in Bøger

Som allerede antydet i november, blev det et mellemfornøjet bogår. En række gode værker, men ikke mange, der virkelig begejstrede. Jeg gav en halvårsstatus tilbage i juli, og nu er tiden så kommet til den årlige konklusion.

I min opsamling for bogåret 2014, skrev jeg, at læsningen havde været præget af to tendenser: Mindre tid (grundet forældreskab og nyt arbejde) og min Kindles indflydelse (mere fleksibilitet, skønlitteratur kun fortæret i ebog form).

Det meste af hvad jeg skrev dengang gælder stadig. Det eneste reelt nye er, at jeg er begyndt at savne de skønlitterære fysiske værker på hylderne. Faglitteraturen breder sig stille og roligt i reolerne, mens vi nærmest ikke har købt nye romaner siden jeg fik min Kindle. Det føles … i manglen på et bedre ord: Fattigt. Jeg kan godt lide tanken om, at husstandens bibliotek naturligvis også skal have skønlitteratur stående på hylderne.

Er ikke begyndt at købe skønlitterære bøger endnu, men tror at det bliver en tendens i 2016 og 2017. Det samme gør læsning af de biblioteksbøger, som jeg alligevel samler op sammen med sønnen. I 2014 delte jeg årets læste bøger op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’. Det samme gør jeg i år.

 

Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Michael Burleigh: ‘Small Wars, Faraway Places: The Genesis of the Modern World 1945-65’
  • Robert Caro: ‘The Passage of Power’
  • Karen Joy Fowler: ‘We Are All Completely Besides Ourselves’
  • Mitchell Hogan ‘A Crucible of Souls’
  • Ian Whates ‘Pelquin’s Comet’
  • Gillian Flynn: ‘Gone Girl’
  • Peter Clines: ‘The Fold’
  • Lauren Beukes: ‘Broken Monsters’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Stairs’‘
  • V.E. Schwab: ‘A Darker Shade of Magic’

Der er ikke en overraskende vidunderlig bog i stil med ‘Station Eleven’ fra sidste år. Men ellers synes jeg egentlig, at jeg fik en række gode, solide bøger ind under vesten i 2015. Kun to af dem var faglitteratur, hvilket illustrerer hvor meget lettere det er for mig at bruge min Kindle. Årets bedste bøger var Burleigh og Fowler. Den mest underholdende var ‘Gone Girl’, hvilket nok forklarer bogens hysteriske popularitet.

 

God, men nok mest hvis du er sær

  • Philip K. Dick: ‘The Man in the High Castle’
  • David Mitchell: ‘The Bone Clocks’
  • Ole Steinhauer: All the Old Knives’
  • Paula Hawkins: ‘Girl on the Train’
  • Mark Edwards: ‘Follow You Home’
  • David Eddings: ‘Pawn of Prophecy’
  • Jason Fried: ‘Rework’
  • Roman Krznaric: ‘How to Find Fulfilling Work’
  • Andrew S. Grove: ‘High Output Management’
  • James S.A. Corey: ‘Nemesis Games’
  • John Scalzi: ‘Unlocked: An Oral History of Haden’s Syndrome’
  • David Hutchinson: ‘Europe in Autumn’
  • Brian Staveley: ‘The Emperor’s Blades’
  • Brian Staveley: The Providence of Fire’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Shards of Honour’
  • Harvard Business School: ‘Getting Work Done’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads: The Essentials’
  • Harvard Business School: ‘HBR’s 10 Must Reads on Strategy’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Communication’
  • Harvard Business School: ’HBR’s 10 Must Reads on Managing Yourself’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Project Management’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Better Business Writing’
  • Harvard Business School: ‘HBR Guide to Managing Up and Across’
  • Jim Benson: ‘Personal Kanban: Mapping Work / Navigating Life’
  • Peter Thiel: ‘Zero to One: Notes on Startups, or How to Build the Future’

Denne kategori er for bred, da et par af dem retteligt burde havne i ‘Læst, og de var ok, men de gjorde ingen forskel for mig’-kassen. Her burde en del af selvhjælpesbøgerne nok befinde sig. Omvendt burde Steinhauers underholdende spionroman måske have kommet i en højere kategori.

 

Skuffende. Meget skuffende

  • John Scalzi: ‘Locked In’

Jeg har kun én bog i denne kategori, hvilket kommer lidt bag på mig. Men omvendt kræver det jo, at jeg fik færdiggjort bogen og var skuffet, førend man kunne havne her. Og de virkelig sucky bøger, lod jeg bare være med at læse færdig. Scalzis bog fik megen ros i science fiction miljøet, men jeg fandt plottet kedsommeligt.

 

Bøger jeg gik i stå i

  • David Eddings: ‘Queen of Sorcery’
  • Jeffrey Pfeffer: ‘Leadership BS: Fixing Workplaces and Careers One Truth at a Time’
  • Lois McMaster Bujold: ‘Barrayar’
  • Brent Weeks: ‘The Lightbringer’
  • Michael Faber: ‘The Book of Strange New Things’
  • Wesley Chu: ‘Time Salvager’
  • Jeremy Bates: ‘Suicide Forest’
  • Kathrine Addison: ‘The Goblin Emperor’
  • Donna Tartt: ‘The Goldfinch’
  • C.J. Cherryh ‘Downbelow Station’
  • Stephanie Vance: ‘The Influence Game: 50 Insider Tactics from the Washington D.C. Lobbying World That Will Get You to Yes’
  • Joe Hill: ‘Heart-Shaped Box’

Det her er en yderst blandet landhandel. Et par skuffende to’ere (Eddings, Bujold), et par enkeltstående fejlskud og to af 2014’s roste finlitterære bøger (Tartt, Faber). I almindelighed droppede jeg dem, hvis plottet kedede mig og der stadig var 364 sider tilbage.

Lige nu har jeg ikke nogen eksplicit formulerede læseambitioner for 2016. Måske at have lidt mere stamina, når det handler om bøger, der momentant keder mig? Det er foruroligende mange bøger jeg er påbegyndt, blot for siden at droppe igen. Det må jeg gøre bedre i 2016.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Jeg er ret vild med dine kategorier. Og jeg synes, at du har fået læst ret meget, selvom du også er gået i stå i et par stykker – jeg tror aldrig, at jeg har læst så lidt som i år. Det skal ændre sig næste år. En af dem, jeg fik tygget mig igennem, var netop The Goldfinch, og jeg kunne faktisk meget godt lide den. Jeg er generelt en sucker for laaaange romaner, og selvom den var lidt poppet, var jeg ret godt underholdt.

  2. Måske jeg bør genstarte Goldfinch.

    Jeg gik i stå efter ca. 150 sider, hvor Theo efter en fremragende start på bogen nu pølser rundt hos en plejefamilie i New York og er trist (hvilket jeg godt kan forstå), men der ikke rigtig sker noget herudover. Jeg kan så forstå på mine mere litterært udholdende venner, at tingene for alvor bliver interessant (på Fear and Loathing-måden), når han kommer til Las Vegas … men ja, det nåede jeg aldrig til. Måske det bare er fordi jeg har det svært ved overnormalt begavede og popkulturelt overskudsagtige teenagefortællerstemmer i bøger. Følte det til tider som at jeg læste et afsnit af Gilmore Girls, og det har jeg oprigtigt talt ikke lyst til.

  3. Bogen er helt klart bedst, når Theo er i Las Vegas – det har dine litterært udholdende venner ret i. Jeg ved præcis hvad du mener med din Gilmore Girls-reference, men jeg må tilstå, at jeg har en lille svaghed for den fortællestemme, du ikke er glad for, selvom jeg sagtens kan se det irriterende ved fænomenet. (Jeg fik faktisk Gilmore Girls-boksen som en ekstra julegave i går..! :)

  4. Altså, hvis du er pjanket med Lorelai og den slags, så skal du øjeblikkeligt se ‘Parenthood’. Skuespilleren spiller nøjagtig samme rolle. Faktisk tror jeg, at hun udelukkende er i stand til at spille Lorelai-typen. Hun er kvindekønnets svar på Hugh Grant (og hans DEJLIGE hår), der som bekendt også kun kan castes i én rolle. Min bedre halvdel ELSKER hende, men jeg får lyst til at tage et bad, så jeg kan få skyllet alt det fæle twee og ej-jeg-er-også-altid-så-klodset af mig.

  5. Haha, det er meget spot-on, det der. Og jeg er vild med det. Din bedre halvdel ved vel godt, at der kommer nye afsnit lige om lidt? Det er SÅ spændende. :)