Bag de grønne bjerge

Lago Maggiore

For et par uger siden læste jeg en bemærkelsesværdig artikel om en 80-årig kvinde, der aldrig havde været uden for Danmarks grænser. Hun forlod første gang sin fødeø, Orø, som 19-årig – og det var for at rejse til Slagelse og Holbæk. Fire dage i Skagen er det længste hun nogensinde har været væk fra sin ø i Isefjorden. Og det var som 67-årig, at hun dristede sig ud på de afstande. Som hun siger:

“Jeg har aldrig forstået, at folk har så travlt med at skulle ud at se hele verden, hver gang de har ferie. Det har aldrig interesseret mig. Vi har så mange skønne steder i Danmark, som man hellere burde se i stedet for partout at skulle til et andet land. Det har jeg slet ikke lyst til. Jeg ville ikke engang turde at sætte mig op i en flyvemaskine.

Selvfølgelig findes der mange smukke steder i verden. Når der er cykelløb i fjernsynet, holder jeg meget af at se landskaberne og de gamle byer, de kører igennem. Det er så flot, som noget overhovedet kan være. Men jeg behøver ikke at rejse ned for at se det selv. For mig er det nok at se det i tv.

Her er stille og roligt på Orø. Det er derfor, jeg godt kan lide at bo her. Det er dejligt fredeligt.

Vi bor lige midt på øen, lige over for kirken og ved siden af kroen. Det er i en lille by, der hedder Bybjerg, hvor alle kender hinanden. Ser man ikke naboerne en dag, så ringer man lige på og spørger, om de er okay. Jeg er formand for vores husholdningsforening, og jeg har øens lille museum og vores hus at passe. Jeg har altid boet her, og her er er alt, hvad jeg har brug for. Jeg keder mig aldrig. Hvad skulle jeg tage væk for?”

Ja, hvad egentlig?

Bevares, det er selvsagt nemt og billigt, at lave sjov med den her slags ekstremtilfælde. For så gammelt er 80 år altså heller ikke. Hun er ikke vokset op under depressionen og i et samfund præget af materiel armod. Hendes generation har i almindelighed rejst vidt og bredt. Ikke at have været i udlandet er med andre ord et aktivt fravalg fra hendes side.

Jeg kom til at tænke på artiklen igår under en vandring her i de skovklædte bjerge ved Lago Maggiore. På hvor inspirerende og berigende det er, at være så priviligeret at have mulighed opleve andre landskaber og andre kulturer. Bevares, så fundamentalt anderledes er det sydlige Schweiz måske heller ikke fra Danmark, men alligevel. Det er inspirerende at se andre steder, og komme lidt væk fra osteklokken nordpå. ‘Se dig ud’, som mit gamle kollegiums leveord udtrykker det.

Jeg holder virkelig meget af Schweiz. Det er et dejligt land. Hvis jeg fik strammet mine hensygnende tyskkundskaber op, og kunne finde et job, ville jeg gerne bo her. Som gift med en halvt-schweizer (og med en søn med dobbelt statsborgerskab), ville det tilmed være realistisk for mig, at kunne få statsborgerskab.

Men det perspektiv ligger nu mange år ud i fremtiden. I første omgang står der Roskilde på dagsordenen.

 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *