De lukkede haver

Stødte på denne tegning i dag, som er meget sigende:

I har nok glemt den forlængst, men tilbage i 2005 lavede svenske Moneybrother et veritabelt mesterværk med sangen ‘They’re Building Walls Around Us’. Den spiller i mit hoved netop nu. For det er det, som Facebook er blevet; en lukket have, hvorom man har bygget høje mure med henblik på at tvinge brugere til at betale beskyttelsespenge for at få opmærksomhed.

Da jeg havde min (lykkeligvis) korte karriere som kandidat til det kommende kommunalvalg, oprettede jeg en side på Facebook til at udbrede mit kedsommelige politiske vrøvl og ensidige propaganda. Der skrev jeg så mange indsigtsfulde og dybsindige tekster, der blev læst af lige præcis … ingen. Altså, lige indtil at jeg begyndte at betale for at få Facebook til at booste indlæggende og derved påtvinge stakkels fremmede mennesker at få mine tågede og forløjede tekster i deres feed.

Ikke at det gav likes og followers i tusindevis (dertil betalte jeg alt for lidt), men det var trods alt bedre end nul opmærksomhed. Så tro mig når jeg siger det: Facebook er en mafiøs pengemaskine, som til det yderste udnytter sit usunde de facto monopol på distributionskanalen for opmærksomhed.

Murene om alle brugerne inde i haven har også betydning for et anakronistisk fænomen, som en personlig og egenhosted blog a la udkastet.nu. For jeg er aktuelt ikke på Facebook og bloggen har heller ikke en dedikeret side derinde. Udkastet er afskåret fra den distributionskanal og -platform, som Facebook udgør. Og det i særdeleshed, når jeg ikke betaler. Derfor er der meget få der af egen drift opdager hvad jeg skriver her på siden.

Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at en ydmyg personlig blog, der omhandler indholdet i min navle (og i øvrigt har et alt for bredt og ufokuseret emnefelt) ikke i første omgang ville have mange læsere. Men tænk engang over det: Hvornår opdagede du sidst noget nyt, spændende og selvstændigt på internettet udenfor Facebook? Via en google-søgning? Eller i kommentarfeltet til en artikel eller blogindlæg? Nej, vel?

Jeg spekulerer selv over om jeg burde gå over på en platform som Medium i stedet for selv at have en egenhosted blog. Det vil måske ikke løse distributionsproblemet – Medium har trods alt en begrænset dansk brugerskare – men det vil forsimple tingene, og lade mig slippe væk fra det tunge WordPress. Omvendt kan jeg godt lide, at jeg selv ejer mine ting og selv bestemmer. Noget jeg under ingen omstændigheder ville gøre på Facebook.

Men det er da et dilemma.

For er det meningsfuldt at udfolde sin kreativitet i tekstform på en platform (personlig, egenhosted blog), hvis natur tilsiger lavt læsertal og hvor internettets infrastruktur i stadig stigende grad tilgodeser de lukkede haver som Facebook og Medium?

Jeg vil jo, trods alt, også gerne læses. Så det helt klare svar mangler stadig.

Dvale (næsten)

Har brug en del mentalt krudt de sidste par dage på at opsætte min nye offentlige digitale platform.

Den pludselige skrive- og blogaktivitet er drevet af forskellige faktorer. Dels har jeg fået mere fritid og mental energi efter jeg indstillede min politiske aktivitet og mit kandidatur til byråd og regionsråd1. Dels giver mit dagarbejde stadig mindre mening for mig, hvorfor jeg må finde meningen og den personlig udvikling andetsteds (eksempelvis i at skrive).

Har derfor længe funderet over hvor jeg henlægger mine skriveaktiviteter og udlever min kreativitet. Lige nu er de:

  • Udkastet – personlig blog skrevet under pseudonym (handler mestendels om bøger og popkultur)
  • Medium – min nye offentlige digitale platform, der skal bruges til (gulp!) personlig branding og være mit ansigt udadtil
  • Evernote/Day One – min indadvendte, navlebeskuende og meget lidt offentlighedsegnede dagbog
  • Facebook – lejlighedvise kvækkerier, kombineret med uklædeligt nuttede børnebilleder
  • Twitter – endnu mere lejlighedsvise kvækkerier
  • Email – jeg skriver ofte med venner i en-til-en format om alskens hjerte-smerte emner. Faktisk er jeg meget old-school emailer. Er den måde jeg foretrækker at kommunikere via
  • Og så indtil for nylig også min kandidathjemmesiden og min politikerside på Facebook
Det er mange steder at være på én gang – antageligvis også for mange! Og den mest pressede af platformene er begrædeligt nok Udkastet. For det at skrive en sparsomt besøgt blog under pseudonym opfylder ikke rigtig noget helt evident behov for mig længere. Jeg opnår større katarsis og mental renselse af at holde de store bekendelser og grublerier for mig selv i Evernote/Day One. Facebook, og den nye platform kan (i hvert fald i teorien) bruges bedre til – gys! – personlig branding.

Så selvom Udkastet nok er min grundlæggende hjerteblog, så får den mindre opmærksomhed fremadrettet. I stedet fokuserer jeg på Medium til det eksterne skriveri og Evernote / Day One til det indadvendte. Håber I vil læse med på alle de forvirrende mange kanaler.

  1. Har jeg ikke fået nævnt her. Men det har jeg altså. Indså at jeg ikke har tiden og ressourcerne til kampagne og politik, når vi lige om lidt begge arbejder []

Nye takter

Bloggen har haft en tænkepause. Jeg genoffentliggjorde alle de mange indlæg skrevet siden begyndelsen i april 2005. Ryddede op og mugede ud. Fjernede billeder, der var røget i svinget i et af de ganske mange adresseskifter, som bloggen har været igennem henover årene. Kuraterede indholdet, som det vist hedder på nydansk.

Læste mange af de gamle griflerier igen. Det var en interessant, pinlig, morsom og til tider smertefuld oplevelse.

Man forandrer sig jo henover så lang en periode. Jeg har til tider været ganske ulidelig at høre på, ligesom visse indlæg ikke er videre langtidsholdbare. Andre indlæg var overraskende begavede. Og der er mange ting jeg drømte, gik op i og skrev om igennem årene, som jeg for længst har glemt eller opgivet. Her solidt plantet midt i livet var det sidste en melankolsk oplevelse. Man kan fylde katedraler med alt det, jeg har glemt. Det var godt at blive mindet om, at jeg engang var om ikke ungdommeligt optimistisk, så dog mindre fatalistisk.

Nu har jeg så fjernet indlæggene igen. Taget en sikkerhedskopi, så den store mængde guldkorn og større mængder bras ikke forsvinder ved et uheld.

Begynder forfra. Forlader anonymiteten; at skrive bag et alter ego lægger begrænsninger på kreativiteten. Med så mange års  erfaring med digital bekendelseslitteratur, vil jeg mene at jeg godt kan ramme balancen mellem personlig og privat. Bloggens indhold og formål forbliver de samme, men det vil være mindre uklart hvem jeg er.

Håber I vil læse med.

Fanget i midten

Det kniber med indlæggene, det skal jeg være den første til at indrømme. Men buen er lidt spændt for tiden. Der er ikke meget tid til overs ved siden af arbejdet og livet med to små børn. Når der er stille stund ender jeg med at læse, pille næse, surfe planløst eller lave alt muligt andet end at grifle indlæg. De er tidsrøvere, de der arvinger.

Situationen forværres af at jeg ikke helt kan finde ud af, hvilken rolle Udkastet spiller for mig og min kreative udfoldelse.

For siden jeg begyndte at skrive dagbog i Evernote, har jeg fået et sted at komme af med min indre bekendelsesliterat. Jeg behøver dermed ikke længere Udkastet som sted til at jamre over livet, karrieren, vejret og mit sløve løbetempo. Omvendt er en (pseudo)anonym blog – og blogformatet i sig selv – heller ikke velegnet til de store intellektuelle, politiske og selvpromoverende skrifter. Det er heller ikke stedet at dele de hurtige, sjove links (det er mere Twitters domæne) eller nå det bredere publikum og jagte likes.

Så Udkastet er på mange måder landet mellem en del stole.

Men jeg har lyst til at skrive mere. Både her og offentligt, men især her. Udkastet er jo den seneste manifestation af mit mere end 10 år gamle bloghjertebarn. Reelt kan jeg ikke visualisere en tilværelse, hvor jeg ikke har min egen selvhostede blog. Jeg bliver ganske ulykkelig og tvær, hvis ikke jeg får griflet.

Det lyder muligvis en anelse jeg-har-spærret-mig-inde-i-kælderen-med-nok-konservesmad-til-at-overleve-en-russisk-invasion-agtigt, men jeg kan godt lide tanken om, at stedet her er mit. Måske afgik den personlige blog ved døden for 5 år siden og måske kan antallet af læsere tælles på ganske få fingre. Det rationelle i et læsermaksimerende perspektiv ville være at henlægge skriveaktiviteten til de sociale medier. Men her ejer jeg selv domænet og har ikke foræret min kreativitet til techmonopolisterne i Facebook eller Google. Og den tanke giver en god fornemmelse i maven.

Nu larmer den ældste, kan jeg høre, middagsluren er vist ovre. Og det er indlægget dermed også.

Risikoadfærd

For noget tid tilbage begyndte jeg at føre en dagbog i appen Day One.

Ambitionen var at det skulle stimulere min skriveaktivitet. At jeg ved at tvinge mig selv til at få en masse ord ned på skrift bedre ville kunne destillere og koncentrere de af mine tanker, som fortjente at blive publiceret til et (i teorien!) bredere publikum. At det dermed ville øge kvaliteten, hvis ikke kvantiteten, af indlæggene her på siden.

Facit her seks måneder efter er, at det egentlig går ok med at få griflet i Day One. Det er måske ikke ligefrem en dagbog i kronologisk forstand, men får da skrevet en gang om ugen eller deromkring. Men det næste trin – altså at få syntetiseret de vigtigste af mine navlepillerier til indlæg af bredere interesse – er det ikke lykkedes at tage. Det ender stadig med ret ligegyldige indlæg om hvad jeg lytter til på Spotify eller andet mainstream popkulturforbrug. At græde ud i en dagbog har – quelle surprise! – ikke fået mig til at opleve mere, blive mere inspireret eller få mere på hjertet.

Det er der nok en række grunde til.

For det første oplever jeg ikke så meget nyt og spændende i denne del af livet. Kommer ikke så mange nye steder hen, og møder ikke så mange tankevækkende fænomener i min hverdag. Deraf følger en mindre inspiration

For det andet oplever jeg i disse år en karriere- og udviklingsmæssig stagnation – eller måske ligefrem svag tilbagegang. Familielivet udvikler sig virkelig positivt og meningsfuldt, men den humørmæssige-, jobmæssige, intellektuelle, åndelige og personlige progression er særdeles begrænset i disse år

For det tredje er jeg nok påvirket af at Udkastet nærmest ingen læsere har. Vi taler om et dagligt besøgsantal i den lavere ende af hvad der kan tælles på én hånd. Ligegyldigt hvor meget man som skribent mest skriver for sin egen skyld og den kreative udfoldelse, så spiller et minimalt læserantal naturligvis ind på skrivemotivationen. Det påvirker mig mere end man skulle tro, at ingen længere lægger kommentarer. Jeg kunne selvfølgelig bralre ud på facebook, der er man jo garanteret et publikum, men det har jeg trods alt ikke lyst til. Dels foretrækker jeg at eje mine egne skriverier, dels er der privilegiet at skrive som (semi)anonym

Så nu justerer jeg set-up’et en smule.

Dels vil jeg henlægge dagbogen fra Day One til Evernote. Jo mere jeg flirter med at springe fra Apple til en Windows laptop, jo mere får jeg behov for at udfolde min i apps, der også fungerer udenfor Apples økosystem. Til det formål er Evernote eminent, men selvfølgelig ikke helt ligeså lækkert eller indbydende som Day One.

Dels vil jeg i erkendelsen af, at der alligevel ikke er så mange der læser med, begynde at skrive lidt mere ventilerende og personlige indlæg. Hvis det endelig skal være en personlig blog, så bør indholdet også være personligt (om end ikke privat!). Har nok været lidt for meget livrem-og-seler hidtil.

Det vil forhåbentlig gøre Udkastet mere spændende. Både at læse og, ikke mindst, skrive.

Post-faktum

Så blev arbejdsbyrden overstået og der et åndehul igen. Det har været et par lange uger, med arbejde til ud på natten i den seneste weekend. Slutresultatet blev samlet set fint, selvom vejen dertil var lang og til tider også ganske frustrerende.

Arvingen blev vældig glad (og overrasket) over at se mig i går aftes, hvilket var både lidt hjerteskærende og glædeligt på samme tid. Nu er der et par rolige uger indtil påskeferien, så jeg kan puste lidt ud. Og hvem ved, måske endda få forfattet et par blogindlæg!

Tabula Rasa

Skriveblokering er et for stærkt ord. Men jeg har manglet skrive- og fortællerlysten den senere tid. Bruger for megen energi og tid på at lave mentalt hjulspind. Får ikke sat mig tasterne. Føler ikke jeg har noget vigtigt at fortælle. Og det jeg trods alt pipper op om, gør ikke den store forskel for mig selv eller andre.

Det er muligvis en mental stråmand, jeg opstiller som en behændig undskyldning for min ladhed. Men jo mere jeg kigger de gamle indlæg igennem, jo mere oplever jeg dem som en mental hæmsko for at skrive nye.

Når jeg skimmer indlæggene fra eksempelvis studietiden eller mine år som udstationeret, så er de umiskendeligt skrevet af mig. En anden mig ganske vist, men stadigvæk. Ikke alt det skrevne er rædsomt. Tro det eller lad være, men noget af indholdet er sågar rudimentært begavet. Af og til opdager jeg nye ting i de gamle blogindlæg, som jeg for længst har glemt igen. Det er en besynderlig oplevelse, skulle jeg hilse at sige. Har I tænkt over, hvor meget I stille og roligt har glemt hen over de sidste 10 år? Næppe. Det er nok et ganske særligt privilegium for en old-school blogger. Man kan høre sig selv ævle løs i fortiden.Og fortidens jeg holder snart sagt aldrig mund.

Men meget af det skrevne gav mest mening i selve øjeblikket, det blev skrevet i. Mine hyppige adresseskift har betydet, at en del indlæg med tiden er gået i stykker. Links er døde og billeder er forsvundet. Det er noget rod – og et (for) stort arbejde at rydde op i1.

Mest træt bliver jeg af at læse mig selv de sidste par år. Omkring 2012 eller 2013 sker der et umærkeligt skifte. Jeg holder op med at fortælle om hverdagen. Det hele bliver mere forsigtigt og måske lidt upersonligt. Jeg bliver bange for at blive genkendt, og skriver mestendels om hvilke popkulturelle artefakter (det være sig film, bøger, musik, tv-serier eller artikler), jeg er optaget af på det givne tidspunkt. Det er en nærmest Matthew Sweet’sk fornemmelse. Og nu ved jeg ikke helt hvordan jeg skal komme ud af den rolle. I hvert fald ikke, hvis jeg står på skuldrene af det seneste årtis produktion af ord.

Så nu er det hele blevet arkiveret. Små 2.300 indlæg fra mere end et årtis grifleri ligger trygt gemt.

Som skribent har jeg brug for en frisk start. Så jeg begynder på et nyt udkast. På samme sted, ganske vist – men mentalt er det næsten som en ny blog igen. Nu er der ingen undskyldninger mere.

Lad indlæggene rulle!

  1. En skønne dag vil jeg gerne restaurere det hele, sætte det pænt i stand, fikse billederne og producere en ebog til mig selv. For så dekadent er jeg nemlig []

At skrive

Den Bedre Halvdel og Arvingen er i Sverige på svigerfamiliebesøg i weekenden. Det betyder masser af tid til lediggang, Champions League finaler, Netflix1, læsning – og min yndlingsoverspringshandling: Spekulationer over min skribentvirksomhed.

Det er evigt tilbagevendende metaemner her på stedet (se blot den noget nær uendelige række af indlæg om bloggens form og indhold). For tiden aktualiseres det yderligere af mit 10 års jubilæum som blogger.

Jeg skrev mit første blogindlæg i april 2005.

Siden da er det blevet til flere tusinder af slagsen, der i dag lever deres stille, arkiverede liv på de forskellige iterationer af min blogaktivitet. Mine tekster ligger stadig rundt om i nettets afkroge, som skævvredne vragstumper fra et forlængst nedstyrtet fly.

Oprindelig var min inspiration til at skrive Douglas Couplands bog ‘Microserfs’ (1995). Bogen formede min opfattelse af, hvad en onlinejournal eller blog kunne være og gøre.

I bogen følger vi den socialt akavede programmør Daniel, der skriver en dagbog i en form, der vel bedst kan beskrives som en prototype af den personlige blog. Daniel blander navlepilleri, hverdagsbeskrivelser og lommefilosoferen i et fængende melankolsk mix. ‘Microserfs’ er som alle andre Coupland bøger et sandt overflødighedshorn af Generation X-ironi, fremmedgjorthedsangst og popkulturelle betragtninger2. Det er stærkt givende. Læs selv bogen, der sin noget arkaiske Microsoft-centrering til trods, stadig er aldeles fremragende og måske Couplands blivende værk.

Pointen er vel blot, at Daniels form for onlinetilstedeværelse – ja, måske blogformen som sådan – siden er blevet noget nær udslettet af smidigere sociale medier.

Der er ikke længere mange, der skriver personlige blogs. Billeder vises bedre på Instagram. Twitters hurtige 140 tegn, hurtige feedback og uendelige strøm passer flere folk bedre end blogindlæggets længde og permanens. Og hvis de endelig skal publicere længere personlige tekster, så er Facebook mere populært og garanterer et publikum.

De blogs, der trods alt overlever, er i dag specialiserede og nicheorienterede. I hvert fald hvis de ønsker at have læsere. Ingen gider længere læse generalistblogs, der skriver om alt mellem himmel og jord – eller bare skribentens eget liv.

Alligevel holder jeg stædigt og reaktionært fast i den personlige blog.

Dels fordi mit liv og min person selvsagt er så uendelig interessante, at de sagtens kan bære en personlig blog … Og måske mere seriøst: Fordi det er den slags, jeg selv bedst kan lide at læse.

Emnebaserede blogs er ok og kan være givende. Hvis jeg skal læse om sydkoreansk indenrigspolitik eller anmeldelser af science fiction, så gør jeg det helst hos en dertil indrettet ekspert. Men jeg vil også stadig gerne læse om, følge og være i dialog med rigtige mennesker med ting på hjertet. Og de personer har det med stadig at grifle tekster, der er længere end tweets og som er mindre selvpromoverende, end hvad der foregår på Facebook.

Status på Udkastet.nu i juni 2015 er ganske tvetydig

  • Der er få, grænsende til ingen læsere
  • Der er få, grænsende til ingen kommentarer
  • Jeg skriver under anonymitet (næsten)
  • Det er stadig givende for mig at skrive. Jeg sætter pris på, at jeg har noget der er mit – og som jeg selv skaber

Med andre ord skriver jeg mere end nogensinde før Udkastet for min egen skyld. Jeg er glad hvis nogen stadig kigger med, men jeg regner ikke længere med det.

Som alle andre har jeg dog også behov for at blive læst, anerkendt, rost og diskuteret. Mine tidligere modstridende meldinger til trods, vil jeg derfor også forsøge at genstarte min ikke-anonyme blog. Udkastet forbliver stedet, hvor jeg skriver om det, der falder mig ind. Til gengæld vil jeg så også forsøge at opdyrke mit officielle ansigt udadtil.

Nu må vi se hvordan det går. Og om jeg skifter mening, næste gang at Den Bedre Halvdel er udenbys.

  1. Har set ‘Edge of Tomorrow’, der var udmærket, og et afsnit af ‘Sense8’, som jeg ikke helt kan vurdere kvaliteten af endnu []
  2. Hvis dit liv var syv Jeopardy-kategorier, hvad ville det så være? []

Erase/Rewind

Har brugt en del af helligdagen til at pusle om bloggen. Det er min favoritdisciplin, når jeg ikke har noget jeg absolut skal – og jeg gerne vil koble helt af.

Er for det første vendt tilbage til mit gamle design. Jeg har ellers investeret ganske betydelige summer i et par snazzy themes på det seneste, men de lider alle af at være mere moderne og æstetiske end mig.

De præsenterer sådan set teksten på en udmærket og appetitlig måde. Typografien og designet er læskende. Men grundlæggende skal de suppleres af noget, jeg interesserer mig meget lidt for: Lækre billeder til at supplere ordene. Det magter jeg ikke at levere. Det eneste kamera jeg nogensinde har ejet, sidder i min iPhone. Jeg tager simpelthen ikke særlig mange inspirerende eller pirrende billederne, og da slet ikke nok til at holde en visiuelt stimulerende billedeblog kørende. Har derfor brug for et design, der fokuserer på ordene – og kun ordene. Det synes jeg er tilfældet med det nuværende.

Dernæst har jeg ændret mening om arkiverne. For nylig deklarerede jeg ellers frejdigt, at jeg nu havde offentliggjort alle mine skriverier tilbage fra 2005. Det føltes rigtigt dengang, også med mit 10 års blogjubilæet in mente. Men … jeg har fortrudt. Der er simpelthen så meget sniksnak, vås og tidsspecifikt nonsens i 10 års indhold. Og værre: Jeg er ikke særlig anonym i en lang række af de 2000+ indlæg. Det strider mod at jeg gerne vil kunne udfolde mig frit her på Udkastet i et mere eller mindre imaginært anonymt frirum. Derfor går arkiverne nu kun tilbage til og med januar 2012. Det giver mig mere ro i sindet.

Endelig har jeg efterhånden opgivet at holde min offentlige blog kørende ved siden af Udkastet. Jeg har ganske vist tilstrækkeligt på hjertet til at grifle nogenlunde regelmæssigt her, men slet ikke nok til også at holde en mere … professionel blog kørende. Dertil er mit liv ganske enkelt for kedeligt, min indsigt for lille og mine meninger for få. Så jeg regner med at afvikle den inden alt for længe.

Introspektivt

Da jeg for 10 år siden begyndte denne blog, var Josh Rouse ‘Nashville’ det nye album jeg lyttede mest til. Mine aktuelle yndlingssange dengang var The Dears ‘Lost in the Plot’ og Bloc Party ‘So Here We Are’.

Josh Rouse albummet fik jeg af min far i fødselsdagsgave i december 2004. Formoder at han købte det i Stereo Studio i Aalborg, da det dengang stadig var, hvad man meningsfuldt kan betegne som en ‘musikforretning’. De to andre købte jeg selv i GUF butikken i Vestergade. Det var små fem år før den musikkæde gik nedenom og hjem i 2009.

Jeg lyttede meget til de tre album i foråret 2005.

‘Nashville’ er dengang som nu en klassiker. 10 melodiøse og tidsløse indie-country-folk-rock perler. ‘Winter in the Hamptons’ er den bedste The Smiths sang, som Morrissey aldrig fik lavet. Lytter stadig regelmæssigt til albummet. Det sker noget mere sjældent med The Dears og Bloc Party. De to sange er begavet med en enorm melankoli-faktor samt en patos og inderlighed, der for en 33-årig mand er næsten ulidelig.

Men dengang var de noget for mig. Og jeg ville ikke undvære at lytte til dem (eller min øvrige musiksamling), da jeg skulle et halvt år i praktik på en ambassade i Centraleuropa. De tre album indgik derfor i de to spækkede flyttekasser med cd’er, der blev fragtet ned igennem Europa i mine forældres baggagerum. De blev afspillet i den rustikt møblerede lejlighed i Na Hrádku 8 på den lille ghettoblaster, som blev købt til formålet i en elektronikforretning i shoppingcentret ved Anděl. Ghettoblasteren kom siden til at stå i mine forældres kælder, hvor den agerede radio i min fars værksted indtil at den gik itu for små tre år siden.

Alt dette skete halvandet år før jeg mødte Den Bedre Halvdel, to år før jeg blev færdig på universitetet, 8 år før jeg blev gift, 9 år før min søn blev født. Og indimellem skiftede jeg job et par gange, var udstationeret ude i Europa en gang til, købte og solgte en lejlighed med tab samt henlagde snart sagt alt mit musikforbrug til streamning. I dag ville ingen jo drømme om at fragte deres cd-samling nogen som helst steder hen. Med andre ord: Livssituationer, teknologi, vaner, popkultur forandrer sig over tid. I det perspektiv er 10 år ganske længe af et menneskes liv.

Sideløbende med det hele fulgte bloggen i dens varierende iterationer og udgaver. Offentlig, anonym, dagbog eller mere causerende over aktuelle emner. Skrivefrekvensen har været varierende, inspirationen og kvalitetsniveauet ligeså. Læserne er – ak! – indiskutabelt blevet færre, men på sin vis er det heller ikke pointen for mig længere. Udkastet er Udkastet, og den er efterhånden mest for mig selv. Jeg flirter ofte med drømme om at udvandre fra diverse sociale medier1, men ikke fra bloggen. Det er stadig her, jeg allerbedst kan lide at skrive.

Det er vel her, at dette lille reflekterende indlæg bør ende. Med en konstatering af, at jeg har været glad for at være her, at det har givet mig megen værdi at skrive – og at det, når alt kommer til alt, har været 10 aldeles gode år i mit liv.

Og nu må vi videre.

  1. Hvilket dog er vanskeligt. Jeg ville gå glip af det store kartotek over bekendtskaber, som Facebook udgør. Og Instagram er nu det sted, hvor min familie primært ser billeder af Arvingen. Så kan man jo ikke så godt lukke ned for skidtet []