Min kamp 2

Er nu på side 505 i Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp 2’. Den er selvsagt velskrevet og unik … men … jeg er ikke helt så betaget som jeg var under læsningen af første bind.

Normalt er jeg meget plotorienteret. Der skal ske noget i en bog, før end min reptilhjerne vågner og bliver begejstret. Det grundpræmis slog jeg dog fra i ‘Min kamp 1’, simpelthen fordi Knausgård er helt uforlignelig til at skrive. Og, ikke mindst, fordi der er sekvenser jævnt fordelt ud over de mange sider i hans romaner, hvor han krystalliserer livet for en midaldrende, utilfredsstillet og uudfoldet småbarnsfar til perfektion.

Endelig kan han levere sætninger, som er uhørt morsomme og rammende. Tag nu bare denne fra side 101 i ‘Min kamp 2’, hvor den ellers ganske libidinøse Knausgård konstaterer, at mænd de facto ophører med at være sexobjekter i det øjeblik de lægger hænderne på styret af en barnevogn, eller når ifører sig en slyngevugge:

“Sådan gik det til at jeg gik moderne og feminiseret rundt i Stockholms gader med en rasende attenhundredetalsmand i mit indre”

Kan det siges mere rammende? Næppe.

Men altså, ‘Min kamp 2’. Den mangler noget. Historien om Knausgårds hverdagsliv sammen med Linda og lille Vanja i Stockholm i 2005 (kun afbrudt af rablende litterære afstikkere) er ikke interessant nok i længden.

I ‘Min kamp 1’ var der – den luntende handling til trods – en tragisk, men fængende akse bestående af oprydningen af det gennemraserede hjem efter at Knausgårds far har drukket sig selv ihjel. Linda Boströms maniodepressive udsving er ikke tilnærmelsesvist ligeså fascinerende. Til tider har bogen været en anelse sej at komme igennem. Jeg er glad for at den snart er slut, og vil efter en behørig pause med rigelige mængder science fiction gå i gang med bind 3, tror jeg.

Ville dog ønske at han havde kaldt sine bøger noget andet. Det er altid en lidt akavet situation at hive en bog ved navn ‘Min kamp’ frem når man sidder der i toget mod Roskilde. Bevares, titlen kommer fra Knausgårds farmor, der havde for vane at sige at “livet er en kamp” (hvorfor titlen vel reel betyder ‘Mit liv’). Men det kan folk der forbinder titlen med Hitlers kampskrift jo ikke vide. Så nej, midaldrende dame, der stirrede ondt på mig i forgårs, jeg er ikke nazist, jeg læser en bog om en langhåret førmoderne nordmand, der filosoferer bittert over at skifte bleer på et kummerligt toilet i en svensk sommerpark.

 

Real Lies

Jeg har et crush på vrede, skaldede unge mænd på hustage for tiden. Først var det Emil Kruse ‘Hver dag’, men de senere måneder har jeg været helt uklædeligt besat af Real Lies. De er engelske og kan alt mulig. Faktisk er de et slags elskovsbarn mellem mindst tre-fire forskellige genrer og fænomener, som jeg holder af. Se bare her:

‘North Circular’ fra 2014 er nok deres bedste kreation. Hvis du ikke tør klikke på play, så kan jeg afsløre at det er synthpop a la Air France i kombination med tidlig The Streets. Nå, ja, og så får musikvideo for fuldt pornoorgel af blinkende lygter, køreture om natten i fremmedgjort urbant landskab bag duggede bilruder. Det er noget nær så storslået som det kan blive.

Men vi er ikke færdige. Langt fra, faktisk.

‘One Club Town’ er det smukke (mjah?) epos om at forlade ens lille indavlede hjemby – the one club town – for at tage til den hedonistiske storby, hvor man virkelig kan folde sig ud i sit eget underskønne individ. Real Lies bruger her et lille trick fra Chk Chk Chk ‘Heart of Hearts’, hvor beskidt electro krydres med en velsyngende soulsangerinde til at skabe en velgørende kontrast.

Til sidst er her Real Lies’ måske mest fornøjelige kreation:

‘Dab Housing’ får mig til at mistænke Real Lies for at have lyttet skamløst meget til den svenske electrobølge anno 2007-2008. Sammenlign f.eks. med Tough Alliance ‘Something Special’. De er som to ikke særlig kønne tvillinger adskilt fra fødslen. Tempoet er lidt mere slæbende i ‘Dab Housing’, men ellers er stemningen den samme. Uanset hvad, så er jeg pjanket med det!

Real Lies mikser alle mulige stilarter, jeg sætter pris på hver for sig – og lykkes ganske ofte med at lave en fusion, som gør mig endnu mere tilfreds. De har endnu kun udgivet ét album, så jeg afventer spændt nyt fra deres hånd. Noget tyder dog på at de er på vej frem i verden, og de har sågar mixet Pet Shop Boys’ i forvejen ikke særlig interessante ‘Say it to me’. De bliver spændende at følge fremover.

 

Alt går fra hinanden

Det har været en lidt træls uge, sagt på nordjysk. Med dårlige nyheder og nye bekymringer. Det smitter af på humøret, og måske også på den musik, jeg lytter til i øjeblikket. Min mest lyttede sang i øjeblikket er Lars H.U.G ‘Alt går fra hinanden’.

H.U.G. er ellers en af de musikere, jeg har et tvetydigt forhold til.

På den ene side hader jeg hans krukkede facon, selvhøjtidelige ego og ikke mindst: Hans jazzede periode. Intet kan få mig til at se mere rødt end hans afskyelige duet ‘Backwards’ med Lisa Ekdahl, jeg bliver – igen på godt nordjysk – helt tovlig, når den vederstyggelighed kryber ud af skammekrogen.

På den anden side er det vel kun Lars H.U.G. (og Steffen Brandt i den tidlige periode af TV-2, I ved nok, før det hele handlede om skolelærere og har-vi-det-ikke-hyggeligt?), der i en dansksproget kontekst er i stand til at skrive og fremføre rene, inderlige, sårbare og fordømt fængende kærlighedssange.

Jeg mener: Ja, JA, ‘Elsker dig for evigt’ flirter voldsomt med episk kitsch og bliver i dag uundgåeligt bundtet sammen med 80’er nostalgi. Sangen er vanskelig at lytte til på sine egne vilkår. Men giv den lige en chance, bare en enkelt gang til. For det er en fantastisk sang. Hvornår har I sidst hørt så meget oprigtighed i en dansksproget sang. Mit bud på svaret er “Aldrig”.

Det samme gælder hans cover af ‘Hvorfor er lykken så lunefuld?’ (“Alt hvad jeg har i hjertet gemt, det har du ganske glemt/Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?“), som er desperat i alt sin hjertesorg. H.U.G. fremfører sangen med den forladtes sorg i stemmen.

Og så er det at vi kommer til ‘Alt går fra hinanden’.

Bevares, hans lidt for liberale anvendelse af det angloficerede ‘Babe’ skurrer i mine ører. Men selve sangen er eminent og en noget perfekt krystallisering af vemod. H.U.G. går fra harmoni til stadig mere desperation i takt med, at han går i stumper og stykker. Og alligevel ender det hele med den håbefulde(?) sætning: “Sikke en smuk dag at skilles fra hinanden”. Noget smukt er slut, det gør ondt, men livet går videre. H.U.G. når han er allerbedst.

Hans mesterværk ‘Kysser himlen farvel’ (1987) er i øvrigt et af de albums, jeg har hørt flest gange i mit liv. Albummet var på et af de kassettebånd, som lå i mine forældres bil i slut-80’erne/begyndelsen af 90’erne1. Der findes ganske enkelt ikke den kilometer tysk Autobahn, hvor ‘Elsker dig for evigt’, ‘Hvor går vi hen’, ‘Mon de kan reparere dig’ og titelsangen ikke er blevet spillet på Blaupunkt radioen i den røde Saab 900.

Og så har vi ikke engang nævnt hans tid i Kliché, hvor i hvert fald deres første album er i en liga helt for sig i dansk musikhistorie. Det rummer ikke en eneste svag sang, og er post-punk på niveau med Joy Division (mindst). Lyt selv til ‘Havets blå’, ‘Militskvinder’ eller min personlige favorit ‘Stjernerne i deres øjne’.

  1. i øvrigt sammen med DR’s radiospil ‘Den store lysfest’, albumudgaven af musicalen ‘Chess’ og nogle Ulf Lundell albums. Sidstnævnte hadede jeg intenst []
 

På første parket til trafikuheldet

Har tegnet et fortløbende digitalt abonnement på New York Times. 119 kr./måneden føles ikke så dyrt. Især ikke når eksempelvis HPV-vaccinehadernes og autismehealernes foretrukne organ, Politiken, tror at de skal have 299 kr./måneden for et digitalt abonnement på deres langt mere inferiøre journalistiske produkt. Det giver ingen mening.

Er dog ikke sikker på at NYT-abonnementet er godt for mit humør og almindelige velbefindende.

NYT er således en perlerække af velskrevne og analytiske, men også dybt urovækkende artikler om aktuelle amerikanske forhold og international politik. Man kan måske diskutere om de bruger for meget energi på at dække Trump og intrigerne i det dysfunktionelle Hvide Hus. Som en af mine venner pt. bosat i Washington DC bemærkede forleden dag i en mail:

“Jeg har tænkt meget over dækningen af Trump på det seneste. Selvom mange af de seriøse medier er meget kritiske i deres dækning, så er der et stort problem i at al hans cirkus fortrænger vigtige policyemner fra dagsordenen. For eksempel er de specifikke detajler i både health care lovgvining og Nord Korea svære at finde – selv i seriøse medier.

Det er et problem for modsat Trumps seneste ansættelser i det hvide hus, så betyder disse ting faktisk noget. Ved ikke om den danske dækning af hvad der sker er bedre, men jeg tror det bedste ville være blot at ignorere hans cirkus og skrive om substansen i stedet for.”

Tror at han har ret. Det virker som en kalkuleret Trump-strategi at lave realityshow, provokationer og gøgl, alt imens de mere kedsommelige (men reelt betydningsfulde) ting forbliver ubelyste.

Jeg har selv spekuleret en del over om Trumps uligevægtige og usammenhængende fremtoning, det mildest talt afslappede forhold til fakta, hans uvilje til at sætte sig ind i ting og den manglende impulskontrol er en facade, eller om det rent faktisk er den person han er1.

Det nylige læk af hans telefonsamtaler med udenlandske regeringsledere – Mexicos Enrique Peña Nieto og Australiens Malcolm Turnbull – antyder, at nej, det er ikke et skuespil. Han ER faktisk sådan. Han er muligvis mere sammenhængende i sin fremtoning, men han ved stadig ikke hvad han taler om, han kan stadig ikke styre sig og han lyver stadig lystigt (og virker til selv at tro på løgnene).

Hvis I har tiden, bør I unde jer selv at læse samtalerne. De er dybt bekymrende. Men samtidig er det uhyre interessant at se hvordan samtaler med statsledere kan foregå, ligesom de giver et indblik i Trumps verdensbillede og psyke.

Så jeg tror jeg fortsætter med NYT og med at følge monomant med i amerikansk politik. For abonnementet gør mig muligvis ikke til et gladere menneske. Men jeg vil i det mindste kunne følge direkte med fra første parket i det trafikuheld af et præsidentskab, vi ser udfolde sig i de her år.

  1. I må selv om hvilket af de to scenarier I finder mest uhyggelig []
 

Stranger Things – for dens egen skyld

Ved ikke om det ligefrem er en klassisk diskussion om kunst. Men kan man nyde et kreativt værk for dets eget skyld, dets egne meritter? Eller SKAL kunst nødvendigvis ses, fortolkes og bedømmes ud fra dens kontekst?

Jeg tænkte en del over det i aftes efter at vi (endelig!) havde fundet et lille tidsrum til at se de første afsnit af ‘Stranger Things’. Jeg kunne virkelig godt lide dem. Og når jeg kan lide ting, så går jeg på google og leder efter andre folks meninger om de ting, jeg godt lide. Jeg skulle jo nødig falde udenfor hvad alle andre mener.

Men den allestedsnærværende vinkel i de ganske mange (i øvrigt positive) anmeldelser er at ‘Stranger Things’ er en 80’er-pastiche a la Stephen King. Bevares, jeg kan sagtens forstå hvorfor det er anmeldervinklen. For at tv-serien er en homage til film som ‘E.T’ og ‘It’ er den oplagte ting at gribe fat i. Og jeg kan også sagtens forstå hvorfor de mange (popkulturelle) anmeldere finder glæde i at spotte (popkulturelle) referencer til 1983. De går jo i sjovt tøj, har store telefoner og spiller Dungeons & Dragons helt uironisk.

Men jeg tror man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis alt kunst reduceres til kontekst. For ‘Stranger Things’ virker indtil videre fremragende, når man ser den for dens egen skyld. Min bedre halvdel havde hverken læst eller hørt om serien før vi så de første afsnit i går aftes. Hun blev hooked på historien og universet øjeblikkeligt. Og måske det er den måde man bør nyde kunst på? Uden forudindtagede fortolkninger, kontekstuelle referencer og kloge-Aagers forklaringer. Bare nyde værket som det udtryk for kreativitet, skabertrang og fortællelyst, som ‘Stranger Things’ er?

Men det er svært. Når jeg ser billedkunst er jeg selv skadet på sjælen, fordi jeg insisterer på at se værket og kunstneren i kontekst. Jeg kan ikke nyde de forpulede åkander for åkandernes egen skyld, nej, jeg er nødt til at se dem og Monet som en del af impressionismen.

Hvordan kommer man ud af det hamsterhjul?

 

Finish the Book, George!

George R. R. Martin, nu skal jeg sige dig en ting: Du skal KRAFTEDEME ikke sidde dér og være en krukke, og love at vi ”måske” får næste Game of Thrones bog inden udgangen af 2018. Du skal fandeme ikke sidde der på din lousy blog og tale om ”gode dage og dårlige dage”, når der er gået SEKS ÅR siden seneste bog i serien.

“And, yes, I know you all want to know about THE WINDS OF WINTER too. I’ve seen some truly weird reports about WOW on the internet of late, by ‘journalists’ who make their stories up out of whole cloth. I don’t know which story is more absurd, the one that says the book is finished and I’ve been sitting on it for some nefarious reason, or the one that says I have no pages. Both ‘reports’ are equally false and equally moronic. I am still working on it, I am still months away (how many? good question), I still have good days and bad days, and that’s all I care to say.

Whether WINDS or the first volume of FIRE AND BLOOD will be the first to hit the bookstores is hard to say at this juncture, but I do think you will have a Westeros book from me in 2018… and who knows, maybe two. A boy can dream…”

Når du har tid til at mingle med skuespillere, lave spin-off tv-serier, skrive flere bogindlæg om dagen, være redaktør på tåbelige antologier, være kongen af bogmesser og æde dig igennem samtlige restauranter i Albuquerque og omegn, så har du OGSÅ TID TIL AT FÅ SKREVET DEN FORBANDEDE BOG.

Tv-serien overhalede dig for over en sæson siden og hele dit skabagtige ”uuuuuuh, jeg er en kunstner for kunstens skyld, og jeg skylder jer rent faktisk ikke en bog, nå!”-ævl er noget af det værste, jeg har oplevet en forfatter udsætte sine læsere for. Gu’ gør du så, din skriveblokerede burgøjser.

Sæt din behårede røv ned foran tastaturet og få skrevet den bog. NU! NU! NUUUUUUUU!

 

And then there were none

Har nu læst mit livs første Agatha Christie bog; det klassiske locked-room mystery ‘And then there were none’ fra 1939.

Inspirationen til at læse bogen kom fra ‘Six Wakes’, der bedst kan beskrives som netop en locked-room krimi med kloner fanget om bord på et rumskib.

‘And then …“ er dog noget mindre intergalaktisk. Her udspiller mordgåden sig på en stormombrust ø udenfor Devons kyst. De mere jordnære omgivelser til trods, så kan persongalleriet målt på excentricitet sagtens kan konkurrere med de højspændte kloner i ‘Six Wakes’. Vi finder alt fra pensionerede dommere over religiøse guvernanter til skruppelløse lejesoldater fra det mørke Afrika. Karaktererne i historien er karikaturer/roller snarere end personer, og Christie har en svaghed for fiffige formuleringer og høflige dialoger mellem gentlemen. Det er ganske fornøjeligt, især hvis man sidder med sin monokel i øjet og ens scotch opskænket.

Det er ikke en lang bog, og man kan sagtens mærke at den er skrevet for snart 80 år siden. Ikke at det gør noget. Faktisk tilføjer det historien en ikke ubetydelig charme. Christies facon og stil er mere løjerlig og old school end man er vant til. Skrivemåden er mildest talt heller ikke særlig subtil. Alene det faktum, at når et afsnit er tiltænkt at være uhyggeligt eller sætlig dramatisk, så SKAL det konsekvent skrives i kursiv, således at læseren ikke skal overbebyrdes med selv at udlede det af teksten.

Selve mysteriet? Jeg vil ikke afsløre noget. Overordnet set synes jeg Christie afvikler sit plot blændende, men selve svaret på mordgåden var et antiklimaks for mig. Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale bogen. Har man lyst til et retro mordmysterium, så gå endelig i kast med den. Den er aldeles glimrende underholdning i timevis.

 

Intellektuel malaise

Mine blogindlæg størkner for tiden. Mest fordi jeg ikke er særlig kompetent til at skrive om de ting der aktuelt fylder i min tilværelse. Jeg kunne f.eks. have skrevet om:

… hvordan jeg vil give en hædersmedalje til vedkommende der opfinder ‘sådan-får-du-dit-barn-til-at-sove-NU’ løsningen. Eller den brave sjæl, jeg kan betale for at levere gode råd om hvordan en introvert, uempatisk og forkølet mand med hold i ryggen håndterer sine to børn, alt imens hans bedre halvdel er på 24 timers vagt på hospitalet. Måske jeg endog kunne skrive om hvor frustrerende det kan være med børn i trodsalderen. Men ak, jeg er ikke en særlig god mommy blogger, så den slags kan I nok læse andet og bedre om andetsteds.

… hvordan føromtalte hold i ryggen nu på tredje uge gør mig gnaven og ikker så lidt pirrelig. Dels fordi jeg stadig ikke kan løbe (og derfor forfalder mere og mere), dels fordi jeg ikke kan sidde ned i længere tid uden at blive helt øm og Pia Christmas-Møller’sk i min ryg. Som papirnusser har jeg brug for at kunne sidde ned foran computeren, hvis jeg da ellers skal koncentrere mig nok til at sprøjte mine kedsommelige notater ud i lind strøm. Nu står jeg der i stående tilstand og blomstrer hele dagen på mit kontor, til stor moro for Marketingafdelingen. Men ak, syg- og dårligdomme er heller ikke et emne jeg er ekspertskribent indenfor, så det går næppe.

… hvordan vi er i ukonkrete, men dog væsentlige boligovervejelser. Skal vi forlade den pragtfulde, men absurd dyre lejelejlighed i hjertet af Roskilde – et sted vi er faldet mere end godt til? For at søge lidt længere ud af toglinjen vestpå, hvor livet er mere … sovebysagtigt, men hvor der er et noget mere anstændigt forhold mellem pris og kvalitet end tilfældet er her i Korsbæk? Men ak, hvem gider læse om boligmarkedet i smørhullerne Lejre og Hvalsø?

… hvordan jeg efter en sommerferie spenderet på at være hjemme, have hold i ryggen og indkøre en datter i vuggestuen, nu ærlig talt gerne vil ud i den store verden igen. Men ak, rejseblogger er heller ikke min naturlige metier.

… hvordan jeg ikke har set en ny film eller tv-serier i mands minde. Forsøgte at gå i gang med den nye sæson af ‘House of Cards’, men jeg KAN IKKE. Sæson 4 ødelagde for meget, og det dårlige plot fortsætter ufortrødent i sæson 5. Det gider jeg ærlig talt ikke være med til, endsige spilde blogplads på.

… de to mere end udmærkede science fiction bøger – ‘Version Control’ og ‘Six Wakes’ – jeg har fortæret den seneste uge. Men jeg har alle dage været en gudsjammerlig anmelder. Det ville udarte sig til platituder i stil med ‘FREMRAGENDE underholdning’, ‘eskapisme på højt plan’ og ‘en herligt væmmelig dystopisk roman om tidsrejser’.

… aktuelle sportsemner jeg obsesser over, herunder NBA draften i 2017 og AaB’s transfervindue. Hvilket dog ikke just plejer at interessere nogle af de få nærværende læsere her på siden.

… geopolitiske emner som Trump, Nordkoreas missiler, Liu Xiaobo, G20 mødet og alskens andre emner, som et intellektuelt fyrtårn som jeg selvsagt burde have nogle friske og indsigtsfulde tanker om. Det har jeg dog ingenlunde, så det må I også finde andetsteds.

Så hvad skal jeg så skrive om?

 

Bogåret 2017 – halvårsstatus

Nuvel, jeg plejer altid at være en værre krukke i de her bogindlæg. I ved nok: “ÅÅÅÅH, jeg har slet, slet ikke fået læst alle de bøger jeg plejer, AK OG VE, verden er da også af lave”. Se bare indlæggene fra nytår 2016 og nytår 2015. Utåleligt. Ganske enkelt utåleligt.

Vanen er tro har jeg da heller ikke denne gang fået læst det antal bøger, jeg gerne ville. Men til forskel fra tidligere humblebraggende år, så passer mine jeremiader faktisk denne gang. Se blot her på den samlede liste over læste bøger i første halvår af 2017 (ud fra mine sædvanlige kategorier). Der er virkelig tørret ud i kvantiteten af læste bøger. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.


Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’ (n)
  • Karl Ove Knausgård: ‘Min kamp 1’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’ (n)
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’ (n)

Kommentar: Et par solide historiebøger på listen, der alle gjorde mig klogere på centrale begivenheder og perioder i verdenshistorien. Knausgård var nok den mest positive finkulturelle læseoplevelse, mens resten var horrorbøger, der alle underholdt mig fyrsteligt. Alle der kan lide Stephen King ca. anno ‘Salem’s Lot’ kan trygt stige ombord i Maberry og Deady. De vil udgøre prægtig blodtørstiog sommerlæsning.

God, men nok mest hvis du er sær

  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’ (n)
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’ (n)
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’ (n)
  • John Strong: ‘Buddhisms’ (n)

Kommentar: Domineret af non-fiction indenfor forholdsvis esoteriske emner. Alle gjorde mig klogere på og/eller mere foruroligt over verden. Men som kategorien også antyder, så skal man nok have interesse i emnerne i forvejen. Hvis man ikke synes geopolitik er særlig sexet, er det eksempelvis en dårlig idé at gå i gang med Dugins pro-russiske kampskrift.

Skuffende. Meget skuffende

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’

Kommentar: POKKERS! De to første bøger i trilogien var fremragende, men i tredje bind gik Schwab helt Young Adult amok. Det var ikke til at komme igennem en side uden kærlighedssyge teenagere, der ytrede den ene episke absurditet efter den anden. Hvilket jeg måske kunne have levet med, hvis ellers så plottet havde holdt vand. Det var ikke tilfældet. Årets klart værste skuffelse.

Bøger, jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’ (n)

Kommentar: Måske jeg bare skal i gang … men det er godt nok nogle lange indledende kapitler om unge Karls opvækst i Trier og omegn. Må give bogen en chance mere, når jeg engang ikke længere er permanent træt.


Så helt overordnet:

Et ok, men ikke bjertagende bogår indtil videre.

På plussiden står, at jeg er blevet meget mere efficient i min læsning. Det er ny rekord, at jeg kun er gået i stå i én bog det seneste halve år. Og den er jeg ikke engang gået i stå i per se, den har bare været vanskelig at komme igang med. Tilmed var der kun én af de bøger jeg læste, som var decideret skuffende. Så enten er min evne til at udvælge de rigtige bøger blevet bedre, eller også er mine kvalitetskrav til bøgerne blot dalet.

Kvantitativt er det gået tilbage. Der er selvsagt en helt åbenlys forklaring: Jeg har to børn på henholdsvis 1 og 3 år, hvilket udsletter det meste af ens fritid. Men det forklarer nu ikke det hele.

Sagen er også den, at jeg dels har udsat at købe nye (fysiske) non-fiction bøger i et stykke tid, dels at jeg ikke for alvor er stødt på skønlitterære titler, som jeg ganske enkelt måtte læse. Min Kindle-læsning er også faldet af på den. Hvor jeg tidligere ofte læste på den i toget eller i mørket før jeg falder i søvn, så har nyhedslæning og underlødig iPad-surfning ligeså stille overtaget meget af bogtiden.

Det vil jeg forsøge at gøre noget ved, tror jeg.

 

Vrede kvinder, ja tak

Har igennem et stykket tid barslet med et indlæg om hvordan jeg for tiden svælger i sange af vredladne kvindelige rockmusikere. Men ordene bliver aldrig særlig begavede (og hvad kan der egentlig siges af begavede ting indenfor emnet ‘de her sange er jeg vild med for tiden’?), så de mange gode hensigter er stagneret til det rene ingenting.

Så vil i stedet nøjes med at hidbringe to eksempler på sange, som gør mig glad for tiden:

Er de helt afskyelige? Er jeg for alvor koblet af enhver form for god musikalsk smag?