Oasis

Den Bedre Halvdel har foræret mig den nye Kindle Oasis i julegave. Det er en decideret fornøjelse. Skærmen er langt, langt bedre end min efterhånden noget sløve Paperwhite, og Oasis er virkelig en skøn maskine at anvende. Jeg er så begejstret at jeg næsten er klar til at bryde min kardinalregel om at faglitteratur skal ejes og læses i fysisk form.

Billedet yder slet ikke Oasis’en ære. Den er vidunderlig og giver en prægtig læseoplevelse!

Lige nu er jeg heldigvis i lidt af en overflodssituation når det gælder læsestof.

Er allerede i gang med Odd Arne Westads ‘The Cold War: A World History’, der er historieskrivning på det helt geopolitiske niveau. Det er virkelig læskende og forfriskende med det store billede, nok især efter at jeg i en periode i min læsning har været fordybet i enkelte lande (Vietnam) eller afgrænsede historiske begivenheder (Taiping oprøret). Så hvis man sidder derhjemme og savner en velskrevet og spændende analyse af den kolde krig (der ifølge Westad allerede begyndte med den russiske revolution i 1917 og de strukturelle traumer efter først verdenskrig), så kan jeg kun anbefale bogen.

Som første bog på min nye Oasis valgte jeg ‘Persepolis Rising’, der er bog 7 (suk!) i The Expanse serien. For når man nu allerede har læst de seks forrige bind og forfatteren James S.A. Corey er så flink at udgive en ny bog årligt, så skulle man da være et skarn, hvis ikke man fortsatte1. Jeg må dog samtidig tilstå, at jeg i skrivende stund har vanskeligt ved at huske handlingen og hvad der præcist skete i en række af de tidligere bind. Jeg formoder dog, at det er et fænomen der rammer de fleste læsere af bogserier, der ikke kan bingelæses her og nu, men hvor man må vente på næste bind. Måske det hele også forplumres lidt af tv-serien, som jeg ikke for alvor kan tage mig sammen til at komme igennem anden sæson af.

De første kapitler i ‘Persepolis Rising’ er dog lovende og spændende, selvom jeg lige skulle acceptere med mig selv, at hovedpersonerne er blevet 20 år ældre siden sidste bind. Håber ikke at det aldrende klientel forhindrer bogen i at være endnu en hæsblæsende space opera af høj kvalitet. Lad os nu se.

Den er i hvert fald dejlig at læse på Oasis’en!

  1. Tænk hvis George R.R. Martin ydede sine læsere den samme respekt … []

Bogåret 2017

Ingen årsafslutning uden den rituelle opremsning af årets bøger. Sidste års betragtninger (inkl. dem fra min halvårsstatus) over mine læsemønstre er stadig fuldt ud gældende, ligesom jeg holder fast i mine tre kategorier:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’

Samlet set var 2017 et godt læseår for mig. Læseglæden er for opadgående i forhold til tidligere år, og det er lykkedes for mig at få minimeret antallet af skuffende bøger og gå-i-stå’ere. Om det så er udtryk for, at jeg læser for smalt indenfor bestemte, trygge genrer og har mistet den intellektuelle nysgerrighed overfor nye anderledes læseoplevelser … mjah. Jeg skal ikke kunne udelukke det. Uanset hvad, så ser jeg frem til de kommende læseoplevelser i 2018.

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Dexter Palmer – ‘Version Control’
  • Don Winslow – ‘The Force’
  • Jonathan L. Howard – ‘Carter & Lovecraft’
  • Jonathan L. Howard – ‘After the End of the World’
  • Ian Whates – ‘The Ion Raider’
  • Peter Clines – ’14’
  • Mur Lafferty – ‘Six Wakes’
  • Karl Ove Knausgård – ‘Min kamp 1’
  • Karl Ove Knausgård – ‘Min kamp 2’
  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Stephen R. Platt – ‘Autumn in the Heavenly Kingdom: China, the West, and the Epic Story of the Taiping Civil War’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’
  • Marcus Aurelius – ‘Meditations’
  • Christopher E. Goscha – ‘The Penguin History of Modern Vietnam’

Kommentar: Jeg er overrasket over hvor mange gode bøger, jeg fik læst i år. Igen i år var jeg glad for historiefaget i min faglitterære læsning, fraset Marcus Aurelius’ klassiske værk inden for stoisk tænkning. Min Kamp 1 og 2 er klart det mest finlitterære jeg har læst i år, resten er en usund og usmagelig blanding af horror, science fiction, neo-Lovecraft og spekulativ fiktion. Hvis jeg skulle anbefale én skønlitterær bog, så ville det være ‘Version Control’ af Dexter Palmer. Den fik mig til at tænke.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Shirley Jackson – ‘The Haunting of Hill House’
  • Agatha Christie – ‘And Then There Were None’
  • Ken Asamatsu – ‘Queen of K’n-Yan’
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Becky Chambers – ‘The Long Way to a Small Angry Planet’
  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’
  • John Strong: ‘Buddhisms’
  • William N. Goetzmann – ‘Money Changes Everything’

Kommentar: En blandet omgang emnemæssigt. Alle bøger var fejlbehæftede og de enkelte bør kun læses, hvis man har særlige tilbøjeligheder.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’
  • Emily Esfahani Smith – ‘The Power of Meaning: Creating a Life That Matters’
  • Joe Moran – ‘Shrinking Violets: A Field Guide to Shyness’

Kommentar: Gider ikke spilde ord på Schwab, hvis afsluttende bind i en ellers god trilogi var noget af det mest åndssvage og skuffende jeg har læst i flere år. De to andre afspejler, at jeg er et søgende og i øvrigt dybt genert menneske. Begge var rige på tåbelige anekdoter og lommefilosofi samt fattige på reelle indsigter.

Bøger jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’
  • Michael Vatikiotis – ‘Blood and Silk: Power and Conflict in Modern Southeast Asia’
  • Pierre Razoux – ‘The Iran-Iraq War’

Kommentar: De her tre irriterer mig! Alle er bøger om emner, som interesserer mig – men som alligevel formåede at tabe mig relativt hurtigt. Enten fordi de var kedeligt skrevet (Razoux), begyndte helt tilbage ved Adam og Eva (Stedman Jones) eller var selvtilfredse memoires (Vatikiotis). Kan ikke forestille mig, at jeg får læst nogen af dem i fremtiden.

Neo-Lovecraft

Jeg har aldrig læst H.P. Lovecraft og kender kun hans gotiske horror og Cthulhu-mytologi af omtale. Derfor er det lidt pudsigt, at mine sjoveste læseoplevelser i 2017 alle er, hvad man kan kalde neo-Lovecraft’ske horrorbøger. Lovecrafts temaer om det okkulte, esoterisk og forbudt viden samt kultdyrkelse af væsener fra andre dimensioner, går alle igen i bøgerne.

Aktuelt er jeg i gang med ‘After the End of the World’, der er anden del i Jonathan L. Howards urimeligt underholdende serie om protagonisterne Carter & Lovecraft. Det er kort sagt som at læse de bedste afsnit af tv-serien ‘Supernatural’ i bogform – og de to bøger har forvandlet mine daglige pendlinger til den rene fornøjelse. Vores to helte er aktuelt i et parallelunivers, hvor nazi-Tyskland aldrig tabte på grund af Himmlers okkulte eksperimenter. Men hvem er de mystiske overjordiske kræfter, der i virkeligheden styrer showet? Spændingen er ikke udløst endnu, og jeg er ellevild med at få det at vide. Glæder mig allerede til næste togtur.

Før da læste jeg ‘Queen of K’n-Yan’ af Ken Amasatsu, en japansk fortolkning af Lovecrafts univers. Historien stak helt af til slut – med alt hvad det indebærer af hallucinationer, afrevne lemmer og knivskarpe tentakler – men var indtil da meget interessant. Hovedpersonen Morishita Anri er klart en af de mest besynderlige og utroværdige fortællere, jeg er stødt på i nyere tid.

Peter Clines’ ‘14’ var også fortrinlig læsning. Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst hans science fiction bog ‘The Fold’, som også (med det vidste jeg ikke dengang) flirtede kraftigt med Lovecraft-universet. ‘14’ er mere en klassisk mysterie/gyser, som dog til tider blev lidt for kæk i de popkulturelle referencer. Hvis du har lyst til at læse en gyser om en ejendom, der i virkeligheden er proppen der forhindrer et parallelunivers (beboet af mildest talt usympatiske, blodtørstige og pænt selvhøjtidelige tentakelvæsener) i at overtage vores verden, så gå trygt om bord i bogen.

Alt i alt ved jeg ikke om jeg er helt beredt på at gå i gang med mesteren selv. Jeg kan tydeligvis godt lide forfattere der er inspireret af Lovecraft, men har manden mistænkt for at være for underlig til min smag. Må se om jeg ændrer mening i 2018.

Min kamp 2

Er nu på side 505 i Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp 2’. Den er selvsagt velskrevet og unik … men … jeg er ikke helt så betaget som jeg var under læsningen af første bind.

Normalt er jeg meget plotorienteret. Der skal ske noget i en bog, før end min reptilhjerne vågner og bliver begejstret. Det grundpræmis slog jeg dog fra i ‘Min kamp 1’, simpelthen fordi Knausgård er helt uforlignelig til at skrive. Og, ikke mindst, fordi der er sekvenser jævnt fordelt ud over de mange sider i hans romaner, hvor han krystalliserer livet for en midaldrende, utilfredsstillet og uudfoldet småbarnsfar til perfektion.

Endelig kan han levere sætninger, som er uhørt morsomme og rammende. Tag nu bare denne fra side 101 i ‘Min kamp 2’, hvor den ellers ganske libidinøse Knausgård konstaterer, at mænd de facto ophører med at være sexobjekter i det øjeblik de lægger hænderne på styret af en barnevogn, eller når ifører sig en slyngevugge:

“Sådan gik det til at jeg gik moderne og feminiseret rundt i Stockholms gader med en rasende attenhundredetalsmand i mit indre”

Kan det siges mere rammende? Næppe.

Men altså, ‘Min kamp 2’. Den mangler noget. Historien om Knausgårds hverdagsliv sammen med Linda og lille Vanja i Stockholm i 2005 (kun afbrudt af rablende litterære afstikkere) er ikke interessant nok i længden.

I ‘Min kamp 1’ var der – den luntende handling til trods – en tragisk, men fængende akse bestående af oprydningen af det gennemraserede hjem efter at Knausgårds far har drukket sig selv ihjel. Linda Boströms maniodepressive udsving er ikke tilnærmelsesvist ligeså fascinerende. Til tider har bogen været en anelse sej at komme igennem. Jeg er glad for at den snart er slut, og vil efter en behørig pause med rigelige mængder science fiction gå i gang med bind 3, tror jeg.

Ville dog ønske at han havde kaldt sine bøger noget andet. Det er altid en lidt akavet situation at hive en bog ved navn ‘Min kamp’ frem når man sidder der i toget mod Roskilde. Bevares, titlen kommer fra Knausgårds farmor, der havde for vane at sige at “livet er en kamp” (hvorfor titlen vel reel betyder ‘Mit liv’). Men det kan folk der forbinder titlen med Hitlers kampskrift jo ikke vide. Så nej, midaldrende dame, der stirrede ondt på mig i forgårs, jeg er ikke nazist, jeg læser en bog om en langhåret førmoderne nordmand, der filosoferer bittert over at skifte bleer på et kummerligt toilet i en svensk sommerpark.

Finish the Book, George!

George R. R. Martin, nu skal jeg sige dig en ting: Du skal KRAFTEDEME ikke sidde dér og være en krukke, og love at vi ”måske” får næste Game of Thrones bog inden udgangen af 2018. Du skal fandeme ikke sidde der på din lousy blog og tale om ”gode dage og dårlige dage”, når der er gået SEKS ÅR siden seneste bog i serien.

“And, yes, I know you all want to know about THE WINDS OF WINTER too. I’ve seen some truly weird reports about WOW on the internet of late, by ‘journalists’ who make their stories up out of whole cloth. I don’t know which story is more absurd, the one that says the book is finished and I’ve been sitting on it for some nefarious reason, or the one that says I have no pages. Both ‘reports’ are equally false and equally moronic. I am still working on it, I am still months away (how many? good question), I still have good days and bad days, and that’s all I care to say.

Whether WINDS or the first volume of FIRE AND BLOOD will be the first to hit the bookstores is hard to say at this juncture, but I do think you will have a Westeros book from me in 2018… and who knows, maybe two. A boy can dream…”

Når du har tid til at mingle med skuespillere, lave spin-off tv-serier, skrive flere bogindlæg om dagen, være redaktør på tåbelige antologier, være kongen af bogmesser og æde dig igennem samtlige restauranter i Albuquerque og omegn, så har du OGSÅ TID TIL AT FÅ SKREVET DEN FORBANDEDE BOG.

Tv-serien overhalede dig for over en sæson siden og hele dit skabagtige ”uuuuuuh, jeg er en kunstner for kunstens skyld, og jeg skylder jer rent faktisk ikke en bog, nå!”-ævl er noget af det værste, jeg har oplevet en forfatter udsætte sine læsere for. Gu’ gør du så, din skriveblokerede burgøjser.

Sæt din behårede røv ned foran tastaturet og få skrevet den bog. NU! NU! NUUUUUUUU!

And then there were none

Har nu læst mit livs første Agatha Christie bog; det klassiske locked-room mystery ‘And then there were none’ fra 1939.

Inspirationen til at læse bogen kom fra ‘Six Wakes’, der bedst kan beskrives som netop en locked-room krimi med kloner fanget om bord på et rumskib.

‘And then …“ er dog noget mindre intergalaktisk. Her udspiller mordgåden sig på en stormombrust ø udenfor Devons kyst. De mere jordnære omgivelser til trods, så kan persongalleriet målt på excentricitet sagtens kan konkurrere med de højspændte kloner i ‘Six Wakes’. Vi finder alt fra pensionerede dommere over religiøse guvernanter til skruppelløse lejesoldater fra det mørke Afrika. Karaktererne i historien er karikaturer/roller snarere end personer, og Christie har en svaghed for fiffige formuleringer og høflige dialoger mellem gentlemen. Det er ganske fornøjeligt, især hvis man sidder med sin monokel i øjet og ens scotch opskænket.

Det er ikke en lang bog, og man kan sagtens mærke at den er skrevet for snart 80 år siden. Ikke at det gør noget. Faktisk tilføjer det historien en ikke ubetydelig charme. Christies facon og stil er mere løjerlig og old school end man er vant til. Skrivemåden er mildest talt heller ikke særlig subtil. Alene det faktum, at når et afsnit er tiltænkt at være uhyggeligt eller sætlig dramatisk, så SKAL det konsekvent skrives i kursiv, således at læseren ikke skal overbebyrdes med selv at udlede det af teksten.

Selve mysteriet? Jeg vil ikke afsløre noget. Overordnet set synes jeg Christie afvikler sit plot blændende, men selve svaret på mordgåden var et antiklimaks for mig. Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale bogen. Har man lyst til et retro mordmysterium, så gå endelig i kast med den. Den er aldeles glimrende underholdning i timevis.

Bogåret 2017 – halvårsstatus

Nuvel, jeg plejer altid at være en værre krukke i de her bogindlæg. I ved nok: “ÅÅÅÅH, jeg har slet, slet ikke fået læst alle de bøger jeg plejer, AK OG VE, verden er da også af lave”. Se bare indlæggene fra nytår 2016 og nytår 2015. Utåleligt. Ganske enkelt utåleligt.

Vanen er tro har jeg da heller ikke denne gang fået læst det antal bøger, jeg gerne ville. Men til forskel fra tidligere humblebraggende år, så passer mine jeremiader faktisk denne gang. Se blot her på den samlede liste over læste bøger i første halvår af 2017 (ud fra mine sædvanlige kategorier). Der er virkelig tørret ud i kvantiteten af læste bøger. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.


Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Robert Jackson Bennett: ‘City of Miracles’
  • James S.A. Corey: ‘Babylon’s Ashes’
  • John Darnielle: ‘Universal Harvester’
  • Tom Deady: ‘Haven’
  • Carlos M. Eire: ‘Reformations’ (n)
  • Karl Ove Knausgård: ‘Min kamp 1’
  • Jonathan Maberry: ’Ghost Road Blues’
  • Jonathan Maberry: ‘Dead Man’s Song’
  • Jonathan Maberry: ‘Bad Moon Rising’
  • Victor Sebestyen: ‘1946: The Making of the Modern World’ (n)
  • Chris Wickham: ‘Inheritance of Rome’ (n)

Kommentar: Et par solide historiebøger på listen, der alle gjorde mig klogere på centrale begivenheder og perioder i verdenshistorien. Knausgård var nok den mest positive finkulturelle læseoplevelse, mens resten var horrorbøger, der alle underholdt mig fyrsteligt. Alle der kan lide Stephen King ca. anno ‘Salem’s Lot’ kan trygt stige ombord i Maberry og Deady. De vil udgøre prægtig blodtørstiog sommerlæsning.

God, men nok mest hvis du er sær

  • Sarah Bakewell: ‘At the Existentialist Café’ (n)
  • Alexander Dugin: ‘Eurasian Mission’ (n)
  • Caitlín R. Kiernan: ‘Agents of Dreamland’
  • Johnny Marr: ‘Set the Boy Free’ (n)
  • John Strong: ‘Buddhisms’ (n)

Kommentar: Domineret af non-fiction indenfor forholdsvis esoteriske emner. Alle gjorde mig klogere på og/eller mere foruroligt over verden. Men som kategorien også antyder, så skal man nok have interesse i emnerne i forvejen. Hvis man ikke synes geopolitik er særlig sexet, er det eksempelvis en dårlig idé at gå i gang med Dugins pro-russiske kampskrift.

Skuffende. Meget skuffende

  • V. E. Schwab: ‘A Conjuring of Light’

Kommentar: POKKERS! De to første bøger i trilogien var fremragende, men i tredje bind gik Schwab helt Young Adult amok. Det var ikke til at komme igennem en side uden kærlighedssyge teenagere, der ytrede den ene episke absurditet efter den anden. Hvilket jeg måske kunne have levet med, hvis ellers så plottet havde holdt vand. Det var ikke tilfældet. Årets klart værste skuffelse.

Bøger, jeg gik i stå i

  • Gareth Stedman Jones: ‘Karl Marx: Greatness and Illusion’ (n)

Kommentar: Måske jeg bare skal i gang … men det er godt nok nogle lange indledende kapitler om unge Karls opvækst i Trier og omegn. Må give bogen en chance mere, når jeg engang ikke længere er permanent træt.


Så helt overordnet:

Et ok, men ikke bjertagende bogår indtil videre.

På plussiden står, at jeg er blevet meget mere efficient i min læsning. Det er ny rekord, at jeg kun er gået i stå i én bog det seneste halve år. Og den er jeg ikke engang gået i stå i per se, den har bare været vanskelig at komme igang med. Tilmed var der kun én af de bøger jeg læste, som var decideret skuffende. Så enten er min evne til at udvælge de rigtige bøger blevet bedre, eller også er mine kvalitetskrav til bøgerne blot dalet.

Kvantitativt er det gået tilbage. Der er selvsagt en helt åbenlys forklaring: Jeg har to børn på henholdsvis 1 og 3 år, hvilket udsletter det meste af ens fritid. Men det forklarer nu ikke det hele.

Sagen er også den, at jeg dels har udsat at købe nye (fysiske) non-fiction bøger i et stykke tid, dels at jeg ikke for alvor er stødt på skønlitterære titler, som jeg ganske enkelt måtte læse. Min Kindle-læsning er også faldet af på den. Hvor jeg tidligere ofte læste på den i toget eller i mørket før jeg falder i søvn, så har nyhedslæning og underlødig iPad-surfning ligeså stille overtaget meget af bogtiden.

Det vil jeg forsøge at gøre noget ved, tror jeg.

Læsekrise

Har en midlertidig skønlitterær læsekrise. Altså, en krise for så vidt at jeg ikke har begyndt eller afsluttet en bog siden 1. juni, hvor jeg med stor tilfredshed lukkede Robert Bennett Jackson ganske vidunderlige fantasyværk ‘City of Miracles’ i. Og at jeg i skrivende stund ikke kan komme på en eneste roman, som jeg bare må og skal læse.

Min to-read liste på Goodreads er rig, ja nærmest frodig, på faglitteratur, mens det kniber mere med skønlitteraturen.

Bevares, jeg har da en del ‘nice to read’ bøger på listen, som er samlet op efter at have læst diverse ‘MOST OBSCENE HORROR BOOKS EVER!!!’ og “FANTASY CLASSICS WITH SEXY ELVES” lister på obskure blogs rundt omkring i internettets grimmeste afkroge. Men ‘must-read’ titler? Mjah. Ikke rigtig.

Inspireret af Tine overvejer jeg derfor at give Stephen Kings ‘Dark Tower’ bøger en chance mere. Jeg kløjedes dog i første bind, der var lidt for forfatterskole-skrevet for min simple smag, manglende koncentrationsevne og begrænsede kognitive evner. Følte mig på den baggrund ikke klar til at lave en så stor tids- og energimæssig investering, som en flere tusinder sider lang bogserier udgør. Bind et – ‘The Gunslinger’ – ligger dog fortsat på min Kindle, hvor den hvisker lokkende og forførende til mig. Og jeg er ikke ganske afvisende overfor idéen om at finde sammen igen.

Samtidig overvejer jeg om tiden er inde til at støve nogle af de science fiction klassikere af, som jeg i sin tid gik i stå i. For siden at arkivere – med beklagelse og et skamfuldt blik – som ej-færdiggjorte.

Det er især Dan Simmons ‘Hyperion’ og Iain Banks ‘Consider Phlebas’, jeg tænker over. Begge optræder evig og altid med statsgaranti på alle lister over bedste science fiction bøger, så hvorfor gik jeg i stå i dem og magtede ikke at se deres storhed? Der må være noget galt med mig, tænker jeg. Samme overvejelser (og selvindsigt) har jeg med Peter F. Hamiltons ‘Void’ trilogi, et science fiction univers jeg nu på 10. år stadig ikke er kommet ind i, endsige forstår det basale af. Måske man burde giver det forsøg nummer fire efterhånden, jeg er jo vild med resten af mandens bøger.

Eller måske har de nærværende læsere nogle anbefalinger? Genre er ligegyldigt, jeg er åben for det meste.

City of Miracles

Se, dét var straks bedre, Robert Jackson Bennett! For efter at ‘City of Blades’ efterlod mig lidt kold indeni, så har han virkelig oppet sig med den sidste bog i fantasytrilogien ‘The Divine Cities’.

City of Miracles

‘City of Miracles’ er hæsblæsende action nærmest lige fra side 1. Bennetts evne til at kombinere et spændende plot med et originalt og skævt fantasiunivers, er ganske enkelt noget af det bedste jeg har læst i nyere tid. Han gjorde det samme i stand-alone mesterværket ‘American Elsewhere’, og Bennett sidder dermed efterhånden ganske solidt på førstepladsen over forfattere, som jeg ganske enkelt skal læse alle nye bøger af1.

I ‘The Divine Cities’ befinder vi os ikke i et slags faux-middelalder Europa (som i 99% af alle andre fantasybøger), men derimod i det der bedst kan beskrives som en blanding af tsartidens Rusland og Mughal Indien. Det er dejligt forfriskende ikke hele tiden at pølse rundt i det samme (post-)Tolkien’ske billedsprog, og bøgerne er alene af den grund anbefalelsesværdige.

Kan næsten ikke vente til hans næste bog!

  1. Tidligere vindere af prisen: Douglas Coupland, Peter F. Hamilton, George R. R. Martin []

Bogfronten

Ikke meget skønlitteratur jeg får fortæret for tiden. Har vanskeligt ved at fokusere, synes jeg. Nok mest på grund af permatrætheden. Men også fordi jeg er begyndt at blive træt af at læse på min Kindle. Den er ikke befordrende for min dybe læsning. Skimmer for meget, læser ikke sætninger tilpas grundigt.

Det går dog lidt bedre for de fysiske bøger. Hvis jeg formår at iPad’ens nyhedsside og underlødige fristelser fra mig, så går boglæsningen faktisk slet ikke så ilde.

Fik den første sending non-fiction i umindelige tider for nylig. Af den har jeg som nævnt læst dele af John S. Strongs ‘Buddhisms: An Introduction’, som dog er kommet midlertidigt en tur på boghylden.

I stedet har jeg læst den rablende gale Alexander Dugins ‘Eurasian Mission: An Introduction to Neo-Eurasianism’. Bogen kan nok bedst beskrives som Putins ideologiske og geopolitiske kampskrift. Den er således både interessant og provokerende, om end ikke ligefrem munter. Kom efter endt læsning til at tænke på George Orwells anmeldelse af Hitles ‘Mein Kampf’ i 1940. Heri skrev han:

“Also Hitler has grasped the falsity of the hedonistic attitude to life. Nearly all western thought since the last war, certainly all ‘progressive’ thought, has assumed tacitly that human beings desire nothing beyond ease, security and avoidance of pain. In such a view of life there is no room, for instance, for patriotism and the military virtues. The Socialist who finds his children playing with soldiers is usually upset, but he is never able to think of a substitute for the tin soldiers; tin pacifists somehow won’t do. Hitler, because in his own joyless mind he feels it with exceptional strength, knows that human beings don’t only want comfort, safety, short working-hours, hygiene, birth-control and, in general, common sense; they also, at least intermittently, want struggle and self-sacrifice, not to mention drums, flags and loyalty-parades. However they may be as economic theories, Fascism and Nazism are psychologically far sounder than any hedonistic conception of life. The same is probably true of Stalin’s militarised version of Socialism. All three of the great dictators have enhanced their power by imposing intolerable burdens on their peoples. Whereas Socialism, and even capitalism in a more grudging way, have said to people ‘I offer you a good time,’ Hitler has said to them ‘I offer you struggle, danger and death,’ and as a result a whole nation flings itself at his feet.”

Dugin er nået frem til Hitlers erkendelse, tror jeg. Hans ideologi tilbyder i hvert fald samme type logik om selvopofrelse, vold og og totalitarisme.

Guld, røgelse og myrra skær

Noget mere opløftende er Chris Wickham ‘The Inheritance of Rome: A History of Europe from 400 to 1000’. Endnu et af disse upåklageligt saglige, dybdegående og indsigtsfulde historiske værker af en Oxbridge professor, hvis digre værker i diverse anmeldelser konsekvent kaldes ‘magisterial’.

Det er en interessant tidsperiode, synes jeg, altså Europa i århundrederne efter at det vestromerske rige falder fra hinanden. Vi er i den tidlige middelalder, hvor der er folkevandringer og regulær tilbagegang i det store perspektiv. Jeg fandt det eksempelvis meget tankevækkende, at de arkæologiske fund fra perioden år 450-700 viser, at samhandlen på tværs af Europa (og Afrika) gik mere eller mindre i stå og den ellers minutiøst organiserede romerske skatteopkrævning brød sammen. Måske endnu mere konkret blev kvaliteten af håndværk af eksempelvis potteri forringet henover tid. Det er med andre ord ingenlunde en historisk konstant, at vi som samfund vil opleve permanent vækst og fremgang. I realiteten er det løgn, vi har gået og fortalt hinanden de sidste 2-300 år siden oplysningstiden og den industrielle revolution. Normaltilstanden i menneskets historie har for langt størstedelen af befolkningen været stagnation eller svag tilbagegang. Det er da en skræmmende tanke, er det ikke?

Wickham er i bogen meget påpasselig med at konkludere eller postuleret noget, som han ikke har historiske kilder til at dokumentere. Hvilket jo er agtværdige egenskaber i en historiker. Omvendt gør det ham også kedeligere end nødvendigt – og gør hans job det meget sværere, fordi der er jo er meget færre bevarede kilder til denne ‘dark age’ end der var til romerriget nogle århundreder i forvejen.

Man støder derfor ofte på formuleringer i bogen i stil med “… men det ved vi ikke med sikkerhed” og “kilderne er ikke entydige, og det er vanskeligt at konkludere x, y, z”. Det gør den samlet set lidt trættende, men jeg hænger i. Jeg skal nu til at i kast med afsnittet ‘The Empires of the East: Byzantine survival 550-850’, hvilket jeg som en gammel fan af Byzans ser meget frem til at fordybe mig i.

Øvrige bøger? Jo, jeg er begyndt på ‘City of Miracles’, der er bind tre i Robert Jackson Bennetts ‘The Divine Cities’ trilogi. Jeg går ind til den med åbne og lidt skeptiske øjne. Første bind var fremragende og nytænkende fantasy, mens bind to ikke rigtig fungerede for mig. Så det kan blive både en dreng og pige, som de siger.