Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

Bekymringer

Er ikke forsvundet. Men skrivelysten er lidt … hæmmet.

Oplever livsbekymringer for tiden, der er noget større end mine sædvanlige solipsistiske navlepillerier i stil med åh-min-karriere-stagnerer og mine-bukser-strammer-mere-end-før.

Jeg har ellers altid været skånet for det, man vel kan kalde eksternt opståede chok til mit livssystem. Ingen nære dødsfald, ingen sygdomme, ingen uheld eller ulykker. Alle mine bekymringer er udsprunget fra mig selv og har været relativt overskuelige.

Indtil nu, altså.

Dette er en personlig, men ikke privat blog, så jeg vil ikke uddybe det yderligere. Men vi er bekymrede for den ældste arvings trivsel og udvikling, både lige nu og videre frem. Og det er bekymringer, som vi ikke rigtig kan få løst med et snuptag, uanset hvor meget jeg grubler over dem – og det er ganske meget, skulle jeg hilse at sige.

Jeg har ikke oplevet den slags bekymringer før vi fik børn. Men de er altfortærende. Børnebekymringer – og sorger kan overskygge alting og lægge et gråt filter hen over alting. Ting jeg før gik op i er blevet ligemeget. Selv nogle ret voldsomme aktuelle organisatoriske ændringer på min arbejdsplads, er jeg mere eller mindre ligeglad med for tiden. Min sædsvanlige ironiske distance til alting kommer til kort, når først det handler om de to små rockere.

Nuvel, jeg ved godt at det er priviligeret først at skulle opleve virkelig, autentisk bekymring i en alder af 36 år. Bekymringer, som ikke nødvendigvis kommer til at forsvinde. De har givet mig en ny respekt og forståelse for den menneskelige grundtilstand, nemlig at alle på et eller andet tidspunkt bliver ramt af vanskelige tider.

Vi må vel blot håbe på det bedste, bevare roen og mose videre.

Stranger Things

Jeg glæder mig meget til at arvingerne er puttet i aften. For så kan vi endelig komme igang med anden sæson af ‘Stranger Things’. Jeg var pjanket med den første sæson, og det er et godt stykke tid siden at jeg har glædet mig meget til en ny sæson af en tv-serie. Pt. kan jeg ikke huske hvornår det sidst skete.

Forventningens glæde blev virkelig kickstartet med traileren til den nye sæson. Den er et smukt ægteskab mellem horroruniverset fra første sæson, ‘Ghostbusters’ og Michael Jacksons ‘Thriller’. Se den og bliv helt glad og varm indeni – den er perfekt.1

Faktisk er jeg så eksalteret over den nye sæson, at jeg har hentet og spillet ‘Stranger Things’ rollespillet til iPad’en. Og ved I hvad? Det er som et Zelda-spil, det er gratis og det er ikke engang dårligt!

Jeg var til firmafest i går og er ganske tung i hovedet. Men det forhindrede mig ikke i at klukke mig fornøjet igennem hele det første dungeon, så glimrende er spillet. Er mit indtryk farvet af forventningens glæde? Uden tvivl. Men det glæder mig usigeligt, at der er plads til popkulturelt nørderi a la ‘Stranger Things’. Håber at I andre også ser med.

  1. I kan også se en anden trailer her. Den er dog beklageligt fri for Michael Jackson []

De lukkede haver

Stødte på denne tegning i dag, som er meget sigende:

I har nok glemt den forlængst, men tilbage i 2005 lavede svenske Moneybrother et veritabelt mesterværk med sangen ‘They’re Building Walls Around Us’. Den spiller i mit hoved netop nu. For det er det, som Facebook er blevet; en lukket have, hvorom man har bygget høje mure med henblik på at tvinge brugere til at betale beskyttelsespenge for at få opmærksomhed.

Da jeg havde min (lykkeligvis) korte karriere som kandidat til det kommende kommunalvalg, oprettede jeg en side på Facebook til at udbrede mit kedsommelige politiske vrøvl og ensidige propaganda. Der skrev jeg så mange indsigtsfulde og dybsindige tekster, der blev læst af lige præcis … ingen. Altså, lige indtil at jeg begyndte at betale for at få Facebook til at booste indlæggende og derved påtvinge stakkels fremmede mennesker at få mine tågede og forløjede tekster i deres feed.

Ikke at det gav likes og followers i tusindevis (dertil betalte jeg alt for lidt), men det var trods alt bedre end nul opmærksomhed. Så tro mig når jeg siger det: Facebook er en mafiøs pengemaskine, som til det yderste udnytter sit usunde de facto monopol på distributionskanalen for opmærksomhed.

Murene om alle brugerne inde i haven har også betydning for et anakronistisk fænomen, som en personlig og egenhosted blog a la udkastet.nu. For jeg er aktuelt ikke på Facebook og bloggen har heller ikke en dedikeret side derinde. Udkastet er afskåret fra den distributionskanal og -platform, som Facebook udgør. Og det i særdeleshed, når jeg ikke betaler. Derfor er der meget få der af egen drift opdager hvad jeg skriver her på siden.

Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at en ydmyg personlig blog, der omhandler indholdet i min navle (og i øvrigt har et alt for bredt og ufokuseret emnefelt) ikke i første omgang ville have mange læsere. Men tænk engang over det: Hvornår opdagede du sidst noget nyt, spændende og selvstændigt på internettet udenfor Facebook? Via en google-søgning? Eller i kommentarfeltet til en artikel eller blogindlæg? Nej, vel?

Jeg spekulerer selv over om jeg burde gå over på en platform som Medium i stedet for selv at have en egenhosted blog. Det vil måske ikke løse distributionsproblemet – Medium har trods alt en begrænset dansk brugerskare – men det vil forsimple tingene, og lade mig slippe væk fra det tunge WordPress. Omvendt kan jeg godt lide, at jeg selv ejer mine ting og selv bestemmer. Noget jeg under ingen omstændigheder ville gøre på Facebook.

Men det er da et dilemma.

For er det meningsfuldt at udfolde sin kreativitet i tekstform på en platform (personlig, egenhosted blog), hvis natur tilsiger lavt læsertal og hvor internettets infrastruktur i stadig stigende grad tilgodeser de lukkede haver som Facebook og Medium?

Jeg vil jo, trods alt, også gerne læses. Så det helt klare svar mangler stadig.

The Queen is Dead

Netop modtaget mit eksemplar af den nyudgivne såkaldte Deluxe Edition af The Smiths ‘The Queen is Dead’.

Det var ganske aldrig mit favoritalbum med gruppen (det er ‘Meat is Murder’ eller måske opsamlingsalbummet ‘The World Won’t Listen’, som jeg lånte begærligt med hjem fra hovedbiblioteket i Aalborg engang i 1997 eller 1998). Men når der udkommer ‘nyt’ med en mine tre absolutte yndlingsgrupper, må og skal jeg eje det i fysisk form – koste hvad det vil.

Så nu sidder jeg her og lytter til det hidtil uudgivne materiale i form af demoer, outtakes og en livekoncert fra Boston. Det er fornøjeligt og hyggeligt, men mest på den der lidt genbrugte og ikke særlig innovative måde. Hvilket nok ikke er så underligt, når det handler om en gruppe der var aktive i årene 1982 til 1987. Der er ikke rigtig så meget nyt at opdage, ligegyldigt hvor mange gange de frisker produktionen op.

Og så alligevel.

For ‘The Queen is Dead’ er et album med absurd stærke sange. Bortset fra et par enkelte skæverter (spring især over ‘Vicar in a Tutu’) er det en perlerække af guitarpopmesterværker. Man bør lytte til det, om ikke andet så for albummets popkulturelle betydning.

Jeg ved dog ikke om ‘The Queen is Dead’ – eller de øvrige Smiths album generelt – ville have samme effekt på mig, hvis jeg først havde opdaget dem i moden alder fremfor som teenager. Måske jeg ville have våndet mig over Morrisseys krukkerier eller det faktum, at mange af sangene er marineret i en tung, tung teenangst.

Men nu sidder jeg så stadig her, 35 år gammel, og lytter til Sturm-und-Drang sange om at være jomfru og uelsket. Det burde man måske filosofere lidt over, hvilket jeg dog vælger ikke at gøre lige nu. Uanset hvad, så bør I give ‘The Queen is Dead’ et lyt.

Samfundsinstitutioner

David Brooks havde for et par dage siden en interessant klumme i New York Times: ‘We used to build things’.

Brooks’ giver den altid gerne i rollen som den store tænksomme (og småmoraliserende) samfundsfortolker, hvilket af og til er ustyrligt irriterende. Men denne gang har han fat i noget, tænker jeg. Med udgangspunkt i det første årti i 1900-tallet skriver han:

When you look back at that era, you are struck by how many civic institutions were founded to address the nation’s problems. Not only the Forest Service, but also the Food and Drug Administration, the municipal reform movement, the suffrage movement, the Federal Reserve System, the Boy Scouts, the 4-H clubs, the settlement house movement, the compulsory schooling movement, and on and on. Four amendments to the Constitution were passed in those years.

In fact, when you look back on most periods of American history you see a rash of new organizations being created. In the 18th century, Benjamin Franklin helped build the University of Pennsylvania, the Philadelphia Fire Department, The Pennsylvania Gazette, The American Philosophical Society, the Pennsylvania Hospital and much else.

In the 1930s, the alphabet soup of New Deal agencies were created. The late 1940s saw the creation of the big multinational institutions: the U.N., NATO, the World Bank, the I.M.F., the beginnings of the European market.

When you look around today, you see a lot of history-making new companies being created, but you don’t see too many big civic organizations. There are some great social entrepreneurs, like Bill Drayton, who started Ashoka, but the only vast national civic movements I can think of are the charter school movement and the Tea Party.

Måske det er den slags, man kun kan (og bør) vurdere på årtiers afstand. Altså for med nogen klarhed og objektivitet at kunne forstå hvilke begivenheder og institutioner, der er vigtige og varige.

Men hvis jeg nu alligevel vover en præmatur analyse … så har jeg vanskeligt ved at se hvilke varige danske og europæiske samfundsinstitutioner, der er opstået de seneste 15-20 år.

Vi har ikke opfundet nogen andels- og arbejderbevægelser, kvindefrigørelse, velfærdsstat, undervisningspligt eller lignende. Kan I komme på nogen? Altså, reelt varige og betydningsfulde samfundsinstitutioner, som har forandret noget? Tæller Venligboerne? Eller partiet Alternativet1? De seneste 10 års fokus på klimaforandringer har heller ikke for alvor manifesteret sig i nogen civilsamfundsinstitutioner eller en markant anderledes ført politik.

Måske har vi i Danmark og Vesteuropa levet i den vildfarelse, at vi mangler reelle problemer at løse, nu hvor den Kolde Krig var ovre og vi definerede politik til mestendels at handle om ’spillet’, justeringer af velfærdsstaten og omfordelingen af den velstand, vi efterhånden tager for givet? Eller har vi i vores del af verden faktisk nået topmålet af udvikling, så der ikke er mere at kæmpe for? Som Simon Kuper skrev i Financial Times for nylig efter et besøg i Holland:

I was on a whistle-stop tour of five Dutch cities last week when I found myself thinking: this is peak humanity. No people anywhere have ever lived better. Most town centres were gorgeous, having avoided any destruction for centuries. Cyclists puttered past café terraces. The only hassle was torn-up streets, as perfectly good infrastructure was being renovated.

The knee-jerk retort would be that I was watching out-of-touch elitists party while ordinary people sink.

In fact, the historically egalitarian Netherlands has become still more equal in income distribution since the 1990s. Nor is the typical Dutch person uniquely blessed. Even in the extremely unequal US, median household income is a respectable $59,039. Viewed historically, and contrary to popular belief, most westerners today live pretty well. We’ve had 72 years of peace and prosperity.

Titlen på Kupers klumme er imidlertid ‘Why humanity’s luck may be running out’. Hans efterfølgende pointe er, at de 72 års fred og fremgang i Vesteuropa set i et længere historisk perspektiv er en anomali – og at de store globale tendenser (klima, naturkatastrofer, 3 mia. flere mennesker i 2050, atomkrig lurende rundt om hjørnet) ikke ligefrem er i menneskehedens favør. Så vi bør i virkeligheden begynde at opfinde samfundsinstitutioner, der kan medvirke til at løse problemerne. Her igen David Brooks:

We’ve got just as many problems as previous generations faced — as many as in the progressive era, I’d say. Why has there been this decline in civic institution building?

Political polarization has got to be a big culprit. The federal government can’t build anything new, even something as obvious as a national service program. The churches have let us down, too. The Christian churches have been behind most of the big social movements in American history, like abolition, poverty programs and civil rights. But for the past generation the church has been fighting a defensive war against the sexual revolution, not an offensive assault for opportunity and human dignity.

The affluent have also been less entrepreneurial. Many civic institutions in past decades were created by people like T.R. and Pinchot, who inherited family empires but devoted their lives to civic institution building.

But I wonder if there is also a malaise, a loss of faith in the future and a loss of expertise in institution building, a sense of general fragmentation and isolation. American foreign policy, which used to be about building positive coalitions to make life better, now seems to be based on the idea that we should defensively withdraw from things. There has been a loss of civic imagination.

The good news is that one could have said the same thing in 1890, when politics was steeped in corruption and the economy wracked by crisis. But by 1910 the landscape was transformed. There were new organizations, new movements, a new mentality and a new burst of optimism.

Jeg kan godt lide hans formulering ‘loss of civic imagination’. Måske det er dækkende for tilstanden herhjemme? Vi kan ikke for alvor forestille os noget andet (og bedre eller værre) end vores nuværende samfundsmodel. Derfor bruger vi tiden på at gå op i navnene på attraktioner i Tivoli eller på om 200 kvinder må gå i burka. Derfor indfører vi formålsløs grænsekontrol, hvis eneste effekt er at forsinke trafikken. Derfor laver vi små reformer, der flytter rundt på 2 mia. kr. i et samlet statsbudget på 1.000 mia. kr.

Men måske vi burde begynde at bruge fantasien en anelse. Tag nu bare denne uges forside af The Economist:

Udover at det er en æstetisk meget tilfredsstillende forside, så indkapsler den også på fortrinlig vis, at det er en ganske anden verden, som mine to børn komme til at blive voksne i. Hvis Xi Jinping allerede i 2017 kan betragtes som verdens mest magtfulde person, hvordan mon så den sinocentriske verden vil se ud i 2050? Det vil være en verden med en ganske anden demografisk, kulturel og religiøs sammensætning.

Jeg forsøger af al magt at undgå at lyde for alarmistisk. Men på mig virker det som intellektuel dovenskab og arrogance, hvis vi i Danmark ikke får tænkt grundigt over hvordan vi griber den situation an – og at vores samfundsinstitutioner følger med.

  1. Jeg vil dog argumentere for, at Alternativet siden de blev valgt ind i Folketinget i 2015 har opført sig præcis ligesom alle andre parlamentariske partier i opposition. Derfor vil jeg ikke betegne dem som en institution, der har skabt nogen særlig varig forandring []

Elin

Se lige den her boss-lady. Og ja, beklager den lave billedkvalitet, men det er taget fra et nyhedsbrev, som vuggestuen sendte om deres nyligt afholdte temadag:

“Vi har de sidste par uger været i fuld gang med vores tema krop og bevægelse. Her er billeder fra dagens aktiviteter med de mindste på stuen. Vi sang, holdt balancen på ting, vendte på hovedet og snurrede rundt.”

Der var også et billede af hende i en snurretop, men … der har hun altså et ansigtsudtryk som en ond-i-sulet drage, der er er mere end klar til at brænde en hel middelalderlandsby af med sin ildånde – og det ville trods alt ikke rigtig være repræsentativt for hende. Men hun ER sej. Af og til forestiller jeg mig, at min datters theme-song er Neneh Cherry ‘Buffalo Stance’.

“Who’s looking good today?
Who’s looking good in every way?
No style rookie
You better watch don’t mess with me
No moneyman can win my love
It’s sweetness that I’m thinking of”

Hun tager ikke noget pis fra nogen. Hun er stærk og spiser som en hest. Når de andre børn tror at de skal tryne den yngste pige på stuen, så får de ren besked. Pædagogerne synes det er utrolig morsomt, når de større drenge, der vil tage noget legetøj fra hende, får et brøl og et skub fra hende. Hvem tror du egentlig du er, fister?

Hvor hendes storebror er skrøbelig, temperamentsfuld, følsom og genert (som sin far…), så er hun permanent glad, moser på og går opdagelser (som sin mor …). Hun ser ikke problemer, hun ser en mulighed for at opdage noget sjovt. Når jeg kommer hjem fra arbejde, så er det første hun vil, at vi sammen tænder for musikanlægget og danser til Johan Hedberg ‘Kickar Grus’. Så griner vi og hun tramper rundt på korte, stærke ben til musikken.

Det kan lyde sært når vi nu taler om en ikke engang halvanden år gammel pige, men … jeg er kæmpe fan. For hun er så anderledes end mig. Og hvis det nogensinde lykkes mig at få hende smittet med min melankoli og sortsyn, har jeg fejlet noget så grusomt her i livet.

Hun får brug for sin råstyrke, tror jeg.

Har altid været glad for at jeg selv er af hankøn, for livet virker så meget mere svært for kvinder. Hvis livet var et videospil, så spiller mænd på ‘Easy Mode’ mens kvinder spiller på ‘Hard Mode’. Jeg er ikke den store queerfeminist-teoretiker. Men min egen begrænsede empiri tilsiger, at kvinder skal arbejde meget hårdere end mænd for at få anerkendelse for et stykke arbejde – og piger bliver bedømt langt hårdere for deres udseende end en dreng gør. Det aspekt bliver desværre næppe mindre aktuelt for min datter, når hun vokser op.

Jeg tror også at det allerede i dag generelt er meget vanskeligere at være barn og ung, end det var for mig dengang jeg voksede op i 80’erne og 90’erne. Så hvordan mon det ikke bliver fremadrettet? Kravene til hvad man som individ skal kunne, gøre, opnå og være for at opnå anerkendelse er langt større, end det var dengang jeg voksede op som en blegfiset nørd i Aalborg. Bevares, jeg var heller aldrig cool eller en af de populære, men jeg blev omvendt  heller ikke drillet eller var social udstødt. Jeg kunne slippe afsted med at være mig selv og have nørdede interesser, uden at det skadede mig nævneværdigt. Det at være sig selv er jeg usikker på om mine børn kan praktisere, med mindre de virkelige siger fra overfor omverdenens bullshit.

Så jeg håber at min lille seje pige holder fast i sig selv, og at vi som forældre kan understøtte hende og hendes bror i at være dem, de gerne vil være.

Selektiv ignorance

Hvis man som jeg er storforbruger af jammerlige selvhjælpsbøger – der pudsigt nok alle lover mere mening, bedre fokus, højere personlig produktivitet og eksponentielt voksende livsglæde – så støder man ofte på mange gode råd om at praktisere ‘selective ignorance’.

Altså kort sagt at lade være med at følge med i nyhederne eller sociale medier, og dermed vælge at være bevidst uvidende. Man skal aktivt skippe at følge med i det evige flow af nyheder, og i stedet fokusere på mere permanente, livskloge og ‘tidsløse’ størrelser, gerne i form af kvalitetsskønlitteratur.

Dels fordi det er de færreste større udefrakommende begivenheder som den enkelte kan gøre noget ved alligevel (hvorfor det er meningsløst at gå og være bekymret over), dels fordi de fleste ting i nyhedsbilledet ikke er særlig permanente og i det større billede er ganske ligegyldige for de fleste mennesker.

Jeg indrømmer at jeg har et svagt punkt for ‘selective ignorance’ tilgangen, særligt for så vidt angår de sociale medier. Det tiltaler min (ikke særlig effektive eller konsekvent udførte) pop-stoiske livsfilosofi at tænke de ikke-essentielle ting ud af mit liv.

Men … jeg kan ikke.

Som uddannet udvidet avislæser politolog strider det mod grundinstinkt ikke at følge med i nyhederne. Også selvom det gør mig ulykkelig. Hvordan skulle jeg ellers kunne bestride mit job som varmluftsproducent i en kommunikationsafdeling? Jeg kan ikke blot stemple ud, hvor meget jeg end burde.

Så jeg læser stadig i min New York Times. Og – værst af alt – jeg følger stadig Donald Trumps twitterprofil med en nærmest morbid grundighed.

Det er en fejl på mange intellektuelle og åndelige planer. Det underminerer min livsglæde og tro på det gode i menneskeheden. Det gør mig trist og mismodig. Men jeg kan ikke lade være. Jeg er NØDT til at se, hvad der foregår.

Men det betyder ikke at I skal begå mine fejl eller lide af mine brister. Jeg synes faktisk I skal lade være. Luk for nyhederne, facebook og twitter. Læs en bog i stedet for. Det vil være bedst for os alle i længden.

Raised on promises

Det ville være usandt, hvis jeg skrev at jeg er dedikeret fan af Tom Petty. Bevares, jeg kender hans hits efter at være vokset op med P4 Nordjylland. Og der var en periode, hvor jeg – efter at sangen optrådte i en stærk scene i The Sopranos – syntes at ‘American Girl’ var fabelagtig.

Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den mestrer popmusikkens ædleste og sværeste kunst til perfektion: At kombinere glad musik med melankolsk tekst.

Well she was an American girl
Raised on promises
She couldn’t help thinkin’ that there
Was a little more to life
Somewhere else
After all it was a great big world
With lots of places to run to

Den er stærk, den dér vending ‘Raised on promises’. Er vi ikke alle det? Opdraget til at tro på at lige netop vi er skabt til noget stort og meningsfuldt? Du kan blive lige hvad du vil, og alt det der?

Men Pettys pointe i sangen er forholdsvist anæmisk og sortsynet; nej, løfterne går ikke i opfyldelse, tingene er hvad de er og den amerikanske pige får ikke den hun elsker. Alt går fra hinanden, som Lars H.U.G. ville have sagt det:

It was kind of cold that night
She stood alone on her balcony
She could the cars roll by
Out on 441
Like waves crashin’ in the beach
And for one desperate moment there
He crept back in her memory
God it’s so painful
Something that’s so close
And still so far out of reach

Banalt? Måske, men jeg tror i sidste ende at Tom Petty havde fat i den lange ende, når han svøbte melankolien og det tragiske menneskelige eksistensvilkår i en fængende popindpakning.

Så nej, jeg var ikke fan, men … jeg har lyttet til ham mere eller mindre konstant de senere uger efter hans død. Og sangene er ved at sætte deres kroge fat i mig. Samtidig gør det mig trist at tænke på, at antallet af sande melodiøse og melankolske poppoeter efterhånden ser ganske tyndt ud.

Så jeg ved ikke helt hvem jeg skal vende mig mod nu.

Westworld

I dag fik jeg endelig strammet mig an og færdiggjort ‘Westworld’. Det har taget sin tid, må jeg tilstå. For jeg var med lige fra starten sidste efterår. Så to-tre afsnit hurtigt, lokkede sågar også Den Bedre Halvdel til at se det første. OK, den gjorde ikke meget for hende, men jeg kløede på. Det var jo science fiction, eskapisme og lommepsykologiske betragtninger om eksistens, bevidsthed og den slags.

Men så gik jeg i stå.

Serien blev … nuvel, unødvendigt blodig i midten af sæsonen. Ikke at grafisk vold nødvendigvis er problematisk. Det VAR indiskutabelt en selvstændig pointe i historien, at illustrere forråelsen og nihilismen i ‘forlystelsesparken’. Men det var alligevel nok til at jeg stoppede. Dét, og så at historien ikke rigtig bevægede sig nogle steder.

Men i går gik jeg så i gang igen. Og har kværnet 3,5 afsnit siden da. Serien sluttede også blodigt, men til gengæld oppede plottet sig gevaldigt hen imod slutningen. Jeg er oprigtigt spændt på, hvordan de vil bringe fortællingen. De indsatte styrer nu så at sige sindssygeanstalten, og det bliver næppe fredeligt. Hvordan de vil udvikle mytologien, kan jeg dog ikke helt gennemskue. Vi må se i 2018.

Generelt er vi stagneret voldsomt på tv-serie fronten herhjemme. Selvfølgelig grundet manglende tid og livet som småbørnsforældre, men også fordi det efterhånden er et begrænset antal serier, som jeg bare MÅ se. Antallet indsnævres yderligere, hvis vi tæller de serier, som kan ses på den måde jeg foretrækker: Sammen med Den Bedre Halvdel. For nylig har vi ses ‘Stranger Things’ og ‘The Americans’ sammen, ligesom vi sprøjter os i blodbanerne med dårlige stoffer i form af ‘Blacklist’ og ‘Designated Survivor’. Alene ser jeg ‘The Expanse’, som er en fin udgave af bogserien, synes jeg.

Nu må vi så se om jeg også kan få gjort kål på min evindelige dårlige tv-serie samvittighed: ‘The Leftovers’. Jeg var meget betaget af første sæson, men den anden er jeg imploderet fuldstændig i. Vi taler vel efterhånden om 2-3 gange, hvor jeg har forsøgt at komme igang igen med den. Jeg er helt uforstående overfor, at resten af verden mener sæson 2 er bedre end den første. Hvad er det, jeg ikke har opdaget endnu?

Facebook detox

Læste et par inspirerende anti-facebook artikler (her og her). Det var vand på min mølle. Har igennem længere tid været frustreret over min manglende selvdisciplin og den negative effekt, som sociale medier har på min produktivitet og evne til at koncentrere mig. Jeg oplever nøgternt vurderet ingen værdi af at være på facebook. Twitter distraherer også, men bidrager dog med interessante links og læsestof. Så har gjort følgende:

  • Unfollowed alle, så mit nyhedsfeed er tomt (og der dermed ikke er nogen grund til at logge ind)
  • Blokeret adgangen til facebook på telefon og iPad
  • Installeret Messenger, så jeg trods alt kan læse de ting folk skriver til mig via facebook, plus evt. kontakte dem, jeg har i mit adressekartotek1

Hvis jeg får det kombineret med lidt rygrad, så kan det være min måde at sige de facto adjøs til det mest ondskabsfulde af de sociale medier.

Nu skal jeg så blot finde ud af, hvordan jeg tøjler min måske værste overspringshandling: Behovet for hele tiden at følge med og læse nyheder. Det er en helt grotesk stor tidsrøver, og det gør mig i grunden hverken gladere eller mere veloplyst. De andre gange jeg har forsøgt at skære ned på det er projektet dog strandet på at jeg i virkeligheden har for lidt at lave i løbet af en arbejdsdag – og at jeg derfor har et oplevet behov for at fylde tomrummene ud.

Grundlæggende skal jeg lære at kede mig igen. Ikke hele tiden at skulle stimuleres af et eller andet. Eller, alternativt, at fylde tomrummene ud med mere produktive og analoge ting, såsom bøger.

  1. Netop adressekartotekfunktionen er det eneste, jeg reelt ville savne hvis jeg tog det fulde trin og lukkede min profil []