Blågul

På facebook filosoferer en af mine venner – eksilereret nordjyde, svensk gift, halvsvensk søn, bosat i Malmö – om han skal holde med Danmark eller Sverige i kvalifikationskampene til EM.

For mig kræver det spørgsmål absolut ingen betænkningstid. Der er intet at filosoferer over, ingen sjæl at granske, ingenting at være i tvivl om.

Jeg holder naturligvis med Sverige.

Det såkaldte danske landshold er et ækelt, middelmådigt og usympatisk amalgam af gamle og nuværende Brøndby-spillere, kombineret med en lind strøm af ditto nulliteter fra Parken Sport & Entertainment. Denne uelskelige forsamling er tilmed trænet af en mand, der så åbenlyst burde være stoppet for efterhånden mange år siden. Der er intet at elske og holde af ved den flok underpræsterende bøver. Og jeg vil ikke lade bovlamme og jordslåede koncepter som ‘nationalitet’ og ’statsborgerskab’ bestemme, hvem jeg vil holde af. Det danske landshold har ikke fortjent nogen form for kærlighed.

Sverige, derimod, det er en helt anden sag.

De er trænet af den eneste mand i verden, der kunne gøre mig homoseksuel: Erik Hamrén. Manden, der egenhændigt gjorde AaB til noget godt og smukt og ægte igen. Manden, der er så uendelig sympatisk og underskøn, at alt hvad han rører ved bliver til det pureste guld. Det eneste der for alvor beskriver mit forhold til ham er ‘ubetinget kærlighed’ og ‘forgabelse’, thi han er en dejlig mand.

Nå, ja, og så er jeg jo også svensk gift, har en halvsvensk søn1 og holder så meget af Sverige, at man næsten skulle tro jeg hed Svensson.

Så det bliver Sverige for mig. Naturligvis.

  1. Der taler en på en helt uklædeligt nuttet dansk-svensk måde []
 

Skribenten

Husbond, far og politolog. Går mest op i underlødig popkultur, science fiction, politik, nordjysk og romersk fodbold samt alt amerikansk sport ಠ_ಠ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *