Bogfronten

Ikke meget skønlitteratur jeg får fortæret for tiden. Har vanskeligt ved at fokusere, synes jeg. Nok mest på grund af permatrætheden. Men også fordi jeg er begyndt at blive træt af at læse på min Kindle. Den er ikke befordrende for min dybe læsning. Skimmer for meget, læser ikke sætninger tilpas grundigt.

Det går dog lidt bedre for de fysiske bøger. Hvis jeg formår at iPad’ens nyhedsside og underlødige fristelser fra mig, så går boglæsningen faktisk slet ikke så ilde.

Fik den første sending non-fiction i umindelige tider for nylig. Af den har jeg som nævnt læst dele af John S. Strongs ‘Buddhisms: An Introduction’, som dog er kommet midlertidigt en tur på boghylden.

I stedet har jeg læst den rablende gale Alexander Dugins ‘Eurasian Mission: An Introduction to Neo-Eurasianism’. Bogen kan nok bedst beskrives som Putins ideologiske og geopolitiske kampskrift. Den er således både interessant og provokerende, om end ikke ligefrem munter. Kom efter endt læsning til at tænke på George Orwells anmeldelse af Hitles ‘Mein Kampf’ i 1940. Heri skrev han:

“Also Hitler has grasped the falsity of the hedonistic attitude to life. Nearly all western thought since the last war, certainly all ‘progressive’ thought, has assumed tacitly that human beings desire nothing beyond ease, security and avoidance of pain. In such a view of life there is no room, for instance, for patriotism and the military virtues. The Socialist who finds his children playing with soldiers is usually upset, but he is never able to think of a substitute for the tin soldiers; tin pacifists somehow won’t do. Hitler, because in his own joyless mind he feels it with exceptional strength, knows that human beings don’t only want comfort, safety, short working-hours, hygiene, birth-control and, in general, common sense; they also, at least intermittently, want struggle and self-sacrifice, not to mention drums, flags and loyalty-parades. However they may be as economic theories, Fascism and Nazism are psychologically far sounder than any hedonistic conception of life. The same is probably true of Stalin’s militarised version of Socialism. All three of the great dictators have enhanced their power by imposing intolerable burdens on their peoples. Whereas Socialism, and even capitalism in a more grudging way, have said to people ‘I offer you a good time,’ Hitler has said to them ‘I offer you struggle, danger and death,’ and as a result a whole nation flings itself at his feet.”

Dugin er nået frem til Hitlers erkendelse, tror jeg. Hans ideologi tilbyder i hvert fald samme type logik om selvopofrelse, vold og og totalitarisme.

Guld, røgelse og myrra skær

Noget mere opløftende er Chris Wickham ‘The Inheritance of Rome: A History of Europe from 400 to 1000’. Endnu et af disse upåklageligt saglige, dybdegående og indsigtsfulde historiske værker af en Oxbridge professor, hvis digre værker i diverse anmeldelser konsekvent kaldes ‘magisterial’.

Det er en interessant tidsperiode, synes jeg, altså Europa i århundrederne efter at det vestromerske rige falder fra hinanden. Vi er i den tidlige middelalder, hvor der er folkevandringer og regulær tilbagegang i det store perspektiv. Jeg fandt det eksempelvis meget tankevækkende, at de arkæologiske fund fra perioden år 450-700 viser, at samhandlen på tværs af Europa (og Afrika) gik mere eller mindre i stå og den ellers minutiøst organiserede romerske skatteopkrævning brød sammen. Måske endnu mere konkret blev kvaliteten af håndværk af eksempelvis potteri forringet henover tid. Det er med andre ord ingenlunde en historisk konstant, at vi som samfund vil opleve permanent vækst og fremgang. I realiteten er det løgn, vi har gået og fortalt hinanden de sidste 2-300 år siden oplysningstiden og den industrielle revolution. Normaltilstanden i menneskets historie har for langt størstedelen af befolkningen været stagnation eller svag tilbagegang. Det er da en skræmmende tanke, er det ikke?

Wickham er i bogen meget påpasselig med at konkludere eller postuleret noget, som han ikke har historiske kilder til at dokumentere. Hvilket jo er agtværdige egenskaber i en historiker. Omvendt gør det ham også kedeligere end nødvendigt – og gør hans job det meget sværere, fordi der er jo er meget færre bevarede kilder til denne ‘dark age’ end der var til romerriget nogle århundreder i forvejen.

Man støder derfor ofte på formuleringer i bogen i stil med “… men det ved vi ikke med sikkerhed” og “kilderne er ikke entydige, og det er vanskeligt at konkludere x, y, z”. Det gør den samlet set lidt trættende, men jeg hænger i. Jeg skal nu til at i kast med afsnittet ‘The Empires of the East: Byzantine survival 550-850’, hvilket jeg som en gammel fan af Byzans ser meget frem til at fordybe mig i.

Øvrige bøger? Jo, jeg er begyndt på ‘City of Miracles’, der er bind tre i Robert Jackson Bennetts ‘The Divine Cities’ trilogi. Jeg går ind til den med åbne og lidt skeptiske øjne. Første bind var fremragende og nytænkende fantasy, mens bind to ikke rigtig fungerede for mig. Så det kan blive både en dreng og pige, som de siger.

Buddhismer

Jeg er gået i gang med John S. Strongs ‘Buddhisms: An Introduction’.

Bogens forside

Selvom det er en selvproklameret bog for læsere uden forudgående kendskab til buddhisme(r), synes jeg nu nok de første 20 sider har været spækket med relativt uforklarede begreber og termer.

Er det eksempelvis almen viden for et almindeligt dannet menneske at vide hvad Theravāda, Mahāyāna og bodhisattva er for noget? I så fald er det vist på høje tid at jeg får læst op på emnet.

Bortset fra det, så skammer jeg mig hver gang jeg ser forsidebilledet.

For én ting er, at jeg måske kan slippe afsted med at Mariah ‘Shinzo No Tobira’ spiller i hovedet. Men Dhalsim-temaet fra Street Fighter 2? Nej. Det er langt fra i orden. For det første er det en ækel form for kulturel appropriation. For det andet er Dhalsim jo hindu!

Jeg skal virkelige til at arbejde med mine musikalske associationer.

Karl Ove Knausgård

Var på besøg hos gode venner i går. Det gik fortryllende. Børnene leger godt sammen, vejret var langt over middel, børnelatteren fyldte luften over trampolinen. Så det var alt i alt en hyggelig dag på villavejene i Roskilde.

Lånte første bind af Karl Ove Knausgårds ‘Min kamp 1’ med hjem fra besøget.

Han har altid figureret som en vrængende, usundt langhåret skikkelse i mit litterære baghoved. Som en forfatter, som en midaldrende, gnaven og gennemført afmaskuliniseret mand, som jeg, nøgternt vurderet burde læse. Og hvor de bidder jeg så rent faktisk har fortæret i diverse avisartikler siden 2009 alle har været velsmagende. Men også en forfatter, hvor antallet af sider (og selve konceptet hvor en forfatter skriver talrige og – ikke mindst – lange bøger om sig selv) afskrækkede mig en fra at gå i gang. Så hellere et 1200-siders genrelitterært værk om intergalaktiske krige!

Her efter morgenens togtur til arbejdet i selskab med ‘Min kamp’, er min skepsis gjort til skamme. Det er jo fremragende litteratur. Jeg ved ikke om jeg når igennem alle seks bind af ‘Min kamp’, endsige hans to efterfølgende (ligeledes selvbiografiske “personlige encyklopædi“), men jeg kommer helt sikkert til at læse mere.

Blev særligt ramt af et af de indledende kapitler om det, at have små børn. Det kunne jeg sandt for dyden relatere til! Og det blev en af de morgener, hvor jeg endte med at ærgre mig over, at togturen mellem Roskilde og København H ikke tager længere tid.

Glæder mig allerede til hjemturen.

Life Will See You Now

Svigter bloggen for tiden. Siden jeg er blevet lokal- og regionalpolitisk kandidat, kanaliserer jeg det meste af min fritid og kreative skaberkraft ind i politiske budskaber til den langstrakte valgkamp op til november 2017. Og når jeg samtidig reserverer de mere indadvendte og sjælesørgende skriverier til min Evernote-dagbog, så bliver Udkastet fanget midt ude i ingenmandsland.

Men hvad kan jeg så fortælle – på trods heraf?

Joeh, jeg skal til koncert med Jens Lekman i morgen aften. Det glæder jeg mig til, selvom den planlagte koncertmakker ikke kunne alligevel. Jeg så Lekman live første gang tilbage i februar 2008, og var helt forelsket dengang. Det var på et udsolgt Vega, der gik fint amok. I morgen er det i DR’s koncerthus, hvor jeg ikke tidligere har været til koncert, og derfor ikke for alvor ved hvad jeg skal forvente af.

Læste et overraskende ærligt og introspektivt indlæg på Lekmans hjemmeside, hvor han beskrev sine kvaler i den kommercielle og musikalske ødemark han befandt sig i efter det (også efter min mening) skuffende album ’I Know What Love Isn’t’ fra 2012. Hans nyeste album, ‘Life Will See You Now’, er sympatisk, men har ikke helt bundfældet sig hos mig endnu. Det flyder let og ubesværet af sted, men mangler måske den der ene (eller to) knivskarpte popperler a la ‘Maple Leaves’, ‘I’m Leaving You Because I Don’t Love You’ eller ‘Your Arms Around Me’. Vi må se. Jeg forventer som udgangspunkt en melankolsk oplevelse, hvilket man aldrig skal takke nej til.

Andet?

Har fået kværnet en række semi-gode fantasy- og horrorbøger henover den seneste måned. Caitlín R. Kiernans syrede ‘Agents of Dreamland’, Tom Deadys meget Salem Lot’ske ‘Haven’ og V. E. Schwabs skuffende ‘A Conjuring of Light’. Ingen af dem vil sætte sig dybere spor i min eksistens, men var da udmærket underholdning mens det varede. Bedste bog har været ‘Universal Harvester’ af John Darnielle, om end jeg er usikker på om jeg forstod den fuldt ud.

Pt. er jeg på jagt efter noget mere sund og nærende skønlitteratur, som jeg kan blive oprigtigt positivt overrasket og fænget af. Anbefalinger modtages uendelig gerne.

Pine Deep

Det irriterer mig grusomt at skrive det, men Jonathan Maberrys ‘Pine Deep’ horrortrilogi er mindst en bog for lang. Hvilket er ærgerligt, da første bind – ‘Ghost Road Blues‘ – er en fremragende opdatering af Stephen King ‘Salem’s Lot’, krydset med ‘Supernatural’. Den bog kan jeg ikke anbefale for meget. Men Maberrys overordnede plot kan ganske enkelt ikke bære tre bøger.

Hvilket er en djævelsk skam, for han skriver de mest frydefuldt ondskabsfulde horrorscener. Der er bare så bedrøveligt langt imellem dem. En klarsynet redaktør burde have bedt ham fusionere bind 2 og 3. Få ham til at skære 90% af de scener fra, hvor vores protagonister for Gud-ved-hvilken-gang diskuterer, om det mon virkelig kan være vampyrer som er skyld i den grotesk høje mordrate. Det ved vi jo godt at det er. Og selvom vores hovedpersoner simpelthen ikke er videre kvikke, behøver de jo ikke snikke-snakke vantro med hinanden side op og side ned af den grund. “Kom nu igang med blodbadet!”, tænkte jeg halvgnavent i eftermiddag, alt imens jeg lå ved siden af min middagssøvn-snorkende søn.

Forstå mig ret. Jeg fortryder på ingen måde de timer, jeg tilbragte i Pine Deep. For når Maberry først lader sine vampyrer gå amok på de sagesløse beboere i landsbyen, så går de virkelig amok. Hans antagonister er blandt de mest grufulde, jeg mindes at have ladet mig skræmme af. Det er sjovt og uhyggeligt, og ikke mindst stærkt underholdende. Bøgerne kunne blot have været meget bedre, hvis historien var afviklet mere tight og effektivt. Første bind får 6 stjerner af mig, den samlede serie dog kun 4 stjerner.

Så giv ‘Ghost Road Blues’ en chance, hvis du kan lide Stephen King’sk horror. Det fortjener den.

Arv og gæld – om Johnny Marrs nye selvbiografi

Det er egentlig lidt synd for Johnny Marr.

Tænk hvis det eneste folk interesserede sig for var, hvad man bedrev som teenager og ung voksen. At resten af ens liv stort set bare var et efterspil. I bedste fald udmærket og hyggeligt, men aldrig for alvor … relevant.

Jeg kan næppe forestille sig en mindre interessant personage end mig som teenager. Og hvis det var fodaftrykket fra den der indadvendte og bøvede hængemule i Aalborg i slut-90’erne, som resten at mit liv skulle vurderes ud fra, ville der sandt for dyden ikke være meget at berette.

Men at blive vurderet på fortidens meritter er nu engang Johnny Marrs triste lod her i livet. Det indser jeg nu, hvor jeg er i gang med hans selvbiografi ‘Set the Boy Free’. For Marr kommer næppe nogensinde for alvor til at blive associeret med andet end Morrissey og The Smiths.

The Smiths

Bevares, jeg sætter skam pris på det udmærkede guitarspil han leverede i flere omgange til Pet Shop Boys, især på Behaviour albummet. Hans 1993 remix af ‘I Want to Wake Up’ er mit absolutte favorit-remix, kun udfordret af Mobys remix af ‘Miserablism’. Jeg sætter ligeledes umanerlig stor pris på de to første albums fra Electronic, synthpopduoen han havde sammen med New Orders kaotiske forsanger Bernard Sumner i 90’erne. Så Marr er bestemt en ven af huset.

Marr fremstår da også som en både sympatisk og interessant person, der i selvbiografien har relevante betragtninger om sin samtid, popkultur – og selvfølgelig om musik. Hans opvækst og musikalske dannelse er ikke decideret uspændende. Det er en langt bedre bog end Morrisseys vederstyggeligt rædsomme selvbiografi fra 2013. Men derfor skimmer jeg stadig alle andre dele af Marrs bog end de sider, der specifikt handler om The Smiths. For den gruppes eksistens og musikalske arv er jo – når alt kommer til alt – Marrs egentlige relevans her i verden.

Er det så en god bog, som man bør læse?

Mjah. Den er ikke en selvbiografi a la Keith Richards eller Bruce Springsteens bøger, der (at dømme ud fra de lovprisende anmeldelser) er værker af bredere interesse end blot for deres fans. Man skal nok være fan af Marr (dvs. af The Smiths) i forvejen for at finde den rigtig interessant. Alternativt skal man læse den for portrættet af musikscenen i Manchester i begyndelsen af 1980’erne. Det håndterer Marr også udmærket.

Vigtigste nye viden fra bogen: Marr trænede dans samme sted i Manchester som Ian Curtis fra Joy Division. Og mener at sidstnævntes berømte/berygtede epileptikerdans var tyvstjålet fra en af David Bowie optrædener på amerikansk tv i 1976. Uanset om det er sandt eller ej, så var det en fornøjelse at se Bowie slå gækken løs her.

Reformationer

Hvornår lærte I sidst noget nyt og fascinerende, som I ikke havde den fjerneste anelse om eksisterede?

Jeg havde fornøjelsen i går aftes, hvor jeg læste i Carlos M. Eires fabelagtige ‘Reformations: The Early Modern World, 1450–1650’, der omhandler tiden før, under og efter reformationen1.

Det er en meget lang bog: 850 sider. Men den er velskrevet, og den er først og fremmest decideret interessant. Man fornemmer at reformationen (eller reformationerne, det er Eires hovedpointe at der er tale om flere, sideløbende og gensidigt forstærkende forandringer) virkelig er et emne, som forfatteren brænder for og ved urimeligt meget om.

Til tider bliver bogen tilmed voldsomt nørdet. Jeg tillod mig således at skimme afsnittene om de katolske retninger Barnabitterne, Ursulinerne, Visitandinerne, Piaristerne, Lazaristerne, Eudisterne og Sulpicianerne. Jeg kan, må jeg ærligt tilstå, heller ikke redegøre i detaljer for de præcise teologiske forskelle mellem de protestantiske sekter Mennonitterne, Davidisterne og Melchioristerne. Måske nogen af nærværende læsere vil tage den opgave på sig.

Min viden om reformationen har hidtil været afgrænset til Luther på overskriftsniveau, krydret med ganske sporadisk viden om Jean Calvin og calvinismen efter at have læst dele af Max Webers ‘Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus’ i sociologi på første år af studiet.

Jean Calvin som nummer to fra Venstre. Munter herre. Fra Reformationsmuren i Genève

Afsnittet om netop Calvin er imidlertid lidt af et højdepunkt i bogen. Han er en fascinerende skikkelse. Man kan have meget stærke meninger om manden, hans radikale teologi og det teokratiske regime han opbyggede i 1500-tallets Genève. Men at han har haft enorm indflydelse på historien og vestlig tankegang er uomtvisteligt.

Et andet højdepunkt er afsnittet om de såkaldte anababtister, en særdeles farverig afart indenfor den tyske protestantisme.

I årene 1534-1535 omdannede den apokalytiske og isolationistiske kult således byen Münster til ‘Det nye Jerusalem’. Det såkaldte Døberrige var grundlæggende baseret på en meget ordret læsning af Bibelen, polygami, kollektivt vanvid og ejendomsfællesskab. Det nye Jerusalmen fik dog en beklagelig ende, da en fælles hær af lutheraner og katolikker erobrede byen, og henrettede på ganske bestialsk vis anababtisternes leder Jan van Leiden, der ellers i bedste kultlederstil havde udnævnt sig selv til profet og havde 14 koner. Så hvis man troede at vore dages kulter og Islamisk Stat ikke har historiske forgængere i Europa, kan man med fordel tage en tur til Münster.

Det er vanskeligt at overvurdere den betydning, som reformationen (og den senere oplysningstid) havde for den den vestlige verden. Samfundsomvæltningerne i 1500 og 1600-tallet kostede ufattelige mængder død, ødelæggelse og lidelser – prøv at læs op på 30 års krigen, så ved I hvad jeg mener – og var drevet af religiøst had og fanatisme. Men det er et vigtigt emne, som fortæller meget om hvorfor Europa blev som det blev – og som stadig rummer en lektie, vi kan lære noget af i dag.

Så for en gangs skyld er de 500 år siden reformationens begyndelse et jubilæum, der er værd at huske og tænke over.

  1. Ja, for I ved vel, at det til oktober er 500 år siden at Luther slog sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg? []

Bogåret 2016

I min opsamling for bogåret 2014 og igen i 2015, skrev jeg, at boglæsningen havde været præget af to tendenser: Mindre tid (grundet forældreskab og nyt arbejde) og min Kindles indflydelse på læsevanerne (mere fleksibilitet, kan læse i mørke, skønlitteratur kun fortæret i ebog-form).

Begge tendenser er stadig gældende, særlig det med forældreskabet. Efter at Elin dukkede op i vores liv i juli måned er fritiden nu endelig fuldstændig forsvundet. Læsningen finder nu derfor reelt kun sted i toget til og fra arbejdet, eller under dynen sent om aftenen, når jeg burde sove for længst.

I modsætning til 2014, hvor jeg elskede Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’ og 2015, hvor jeg tilsvarende blev bjergtaget af Karen Joy Fowler: ‘We Are All Completely Besides Ourselves’, manglede jeg i 2016 den der ene skønlitterære bog, der for alvor erobrede mit hjerte. Jeg havde troet at det ville være Justin Cronins ‘The City of Mirors’, men … nej. Dertil var den for imperfekt. Men ret skal være ret: Jeg læste da en god række af bøger, som jeg fandt uhyre underholdende og endda til tider tankevækkende. Til gengæld var der ikke en non-fiction bog, som jeg virkelig blev begejstret for.

Jeg holder fast i mine let infantile vurderingkategorier. I 2014 og 2015 delte jeg således årets læste bøger op i de tre rammende kategorier, og dem genbruger jeg:

  • ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’,
  • ‘God, men nok mest hvis du er sær’
  • ‘Skuffende. Meget skuffende’.

Og så et opsamlingsheat i form af ‘Bøger jeg gik i stå i’. Et (n) udenfor titlen indikerer, at der er tale om non-fiction.

Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget

  • Ben Winters – ‘Underground Airlines’
  • Robert Jackson Bennett – ‘American Elsewhere’
  • V.E. Schwab – ‘A Gathering of Shadows’
  • Justin Cronin – ‘The City of Glass’
  • Joshua Ferris – ‘To Rise Again at a Decent Hour’
  • Daniel O’Malley – ‘The Rook’
  • Daniel O’Malley – ‘Stiletto’
  • Blake Crouch – ‘Dark Matter’
  • Blake Crouch – ‘Pines’
  • Blake Crouch – ‘Wayward’
  • Blake Crouch – ‘The Last Town’
  • Christopher Farnsworth – ‘The President’s Vampire’
  • Christopher Farnsworth – ‘Red, White and Blood’
  • Christopher Farnsworth – ‘Blood Oath’
  • Adrian Tchaikovsky – ‘Children of Time’
  • Cal Newport – ‘Deep Work’ (n)
  • George McKeown – ‘Essentialism: The Disciplined Pursuit of Less” (n)

Nu hvor jeg ser listen i dens helhed, er det faktisk ikke så svagt et hold, som jeg gik og troede før jeg begyndte at skrive artiklen – især ikke science fiction bøgerne.

Årets nok bedste og mest tankevækkende bog var den dystopiske thriller ‘Underground Airlines’. Den foregår i et kontrafaktisk USA anno 2016, hvor slaveriet ikke blev afskaffet tilbage efter den amerikanske borgerkrig, og stadig praktiseres i fire stater. Den er bleg, dyster og ikke så lidt deprimerende, men plottet er spændende, karaktererne komplekse og velgennemtænkte – og det er vanskeligt ikke at lave parafraser til den verden, som vi lever i i dag. Er varmt anbefalet herfra.

Blake Crouch og Christopher Farnsworth fylder godt på listen, men det er mest fordi der var tale om bogserier, der begge var så god og underlødig underholdning, at jeg simpelthen var nødt til at kværne dem alle.

Der var ingen non-fiction bøger, som jeg virkelig blev forelskede i. De to på listen er selvhjælpsbøger. Begge er nogen jeg tænker meget over, men er næppe det, man kalder for finlitteratur.

Også interessant at jeg i år ikke har en eneste horrorbog på min listen over årets favoritter.

God, men nok mest hvis du er sær
  • Liu Cixin – ‘The Three-Body Problem’
  • Mitchell Hogan – ‘Blood of Innocents’
  • Mitchell Hogan – ‘A Shattered Empire’
  • David Mitchell – ‘The Bone Clocks’
  • Becky Chambers – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
  • Anthony Gottlieb – ‘The Dream of Enlightenment: The Rise of Modern Philosophy’ (n)
  • Francis Fukuyama – ‘Political Order and Political Decay’ (n)
  • Noel Malcolm – ‘Agents of Empire: Knights, Corsairs, Jesuits and Spies in the Sixteenth-Century Mediterranean World’ (n)
  • Stephen R. Platt – ‘Autumn in the Heavenly Kingdom: China, The West and the Epic Story of the Taiping Civil War’ (n)
  • Stephen Church – ‘King John: England, Magna Carta and the Making of a Tyrant’ (n)
  • John Bew – ‘Realpolitik’ (n)
  • ? – ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (n)

En blandet affære. En del non-fiction bøger, kombineret med mere eller mindre lødig genrelitteratur. Ikke alle af non-fiction bøgerne er læst fra ende til anden, men dog i en sådan grad, at hovedpointerne er forstået.

Skuffende. Meget skuffende
  • Robert Jackson Bennett – ‘City of Blades’
  • Paul Cornell – ‘Who Killed Sherlock Holmes’
  • David Graeber – ‘The Utopia of Rules’ (n)
  • Sebastian Strango – ‘Hun Sen’s Cambodia’ (n)
  • Blendi Fevziu – ‘Enver Hoxha – The Iron Fist of Albania’ (n)

‘City of Blades’ var årets store læseskuffelse for mig, og det var meget overraskende. Dels var jeg vild med den anden Jackson Bennett bog jeg læste i år, ‘American Elsewhere’, dels var dens forgænger ‘City of Stairs’ en af mine yngdlingsbøger i 2015. Det samme gælder Cornell, hvis ‘Who Killed Sherlock Holmes’ var den skuffende afslutning på en trilogi, hvor jeg elskede de to første.

David Graeber var også lidt af en mavepuster, særlig fordi hans essay ‘On the Phenomenon of Bullshit Jobs’ hører til blandt mine all-time favoritter. Graeber er en interessant og provokerende tænker, men hans bog var dog for rablende, og bar for meget præg af at være en samling af hastigt sammenflikkede essays.

Bøger, jeg gik i stå i
  • Daniel Abraham – ‘The Widow’s House’
  • Brian Staveley – ‘The Last Mortal Bond’
  • Bill Hayton – ‘The South China Sea: The Struggle for Power in Asia’ (n)
  • Eugene Rogan – ‘The Fall of Ottomans: The Great War in the Middle East’ (n)
  • Frank McLynn – ‘Genghis Khan: His Conquests, His Empire, His Legacy’ (n)

Der er en del fortrydelse og spild i disse titler. ‘The Widow’s House’ er bog fire i en fantasyserie, og jeg har dermed allerede investeret betydelige mængder tid og energi i boguniverset. Men ak, den fjerde bog var simpelthen så kedelig og åndssvag, at jeg ikke magtede at komme igennem dem. Samme kan man sige om Staveley bogen, der er bog tre i en trilogi. Heller ikke den kom jeg igennem. Staveley havde brugt alt sit plotmæssige krudt i bog 2, og der var kun dødskramper tilbage i tredje bog. Jeg skimmede de sidste 350 sider for at få plottet med, og forlod den med god samvittighed. Bogen var ganske enkelt ikke bedre værd. Hayton og Rogan havde fået gode anmeldelser, men jeg fandt dem kedelige og udmattende – deres interessante emner til trods.

Dark Matter

Ah! Lige hvad jeg havde brug for. En forfriskende, hæsblæsende science fiction bog til at få skyllet ud i systemet.

Min boglæsning har den seneste måneds tid været haltende. Har egentlig fået læst ganske mange aviser og begavede magasiner, men skønlitteraturen har været op ad bakke. I juni fik jeg læst de overordnet set tilfredsstillende Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’, Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’ og Daniel O’Malley ‘The Rook’. Men i juli kørte jeg fast. HELT fast.

Ambitionerne var ellers så store.

For det første ville jeg færdiggøre Daniel Abrahams ‘The Dagger & the Coin’ serie. Den seneste bog jeg læste i serien var bind tre, og den efterlod jeg i en skraldespand i lufthavnen i Kona inden flyveturen med Mokulele Airlines til Maui tilbage i december 2013. Ikke fordi det var en dårlig bog, men jeg var færdig med den, og jeg orkede ikke at slæbe den hele vejen hjem til den anden side af jorden1.

Bog fire, ‘The Widow’s House’, udkom sidst i 2014, og har længe ligget ulæst på min Kindle. Det var et problem, da jeg i tidens løb havde glemt handlingen i de første tre bøger. Derfor skulle jeg først have genopfrisket plottet, inden jeg for alvor kunne komme i gang igen – hvilket var en reel hindring for at komme i gang igen. Men da jeg fandt femte og sidste bog i serien på Roskilde Bibliotek sidste måned, havde jeg ikke flere undskyldninger for at udskyde kampen. Så jeg researchede ihærdigt internettet for relevante plotspoilers, og efter et par ‘nåhr, ja, det var det der skete, gik jeg i gang med ‘The Widow’s House’.

Det var en kamp uden lige. Som at trække sig selv op af kviksand. Ligeså begejstret og opslugt jeg havde været af de første tre bøger for år tilbage, ligeså kedelig og synes jegden fjerde er. Lagde bogen fra mig konstant. Overspringshandlede. Det der skulle have været berigende underholdning endte med at blive en pligt. En pligt jeg kun gad gøre ved, da jeg var smånysgerrig om hvordan historien ville ende. Reelt skimmede jeg de sidste 200 sider i håbet om at bog fem ville være bedre. Men kedsomheden fortsatte. Og fortsatte. Og fortsatte. Uendelige indre monologer hos hovedpersonerne, når det eneste jeg ville vide var, hvad der skete med dragen og de magiske præster. Det var den rene jammerdal.

Så jeg gik i stå. Arkiverede bogen lodret. Gider ikke ofre serien mere energi eller dårlig samvittighed. Og jeg giver Brian Staveleys sidste bind i ‘Chronicle of the Unhewn Throne’ serie samme skæbne.

Jeg var allerede i tvivl om den series kvalitet efter at have læst bind 1 og 2, og da plottet krøb frem i sneglefart i treeren, så blev den også cuttet. Ærgerligt? Måske. Men jeg kan læse handlingen på nettet, hvis jeg har lyst til det. Måske ikke en sund udvikling at læse OM bøgerne frem for at læse dem selv, men selvom jeg stadig er basalt interesseret i plottet, er der grænset for hvor meget energi jeg gider lægge i at nå dertil.

Så meget desto bedre var det at kværne Blake Crouch ‘Dark Matter’, der er det føromtalte forfriskende science fiction pust i min læsning. Jeg kunne lide hans ‘Wayward Pines’ bøger, men ‘Dark Matter’ er på mange måder bedre. Dels er det en stand-alone roman, og det var en behagelig forandring fra alle de noget nær uendeligt lange serier, som jeg ellers bliver fanget i. Den er stramt skrevet og plottet? Ja, det er som tyvstjålet ud af en Philip K. Dick roman:

“Are you happy with your life?” Those are the last words Jason Dessen hears before the masked abductor knocks him unconscious. Before he awakens to find himself strapped to a gurney, surrounded by strangers in hazmat suits. Before a man Jason’s never met smiles down at him and says, “Welcome back, my friend.”

In this world he’s woken up to, Jason’s life is not the one he knows. His wife is not his wife. His son was never born. And Jason is not an ordinary college physics professor but a celebrated genius who has achieved something remarkable–something impossible.

Is it this world or the other that’s the dream? And even if the home he remembers is real, how can Jason possibly make it back to the family he loves? The answers lie in a journey more wondrous and horrifying than anything he could’ve imagined—one that will force him to confront the darkest parts of himself even as he battles a terrifying, seemingly unbeatable foe.

Hvis man har en blot moderat fascination af historier med paralleluniverser og Groundhog Day mekanismen, så er ‘Dark Matter’ et stensikkert valg. Hvis ikke bogen bliver lavet om til et filmmanuskript lige om lidt, så må I kalde mig Mads. New York Times er enig i at bogen lige om lidt er en film, og kritiserer den for at være uoriginal,for hurtig og for lidt optaget af videnskaben bag. Endelig går handlingen i hyperfart ud over personopbygningen.

Men det er jo netop det, der gør bogen så fantastisk for en døgnflue som mig, der kan tilgive stort set alt, bare plottet er spændende og historien kører. Jeg har ikke brug for dybe indsigter i menneskets natur, når jeg læser om en mand, der desperat forsøger at komme hjemme til sin kone og barn via adskillige paralleluniverser. Det er som hvis Michael Crichton var genopstået fra de døde og skrev bøger igen.

Kort sagt: Læs den hvis du har brug for en medrivende og fængende spekulativ fiktionsbog, som ikke er mere, end den giver sig ud for. Der er også kærlighed og sår’n i den, hvis I har behov for den slags. Den renser ud i dit system af ufærdiggjorte klassikere og pligtlæsning. Det er bare med at komme i gang.

  1. En skæbne der også overgik Morrisseys rædderlige autobiografi (efterladt i sengeskabet på Marriott Waikoloa, Big Island), Oliver Burkeman ‘The Antidote’ (efterladt i fællesvaskeriet på Hotel Hale Pau Hana, Kihei, Maui) og Dan Simmons ‘Carrion Comfort’ (efterladt i skuffen under tv’et på Holiday Inn, Fisherman’s Wharf, San Francisco) []

Ex libris

Er inde i en god læsestime for tiden. Har indenfor de seneste den seneste måned således fået kværnet følgende læsestof:

  • Alle eksemplarer af The Economist i perioden
  • Et uhyrligt antal artikler om Brexit
  • Andrew Grove: ‘High Output Management’
  • Cal Newport: ‘Deep Work’
  • John Bew: ‘Realpolitik – A History’
  • Stephen Church: ‘King John – England, Magna Carta and the Making of a Tyrant’
  • Justin Cronin: ‘The City of Mirrors’1

Gladest har jeg dog været for Joshua Ferris’ ‘To Rise Again at a Decent Hour’.

Og hvorfor så det? Jo, hvis man ser bort fra de enorme mængder genrelitteratur jeg fortærer løbende (i.e fantasy, science fiction, horror), så er min grundlæggende yndlings skønlitterære disciplin nok det, man lidt spydigt kan kalde for de “inderligt melankolske historier”. Og det er netop hvad Ferris’ roman er.

De fleste af mine yndlingsbøger har det tilfælles, at deres hovedpersoner alle higer efter det inderlige, det ægte, det gode, det meningsfulde, det uironiske, det nærværende. Og kærlige menneskelige relationer. De søger en forklaring … eller måske ligefrem et værn imod ensomheden, melankolien og tilværelsens grundlæggende tomhed og forbrugerismens ligegyldigheder. Hvor åndeligheden og kærligheden en modgift mod den ironisk distance og meningsløsheden. Måske ikke ligefrem noget metafysisk, men så dog et sekulært alternativ.

Derfor elskede (og elsker) jeg Douglas Couplands tidlige værker, derfor kunne jeg lide visse af John Irvings bøger, derfor var jeg vild med ‘Station Eleven’ og ‘We Are All Completely Beside Ourselves’. Fordi de på hver deres måde netop indkapsler den higen efter mening.

‘To Rise Again at a Decent Hour’ begynder måske lidt rigeligt maniskt (især i de første 40 sider), hvor Joshua Ferris prøver lidt for hårdt på at give den i rollen som en ny Jonathan Franzen. Det skifter dog nærmest umærkeligt. Pludselig opdager man, at man sidder der i toget mod Roskilde og ønsker, at turen bare var lidt længere, så man kunne få lov til at læse uforstyrret videre i denne eftertænksomme bog. Varmt anbefalet herfra.

På minuslisten in en læsekontekst står, at jeg fik i stå i Eugene Rogans ellers meget roste ‘The Fall of the Ottomans’, ligesom jeg ikke for alvor fik læst alle essays i David Graebers ikonoklastiske ‘The Utopia of Rules: On Technology, Stupidity and the Secret Joys of Bureaucracy’.

Sidstnævnte havde dog en stor fortjeneste, nemlig at den fik mig til at genlæse Graebers mesterlige og angstprovokerende essay ‘On the Phenomenon of Bullshit Jobs’. Hvis du nogensinde har været grundlæggende i tvivl om hvorvidt dit dagjob giver mening eller skaber værdi på en større kosmisk skala, så bør du læse essayet og blive dybt fortvivlet inde i mørkets hjerte.

  1. Der trods min skepsis udviklede sig markant mere positivt henimod slutningen af bogen, og derfor får hæderlige 4 ud af 6 stjerner []