in Fodbold, Uncategorized

BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Tror at du spørger den forkerte; udover en bedrøvelig afstikker i et års tid, har jeg ikke boet i Aalleren siden 2001.

    Men min oplevelse med Aalborg er, at det er et sted man kun rigtig kan holde af, hvis man er derfra.

    Jeg definerer stadig mig selv som nordjyde og ser som eksileret aalborgenser stadig byen gennem et småskizofrent rosenrødt skær. Hvor jeg på den ene side er lykkelig over at være sluppet væk, mens jeg på den anden side samtidig (ok, måske en smule ironisk) hylder Aalborg som Nordens Paris og vil forsvare stedet til sidste blodsdråbe. Jeg læser dagligt tv2nord og Nordjyskes hjemmesider, og bliver stadig lige stolt og glad, når de får skabt nogle ting deroppe i min gamle by.

    Med fare for at generalisere, så tror jeg at mange aalborgensere lider af megalomant selvhad. Vi ved godt at Aalborg ikke er verdens smukkeste eller det mest interessante sted i verden. Men hey, det er vores by, og derfor er den og ingen – og da slet ikke aarhusianere eller københavnere – skal tro, at de er bedre end os. Det er lidt mentaliteten, tror jeg. Trodsig provinsstolthed.

    Men igen: Det er mange år siden jeg boede der.

  • Related Content by Tag