in Bøger

Book of Strange New Things

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg griflede om bøger.

Mit læseri er ikke gået helt i stå, selvom sygdom, vuggestueindkøring, arbejde og hverdagslogistik bestemt gør solide indhug i det daglige overskud. Kindlen bliver derfor primært frekventeret i de senere aftentimer, hvor jeg efter 10-12 minutters læsen kapitulerer til søvnbehovet. Det er altsammen lidt sørgeligt at se på.

I marts havde jeg imidlertid fornøjelsen af at læse Lauren Beukes ‘Broken Monsters’. Jeg læser nærmest af princip ikke krimier, men når de krydser i det overnaturlige og horror, så bider jeg på. io9 beskriver fortrinligt bogens plot:

“Lauren Beukes’ new novel Broken Monsters is about the dark forces that awaken in abandoned places — and abandoned people — when they yearn for the kind of attention they once had. Set in the back alleys and art warehouses of Detroit, it’s a supernatural thriller that will disturb you in all the right ways.

Like Beukes’ last novel, The Shining Girls, Broken Monsters is as much about an American city as it is about the people passing through it. In The Shining Girls, our semi-supernatural killer seems represents a horrific part of Chicago’s history; and in Broken Monsters, we have a killer who captures a twisted aspect of Detroit’s present. Economic troubles have driven away the city’s once-booming population, leaving behind empty industrial buildings and unlit streets. It’s a city that nobody seems to care about anymore.”

Hele anmeldelsen kan læses her. Bogen er velskrevet og til tider umanerligt creepy. Jeg vil ikke påstå at bogen ligefrem giver læseren lyst til en rask ‘Ruin Porn’ smuttur til Detroit, men den leverer i visse sekvenser gys og gru af høj, høj klasse. Varmt anbefalet.

Ovre i den mere generiske boldgade, så har jeg senest læst bind 1 og 2 i Brian Staveleys fantasytrilogi ‘Chronicle of the Unhewn Throne’.

Jeg er oprigtigt talt i tvivl om hvordan jeg har det med det. Den første bog indleder ellers fremragende. Historien er muliugvis ikke videre original, men Staveley kan sit fortællermæssige håndværk og ved hvilke klichéer han skal spille på for at vi fans af episk fantasy bider på krogen. 3/4 inde i bogen går historien gradvist mere og mere i stå, og mine uskønne tendenser til at skimme begynder at titte frem.

Men når jeg først er nået så langt ind i en bog, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at skippe resten. Og tilmed er Staveley så bondesnu, at første bind faktisk afsluttes virkelig stærkt (ninjaer! Telepatiske mutanter! Sværdkampe! Royale intriger!), hvorfor man jo som nogenlunde anstændig læser er nødt til at læse andet bind også.

Det var til gengæld lidt af en sejtrækker. Jeg tror nok, at jeg kan lide det overordnede plot og jeg er også stadig rudimentært interesseret i hvordan det skal gå personegalleriet i bogen. Men hvis jeg skal læse blot én side mere om, hvordan livet leves blandt Staveleys fiktionaliserede udgave af et mongollignende rytterfolk, så går jeg officielt bærserk. Nu er du advaret. Aldrig mere, Staveley, aldrig mere. Jeg ender jo nok med at læse sidste bind, når det udkommer engang til næste år. Men det vil nok være af pligt end af lyst.

Netop nu er jeg så igang med Michael Fabers ‘Book of Strange New Things‘.

Det er en af de bøger, som vist nok skal i literary fiction båsen, men samtidig anvender han science fiction som fortælleteknik. Eller en falsk genrebog, om man vil. I sin bedste variant udmønter det sig i mesterværker som Emily St. John Mandel ‘Station Eleven’, der var min ubetingede favoritbog i 2014. Det var som at læse rigtig science fiction, blot skrevet af en sublimt dygtig forfatter. Kontrasten er folk som Brian Staveley ovenfor, der – når alt kommer til alt – muligvis kan dulme min sult med sit fantasyjunkfood, men ikke er i nærheden af at kunne skrive ligeså godt og indsigtsfuldt som Mandel.

Faber er indtil videre ikke helt ligeså storartet. Jeg er nu små 20 pct. inde i bogen, og plottet kommer ikke rigtig nogle vegne. Med io9’s ord:

“In the new book by the author of Under The Skin, a missionary travels to an alien planet called Oasis, to teach the natives about the Bible. But the biggest revelations in this book aren’t about the aliens and their fervor for religion — but rather about the human race and its tendency to self-destruction. Through the hand-picked collection of exemplary humans living on this alien planet, we start to see just how strange the future of the human race might look.”

Missionæren Peter pølser i skrivende stund rundt på basen på Oasis, og han møder bestemt mange særegne eksistenser på planeten, både blandt mennesker og aliens. Men der sker ikke så meget. Håber historien kommer mere op i gear, selvom jeg frygter at det ikke er Michael Fabers ærinde at skrive en underholdende science-fiction bog. Vi må se.

På nonfiction fronten har jeg ikke fået læst en eneste bog siden sidst. Måske det er ved at være på tide med lidt ny intellektuel stimulans i den retning.

Giv lyd fra dig

Comment