in Bøger, Science Fiction

Bringing Nothing to the Party

Bogstaver

Som nævnt i forrige indlæg, er jeg i fuld gang med at læse Jo Waltons bog om science fiction klassikere. Hun skriver dog også om det at skrive og at læse. Herunder et af de emner, jeg i særlig grad har dårlig samvittighed over:

Do You Skim?

This friend said that if she was getting bored with something in a book she’d skip ahead until it got interesting. “How do you know?” I asked. “I skim,” she replied. “If there’s a boring action sequence, or a boring sex scene, I’ll skim until we get back to something interesting.”

To clarify—she doesn’t read all the words. She stops reading and just casts her eyes over the text, speed reading occasional phrases until she has missed the bit she doesn’t like. It’s as if she’s re-reading and she decides to skip a thread she didn’t enjoy, except without having ever read it in the first place. Or it’s like the way you might look for a particular bit on a page to quote without getting sucked in to reading the whole thing, except without having read it before. It’s not like the way you can keep reading in your sleep and suddenly realise you didn’t take in the last few pages. It’s a deliberate action—the way in a non-fiction book you might decide to not read a chapter that covers a topic you don’t need. Except, of course, that she does it with fiction, and not to a clearly marked end point, but to where the text gets interesting again.

I never do this. I’ve never even thought of it. It seems really weird to me.

So what I want to know is, do other people do this?

JA. Jeg skimmer. Også skønlitteratur. Og det går mig på. Ved ikke engang hvornår uvanen opstod. Måske dengang jeg begyndte på universitetet, og var nødt til at processere store mængder faglitteratur. Måske er det internettets indvirken på min svindende koncentrationsevne, der er synderen. Jeg har altid læst hurtigt (det vil sige: Sjusket), men det er blevet slemt i de senere år.

I dag dybdelæser jeg begrædeligt sjældent. Hverken faglitteratur1 eller skønlitteratur. Hvilket, som Walton påpeger, er meget mærkværdigt:

What I want to know is, don’t you miss things? I mean it might look like a boring sex scene, but who knows that the protagonists aren’t going to break off foreplay to discuss the way neutron stars work? (Real example.) Or who knows what clever things the author might be doing in a boring battle scene? Patrick O’Brian uses them for characterisation. If a book is really too dull for me to care what happens, I might put it down altogether, but if it’s interesting enough to keep reading, I can’t imagine just skipping a chunk—nor have I really got a handle on where you’d start reading again. How can you tell? And how do you know you didn’t miss something vital that might have made the whole book make more sense?

I’m talking about reading for pleasure here. I understand how it’s possible to read boring non-fiction for information, and skip the sections labeled as containing no useful information. And I’m mostly talking about reading SF and fantasy, though goodness knows I don’t skim when I’m reading mainstream novels either.

I read in hope of little sparkling moments that are going to turn my head inside out. I increase my chances of getting them by reading the kind of writers who have done that to me before: (Vinge, Delany, Dean, Le Guin, Wilson, Schroeder, Cherryh…) where really skipping even a paragraph might leave you lost and confused at the end. I can see that there are other writers who I enjoy whose work isn’t that dense, but I still don’t want to miss anything. Who knows where that moment might be hidden? It’s either worth reading or it isn’t, I can’t see the point of half-reading it. I can’t understand how that could be fun. If it hasn’t sucked me in so that I want to keep reading it then I might as well be eating broccoli. Or reading something else.

 

Og det har hun altsammen ret i! Man burde læse skønlitteratur fuldstændigt, fremfor at overføre ens dårlige vaner fra faglitteraturen. Men det er lettere sagt end gjort. Jeg vil vove den påstand, at der også er visse kognitive mønstre involveret.

En ting Walton ikke berører er eksempelvis, at skimning af skønlitteratur også påvirker ens præferencer indenfor litteratur. Som tiden går bliver jeg mere og mere plotorienteret. Hvis en bog er ‘langsom’ og/eller plottet ikke er gået i udbrud indenfor 50 sider, så kan den være nok så formfuldendt skrevet – jeg mister stadigvæk tålmodigheden. Derfor er finlitteratur spildt på mig. Jeg sætter ikke tilstrækkeligt pris på en kunstfærdigt skrevet bog.

Jeg vil have originale idéer, koncepter, spændende historier, interessante personer i min skønlitteratur. Selvsagt helst skrevet på en begavet og velskrevet måde, men det er handlingen, der trigger hos mig. Alt andet er sekundært. Og det er derfor jeg skimmer. På samme måde, som jeg også sagtens kan stå mentalt af film eller tv-serier, når der er en actionsekvens. Altså, når der er 16 afsnit tilbage af en given sæson, så ved jeg jo godt at hovedpersonerne overlever – så kan jeg godt ‘skimme’ actionsekvensen. Muligvis en dårlig vane … men jeg begynder efterhånden at tro, det er for sent at ændre på nu.

Hvad med jer? Skimmer I?

  1. Hvilket er grunden til at jeg har opsagt mit abonnement på The Economist []

Giv lyd fra dig

Comment

  1. Det er ret interessant, faktisk. Jeg læser stort set aldrig faglitteratur, og jeg skimmer aldrig i hverken skønlitteratur eller tv-serier. Før i tiden havde det helt klart noget med OCD at gøre – jeg skulle f.eks. også se alt ekstramateriale på en dvd – og nu er det vist bare blevet en vane. Måske læser jeg også lidt flere ikke-plotorienterede bøger end dig – har lige fået Helle Helle, Erlend Loe og Dorthe Nors-bøger i julegave, f.eks., og jeg kan godt forstå tiltrækningen i at skippe et par sider i en lang fantasy-serie. (Ikke A Song of Ice and Fire, dog. Den håber jeg ikke du skipper i!)

  2. Altså, A Song of Ice and Fire er, hvad, 5000 sider til dato? Jeg kan ikke love, at jeg ikke er kommet til at skimme en sektion eller to undervejs … :)