At være tilstede

I går aftes var Arvingen ked af det. Han var eller glad da jeg hentede ham i vuggestuen. Han grinte stort til mig med samfulde otte tænder, selv da jeg bortførte ham fra vuggestuens sandkasse, som han ellers netop da var i fuld færd med at tømme ud over sig selv med beslutsomme tag i en skovl.

Han pludrede lystigt på vejen hjem igennem et solbeskinnet og lunt København. Efter den senere tids sygdom har han tilmed genvundet sin appetit, og æder nu som en velvoksen hest. Jeg overdriver ikke meget, når jeg siger, at han på lidt over en uge er gået fra lidt-for-slank-dreng-efter-sygdom til igen at være en rund og glad lille prop. Alt gik da også efter planen til aftensmaden. Han spiste lystigt, og vi fik ham nattet af og i seng i god tid før kl. 20. Så vidt, så godt.

Men efter en times tid vågnede han. Eller, han skreg i hvert fald hjerteskærende og var ganske utrøstelig. Han havde sandsynligvis et mareridt, og var i den der lidt underlige mellemzone, som små børn kan være i, hvor de er et eller andet udefinerbart sted mellem at være sovende og vågen. Så Den Bedre Halvdel brugte vel halvanden time af sin aften på at få ham til at falde rigtigt i søvn igen. Siden faldt hun så selv omkuld i sengen, udmattet af træthed.

Den slags aftener er meget almindelige i børnefamilier, tror jeg. Og uanset hvor sært det end måtte lyde, tror jeg at man skal lære at nyde det. For de er en del af nuet.

Arvingen blev 1 år for nylig. Det er ikke noget jeg tænkte dybere over der, men det var samtidig også vores forældreskabsfødselsdag. Jeg ved, at Den Bedre Halvdel reflekterer mere over den slags end jeg. Hun kan sagtens blive ramt af melankoli, og sige ting i retning af “Kan du huske dengang han var en baby. Han er blevet så stor nu! Hvor er tiden gået hurtigt!”. Hvilket er korrekt, men stadig ikke noget jeg tænker dybere over. Det er noget der bare er sket – alt imens jeg har ventet på at livet skal begynde. Afledt heraf funderer jeg en del over om jeg glemmer at leve livet i nuet – med alt hvad det indebærer.

Jeg har altid været slem til ‘lige-om-lidt’-tankegangen.

Livet begynder først rigtigt lige om lidt, det sted vi er nu er bare et mellemstadie. Livet er først igang når vi er flyttet. Når uddannelsen er overstået. Når næste job er i hus. Når Arvingen kan gå. Livet er ikke nu, det er når vi er ovre på den anden side af bakken. Det er lidt karikeret, men sådan har jeg levet i 33 år. Altid i det permanente mellemstadie, hvor man aldrig er rigtig glad, nærværende eller tilfreds, for vi skal jo videre – over til det rigtige liv, der pr. definition aldrig er netop nu.

Det bekymrer mig, at mit mindset er sådan. At jeg ikke hviler mere i tilværelsen og sætter mere pris på det. At jeg ikke kan være tilfreds med nu, men altid drømmer om (og bekymrer mig over) det ‘rigtige liv’ lige-om-lidt, eller melankolsk tænker på, hvordan tingene var engang. For en dag og en aften som i går er jo nu. Det er livet. Det er ikke i morgen, det er nu, og det kommer ikke igen. Og at det har værdi i sig selv. Når han sidder i barnevognen på vej hjem og smiler til mig langs Kalvebod Brygge, så er det nu. Når han græder som pisket over en dårlig drøm, så er det nu.

Det er meningsløst at jeg fokuserer på at han skal lære at gå, at han skal lære at tale før end at livet rigtig begynder. For det er jo ikke sandt. Når han kan det, vil jeg blot udskyde livet igen til at han kan læse og se basketkampe med mig. Man burde værdsætte og nyde ham, som han er nu. For i mit evindelige fokus på i morgen glemmer jeg måske, at det ikke er fremtidens dreng, jeg skal elske – men ham vi har nu. Ham, der kommer grinende hen og vil snakke. Og i stedet for at obsesse over logistik, rengøring, bekymringer og håbe på at han snart falder i søvn, sådan at jeg kan passe mine egne fornøjelser og interesser, så burde jeg i stedet forsøge at være tilstede og reelt nærværende. For det er i det øjeblik, at meningen opstår.

Arvingen er ikke bare et mellemstadie, han er livet – og han er her og nu. På den måde er han mærkbart klogere end sin far.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

One thought on “At være tilstede

  1. Her rammer du hovedet lige på sømmet, og sætter i virkeligheden også bedre ord på nogle af de følelser, som jeg selv skrev om forleden. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et lige så godt svar som du gjorde hos mig, men jeg må nok nøjes med at konstatere, at det er helt normalt, omend lidt ærgerligt, at have det sådan. Jeg øver mig også i at blive bedre til at være i nuet.

    Jeg tror det er en god begyndelse at være bevidst om det, og alene din beskrivelse af din og Arvingens eftermiddag tyder jo på, at det ikke står helt grelt til. (Han er godt nok også sød – jeg har smugkigget lidt på instagram). Der er jo heller ikke noget galt i at glæde sig til det næste skridt i hans udvikling, for det må være spændende at følge sådan et lille menneske, man selv har skabt. Det er jo heller ikke ensbetydende med, at du ikke sætter pris på tiden med otte tænder og kravlestadie. :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *