ikke en lang bog, og man kan sagtens mærke at den er skrevet for snart 80 år siden. Ikke at det gør noget. Faktisk tilføjer det historien en ikke ubetydelig charme. Christies facon og stil er mere løjerlig og old school end man er vant til. Skrivemåden er mildest talt heller ikke særlig subtil. Alene det faktum, at når et afsnit er tiltænkt at være uhyggeligt eller sætlig dramatisk, så SKAL det konsekvent skrives i kursiv, således at læseren ikke skal overbebyrdes med selv at udlede det af teksten.

Selve mysteriet? Jeg vil ikke afsløre noget. Overordnet set synes jeg Christie afvikler sit plot blændende, men selve svaret på mordgåden var et antiklimaks for mig. Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale bogen. Har man lyst til et retro mordmysterium, så gå endelig i kast med den. Den er aldeles glimrende underholdning i timevis.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *